Café paraply.

Kaffen blev serveret af en meget smuk servitrice. Men på den anden side, hvis man så sig omkring, vil man have det svært ved at finde en som ikke var køn. Djævlens lyse tænder kom frem, da hun takkede kvinden, for hendes yderst pæne måde at serverer det kolde vand på. Også for hendes gode humør, som smittede af på hende. Abira kunne ikke fordrage, arbejdere hvis humør var helt nede. Det gav sådan en dårlig stemning også vil man slet ikke være her.
Langsomt nippede hun til glasset og smagte den kolde smag, men stadigvæk en meget velsmagende, glas vand. Hun rømmede sig, og rettede op på sin skjorte og kørte en hånd igennem det korte og mørke hår. Det var ikke fordi hun sådan ventede på en, men hun var begyndt at hænge ud her meget tit. Vandet var det bedste hun vidste og væsenerne omkring dette her sted havde en positiv energi, som hun følte sig velkommen i. Som folk der passerede hende, blev der altid kastet et smilende blik på hende, og hun gengældte det. Hun sad nemlig ved vinduet. Hendes ynglings plads. Her kunne hun se hvordan folk handlede ind til julen og hvordan sneen dalede ukontrolleret ned. Sne, det bedste hun kendte til. Bare den kulde den indeholdte! Man fik jo nærmest gåsehud ved at tænke på det, men trist, det var kun af varme hun fik gåsehud, og det var skam ikke den gode af slagsen.

Hun rettede sig op på stolen og lod det mørke blik glide rundt på de forskellige væsner. Der var larm, men alligevel føltes det stille. Abira elskede at være alene, men en eller to personer kunne da aldrig skade. Hun sukkede og tog glasset op og lænede sig tilbage. Blikket røg over til vinduet igen og smilet formede sig på de tynde og meget røde læber. ”Dejligt” hviskede hun og drak sin vand færdig.

Kulden tog pludselig for alvor til og frøs regnen. Dette kom bag på flere uforberedte væsener - i hvert fald dem, der var i stand til at fryse. Folk gik rundt og åndede ned i deres foldede hænder, lynede op for jakkerne eller rev huerne tættere ned om deres øre. En ung kvinde, hvis røde hår var trukket tilbage i en stram fletning, havde skubbet hænderne dybt ned i lommerne på hendes jakke. Hendes kinder bar røde af kulden og hun forbandede, at hun ikke havde forudset det omslag i vejret. Hun havde netop været ved at købe julegaver. Godt, det ikke var noget, hun skulle spilde meget tid på. Hun havde ikke en synderligt stor familie. Så vidt hun vidste i hvert fald. Det kunne sagtens være, hendes mor havde fået skabt sig en stor familie, efter hun skred fra Megan Rae og hendes far.
Hun besluttede at smutte ind i den nærmeste bygning, hvor hun kunne få varmen - som så viste sig at være en lille, hyggelig café. Hun havde vist også lidt småpenge i rygsækken, der hang på hendes ene skulder, så hun kunne få sig en varm kakao. Hun børstede sneen væk fra sit hår og skuldre før hun gik ind. Det pludselige omslag til varme fik hendes fingre til at snurre og prikke. Der var mange kunder inde på caféen, men der var heldigvis nogen ledige pladser ved et bord tæt på døren. En ung, sorthåret kvinde sad der allerede. Hun rømmede sig lidt. Sneen, der havde sat på hende, var allerede begyndt at smelte, i takt med at hun fik varmen.
"Kan jeg sidde her?" Hun smilede venligt til personen og strøg en krøllet tot, der var sluppet fri af fletningen, om bag hendes øre. Hende rygsæk gled ned af hendes skulder og ned i hendes hånd. Den anden hånd lagde hun på stoleryggen. Det undrede hende, at kvinden blot sad og drak vand inde på caféen …

Drømmende øjne vil møde de forbipasserende, og forskellige udtryk blev sendt tilbage. Nogle smilede hastende, andre så sure ud, også var der bare dem der passerede forbi. Abira skulle til at fjerne blikket fra ruden, da noget rødt passerede hendes øjne. Hendes venlige smil forsvandt for et kort sekund og blev erstattet af et overrasket udtryk. Hun betragtede den yndige pige, som heldigvis ikke forsatte ligeud, men i stedet kom ind. Og ikke nok med det, så gik hun skam over til hendes bord. Abira genvandt sit smil, og betragtede hvordan hun satte rygsækken ned, og hvordan hun spurgte hende, om hun måtte sidde overfor hende. ”Med glæde” sagde Abira og lag glasset fra sig. Hun rettede sig op, og kiggede ned i sit glas og derefter på det velkendte ansigt. Pigen, eller Megan, som hun nu engang hed, vil ikke kunne genkende hende. Slet ikke, for Megan havde jo aldrig rigtig mødt hende.
”Sikke en kulde” sagde hun for at virke lidt menneskeligt. Ikke fordi hun lignede en der frøs, men nogen gange kunne hun ikke skjule alt. Abira havde andre tanker lige nu, og kulde var ikke en af dem. Megan, hun kunne huske det rødhårede barn, som løb rundt med ble i en have og altid vil klæde sig ud, når Abira kom. Abira smilede og kiggede ud af vinduet. Hun kunne bare ikke vise den glæde hun havde løst til, til pigen. Abira lignede jo heller ikke en dag over tyve. Men på den anden side, Megan lignede just ikke et uklogt barn. Hendes far måtte simpelthen havde fortalt hende noget.
Efterhånden var caféen blevet propfyldt og nogle gæster blev bedt om at forlade stedet hvis de ikke købte noget. Abira derimod bestilte noget vand og kakao, til hende og Megan. Og der dummede hun sig vidst lidt? Hun vidste, at kakao stod som nummer et i Megans hoved, men Megan vidste jo ikke, at hun vidste det? Abira sukkede over sin tankegang, og skubbede koppen over til menneskepigen og nikkede. Hun drak vandet og kiggede nu direkte på det røde hår. ”To af de bedste kvinder jeg kender, havde rødt hår som dig. Dog, en af dem havde flammende rødt hår” hviskede hun og løftede glasset op til munden. En af is-terningerne gled ned i hendes mund, og man vil kunne høre hende knuse isen med tænderne. Savnet til dem var skam stort, men som djævel, var det lidt svært at føle noget, men Belial havde været flinkt imod hende, det kunne hun mærke. Eller måske ikke. Var det godt at kunne huske alt, som var sket gennem tiderne eller var det en forbandelse, hun skulle leve med det?

Et stykke tid efter rykkede hun i sig, og lænede sig imod bordet. Hun holde som sit glas, som allerede var tømt og kiggede ned i den. Ude af stand til at snakke, og det var ikke noget Abira kendte til. Men måske var det fordi, at der sad et menneskebarn, som tilhørte en af de stærkeste kvinder hun nogensinde havde mødt? "Hvad laver du herude, mit barn" sagde hun og kiggede på Megan. Ja, hvad lavede hun overhoved i Di Morga? Og hvis hun var her, så betød det jo, at hendes sukker søde far vel også var til stede. Det her måtte han så bare ikke finde ud af. Men Abira var tilgengæld også lidt nervøs om hun nu skulle afsløre sig eller ej. Begge dele vil blive fortrudt på et tidspunkt..

Hun smilede taknemmeligt til kvinden, da hun satte sig ned overfor hende. Kvinden virkede bestemt ikke bekendt. Hun ville aldrig have gættet på, at hun havde mødt hende før - og selv hvis hun havde en følelse af det, ville hun jo blot tro, hun tilfældigvis havde set kvinden på gaden før.
"Tak," sagde hun , da kvinden skubbede en kakao over imod hende. Hvor perfekt - og meget venligt. Det var lige præcis, hvad hun ville have haft. Hun prøvede at få sig selv til at drikke kaffe, men kakao hørte nu engang bare julen til - og så smagte det ikke nær så bittert. Hun gned hænderne lidt imod hinanden for varmens skyld, før hun tog fat om koppen, der næsten brændte i hendes hånd. Oh, hvos skønt. Det var lige, hvad hun havde haft brug for. Hun lukkede begge hænder om koppen for at varme sig helt ud i fingrespidserne.
"Ja så?" Hun smilede lidt og hævede det ene bryn, da hun fortalte om de rødhårede kvinder, hun kendte. "Mine forældre voksede op i Skotland," fortalte hun. Hendes far var dog ikke født der … Og han havde også helt sort hår. Hun anede ikke, om hendes mor rent faktisk var født der, men det havde hun bildt sig ind. Anden forklaring havde hun ikke rigtig på den stærke hårfarve. Det eneste minde, hun havde tilbage af sin mor var et flammende hav af hår og et par smaragdøjne.
Hun følte sig en anelse smigret over kvindens kommentar, selvom det ikke rigtig havde noget med Megan Rae at gøre overhoved.

