Lyden af fred...eller hvad?

Tid: 01.22
Sted: Forêt - Skoven
Omgivelser: En masse træer..
Vejr: Kraftig vind og en smule støvregn

Amelia sad roligt oppe på en gren i et af træerne. Hun sagde ikk noget men sad bare og dinglede svagt med sine ben. Hendes smukke brune hår hvirvlede vildt i vinden og hendes smukke brune øjne var bare rettet mod de andre træer i skoven. Et lille smil var på hendes læber mens hun nød den blide støvregn mod sine bare ben og hendes ansigt. Hun var dog kun iført en løs hvid skjorte og en flagrende rød nederdel.

Eithan kom gående hen ad en smal skovsti, der næsten ikke var til at se mere for alt det mos, der voksede på den. Det føltes lidt svampet at gå på. Ind i mellem standsede han og lod sit blik glide rundt i området for at orientere sig, hvorefter han så skiftede retning. Det var ikke til at finde rundt i den her skov. Han følte sig lettere svimmel, når han så op i de mange træers kroner. Så mange træer samlet på ét sted. Eithan satte tempoet en anelse ned, da han helst ikke ville blive opdaget af nogen, men han kunne nu ikke undgå at træde på et par kviste, der gav under for hans vægt og knækkede. Men hvem skulle også opdage ham? Var der overhovedet nogen herude på det her tidspunkt?

Amelia lukkede blidt sine øjne i og nød vinden. Men hun kunne nu pludselig høre nogle kviste knække. Det var tudeligt intet dyr men et menneske eller hvad man ellers skulle kalde de andre væsner. Hun åbnede så igen sine øjne og så rundt men kunne ikk se noget med det samme. Dog gav det et sét i hende da hun kunne fornemme hvilket væsen det var. En vampyr. Hun stivnede og rejste sig lydløst op at stå på den tykke gren hun ellers havde siddet på. hun så sig stadig rundt men hun kunne fornemme at peronen var for langt væk til at hun kunne se ham eller hende.

Eithan standsede, så rundt mellem træerne. Hvilken vej skulle han gå? Han bandede lavmælt over sin elendige retningssans. Efter noget tid besluttede han sig for at gå til venstre. Eithan listede så lydløst, han nu kunne hen mod et tilfældigt træ. Med et irriteret suk lænede han sig op af træets tykke stamme. Det måtte være et gammelt træ. Det var de fleste træer i denne skov nok. Gamle men stærke. Store rødder der voksede under jorden. Langsomt lod han sig glide ned af træet, indtil han nåede jorden og trak så benene op til sig, hvorefter han lagde armene omkring dem. Eithan lænede hovedet op af træet og lukkede kortvarigt hans øjne. Han indhalerede let lugtende, der var i luften. Hvad var det? Han lod hurtigt sine øjenlåg glide op og rettede blikket op mod træets krone, hvor han fik øje på en skikkelse. Det måtte være hende, han kunne lugte; takket være hans fantastiske lugtesans, som nok alle vampyrer var beriget med.

Amelia var stivnet nu helt. Hun ahvde ikk haft opdaget at han var gået over mod hendes træ og oveni købet sat sig ved rødderne. Hun stod bare stille men kunne nu mærke hans blik mod hende *Shit* tænkte hun kort og sprang så hen til et træ et godt stykke fra ham Hun havde kunne se at det var en vampyr af hankøn som hun ahvde kunne fornemme. Hun stod med en utrolig balance på grenen mens ryggen til ham. Så så hun sig over skulderne og så på ham et øjeblik. Hendes skønhed afslørrede hende. En aspara. Ingen tvivl. Som regl ville hun bare springe videre gennem skoven men denne gang blev hun bare stående og betragede ren faktisk vampyren.

