Lonely Christmas - Macha

Terres gader klokken 21:24. En snedrysset, vindstille decemberaften.
Omgivelser beskrevet i teksten.

Julelysene skinnede ned fra de høje bygninger. Et stort juletræ frydede pladsen, hvor flere veje skiltes for at munde ud i gader med butikker og fornemme bygninger på hver side. Mennesker og diverse væsener vandrede rundt i deres store, tykke frakker med hatte, tørklæder og vanter. Det var den tyvende december, og folk var i fuld gang med at afslutte deres julegaveindkøb i god tid. Hvor godt det så lykkedes for dem, når de så de mange tilbud og julerabatter, der skreg en i øjnene fra de oplyste vinduer.
På en bænk, hvor han havde udsyn til det store juletræ, sad en ung mand lænet tilbage og beundrede synet. Mørket var faldet på og dette gik hans blege hud til at springe i øjnene. Især, når sneen faldt på hans håndled og ansigt og farverne smeltede sammen. Man skulle tro, han frøs, i den tynde jakke han havde på, men Diego havde ikke følt kulde i utrolig lang tid efterhånden … Et århundrede var der gået, siden han havde set ind i et par røde øjne, følt en kold hånd på sin hals og derefter … Havde han aldrig følt den slags mere.
Snefnuggene lagde sig i hans sorte hår. Det var tidligt på aftenen. Han kunne stille sin sult og sine lyster senere. Det var så sjældent, han tillod sig selv at sidde og slappe af. Han var altid på farten. Altid i gang med noget. Men når alle omkring ham satte farten op, ville han gerne sætte den ned. Alle havde alligevel for travlt til at tage hensyn til ham …
Han lænede sig frem og satte albuerne på sine knæ. Måske var hele hans sætte-farten-ned-logik i virkeligheden et bevis på, at han savnede noget i juletiden. Han havde ikke fejret den tradition siden han forlod sit menneskehjem … Han gav slip på så meget dengang. Det var egentligt meget trist at sidde alene juleaften, men han skænkede det ikke nogen tanker overhoved - men han følte det. Et lille prik i brystet gjorde ham opmærksom på, at han stadig var i live, på trods af, at hans hjerte ikke slog. Men mere end det stik følte han ikke … Så gled han tilbage i sin trofaste, betryggende følelsesløshed.

Hans blik gled imod en gruppe af fnisende piger med baretter og muffer, der stod og hviskede sammen over deres shoppingsposer. Hans røde øjne blev smalle re og han åndede tungt ud. Egentlig burde han ikke tænke på, hvem han skulle narre med i seng … Det ville være klogere at finde ud af, hvor han kunne tilbringe dagen, så han ikke brændte op … Denne måde, han levede på, denne en-nat-af-gangen-metode begyndte at blive trættende. Men han var ikke klar til at slå sig ned ét sted endnu.
En masse ting foregik i hans underbevidsthed, men i hans tanker foregik der næsten intet. Han sad blot og lyttede til andres tanker. Det løftede lidt af trykket fra ham.

Hun stod stille. Midt ude i det hele. Hun tog sig slet ikke af om hun stod i vejen for nogen eller noget. Hun var ligeglad med om folk skulle bruge energi på at gå uden om hendes lille krop. For så meget fyldte hun da heller ikke. Og hun var ret sikker på at alle de travle mennesker ikke engang lagde mærke til hende. De havde alt muligt andet at tænke på. Så som at få købt de sidste julegaver og julemad nu hvor priserne svingede som de gjorde. Det var det rene tyveri. Alt det her jule halløj var overvurderet. Det var i hvert fald sådan hun var begyndt at tænke nu hvor hun ikke selv så nogen grund til at fejre den. Hun havde ikke engang taget sig tid til at pynte op. For det betød at hun først og fremmest skulle rydde op.

Det var så smukt. Den måde at de frosne regndråber stille og roligt dalede fra himlen. Den måde de landede og gjorde byen hvid. Trods julen ikke lige var den lille hybrids kop te så havde hun en kærlighed for sneen. Det bragte så mange minder. Hvor var hun taknemmelig over ikke at have mistet dem sammen med sin menneskelighed. Hun så nærmest ud til at være helt fortryllet som hun bare stod stille og så mod himlen. Hun nød hver eneste gang et snefnug landede på hendes blege ansigt. Hun smilede ikke direkte men man kunne mærke på hende hvordan hun var som et lille barn igen. Og hvis det ikke var for hendes formede krop og ældre træk der lå i hendes ansigt ville man sagtens kunne tro hun var et barn. Hun var i hvert fald ikke specielt høj. Hun havde ikke vokset siden hun fik hen og døde. Hun havde beholdt sine 160 centimeter. En skam men hun kunne nu godt lide de fordele der gav.
Selvom der ingen vind var her inde i Terre så det stadig ud som om der befandt sig en meget svag blæst omkring Macha. Hendes lange ravnesorte krøller gav i hvert fald en smule bevægelse fra sig en gang imellem. Det var tydeligt at se at hun ikke helt var som størstedelen af jorden befolkning. Man kunne se hvordan hun ikke havde set solen længe. Samt havde hun den typiske farlige tiltrækkende udstråling som et hvert medlem af nattens børn bar. Og så var der den måde hun var klædt. Trods kulden så det ikke ud til at hun frøs det mindste i sin lette beklædning. Ingen form for jakke. Bare et lås jumper og et par almindelige jeans.
Et let suk løb så hen over hendes rosa læber alt imens hun rettede sit blik væk fra himlen og ud over menneskemængden. Hun studerede kort den tågede dis hun fik dannet og et lille smil formede sig. Hun var ikke helt kold indeni. Hun begyndte nysgerrigt at se sig omkring. Hun så næsten overrasket ud over at se så meget julelys og så det store juletræ hun stod ved siden af. Det var som om hun slet ikke havde lagt mærke til det. Det tårnede sig op over hende. Lidt ubehageligt. Tænk hvis det nu væltede. Hun smaskede svagt for sig selv. Smagen af blod sad endnu på tungen og det gjorde hende egentlig bare mere sulten. Hun havde squ lige spist! Hun hadede sin evige hunger. Det var så underligt sådan at have lyst til at spise siden hun som menneske stort set aldrig spiste noget. Og et sted var hun ikke sulten. Det var bare en trang. Hun rystede kraftigt på hovedet og skulle lige til at rive sig selv i håret af frustration idet en bestemt duft ramte hende som en sten i hovedet. Hun stoppede hvad hun nu havde gang i og med det samme søgte hun blikket gennem væsnerne der gik frem og tilbage. Det kunne da ikke være ham. Kunne det? Hvis hendes hjerte havde virket ville det uden tvivl have hamret på livet løs nu. Galopperet som bare pokker. Med ét så hun ham. Hun fokuserede de dybe røde øjne direkte mod ham. Hun var ligeglad med om hun stirrede. Faktisk ville hun normalt bare vende om og gå den anden vej. Men den plan hun havde haft i hovedet siden hun kom op ad jorden igen, blev knust på et sekund. Med hurtige skridt og smidige bevægelser begyndte hun at masse sig gennem mængden. Til hun endte i samme gå række som denne bekendte vampyr. Han havde ikke rigtig ændret sig. Det kom dog ikke bag på hende. Det var sjælendt en af denne race havde forandringer. ”Hey!” Hvor var hun dum. Der var ingen grund til at hun stadig ville bære nag. Det var jo latterligt.

