Omkredset Af Parkens Mørke (Embry)

Tiden?; 01.23
Stedet?; Sombre - Parken
Omgivelserne?; Øhm..En park
Vejret?; Regn, Regn og kølig men kraftig vind

Der var helt stille inde i Parken. Udover vinden der fik træer og buske til at ruske en del. Men alligevel var der dog nogle der inde. Tæt nede ved den lille sø eller måske mere andedam lå to mennesker eller væsner. Det var lidt svært at forklare med hvordan de så ud. De var helt misfarvede og h<vde en masse blodspor og pletter samt en masse åbne sår. De var næsten halvt tømt for blod og de to huler ved deres nakke afslørrede hvordan. Lidt fra dem sad en pige på omkring de 16 år let sammenkrøllet og stirrede bare på hendes værk. Hendes hænder var godt smurt ind i blod og hendes tøj havde også en del blodpletter. De blodrøde øjne lyste lidt op i mørket der omkredsede hende og det lange silkehvide hår der hvirvlede vildt om hende fik et violet skær fra hendes omgivelser. Hun sagde ikk én eneste lyd og rørte heller ikk ligefrem på sig. Der var ingen tvivl om at det var hende der havde gjort dette.

Embry så kort på sin hånd, klokken måtte være over de tolv for han var normal igen.. eller så normal som han nu kunne være. Han så sig lidt om, mørket gjorde ham ingenting han havde jo boet i mørke de sidste mange år. Han smilede ved tanken, egentlig ville han helst have været blevet brændt dengang han døde, men hans mormor havde absolut villet have at han skulle begraves. Han sukkede tungt ved tanken, uudholdelige kvindemenneske. Han vadede ned af en skråning, og så sig lidt om og fik øje på en lille sø, den var urolig på grund af regnen. Han smilede lidt, han kunne godt lide at verdenen blev skyllet af med regn en gang imellem.. det var ligesom hvis jorden fik et brusebad. Han så noget lettere foruroligende lidt længere henne på bredden, var det... mennesker? Eller måske var det noget andet? Embry havde ikke den største viden om væsnerne, da han kun havde mødt et og det havde været en blanding. Han gik hen til dem og knælede. de var begge døde. Hans mund trak sig sammen, og han rejste sig. Han forstod ikke hvordan de var døde, det havde han ikke villet tjekke, men det var også ligegyldigt, de var et bedre sted nu.

Macha havde kunne fornemme et væsnen der kom hen mod det sted hun havde efterladt menneskes livløse og værdiløse kroppe. Men hun så ikk hen i den retning. Hun forblev også stille og stirrede bare på ligene. Hun kunne sagtens fornemme at det var et fremmed væsen og ihvert fald ikk en hun ahvde mødt før. Eller havde hun. I hvert fald ikk dødt. Hun fik så taget sig sammen til at se mod personen. En dreng eller msåke en ung mand. Han var da død så det ud til. Måske havde hun set ham før eller måske mødt ham da han var i live men huskede det ikk helt så godt hvis det var rigtigt. Hun sagde ikk noget men betragede bare hvad han gjorde. Hun pressede sine ben endnu tættere ind til sig og gemte halvdelen af sit ansigt i sine knæ. Det gav en meget svag lyd og hvis man havde lyttet godt efter var hun nemt blevet afslørret. Hvilket hun også var ligeglad med. Hun sad stadig uden selv at sige en lyd og ville finde ud af havd drengen ville gøre.

Embry så op, havde der ikke været en lyd? Han så sig lidt om, og fik endelig øje på noget. En lille mørk skikkelse, helt sammenpresset. Hun sad og holdt om sine ben, lignede et barn der skammede sig. Han rejste sig, og gik langsomt hen mod hende, mens han studerede hende med sine røde øjne. Han stoppede en halv meter fra hende, og stod i lang tid bare og så ned på hende. Han satte sig ned på hug, og kiggede nærmere på hende. Så prikkede han hende i panden, eller i toppen af håret for hun havde gemt sit ansigt væk. "Hey" hviskede han, knap hørligt på grund af regnen. Der var ingen tvivl om at det var hende der havde slået de to der lå på græsset ihjel, men det betød nu ikke noget. En eller to døde fra eller til. Han trak hånden til sig igen, og ledte efter en bevægelse eller noget der indikerede at hun ikke også var død, eller paralyseret.

