Café plaisir.

Emnet er forbeholdt til Matteo Ettore.


Solen skinnede som var det Florida. Og stemningen var som i Amsterdam. Sommeren var langt om længe kommet fuldt ud til Di Morga. Der var blot få skyer på den blå himmel. Og byen Terre summede af liv. Et par bestemte høje hæle klikkede i en selvsikker rytme hen over fortovet. Et par bestemte høje hæle, der bar rundt på en bestemt dæmon. En ung kvinde på ydersiden. Hendes krop var rettet op til den perfekte vinkel, og hun holdt hovedet højt, som hun bevægede sig ned igennem den åbne gade. Der var ikke et eneste øjeblik, hvor hun ikke vaklede. Den ene blev uden problem sat foran den anden og gav hende et naturligt sving i hofterne, som hendes pencilskirt fik fremhævet en smule. Og for hvert skridt hun tog, flagrede hendes skulder lange hår. En gang i mellem kørte hun en hånd igennem det for at smide pandehåret til den rette side. Hun så vel ud til at høre meget godt til, men samtidig havde hun en lidt anden udstråling over sig end de mere almindelige beboere.

Som hun fortsatte ned ad gaden, søgte Royals mørkebrune øjne rundt fra butik til butik og fra person til person. Hun kunne sagtens mærke at dette ikke var Paris. Eller Bordeaux for den sags skyld. Men Terre havde nu sin egen personlige charme. Og det var forfriskende at omgås så stor en magisk ladning, som der syntes at ligge over hele Di Morga. Hun fortrød ikke at have taget af sted. Hun var sikker på, at hun nok skulle kunne falde godt til.
Med ét fangedes hendes næse lugten af noget så bekendt men samtidig ukendt. Det var duften af kaffe - ny brygget kaffe. Hun havde passeret andre af disse små caféer, og hun var blevet mødt af den samme duft flere gange. Men som en loyal te-drikker havde hendes instinkter ikke sat i gang. Det var først nu, at hun følte lysten. Hun kendte til god kaffe selvom hun ikke drak meget af det. Og hun havde stadig ikke smagt lokal Terre kaffe. Så hvorfor ikke tage chancen?

Royal nåede døren til caféen lige i tide til, at nogle andre var på vej ud af den. Hun blev mødt af typisk høflighed fra den ene af mændene, som holdt døren for hende. Og som hun trådte indenfor blev hun mødt af det airconditionfylde lokale. Borde og stole. Folk godt i gang med samtaler. Og lyden af en mælkeskummer kunne høres i baggrunden. Det var hyggeligt. Det var tilfredsstillende. Hun rystede svagt på hovedet for at lade håret falde som det skulle, inden hun igen med de selvsikre skridt gik op til disken. Lige forbi det der meget muligt var en kø, som havde hun ikke set den.
”En café latte, tak.” lød det fra hende, lige før hun hørte en rømme sig bag hende. Og da hun så sig over skulderen, blev hun mødt af et noget utilfreds blik fra en ældre mand. Hun så først forvirret ud og forstod ikke situationen.
”M’am, her er køkultur.” brummede han noget irritabel.
”Pardon?”
”Køkultur. Du kan ikke bare smutte ind foran os andre.” Der gik det op for hende, hvad hun havde gjort. Det lignede nærmest at en pære var blevet tændt over hendes hoved. Hun så lidt frem og tilbage. Mod manden, mod slutningen af køen og mod baristaen, hun havde forsøgt at bestille noget fra.
”Oh, det må De meget undskylde.” Hun smilede undskyldende og hurtigt fandt sin vej om på sin plads i køen. Hun sukkede lettet, og mens hun ventede, fiskede hun sin læbestift og et spejl op ad den sorte håndtaske, der dinglede fra hendes albueled. Spejlet blev åbnet op, kapslen blev taget fra læbestiften og neutrale lyserøde farve på hendes læber blev genopfisket. Og hurtigere end hun havde forventet, var det hendes tur.

”Hey. En café latte, tak.” sagde hun igen, denne gang direkte til den unge mand foran hende, og ikke bare ud i den frie luft, som havde hun praglet efter en taxa. ”Og.. jeg tænkte: Hvilken skal bønner bruger I her? Er det måske hjemmeristede?”

