Lonely souls

Trey var altid i højt humør sådan en nat, de sidste mange hundrede år havde han bare festet og han havde haft det fantastisk. Han havde sine kvinder, lige nu var der 21 af dem i hans smukke bolig, og han forgudede hver eneste af dem. Han havde stadig Dylan omkring sig som sørgede for det meste, og sørme om ikke den unge blonde fyr havde fået sig en kæreste. En ung smuk menneskelig pige inde fra byen, som ofte gjorde at han ikke var i nærheden så ofte som Trey ønskede at han var. Men Trey kunne ikke tvinge ham, kærlighed gjorde blind, også selvom tingne jo i Trey's øjne var spild af tid, kærlighed? Hvad fanden var det for noget.

Da det var blevet nat og mørket var faldet på så valgte Trey at bevæge sig udenfor og han kiggede sig roligt omkring, han havde brug for luft fra den høje musik og de mange piger. Amy, Adrian, Sasha... De var der alle sammen og han elskede dem blot højere dag for dag, også selvom Amy nok aldrig stoppede med at være jealous og selvom hun aldrig blev klogere.

Trey gik ind i skoven med rolige skridt og han opfangede meget hurtigt en lugt som han sjældent kunne lugte om natten, blod. Ikke bare menneskeligt, men guddommeligt. Hvilket præcist kunne han ikke vurdere og han gik derfor roligt efter duften og stoppede op da han fik øje på en ung og smuk pige ligge sovende. Var hun mon besvimet? Død var hun ihvertfald ikke. Han gik roligt hen og satte sig på knæ ved siden af hende og prikkede så kort hende: "Hallo?" spurgte han med en rolig stemme og prikkede til hende igen, død kunne hun ikke være, han kunne lugte hendes blod noget så kraftigt.

Trey bemærkede godt at hun drømte og det eneste han gjorde var let at smile til hende. En kvinde med mareridt? Han var ikke helt sikker på at aftenen kunne blive bedre, og tilmed var hun ung, både af krop og af sjæl og han måtte gøre sig umage for ikke at lade sine tænder hoppe frem og suge alt liv ud af heende med det samme, men han måtte hellere vente en smule, for måske han kunne få meget mere end blot ud af hende, man vidste jo aldrig med de unge og naive piger der kom i skoven, alene det faktum at hun var i skoven på denne tid var en smule skræmmende.

"Hey" sagde Trey med et charmerende smil og sad stadig på hug foran hende: "Det er okay, jeg er vant til at piger råber mig i hovedet" sagde han roligt og kiggede på hende med et stille smil og lod en hånd glide igennem sit mørke hå, hvor var hun dog smuk og hvor duftede hun dog himmelsk.

Trey lod en håd glide under hendes hage og greb hendes blod imens han kort gjode store øjne: "Vi må hellere få gjot ngoet ved det der" sagde han med et lille smil og trak så hånden til sig, han havde lyst til at slikke blodet af sin hånd, men gjode det ikke. HVis hun ikke havde regnet ud at han var vampyr, så ville han ikke ytre det for nu: "Det er okay, her sker intet... Men jeg må indrømme jeg ikke ofte ser folk af din race i skoven om natten" ndømmede han dog blankt og kiggede på hende med et rolgit blik.

"Nicole?" sagde han med en dyb stemme og lod sine læber glide op i et lille smil: "Hyggeligt at møde dig Nicole... Mit navn er Trey" sagde han og lagde en hånd på sit eget bryst. Hun var utrolig smuk, han elskede hendes ansigt og hendes hår, noget så speciel og noget så smuk.

Han smilede roligt da hun spurgte hvorfor han gik alene ude i skoven: "Jamen jeg bor her...." sagde han og pegede i mod retningen hvor hans bolig lå:" Jeg har boet her de sidste... HUndrede år" sagde han roligt, og han havde aldrig nogensinde planer om at flytte der fra, han elskede at bo derude, og han elskede at feste med sine piger. Mange mente at han var en ægte player, men ingen anede noget om ham. Trey var ikke typen der havde sex med alle 21 piger, langt fra. Han nød at se på deres kroppe og at røre ved dem, men han havde ikke sex med dem alle, men dog nogen.