Ganske vist var hun født af et ikke-menneske, men selv hvis hun havde overnaturlige evner, havde hun aldrig opdaget dem. Aldrig haft mistanke om dem. Men dog følte hun sig altid lettere malplaceret, når hun var omkring sin egen slags. Hun gav dog skylden til de samme gener, der opfordrede hende til at klæde sig ud - som om det hang sammen med at frigøre sig. Hun havde det altid, som om der var et eller andet galt med hende, fordi hun ikke var som alle andre kvinder, men af en eller anden grund følte hun sig ikke nær så forkert i den mørkhårede kvindes nærvær.
Hun sippede til sin kakao. Den røde farve i hendes kinder var forsvundet, efter de var blevet varme igen.
"Jeg har lige været på julegaveindkøb!" Hun smilede bredt. Selvom hun havde en meget lille familie var julen en glædelig tid, hun altid havde elsket. Også selvom hun ind imellem måtte forbande den ensomhed, der blev skabt af tomrummet, hendes mor skulle have fyldt. Men når man havde manglet nogen siden man var fire år gammel, var det ikke længere helt så vigtigt. Hun valgte at overhøre 'bit barn'-delen, da det blot lød som om kvinden var en skuespiller, der havde været i gang med at spille en noget gammeldags rolle. Hun havde før oplevet lignende. Især, med den slags personer hun hang ud med.
"Hvad laver du selv herude? Det ser ikke ud til, du har været på shoppingtur."

Øjnene, som sikkert vil føles ubehageligt, var rettet imod Megan. Abira kunne simpelthen ikke styre sig for minderne var skabt overalt. Dette her sted vrimlede jo med de gamle og deres børn. Abira smilede til Megan, som høfligt havde takket til kakaoen. Hun virkede just ikke overrasket over Abira, og det beroligede hende, måtte hun indrømme. Så kunne hun vel også spørge ind til alt muligt, uden at det blev for underligt. Og Megan, som hun nu kendte, gik villig videre med samtalen. Forældrene, dem hun egentlig allermest gerne vil høre om. Hende såkaldte naboer i stykke tid. ”Julegaveindkøb. Dejligt” nikkede hun anerkendende og smilede fornøjet, da hun fik spørgsmålet kastet halvt tilbage. ”Nej, du er helt ude i det rigtige. Jeg har blot placeret mig her, da dette her er uden tvivl mit ynglings café, og tiden skulle jo alligevel slås ihjel ” nikkede hun stolt og løftede sit tomme glas med et smil. Julegaveindkøb, hvor hun dog lignede sin mor.

”Interessant” sagde hun hurtigt og nikkede imødekommende. Det overraskede hende ikke, at pigebarnet var fyldt med løgn og latin, for det havde hun også selv gjort. Men dog, en ting kom da bag på hende, at hun ikke havde fået ting at vide endnu. Hun var da en nydelig ung kvinde nu, og at skjule noget for hende, var ligesom at sige, at hun var for gammel til at dø. Nemlig.. det gav ingen mening. Abira mærkede, at hun virkelig havde brug for at hjælpe Megan på vejen, men faderen sad op over hende, og advarede hende med stærke ord. Så for nu, så holdte hun alt inde.
”Ja, Skotland” kom hun til at hviske. Hun rømmede sig og lod en hånd glide over det korte hår. ”Der boede jeg også, sammen med min datids kæreste” tilføjede hun og små grinte. ”Jeg kom lige i tanke om noget” lod hun sig bemærke. Hun lag hurtigt en hånd over for munden og begyndte at hoste. ”Men..” sagde hun og rømmede sig … igen og igen. ”Du går i skole, eller hvordan?” Hun erindrede at Megans forældre altid snakkede om uddannelse og al så meget andet. I sær hendes far. Kujon, det var hvad de kaldte ham bag hans ryg. Hvordan mon han var nu, da han levede alene med Megan? Snakkede de overhoved om moderen? ”Hvad er så dit navn, smukke skabning” nynnede hun nærmest og smilede ildende varmt til Megan. Hvor var hun dog ubeskriveligt glad. Sikke en aften allerede..

Hun smilede lidt. Denne café havde også været hendes yndlings, da hun lige var kommet til Di Morga med hendes far - i en alder af tolv. Hun havde ikke kunnet snakke et ord fransk og nu var det flydende. Hun havde ikke engang nogen spor af skotsk accent. Men snakkede hun i telefonen med sin onkel eller fætter, som var det eneste familie, hun havde, ud over sin far(af hvad hun kendte til, eftersom hun ikke kendte sin mors side af familien)så talte hun skotsk så det baskede. Hun elskede begge sprogene. Og til tider, når hun en sjælden gang skændtes med sin far, var det også som om hun automatisk slog over i sit modersmål. Hendes far gjorde det aldrig … Måske var han virkelig franskmand. Hun havde aldrig spurgt ham, men det ville da forklare, hvorfor de boede i Frankrig nu.
"Det er også et meget hyggeligt sted, det her … "

Hun så sig selv som et meget ærligt væsen, men i virkeligheden boede hun så meget i sin egen verden, at hun til tider ikke var i stand til at kende forskel på sine løgne og den pure sandhed. Engang havde hun været overbevist om, at hun havde set en person med vinger. Hun havde revet i sin fars ærme og råbt, så hele gaden kunne høre det, at hun havde set en engel gå forbi. Folk havde set underligt på dem og hendes far havde givet hende en lektion om, at de historier, han fortalte hende om aftenen, blot var historier og at hun ikke burde lyve om den slags. Men hun havde set vingerne … Det var hun sikker på … Alligevel havde hun indrømmet, at det var løgn, imod hendes vilje.
Hun så undrende på kvinden, da hun var ved at sige noget og så afbrød sig selv med et host. Hun rynkede brynene lidt, undrende og i tvivl om, hvor vidt hun burde kommentere nogen af de småting, hun lagde mærke til ved kvinden …
"Jeg er i gang med frisøruddannelsen … Og mit navn er Megan Rae … Hvad med dig?" Hun elskede sit mellemnavn, fordi folk, når hun sagde det, ikke kunne vide om det var det feminine Rae eller det maskuline Ray. Det var rart at have et unisexnavn, når man var i hendes situation.

"Hvad var du ved at sige før?" Hun smilede skævt men indvendig var hun ved at gå til af nysgerrighed. Der var noget ved kvinden, der fascinerede hende. "Og det, du sagde før," udbrød hun pludselig, som om det først gik op for hende nu, selvom hun havde sat og tænkt på det lige siden, hun havde sagt det. "De rødhårede kvinder ... Du omtalte dem i datid … Hvorfor?" Hjertet sad pludselig oppe i halsen på hende. Der var et eller andet galt. Hendes intuition sagde hende,