Macha kunne både høre og mærke at han gik hen mod hende. Jorden gav hende alt den infomation hun behøvede om det. Hun mente at han nok var stoppet op da hun ikk kunne høre ham mere. Så lidt efter fik hun et mindre chok da hun kunne mærke hans finger prikke mod hendes pande. Selv om at hun havde set ham. Hun 'vågnede' lidt fra sin trance og så op på ham igen med sine krystalklare og blodrøde øjne. Så lagde hun sit hoved let på skrå og så lidt spørgende på ham. "Øhm..Hej" lyd det så fra hende med en lidt svag stemme som også var overraskende blid og rolig dog skjulte en smule kulde sig også der. Hun fugtede kort sin bløde og let lyserøde læbe og bed sig så blidt i sin underlæbe. Dum vane efter hendes mening. Hun sagde ikk mere men ventede bare på at se hvad han så nu ville gøre. Selv sad hun dog lidt mere afslappet men stadig helt sammenkrøllet.

Embry opfattede at han havde gjort hende forskrækket, men fortrak ikke en muskkel i sit ansigt. Han lagde hovedet på skrå og så på hende "er det dit værk?" spurgte han så og pegede hen mod de to ukendte døde. Han så på hende igen og mødte de røde øjne der stirrede tilbage på hans egne røde. Han havde ikke lyst til at sætte sig helt ned, for selvom man var en der havde levet i graven i mange mange år, havde han stadig ikke lyst til at få mudder på sit tøj. Et eller andet sted syntedes han godt regnen måtte holde op nu. Han overvejede lidt hvad hun kunne være, de fleste han havde mødt var væsner, væsner som han aldrig havde hørt om eller mødt.

Macha sad stadig bare helt stille men så så over mod de to misfarvede og mishandlede kroppe. Hun så næmest hvileløs og raskløs på dem i lang tid. Det var som om at hun var fuldkommen forvirret lige det øjeblik. Så så hun igen på drengen og nikkede så stille og roligt. "Ja..Hvem ellers?" sagde hun med sin stadig svage men også blide og rolige stemme. Hun plejede ikk at være sådan efter at havde dræbt nogen. Men dennegang var hun blevet lukket helt inde i sig selv. Ikk af skam men mest af måske lidt..ensomhed. Hun vidste ikk helt om det var det eller om det var noget helt andet men det var da noget. Hun pressede igen sine ben ind til sig og gemte nu hele sit ansigt i knæene i et øjeblik før at hun så igen så op og slappede mere af i sine arme så hendes ben også blev mere udstrakte. Hun kunne se at han prøvede at finde ud af hvad hu var for en. Men hun ville ikk sige det og så spolere den sjove gætteleg. Kun hvis han spurgte. Hun drog et meget lavmælt ja næsten lydløst suk og lukkede sine øjne i i et langt blink. Hendes øjne var ikk det mindste tomme som de fleste forvirredes men de var stadig bare helt krystal klare og faktisk utrolig smukke når man fik lov til at se dyb i dem. Men hun var ikk så glad for øjenkontakt med alle og en hver. Hun havde en tændens til at rødme og få en mærkelig men bekendt varme i hele kroppen når det skete. OG det gav hende bare en masse minder tilbage.

Embry trak på skuldrende "Tja, måske var det en andens" sagde han bare, og overvejede at rejse sig. Der var ikke meget at lave der, og han havde vagt på hospitalet om to timer, men det var dog alligevel noget tid. Han så på hende igen. Hun var ikke ligesom ham, hun mindede ham om en anden han havde mødt, en med samme hvide hud. Han overvejede det lidt "jeg kan ikke finde ud af hvad du er.." mumlede han så, og rakte sin blege hånd frem mod hende "jeg hedder Embry, hvad hedder du?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han kunne ligeså godt præsentere sig selv for nu havde han besluttet sig for at finde ud af hvad hun var og hvorfor hun havde gjort det mod de to mennesker, eller væsner. Egentlig var det utrolig forvirrende, mennesker bar ikke bare mennesker mere, nu var der også væsner alle vejne. Han forsøgte at møde de klare røde øjne.