Der var gang i forretningen i dag. Caféen summede af samtaler. Lyden af stole der skiftes vis blev trukket rundt mod trægulvets overflade, var uendelig. Det samme var dørklokken, der bimlede så snart at nogen trådte ind over dørtærskelen. I baggrunden kunne man også ane, et lille barn der skreg sine ikke færdig udviklede lunger ud. Italieneren følte sig helt ør i hovedet. Han stod og stirrede fraværende frem for sig. Øjenlågene føltes tunge, kroppen var træt og skreg efter søvn. Han burde virkelig have lært det efterhånden. Lad vær med, at gå i byen dagen inden du skal arbejde – specielt hvis man har en kl. 7 morgenvagt. Men dæmonen var ikke specielt god til retningslinjer. Han gjorde mere eller mindre hvad der passede ham, hvilket var et stort problem for ejeren af denne hyggelige lille café. Den eneste grund til, at han ikke var blevet fyret var fordi at han kendte ejeren godt og fordi, at han var den bedste barista de havde. Nok var Matteo god til sit arbejde, men han hadede det. Hadet var på samme plan, som Robert Pattison hadede de der vampyr teenage film, som han spillede med i. Helt afsindigt højt.

Med de gyldenbrune øjne rettet mod scenariet foran ham, bedømte Matteo at han nok godt lige kunne nappe en hurtigt lille pause. Han svang rundt på sine slidte converse hæle og begav sig mod baglokalet. Der befandt sig ingen inde i det lille rum, hvilket var heldigt nok for dæmonen. Han gik dog målrettet og med bestemte skridt hen til blæseren, den hvide firkantet og meget klodset maskine, der stod på en disk ved siden af et lille tekøkken. Håndfladerne blev placeret fladt mod disken, som han lænede sig ned, så hans hoved kom på højde med den kolde luft, der livligt blæste op i hans mørke krøllede lokker. Kulden var rar og kærtegnede let hans brændende hud. De gyldenbrune øjne gled i, mens et nydende suk forlod hans fyldige læber. Nok var der aircondition ude i caféen. Men det var mere i gæsternes ende af caféen og ikke ved disken, hvor medarbejderne ellers stod og svedte deres hår på arme og ben af. Hold nu kæft, der var varmt!
Himmerige blev brat afbrudt. "Matt! Få din fede dovne røv ud i butikken igen! Der er altså kunder!" gjallede det fra en af de ældre medarbejdere, der lige var ankommet i baglokalet. Irritation brusede frem i dæmonen, der spændte i kæben. ”Må man ikke få bare fem fucking minutters pause, i det her lorte hul?” vrissede han irriteret. ”Tjep tjep Ettore!” gjallede den blonde og tudse lignende kælling atter, mens hun bestemt ignorerede hans mindre irriteret udbrud. Hun var vel efterhånden vant til hans yderst glade og positive attitude. Han var jo altid så glad for at være der.

Ked af, at han måtte forlade himmerige vendte han dog utilfredst tilbage til caféen. Øjnene gled straks mod et par kunder foran ham. Kvinden havde åbenbart snydt foran den ældre herre, der nu irettesatte hende. De mørke bryn blev hævet en anelse. Blikket gled ned over den unge kvinde. Hun kunne da rigtig gøre sig til. Læbestift og høje hæle. Hun var da en køn pige. Men Matteo fik hurtigt et billede af en snobbet jeg-er-bedre-end-dig-daddys-girl type associeret med hende. Et puf i ryggen fra kællingen fra tidligere, hev ham ud af sit tankespind. Med en hånd igennem det bløde hår, vraltede han med dovne skridt hen mod sin plads ved disken. Han lænede sine albuer mod diskens kølige overflade. Hovedet blev placeret mod hans håndflade. Som han blinkede trådte den mørkhårede unge kvinde frem mod ham. Great, han skulle ekspedere frøken ingen-køkultur. ”Hej. Hvad skulle det være, Frøken?” spurgte han i en aldeles høflig tone, der var smurt ind i falskhed. Han gjorde det med vilje. Hendes valg af kaffe var lige præcis hvad han havde gættet, at hun ville bestille. Et kort nik blev sendt i hendes retning, men som han lige skulle til at vende sig mod kaffemaskinerne, spurgte tøsen om noget meget uventet. ”Hvad?” var hans svar. Øjnene kneb sig en smule i. Han tænkte som det knagede. Det vidste han sgu da ikke. ”Det ved jeg sgu ikke. Det kan godt være, Prinsesse” sagde han, stadig med den kvalmende høflige tone. Hans mundviger hævede sig i et anstrengt smil. Hvorfor skulle hun også spørge om sådan noget? Åh gud, hun var vel ikke sådan en øko-freak vel? Matteo var allerede ved, at blive godt træt af hende – og hun havde knap nok sagt noget til ham. Det måtte vel være hendes udstråling.