Fra Diegos plads på bænken havde han udsyn over en god del af den store gade-samling, men eftersom der var så mange væsener, der vandrede rundt på gaden, havde han slet ikke lagt mærke til den lille skikkelse ovre ved juletræet, et stykke fra ham.
Han rejste sig og stak hænderne i lommerne. Det var på tide, han fandt et sted at være for dagen - bare for at have det ude af verdenen, så han kunne komme i gang med at drikke sig fuld. Både i blod og alkohol. Til tider smagte de to utroligt godt sammen. Han tog en dyb indånding og pustede så ud igen. I modsætning til de omkringværende dannede hans ånde ikke en tåge i luften. Eftersom hans ånde ikke var så varm, at der skete nogen form for reaktion. Det var noget, han savnede … At kunne se sin egen ånde i vintervejret var en barnlig glæde, han var blevet frarøvet.
Han følte sig pludseligt underligt til mode. Som … en slags deja-vufølelse, selvom han ikke vidste, hvad det var, der gav ham deja-vu. Hans blik faldt på en engel -figur oppe på træet. Hvorfor den fangede hans opmærksomhed var noget, han ikke kunne forstå. Som om han burde huske noget bestemt … Pludselig følte han sig ikke alene mere og det gik op for ham, han kunne lugte en af sin egen art. Føle hendes tilstedeværelse, selvom han ikke havde set hende endnu.
Og han vidste, hvad det betød …
Skabere vidste altid, hvor deres skabninger var - sådan var vampyrer indrettet. Han havde ikke skænket hende mange tanker i de år, der var gået forbi, men nu … Han vendte sig instinktivt, lige i tide til at se pigen, der trampede imod ham, og han gjorde store øjne - af chok og af … Waow. Hun havde allerede været smuk som engel, men nu … som vampyr. Han havde faktisk været i tvivl om, om hun overhoved havde overlevet forvandlingen. Efter at han havde været nødt til at stikke af … Han havde ikke troet, hun selv kunne grave sig fri. Hvor længe mon hun havde været dernede? Tusind tanker strømmede igennem hans hoved.
Og hun talte til ham. Han havde halvt om halvt forventet, at hun ville springe på ham og forsøge at vride hans nakke om.
"Hey … Macha … Længe siden." Han smilede skævt. Forsigtigt. Men næverne i lommerne på hans tynde jakke var klar, hvis hun besluttede at angribe ham på åben gade af raseri. Ikke fordi, han regnede med, at pigen ville turde … Hun vidste allerede, Diego var stærkere end hende. Ellers havde han ikke kunnet tvinge hende til ikke at bevæge sig, da han tømte hende for blod.

Det var som om al larmen fra de omkringværende shopperer forstummede og sneen faldt nærmest langsommere. Hans hjerte slog lidt hårdere. Det var ikke normalt for ham, at se et ansigt, han genkendte. Og hele sensationen satte en følelse i gang i ham, som han havde været fri for så længe at han havde glemt, hvad den hed.
Og blandet med den mærkede han et kort stik af dårlig samvittighed. Han skulle have været der og lært Macha, hvordan hun skulle klare sig som vampyr. Hvordan hun skulle skaffe føde og han skulle have været der til at sørge for, hun havde ly for dagen, så hun ikke brændte op. Men en eller anden måtte have taget sig ad hende, eftersom hun stod der lyslevende - eller lysdød - foran ham.
Han åbnede munden for at sige noget. Men lukkede den igen og rynkede brynene lidt. Han havde intet at sige. Men han gik ud fra, hun måtte have noget på hjerte … Det ville han have haft, hvis hans skaber havde forladt ham.
Han undertrykte et smil. Vidste Macha, hvor meget kontrol en skaber havde over sine skabninger? Det regnede han ikke med, hun gjorde.