Et kort sekund lod hun blikket glide ud af vinduet, og lod minderne komme til hende. Det var som i går, da hun huskede hver en detalje, fra den aften, familie Rae ikke længere var en familie. Hun huskede hvordan moderen havde søgt hendes hjælp, og hvor svært det var, at hjælpe hende. Abira lukkede sine øjne, og vendte hovedet tilbage til Megan, som begyndte at snakke endnu en gang. Hun åbnede sine øjne og nikkede med et smil. Skjulte minderne fra pigen og beholdte de sørgmodige øjeblikke, som faderen sikkert også havde gjort. Smilet blev tristere og hun kiggede ned på sine hvide fingre. Så tynd og hvid. Hun burde virkelig få sig noget mad.
”Det er det skam” sagde hun, som et sent svar. Selvom det egentlig ikke havde brug for et svar, men hun havde bare ligesom brug for at understrege det. For Café paraply var et af de bedste steder, og hun ønskede så inderligt, at det vil vokse, da der kom flere og flere væsner til. Ikke at det var et problem, men det var altid rart når der ikke var så meget larm. Så betød det nemlig, at man ikke skulle sidde og smile til alle og enhver, men derimod have tid til at tænke på verdenen. På livet.. måske?
”Frisør?” sagde Abira og ville have spyttet uhøfligt sit vand ud, hvis hun havde drukket noget. Hun holdte den underlig undertone ind og genvandt sit smil. Hun nikkede overraskende og så nærmere på Megan. Hendes mor vil aldrig have tilladt hende et så sølle arbejde. Det ville have været over hendes lig. Men hvad kunne man forvente af hendes fader? Det var da altid noget det var frisør i stedet for en avle pige. Abira rystede sagte på hovedet og lod opmærksomheden pege på Megan. Hun skulle til at sige, at det vidste hun godt i forvejen, at hendes navn var Megan, men nåede at rede sig selv. ”Abira. Abira Smith” sagde hun og gav et nik fra sig. Det blev egentlig ret sjov at se, hvor lang tid hun kunne holde alt hemmeligt for Megan. Hun smilede stort, da Megan havde tilføjet Rae i sit navn. Hvor var det typisk. ”Hyggeligt at møde dig, Rae” sagde hun og kom i tanke om noget. Megan plejede tit at kaldte hende Abi, når hun besøgte dem. Dengang hun havde sin menneskelige skikkelse. Den gang hun elskede børn..

Megan sagde igen noget, og Abira fik sig samlet løgne. Med en hastighed, som hun virkelig ikke kendte til. ”Åh, det var bare noget jeg kom i tanke om. Jeg havde bare glemt, at jeg havde en aftale i aften, men det kan være fuldkommen lige meget” smilede hun venligt og så direkte på mennesket. Udbruddet fra Megan overraskede hende, og et smil kom da også frem. Hun lo for sig selv, og et fjernt blik blev skabt. ”To meget stærke og forskellige kvinder” sagde hun og så direkte forbi Megan, som om kvinderne hun snakkede om stod bag hende. ”Den ene døde for mange år siden. Den anden… ved jeg virkelig ikke hvad der har hændt” sagde hun trist og så nu på Megan med et smil, som indeholdte mange smerter. Den ene var naturligvis englen, Asma. Den anden, var Megan’s mor. Megan’s mor, som hun ikke anede hvor var nu. Stakkels pige, som er vokset op i faderens afskyelige skygger.

”Din mor.. Jeg kender hende, Rae” sagde Abira lige pludselig. Hun kunne ærligtalt ikke holde det inde længere. det var synd, at lade mennesket sidde der, og høre hendes hjerte slå på fuld kræft, fordi hun følte et eller andet. Hun kunne bare ikke få sig selv til at gør det, selvom alt i hende var lige glad. Sådan var det at være en Abira fanget i Belial’s djævel sind. Hendes triste blik søgte efter Megan's. Hvordan mon hun tog det? Ved et tilfælde mødte hun sin mors veninde. Ved et tilfælde. Nu vil hendes liv ændre sig. På den gode eller dårlige måde, kunne kun Megan svare på.. Men Abira havde en fornemmelse af, at den gode vil tabe..

Megan havde drømt om at blive en frisør siden hun var rimelig lille. Hendes far havde ikke fået et ord indført i hendes karrierevalg. Hun elskede at pille ved det ydre. At ændre folks udseende. Om det så var hår, make-up, tøj - hvad som helst, der kunne udtrykke en personlighed. Hun fandt det fascinerende, at være i stand til at få det ydre til at matche det indre. Hele konceptet havde påvirket hende så meget igennem hendes opvækst, at hun umuligt kunne se, hvordan hun kunne leve af noget andet, når der var en ting allerede, hun elskede så højt. Hun vidste, det ikke ville gøre hende til en millionær, men måske, en dag, ville hun blive en berømt stylist … Ha … Det ville aldrig ske, men det var morsomt at drømme om.
Hvis hendes far kendte hendes motivation bag karrierevalget, ville han være skuffet over hende. 'Hans lille pige' skulle ikke være 'sådan en.' Hun skulle ikke gå og udgive sig for at være en anden eller klæde sig ud som en mand … Det var grunden til, at Megan beskyttede hemmeligheden så godt, som hun gjorde. Hendes far ville ikke kunne bære, at høre, hans datter var en særling …
Megan var dog lidt overrasket over kvindens reaktion. Hun så ikke ud som om hun brød sig om tanken. Men hun gik hurtigt videre og Rae valgte også blot at lade det ligge.

Megan bed sig i læben; spændt for at høre om de kvinder, hun omtalte. Pludselig var det som om hun glemte at trække vejret. Kvinden, Abira, kendte hendes mor? Megan spærrede øjnene op og hjertet sad i halsen på hende. Koppen var ved at glide ud af hendes hånd og hun satte den hurtigt. Hun foldede hænderne i skødet og så ud af vinduet. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og det tog en lille evighed for hende at få sig selv under kontrol. De brune øjne flakkede. Hun havde ikke arvet hendes mors grønne øjne, men hvis man så godt efter kunne de da ind imellem have lidt grønt skær.
Hun tog en dyb indånding og så så Abira direkte i øjnene. Hun lænede sig lidt frem over bordet. Hun lagde albuerne på bordet og følte sig pludselig utroligt lille.
"Hvordan … var hun? … Hvad var hun?" Hendes øjne var glasagtige og chokket havde ramt hende så dybt, at hun var tæt på at græde. Hendes stemme rystede og knækkede, da hun fortsatte. "Min far ville aldrig fortælle om hende … Men jeg ved, hun var … anderledes … " Hun troede ikke et øjeblik at Abira løj for hende. Hvordan skulle hun ellers vide, at Megans mor havde forladt hende og hendes far? Hun knyttede de rystende hænder. Spørgsmålene rendte igennem hendes hoved; Hvorfor havde hendes mor forladt hende med sin far? Hvorfor var de overhoved gået fra hinanden? Hvor var hendes mor nu?
Da hun var yngre havde hun lavet en teori om, at det havde skyldtes, hendes far ikke vidste, hendes mor var overjordisk, da de fik Megan … Men det gav ikke rigtig et svar på, hvorfor hun havde ladt sin datter tilbage! Og aldrig var kommet efter hende igen.
Det måtte være derfor, hun ikke følte sig malplaceret i Abiras nærvær. Fordi hun ikke var et menneske. Det kunne hun ikke være, kunne hun? Når hun kendte hendes mor … og vidste, at det var hendes mor, uden at kende hende …
En tåre gled over hendes kind, men hun tørrede den så hurtigt væk fra kinden, at det ligeså godt kunne have været et synsbedrag. Hun snøftede kort og hendes blik flyttede sig ikke ét øjeblik fra Abira. Hun plejede ellers ikke at være god til øjenkontakt, men samtalen havde pludselig taget en drejning, hvor en eller anden kontakt føltes nødvendigt - ellers ville det måske sige 'puf' og så var kvinden væk …

Det lille kræs hjerte som baskede af sted, gjord hende ilde til mode. Hvor hun dog inderligt fortrød, at ordene var røget ud, som vand i en flodbølge. Den måde Megan lænede sig ind mod bordet og hende, fik andre tanker til at dukke frem. Den aften, hvor det regnede voldsomt, og Bruce og Dina var ude i byen, og hun var sat på barnepige jobbet, som Bruce for resten ikke var særlig meget for. Hun erindrede den aften, som var det i går. Megan sad foran hende, som hun gjord nu. Interessen i de små brune øjne, og de stikkende røde læber fremtrak imod hende. Tikkende, med hundehvalp øjne, bedte hun hende om at fortælle om de underjordiske væsner. Pigen, på knap 4 år. En pige, som forstod mere end et barn på 4 år skulle kunne. Megan vandt så den aften. Eller faktisk alle de aftener, de var sammen. Deres lille hemmelighed. Hun fortalte barnet alt hvad hun vidste, trods hendes menneskelige skikkelse dengang. Men et emne undgik hun dog, Dinas væsen. Men på det tidspunkt var der jo ingen i familien der vidste noget.

Abira rømmede sig, da hun var svømmet væk i minder. Hun hørte Megan’s stemme, og sukkede lydløst over spørgsmålet. Var det, det der havde plaget pigen året igennem? Ville hun da ikke vide hvor hendes mor var henne? – Men Abira kom hurtigt i tanke om, at hun selv havde besvaret det spørgsmål for par minutter siden. Hun lod Megan stille de spørgsmål hun havde på hjertet, inden hun selv gik i gang med at formulere sætningen i hovedet. Hvad ville lyde mindst .. sørgeligt?