Royal var ikke dum. Hun kunne mærke anstrengelsen i den unge baristas stemme. Hun undertrykte den blot. Der var ingen grund til at grave dybere ned. Hun formulerede det hurtigt til, at han nok bare havde haft en lang dag. Hun havde før oplevet, at man skulle sætte facader op under forskellige situationer. Hun havde skam også selv skulle virke bare en tand mere høflig og udholdende. Så i stedet for at kommentere yderligere, nikkede hun svag og smilede endnu engang undskyldende. ”Ah, okay. Jeg var bare nysgerrig eftersom det..” Hun tog et øjeblik til lige at tage en indånding af caféens duft ind, før hun slukkede af med: ”dufter italiensk. Så jeg ble-…” Hun holdt brat inde. Sukkede en enkelt gang for sig selv, og droppede hurtigt, hvad hun havde gang i. Hun var ikke sikker på, om denne mørkehårede mand, havde den største lyst til at samtale med hende. En komplet fremmed.
Mens hun stod og ventede på, at få overrakt til bestilling, kørte hendes øjne lidt mere rundt. Mere præcist, så scannede hun, hvad caféen ellers havde at tilbyde. Hun tjekkede de forskellige former for kaffe. Hun skimmede 'Dagens sandwich' og 'Dagens suppe'. Men inden længe landede hendes blik på isselektionen. Is. Det var det perfekte vejr til is. Hun tog et par skridt til siden for at stille sig lige foran glasset. Hun lænede sig en smule frem og lagde hænderne mod sine lår. Der var de sædvandlige. Men der var også smage, som hun ikke havde set meget til. Truttifrutti. En kortvarigt fnis fløj hen over hendes læber, inden hun rettede sig op igen og så tilbage mod baristaen, for at fange ham i, hvor langt han var. Hun var så tæt på at åbne sin mund for at bestille noget af den specielle farverige is, da hendes næse fangede noget langt bedre. Og som havde en positiv magnet fundet signalet fra en negativ drejede hun hovedet lidt mere og så dem. Kagerne. Smukt placeret i hver deres serveringsklokke. Hendes ansigt lyste med det samme op og med det samme, fik hun bevæget sig over til bestilling disken igen.
”Undskyld mig.” Hun satte hænderne blid mod diskens kølige bordplade og lænede sig en smule ind for at få opmærksomheden. ”Kan jeg få et stykke af jeres ferskentærte med?” Det var utroligt, hvordan hun ikke fik læbestift på sine læber, så stort hun smilte. Men det var nok et trick man lærte efter flere års træning og tilvænning. Selvfølgelig tillod hun sig ikke at stå sådan længe. Det var både en smule uhøfligt og knap så respektabel for en kvinde som hende. ”Og det ville være fantastisk, hvis jeg kunne få en smule vanilje is oven på.” Igen søgte hun ned i sin taske, hvor hun hurtigt fik fundet sin pung frem. ”Uh! En sidste ting. Kunne jeg få et af de der små stykker chokolade, man får til en cappuccino? Jeg betaler gerne ekstra.” Hun klikkede sin pung åben og stod klar til at skulle betale, hvilket beløb, hendes bestilling nu engang blev til.