"Du kan bare følge med mig, indtil det bliver lyst" sagde han med et stille smil og rakte sin hånd ud til hende imens han rejste sig for at hjælpe hende op at stå: "For nej jeg kender ikke vej, jeg er næsten aldrig inde i Terre... Jeg kan bedre lide det herude" sagde han ærligt og smilede roligt til hende, han elskede området og han elskede at have det som han nu engang havde:"Ja det er jeg" indrømmede han og begyndte at gå tilbage i mod sit hus med hende: "Og det er du også... Aspara" sagde han og gik en smule tættere på hendes hals og duftede en enkelt gang op af hendes hud: "Og engel" sagde han roligt og bekræftende.

Da hun spurgte om han boede alene rømmede han sig kort og smilede stille: "Nej det kan man ikke ligefrem sige" sagde han ærligt, alene boede han ihvertfald ikke. Han havde Dylan og alle de smukke piger. 19 vampyre, et menneske og en animagus. Han gik bare og ventede på at få chancen til at kunne forvandle det unge menneske, men det kunne han ikke endnu og han måtte så småt vente til at hun va klar og gad ham lov, og indtil da nød han godt af hendes blod.

Trey kiggeede roligt på hende: "Nicole... Du skal ikke være bange for mig, jeg gør dig ikke ondt" sagde han med et lille stille smil: "Men jeg kunne forestille mig at din far ville slå mig ihjel hvis han mødte mig... Jeg bliver hurtigt dømt på mit væsen" sagde han ærligt og meget sårbart, emget mere end han faktisk var lige nu. Men Trey var meste i at manipulere og han gjorde bestemt sit bedste for at hun kunne forstå hvordan han havde det med hele situationen.

Han vidste ikke hvem hendes far var, men han måtte jo være aspara eller engel, og ligemeget hvad betød det at han måtte hade vampyre som Trey: "Tag med mig hjem... Der bo andre piger ved mig, så der sker dig intet. Desuden kan du altid ringe til ham" sagde han med et lille smil og lod en hånd glide igennem sit mørke hår: "Tag en chance... Slå dig løs" sagde han og kiggede kort ned på hendes mobil, han tvivlede på at hun overhvoedet havde signal i skoven.

En lille streg, det var det eneste hun havde, et sidste håb for at ringe om hjælp, fordi vis der var noget som hun havde forstået, så var det at Trey måtte være vampyr, eftersom han sagde at hendes far sikkert ville slå ham ihjel. Hun så tøvende på ham og så ned på sin mobil og sagde" Kan.. kan jeg virkelig ringe nede fra dig af? ". Hun ville ringe hurtigst muligt, samt hun kunne få en chance for at snakke mere med Trey.. og vis der var andre piger, så var hun vel i sikkerhed, samt en af dem kunne måske udgive sig for at være hendes veninde, sådan så hun kunne få en nat.. en nat til at se om vampyr virkelig var så skræmmende som de sagde, samt der var jo andre piger, så hun kunne vel være i sikkerhed, ved mindre de... de også var vampyr.

* Tag en chance... hvad ville mor gør i denne situation? *. Hun tænkte på sin elskede mor og hvad hun ville gør, og da hun kom til svaret.. trådte hun frem af og sagde nervøst, samt tøvende.. men alligevel modigt. " O-okay... så tager jeg chancen, dog vis du prøver på n-noget.. så.. så slår jeg fra mig ". Hun så tøvende på Trey og prøvede vel at virke barsk, men hun kunne ikke gennemfør skuespillet. Hun fulgte med Trey hele vejen hjem, dog da hun kom hjem til ham, gik hun nærmest helt i stå. Hun havde ikke ligefrem regnet med at det var sådan han boede, samt at.. at der ville være så mange piger. * Omg.. er dette et.. harem *. Hun så tøvende på Trey og gav et falsk smil fra sig og sagde" Så den der telefon.. ".

