Winter time is here.

Han genkendte med det samme den allergiske reaktion hun havde fået og siden hun havde vejrtrækningsproblemer håbede han hun havde nogle antihestaminer på sig, men han kiggede bare i hendes lommer hurtigt og håbede virkeligt at hun havde nogle.

''Autumn, har du nogle antihestaminer på dig?''

Mens han spurgte hende om det var han allerede i gang med at ringe op til en ambulance og han sad og holdt hende, sådan at hun skulle have så nemt ved at trække vejret som muligt. Nu skulle hun bare ikke begynde at stoppe med at trække vejret så han blev nød til at give kunstigt åndedræt til hende... Han ville dog gøre det om nødvendigt...

Han fortalte adresse og alting til dem han havde fået fat i ved alarmcentralen, og han kunne ikke andet end at sidde og vente mens han stille holdt hende det bedste han kunne overhovedet... Han havde jo ikke vidst hun var allergisk overfor noget...

''Autumn, bliv her... Hold dig vågen...''

Han holdt stille om hendes ene hånd og klemte en smule til og håbede hun selv klemte til sådan at hun ikke ville holde sig om halsen hvilket jo bare kunne gøre det værre end bedre.

Autumn kunne slet ikke tænkte på meget andet end på hvad der skete med hende. Det havde været så længe siden at hun havde oplevet det. Hun havde været så god til at holde sig for nogen som helst form for mælkeprodukter. Og nu havde hun vel haft sine tanker et helt andet sted henne. Hvor var hun dum! Hun kunne ikke fatte at hun ikke havde passet på.
Hun kunne sagtens høre Josh men hun kunne slet ikke tale. Hendes lymfekirtler havde hævet sig for meget. Hun kunne sagtens mærke hvordan blikket var blevet rettet mod hende. Hun brød sig ikke om når folk kiggede. Det var tit en noget ubehagelig opmærksomhed.

Hun ville virkelig ikke slippe sin hals. Hun var bange for at der ville ske noget hvis hun gjorde. Plus, var hendes hals begyndt at klø som bare pokker. Hun havde lyst til at kredse sin hals af. Og selvfølgelig skulle det blive værre med at kløen spredte sig over næsten hele hendes krop. Hun følte sig underlig svimmel men hun følte sig slet ikke træt på nogen måde. Meget uvilligt slap hun sin hals med sin ene hånd helt og greb mere omkring Josh’s. Klemte hårdt. Ikke så hårdt som hun kunne men lige som når man skulle have taget blodprøve for første gang. Udover at det her nok ikke ligefrem var som at få taget en boldprøve. Hun havde lyst til at skrige hvis hun kunne. Tåre faldt af og til ned over hendes kinder og hele hendes krop rystede.

Endelig blev døren åbnet og et par mennesker – eller væsner – nærmest løb indenfor med noget der lignede en bore. Hun prøvede at se hvad der skete men hun nåede ikke rigtig at gøre så meget inden at hun blev lagt helt ned på ryggen. Ikke noget hun brød sig om og hun så ud til at kæmpe for at komme op og sidde igen. Hun græd stadig og hun havde stadig svært ved at trække vejret.

Det hele gik så hurtigt og før hun nåede at tænke over det lå hun i en vogn med forskellige ting og sager. Hun lå allerede med en form for iltmaske hen over sin mund og næse og et drop var allerede lagt i hendes ene hånd. Hun var stadig panisk. Og hun følte sig så ynkelig. Hun ville bare have det til at stoppe.

Han vidste ikke hvad han skulle sige men efter at have lagt mærke til hvor panisk hun var blevet over det besluttede han sig for at overtale dem til at tage ham med hende. Han havde lidt svært ved at komme op med noget at sige til hende overhovedet, og forklare hvorfor det var en god ide at tage ham med sammen med hende...

''Fordi jeg er hendes da... øhhh ven og hun er jo panisk...''

Han fik lov til at tage med hende og han kiggede på dem og på vejen der hen gav en af lægerne hende et skud adrenalin for at få blodet til at løbe hurtigt rundt og så ville hævelserne langsomt forsvinde. De kiggede stille på hende...