Det duftede italiensk, synes hun? Siden hvornår vidste hun hvordan italiensk duftede? Og havde italiensk overhovedet sin egen duft? Havde han sin egen duft der røvede hvor han var fra? Hun måtte virkelig være fra en eller anden planet, langt langt borte. Med et kort ryst på hovedet vendte han om på hælen og begav sig i rask tempo og med ophøjede albuer, hen mod maskinerne, der producerede kaffen. Så var han da i det mindste et stykke længere væk fra kvindemennesket. Koncentreret skruede Matteo det såkaldte håndtag af den store hvide samt aflange maskine, og fyldte derefter kaffebønnerne ned i håndtagets tragt, ved hjælp fra en anden maskine. Da bønnerne var kommet på plads i håndtagets beholder, blev håndtaget atter skruet på, og et hvidt kaffekrus blev sat under hanen, mens maskinen arbejdede med at få den mørke væske ud. Med en hurtig hånd, greb han en stor gallon fyldt med mælk. Mens den anden hånd smidigt greb et sølv krus. Den hvide væske blev hældt ned i kruset, alt i mens hans tanker florerede på alt andet end kaffe og hans rich kid kunde. Han glædede sig inderligt til, at komme hjem til sin lejlighed. En dejlig lang lur var tiltrængt og han bestemte sig hurtigt for, at han ville bestille pizza med pepperoni til aftensmad. Det var også så meget nemmere end, at lave mad selv. Gid han dog bare snart havde fri. Så kunne han også slippe for at ekspedere typer som frøken irriterende her. Utålmodigt stod han og stirrede på kaffen. Med håndfladen skjulte han et stort gab der var efterfulgt af en højlydt smasken.

Da kaffen næsten var klar, brød frøken fucking-undskyld-mig’s stemme igennem myldren af lyde. Hun havde tydeligvis mere på hjerte. Med ryggen til hende pustede Matteo irriteret ud, mens han i hovedet forsøgte at berolige sig selv. Fødderne drejede rundt, og han vendte atter fronten mod hende, med et falsk service smil klistret på de røde fyldige læber. ”Så gerne. Et styks ferskentærte, kommer din vej” smilede voksede jo længere i sætningen han kom. I hans hoved spyttede han dog eder og forbandelser efter hende. Lige som han troede at hun var færdig, kom den unge frøken med flere bestillinger. Jesus Christ. Han himlede med øjnene og var sådan set ligeglad med om hun så det eller ej. Et lettere overbevisende smil blev dog hurtigt klasket på igen. ”Selvfølgelig” mumlede han og vendte sig om for, at lave hendes kaffe latté færdig.
Koppen med kaffe blev stillet mod diskens kølige overflade. De gyldenbrune øjne rettede sig mod den unge kvinde. Fra en skuffe lige foran ham, trak han et stykke chokolade frem som han placerede på koppens undertallerken. ”Det koster forresten ikke ekstra, Prinsesse” sagde han med et blink i øjet, der fik det til at fremstå at hun da bare var den heldigste i hele verden, fordi hun ikke skulle af med en femmer ekstra. Som om hun ikke havde en femmer. Hun havde sikkert tusindvis af femmere, sådan en rich kid type som hende. Et kort øjeblik mærkede dæmonen et stik i maven. Han var tydeligvis jaloux på de penge hun havde i pungen. Men mindede sig selv om, at da han selv havde rigeligt med penge – ja, så var livet heller ikke nær så spændene.

Matteo satte fødderne i arbejde igen, og vendte sig mod klokkerne med kager. Han fandt hurtigt en hvid tallerken, der matchede koppen og derpå, blev ferskentærten sat. Med tallerkenen balancerende i den ene hånd, vendte han sig mod køledisken hvor isene var placeret på rad og række, i bøtter. Vanilje, det var det hun havde sagt ikke? Et kort blik blev kastet mod kvinden, men han undlod at spørge. Hun var trods alt meget kønnere at se på, når hun ikke havde munden åben.
Han vendte tilbage med vanilje is i den kurvede ske. Isen blev klasket ovenpå kagen, og skeen lagt væk. Matteo vendte sig mod kasseapparatet, og med et hurtigt blik på tingene og med fingrene kørende over tallene, fik han frem til beløbet. ”Så skal jeg bede om 13 euro, snuske” sagde han i et tydeligt toneleje. De gyldenbrune øjne vandrede til hendes. Han fingre trommede utålmodigt mod disken. Hun måtte gerne snart skride.