”Rae” startede hun ud med, da hun så det ene tårer trille og hvor hurtigt det forsvandt. Hun lænede sig ind imod Megan og satte forsigtigt sine kolde hænder imod pigens varme, og hun lod sine mørke øje hvile sig på hendes kraftig brune nogen. Det var rigtigt, at hun ikke havde sin mors grønne øjne, men hvis man så længe i dem, så vil man kunne se en lille grøn skær. Dinas skær. ”Din mor var et vidunderligt væsen. Hun var så godtroende at der burde være en grænse” smilede hun fjernt, som om hun genlevede de gamle dage. ”Vi, og par andre kvinder, havde mange stunder sammen. Hun var noget særligt.. en særling, som din far så fandt ud af” hun hostede lidt. ”Men misforstå mig ikke, når jeg siger dette her, men grunden til, at dine forældre ikke kunne sammen, var fordi, at din far ikke kunne acceptere, hvad din mors sande’ jeg’ var” dette her var starten på en lang historie. Dette her var det kapitel Megan manglede, og som Abira havde pligt til at udfylde, nu da den tyranniske far ikke gad. Om han så stak et helligt svær igennem hende, vil hun ikke standse. Megan havde krav på dette her.

Megan måtte allerede nu havde regnet ud, at Abira ikke var et menneske. For Abira så ikke ud til at være ældre en de 20, og forældrene var sikkert en del ældre end hende, så der måtte være et eller underligt over, at hun ikke havde fået rynker eller noget. ”Men hvad for et væsen hun var, spørger du?” Abira trak sine hænder til sig og lænede sig tilbage. Hun kiggede dybt inde i Megans øjne. ”Se, min egen, dette her skal du nok høre alt om. Den rigtige grund til at din mor forlod jer. Din fars sande ansigt og hvor du egentlig rigtig stammer fra og mange, mange andre gemte hemmeligheder. Men det kræver en ting.." sluttede hun af med og legede med sit tomme glas.

Efter et par minutter var fløjet, og Megan havde spurgt, hvad, vil hun se på hende.

"Du skal med mig til Norge...."

Megan var faktisk ikke så ked af, at vide, Abira ikke kendte hendes mors location. Det gjorde ikke noget. Hun var overbevist om, at hendes mor ville finde hende - før eller senere … Når hun ville. Hun kunne se hvordan kvinden tydeligvis var ligeså påvirket som Megan selv. Hun huskede stadig ikke, at hun nogensinde havde kendt denne mørkhårede kvinde, men … Hun følte en underlig forbindelse til hende. Hvis hun havde vidst, hvordan Abira tænkte om hendes far, havde hun sikkert forsøgt at forsvare ham. Han havde været en god far for hende… Også selvom hun var meget bange for at afsløre sine hemmeligheder for ham, var han ikke en tyran. Det eneste, hun virkelig kunne være sur over, var, at han havde splittet deres familie ad.

Hun kunne næsten ikke få vejret, mens Abira fortalte hende om hendes mor. Hendes teori havde været rigtig. Men der var mange andre ting, hun havde brug for svar på. Så mange ting, at hun var ved at eksplodere af utålmodighed. Hun måtte have svar. Hun havde ventet på svar i flere år, og da de havde forladt Skotland for syv år siden, havde hun været sikker på, hun aldrig nogensinde ville få de svar, hun søgte; som om svarene lå gemt i Skotland og ikke kunne tages med ud derfra. Men hun havde taget fejl.
Men måske tog hun fejl om sin far. Det lød sådan, da kvinden snakkede om hans 'sande ansigt.' Hvor hun egentlig stammede fra? Skotland, selvfølgelig. Hun vidste, hun var født på et skotsk hospital … Men … Hun var skotte af hjerte og sind … Men det lød ikke som om hendes forældre var, sådan, som hun talte … Det kunne da ikke passe.
"Hvad som helst," sagde hun, da kvinden fortalte, at det blot krævede en ting. Men da hun fortalte, at hun skulle tage til Norge, hævede hun skeptisk det ene bryn. Hendes far ville slå hende ihjel, hvis han vidste hvorfor - selvfølgelig ikke bogstaveligt talt … men … Oh, hul i det, hun var voksen nu! Hun kunne endelig søge sine svar uden at skulle frygte, at få nedkastet hans vrede på sig!

Det, hun ønskede svar på, mest af alt, var faktisk, om hun var som sin mor … Om hun var en del af den smukke verden, hun havde hørt så meget om, og hun elskede af hele sit hjerte. Hun brændte efter at høre, at hun faktisk ikke blot var et lille, typisk menneske … Men på samme tid frygtede hun svaret, for der var aldrig sket noget for hende, der ikke ville ske for et almindeligt menneske; Bortset fra, at hun lagde mærke til ting, andre overså … Og så, at hun havde fået de eventyr fortalt siden sine tidlige barndomsår.
"Okay … " Hun begyndte at nikke og bed sig i læben. "Jeg vil have svar … Tak, Abi … " Kælenavnet fløj ud af hende som om det var, hvad kvindens navn virkelig var, og hun lagde slet ikke selv mærke til fejlen, hun begik. Hendes hænder rystede stadig svagt, men hun havde aldrig været så opsat på at fuldføre noget, som hun var i det øjeblik.
"Hvornår så du sidst min mor?" Der måtte have været en eller anden grund til, at Abira ikke længere havde nogen kontakt til hendes mor. Oh, gid de dog stadig holdt sammen. Alle hendes problemer; Tja, alle de, der havde nogen betydning ville være afklaret og ude af hendes liv, hvis hun dog bare kunne snakke med sin mor igen.

Pedantisk havde hun set på Megan. Bare en lille bevægelse fra menneskets side, så var hun klar til et stort nej. Men nej, det var ikke det hun fik. I stedet fik hun et svar, som havde været formindsket i hendes lille hoved. Selvfølgelig brændte hun for at finde svar, hvem gjord ikke det? Men nogle gange, så var det måske bedst, at det forblev en hemmelighed, for hvorfor var det mon en hemmelighed til at begynde med? Måske for at blive skånet for al det ondskab der fandtes bag ordet, hemmelighed. Det var jo ikke altid, at det var lige godt. Abira smilede over sin tankegang, ondskab. Det var fyldt i hende, men hun beherskede det og brugte det kun, når det virkelig galt. Belial havde trods alt sat sine klør i hende.

Smilet falmede idet hun sagde Abi. Af hun ingen ting kendte til, så var hun god til at ramme plet, Megan altså. – Hun lænede sig halvt imod bordet og kiggede sorgmodigt på Megan. Hun vidste efter alt ikke hvad der ventede hende, for det var ikke alt sukker og honning. ”Perfekt” sagde Abira efter et stund og trak sig tilbage. Smilet kom frem igen og de mørke øjne hvilede på pigens kinder, som var der et svar gemt der. Men næ, alt var skam bare erindringer, om den fortid, som nu lå bag dem. De kinder, som hun gang på gang havde ladet sine læber angribe. Smilet voksede, og det medførte en slags grimasse, som hurtigt blev tørret væk og erstattet med seriøse øjne, som pegede direkte på Megan. Hun havde lagt mærke til nervøsiteten hos pigen. Det var også helt naturligt, for sådan vil de fleste da også reagere og mere til. Megan var blot gået herind for varme og noget at drikke, og hun vil komme ud med et knust og vred hjerte. Ikke noget hun vil indrømme, men tanken var der. Noget skulle også være på plads. Abira var ingen Lady Luck, og dette her vil heller ikke blive en behagelig tur for Megan, selvom det måske sådan ud. Abira var forandret. Abira var ikke et menneske længere, og det vil så sige, de menneskelige følelser var gemt borte, og det var næsten umuligt at få dem frem igen.
Den meget spinkle stemme, i hendes ører, som tilhørte Megan kom frem. Abira sukkede lydløst og lænede sig nu helt tilbage. ”Dina” besluttede hun sig for at rette. Mor, det var hun, men Dina, det var hendes navn.