Macha sad igen lidt før at hun endelig kom helt tilbage til virkeligheden. Dog var hun stadig lidt stille i det. Hun fulgte ham med øjnene da han rejste sig op og tænken om at selv gøre nåede kun lige at strejfe hende før at hun så langsomt gjorde det. Hun trådte dog meget lille skridt tilbage for ikk at miste balancen. Så tog lidt fat i sin bluse og trak en smule op for at kunne tørre sine hænder fri fra blod. Den tatoverede sætning med den krøllede skrift 'Black 'n' Crazy kunne så ses det øjeblik. Så så hun igen op på ham og lagde også sit hovede let på skrå. Samme vej som ham. "Øhm..Jeg er..en vampyr. Måske ikk lige det mest venlige væsen men man kan da stadig godt være i samme rum som mig uden at jeg vil dræbe en eller to.." Så tog hun roligt og blidt mod hans hånd med hendes måske lidt lille hånd. "Jeg hedder Macha.. Men blev før i tiden kaldt for Cha" præsenterde hun sig med en mere normal stemme. Hun gav hans hånd et kort og blidt klem før at hun så forsigtigt igen prøvede at trakke sin hånd til sig. Hun forsøgte også stadig at undgå øjenkontakt men dog mislykkedes hendes mision denne gang. Dog kun et øjeblik hvor efter at hun brød den igen. Men rødmen havde noget frem men forsvandt hurtigt igen,

Embry stod stille på samme sted, og så på hende da hun rejste sig. Et lille djævelsk smil prydede kort hans ansigt, nogen gange kom det bare spontant. Han fik øje på hendes blege mave og den sorte krøllede skrift, han forstod det ikke rigtig. Hun så da ikke mørk ud i huden? Han rystede tanken af sig, ligegyldigt. Han hævede et øjenbryn da hun lagde hovedet på skrå som ham. Det kunne være sjovt, hvis hun gjorde det samme som han, ubevidst. "Vampyr.." gentog han stille, en levende død, lidt ligesom han, men han regnede ikke med at hun havde en time om dagen hvor hun lignede et lig. Han smilede svagt ved det hun sagde "det er da altid noget" sagde han med et lille grin, det ville da også være lidt uhyggeligt og afslørende at slå ihjel hver gang man var i et lokale med flere personer. Han nikkede da hun præsenterede sig og slap stille hendes hånd igen "må jeg kalde dig Chi?" spurgte han så, da det var det japanske ord for blod, og han syntedes det passede til hende. Han betragtede de røde øjne, med det sædvanlige kolde blik, og lagde hovedet lidt til den anden side, og så den svage rødmen. Kunne han få hende til at rødme? Vildt..

Macha stod bare stille og så på ham. Hendes ansigts udtryk var ikk ligefrem læseligt. Det var nemlig hverken glad, vredt eller sådan..smigret men bare neutral. Hun var ikk helt sikkertpå om han måtte kalde hende 'Chi' men alligevel så var det vel okay. Hun mente jo at hun ikk ville se ham igen. MEd mindre han så pludselig også boede på byen hospitalet eller gik i high school hvilket hun ikk lige troede at han gjorde. "Det må du vel.." mumlede hun så svagt og så lidt væk. Hun kunne mærke hvordan hun pludselig bare havde lyst til at rive hovedet af ham men faktisk ville hun bare føle det sådan ved stort set alle. Hun hadede det faktisk men hun havde aldrig sagt det til nogen. Hvis man havde kendt hende da hun var yngre ville man have mødt en lille utrolig klodset og altid smilende pige men så ville man jo også være død nu. Hun bed sig kort i læben og vidste nu ikk rigtigt hvad hun skulle gøre. Hun undlod stadig at se ham i øjnene. Det kunne tages på den forkerte måde men den kunne også tages på den rigtige måde.

Embry betragtede hendes stoneface, og kørte en hånd gennem sit hår. Egentlig så var han ligeglad med om hun sagde god for om han kunne kalde hende Chi han blev nok ikke hængende så længe at han kunne nå at bruge det mere end et par gange. Han kunne ikke rigtig få øjenkontakt med hende, men var også lidt ligeglad. Han rettede sig op "nå men.. fortsat god nat.." sagde han så, og vendte om på hælene og begyndte at gå. Lugten af blod hang stadig i luften, og de to lig lå også på jorden som før. Han overvejede kort hvor hun ville gøre af dem, men det var jo ikke hans problem. Han lagde hænderne i lommerne og fortsatte ud af parken.