Macha var ikke det mindste glad for hans lille reaktion på at se hende. Han smilede. Hvordan kunne han!? Hun var endnu fanget i et mindre chok over faktisk at støde på ham. Hun havde ingen idé om hvad fanden han lavede i Di Morga. Boede han her? Hvorfor havde hun aldrig kunne mærke hans tilværelses før nu. Hun stod lidt endnu og bare stirrede på ham. Følte selv hvordan verdenen kørte forbi hende i slowmotion. Hun brød sig ikke om den rolige måde han talte til hende. Hun havde sådan en lyst til bare at smadre kraniet på ham.
Ganske forsigtigt bøjede hun sit hoved en smule ned. Lukkede så meget ude som hun kunne. Lod de mørke krøller falde ned og lægge en skygge over hendes ansigt. Og hendes hænder knugede sig hårdt til knoerne blev blegere end alt andet. Hun mumlede noget utydeligt. Men kunne nok godt mærke på hende at hun havde svært ved at holde sig i ro. Hun huskede tydeligt den gang. Det var et af de mest stærke minder der lå i hendes bevidsthed. Hun huskede den måde han hele tiden hang op ad hende når de stødte på hinanden. Den måde hun hele tiden havde afvist hans små forslag. Og værst af alt huskede hun de røde øjne og skarpe tænder der havde bidt ned i hendes hellige hud. Hans styrke havde nok altid skræmt hende. Og så var der den lange ventetid til hun endelig så lyset igen. Lige nu stod hun foran den usling der tog dagen fra hende og tvang hende til at være en del af natten. Hvilken selvkontrol det egentlig tog for hende at blive stående.
Nej. Hun måtte tænke på dem omkring sig. Og så igen. Det kunne være lige meget. De var blot dødelige. dødelige som døde af en enkel lille sygdom. Hun havde set disse dødelige dø omkring sig mens hun forblev ung og smuk. Hvilken skam. Hun var en af dem der medbragte død på grund af hunger. De kunne vel godt overleve et sceneri der meget muligt ville afsløre hendes eksistens. ”Din..” lød det fra hende som hun endelig så mod ham med de klare røde øjne. Man kunne svagt ane den boblende følelse der sad i hende. Men hun lod ikke folk opdage den inden hun igen gjorde bevægelse på sig. Med hurtige skridt nærmede hun sig ham. Og som hun endelig nåede ham blev hendes hænder sat mod hans brystkasse hvor efter hun med en egentlig overraskende stærk kraft tvang Diego tilbage. Stoppede ikke før hun forhåbentlig havde ham kløvet til en mur. ”Det er din skyld!!!” råbte hun, som hun atter rettede de røde øjne, der før i tiden havde haft en dyb skovgrøn farve, direkte mod ham. Som hun råbte af ham kunne man nemt se de spidse hjørnetænder der befandt sig i hendes mund. Det var ikke fordi hun var sulten men blot på grund af raseri. Hun tog sig ikke det mindste af deres lille højdeforskel. Hun var nogenlunde vant til at føle sig mindre. Men ikke svagere. ”Det er alt sammen din skyld!!” Der var så meget hun ønskede at sige til ham men det var som om at nogen havde lukket af for hendes ordforråd. ”Du kunne bare ikke holde dig væk, din forbandede idiot! Du skulle absolut vende mit liv op og ned!” Hun trak vejret en smule tungere. Ikke fordi hun havde brug for det men det var en vane. Hun var ret sikker på at han sagtens kunne mærke hvor meget hun rystede i øjeblikket. ”Du skulle lige trække mig med i støvet!” Hun kunne mærke hvordan hun havde hævet stemmen mere og mere. Og langsomt hvordan folk faktisk var begyndt og glo ret så meget på dem. Hun lukkede hårdt sin hånd omkring et stykke af hans tynde jakke. ”Har du nogen fucking idé om hvad fanden jeg skulle gå i gennem bare på grund af dig!?” Selvkontrollen blev sværere og sværere for hende at holde oppe. Det kunne nok mærkes på den måde hun nærmest var begyndt og slå gnister. Samlede en statiske elektricitet der hang i luften. Som gjorde hun klar til angreb.

Han læste tankerne, der strømmede igennem hendes hoved, men hun var så vred at han havde svært ved at finde hoved og hale i dem. Han stod stille, da hun kom nærmere, men da hun greb fat i ham og tvang ham bagud gik han tilbage uden at kæmpe den mindste smule umod. Han lænede sig roligt op af den nærmeste mur og tog blidt fat i hendes hænder, på sin brystkasse, i et forsøg på både at få hende til at slippe og på at få hende til at falde til ro.
Han lod hende skrige færdig, men han lagde skam mærke til, at der var nogen ændringer i luften omkring dem. Og det bekymrede ham. Han var ikke sikker på, hvilke kræfter hun havde, og hans evne til at læse tanker kunne ikke bruges til meget andet end at læse hendes næste træk. Det var ikke altid nok. Men desværre havde han ikke andet.
Men denne gang havde han jo noget andet! Han havde magten.
"Du har ingen idé om, hvor stor en magt jeg har over dig. Lad være at gøre noget, du vil fortryde. Lad mig forklare." Hans stemme var rolig og monoton, men alligevel som om han talte et barn til ro.

Han gav hendes hænder et svagt glem, da han mærkede at kun greb fat. Han rynkede brynene lidt og så hende i øjnene med en ro der var meget karakteristisk. Han var ikke typen, der havde et slemt temperament.
"Jeg kunne ikke styre mig … Jeg prøvede virkelig at stoppe - men da jeg ikke kunne, sørgede jeg i det mindste for, at du overlevede." Han vidste godt, han burde undskyldning, men der var jo ingen grund til det. Skaden var sket og han kunne ikke ændre på, hvad han havde gjort … Og han havde sådan set heller ikke fortrudt det. Hvis han var i stand til at få et ord ind, ville han fortsætte sin forklaring, men han var sikker på, hun ville afbryde ham igen.
"Det var ikke min hensigt at slå dig ihjel. Det var en ulykke. Du er vampyr nu, du ved hvor svært det kan være at stoppe." Han så på hende med et gennemtrængende, intenst blik. Han håbede, hun ville forstå.
Han stod meget rolig op af muren. Troede hun virkelig, hun intimiderede ham? Magten var stadig på hans side … Han havde intet at frygte. Og selv hvis det lykkedes hende at slå ham ihjel … Hvad så, han havde ikke rigtig noget at leve for alligevel.
"Og efter jeg havde begravet dig var jeg nødt til at forsvinde … " Han manipulerede blot en smule med de omkringværendes tanker og fik dem til at fortsætte deres gøremål uden at se imod Diego og Macha. "Jeg var allerede på flugt dengang. Jeg ville have været der for dig, men … " Han sukkede og hans stemme døde hen. Hun ville ikke sikkert høre, hvorfor han var på flugt og afgøre om det var en god undskyldning eller ej … Men han havde ikke tænkt sig at fortælle hende den del af historien. Det var lidt for tæt ind på livet af ham. Og selvom han var den frembrusende, skørtejæger charlatan havde han stadig et privatliv og ting, han ikke ønskede nogen skulle vide om ham. Eller også ville hun slet ikke spørge om noget og blot forsøge at rive ham i småstykker. At dømme efter hendes nuværende temperament var det sikkert den mest oplagte mulighed … Og han havde jo allerede forstået, at hans charme ikke fungerede på hende … Og selvom det gjorde hende til et sjov udfordring betød det også, at han ikke ville kunne tale hende til ro med dét våben i baghånden.

