Parkens hemmeligheder (//Shirath - Alecia - Michael\\)

T: 02:00
V: Mørkt, næsten skyfrit, fuldmåne
O: Who knows :o
S: Sombre Parken


Shirath gik i parken, i sin ulveform. Gjorde hun altid, når der var fuldmåne. Skyerne skiftede fra at dække til ikke at dække månen, hvilket gjorde et kraftigt skift i om du kunne se noget eller ej, da månens skær lyste godt op når den var til syne. Shirath gik rundt og snuste efter mad, som nogen måske havde glemt. Måske var hun heldig denne gang? Måske var hun også så heldig at finde nogle tabte penge? Måske havde det været nemmest at gå rundt i sin menneskeskikkelse, men hun gad bare ikke. Hun følte sig tit og ofte bedst tilpas i sine dyreformer. Nok også derfor, at hun aldrig havde lagt med en af det andet køn, eller nogen i det hele taget. Hun var for "vild". Heller aldrig så meget som et enkelt kys. Hun lod heller ikke andre røre sig. Hun stivnede, hvis nogle rørte hende, hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun havde nærmest en angst for det. Hun kiggede kort op på månen. Den var stor og smuk. Det gav hende en lyst til at hyle ulvenes sang til månen, men hun vidste godt, at det ikke var en god ide, når hun stadig var inde for byens område. Hun skulle ikke ende i nogle problemer, da slet ikke lokke nattens brutale liv imod hende, næh, hun skulle ikke have noget med nogen at gøre, holde sig ude af problemer, ja, dét vat hvad hun skulle. Hun nikkede kort for sig selv og begyndte så at søge videre.

Alecia gik i sine egne tanker. Hele dagen havde hun holdt siginde i den tætte del af skoven, faktisk flygtet fra solen. Hele dagen havde hun sat op ad et træ og mærket varmen fra solen, selvom dens stråler ikke trængte igennem de tygge blade som træerne bar.
Da solen endelig var gået ned, havde hun ikke kunne tage sig sammen til at rejse sig. En hel time efter solnedgang havde hun sat op ad det samme træ og tænkt over sin fortid, og en smule over sin fremtid.
Omkring ved en halv et tiden havde hun rejst sig, og begyndt at vandre rundt i skoven. Hun havde snust sig frem til at hun ikke var alene i skoven, men hun følte sig så utroligt doven. Hun havde ikke tænk over at opspore personen.. Eller.. Personerne...
Hun lukkede dovent øjnene og nød den kolde aftenvind der blidt blæste i hendes ansigt.

//Krea svigt... x.x' //

//Kender vi alle xD//


Michaels tanker kredsede om byen og alt andet. Hans øjne var lukkede mens han gik på stien der var i parken. Hans øjne var for det meste lukkede, eftersom han kunne kigge ud af hvert et lille mørkt hjørne. *Den her by... Den bringer noget frem i en* tænkte han irriteret over at byen her havde fået ham til at bruge flere af sine følelser frem igen. Hvilket han hadede.
Han åbnede øjne... Han havde set noget gennem mørket... Hvad pokker var det dog for noget? Han havde set noget... Det vidste han med sikkerhed, men Hvad?
Ganske langsomt og lydløst nærmede han sig træet hvor han havde set noget (Alecia)

//Og nu skal jeg selvfølgelig logge -.-" Mange gange undskyld...//

//Det er okay! :3 Vi skrives vel bare Evt. i morgen? :D

//(jeg skynder mig bar lii at svare, så kan vi bar fortsætte imorn XDD)//

Shirath spidsede sine ører, hun hørte noget? Nogle? Hun løftede hovedet fra jorden og snuste lidt til luften. Hun begyndte at knurre lavt, hun brød sig ikke om lugten, hun kunne ikke finde ud af, hvad eller hvem der var her, men hun kunne lugte, at det i hvert fald ikke var mennesker. Og hun vidste, at alt det, der ikke var menneske, kunne være farligt. En sky dækkede for månen, så det var sværere at se i mørket. Shirath brugte denne mulighed til at liste sig ind i skyggerne under et træ. Hun lå sig ned mod jorden, for at fylde så lidt som muligt, så var der måske mulighed for, at hun ikke kunne ses så.

//(oka nu fik jeg ozz lidt kreasvigt XDD ^^' )//

Alecia stivnede kort, der var flere i skoven. Og det var ikke mennesker.
Hun kiggede sig over skulderen, hun kunne høre nogle skridt bag hende. Hurtigt satte hun i trav, hun orkede ikke andre lige nu, kunne hun ikke bare få én enkelt nat for sig selv?
I det samme gik hun ind i en mur af en utrolig lugt. Den sved i hendes næsebor, og hun blev nødt til at stoppe. *hund* Tænkte hun, og kunne mærke hvordan hun væmmedes ved tanken. Hun hadede de arogante køtere. De eneste skabninger hun på nogen måde næsten kunne snakke med var vampyre. Hendes egen art..
Langsomt og lydløst bevægede hun sig videre. Hun var så optaget af stanken af det uduelige kræ, at hun ikke længere lod mærke til det væsnen der bare nogle minutter før havde gået i hendes retning..

//Krea svigt.. -.- Igen! x__x'

Michael stirrede på Vampyrens ryg... Hun kunne da ikke havde overset ham. Den kulde der altid var om natten bed ham svagt i huden som tusind små stik. Det var den konstante langsomme bevægelse der havde fået det til at atikke i hans lår... Som det altid gjorde når man sneg sig langsomt afsted. Hans muskler var spændt til bristepunktet, hvis nu Vampyr pigen skulle vende sig om og angribe ham.
Hans fingre bevægede sig i et lettere forvirrende mønstre som fik sorte tåger til af svirre rundt om hans fingre... Det var smukt, men skræmmende.
Mørket var farligt... Det vidste Michael bedre end nogen anden, og hvis den Vampyr prøvede på noget, ville den finde ud af at Michael ikke var helt normal.
Michaels læber skillede sig ad i et smil, men så forsvandt smilet. En anden lugt brød frem... Hund? Nej... Ulv... Helt sikkert ulv... Men så var spørgsmålet jo bare... Hvad fanden lavede en ulv her?
Michaels øjne flyttede sig fra Vampyren og så scannede han området... Den var ikke til at se endnu... Træet var i vejen... Men var Ulven imod ham eller hvad var den?


//Sorry tiden... Skulle have Familie Weekend...//