"Ja selvfølgelig kan du ringe fra mig" sagde Trey, han viste ikke om der var signal men selv hvis der var så gjorde det ham intet, han havde jo ikke planer om at voldtage hende eller noget i den stil, sådan var Trey ikke, på den måde havde han aldrig været fysisk overfor piger, men han var manipulerende og det vidste han godt. Han var meget manipulerende og han gjorde sit bedste for at charmere sig ind på unge og smukke piger, og var der noget som Trey mente at denne pige var, så var det smuk, og nå ja så var hun ligeledes ung, blot en god bonus.

Trey kunne ikke lade være med at grine kort: "Så slår du mig simpelthen?" sagde han med et lille træk på smilebåndet, hvordan skulle hun kunne slå ham, han var jo Trey Sylvania... For det første havd ehan fået lussinger før og desuden så tvivlede han ikke på at hans kraft var som ingenting hun før havde set, så han tog på ingen mulig måde hendes trussel alvorlig, men valgte dog alligevel at nikke, han ville ikke prøve på noget. Eller jo, naturligvis ville han det, men ikke på en måde der ville få hende til at bemærke det.

Da Trey trådte ind i rummet hjemme ved sig selv hævede han kort hånden og med det samme stoppede musikken og de 21 piger vente blikket i mod ham: "Piger... Vi har fået en ny veninde... Sig velkommen til Nicole..." sagde han og rakte ud efter Nicole's hånd for at føre hende ind i rummet, pigerne kiggede med det amme i mod hende og de smilede alle venligt: "Hej Nicole, jeg er Adrian. Velkommen til" sagde Adrian ivrigt og gik hen til Nicole. Hun havde langt mørkt hår, ganske smuk og med brune øjne.

Da hun trådte indenfor og så de forskellige folk, kunne hun ikke andet end næsten at tabe mælet. Hun havde aldrig set så mange samlet på en gang og hun havde heller aldrig nogensinde set så mange piger et og samme sted, uden at slås på nogen som helst måde. Hun betragtede nervøst sine omgivelser og de mange piger, samt Trey der åbenbart havde magten i forsamlingen, eftersom de alle stoppede med hvad de var igang med, da han rakte sin hånd op i vejret og gjorde tegn til at festen skulle stoppe.

Hun så på de mange venlige smil, skønt hun mente det var ren facade. Hun var stadig vildt nervøs og blev ved med at overveje om hvorvidt hun skulle stikke af mens hun kunne, dog da Adrian kom gående mod hende, kunne hun ikke andet end at smile genert til hende og rakte forsigtigt sin hånd frem og sagde" T-tak.. ". Hun så lidt på Adrian og trådte så lidt mere frem og så derefter tilbage mod Trey og sagde" Nårh men angående den der telefon?.. ". Hun anede ikke om der var signal her nede, men hun håbede det virkeligt. " Kan jeg låne dig et kort øjeblik. Adrian ". Hun smilede uskyldigt til Adrian og gik så hen til telefonen og tog den og tastede Dean´s nummer ind og ventede så.

Da hun endelig kom igennem, kunne hun ikke andet end at smile og fortalte sin far om hvor hun var og gav ham sin "veninde" i røret. Hun så nervøst på Adrian og havde fortalt hende situationen og at hun blot skulle sige, at hun var en veninde fra skolen ved navn Kate. Da samtalen pinefuldt var færdig.. sagde hun tak til Adrian og gik så derefter hen til Trey og sagde" Så bor de alle her nede.. samt.. dig? ". Hun så nysgerrigt rundt og lagde mærke en rødhåret pige, der ikke så specielt glad ud.. var det mon på grund af hende.

Adrian kiggede på den unge kvinde,t ydeligt tiltrukket af hendes blod. Adrian var dog uden tvivl en af de sødere piger i huset, modsat piger som f.eks Amy der havde meget stor ejerfornemmesle over for Trey, dog havde Trey flere gange måtte sætte hende på plads og det var da også derfor at Amy blot stod på afstand og kiggede på den unge pige. HUn var ikke meget for at få ballade med Trey, ganske simpelt fordi hun vidste det ville gå mere ud over sig selv end over ham.