Magt. Havde han magt over hende? Han havde aldrig været der så han kunne umuligt have nogen form for magt over for hende. Det var forkert at tænke sådan. Han havde da slet ikke ret til at stå og sige den slags! Hun kendte selvfølgelig ikke til vampyrer udover det hun selv havde oplevet. Hun havde ikke fået en lektion i vampyr historien 101. Desværre. Men hun var selv ret fastlagt på at han bestemt ikke kunne bestemme over hende eller noget i den stil.
Hendes krop reagerede stadig på frustrationen. Den rystede stadig og jo mere han talte og prøvede at forklare hende tingene som de var, rystede hun blot mere. Det var rimelig ubehageligt for hende at stå her. Det var lidt som om han havde hende i sin hule hånd. Og det var kun ved brug af hans egne ord og rolige toneleje. Hvilket stadig syntes at gå hende på nerverne. Men hun havde det stadig som om at hun intet kunne gøre imod ham. Hun kunne ikke tillade sig og flå ham eller noget lignende. Hun følte sig i det hele taget noget magtesløs overfor ham lige nu. Og han var skam ikke den første. Hun havde her på det sidste virkelig fået nogle dominerende energier fra engle siden af sit væsen. Det var et held hvis hun rent faktisk nåede og få lukket kæften på sit offer inden hun fik slukket tørsten i det saftige blod.

Stille og roligt begyndte gnisterne omkring dem at forsvinde. Samtidig med at hendes skuldre slappede af og hun pludselig virkede mere slap i det. Hvis hun skulle indrømme det var hun bare træt. Eller rettere så var hun udmattet. Hun kunne ikke være træt. Og hun havde ikke mere brug for søvn. Langsomt begyndte hun at løsne sit greb i hans jakke. Men hun slap aldrig helt. Igen slog hun blikket ned. Og igen var hun tavs. Hun var ved og blive irriteret over den måde folk bare kunne lukke munden på hende. Igen var der ikke mange ord der kom til hende. Og hun var ret sikker på det hele tiden ville være forkerte ord der kom frem. ”Du kunne bare have holdt dig væk.” mumlede hun ganske svagt. Ikke med nogen bestemt følelse lagt i det. Hun bar tydeligvis stadig nag over det. Hun havde i hvert fald svært ved at indse at det hele ikke var hans skyld. Men hun vidste udmærket godt hvor hårdt det var at stoppe igen. Eller i det hele taget, holde sig væk. Og hun var ikke fuldtudviklet som Diego.
Noget overraskende, lænede hun sig bare ind mod ham til hendes pande var blevet placeret mod hans brystkasse. Det var en noget pludselig bevægelse hun ikke helt selv havde kontrol over. Hun træk stadig vejret tungt gennem munden og hun tillod ham stadig ikke at se sit ansigt. ”Men det var du ikke. Og det er også ligegyldigt. Det er ikke det jeg er rasende over.” Det kunne nok lyde lidt underligt som hun stod og snakkede om raseri og hun samtidig talte i en nogenlunde neutral stemme. Ganske forsigtigt bed hun sig bildt i sin underlæbe. Diskret.
Hvorfor følte hun sig så udmattet lige pludselig? Og hvorfor stod hun stadig her og lod sne delen ned over hende? Hun burde være på sin vej væk med et triumferende udtryk malet i det kønne ansigt. Men nej. Hun stod stadig lænet godt og grundigt mod en person hun blot ønskede at give en lige venstre. Hun måtte prøve og få styr på sig selv.
Macha rettede sig atter ordentligt op. Slap helt grebet i hans jakke og trådte et lille skridt bagud. Hun løftede hovedet. Så mod ham som før. Der var endnu intet smil at se. Intet af det varme smil. Bare et noget neutraliseret udtryk. Hun strøg let en vildfaren tot væk fra sit ansigt og kørte efterfølgende en hånd gennem håret for at få fjernet det værste sne der havde lagt sig. Hun fugtede kort læberne. Vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Skulle hun mon ikke bare gå?

Hun forstod virkelig ikke noget som helst af, hvad han sagde, gjorde hun? Han kunne se i hendes tanker, at hun ikke troede på, han havde magt over hende. Han ville gerne bevise det for hende, men det ville vist ikke gøre noget godt. Det bille blot gøre hende endnu mere rasende på ham og det var det sidste han ønskede lige nu.
"Jeg kunne ikke," hviskede han tilbage. Han slap hendes hænder og lagde dem blidt om livet på hende. "Jeg forsøgte at holde mig fra dig … Men du har ingen anelse om, hvad du gjorde ved mig." Han smilede skvæt. Uskyldigt, som var han den sekstenårrige han lignede. Han strøg hende blidt ned over ryggen - næsten som om det var hans søster, han trøstede efter hun var faldet på skøjterne. Ikke det, hun var vred over? Nej … Det havde han efterhånden forstået. Men efter at han ikke kunne stoppe, var det mindste han kunne have gjort, at oplære hende.
Hun trak sig tilbage og han slap hende. En anelse modvilligt dog. Han ville ikke slippe hende. Han havde allerede sluppet hende en gang … Og det havde ikke ført noget godt med sig i hendes start på vampyrlivet.