Eithan fulgte hende med øjnene, da hun forlod træet og sprang over til et andet. Imponerende. Selv havde han slet ikke nogen balance. Den var i hvert fald virkelig dårlig. Så at klatre i træer var ikke lige det, han var bedst til. Eithan overvejede kort, om han skulle sige noget. Nej, det var nok bedst at lade være. Bare tie stille. Desuden, hvad skulle han sige? Han kendte hende jo ikke, og hun måtte vel selv om, om hun ville flygte. Flygte; flygte fram ham. Ikke noget usædvanligt dér. Det gjorde de fleste. Men det kunne også være ligemeget. Eithan løsrev sit blik fra den endnu ukendte pige og rettede blikket fremad.

Amelia blev en smule forundret over hvordan at ha reagerede. Hun vendte sig lidt mere om mod ham og hendes brune hår hvivlede stadig vildt om hende. Hendes blik var blidt men stadig på vagt. Hun vidste jo ikk hvad en vampyr kunne finde på. Hun havde dog ikk mødt nogen i sit liv kun hørt de dårlige ry om dem fra hendes tidligere klan. Hun havde fået at vide at hun skulle holde sig fra dem men ham her virkede slet ikk som det hun havde hørt. Hun vendte sig forsigtigt helt rundt og lidt efter satte hun sig igen ned på grenen mens hendes blik stadig var rettet mod ham. Hun lagde spørgende sit hoved en lille smule på skrå og hun fik et uskyldigt men samtidig også mystisk ansigts udtryk.

Eithan lagde hovedet på det ene knæ, hvorefter et næsten lydløst suk undslap hans læber. Kiggede hun på ham? Forsigtigt drejede han hovedet og så op mod det træ, hun sad i, men han slog hurtigt blikket væk igen, da han fik svar på sit spørgsmål. Kunne hun dog ikke bare se væk? Skride og lade ham være i fred. Han begyndte at føle sig lidt utilpas, over at hun bare sad og så på ham. Et par gange åbnede han munden for at sige noget, sige at hun skulle glo væk, men det droppede han hurtigt og lukkede munden igen.

"Hvad laver du dog her ude?? Er du faret vild måske??" Pludselig sad nu så i træet som hun sad i før. Hendes blik var stadig rettet mod ham. Hendes stemme var beroligende og blid. "Du må undskylde at jeg bare sad og stirrede på dig men du virker lidt anderledes frem for alle andre vampyre eller tager jeg fejl?" Hun sprang så roligt ned fra træet og landede blødt en meter fra ham og vendte sig om mod ham igen. Hun bed sig kort i i sin læbe og lagde endnu en gang sit spørgende sit hoved let på skrå. Hun lod så være med at sige mere da han måske ville kunne blive irriteret over for mange spørgsmål.

Eithan vendte automatisk sit blik mod hende, da hun sagde noget. Da hun landede på jorden nær ham, så han kort op på hendes ansigt, studerede det hurtigt, hvorefter han så slog blikket ned mod sine sko. "Hvad rager det dig," snerrede han og kneb læberne sammen, så han mund nu kun var en smal streg. Ikke ligefrem specielt venligt. Kunne hun ikke også bare være ligeglad. Og hvad mente hun med, at han virkede anderledes? Eithan fnøs let ved denne tanke. Folk og deres fordomme. Alle vampyre var jo ikke nødvendigvis ens.

Amelia sank en lille klump der havde sat sig fast i i hendes hals og stod stadig og så på ham. Ikk stirrede. Så nikkede hun forstående og vendte sig roligt om igen. Så begyndte hun at gå ind imellem træerne og ind i mærket. "Så må du bare selv finde ud" sagde hun med sin staidg beroligende og blide stemme.

Eithan løftede hovedet fra knæet og slog efterfølgende en hånd mod sin pande. "Okay så, jeg er faret vild," indrømmede han sammenbidt. For pokker da også. Han måtte seriøst få skaffet sig et kompas. Han rettede ryggen og tog en dyb indånding for at få noget af det damp ud, som havde samlet sig inde i ham. Han hadede at indrømme sådan noget. Hvorfor var hans stedsans også så dårlig? Det var ikke blot her i skoven, det var overalt. Aldrig kunne han finde vej. Pinligt. Det eneste sted han var nogenlunde fortrolig med var gyderne i den østlige del af Di Morga. Det var nemlig dér, han tilbragte det meste af sin tid.

