En aften i parkens skygger

Sted: Parken
Omgivelser: Der går nogle få hist og her
Tid: Ca. kl. 20.00. Vinter.
Vejr: Det er overskyet med lidt støvregn.

En sort kat kom gående mellem buskene. Den havde en blank sort pels, med en smule hvidt på brystet.
Den havde nogle yndefulde og elegante bevægelser, og den så næsten helt stolt ud.
Den kom til en bænk og kiggede undersøgende op på, og kort tid efter hoppede den op på bænken. En fugl sang oppe fra en gren over bænken. Katten kiggede op, og så en lille solsort.
Som en kat nu gør, hoppede den ned fra bænken og forsøgte at kravle op i træet. Den satte kløerne i barken og kravlede op mod de øverste grene. Solsorten havde endnu ikke opdaget katten, så der var måske en chance for at fange fuglen. Så var katten nået op til den øverste gren, og gjorde sig klar til at springe. I det øjeblik den sprang, fik fuglen øje på den. Den lettede skræppende, og katten landede på alle fire ben, lige der hvor fuglen havde siddet. Katten ærgrede sig over ikke at have fanget den, men alligevel var den glad for at den undslippede. Den kiggede ned ad sig selv, lagde hoved på skrå. Men der skete noget underligt med den; den voksede, det blev en mere menneskelig skikkelse. Der gik ikke længe før der sad en ung pige, med benene hængende nede i hver side af træet, lige på samme sted hvor der havde siddet en sort kat. Mange af de træk katten havde var også afspejlet i pigen. Det sorte hår passede til pelsen, og hun havde de samme grå øjne. Hendes bevægelser var også lige så elegante...

der kommer en næste to meter højt person gået ind i parken, denne person er Dragovich, han havde styd gennem vej, gennem parken, han har blod rødt halv lang hår og rød øjne, han var klædt i nogen lyse blå cowboy bukser på og en sort hættetrøjen, han havde et godt gå tempo på da han ikke rigtig giver, at være ud mere i det her dårlig vejret, han når frem til en bænk efter noget tid som stod under et træ, han kun enlig godt bruge en pause og så i læ, han sat sig ned på bænk og havde ikke opdage at der sad en op i træ.

Satina kiggede ud over parkens træer, og de rolige omgivelser. Der var ikke megen bevægelse, men lidt rundt omkring dog. Hun svingede legesygt med sine ben. Selv i vinterens kulde havde hun bare ben. Det eneste hun havde på var nogle meget korte shorts og en top. Hendes lange sorte hår hang ned over hendes ansigt. Hun lænede sig frem og lå med maven på den tykke gren.
Lige under hende kom en herre til syne. Han så meget almindelig ud, hvis man så bort fra han blodrøde hår. Hun ville egentlig gerne i kontakt med ham, men hvordan hun skulle bære sig ad, vidste hun ikke. Der gik ca. et halvt minut, herren havde sat sig på en bænk, og så sagde hun med en stemme, der lød som en spinden: "Mænd plejer at elske, når de redder en ung kvinde." Hun kunne ikke lade være med at grine over sig selv.

han kiggede rolig op da han kun høre en kvinde stemme op over sig, det vis sig at være en kvinde, "og hvad mener du med det" spurgte han og kiggede op på hende, *ja hvad mener hun med det, han havde ikke redder en* tænke han og læner sig tilbage i bænk, eller hentyde hun til at hun vil hop ned fra træ, "fryser du ikke i det tøj" spurgte han efter noget tid i stillehed, han tog sin hænder op til mund, hvor han pust noget varm luft ind i dem, bare for at varme dem på en eller andet måde.

Satina kiggede ned på ham. Selvfølgelig frøs hun, men det behøvede han da ikke vide. Men det var en anden sag, at det lød ikke, som om han ville gøre det mindste for at redde ham. Han var ikke som andre fyrer, hun mødte på sin vej, han var kold, nærmest egoistisk. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at svare ham, men i stedet forvandlede hun sig til en kat igen. Let og elegant kravlede hun ned ad træet, og var til sidst nede på jorden igen. Hun hoppede op på bænken ved siden af manden, og der gik ikke lang tid før hun var i sin menneske skikkelse igen. Der sad hun med benene over kors og kiggede på ham lige ved siden af hende.

hun kun da også lad være med at svar ham, han kiggede kort op da hun forvandle sig til en kat, hun er en animagus eller en som kan forvandle sig vide magi, "hvad laver en kvinde som de her ud" spurgte hanog kiggede kort på hende, han stakke hænder ned i lommer på sin hættetrøjen for at prøve at hold varm om dem, efter noget tid rakte han den en hånd frem "Dragovich er navn og deres" spurgte han for at prøve at starte en samtale.