''Når hendes hævelser er væk skal hun blive på hospitalet en nat for at kunne holdes overvåget.''

Han smilede bare og nikkede mens han sad og holdte hendes hånd. Han gjorde hvad han kunne for at holde hende bedre og mere rolig. Han håbede virkelig hun kunne slappe af...

''Autumn tag det rolig... Der sker ikke noget.''

Autumn var taknemmelig for at Josh faktisk var taget med. Ikke at hun havde hospitalsskræk eller noget lignende men det var aldrig behageligt det her. Og hun nød virkelig at hun havde noget at holde fast i. Hun drejede hovedet en smule inden hun fik åbnet øjnene og den blå farve kom igen frem som hun så hen mod ham med sådan en ynkeligt og skræmt udtryk i ansigtet. Hun følte altid at hun var ved at dø når det her skete. Også selvom at hun vidste det ikke ville ske. Hun stolede altid på at nogle ville få hende til at få et bedre igen. Lige meget hvad.

Hendes krop reagerede lidt anderledes på adrenalinen. I stedet for at hendes hjerte begyndte at hamre af sted var det som om at det bare slappede mere af. Som havde nogen givet hendes noget morfin. Hendes stramme greb løsnede sig lidt men hun holdt stadig tæt omkring hans hånd. Hun så stadig på ham mens hendes øjne virkede mere rolige. Der gik ikke helt så lang tid inden at man markant kunne høre hende trække vejret noget bedre. Det lød stadig hæst men det var ikke som om at hun hev efter det mere.
Hun sagde stadig ikke noget. Hun lå bare og kunne mærke hvordan ambulancen stormede af sted. Det hele virkede rimelig uvirkeligt. Lyde blev lavere og lavere og hendes blink varede længere. Indtil hun bare lod de tunge øjenlåg falde i. Ikke for at sove.

Der var stille i den lille stue. Det eneste der var at høre var hendes åndedrag og den bippende lyd fra maskineriet ved siden af sengen hun lå i. Hvor var hun? Hun var rimelig ør i hovedet og hun lå lidt og nægtede bare at åbne sine øjne af den grund. Men hun følte at hun var lidt nød til det. Og det første hun fik øje på var det kedelige loft.

//Jeg beklager suck'heden i mit indlæg. x.x//

//Det er skam godt. ^^//

Josh sad bare med hende hele tiden og han aede hende stille over kinden. Han smilede bare venligt til hende hans øjne var varme og kærligt. Han smilede hele tiden til hende. Han vidste ikke hvordan det var for hende men han sad på hendes stue og ventede... Hun havde dog været ud så længe at han var faldet i søvn i den stol han sad i, med hånd hvilene på senge kanten da han ikke længere holdte hendes hånd...

Han vågnede så og kiggede på hende med søvndrukne øjne. Han smilede venligt til hende, og han havde ikke rigtigt noget mere at sige til hende fordi han ville bare gerne være sikker på at hun var okay overhovedet...

''Hey Autumn... Er du okay igen? Jeg er virkelig ked af det virkelig undskyld...''

Han følte det var hans skyld fordi det var ham der havde bestilt maden. han hadede sig selv lidt for det fordi hun fortjente det jo ikke. Det var jo ondt gjort af ham.

Med ét, satte Autumn sig op i sengen, som var hun vågnet fra et mareridt. Hun havde endelig fattet hvor hun lå og hun huskede med det samme hvad der var sket. Hvor havde hun været dum. Hun burde virkelig have tænkt sig om. Selvfølgelig var der mælk i. Det var der i alt slags kage. Hun havde nok bare håbet af det ikke havde været i dem hun spiste. Hun følte sig skam stadig lidt svimmel men hun havde overraskende inden form for hovedpine. Også selvom at hun havde siddet og hevet efter vejret var det helt fint i øverste etage. Det eneste der rigtig generede hende var hendes mavemuskler, der stadig var ømme og så den måde hun ikke rigtig kunne fornemme sien hænder ordentligt.