”I Norge sammen med Valentin”

Hendes mor var i Norge … I Norge … Havde hun været der i alle de år? Havde hun gemt sig et sted i bjergene i en træhytte foran en kamin med et krus varm kakao i hånden? Ha! Megan kunne næsten se det for sig. Hendes mor havde været sådan et dejligt, afslappet me… nej, menneske havde hun ikke været. Men en dejlig person. Og det ville ikke overraske Megan, hvis hun havde en afslappet livsstil, selvom Dina nok havde for meget krudt i røven og for stor en vane for at ende i problemer, til at kunne holde sig i en bjerghytte. Det var nok ikke lige, hvad hun havde valgt …
En hjerteskærende tanke slog hende - for første gang; Havde hendes mor fundet en ny mand? En, af hendes egen slags? Havde hun fået flere børn? Børn, der lignede hende mere … der ikke var svage, skrøbelige mennesker. Megan snøftede, selvom hun ikke græd. Ville hun fortryde, hvad hun skulle til at gøre? Muligvis, men så måtte det være sådan.

Hun rejste sig fra stolen og lod kakaoen stå. Hun ville af sted med det samme. Alt andet kunne vente. Og hvad så, hvis hun gik glip af et par skole- og arbejdsdage.
"Hvordan kommer vi frem?" Selvom hun hentydede til kørsel, flyvning eller at sejle, forventede hun halvt om halvt at kvinden havde et eller andet trick oppe i ærmet. Noget, der kunne transportere dem af sted med det samme, måske. Eller et flyvende køretøj - kost, vinger … Arthur Weasleys flyvende bil - der kunne fragte dem igennem skyerne. Det hele var urealistisk, men efter, hvad der allerede var sket, følte hun ikke at der var ret meget, der var urealistisk længere.
Hun bøjede sig ned og greb sin taske, som hun hurtigt havde svunget over skulderen igen. Nogen ting raslede inde i den. Det var en sjælden ting at høre - den var normalt proppet til randen, så den ikke var i stand til at rasle. Men de tre, små julegaver dernede fyldte det rene intet.
Hun havde vist pludselig fået for vane at stille lidt hurtige spørgsmål. Abira ville vel have ventet at høre et; hvornår tager vi af sted, men det havde den rødhårede pige allerede besluttet.
Hun stivnede meget pludseligt. Det var som om det, der havde slået hendes tanker i gang, samtidig havde bremset dem. Hun satte hånden på stolens ryglæn, for ikke at lade sine knæ svigte, da hun så Abi i øjnene med en stålsathed der ellers karakteriserede Robert mere end Megan.
"Og hvem er Valentin?" Hendes bryst gjorde ondt. Hendes hjerte føltes som om nogen stak små nåle og glasskår i det. Små, smertefulde stik. Et øjeblik blev hun bange for, at hun ville besvime. Hun havde haft hjerteproblemer siden hun nåede otteårsalderen - symptomerne på det, hun havde, plejede at vise sig tidligere … Men hendes tilfælde var heldigvis ikke særligt alvorligt.
Kunne det passe, at hendes mor havde skabt sig en ny familie?

Uden at svare på de spørgsmål pigen havde, uden at se på hende og uden at høre efter, nikkede hun. Hun vil bare berolige Megan, men hun lod hende skyde alt det hun havde på hjertet. Troede hun virkelig, at de bare kunne tage af sted? For det første kunne Megan’s far dømme hende til at bortføre hans datter, selvom hvis hun benægtede det. For Abira var en djævel, altså ingen menneskeligtegn, så det vil være ti gange værre hvis et menneske begyndte at klage. For Abira fandtes ikke. Hendes hjerte slog roligt og hun trak vejret irriteret. Frustrationen kunne hørs på Megan og det irriterede hende en del, men det var ikke noget der kunne ses. Hun trak stolen tilbage og så nu for første gang i lang tid på Megan. Megan ville kunne se nogle blodsprængte øjne, og ikke de mørke øjne, der før havde set på hende. Om Abira græd eller ej, var skam ikke til at beskue. Blot var hendes øjne lige med et blodsprængte og hun prøvede aldeles ikke at lægge skjul på det.
”Megan” sagde hun stille, så Megan lige kunne høre det knap. Hun rejste sig op, og først nu ville man kunne se hvad Abira havde på. Hun havde stramme mørkeblå jeans, så kan kunne se hendes lange tynde ben. En striktrøje med bogstavet Y og ikke mere. Faktisk så det normalt ud, det hun havde på, men der var skam også sat tanker bag værket. – Men hun forsatte så over til Megan og rettede pigen op så de stod overfor hinanden. Abira’s hænder vil være placeret imod begge Mgenas skuldre og hun vil kigge direkte imod pigens øjne. ”Rolig” og med det ord vil Abira akavet kramme hende, som om hun ikke var vant til at kramme, og det var hun just ikke, så derfor vil det føles forkert. Kort stykke tid efter, vil hun trække sig væk fra Megan. Hun vil bøje sig ned og fjerne posen fra pigen.

”Lad os tage det stille og roligt. Ingen grund til at haste, da det kun vil stresse os” sagde hun klogt og kørte en hånd på pigens ene kind. Abira trak lidt på smilet båndet, mens hendes hånd bevægede sig ned til Megan’s hage. Hun vil på den måde løfte Megan’s hoved op. ”Der er mange småting vi først skal have ordnet før vi kan tage af sted, min pige” hun vil derefter give slip på hendes hage og træde helt væk fra Megan og over til sin plads. ”Men drik nu din kakao færdig” smilede Abira, som om der intet var hændt. ”For resten er Valentin din mors ulv” sagde hun og lag hovedet på skrå, så det korte pandehår skjulte hendes ene øje. De blodsprængte øjne var nu væk, og hendes naturlige mørke var tilbage. ”Men drik, mit barn. Så kan vi tage det stille og roligt” Abira rettede sig op og lag albuerne på bordet og kiggede nysgerrigt på Megan. Hun forstod hende vel godt, at hun reagerede på den måde, da det jo for fanden var hendes mor. Men det hun ikke forstod, var, at hun ikke havde prøvet at lede efter Dina eller omvendt? Meget forstod Abira, men denne her familie havde en del, som kun de forstod.

”Men sig mig, din far, Bruce, hvordan er han? Snakker i tit om Dina eller er det helst noget han vil glemme? Og har han fortalt hvad for et væsen Dina er?” Spørgsmålet vil blive stillet efter Megan valgt at sætte sig, hvis ikke, så vil Abira blot betragte pigen uden at foretrække et mine.

Hun kunne ikke holde det ud! Megan var for hele hule helvede en voksen kvinde, og hun kunne fandme tage til Norge, når hun ville! Hvorfor skulle de vente? Hvorfor trække Megans pine ud? Og oveni købet at kalde Megan hendes barn hele tiden … Hun var næsten ved at blive vred, men hun var ude af stand til at vise det. Hun havde ikke regnet med at Abi ville kramme hende, men hun lagde dog armene om hende uden at tøve eller føle sig akavet til mode. Men hun skal djævlen så snart hun forsøgte at trække sig væk.
Hun sukkede blot tungt og rystede på hovedet, men satte sig ned. Hun var lettet over at høre, at Valentin var en ulv; og dog, var han animagus eller varulv? Blev han blot brugt som kæledyr, eller havde han en særlig plads?