Adrian gik med NIcole over og hørte på hendes historie og hemmelige udgave af en veninde for at få hendes far til at slappe af. Adrian nikkede blot, hun kunne godt fornemme at denne Nicole ikke var så gammel og hun tog så røret og frøs da stemmen i den anden ende sagde navnet Dean. Hun spillede dog med på den og forklarede Dean at NIcole var i gode hænde og at hun nok skulle sende hende hjem, også selvom hun tydeligt kunne høre at Dean var kritisk og Adrian lavede kort sin stemme om. Da hun havde lagt på kiggede hun roligt på Nicole: "Din far er... Dean?" spurgte hun og sank en klump i halsen. Alt den uro. Amy, Kajika, Trey... Hun huskede det tydeligt. Det var jo ikke mere end et år eller to siden der havde været alt den ballade. Adrian anede ikke engang at Dean havde en datter.

"Ja det gø vi... Her er skønt" smilede hun roligt og kiggede over i mod Trey der stod og snakkede med Amy der tydelig tikke var glad for at Trey havde taget endnu en pige med hjem.

Nicole smilede venligt til Adrian og sagde" Ja, min overbeskyttende far er Dean Sanders. Kender du ham? ". Hun lagde hovedet en smule på skrå og betragtede Adrian med et nysgerrigt blik. Hun anede ikke hvorfor, men der var et eller andet galt, et eller andet der havde skræmt Adrian eller ihvertfald overrasket hende?. Nicole smilede venligt og sagde" Først troede jeg at alle vampyr var modbydelig og onde, men efter at ha mødt en så venlig som dig Adrian, samt en så rolig som Trey.. i må virkelig beherske jer, for ikke at suge fra mig ". Hun så kort ned på sine egne hænder. Hun vidste hvilket delikat blod der flød i hendes åre, fordi hendes mor havde fortalt hende alt om denne trang, alt om disse væsner.

Hun gav et lille uskyldigt grin fra sig og gav blidt Adrian et kram og sagde" Tusind tak fordi du ville hjælpe ". Hun gik derefter igennem mængden og hen til Trey og vinkede forsigtigt til ham, med et lille genert hej. " Så der ringet til min far. Han aner ikke uråd... såh ja.. ". Hun så kort over mod Adrian og så derefter på Trey og skulle til at spørge ham, men valgte at lade værd. Hun så kort på ham og sagde" Er der et toilet her? ". Hun skulle på toilet, men dog også mest det med at... hun ville ha lidt tid til at tænke over hvilken situation hun var i, samt Adrian´s blik efter samtalen...

Adrian nikkede helt roligt da hun sagde hvem hendes far var og spurgte til om hun kendte ham: "Åh ja... Ham kender vi vidst alle" sagde hun og kiggede kort ud i rummet. Trey kendte ham, Amy kendte ham, Adrian selv kendte ham og et par mere af pigerne kendte ham, nå ja og Dylan kendte ham ligeledes. Der var mange der kendte til Dean og han var ikke særlig velset i dette selskab og Adrian frygtede lidt at det ville gå udover NIcole hvis Trey fandt ud af hvem hendes far var: "Jeg vidste ikke at han havde børn" sagde Adrian ærligt.

"Vi er ikke mordere Nicole" sagde Adrian ærligt: "Og jeg tror Trey finder dig interessant.. Ellers havde han ikke været sådan imod dig" sagde hun æligt og kiggede over i mod Trey der kiggede tilbage på Adrian og NIcole og kom med et lille smil.

Trey nikkede og pegede i retningen hvor et toilet kunne findes: "Lad mig vise dig rundt bagefter" sagde Trey ærligt og smilede roligt til hende og kyssede så kort hendes kind. ja han var tiltrukket af hendes blod, men mindst lige så meget af hendes udstråling: "Trey, kan vi lige snakke" sagde Adrian og trak ham til side kort efter at Nicole var gået på toilettet, for at fortælle om Dean.