Hun så hurtigt hen mod Josh, som tilsyneladende havde siddet ved siden af hendes seng. Hun sad lidt og stirrede forundret på ham. Han havde været der størstedelen af tiden. Hvis ikke det hele. Han så træt ud. Havde han haft holdt sig vågen?
”Hey hey..” mumlede hun svagt som for at berolige ham. ”Det er slet ikke din skyld. Jeg var bare ikke klog nok til at tænke mig om. Det har intet med dig at gøre.” Hun smilede stille og roligt til ham som hun satte sig bedre til rette med dynen trukket op over sine ben. Man lå egentlig meget godt i sådan nogle senge.
”Og jeg har det helt fint. Min hals er måske lidt krads men ellers skal jeg nok være helt i top om nogle timers tid. Jeg er lidt vant til det. Jeg har jo levet med mælkeallergi siden jeg var helt lille.” Hun løftede let sin ene hånd og lagde den oven på Josh’s hoved for så at ae ham let. Kørte sine fingre let gennem hans hår. Uglede det meget lidt. ”Tak.”

''Hey jeg er altså virkelig glad for at du er vågen igen... Var virkelig nervøs for dig mens du sov...''

Han smilede forsigtigt til hende og han vidste ikke om han virkede dum eller om hun syntes det var rart at han måske havde bekymret sig for hende. Han håbede hun syntes det var sødt nu hvor han bare havde sagt det uden at tænke sig om... Han tog forsigtigt hendes hånd...

''Jamen det var jo mig der købte kagerne?''

Han var vant til at blive beskyldt for alting af sin familie gennem tiden. Han kunne godt lide det da hun uglede hans hår det var rart og han kunne ikke lade være med at sukke og smile behaget til hende og lægge sit hoved ned i sengen. Han smilede sagte til hende og kyssede meget forsigtigt hendes ene hånd.

''Det er meget rart... Tak for hvad?''

Han kiggede stille på hende, og smilede meget forsigtigt til hende. Han vidste ikke om hun var okay. Han vidste ikke om han kunne gøre mere for hende men han havde ikke ret meget at sige. Han var bange for at det var hans skyld.

Et sted kunne hun ikke lide at han bekymrede sig for hende. Ikke at hun var taknemmelig for det men hun brød sig ikke om at gøre andre folk bekymrede. I hendes lille glade verden ville hun helst have at alle havde det godt og ikke gik rundt med de tunge følelser. Men hun valgte ikke rigtig at kommentere på det. For det føltes godt at få det at vide lige meget hvad.

”Ja det var dig der købt dem. Men kan du på nogen som helst måde se på mig at jeg højst sandsynligvis lider af den her kraftige allergi? Nej. Jeg viste ingen tegn før det var for sent. Så faktisk er det min egen skyld fordi jeg ikke tænkte mig så meget om.” sagde hun stille og roligt ment det afslappede smil stadig spillede omkring hendes lettere tørre læber.
Hun så lidt overrasket ned på sin hånd hvor han i lige havde placeret et kys. Per automatik fik hun sat tænderne en smule ned i underlæben inden hun så igen så mod hans ansigt. Hun trak forsigtigt din hånd, der befandt sig i hans hår, til sig igen for så at stryge en lille tot af sit eget hår om bag øret.
”Jeg er bare taknemmelig for at du fik taget aktion så hurtigt.” Hun begyndte forsigtigt at dreje sig lidt så hun endte med at sidde på kanten af sengen med sine, tilsyneladende bare ben, dinglende udover. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til den nye beklædning hun nu var iklædt i. Ikke at hun var nervøs omkring sin krop så hvis bare den store skjortelignende top dækkede hendes overkrop og videre ned over hendes bagdel havde hun det behageligt nok. ”Jeg er ikke rigtig vant til at få reaktioner så du har ingen idé om hvor bange jeg hvor. Tak fordi du blev.”

Han smilede mens hun sad og fortalte. Han vidste godt han ikke havde vidst det, men han kunne da godt lige have været venlig og rar og have spurgt hende om der var noget hun var allergisk overfor, hvad nu hvis hun også havde været nøde-allergiker? eller allergisk overfor gluten?