Macha så lidt efter ham da han gik. Hun tog sig ikk rigtigt så meget af det mne et meget svag stik i brystet hvis hende til at sukke opgivende. Hun ville ikk løbe efter ham. Stoppe ham. Sige at han skulle blive da hun ikk ville være alene. Det var ikk ligefrem det hun plejede at sige til nogen som helst. Og hun vidste jo heller ikk om det var noget der passede ind i hendes lille verden hvor hun forholdt sig for sig selv. Hun slap så blikket fra ham og så ned mod sit ene håndled. Hun løftede det op og betragtede den lille form for gummiarmbånd hun havde fået sat fast siden at hun havde haft fået en anden chance for at få et godt liv i denne by. Ja som om at det ville ske. Hun havde vel et fint liv før. Havde hun ikk? Hun studerede den lange slange der var sat ind i hendes store pulsåre. Så hvordan den snoede sig sammen med åren. Hun vendte så son hånd omd og så mod det lille ur der var der. Stadig to timers tid til næste indsprøjting. Hun kunne da godt nå hjem og så stoppet det. Det tog jo ikk mere end nogle få minutter at komme tilbage til hospitalet hvor hun havde fået sin egen lille celle. De forbandede folk der troede hun var sindyg! En svag knurren kom fra hende og hun knugede sine hænder sammen.
Hun så så mod himlen før at hun begav sig tilbage til hospitalet der lå faktisk et godt stykke fra parken og selve byen Terre. Men alligevel gik det stærkt for hende at komme tilbage. Hun blev 'taget imod' da hun trådte ind. En kræftig mand tog godt fat i hendes overarm og sagde et eller andet med at hun kom til tiden så hun kunne bliver undersøgt. Hun følte sig som et forsøgsdyr. Men hun kunne intet gøre ved det. Heldigvis havde de ikk opdaget hendes lugt af blod.

Embry så på sit ur, og fortsatte mod hospitalet. Hvis han ikke skyndte sig lidt ville han blive forsinket. Han hadede at være forsinket. Han blev mødt af hospitalets hvide bygning og sterile indre, og skiftede til sin uniform oppe i omklædningen. Sjov atmosfære der lå over det hele den dag.. hvis han ikke tog fejl var det næsten som om der var ting der som ikke hørte til. Han grinede stilfærdigt, måske var det ham selv?
Han knappede den sidste knap på hospitalsskjorten, og gik ud på gangen. Straks blev han sendt afsted efter en blodprøve. Han gik ind på lageret hvor han fandt handsker og kanyle, han regnede ikke med at det lå på selve den syges værelse. Dog til sin store overraskelse blev han sendt videre i systemet, ned til et af laboratorierne. Han sukkede bare og gik lydigt derned. Han kunne ikke tage sig for store friheder på hospitalet, han var underordnet, ikke en man lagde mærke til. og sådan ville han helst have det.
Han standsede udenfor døren, bankede på, og gik ind. Synet der mødte ham overraskede ham endnu mere. "Hvad laver du her?" spurgte han og lukkede døren bag sig, og gik ind i det sterile rum med enkelte kolber, og andre ting til lægevidenskaben spredt rundt omkring på bordene. Han søgte Machas røde øjne, for det var jo hende han var stødt på igen.

Macha så sig hurtigt over mod stemmen. Den velkendte stemme. Hun spærrede sine øjne lidt overrasket op. Det kunen da for helved ikk passe. Hvorfor fanden skulle han lige være her. Havde hun ikk lige kommet af med ham? Og så var det ham der skulle undersøge hende. Det var da lige godt pokkers. Hun havde ikk tænk at hun ville møde ham her. Og det var måske lidt underligt at mødes her. Hun havde faktisk mest af alt bare lyst til at hoppe ned fra det bord agtige senge noget hun sad på.. hvis bare hun kunne. Og hvordan skulle hun komme ud. Var døren ikk løst. Hun kunne vel lige så godt svare på hans spørgsmål. Hun slappede mere af og himlede endnu en gang med øjnene. Hun så væk fra ham så han kun kunne se hendes ansigt fra siden. Hendes blik var rette mod sit skød og så lænede hun sit hoved tilbage og lukkede sine øjne. "Hvis du har fulgt lidt mere med så ville du også vide at jeg faktisk bor her.. Og ja jeg hader det! Men hvad laver du her?" spurgte hun ham og så hen mod ham. Stadig med det lidt udtryksløse ansigt men hendes stemme var overraskende blid og rolig. Lige som en nuttet lille piges. Hun var jo også ret nuttet at se på...og smuk men det var ikk altid det folk så efter når de så hende på gaden. "Nåeh nej svar ikk.. Jeg kan se at du arbejder her.. Mærkeligt at vi ikk har haft mødt noget før så.. Men hvad vil du?"