Da hun kom indenfor på toilettet, så hun hurtigt på sit spejlbillede. Håret blev flettet på ny og rettet, så det ikke så, så uglet og forfærdeligt ud, samt hendes tøj blev børstet helt ren for sand og snavs, samt rettet, så de nu så rigtig godt ud på hendes krop. Hun rettede på sin makeup og gjorde så hendes øjenvipper var mørkere, så de kom tydeligere frem. Hun smilede ved spejlbilledet af sig selv. Hun håbede virkelig at Trey ville kunne lide hende, at han ville syntes mere om hende, fordi hun ville så gerne vide mere om ham, han virkede nemlig så mystisk, så spændende, så fantastisk.

Hun gik på toilet som en hver anden og vaskede fingre og tjekkede sit spejlbillede for at se om alt var ok, før hun åbnede døren og trådte ud i rummet, dog da hun kom ud der fra, virkede stemningen ikke mere så velkommen. Hun så kort rundt for at finde Trey, dog da hun blev mødt af hans blik.. følte hun noget forfærdeligt inde i sin krop. Det føltes som om hun blev stukket i hjertet, det blik han nemlig sendte hende, varslede ej den samme nysgerrighed samt.. kærlige glans, det varslede næsten foragt. Hun så nervøst på Trey og rundt på alle de andre og tænkte. * Adrian sagde de kendte Dean... har min far.. *. Hun huskede da Dean smadrede Nathan. Hun tog sig kort til munden og så nervøst rundt.

Langsomt trådte hun bagud og sagde tøvende. " Måske.. måske burde jeg smutte hjem ". Da hun havde sagt disse ord, skyndte hun sig at løbe mod udgangen og op af de mange trapper. Da hun endelig var kommet udenfor hans hjem, kunne hun ikke andet end at gemme sig bagved en bunke sten der stadig stod op. Hun mærkede sit hjerte hamre og hendes læbes sår, var revet op igen, fordi hun havde bidt ned i sine bløde læber. * Nej... han har ikke... *. Hun huskede sin far´s ord.. kendte han Trey.. har de haft gang i en fighte... hvorfor skulle hun lide under sin far´s fejl!.... hvorfor.

Adrian og Trey fik snakket. Adrian fortalte om hvordan at Nicole var datter af Dean men en mor som hun ikke kendte til. Det gav hende en smule nervøsitet i kroppen at snakke med Trey om det, og det var tydeligt at se at han blev en smule choket. Han forklarede Adrian at det var vigtigt at Dean ikke hørt om at Nicole var her. Mest fordi at Dean vidste det ville skabe problemer og han orkede ikke at kæmpe med Dean endnu engang, det var han da snart blevet for gammel til.

Trey kiggede roligt hen i mod NIcole da hun kom til syne og han trak roligt vejret da hun betragtede hans blik og han betragtede hendes. Som var der noget galt. Havde hun måske hørt om Trey og hans piger? MÅske Dean havde fortalt noget.

Da Nicole pludseligt gik løb Trey hutigt efte hende og stoppede op foran hende: "Hey... Hvorfor går du?" spurgte han roligt og kiggede på hende, havde Dean fortalt om Trey? Han tvivled epå det og frygtede det, for så ville hun nok ikke have hørt den sande side af historien, det var han helt sikker på: "Nicole, sig noget" sagde han roligt til hende.

Hun stoppede brat op foran Trey og tog beskyttende sine arme op foran ansigtet, mest fordi hun var bange, dog da han spurgte hvorfor hun gik, eller sagde at hun skulle sige noget, kunne hun dog igen høre den rolige blide stemme. Langsomt sank hun armene ned og så med blanke øjne på Trey. Hun var næsten ved at tude, dog var det mest fordi hun havde været bange, men også fordi hun troede at han ville hade hende. Tøvende og næsten stammende, svarede hun ham så godt hun nu kunne. " J-jeg aner ikke... h-hvad min far har gjort d-dig.. men please døm mig ikke ud fra... fra min far, men fra mig ".