''Jamen jeg kunne da godt have spurgt dig, prøv at tænk hvis du også havde været alergisk overfor både gluten og nødder oven i? SÅ kunne det altså være gået helt galt, og det ville da være synd.''

Han smilede stille til hende, og kiggede lidt ned i sengen. Han kiggede dog op da hun sad med tænderne i hendes underlæbe og egentligt havde han bare lyst til at sige hun skulle lade være, men på den anden side havde han ikke noget imod synet...

''Det er da hvad alle ville have gjort.''

Han smilede stille og han kiggede ind i hendes øjne mens han sendte hende et stille og varmt smil som gengæld for hendes tak, men det ville hun nok ikke acceptere som nok tænkte han og egentligt ville han heller ikke selv.

''Det var da det mindste jeg kunne gøre.''

Det var tydeligt at han ikke helt forstod. Det er nu alligevel ret sødt, den måde han stadig var nervøs over for noget der var overstået nu. Det var nok derfor at hun ikke kunne lade være med bare at sidde og smile svagt af ham. Hovedet landede igen let på skrå mens hun hvilede sine blå øjne mod ham som han talte. Hun rystede svagt på hovedet. Hvis det var at hun ikke havde været let mat, havde hun højst sandsynligt været så afslappet som hun var i øjeblikket. Det var nok på grund af al den bedøvelse der stadig befandt sig i hendes krop.
”Det er de færreste der rent faktisk finder det vigtigt at spørge om den slags. Ansvaret ligger jo hos den part der faktisk har allergien. Men du har ret. Det ville have været meget synd hvis min reaktion havde været værre.” Hun lo en smule ved den sidste sætning. Ikke fordi at hun ikke mente det men mest for at få lettet den stemning der lå i hele stuen.
Forsigtigt trak Autumn sine ben op til sig igen. Helt op inden hun så svang sine arme omkring for at holde dem på plads. Hun så stadig mod Josh med det lille smil. Også selvom at han var slørret, på grund af hendes mangel på et par briller. Hun fugtede svagt sine læber med tungespidsen. Mest for at få deres tørre konsistens lidt væk. En læbepomade ville gøre undervirker i dette kolde vejr.
”Soooo… Er du vant til at den der slags sker?? Du virkede meget sikker i hvad du skulle gøre??” spurgte hun stille og roligt inden hun forsatte; ”Selvom jeg lå og lignede en retarderet kunne jeg sagtens følge mere eller mindre med i hvad der skete.” Hun gemte sig så halvt bag sine knæ og så blot afventende på ham med et nysgerrigt blik.

''Jeg gør det faktisk ret ofte, at spørge om der er noget folk er allergiske overfor, men af en eller anden grund var du så dejligt og afslappet selskab at jeg glemte alt om at tænke...''

Han rødmede da han sagde det, mest fordi han nu sikkert lød som en eller anden tosse der halvvejs havde erklæret sin kærlighed til en pige han kun lige havde mødt... han følte sig virkeligt virkeligt dum som han sad der og kiggede på hende...

''Det er da sket før ja... Kunne du følge med? SÅ du vidste jeg tog med i ambulancen?''

Han kiggede stille på hende og sendte hende et smil mens han rødmede mere, men han kunne ikke lide at hun sad som hun gjorde hun virkede helt trist så han satte sig over på hendes seng tæt på hende, og lagde armene om hende og gav hende et blidt klem, men gjorde så an til at trække sig væk hvis hun nu ikke brød sig om det...

''Du virkede bare så trist lige lidt...''

Han sendte hende et stille smil.