Hun tog fat om kakaokoppen og førte den op til sine læber. Hvorfor ville Abi dog høre om hende far? Hun tænkte kort, men det gav mening. Abi måtte også have et par huller i historien. Hun kunne umuligt vide alt om, hvad der var sket den gang. Det skulle Megan selvfølgelig ikke forvente, blot fordi kvinden havde kendt hendes mor for fjorten år siden … Men da hun spurgte, om Bruce havde fortalt, hvad Dina var, rynkede hun brynene. Hvad regnede djævlen med? Hun havde allerede selv spurgt Abi, hvad hendes mor var, så det var vel klart, at hun ikke allerede vidste det.
"Min far er altid blevet vred, når jeg nævnte mor … " Hun slap koppen og trak ærmerne ned over hænderne igen med et svagt suk. "Han er god nok - virkelig. Han har taget sig godt af mig … " Hun gled langsomt længere ned i stolen, mens hun tænkte på alle de hemmeligheder, hun havde holdt for ham. Hun havde ikke gjort hans liv særligt nemt; men det var heller ikke et barns job. Men hun kunne have gjort det lettere for dem begge … Hvis hun havde holdt mund om hendes mor, havde de sikkert begge to kommet videre med deres liv meget hurtigere.
"Han fortalte mig godnathistorier om sære væsener, da jeg var lille. Men aldrig om mor. Aldrig direkte i hvert fald." Men hun havde set hvordan hans fars blik var blevet fjernt, når han havde fortalt om nogen bestemte ting. Hvordan han ind imellem meget pludseligt stoppede historierne og sagde, at nu var det på tide, hun lagde sig til at sove … Hun huskede ikke passagerne, hvorved disse ting var sket, men hun så alligevel sin fars blik tydeligt for sig.
"Jeg er ikke sikker på, om han savnede hende eller afskyede hende … Men han er vist meget glad for, jeg ikke husker hende … " Hendes stemme knækkede kort. Hun havde set Abis blodsprængte øjne, og selvom djævlens øjne nu var almindelige igen, følte hun alligevel at Abi smittede og at hun selv ville begynde at græde hvert øjeblik det skulle være. Men hun holdt sig selv i kort snor.
"Hvorfor kan vi ikke tage af sted med det samme?" Hun gned hænderne - eller rettere ærmerne - kejtet imod hinanden. Hendes bevægelser var stive og kantede. Hun var bestemt ikke elegant at se på. Hvor andre pigers bevægelser til tider lignede en ballerinas glidende bevægelser, så hun mere ud til at danse 'robotten'.

Hun nikkede tilfreds med sig selv, da Megan valgte at blive. Hun måtte indrømme, at hun lige havde troet, at Megan bare rendte væk fra det hele. Selvfølgelig var der svært det hele, det kunne hun godt sætte sig i, men man måtte beherske sig og tage et skridt af gangen. Tænk hvis man i sidste ende ønskede, at man ikke havde gjort dette her? Hun kunne se, at et kæmpe spørgsmålstegn var formet over Megans hoved, men hun lod spørgsmålstegnet forblive der, da hun manglede andre huller at fylde ud først. Nogle huller, som hun måtte indrømme var en del vigtigere. Tankerne blev skubbet ud, da Megan begyndte at fortælle hende noget om hendes far, som hun havde bedt om. Det overraskede hende egentlig ikke, det hun sagde.

Hendes mørke øjne fulgte Megans bevægelse med koppen og nikkede kort. Selvfølgelig var han god nok, men Abira hadede ham kun for en grund, og det var, at han behandlede alle omkring ham skidt. Altså andre væsner. Man kunne faktisk kalde det racisme. Det var jo derfor Dina i det hele taget var flygtet. Hun kunne ikke holde det ud længere, selv hendes lille datter kunne heller ikke få hende til at blive. Presset var al for stor. ”Selvfølgelig tager han sig godt af dig, du er han prinsesse” sagde Abira og smilede syret.

”Indtil den dag han indser, at du ikke er helt menneske” hun rømmede sig og lænede sig også tilbage. Et nervepindende øjeblik ramte hende, og hendes blodårer kom kort til syne og derefter forsvandt det. Hun rettede opmærksomheden tilbage til Megan, som igen var så fin at snakke. Hun elskede det måde, at Megan ikke var hemmelighedsfuld. Sådan irriterede hende ærligtalt. ”Jeg kan se. Han var nødt til at fortælle dig de historier, fordi jeg allerede havde fyldt dem i det hoved. Men din far, han tænkte så meget på dig, han finpustede det hele” Abira lænede sig imod bordet og klappede sine hænder sammen, som var det hun skulle til at bede. Hun så på Megan og smilede stille. ”Din far elsker dig virkelig, men når det kommer til Dina, så afskyr han hende, ja” Abira sukkede og lænede sig endnu engang tilbage. Da Megan spurgte hvornår de kunne tage af sted, så hun først på pigen. Ude af stand til at sige noget.

Smerten i hendes stemme var hård og Abira var i et kæmpe dilemma. Hun sukkede og løftede irriteret det ene øjenbryn op. ”Hvor du dog irriterer mig, Megan” hun rejste sig op og tog sin frakke i hånden. ”Kom. Vi tager af sted nu” sagde hun og trak stolen ind. ”Men først skal vi lige forbi mig, jeg skal hente nogle ting, da vi skal lave nogle stop inden vi møder din mor” hun smilede mildt til pigen. Selvfølgelig mente hun ikke at Megan irriterede hende, sådan rigtig. Men mere, at Megan kunne få hende til at gøre mange ting. Sådan havde hun altid været. Men det kunne hun selvfølgelig ikke huske..

Mens Abira talte, så Megan noget for sit indre blik. En fin, lille glasfigur af et menneskebarn. Den revnede og faldt fra hinanden i takt med Abis ord. Den lille glasfigur - om det så var et symbol på Megans syn på hendes far eller Bruces syn på Megan - kunne ikke fikses igen. Der var nogen hjerteskærende, virkelighedssmadrende, sindsforstyrrende brikker, der faldt på plads. For det første havde hun altid troet, at hendes far fortalte hende historierne, fordi han ikke havde ønsket, at Megan skulle være uvidende og fordi han ønskede, at hun skulle kende til langt større, smukkere ting i verden end menneskelivet - nu var hun ikke længere klar over intentionerne bag at "finpudse" Abi's historier. For det andet vidste hun, at hendes far sikkert ikke ville elske hende efter, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hendes næver lukkedes hårdt - god ting at de velholdte negle var så korte, at hun ikke kunne gøre skade på sine håndflader.
Billederne, der dansede i hovedet på hende, var svære at skubbe væk, og den éne tanke, der holdt alt andet tilbage var; "Hvad er jeg så?" Dette sagde hun dog ikke højt. Hun skulle nok få sine svar. En teori om, at hendes far havde fundet en måde, at lukke hendes fulde potentiale inde, tog form i hendes hoved. Men hvordan skulle han kunne det? I hendes hoved lød den meget forsimplede formulering at "magi kun ville kunne forsegles med magi." Selvom hun selvfølgelig ikke vidste en hujende fis om den slags. Det ville bare give mere mening.

Megan var et meget direkte menneske - eller hvad hun nu end skulle vise sig at være. Hun havde tit ønsket, at være mere mystisk, fordi hun havde en fornemmelse af, at hendes mor havde været sådan. Sådan en tiltrækkende, mystisk skønhed, der kunne få alles øjne rettet imod sig, blot ved at gå forbi dem. En kvinde, med en mørk, slående aura. Men Megans syn på hendes mor var jo kun, hvad hun havde kunnet tænke sig til.
Hun bed sig i læben, da Abi sagde, hun blev irriteret af Megan. Hendes næver knyttede sig yderligere og hun mumlede et halvkvalt; "undskyld." Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle reagere på Abi. Den sorthårede kvinde virkede så selvsikker og viljestærk. Og dog så beskyttende. Det var sikkert sådan, en mor burde være … Hun smed pludselig alle sine forventninger om, at hendes mor skulle være en mystisk bjergtager, og håbede i stedet at få en mor, der … tja, føltes som en mor.
Hun smilede varmt til djævlen, da hun rejste sig og sagde, at de kunne gå nu. Hun rejste sig øjeblikkeligt og tog endnu engang rygsækken over skulderen.
"Selvfølgelig!" Hun strøg en løs tot hår om bag øret og smilede skævt. Hun havde lyst til at kramme Abi, som hun lige havde krammet Megan selv … Så snart tanken var tænkt, kunne hun ikke lade være. Hun lagde armene om halsen på djævlen og holdt sig ind til hende, som var hun et lille barn igen.
"Tak … Tusind tak. " Hun ville aldrig være i stand til, at fortælle Abi, hvor meget det hele betød for hende.

Jagten var sat ind. Han vidste hun var her, men han vidste ikke hvor.
Nej, han vidste ikke hvor hans kære søster var, Abatu vidste blot at hun var i love, og han ville finde hende.

Abatu rejste gennem skyggerne i Terre's gader. Byen, Iglen sagde lå tættest på den strand hvor han havde kæmpet mod hende, og slået hende ihjel. Problemet var bare; hun var ikke død. Nogen havde reddet hende, hvem det var, var ligegyldigt. Artanis Hughes skulle bare findes.

