Lyden af fred...eller hvad?

Hun stod bare stille og så efter ham. Hun stod så lidt og fumlede med stenen noglem sine fingre. "Jeg sagde da undskyld.." mumlede hun svagt for sig selv og smed så mere roligt stenen væk. *Mon han kan finde vej ud selv nu?* Hun så ham løbe som om at han gjorde. Så vendte hun sig roligt om og begyndte at gå tilbage mod sin hytte. Hun stoppede dog op da hun kunne mærke en mærkeligt varme i hendes kinder og en svag lyserød farve kom frem. Så så sig så lidt over skulderen og hen mod ham uden en lyd.

Eithan standsede, da han var gået cirka 5 meter og vendte sig om, så han stod med front mod hende. Skulle hun hjem nu eller hvad? Eller havde hun droppet at følge ham ud af skoven? Det var han sikkert selv skyld i; han havde vist ikke været speciel venlig mod hende. Det var jo sødt af hende at vise ham vej ud af skoven. Meget sødt. Han stod lidt og faldt i staver over alle disse tanker, der rodede rundt i knolden på ham med et lettere tåget blik. Kunne han selv finde ud? Han drejede rundt en gang for at orientere sig men måtte desværre indrømme, at han stadigvæk var helt væk. En GPS kunne være ganske god at have nu.

Hun stod stadig et øjeblik og så på ham med de let lyserøde kinder. Så vendte hun sig helt om mod ham og gik hen mod ham. Hun stoppede så ved siden af ham. "Kan du ikk finde ud alene alligevel?" spurgte hun ham roligt og sørgede for at hendes smukke brune hår dækkede hendes kinder så han ikk så hendes rødmen. Hun begyndte så at gå. "Det er denne vej.." Hun gik lige ud i et godt stykke tid før at hun drejede svagt til venstre. Hun sukkede lydløst og hun gik en lille meter foran ham.

Eithan smilede indvendigt, da hun vendte tilbage til ham og fulgte så lydigt efter hende. Efter noget tids havde lykkedes det ham at undgå næsten alle skovbundens forhindringer, der lå og lurede under det tynde lag mudrede blade, der lå og skjulte småsten og andre ting. Hvor stor var denne skov mon? Sikkert enorm. Han forstod ikke, hvordan hun kunne finde rundt i den. Gad vide hvor længe hun havde boet her? Og hvor gammel var hun mon? Han så bedømmende på hende, men han kunne ikke rigtig sætte en fast alder på hende.

Hun kunne mærke hans blik og så så op på ham. hun så ham kort i øjnene og vidste så nogenlunde hvad han gik og grublede over. "Jeg er 127 år bare så du ved det og jeg har boet her siden jeg var 9 år" forklarede hun ham så bare lige ud og hendes muntre og søde smil kom så frem på hendes læber. Så så hun mod jorden igen så hendes hår endnu en gang skjulte hendes rødmen der var blevet lidt stærkere.

Eithan så betuttet på hende, da hun svarede på hans spørgsmål. Var hun mon tankelæser? 127 år .. så havde hun jo boet her i skoven i 118 år. Eller hvad? Jo, 127 minus 9 gav 118. Ikke så underligt at hun kendte skoven så godt. Eithan ville ikke selv afsløre sin alder, da han ikke mente, at hun havde brug for at vide det. Han plejede, at holde den for sig selv. Det ragede ikke nogen, hvor gammel han var. Han sendte hende et svagt, påklistret smil, da han bemærkede hendes rødmen. Hvad var årsagen til det mon? Havde det noget med ham at gøre?.

Hun gik bare roligt videre og stoppede ved en lille bæk. Hun vidste ikk helt hvorfor. Hun satte sig på hug og tog en lille slurk. "Undskyld..Væsner som mig kan altså godt blive tørste af og til" sagde hun roligt og sprang let og smidigt over bækken hvor efter hun gik videre. Det lange brune hår falgrede stadig efter hende sselv om at der næsten var vindstille.

Eithan stoppede ligeledes, da hun bukkede sig ned for derefter at drikke noget af vandet fra bækken, hvorefter han så luntede efter hende, da hun begyndte at gå igen. "Jeg ved, hvad du mener," mumlede han lidt utydeligt med dæmpet stemme. Det var dog ikke vandet, han hentydede til. Han var nu ikke specielt tørstig, da han tidligere på dagen, havde drænet en ung pige for blod, så han var godt forsynet. Et lettere grumt smil gled hen over hans læber, da denne tanke strejfede hans hoved. Eithan satte tempoet en tak op, eftersom han sakkede lidt bagud. "Er vi snart ude af skoven," spurgte han, da han var ved at være godt træt af at vade rundt mellem alle træerne. Hvorfor skulle der også være så mange. Det var jo umuligt at se for bare træer. Grantræer, egetræer, birketræer og hvad der nu ellers voksede i skoven.

// Jeg logger af nu - svarer næste gang, jeg kommer på 8D.

Hun satte også tempoet lidt op da han gjorde det. Hun ahvde dog lidt svært ved at følge med da han havde lidt længere ben end hende og hun ville ikk løbe. "Jo.." Hun nikkede roligt som svar på hans spørgsmål og hun så stadig ned i jorden efter at hendes rødmen stadig ikk avr gået væk. Hun stoppede så op og pegede mod en lille sti. "Bare følg den lige ud uden at dreje så skal du nok komme ud" fortalte hun ham roligt og så så på ham for at se om han havde forstået men afslørrede så hendes rødmen. Hun piffede så kort og nogle ildfluer kom frem ved dem. Hun tog sin egen lille glaslampe fre hendes bælte og fangede nogle ildfluer. "Hvis det nu skulle ske at du ikk ser så godt i mærke" Hun rakte ham forsigtigt lampen.

Eithan standsede, da hun stoppede op og rettede så blikket fremad. Forsæt lige ud. Det var da nemt nok. Han flyttede blikket over på hende igen, da hun piftede, og der lidt efter kom nogen mærkværdige, lysende insekter flyvende. Det måtte være ildfluer. Han rystede først lidt på hovedet, da hun rakte lampen med ildfluerne til ham. "Nej tak. Jeg ser udmærket i mørke," svarede han med et let, påført smil og skubbede derefter lampen væk. Han var vant til at se i mørke. Han var aldrig ude om dagen, eftersom han som sagt var en vampyr. Han trak lidt på smilebåndet, så der dannede sig et kunstigt smil på hans læber, da han bemærkede hendes rødmen. Så sluttede deres møde vel her. Det havde været kort, men måske ville de mødes igen en anden gang? Selvom Eithan dog tvivlede på, at han kom tilbage til denne skov. Hvis det var tilfældet, ville han kun komme herud for at jage. Et skummelt smil bredte sig på hans læber, hvorefter han nikkede kort til hende som et 'farvel' og begyndte så ligeså stille at slentre hen ad den sti, hun havde peget på.