Det var første gang hun havde hørt nogen sige det. Normalt var det altid hende der skulle sige nej fordi hun havde den forbandede allergi. Hun var i hvert fald ikke vant til at blive spurgt ind til det. Der hjemme var hun så vant til at de vidste det i for vejen fordi hun havde sagt det så tit de sidste par år. Og nu var hun med til at lave maden. Trist at hun ikke kunne tåle mælk. Kartoffelmos var så kedeligt uden.
Autumn blev en smule overrasket over hans kram. Også selvom at det ikke ligefrem var noget der skete lige pludselig. Hun lod sig læne en smule ind til ham, men hun forholdt sine ben oppe til sig. Det var sådan en betryggende stilling for hende. Hun støttede sit hoved ind mod hans brystkasse og så lidt ud i rummet.
”Ja selvfølgelig vidste jeg det! Det er jo en af de ting jeg er taknemmelig for. Det ville have været al for skræmmende hvis jeg skulle have taget turen alene.” sagde hun igen med et lille grin indblandet i den engleblide stemme. ”Med alle de slanger og fremmede folk og alt sådan noget. Man tror jo næsten man skal dø.” Hun pressede kort sine læber mod hinanden men slappede hurtigt af i dem igen.
Stille og roligt drejede hun hovedet og rettede blikket mod Josh igen med et lille smil. ”Jeg er ikke trist. Bare rolig. Jeg er bare udmattet. Og lidt tåget. Det har været noget tid siden sidst jeg var udsat for en reaktion.” forklarede hun ham ingen hun så ned igen. Hun slap sine ben lidt og lod dem igen dingle ned over kanten. Hun bøjede så let sine arme og greb blidt fat om en af hans arme der havde svunget sig omkring hendes krop.
”Hvor længe har jeg egentlig været her? Jeg har ingen tidsfornemmelse.” sagde hun så pludselig og så nysgerrigt omkring. Utroligt hun havde fået en stue for sig selv. Var der virkelig ikke flere unge der befandt sig på hospitalet? Eller havde de bare en masse stuer til dumme børn?

''Mener du virkeligt at det ville have været skræmmende hvis jeg ikke havde været med?''

Han smilede stille og kiggede kort rundt i lokalet, en megt sød ja egentligt nuttet pige, som også virkede meget uskyldig, hvilket man jo egentligt ikke rendte i ret ofte her i området enten jagtede de alle mænd for at knalde eller også jagtede de alle piger for at knalde.

''Ja det kan jeg godt forstå så er det nok heller ikke ligefrem det rareste at opleve... Er der egentligt noget jeg kan gøre for at hjælpe?''

Han sendte hende et venligt og varmt smil som han sad der og kiggede på hende, og han havde egentligt nydt at give hende et kram, og han ville meget gerne give et igen. Hun var jo sød og rar at være sammen med.

''Det ved jeg faktisk ikke helt, jeg sad og sov når jeg ikke lige kiggede til dig.''

Han kiggede lidt væk igen og rødmede igen.

Når hun tænkte mere over det følte hun sig en smule svag stadigvæk. Hun hadede når folk skulle se hendes reaktioner. Og hun brød sig bestemt heller ikke om at græde i offentligheden, hvilket hun tydeligt kunne mærke, hun havde gjort. Hendes øjne sveg i hvert fald en smule endnu. Hun havde altid syntes det var skræmmende at opleve alt det. Og hospitaler gav hende kuldegysninger. Og alligevel ønskede hun at arbejde på et.
”Vand. Tror du, at du kan hente et glas vand til mig?? Eller måske noget mad?” Det var faktisk ret pinligt for hende at spørge efter. Men hun kunne ikke lyve for sig selv. Hun havde den dårlige smag i munden og hendes mave rumlede lydløst hver gang hun sank. Hun sørgede derfor at have rettet sit ansigt væk fra hans. Hun lagde automatisk en hånd over sin mave inden hun igen så mod Josh med et skævt smil. ”Jeg kan ikke rigtig huske sidste gang jeg spiste noget ordentligt mad.” Igen bed hun sig kort i læben lige efter at have fugtet den en smule igen.
”So you were looking at me, huh? Jeg må have ser yderst interessant ud mens jeg lå og sov.” sagde hun en smule drillende og lo en smule efterfølgende. Hun havde aldrig set sig selv sove, udover fra de få billeder hun havde fået af en vis djævel. Og der havde hun ikke ligefrem set hvad der var så spændende ved at se på hende sove. Men folk havde forskellig smag.