Amelia stoppede op og et smil voksede frem på hendes læber da hun fik ret. Så vendte hun sig halvt om mod ham. "Nåeh så det er du. Brug for hjælp eller hvad?" spurgte hun roligt og vendte sig helt om. På en eller anden måde begyndte den kraftige vind at blive mindre kraftig dog hvirvlede hendes smukke brune hår stadig vildt om hende. Hun lagde så endnu en gang spørgende sit hovedet let på skrå.

Eithan ventede lidt med at svare hende. Kunne han komme ud uden hendes hjælp? Han så tænksomt ud i luften med et lidt tåget blik. Sikkert, men spørgsmålet var hvornår, han fandt vej ud af denne 'jungle'. Årh, hvor irriterende. Eithan slog gentagende gange håndfladen mod panden i et lidt lamt forsøg på, at få alle disse tanker til at forsvinde. "Jae .. det har jeg vel," mumlede han lidt mut og skænkede hende et kortvarigt blik.

// Jeg logger af nu x) Jeg svarer næste gang, jeg kommer på. ^^

"Yay" sagde hun med en pludselig munter stemme. Hun ændrede sig næsten hele tiden og man kunne ikk rigtigt finde ud af hvad hvirken der var den sande. Hun gik så roligt hen mod ham. "Må jeg så hjæpe dig?" Hun satte sig på hug en meter fra ham stadig med er smil.

//Okay ^^//

Eithan var ikke selv videre begejstret. Faktisk fandt han det lidt pinligt, at han var faret vild. Hvorfor var han i det hele taget også gået herind? Han flyttede blikket over på hende, da hun satte sig ned på hug og bed sig forsigtigt i underlæben, da han ikke ville bide hul på den med sine spidse hjørnetænder. Han lod diskret blikket glide rundt på hende. Hun var usædvanligt køn. Eithan rystede let på hovedet for at komme ud af sin 'trance', hvorefter han tøvede lidt, før han så svarede hende. "Det må du vel godt.." Hans blik flakkede lidt rundt omkring i skoven, men det endte dog på hende igen. Bare det ikke krævede, at de skulle hoppe fra træ til træ, ligesom hun tidligere havde gjort.

Hun sad lidt og ventede på hans svar og hendes smil forsvandt ikk rigtigt. Det voksede dog en smule da han svarede ja. Det var der ikk rigtig særlig mange der sagde til hendes lille tilbud. "Super.. Jeg er forresten Amelia, en af byens aspara'er" præsenterde hun sig for ham og rejste sig ordenligt op. "Kom det er denne vej" Hun pegede lidt ind i mørket og vendte sig sp om så hendes smukke brune hår hvirvlede om hende endnu en gang. Så begyndte hun ligfe så stille og gå hen mod den retning hun havde vist.

//Skal lige ud at gå tur men kommer på igen bagefter ^^ skrives//

Eithan nikkede kort som et 'hyggeligt at møde dig', da hun præsenterede sig, hvorefter han ligeledes rejste sig op. Derefter begravede han sine hænder i de forreste lommer på hans bukser og så i den retning, hun pegede. Nåh, hun var altså en aspara. Dumt at han ikke havde bemærket det. Det forklarede jo, at hun var så smuk, som hun nu var. Eithan blev i mellem tiden lettere hypnotiseret af hende lange, brune hår, der på grund af vinden hvirvlede lidt rundt i luften. Da hun begyndte at gå, fulgte han automatisk efter hende. "Jeg hedder Eithan," præsenterede han sig selv med en lidt brummende undertone. Han fandt det ikke nødvendigt, at sige hvad han var. Det vidste hun jo allerede. "Såe .. bor du her i skoven?" spurgte han en smule utydligt, da han havde for vane at mumle og skævede til hende med hovedet lagt en anelse på sned.