Embry så på Macha, og blev stående hvor han stod. Nå det gjorde vel ingen forskel, han skulle have den blodprøve. Han begyndte at pakke kanylen ud, og sætte selve nålen fast. "Hm.. Hvis du havde fulgt lidt med og spurgt så ville du vide jeg arbejdede her.." svarede han inden hun nåede at sige at han ikke skulle sige det. Han trak på skuldrende og gik hen til hende, og tog fat om hendes håndled, og trak hendes arm op og rullede hendes ærme op. "En blodprøve" sagde han og virftede med kanylen foran hende. "Kig væk det tager kun et par sekunder.." lirede han af som han havde gjort så mange gange før. Han slog let på hendes arm, og lagde en finger for at få hendes blodåre frem før han stak.
Han betragtede blodet der gled ind i kanylen, men fortrak ikke en mine.

"Blodprøve!! Igen!! Nu må I da snart til at have nok!" udbrød hun men ellers gjorde hun ikk noget. Hun var ved at blive godt træt af det. Og næle i det hele taget. Eller rettere kanyler. Men hun måtte vel finde sig i det. Hun ville ikk se væk med det samme med så rettede hun sine faktisk ret smukke og klare blodrøde øjne mod Embry's ansigt. Hun betragede hans ansigtsudtryk. Hvordan at det var koncentret. Hun bed sine tænder sammen og lukekde sine øjne i en mindre grimasse da han så strak nælen ind i hendes arm. Men slappede hurtigt af igen. Hun lod så sit blik glide der ned og så på hendes eget mørkerøde blod der hurtigt sivede ind i den lille kapsel der var for den anden ende af kanylen. Det var på grund af trykket at det gik så hurtigt. Hun så ikk ud til at være det mindste besat af dette syn. Hun var jo så vant til det og så kunne hun jo få lov til at se det så tit hun ville. Der var intet spændende ved hendes eget blod. Hun sagde ikk mere men så så mod loftet. Studerede det store luftrør der var hængt op deroppe. Hun mindes den gang hun kunne komme igennem der. Det havde nok været først gang hun prøvede at flugte. Sådan rigtigt. Uden at nogen opdagede det før at det var forsent. Et lille smil kom frem på hendes bløde læber. Et køligt og smørret smil. Dog forsvandt det igen og hun så ned på Embry igen og så ned på kanylen. "Tror du ikk at det er nok for denne gang?" spurgte hun med en lidt forsigtig stemme. Men alligevel var den blid og rolig samt piget. Sådan lidt uskyldigpige agtigt.

"Det er ikke mig der bestemmer" sagde han ud i et suk, og så kanylen blive fyldt med et hverdagsudtryk i ansigtet. Første gang havde han rystet på hænderne, og stukket forkert og hvad han ikke havde gjort galt. Idet mindste havde han ikke slået vedkomne ihjel. Han så kort på hende, og mødte de røde øjne, men han var efterhånden van til at hun ikke brød sig om øjenkontakt. Han trak den ud igen da den var fuld, og nikkede. "Jo det tror jeg" sagde han roligt og rejste sig. Han skruede nålen af, og lagde den i en lille boks til descinficering. Kanylen fik en lille prop på så blodet ikke løb ud af den igen og derefter lagt ned i en plasticpose med Machas navn på. Han lyttede til det uskyldige over den lille vampyr, men tog sig ikke så meget af det. Han så på sit ur, og derefter mod døren. "Hvorfor bor du her?" mumlede han så, for det var jo sådan hun havde beskrevet det. At hun nærmest boede på hospitalet. Godt nok havde han aldrig set hende så hun måtte jo være spærret inde. Han lagde kort nogle redskaber væk der lå henne ved vasken. "At folk ikke rydder op efter sig.." mumlede han irriteret, han var ret pertentlig med at der skulle være rent. Det var jo også et hospital, så han forstod ikke at nogen kunne være så sløsede.