Det var så småt begyndt at blive ubehageligt. Det indrømmede hun da. Men en meget skjult lille stædighed fik hende til at blive. Hun kunne nemt bare dreje om på hælen og marchere ud igen med et ganske uforskammet udtryk og næsen i sky, men hun ejede stadig en samvittighed. Og så vidt hun havde fundet ud af, så tog disse middelklasse-individer ikke den slags alt for godt. Der var ikke den samme ’kunden har altid ret’-kultur. Det var tydeligvis noget anderledes for hende, men hun havde selv spadseret lige midt ind i det, og hun var trods alt en ung kvinde. Hun kunne sagtens klare sådan en lille ting, selvom det var uvant. Derfor forholdt hun sig positiv og imødekommen. Eller det var måske mere ren høflighed for at undgå, at få smidt yderligere og mere direkte hårde kommentarer i favnen.
Royal studerede nærmere den unge mand, som han gjorde det hele klar til hende. Sagde ikke et ord mere, før det blev nødvendigt. Hun trippede diskret på stedet og lod efterfølgende sit blik glide videre rundt i caféen. Hyggeligt lille sted. Kortvarigt lagde hun mærke til køen bag sig. Normalt ville man nok få følelsen af, at man tog alt for meget tid, men det slog hende ikke rigtig. Og så var der ikke mere end et enkelt par bag hende. Hun pressede sine læber sammen et par gange, som for at sprede læbestiften lidt bedre. Uden tvivl en vane, hun havde fået henover de mange hår med den farverige masse på sine læber. Hun følte sig sjælendt fuldendt uden bare en smule læbestift.

Hurtigt vendte hun opmærksomheden tilbage mod baristaen - Matteo, så ud til at være hans navn - da han talte til hende igen vedrørende betalingen. ”Oh, yeah.” Hun tog sig slet ikke tid til at se ned på sin bestilling. Hun stolede på ham. Og selvfølgelig forventede hun ikke at få andet end, hvad hun havde bestilt. Hun stak roligt sin ene hånd ned i håndtasken og på grund af hendes fantastiske evne til at organisere sine ting, fandt hun hurtigt frem til sin pung og trak den frem. Hun tøvede ikke det mindste med at gå direkte til sedlerne, hvor hun trak en tier og en femmer frem og overrakte pengene til ham. ”Behold bare resten.” sagde hun med et smil på læberne, mens hun lukkede sin pung i og proppede den tilbage i tasken. Hun rykkede så tasken op på skulderen, inden hun tog sin kaffe i den ene hånd og tærten i den anden og bevægede sig ned til et frit bord.

Et lille kvadratisk bord ved vinduerne ud mod gaden. Et godt stykke fra disken, men stadig heller ikke helt nede i den anden ende. Kaffen og tærten blev forsigtigt placeret i den ende, hun havde valgt at sætte sig - fronten mod disken - hvorefter hun satte sig på stolen og svang det ene ben hen over det andet. Tasken blev viklet ud af armen, hvorpå hun trak en iPad med et enkelt kedeligt hvidt cover på frem fra den og stillede den til slut på gulvet op ad bordet ben. Hun slog coveret om på bagsiden og tændte iPad’en, inden hun rette sig mod sin kaffe, som noget af det første. Chokoladen blev pakket ud og knækket i et par mindre stykker, før hun puttede dem ned i den varme kaffe. Hun gav chokoladen tid til at smelte lidt, før hun rørte rundt i café latten. Skeen suttede hun hurtigt af, inden hun lagde den tilbage på undertallerkenen, så hun kunne føre det høje glas op mod sin mund og tage sin først slut. Overraskende god.
Og der sad hun så ellers. For det meste i stilheden. Hun sippede sin kaffe, nød sin kage og is, alt imens hun havde sine øjne limet fast til iPad’ens skærm, hvor en e-bog var blevet trukket op. Hun tog sin tid, men jo længere tid der gik, gå mindre blev hun lagt mærke til.

Som hun så var heldig og havde nærmest slikket tallerkenen ren for den delikate kage, pakkede hun sine ting sammen igen. Hun tørrede sig omkring munden, hvorefter hun fandt sin læbestift og spejl frem igen og tog endnu engang noget på de nu bare læber. Hun tog så en ren serviet, foldede den på midten og blottede sine læber en enkelt gang. Efterlod et aftryk. Hun rejste sig, men forlod dog ikke caféen. Hun fandt et lille stykke papir i sin taske og trak samtidig en kuglepen frem. Skriblede hurtigt sine ønskede ord ned, før hun foldede papiret. Kuglepennen blev smidt ned i tasken og pungen kom frem igen. Hun tog en glat pengeseddel op, og foldede den ligeledes som papirstykket. Pungen blev lagt væk igen. Så lagde hun de tyve euro sammen med hendes lille besked ind under den ene af tallerknerne i håb om at den rigtige ville finde dem.


Og så forlod hun caféen for at spadsere videre ned ad gaden.