// Okay (;

Amelia så sig lidt over skuldern og så efter ham. hun stopepde roligt op og ventede på ham med et imødekommende smil. Så gik hun videre da han var kommet op på hendes side."Jeps.. Jeg bor alene oppe i en hjemmelavet træ hytte ikk langt her fra" sagde hun med sin beorligende og blide stemme som svar på hans spørgsmål. hun lagde sine hænder på ryggen og hoppede smidigt over sten og andre forhindringer. Hun så ikk ud til at have ondt siden at hun jo havde bare tæ'r. Hun betragede ham lidt. Han så ud til at være en del ældre end hende. "Nåeh men hvor laver du i det hele taget her ude siden at du fór vild?" Hun lagde spørgende sit hoved let på skrå.

Eithan forsøgte at gengælde hendes smil, men det lykkedes ikke rigtig, da det kom til at se lidt falskt ud. Så hun boede også alene? Medmindre der altså var flere naturånder/asparaer, hun delte hytte med. Eithan var ikke nær så elegant i sin gang som hende, og han var flere gange ved at vælte over et par store trærødder, der stak frem op over jorden. "..Det ved jeg faktisk ikke," mumlede han lidt tøvende og slog blikket ned mod jorden. "Jeg gik bare lidt i mine egne tanker - og så endte jeg her," brummede han lidt efter og rodede lidt rundt i sit hår med den ene hånd.

Hendes smil voksede bare en smule da hun så ham prøve på at gengælde. Hun grinte svagt i sig selv når at han af og til var ved at vælte over de store trærødder men hun ville ikk vise det helt frem da hun jo ikk vidste hvordan at han ville reagere. Hun kendte jo også skoven meget godt og havde været vant til at færdes rundt siden hun blev født. "Ahr det er da ikk så mange der går.. Skoven er ikk altså det sted man vil ende om natten for nogle" sagde hun stadig med sin beroligende og blide stemme og hendes blik var nu rettet roligt ned i jorden mens at hendes hænder stadig var smalet på henes ryg.

Eithan trak lidt apatisk på skuldrene. "Nej, det er den vel ikke," mumlede han blot til svar og var meget påpasselig med ikke at falde over skovens fælder - trærødder og sten. Han havde vidst kun været her ganske få gange, men der havde han godt kunnet finde ud selv. Han havde også kun holdt sig ved skovbrynet. Aldrig havde han været så dybt inde i skovens indre. Det var godt, han havde mødt hende. Det irriterede ham dog lidt, at han ikke kunne finde ud selv. Normalt tog han ikke imod hjælp fra andre. Nåh, skidt pyt. Det var nok klogest at lade hende lede ham. Ellers ville han bare have forvildet sig endnu længere ind i skoven.

Amelia nikkede forstående og gik roligt videre. Hun kom så forbi et træ med et lille mærke som om at en eller anden havde kradset voldsomt på det. Hun så hurtigt væk igen og hendes blik blev igen rettet mod jorden. Hendes smil var blegnet lidt og hun havde ikk sagt noget længe. Selvom at vinden havde lagt sig flagrede hendes brune hår stadig som en smule svagt men tydeligt. Hun sparkede så rigtig hårdt til en lille sten som først ramte et træ, så det næste og igen før den kom gennem luften mod Eithan med høj fart. Lige inden at den ramte greb hun stenen med en blød men hurtigt bevægelse. "Undskyld.. Det var ikk meningen.."

Eithan fulgte hendes bevægelser med øjnene og satte tempoet lidt ned, så afstanden mellem dem blev lidt større, da han så automatisk sakkede lidt bagud. Af ren refleks trådte han et skridt bagud, da han opfattede stenen, der var faretruende tæt på at ramme ham, hvorefter han så faldt bagover, da han var kommet til at sætte sin fod ind under en af de mange, tykke trærødder. "Pas dog på," snerrede han bare, inden han fik rejst sig op igen og børstede det værste jord af sine bukser., hvorefter han luntede afsted med et raskt tempo.