regnfuld aften på La Rosa Rossa

Hun så lidt overrasket ud, da han blot fyldte hendes glas igen. "Det er slet ikke nødvendigt. Jeg skal alligevel snart gå igen." Hun så over imod vinduet. Regnen var ikke så voldsom, som den var før, men det så ikke ud til, at det ville stoppe i det næste stykke tid. Megan havde måske været lidt for hurtig med at sige 'snart.'
Det gav mening. Folk måtte selv opsøge, hvad de ville have. Det kom aldrig bare og bankede på døren. Sådan var verden bare ikke indrettet. Og hun kunne jo også tydeligt se, at trods locationen, gik det glimrende.
"Skoven herude er også et fortryllende sted," sagde hun og væsken i hendes glas kørte rundt langs kanten, mens hun bevægede det rundt i små cirkler. "Min far plejede at fortælle mig historier om området, da jeg var mindre. Han sagde, jeg ikke måtte tage herud, fordi der gemte sig ting herude, jeg ikke kendte til." Hun sippede til sin drink igen. Hun vidste ikke, hvorfor hun pludselig snakkede om den slags. Hendes fars historier om vampyrer og engle og alt det andet, var vel ikke så frygteligt spændende for en stor forretningsmand. Alligevel var der noget, der sagde hende, at historien passede udmærket til tidspunktet. Måske var det fordi hun sad der, midt i skoven, eller måske blot fordi individerne i huset alle virkede … anderledes. De havde noget over sig, hun ikke var vant til hjemme fra Skotland. Mange havde de specielle karaktertræk her i Di Morga, men da hun endnu var et barn under sin fars vinge havde hun ikke kunnet undersøge det - det kunne hun nu. Nu var det hende, der havde kontrollen over, hvilke spøjse personer, hun valgte at omgive sig med. Hun følte sig bedre tilpas med disse end med de menneskepiger, som var de eneste, hun havde fået lov at hænge ud med. Det havde blot hjulpet hende på vej til at blive et meget ensomt barn. Og det kunne være farligt, når man var så eventyrlysten, ikke at have en ven ved sin side, der lige kunne gribe fat i skulderen og sige 'nu er vi gået for vidt.'