Satina kiggede lidt på ham. Nå høflig kunne han da være. Hun tog hans hånd og sagde med en spindende stemme: "Satina, og du behøver ikke sige De til mig," tilføjede hun med et roligt smil. Hun slap hans hånd og lagde så armene over kors. Der gik en lille kuldegysning igennem hende, og håbede ikke at han lagde mærke til det. Hun kunne jo bare forvandle sig igen, så havde hun jo sin dejlige, varme pels igen. Men hun ville gerne veksle nogle ord med ham. "Går du tit i parken, for jeg synes ikke, jeg har set dig før?" spurgte hun lidt efter. Da hun talte lød det igen som en rolig spinden.

"hyggelig at møde dig" sagde han og kiggede kort på hende end han stak hånd i lom på hættetrøjen, "nej ikke rigtig, jeg kommer enlig kun gennem parken her til aften fordi jeg skyld genvej og hvad med dig selv" spurgte han og kiggede på hende, han så enlig godt at hun ryster af køle, men han sagde ikke noget til det, han læner sig frem og hvile armene på benene, hvorefter han kiggede kort rundt, han skulle måske kommer videre så han kun kom rigtig i læ og begynde for varm ellers bare få noget tør tøj på.

Satina kiggede på ham, tænkte over, hvad hun skulle svare. Lidt efter sagde hun: "Min afslapningsmetode er at slappe af med en tur her i parken." Hun smilede til ham, blinkede lidt med øjenvipperne. "Hvor bor du egentlig?" Spurgte hun efter noget tid. Hun ville gerne snakke mere med ham, men hun kunne godt se, at han måske havde det koldt. Måske meget koldere end hun selv havde det. Det var noget af det katteblod, der løb i hendes årer. Hun kunne holde lidt på varmen. Hun sagde igen kort efter: "Vi kunne jo følges."

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt af det, "bor ikke nogen sted, så plejer at ophold mig i de gammel forladt hus når jeg ikke er heldig" sagde han og kiggede på hende, han puste noget varm luft ind i sin hænder hulrum, "hvis du skal den vej kan vi godt følges" sagde han og kiggede kort på hende, hvor han kort efter rejse sig op, og gør tegn til at går videre, så han ikke kommer til at fryse mere end han gør nu.

Satina nikkede til, at de godt kunne følges ad, og rejste sig derfor også op.
Der kom en brise og blæste hendes sorte hår væk fra ansigtet. Hendes hår var fugtigt og det samme galt hendes tøj. Måske skulle hun havde taget noget andet tøj på, ellers bare en jakke, men det tænkte hun selvfølgelig ikke over, da hun jo alligevel bare var en kat. Hun havde jo masser af dejlig varm pels, så hvad skulle hun med en jakke. Hun var lige ved at forvandle sig, men kom på bedre tanker.
Det ville virke uhøfligt, hvis hun bare lige forvandlede sig til en kat, hvis hun samtidig også skulle følges med en fremmed herre, hun lige havde mødt. Hun valgte derfor at fryse en lille smule.
Hun kigge kort på Dragovich og spurgte stille: "Hvad er grunden til, at du ikke har nogen steder at bo?" Hun mente det kunne lyde lidt uforskammet, men hun var dog stadig nysgerrig. Og hun syntes faktisk også at det var synd for ham.

Han begynde rolig at gå mod ud gang af parken, "kommer opringlig fra rusland og det koste mere end jeg regne med" sagde han og kiggede kort på hende mems, han fortsætter sit rolig tempo så hun også kan følge med, "hvor bor du selv, hvis du bor et sted" spurgte han og kiggede på hende.

((Er på tablet lige nu, så kan at svar bliver kortere))