Hun gav et forsigtigt lille smil fra sig, da hun kunne se at han ingen intentioner havde, angående at dræbe eller slås. Hun huskede Adrian´s søde smil og ord, så måske kunne hun endelig begynde at samle puzzle spillet, angående hendes mor´s død, samt hvordan de kendte hendes far. Hun så nervøst på Trey og sagde en smule tøvende " Såh?.. ligefrem løbe efter mig?. Desperat hva ". Hun gav et forsigtigt grin fra sig og smilede over hele ansigtet, i mens hun fulgte med Trey tilbage til de mange piger. Hun følte endelig at hun havde en chance for at skaffe venner og veninder, en chance for at overleve denne slemme by, der havde vist sig at være for stor en mundfuld for hende i første omgang, men måske endelig kunne sluges.

Trey kiggede roligt på hende: "Well... LAd os bare sige det sådan at Dean var meget forelsket i en pige som han havde behandlet dårligt... og at hun derfor levede hernede i noget tid... Ligeosm han kender mange af de andre kvinder. Han har ikke altid været got selskab" sagde han ærligt. Han havde behandlet Amy og Adrian dårligt, og Kajika tilmed. Trey havde intet godt at sige om Dean. Men det behøvede Nicole jo ikke at vide, det var jo trods alt hendes far.

"Jeg dømmer dig ikke, jeg har bare ikke brug for at have din far rendende" sagde Trey helt ærligt, det va netop der problemet lå.

"Well... Desperat? Jeg har 21 piger i kælderen" grinee han kort a han hørte hvor absurt sætnigen faktisk lød: "Men jeg kunne ikke bare lade dig gå på denne her måde, slet ikke når du kunne sende din far afsted... Engle er ikke så gode i vores nærvær" sagde Trey, de kunne noget med lys som han ikke kunne tåle, og et va ikke noget han havde brug for at Dean kom og legede med.

Nicole så chokeret på Trey, i det han sagde at hun kunne sende sin far afsted. Hun kunne ikke fatte, at han nogensinde kunne tro det om hende, at hun var den type der ville tag hjem til farmand og sladre. Hun tog sin mobil og kastede hårdt mod Trey, sådan så den ville ramme ham hårdt på brystet. " At du kan tro sådan noget om mig! ". Hun vendte sig vredt væk fra ham og begyndte at efterlade ham. Hun ville ikke være i nærheden sådan en fyr som ham, der troede han var alt, med hans 21 piger, samt hans diskoteks hule, der egenlig ikke var så tiltalende mere, som det havde været i første omgang.

Hun gik for sig selv med stien af skoven og havde besluttet sig for ikke at stoppe, uanset hvad end Trey ville sige, ja selv ikke vis han skulle ende med at nævne hendes mor. Hun kunne ikke stole på denne fyr, der var hun nærmest helt sikker på. Hun mærkede stadig denne smerte i hjertet og ikke nok med det, så havde hun ikke sin mobil mere, så nu skulle hun også finde på en undskyldning, angående hvordan den var blevet væk. Måske skulle hun prøve at tag ud og se om hun kunne finde den på højlys dag, eftersom Trey jo havde vist sig at være en vampyr.

Trey kiggede chokeret på hende da hendes mobil dumpede ganske harmløst på hans brystkasse: "Hey! Slap lige af" sagde Trey næsten frusteret og tog fat omkring hendes arm efter at være gået efter hende for at stoppe hende atter engang: "Jeg kender dig slet ikke, så selvfølgelig er jeg nødt til at være sikker" sagde han roligt og kiggede på hende. Han vidste jo ikke om hun var typpen der ville sende Dean afsted i mod dem, han kendte hende jo ikke. Han anede ikke engang at Dean havde en datter, også med en kvinde som åbenbart havde været Aspara. Nicole var jo enhver vampyrs drøm på så mange måder. Udover at hun var smuk og noget så sexet, så havde hun også et blod som Trey ville slå ihjel for at få at i, bare en enkelt gang.

Trey kiggede irriteret og en smule frusteret på hende: "Kom nu. Bliv indtil lysets frembrud... Jeg er slet ikke så stor en nar som du tror" sagde han og rystede på hovedet.

