I walk a lonely road

Tid ✝ 23:02
Sted ✝ Gågaden
Vejr ✝ Mørk og køligt.
Omgivelser ✝ Læs indlægget~  

En hvid sky af damp dannede sig om Milos mund, idet han trådte ud af den lille kiosk. Kulden løb ham ned af rygsøjlen, og han kunne mærke de små hår i nakken rejse sig. Det var nok den koldeste sommeraften hidtil. Det var som om, at kulden i de små fem minutter, han havde opholdt sig inde i varmen, var vendt tilbage med tifoldig styrke.
Han måtte ligge armene over kors i et halvhjertet forsøg på at holde varmen. Dørklokken kimede bag ham og brød den sælsomme stilhed, der fyldte gågaden. Som han begav sig ned af den lille brostensgade, stødte han på enkelte væsner der gik af sted en og en, og ikke en eneste af dem ytrede et ord, hilste eller skænkede ham et nysgerrigt blik. Han gøs. Det var næsten som at være med i et mareridt af en art, hvor han var helt alene i verden med undtagelse af hans selskab, som bestod af stumme skygger, der drev forbi ham i mørket.

Han stødte skosnuden imod en løs brosten og stoppede op med et ryk. Hans blik gled overvejende rundt for at scanne omgivelserne, før det fandt hvile på et neonskilt længere fremme. Den skriggule farve lyste op i mørket og fik ham til at rynke lidt på brynene. Han kunne svagt høre musik i det fjerne, og den mindede ham om, at han trods alt ikke var helt alene i mørket.

Mørket oplyste natten, kendetegnede det, omfavnede det. Præcis som fede neonskilt gjorde, det var et typisk kendetegn for enten et motel eller noget der mindede om det. Hans mørke t-shirt, samt de mørke bukser gjorde det næsten umuligt for folk at skille ham ud blandt alle andre, hvis der endelig skulle være noget der gjorde ham anderledes, var det den store tatovering der løb ned af hans arm, eller hans øjne, som var neonblå, strålende og næsten selvlysende. Mange ville mene at det måtte da være kontaktlinser, ingen kunne have så elektriske turkisgrønne øjne.
Hans høje slanke skikkelse, gled igennem natten, igennem mørket og videre ud for at finde bare en eller anden at sætte hans tænder i, en eller anden som kunne tilfredsstille hans hungrene sult, hans hungrene og gennemtrængende tørst, der takket være hans dæmon side, blot blev endnu mere stærk.
Med faste skridt, gik han lydløst oppe på byens mange tage og når det endelig kom ud i et, havde han vel fået øje på sit bytte, en ung mand der efter lugten ikke kunne være andet end en engel. Han kunne ikke fordrage engle, men deres blod var noget af det mest delikate og på måder kunne det holde hans indre dæmon i skak og derved gik han ikke rundt og myrdede alle på sin vej.
Hans elektriske øjne blev isende kolde og skarpe som det rene blå glasskår, som han betragtede drengen stoppe op, gik han ned i knæ og lod sine øjne fange hver enkel detalje om ham, før han med en smidighed og lydløshed, der mindede om en kat sprang ned fra taget og hurtigt var henne ved ham. Han greb ham om halsen og hvislede dæmpet i hans øre: "forhold dig stille...ellers bliver det værst for dig selv" en dyb knurren, som kun kunne tilhøre et dyr, bredte sig som en dyb rumlen, der fik hans bryst til svagt at ryste bag denne unge mand

Den unge engels nattesyn havde altid ligget i den lave ende af skalaen, så når han bevægede sig rundt om natten, sørgede han for altid at følge de oplyste veje, for hvem vidste, hvad der lurede i mørket? Han havde efterhånden lært, at der fandtes ondsindede væsner i alle former og farver, og takket være en ganske særlig blodsuger af slagsen, var han nærmest blevet ekspert når det kom til vampyrer. Han vidste alt om, hvor de jagede og hvordan de levede og hvornår de kom frem og hvilke tricks de brugte.
På grund af hans aldeles veludviklede hørelse havde han en chancefor at overleve om natten, men alligevel var det mørke mellemrum imellem hver gadelygte hans største frygt. Og det var da også her, at han denne aften fik sig noget af en forskrækkelse.
 
Pludselig, ud af den sorte nat, rakte en hånd frem og greb fat om halsen på ham. Det tog et sekunds tid for Milo at stille skarpt på manden i den anden ende af armen. Han lignede ikke noget ud over det sædvanlige, i hvert fald lige bortset fra hans turkisblå øjne, der nærmest lyste op i mørket.
Han talte til Milo, der hvæsede som et vredt dyr og forsøgte at vride sig fri af mandens greb hvilket indebar et stort forbrug af hans negle, der ridsede den fremmedes hud.
 
Han fnøs.

”Næh, det bliver værst for dig, hvis du ikke slipper mig!” vrængede han igen, får han spyttede efter mandens hoved og fortsatte sin kamp for at komme fri. Han kunne mærke, hvordan han hjerte galoperede af sted, men om det var på grund af forskrækkelsen over pludselig at være kvæledøden nær eller om det var, fordi han var bange, vidste han ikke. Det var i hvert fald det, han fortalte sig selv. I virkeligheden var han pissebange, men han vidste, at man for alt i verden aldrig skulle lade et rovdyr se sin frygt.

Han grinede koldt og ondt, uden den mindste smule følelser. Han var vant til at når han var i dette stadie var der intet menneskelighed i ham, det hele var forsvundet og erstattet med en kold og direkte ondskabsfuld dæmon, der ikke tog sig af andre end sine egne behov og hvad han nu havde brug for. Han plejede at kalde dette stadie blodfeberen. Det var her alt hvad der kunne spores som godt i ham, lukkede den og kun tørsten og hungeren kunne styre ham.
Han trak ham ind i den nærmeste gyde, tog sig ikke af hans små angreb, for han kunne i sandhed lugte frygten i ham. Hvad var det de sagde, hunde kunne lugte ens frygt, såvel kunne alle rovdyr, de kunne alle fornemme hvis deres bytte frygtede dem og det var den frygt der fik dem til at fortsætte deres gøremål.
Uden at tage højde for ham, eller hvad han nu ens følte vendte han ham om, hamrede ham mod den hårde mur, lod sit ansigt komme frem fra mørket, samt skæret af hans strålende turkisgrønne øjne, der både var fængslende, men også fuldkommen elektriske. Han fjernede sin kolde hånd, fra dens greb om hans hals, men dog flettede hans fingre sig derefter hurtigt ind hans korte hår, som han trak hårdt i, da han ville blotte hans hals.
I takt med alt forsvandt omkring den bløde hals, alt beskyttelse, kraver og hår, det hele var væk. Lå den blege hals blotlagt og han kunne næsten allerede smage blodet mod sin læber, mod sin tunge og ned af halsen. Han lod sin ene finger, på den anden hånd glide ned over hans pulsåre, den fine lille åre, hvor blodet bare strømmede hurtigere igennem end i de andre åre "Så det tror du" han bøjede sig ned mod ham, brugte sin egen krops vægt, til at holde ham fast, mens han lod de fremkommende hugtænder glide hen over den fine hud