''Vand siger du? Og noget mad? Jo det burde jeg nok se om jeg kan skaffe om lidt.''

Han smilede varmt til hende og kiggede roligt rundt i rummet, inden han stille rejste sig op. Han strakte sig lidt for at gøre klar til at begive sig ud og gå efter de ting hun nu engang havde bedt ham se om han ikke kunne skaffe hende. Han smilede venligt til hende da hun spurgte om hun var spændende at se på når hun sov.

''Ikke som sådan spændende, men smuk, betagende, og sød.''

Han sendte hende et smil og forsvandt så ud af døren, hvor der gik noget tid hvor han kom gående ind med en bakke og kiggede lidt rundt som om han var bange, da han egentligt havde hugget maden for at give hende noget.

''Her, og hvis der kommer en sygeplejerske så sig det er en sygeplejeske der har hentet det til dig.''

Han sattte sig ned igen og smilede.

Autumn var ikke typen der var helt så vant til at få smidt et par komplimenter efter sig så hun havde ingen idé om hvad hun egentlig skulle svare tilbage til Josh. Hun sad egentlig bare og smilede og fik igen presset sine læber sammen. Man kunne virkelig se hvor forlegen hun var i det øjeblik. Hun nåede nu heller ikke rigtig at sige noget til det inden han var ude at døren.
Hun sad lidt og bare så sig omkring. Der var så tomt. Ikke ligefrem betryggende for en person uden bekendte der ville besøge. Væggene havde en ikke specielt delikat farve ad sennep gul og loftet var bare hvidt. Der var så stille. Ganske forsigtigt lod hun sig glide ned fra sengen. Satte sine bare fødder mod det kolde gulve og stod en smule for at få balancen. Hun var ikke så usikker på benene som hun faktisk havde troet. Hun vippede lidt frem inden hun fik viklet sig helt ud af slanger. Hun fik sat posen, med sukkervand, op stativet ved siden af sengen og begyndte så ellers at gå lidt rundt i lokalet. Eller rundt og rundt. Hun bevægede sig i hvert fald hen mod vinduet. Med små skridt. Hun var svag endnu. Hun følte sig virkelig påvirket af et eller andet. Det var uden tvivl det hun havde fået indtaget. Hun fik det i hvert fald altid sådan.
Hun så sig med det samme hen over skulderen da døren igen gik op og Josh kom ind med en bakke mad. Hun lyste op i et let smil og vendte sig med det samme helt om. ”Mmh.. Det ser godt ud.” sagde hun hurtigt imens hun, med lidt hurtigere skridt, kom tilbage til sengen. Hun stillede stativet ved siden igen, men hun gad ikke gøre noget med posen. Hun satte sig op ved siden af ham og så nysgerrigt på maden.
Hun nikkede let og smilede kort til ham. ”Det skal jeg nok sige. Men du ved godt du bare kunne have spurgt efter en bakke mad til mig. De udlevere det jo gerne vil patienter.” Hun lo svagt og nussede igen hans hår en smule. ”Men det ser rigtig godt ud. Tak.”

''Jeg spurgte en sygeplejerske som var ved at flippe på mig fordi jeg bad om mad uden for de normale spisetider så det er derfor jeg var nød til at hugge en bakke og noget vand.''

Han grinede lidt, og vidste heldigvis at der ikke var blevet brugt mælk i det mad han nu engang havde fået med til hende. Han nød at blive nusset i håret og han blev helt afslappe og var ved at falde lidt sammen, som om det var en kontakt.

''Hey pas lige på... Nogle af slapper lidt for meget af.''

Han grinede stille, og kiggede ned på hende, som de var der, han sendte hende et varmt smil, og sad lidt for længe og kiggede på hende før han vendte blikket væk med røde kinder og et forlegent smil og blik. Han vidste sgu ikke lige hvad han skulle sige til hende...

''Nåå, men, ja det er faktisk ret hyggeligt at være her... Altså sammen med dig...''