Han vidste godt han ikke havde de bedste odds, en kæmpe kælderhvor er var fest og piger men det var nu engangn et faktum at Trey faktisk ikke var så stor en idiot som han kunne virke til, han elskede bare magt og at have 21 piger i ælderen gv ham magt, ordi at de elskede at give ham hvad han ønskede og de elskede hans attitude.

Hun stoppede brat op, i det han tog fat i hendes arm. " Slip mig så! ". Hun prøvede at hive sin arm til sig, ikke voldeligt, men blidt. Da han ikke slap, blev hun enig med sig selv i, at han måske ikke var så skidt, fordi han prøvede at stoppe hende, dog om hans intentioner var gode, vidste hun ikke, men hun kunne vel ide mindste sige undskyld for mobil kasteriet. " Fint.. jeg bliver ". Hun så tøvende på ham og sukkede så en enkelt gang, i mens hun tog sin arm til sig. Hun fattede ikke hvorfor han gjorde så stor en indsats på at holde hende, når nu han havde alverdens andre piger, dog var hun stadig nysgerrig og lige nu, var hun vel egenlig også ligeglad om der var tusinder eller 2 piger kun. " Undskyld jeg kastede min mobil på dig ".

Hun blev stående samme sted, mest fordi hun ikke rigtig ville tilbage, fordi sandheden var, at hun var skrækslagen blandt vampyr, især fordi hun havde opdaget hvordan nogle så på hende, som var hun et eller andet ta selv bord. " Er mit blod virkelig så fristende ". Hun så sårbart på Trey og berørte kort siden af sin hals, den side hvor fletningen ikke lå. " De så sultne ud.. det lignede at de ville æde mig råt ". Hun så nervøst på Trey. Hun vidste ikke om han var ligesom dem, men han var vel den eneste der kunne beskytte hende, sådan lige nu ihvertfald.

" Jeg ville aldrig nogensinde stikke dig i ryggen ". Hun så uskyldigt og hudløst ærligt på Trey, med et rent glimt i sine tofarvede øjne. Hun ville ikke stikke ham til sin far. Hun ville gerne klare dette selv og uanset hvad der skete, så ville det være hendes problem og hendes fejl... ingen andres. " Kan.. jeg sove ved jer? ". Hun så tøvende på Trey. Han var et natte dyr, men det var hun altså ikke, så vis hun nu blev træt, så var det vel altid godt at vide, om en seng stod til rådighed, eller om hun var tvunget til at være vågen hele natten. " Forresten den kvinde du snakkede om.. det skulle vel aldrig være.. min mor.. Kajika ".

Trey slap hende med det samme, han ønskede ikke at hun skulle føle han forulæmppede hende, men han ønskede blot at stoppe hende og han kiggede derfor roligt på hende med sine øjne der lige nu var mørke og afslappede. Det var oftest den farve de var, udover når han blev ophidset og de derved skiftede til ild røde: "Du må ikke tro alt muligt skidt om mig, og vil du vide noget så spørg" sagde han roligt og tog hendes mobil frem fra sin lomme og rakte den tilbage til hende, den virkede til at overleve sammenstødet med hans bryst ganske fint og han nikkede blot da hun undskyldte. Han var vant til at kvinder ikke altid satte pris på hans tilstedeværelse.

"Ja det er det..." sagde han, han drømte næsten om at smage på hende: "Men de gør dig intet, for så ved de at de ikke lever meget længere" sagde han bestemt, men havdedog intet problem med at de kunne gå rundt ude i skoven frem for at gå tilbage.

"Det er jeg glad for... For din far og mig, well... LAd os bare sige vi ikke er venner" sagde Trey roligt, ahn ville ikke stå og sige alverdens dårlige ting om hendes far selvom han sagtens kunne: "u kan fint sove ved os... Vi har værelser" sagde han stille og som en hentydning til at hun ikke behøvede sove sammen med nogen andre. Han lyttede roligt og hans øjne stoppede ved hendes da hun nævnte sin mor: "Kajika?" gentog han roligt og lagde så hovedet på skrå: "Jo... Hun har boet hernede da hun .. Flygtede fra din far" sagde Trey roligt og var ikke sikker på hvor meget Nicole vidste om sine forældre.