"Hør på mig," han trådte frem og tog blidt fat i hendes overarme. Han smilede forsigtigt. Glad for, at hun var faldet rimelig meget til ro igen. "H vis du har brug for noget … hvad som helst. Så vil jeg være der for dig denne gang." Han måtte se en smule ynkelig ud. Men denne gang ville han ikke begå samme fejl. Han vidste, han havde ødelagt hendes liv … Men lige gyldig hvor mange andre liv, han havde smadret, var det her anderledes. Skabelses-båndet mellem dem var ikke noget ordinært. Det var noget helt specielt, han ikke havde prøvet før …
Han slap hendes arme og stak hænderne i lommerne. En smule tøvende og med en rystende indånding.
Han kunne sætte hende fri, hvis han ville … Sætte hende fri af det bånd, der nu holdt hende fast til ham imod hendes vilje. Men hvordan fanden skulle han gøre det? Og var hans ego overhoved i stand til det? Han ville jo have hende. Fordi hun havde stået imod ham. Nu havde hun ikke noget valg - men så var det vel ikke helt så sjovt, var det? Jo … Jo, det var stadig sjovt.
Men så igen; Hvad ville hun bede ham om? Han kunne ikke tilbyde hende ly for dagen. Han kunne højst nedlægge hendes bytter og lære hende de ting, han havde forsømt, som hun ikke havde fundet ud af på egen hånd. Men det var ikke sikkert, at der overhoved var noget. Han anede ikke, om hun havde fundet sig en mentor, en støtte, en mand eller kvinde, der havde holdt hånden over hende i alle de år. Men uanset hvad, måtte hun da også føle det bånd, der var imellem dem. Kunne hun virkelig vende ryggen til ham og bare gå sin vej - aldrig se tilbage. Hvor mange tanker mon hun havde skænket ham. Mon hun nogensinde havde savnet ham. Det var selviske ting at tænke på, men det var nu engang sådan, han var. Helt ind til benet. Hans første prioritet var altid ham selv. Denne følelse af at ville hjælpe hende skulle nok snart forsvinde.

// Jeg havde et mindre kreativitetssvigt. Jeg håber, det er tilfredsstillende.

// Det er helt okay! Jeg tror også jeg har lidt svært ved at få min kreativitet op og køre så.. don't mind the crappyieness.. xD //

Hvad hun gjorde ved ham? Nej selvfølgelig vidste hun intet om det. Det eneste hun før i tiden havde tænkt om ham var det at han blot var en noget skummel forfølger der ikke forstod et nej. Det eneste hun havde gjort var at afvise ham. Så hun forstod virkelig ikke hvorfor han hele tiden var kommet tilbage. Hun havde dog tit taget sig selv i at tænke det om igen. Men han havde bare fanget hende i et noget ømt stadie. Der var egentlig så mange spørgsmål som bare blandede sig sammen i hovedet på hende så hun til sidst ikke kunne forstå halvdelen af det. Det var nok en af grundene til at hun forblev tavs det meste af tiden. Hun ville ikke erkende sit nederlag selvom at hendes krops reaktion meget muligt allerede havde gjort det.

Det havde nok alligevel været en dårlig idé for Macha at bare brase ind i sin såkaldte skaber. Hun skulle have hørt efter hvad den anden side af hendes hjerne sagde til hende og bare have haft ignoreret det og gået den anden vej. Hun havde det ubehageligt. Lige som når man var ved og blive syg. Hun vidste udmærket godt at hun ikke havde den største mulighed for at blive forkølet eller få feber mere men hun kunne stadig ikke komme med en bedre forklaring på den følelse der spredte sig i hendes krop. Hun rystede stadig og det frustrerede hende virkelig at det ikke bare stoppede. Hun så med det samme direkte mod hans ansigt idet han greb omkring hendes arme. ”Det…Det er sødt af dig.” Det var lidt svært at få sagt i øjeblikket på grund af boblerne der endnu lå på lur i maven på hende. ”Men som du måske kan se har jeg udviklet mig rimelig godt selv.” Det var vel sandt. Hun vidste hvordan hun skulle finde føde hver nat og hun havde et tilpas sted at værre når solen var fremme. Hun havde faktisk levet ’the sweet life’. Så det var ikke så meget det der gik hende på. Det var de ulemper der kom med.
Hvad var nu et? En ganske lille stigning kunne ses i hendes mundviger. Et lille smil havde taget form. Det var knap nok synligt men det løftede den tunge atmosfære der før havde omgivet hende. Det var vel første gang hun sådan rigtig havde ladet sig selv smile til ham. Hun havde egentlig ikke forventet af Diego faktisk var som han var. Hun havde mest forventet han ville være kold i røven. Ligeglad. Måske var han det også men som den naive tøs Macha faktisk var, så var det ikke det hun lagde mærke til først. Hun så lidt ned ad sig selv. Ned mod sine fødder hvor sneen var ved og trange gennem hendes slidte sneakers. ”Un-Undskyld..” lød det så endelig fra hende. Det lød ikke helt så anspændt men hun kunne tydeligvis stadig ikke se på ham mens hun sagde det. Den stolthed hun havde opbygget skulle hun ikke til at og nedbryde helt endnu. Også selvom det nok ville være bedst i visse situationer.
Hun fik gemt sine hænder i det lange ærmer på den låse jumper og efterfølgende lagde hun sine arme omkring sig selv inden hun rettede de røde øjne mod hans matchende. Hvorfor var hun så tavs? Hvorfor kunne hun ikke sige noget? Var der ikke mere at sige eller hvad?

Han havde regnet med, at hun ville skrige noget i retning af 'Jeg klarer mig fint selv!', eller vende sig og gå. Eller måske finde på en måde at misbruge hans tilbud - hun var jo trods alt skabt af en utrolig god manipulatør. Og Diego selv vidste i hvert fald hvordan man skulle misbruge den form for tilbud, han havde givet hende. Men den sidste mulighed kunne stadig nås. Hvem vidste, hvilken snedig slange, der kunne gemme sig i den uskyldige indpakning af den lillepige. Uanset hvad han havde forventet, havde han ikke troet, hun ville sige det var sødt(!) af ham.
Men det gav ham et svagt boost af selvtillid. Dette betød, at han ikke var så dårlig til at manipulere hende, som han havde gået og troet efter de gange, hun havde afvist ham. Det var virkelig noget, der nagede ham … Når folk kunne stå imod. Især, når hans første intention ikke var blod. Men sådan var det jo endt alligevel … Desværre.