Han kom forbi en cafe i gaderne. Derinde sad der to personer, den ene var tydeligvis ikke noget menneske. Hendes aura afgav ikke tegn på den typiske svage energi der gennemgik mennesket. Derimod var der kraftige hint af både magiske kræfter og...
Et smil bredte sig over hans ikke-eksisterende ansigt. Hun var en djævel. Stanken af flere sjæle i én krop var umiskendelig. Djævlene var blot en billig efterligning af dæmonerne. Sådan var hans mening i hvert fald.

Med et lille vrid af hans sind, dukkede Abatu op i skyggerne inde i caféen. Eller rettere sagt, han blev ét med skyggerne derinde.

Skyggerne strakte sig langsomt og næsten usynligt ud mod den rødhårede af de to; Mennesket.
Han omfavnede hende i sin energi, og tvang hans indflydelse over hende.

Som en hvisken, lige uden for hørevidde, men stadig tydelig nok til at kunne forstås, lød der for menneskekvinden en lille kimen af klokker, som for at fange hendes opmærksomhed.
Kort efter kom orderne, Abatus ord. Det flød ind i hendes sind som vand gennem en slange, rolige og bløde. Ingen grund til panik.

Han sagde.

"I denne by bor der en person, en kvinde. Jeg leder efter en kvinde med sort hår, lav statur og irisser der er røde som blod. Fortæl mig hvor hun er."

Selvom ordene var søde som honning, så var kommendoen bag dem umiskendelig, selvom den ikke umiddelbart ville kunne spores.



//Det er ikke uden grund at jeg gør det her. Det vil løbe op i noget større senere hen :) Og det er kun Megan der kan hører ham.//

Hvor hun dog inderligt havde i tankerne at kærtegne pigen med sine blotte hænder. For tankerne som foregik i Megans hoved var nærmest til at føle. I denne her verden havde umenneskelige kræfter været på spil. Den ene forbandelse blev kastet efter den anden, og det var ikke altid, at forbandelserne ramte de rigtige. Denne her verden var ved at udvikler sig til, at forbandelserne skulle ramme de uskyldige. Dem som gerne vil leve i harmoni med alle og alt. Men magterne over dem satte selvfølgelig et stop for det. De kunne jo direkte sige, at intet levende væsen skulle have et fredeligt liv. Spørgsmålet var nu, om der overhoved fandtes børn som stadigvæk levede i harmoni? Børn som ikke havde menneskelige gener? Børn som rent faktisk kendte til den virkelig verden? Og for resten, hvor mange børn havde både en mor og en far? Stadigvæk ikke menneskelige gener.. nemlig.. ingen.
Abira løftede hovedet og så forbi Megan for et kort sekund. Mens blikket så rundt, som var der noget interessant, var tankerne fuldt i gang. Var det nu en god ide at tage Megan med? Hvorfor kunne hun ikke bevare sin mund? Hvorfor skulle hun dog stikke sin næse ind i noget, som tydeligvis ikke vedkom hende?
Øjnene blev fjernet fra alt andet og fokuseret på Megan, som lige havde undskyld. Abira gik over til hende. Hun tog pigens hænder. ”Du skal ikke undskylde, mit barn. Virkelig” sagde hun og kyssede hendes hænder. Og pludselig fik hun et flashback.

Et barn, som ikke så ældre ud ind de tre stod og græd ved et hegn. En rødhåret kvinde stod lænet over pigen og kunne ikke lade være med at grine, selvom barnet græd. Abira havde løbet over til dem og set ned på barnet, som havde ligget i sin moders skød. ”Hvad er der hent?” havde Abira spurgt og satte sig ved hug ved kvindens side. Kvinden, som tydeligvis var Dina havde set på hende med klarer øjne. ”Hun blev bange da jeg viste hende, at jeg kunne trylle lidt” grinede kvinden og havde smukke tænder, som fik enhver hjerte til at bange. Abira smilede og kiggede ned på den lille pige, som var Megan. Hun gemte sig i sin mors bryst og græd sit lille hjerte ud. Dina tog Megans knyttede næver og kyssede dem mildt. Det eneste Abira gjord var at lægge hånden over Dinas skulder og smile. ”Hun er så køn, min egen” sagde Abira og gav et halvt kram til Dina. Dina smilede fornøjet og puffede venskabeligt til Abira ”Smut med dig inden jeg begynder at vræle” havde Dina afsluttet med. Den dag havde Abira følt, at hun manglede en del i sit liv. For første gang i lang tid havde hun følt sig forladt.. helt alene.

Hun blev overrasket over at finde Megan på sig. Hun grinede stille og lag armene over pigen. Denne her gang føltes det ikke spor akavet eller forkert. ”Smut med dig inden jeg begynder at vræle” sagde hun og puffede pigen væk. ”Og det var så lidt” hun blinkede og blev hurtigt opmærksom på noget. ”Skat, vent her lige i to minutter. Jeg skal lige lave et opkald også kan vi tage afsted” havde Abira sagt og lod en hånd glide på Megans kind idet hun placerede pigen.

”Hello?” lød det igennem røret. Abira befandt sig bag i butikken hvor der var en mønttelefon, den eneste mønttelefon i mile omkreds. ”Dina?” sagde Abira og følte med et, at hun havde en knude siddende i maven. ”Abira. Så er det afsat?” lød Dinas stemme i røret. ”Ja, vi kommer om ik’ så længe” sukkede Abira og bed sig på underlæben. ”Og…” sagde Dina med Abira afbrød hende. ”Nej! Hun ved det ikke, synes selv du skulle fortælle hende det”
Også sluttede samtalen. Abira havde rettet på sin frakke og fandt sit smil frem igen.

//Interessant. Men du da altid velkommen//

Så snart Abira havde sluppet hende og gik ud for at ringe, satte hun sig ned på stolen igen med et bump. Hun følte sig svimmel og det var som om noget var grueligt galt. Som om noget vendte sig i hende. Noget fremmed, der maste sig ind igennem hendes hud, selvom der ikke var plads til det - hvad det så end var. Hun følte en trykken for brystet. Hun var ikke sikker på, om hun var ved at blive syg eller om det kunne være noget andet. Men hvad?
Hun begyndte febrilsk at stryge ned over sine arme, som for at få rystet myre af sig. Var hun paranoid, eller hørte hun virkelig … Jo, fandme jo, hun hørte en stemme inde i sit hoved. Det var ikke sygdom. Et udbrud af galskab kunne ikke komme så pludseligt. Hun følte sig rastløs og måtte tage hænderne op til hovedet, fordi hun inderligt håbede, hun kunne få stemmen til at stoppe.

"Hvad fanden … Jeg kender hende ikke." Skrækkeligt. Skulle hun nu plages af den slags, lige efter hun havde fået kontakt til den overnaturlige verden igen? Skulle hun virkelig pines på den måde? Det var da latterligt af - hvem det nu end var - at tro, hun kendte sådan en person … 'Fortæl mig, hvor hun er' … Ha!
Hun var rasende. Hvordan kunne nogen dog finde på at trænge sig ind i hendes allermest private - hendes tanker - på grund af en ting, de blot gættede sig til, at hun vidste.
Hun tog nogen lange, dybe indåndinger og så rundt, for at finde ud af, hvor dette kom fra. Men, som hun havde forventet, var der intet at se. Hun anede ikke, hvem der kunne påvirke hende så voldeligt. Folk snakkede livligt omkring hende og ingen havde lagt mærke til hendes pludselige, voldsomme udbrud eller hendes mærkelige opførsel.

Skræmt, som havde hun set et spøgelse, rejste hun sig, trak tasken over skulderen - den var gledet ned, da hun havde sat sig - og skyndte sig ud af døren for, efter Abira. Hun vidste godt, Abira var i gang med at tale i telefon, og hun hørte heller ikke noget af samtalen, før hun meget pludseligt havde slynget armene om livet af hende med det barnligste udtryk, hun havde haft i årevis.
Kunne det virkelig passe, at overnaturlige væsener var så selviske og tænkte så kortsigtet, at de blot ville rode i en tilfældig persons sind og skræmme hud og hår af dem. De brune øjne flakkede op imod Abiras. Det gik pludselig op for hende, at hun faktisk var lidt højere end den mørkhårede, men hun bøjede i knæene, så hun nu var lavere end hende. Om det var de højsålede plateauskos skyld, eller om hun bare var høj, vidste hun ikke, og det var heller ikke vigtigt.
"Der er noget galt, " hviskede hun. Hun havde sluppet Abi så hurtigt, som hun havde slynget armene om hende og lænede sig op af mønttelefonen, og før hun vidste af det sad hun nede på jorden og så op på Abi derfra. Hendes blik var uskyldigt. Hun ville ikke afbryde Abis samtale, men da hun havde følt nogen trænge ind i sit sind, havde hun virkelig fået en "god forskrækkelse".
"Der var nogen … Noget … Jeg … " Hun plejede ikke, at have problemer med, at finde ordene, men pludselig sad hun og stammede usammenhængende og til sidst lukkede hun blot munden og så ned på sine egne hænder. Halvt om halvt forventede hun, at Abi ville vende rundt og give en eller anden en røvfuld - halvt om halvt regnede hun med, at hun blot ville få endnu en forskrækkelse, og høre den døde stemme i sit hoved igen.