Hun tog imod sin mobil og tjekkede den ud. Den var ikke gået i stykker, andet end lidt i siden ved skærmen, men det kunne jo ske, det var jo en iphone. Nicole nikkede kort og smilede en smule. Det var dejligt at kunne gå og snakke alene med Trey. Det var så mærkeligt egenlig, at snakke med en vampyr, uden der skete noget. Film og tv serier, viste en helt anden side af disse ' skabninger ', dog kunne man vel også sige, at hun havde set den beherskede samt rolige side af dem og ikke den sultne koldblodige side. Hun så forsigtigt på Trey og bed sig en smule i underlæben, da han fortalte om værelserne og at hun kunne sove alene. Hun var bange for at sove alene blandt vampyr, så det røg nærmest bare ud af munden på hende. " Jeg vil sove ved dig. Jeg mener... må jeg sove ved dig ". Hun så tøvende på ham, med dette sårbare uskyldige dådyr blik. Funklende øjne, glinsende fugtige rosa pink læber, en mild duft af jordbær, samt en hud så ren og fin.

Hun smilede en smule flovt til ham, mest for at ha spurgt om det så pludseligt, dog følte hun trang til at uddybe HVORFOR hun lige netop ville sove ved ham og ikke alene. " Uanset hvad de end måtte sige Trey.. så er de stadig vampyr. Jeg er bange og nervøs for at være alene blandt så mange fremmed, skønt du også skræmmer mig, så føler jeg at mine chancer for at overleve er drastisk højere i dit selvskab, end alene ". Hun så kort hen på ham og lod så endnu engang sit blik glide over mod stierne som de fulgte.

Da de kom til emnet om hendes mor, kunne hun ikke undgå at tag sig selv i at gispe kort. Hun vidste slet ikke at hendes mor havde flygtet fra hendes far. Hun så nervøst på Trey og ville til at sige noget, men.. hun tavs bare. Hun ville ikke plette hendes mor og far´s minde, hun ville ikke vide hvad fortiden gemte på. " Bare.. glem at jeg spurgte.. i dont want to know ". Hun så kort væk fra Trey´s smukke mørke øjne og strøg sin fletning ned af skuldren, da en gren svippede den om ved ryggen af hende. * Jeg skulle aldrig ha spurgt.. *. Hun anede ikke hvornår det var sket, men hun vidste at hendes mor døde i Alaska, så de måtte vel være blevet venner igen?... right. " Så Trey.. hvor mange år er du? ".

Trey kiggede roligt på hende og da hun spurgte om hun måtte sove ved ham lagde han kort hovedet på skrå, og rystede så roligt på hovedet: "Desværre Nicole, ingen sover ved mig" bekræftede han, hvilket var sandt. Snart 100år havde ingen sovet ved hans side, det var for privat for ham, han ville sove alene i sin seng. Hun var en køn pige og Trey følte sig bestemt tiltrukket af hende, men det gjorde han jo nok egentligt af de fleste unge kønne piger, og især med blod som hendes. Men han kunne ikke få sig selv til det, og han ville heller ikke sove med nogen. Ikke med mindre han skulle giftes med dem eller noget i den stil, og med hans livss stil var ægteskab ikke lige noget han havde planlagt for fremtiden.

"Ingen af dem i min kælder røre dig, det skal du ikke være bange for... Men af andre væsner herude... Jo dem skal du frygte" sagde Trey ærligt og kiggede sig omkring. Måske hun også burde frygte ham, ikke fordi at Trey var typen der angreb hende og pludseligt gik amok, men fordi han var så manipulerende og altid prøvede at gøre sit bedste for at komme lidt tættere på, for til sidst at få hvad han ville have, som i dette tilfælde var hendes blod.

Trey nikkede, han forstod egentligt godt at hun ikke ville høre mere og ahn ville heller ikke tvinge hende til at høre på de: "Knap 1000" sagde han med et roligt smiL:" Og du?" spurgte hn stille og fornemmede godt at hun var ung.