"Hvorfor undskylder du? Det er mig, der burde gøre det." Han tog sig til nakken og de røde øjne blev lidt smallere, mens han forsøgte at regne hende ud. Han smilede skævt til hende. Hendes tanker var et virkeligt forvirrende sted … Normalt gik tankelæsningen så let for ham. Havde hendes tanker også været forvirrende dengang? Måske var det noget af det, der havde pirret ham til at lægge an på hende. Fordi hun var for interessant til, at han bare kunne lade hende gå, og han ville finde ud af, hvordan hendes tanker hang sammen.
Men hun havde været så kold, selv overfor de mest venlige tilbud. En rigtig strigle. Men alle kvinder kunne være sådan en gang imellem. Hun så ned i jorden … Stolthed, huh … Det var nok ikke noget, hun havde meget af længere. Ikke efter at være blevet forvandlet af en som ham. En ussel charlatan.

Han skævede hen imod en lille, nuttet café i nærheden. Der duftede af kaffe og varm chokolade. Han nød alkohol, så han kunne da også nyde den slags - selvom det var meget anderledes end det miljø, han var vant til på diverse diskoteker og natklubber.
"Vil du med ind?" Han gav et hovedkast imod bygningen. Det ville være rart at sidde lidt ned. Og ærligt talt, ville han også meget gerne vide, hvordan hun havde overlevet og meget mere. Hvis hun da ville svare på hans spørgsmål. Men det værste, der kunne ske var jo virkelig, hvis hun hældte kakao i skødet på ham …
Ville hans magt over hende, gøre ham i stand til at stoppe hende, før hun gjorde det? Det håbede han. Men det ville nu også være lidt morsomt at se, hvor meget der egentlig skulle til, før han havde magten.

”Ja, du burde også undskylde. Men nu ser det ud til at det er mig der lige havde modet til at gå først.” Nu begyndte smilet der endnu sad på hendes læber at få et mere drilsk tvist. Lige som hun plejede at gøre i visse situationer. Det gjorde alle vel. Det lille drilske smil kunne findes på alle og en hver. Selv det mest uskyldige lille barn kunne fremstille sådan et smil. I forskellige grade og former.

Roligt fulgte Macha hans blik. Hun havde i starten lidt problemer med at finde det sted han så hen imod og det sted han faktisk mente. Og menneskerne der blev ved med at gå frem og tilbage forvirrede hendes udsyn men efter et kort øjeblik fik hun selv øje på den lille café. Eller rettere så opfangede hun duften der sivede ud derfra. Så sødt og krydret. Hun kunne næsten tage sig selv i at hendes mund løb i vand. Hun lod sig stå lidt og stirre der imod med et noget forundret blik indtil hun atter rettede sin opmærksomhed mod vampyren foran hende. Og igen som en overraskelse lød der en hjertevarm latter. Den varede ikke så længe men den var der. ”Jeg troede ikke vi nattens børn kunne indtage andet føde end blodet fra et levende væsen.” Det kunne nok godt virke hånligt og hun havde skam også lagt sarkasmen godt ind i den engleblide stemme. Hun havde altid vist at mad ikke smagte som det smagte før i tiden. Og hun var næsten sikker på det var lige sådan med drikkevarer. Men hun kunne sågar tage fejl. Hun havde ikke prøvet det af ren skræk uden smagen af aske fra menneskeføde. Åh, hun var blevet så arrogant. Så ned på de svagere væsner. Hvilken skam for en eller så ren og uskyldig pige. Men hun kunne ikke lade være med altid at fryde sig når hun fik overmandet en anden. Det havde altid været behageligt lige i starten men så snart hun tænkte over det blev det knap så dejligt.
”Jeg tror for at være ærlig ikke det er nogen god idé...” Igen. En afvisning. Men det lød lidt som om at sætningen ikke var helt færdig gjort. Som havde hun stoppet den så brat at der kunne være mere. Hun tog igen et skridt tilbage. Det var i sandhed akavet bare at gå uden at have fået gjort hvad hun havde planlagt men sådan var det vel nogle gange. Hun drejede let omkring og skulle lige til at gå inden hun bare stoppede op. Så sig hen over skulderen og drejede sin overkrop en smule. Hun gned lidt sine overarme, som stod hun og frøs en smule, slap omfavningen om sig selv og lod sine arme hænge ned langs siden. ”Hør. Jeg vil nu gerne med ind. Kom.” Hun sendte ham endnu et lille smil inden hun drejede helt om så ryggen vendte mod ham. Hun begyndte selv at slentre hen mod det aftalte sted. Hun kunne vel godt være bare lidt flink mod ham. Han havde åbenlyst noget på hjertet. Hun kunne ikke se det men hun kunne mærke det på ham. Hvilket var underligt. Den måde at hun kunne fornemme ham omkring. Hun var squ lige kommet over de forbandede mareridt.

Han havde ikke tænkt sig at undskylde direkte. Han havde allerede givet en forklaring og fortalt, at det ikke havde været hans hensigt. Det måtte virkelig tælle som en undskyldning, syntes han … I hans verden var det - og den mest oprigtige en af slagsen. Så oprigtig som en Diego kunne være.

"Vi kan godt indtage menneskeføde … Det smager ikke helt så godt som blod, men det går an." Han smilede skævt til hende, men var en smult tilbageholdende, da hun pludselig lagde op til at ville afvise hans tilbud. Virkelig? Han troede endelig, de var kommet på god fod med hinanden. Og måske, at han endelig havde haft en chance for at gøre det godt igen … Nah, han kunne ikke narre sig selv med den slags. I virkeligheden var det jo ikke den slags chance, han gerne ville have. Men det ville han jo ikke fortælle hende. Ikke nogen god idé? Hvorfor skulle det ikke være nogen god idé? Diego kunne jo ikke ligefrem forvandle hende til noget nyt, og han havde allerede bevist, at han ikke havde planer om at dræbe hende … Hun burde vise lidt mere tiltro til ham.
Det var begyndt at trænge ind, at hun måske bare ikke kunne lide ham, og det gik ham på. Eller … han forstod det ganske vist nu, men han havde ikke forstået det før i tiden. Før han havde gjort hende noget. Hvad var hendes problem? En hver anden kvinde ville nyde at nogen havde et godt øje til hende, men hun skubbede Diego væk, som om han var gårsdagens våde avis. Det pissede ham af, at blive behandlet sådan … Men eftersom han var født i en hel anden tid forstod han ikke rigtig kvinder i det enogtyvende århundrede. Hvorfor skulle der så meget til?