// Hm ... Alright then. //

Et smil bredte sig over Abatus ikke-eksisterende mund, da han så kvindens forskrækkede reaktion. Hun mindede om en kat pludselig får vand kastet ned over sig. Skræmt og forfærdet samt, hvad man kan beskrive som, 'elendig'. Hvad der kun gjorde det endnu bedre var hendes hast med at komme ud af rummet og ind til den anden kvinde som kort før var gået ud bag i bygningen.

Han havde brug for de informationer, han havde brug for at vide hvor Artanis befandt sig. Men hvorfor ikke vente lidt, blive og lege? Det ville ikke skade at udskyde hans søgning ret meget. Han kunne jo også bare forsøge at få informationerne ud af den anden kvinde, den overnaturlige af de to.

Jo, tænkte han, lad os lege lidt!

Han rejste gennem skyggerne i befandt sig kort efter bag ved den sorthårede af de to kvinder, ca to meter bag hende, stadig gemt i skyggerne.

Han kunne se den rødhårede sidde på gulvet foran den anden. Hun kiggede på sine hænder somom hun forventede at der pludselig ville dukke huller op som i Kristus hænder. En latterlig tanke. Han grinede indvendig, hun så sjov ud. Det var sjovt at få folk til at opfører sig sådan. Se hvordan de var når de er svagest, se hvordan de reagerer på noget de ikke med det samme kan bevise, se hvem de virkelig er.

Abatu valgte at han ville til at 'lege' lidt, så han strakte hans sanser ud og lod deres 'kolde' og 'slimede' slyngtråde løbe ned over de to kvinder. Det ville føltes som en stor ål der snog' sig om dem. Våd, slimet, glat og kold.
Med et lille puls af kraft, lod han dem begge hører lyden af kimende klokker i afstanden.
Det holdt dig ikke ved. Efter ~10 sekunder holdt han op. Det var på tide at få svar.

Han antog sin fysiske form igen. Brun stetson hat der lagde hans ansigt i skygger så det ikke kunne ses, og en lang trenchcoat der dækkede resten af hans krop inklusive fødder.
Han stod med hænderne i lommerne, og de to små orange lys der var det eneste der indikerede at han havde et ansigt.

"Goddag de damer." Sagde han uden at bevæge sig det mindste. Han stod blot der, to meter væk fra dem med hænderne i lommen og kiggede på dem.

Hun havde langt mønttelefonen væk og hvilede nu sin pande imod kassen, som mønttelefonen befandt sig på. Hendes mørke øjne var lukket for et stund og blikket var vendt indad. Hun havde rodet sig ind i noget, som hun ikke ville kunne behandle. Selvom Megan fandt sin mor, selvom Dina tog imod Megan, selvom det hele vil blive lykkeligt, så var der altid en, som ikke vil have det skulle ske. Og han var desværre en hidsigprop når han hørte hendes navn. Han så rødt. Bare den måde han havde behandlet hende på gennem tiderne.. Det var så grusomt, at et menneske havde valgt den nemme løsning i livet. Stukket af. Blandet sig udenom. Være lige glad.
Men til den forbandede djævel hun nu engang var, lod hun ikke den amme mand være. Hun gjord blot tingene værre ved at træde ind i hans lune bo og tage hans elskede barn til sig. Forelskede sig i barnet. Knyttede sådan et nær forhold til væsnet, at det i sidste ende var for sent at flygte langt væk og være lige glad. Men i sidste ende måtte det jo gå galt. Den person, som havde holdt Bruce nede var ingen andre end Megan selv. Megan voksede og glemte stille og roligt sin ven. Sin Abi. Pigen havde altid vagt et eller andet hver gang hun havde gået forbi Abira. Bare det væsen hun var, fik hendes dengang skrøbelig hjerte til at banke af løst.
Men mørket sænkede sig selvfølgelig for dem alle. Abira forlod dem, Megan og Bruce. Hun havde givet Bruce ret. Megan skulle leve med ham ikke et monster. Og hun havde forladt stedet. Omgående den aften. Ikke et ord til Megan. Ikke engang et farvel. Hvor hun helhjertet fortryder det. Blot at kunne erindre sådan noget er en forbandelse, men tænk på hvis du er den eneste der kunne erindre det?

Tanken blev skubbet væk fra hende, da en person pludselig havde slyngede sig om hende. Abira smilede fornøjet, da hun drejede sig om og så det var Megan. Smilet blev dog tabt, da hun så Megan’s ansigtsudtryk. Hvad havde skræmt pigen sådan? ”Kæreste dog!” sagde hun en anelse for højt og holdte pigen med et stramt greb om hendes arme. Så tynd hun var bleven gennem årerne. – Abira fulgte hendes bevægelser og gik med hende ned, så hun sad på hug foran pigen, men dog stadig med hænderne på hendes skuldre. Hun kiggede forvirret på piges brune øjne, som hun stadig genkendte. Men ikke med denne her udtryk. Hun kunne høre pigens hjerte slog og hun blev med et vred. Hun så ned på Megan’s hænder, som hun åbenbart valgte at stirre på.

- Pludselig kunne hun mærke noget kraftigt. Magi. Hun rejste sig op. Meget langsomt og dramatisk. Hun vendte sig ikke om, men blot nedstirrede mønttelefonen. ”Megan..” sagde hun og havde bøjet sig ned til hende. Hun havde mærket det hele. Ikke rart måtte hun indrømme. Og hvordan mon Megan havde mærket det? Hun var trods alt stadig et skrøbeligt væsen. – Abira lagede sine hænder på pigens ene kind og kiggede hende sørgmodigt i øjnene. ”Bare rolig. Det va…” hun blev afbrudt. Af en mandlig stemme. Det lød ikke som om at han var tæt på, så hun blev lidt i tvivl om det hele foregik op i hendes hoved. Men da hun rejste sig op og vendte sig om, så hun ham. Væsnet. Hun trak på sine ben og begyndte at gå imod ham. Vredt. Rasende. Ingen skulle nogensinde nærme sig Megan især når hun var til stede. Hun stoppede op foran manden med kun få centimeter i mellem dem. Hans ansigt var utydelig og han stank lang fra et fredeligt væsen. Hun kunne se på ham at det havde moret ham. ”De skal være glad for, at vi er omgivet af mennesker” snerrede hun gennem tænderne og kiggede ned på hans kluns. ”Og jeg kan se at De prøver at tiltrække folks opmærksomhed, dæmon”. Et af de få væsner hun ikke kunne fordøje lige i øjeblikket. De følte sig åbenbart hævet over djævle, men det sande monster var skam djævlene. I hendes øjne var dæmonerne blot en formidling da de ikke nærmede sig deres styrker.

- ”Og…” begyndte hun igen og denne gang med en stærk undertone, ”Aldrig trang Dem ind i et menneskeligt sind. De ved ikke hvordan De ædelægger de væsner. Og pigen der,” hun kiggede imod Megan og vendte blikket imod manden igen, ”har ikke gjort Dem noget. Hvis De er ude efter informationer eller andre sager, så beder jeg Dem at søge hjælp et sted, som ikke er her” med de ord stod hun og tog imod hans. Om han vil sige noget var ikke hendes bekymring. Hendes bekymring lå hos Megan. Følelsen af at have et væsen i sine tanker var ubehageligt for Abira, men for Megan måtte det være mere end det. Hun mærkede stadigvæk den slimende og kolde fornemmelse. Som var det en slange, der havde snoet sig inde i hendes sind.

// Out.