"Tak.." Macha lagde sin ene tommelfinger på det sted som han havde stukket hende for at stoppe den svage blødning hurtigst muligt. Hun fjernede den så igen og slikkede den enkle bloddråbe væk fra sin finger. Hun nød det meget korte øjeblik med smagen af blod. Dens metaliske smag med et twist af lime eller sådan noget xD Hun så en smule undrende men også overrasket over mod Embry da han spurgte hende ind til hvor hun boede. Hun skilte sine læber ad for at sige noget men lukkede dem så sammen igen da der ikk om noget ud fra starten. Så åbnede hun igen sin mund og det hjælp anden gang. "Ehm.. Værelse nummer 347.. Nede i en af de bagerste afdelinger.." sagde hun så lidt svagt som svar på hans spørgsmål og hendes blik blev rettet væk fra ham igen. Ned i sit skød. Det var ikk lige det mest facinderende sted at bo. Lidt overraskende for nogen men hun havde ingen familie. Hun havde ingen fancy lejlighed eller noget flot hus. Men hun fik dog lov til at blive i byen. Eller i hvert fald i live. Hun dinglede lidt mere med sine ben da de ikk var lange nok til at kunne røre jorden.
Hun lod så et lavmælt men stadig hørtligt suk glide over hendes bløde og let lyserøde læber. "Hvor længe har du lige arbejdet her?" Hun så sig lidt om i rummet men hun mente jo på selve hospitalet. Hun lagde sig så ned på briksen med endnu et suk. Hun lå nu på ryggen og så mod loftet med sine hænder lagt på maven. "Du er anderledes..." mumlede hun meget meget svagt og hun håbede det var så utydeligt at han ikk hørt det selv om at det var om ham. Hun lukkede sine øjne i og slappede af i kroppen mens at hun ventede på hans svar.

Embry så koncentreret ned i opvasken, og stilte de rene ting op i de sterile hvide skabe. "Værelse 347.." gentog han stille, og tørrede en bakke af der havde ligget operationsredskaber på. Sikke snasket alt kunne blive. "Jeg troede de havde lukket den afdeling.." mumlede han tankefuldt, og vendte sig om så på hende. Interessant at hun ligefrem levede på hospitalet, hvorfor kunne han dog ikke greje. Selv boede han jo i en kælder, han kunne bedst lide det lidt kolde, klamme omgivelser og rum. Svamp i bygningen generede ham ikke, han var ikke så sart som mennesket. "Et par år.. jeg fik fikset nogle falske papirer omkring mit cv, og så fik jeg jobbet.. det tager ingen tid at vænne sig til at gøre alle de her ting det er nemt" sagde han og trak på skuldrene. Det var det selvfølgelig ikke, men han havde gjort det i seks år, så det lå ham efterhånden temmelig normalt. Han så lidt på den lille pige på briksen, og lænede sin lænd mod bordet bag ham, og tørte skalpellen i sin hånd af. "Jeg er også en levende død.. hvad havde du forventet?" sagde han med et let smil, og rystede så lidt på hovedet. Han havde dog ikke forstået om hun var i bolig nød, og derfor boede på hospitalet eller om hun var dødeligt syg, eller kunne have svaret til en eller anden kur. Han brød sig ikke om at hospitalet var så lyst, så han arbejdede oftest i kælderen. Lysky affære tålte selvfølgelig ikke lys.

Macha lyttede roligt til hans forklaring om hvordan han havde fået et job på hospitalet. Selv havde hun knap nok nået at få et arbejde på skole bibloteket. Men hun havde jo ikk ligefrem brug for pengene. Kun få gange. Men mad fik hun jo, tøj havde hun nok også og bøger..dem kunne hun da nemt finde alle mulige steder. Hun satte sig sp op igen og trak sine ben ind til sig. Så fik hun svunget sine ben om dem. Hun så roligt over mod ham og hendes blik mødte hans. Men denne gang så hun ikk væk. Hun var bare helt afslappet. Hun smilte ikk men hun var heller ikk sur eller vred eller sådan noget. Bare neutral. Eller måske ud sendte hun lidt mere glæde end andet lige nu. Hun følte at hun kunne snakke ordenligt med Embry. Sikke en lettelse.
Så han var en levende død. Også kaldt en zombie eller sådan noget. Nogle mente også at vampyre var levnde døde men hun så sig selv om en ret meget levnde pige lige nu i hvert fald. Hun steg så igen ned fra briksen og hun stod lidt og strakte sin ene ankel en smule. "Nåeh men jeg tror jeg skal tilbage til min 'hule'.. Men det har da været hyggeligt at sludre dettet korte øjeblik" sagde hun med sin overraskende rolige og blide stemme hvor på at hun gik hen mod døren.