Men hun tog imod. Han smilede skævt imod hende og begyndte så at gå imod caféen. Det var et hyggeligt lille sted. Folk derinde sad klemt fast i deres store overtøj med dampende kopper foran sig og alle de store gaveposer bag sig. Julepynten var hængt op - rødt og grønt lyste i vinduerne, på væggene og sågar i loftet hængte der julepynt. Oppe på disken stod et udstoppet rensdyr. Det var egentlig lidt for meget julepynt efter Diegos mening - alt for meget. Men det var hyggeligt.
Han gik hen til et af bordene og trak en stod ud til Macha, før han selv satte sig på en anden stol. Han sagde ikke noget i første omgang. De ting, han gerne ville spørge om, virkede måske lidt upassende, nu hvor stemningen var blevet lettere. Måske skulle han bare holde det for sig selv og se hvordan alt andet tog form i mellemtiden.

En servitrice kom ned til dem, for at spørge, hvad de skulle have og Diego bestilte bare en kop varm chokolade. Han kunne bedre lide kaffe, men han var mere i humør til

Godt nok havde hun dele af vampyr domæne i sig men hun kunne sagtens mærke den enormt behagelige varme der omgav hende lige i det at hun trådte indenfor. Det var længe siden hun havde været på en café som den her. Hun havde altid bare siddet og ’spist’ nede i restauranten på hotellet. Det var meget nemmere end hvis hun skulle til og gå grund i gennem gaderne for at finde et nyt spændende sted. Det var hvad hun havde gjort inden succes var kommet hende vej. Nu gik hun mere rundt i gaderne for at finde tilfredsstillende føde. Føj, hvor følte hun sig beskidt. Man kunne aldrig vide hvad der kunne findes i blodet. Og på grund af hendes svagere lugte- og fornemmelsessans var det svært for hende at udvælge folk der havde blod der havde værdi nok til at flyde ned igennem hendes hals.
Af automatik smaskede hun igen lydløs for at smage på den tynde smag af blod der havde ligget på tungen hele aftenen. Hun kunne da umuligt være sulten igen! Meget kort knugede hun sine hænder men slappede hurtigt af igen. Selvkontrollen måtte overtage igen.
Trods hendes noget frustrerende tanker så fik hun alligevel taget sig selv i at kigge frem og tilbage på julepyntet. Lysene skinnede måske lige rigeligt for hendes sarte øjne men hun kunne ikke lade være med at smile over det. Bare lidt. Jul var nu alligevel en behagelig ting at være blandet ind i. Måske skulle hun få trukket et juletræ med sig hjem. Bare et lille et som hun kunne ligge og stirre på.
Macha lod kort sine røde øjne se mod Diego som han trak stolen ud for hende og med en elegant bevægelse kom hun ned og sidde. Det var hvad hun savnede her i nutiden. Man skulle næsten tro at verden ikke kendte til ordet gentlemen mere. Et roligt tak lød fra hende inden hun fik trukket stolen lidt tættere på bordet.

”Åh..? En..” Hun var lidt usikker. Det var så længe siden at hun havde spurgt om andet en vand. ”Varm kakao.” Det ville nok ikke komme som en overraskelse at hun bare valgte det samme som sin selskabspartner. Det var jo i det hele taget også den måde hun var opdraget. Selvom at hun nok blev set sin en person der var noget kold i røven så havde hun visse manere. Og den kolde attitude var der jo kun for at gøre hendes liv mindre problematisk. Så var hendes tanker ikke tvunget til at blive vendt mod andre.

Det ene ben blev let lagt over det andet inden hun tillod sig at læne sig en smule frem. Hun satte sine albuer ned i bordpladen og støttede sit hoved i hænderne. Alt imens at hendes blide blik var rettet mod Diego. ”Nåh..” startede hun ud. Hun vidste skam godt hvad hun ville sige den her gang men hvordan det skulle komme ud uden at det lød som en rap replik gjorde at hun tog lidt tid til at tanke: ”Hvordan kan det være du befinder dig her i Di Morga??” Hun lagde ingen sarkasme i stemmen. Den var blot engleblid som den altid havde været samt at man nok også kunne høre at hun var blevet nysgerrig.
Hvis ikke han ønskede at starte en samtale måtte hun jo.

Diego havde altid været en gentleman. At han var et skørtejægende bæst og en charlatan var ting, der var kommet senere hen, og selvom de ting modsagde hinanden rimelig meget, havde han da aldrig været uhøflig overfor personer, der behandlede ham selv godt. Så helt-ind-til-benet-slem var han da heller ikke. Men det var nok ikke mange, der lagde mærke til det. Det var altid de værste ting, der sprang i øjnene først. At han udnyttede folk og at han var blodtørstig og nådesløs … Og en sexgalning, men man kunne diskutere, om det var en god eller skidt ting.
Han smilede lidt, da hun også bestilte en varm kakao, og da servitricen kom med deres bestillinger, sippede han blot til sin. Når kakao var varmt for et menneske var det jo skoldhedt for en vampyr, der jo var meget koldere. Men Diego havde alligevel aldrig oplevet noget så almindeligt som at skolde tungen. Det kunne være, at vampyrer var så smart indrettet, fordi deres munde skulle bruges lidt mere brutalt end når andre væsener indtog føde. Så blev man vel lidt hærdet. Komisk, hvad vampyrer kunne hærdes imod, og stadig brænde op af solen.
"Jeg har været hele verden rundt … Det er egentlig et rent tilfælde, at jeg er her … " Han trak lidt på den ene skulder. Han havde boet i Di Morga i lidt over et år, og det var cirka så lang tid han blev et nyt sted. Men han var begyndt at overveje, om han mon skulle blive i den franske by. Der var ikke længere nogen grund til at flygte. Hvis han skaber ville have fat i ham, ville han have kaldet på ham for flere år siden. Han havde ind imellem håbet på det, men aldrig gjort det. Måske var det, hvad havde fået ham til at tøve med at sende bud efter Macha. Hans egen skaber havde aldrig gjort det, og det havde påvirket Diegos egne handlinger.
"Hvad laver du selv her? "´Han mindedes ikke, at det var i Di Morga, hun var blevet begravet … Men så igen, hans hukommelse var så dårlig, nå det gjaldt steder, tider og ansigter at det kunne det sagtens have været. Når man levede så længe, så så mange personer og steder, så begyndte man altså at blive lettere forvirret, når man pludselig skulle til at genkalde noget af det.

//Det blev længere, end jeg havde troet! Men her har du da svaret, jeg lovede xD

Macha lænede sig en smule tilbage da deres bestilling blev sat på bordet, men allerede i det øjeblik at servitricen var forsvundet, fik hun lænet sig frem ad igen. Hun kunne ikke lade være med at sidde og kigge ned i den chokoladebrune drik. Det havde været årtier siden hun havde fået sig en kop kakao. Og den gang var det ikke den rigtige. For år tilbage var den varme smeltede chokolade dyr at få fat på, og hun havde, måtte nøjes med den falske udgave. I håb om at hun en dag ville kunne sidde i Paris, på en café, og så sig en af de elegante og velsmagende drikke, som de rige og velhavende havde siddet og fået indenbords. Hun havde aldrig nået at få sig sådanne en kop, før hendes liv blev vendt på hovedet, og hun blev for bange for at prøve for meget menneskemad.
Forsigtigt tog hun fat om koppen, med begge sine hænder. Hun følte varmen stryge gennem hende, på den underlige måde hvor der ikke rigtig føltes helt varmende. Den var hun vant til og nu var det blevet set som en normal og dejlig følelse alligevel. Hun tillod sig at betragte Diego. Holdt øje med hvordan han gjorde. Selvom at hun godt vidste hvordan det hele foregik. Hun løftede koppen op mod sine læber og duftede svagt ned i den og dannede små ringe i den flydende væske. Hun skulle lige til at tag et lille sip af den, da han begyndte og fortælle. Og hun følte det var uhøfligt at sidde og slubre midt i en samtale. Hun stillede koppen fra sig på bordet, men hun forholdt sine hænder omkring dem.
”Jeg bor jeg. Jeg flyttede til Di Morga for snart 9 måneder siden. Jeg forlod mit trygge hjemland i søgen efter fred. Livet som hybrid har aldrig været nem. Aldrig bliver man rigtig accepteret hos hverken den ene eller anden side.” forklarede hun stille og roligt. Hun forstod stadig ikke hvordan hun ikke blot var fuldt ud blevet af nattens børn. Hvordan gik en forvandling galt? Igen løftede hun koppen og denne gang gik hun lige til den og hældte forsigtigt kakao ned i sin mund. Men hun stoppede brat. ”Av..av…av…” mumlede hun for sig selv og fik hurtigt stil koppen fra sig. Et kort øjeblik af ynkelig typisk Macha stod fremme. Ikke alt var blevet formørket af den nye tilværelse. Hun var stadig klodset. ”Varmt…” Hun holdt en hånd let over sin mund, alt imens hun krummede sine tær. Det gjorde ikke helt ondt, men det var kommet som et chok var den skoldende drik havde ramt hendes stakkels sarte tunge. ”Hvordan er det muligt at drikke det?” spurgte hun lidt højere og pegede mod koppen med frie hånd. Den anden hånd, slap sin velgørenhed omkring hendes mund og fremviste igen det bløde lyserøde læber. Hun pressede dem let sammen inden hun så mere direkte hen mod Diego, med hendes røde øjne. ”Undskyld. Jeg blev blot overrasket.” Hvad var det? Et lille smil? Det var nu mere en form for rejsning i mundvigen.

//Jeg undskylder for selv at have været enormt langsom til at få svaret. Det tog mig lidt tid at opdage at der lå et svar klar og så var min kreativitet lige fået i bund.//

Svært at leve som hybrid. Nu kunne han helt bestemt høre, at han aldrig skulle være gået fra hende. Fraværet af en skaber havde gjort hende blød; hun troede virkelig selv, hun havde brug for at blive accepteret, for at leve let. Men det var vel for sent for ham at ændre, hvordan hun var endt. Selv var han hugget i sten og var blevet det tidligt efter sin forvandling. Macha kunne ikke være meget anderledes, kunne hun? Hans ord og handlinger ville sikkert ikke have den ønskede effekt, men alligevel havde han lyst til at forsøge at banke det ind i hovedet på hende.
"Der er ingen, der siger, at du er dømt til at være sammen med dem - eller at du har brug for det." Han sad lidt med koppen i hånden uden rigtig at registrere det. Han førte den fraværende op til læberne og drak. Det var også en god måde at skjule sit smil, da hun brændte tungen. Hvor komisk … Havde hun virkelig ikek været forberedt. Nej, det kunne ikke passe. Hun var ikke ås gammel, at hun havde glemt, hvordan man skulle behandle varme drikkevare - også selvom hun ikke havde kendt noget til kakao dengang. Det var mindre vigtigt.
"Du er nok den mindst vagtsomme vampyr, jeg nogensinde har kendt," grinede han lidt og satte koppen fra sig. Han følte sig ikke så skyldbetynget, som han havde gjort for bare et øjeblik siden. Ikke overraskende. Hans følelser blev aldrig hængende særligt længe - faktisk lod det til, at de helst ville stikke af fra ham, så snart han havde fået udtrykket plantet på fjæset.


// Jeg tænker, at du hellere vil have et kort svar end intet overhoved. //