Lyden i mørket- Romeo=Privat

Omgivelser: Ingen lige umiddelbart
Sted:De ferme banegård
Tid: 00:23
Vejr:En smule køligt, men det er ikke slemt
Dato:?

Den larmede lyd, lød hver gang et tog susede forbi den ødede banegård. Men det var dog heldigvis kun en gang i timen at de store maskiner susede forbi. Men da det store tog var væk, var der stille. Helt stille, ikke en eneste lyd, kunne høres. Det var måske en smule dystret, og skræmmende at man ikke kunne høre noget. Men ikke skræmmende for alle. Pludselig blev stilheden brudt, af nogle lettere knirkede skridt. Lyden af skridtede blev ved, og ved. Men skridtende nærmede sig den ødede banegård. Uhyggeligt ikke sandt? Lige indtil at gadelygterne, oplyste denne person, som de knirkede skridt tilhørte. Det var blot en pige, ville mange tænke. Folk nu, om dage undervurdere altid piger, og kvinder. Det burde de ikke da at kvinder og mænd, næsten var det samme. Dog havde mænd, måske en tendens til at værre større og stærkere end kvinder. Men sådan var det jo ikke med alle. Denne pige var dog ikke særlig fysiks stærk. I hvert fald ikke meget mere end normalt. Pigen hed Yvaine. Yvaine? Det var da et specielt navn ikke? Det var det i hvert fald efter manges mening. Men for hende, var det vel bare ganske normalt. Dog havde hun jo også levet med dette navn lige siden hun blev født. Denne Yvaine, havde enormt mørkt hår. Ikke sort, men meget mørkebrunt. Men det underlige var at der nærmest var mørkere striber, nogle steder. Men det var ikke farvet, overhovedet ikke. Yvaine, gad ikke bruge penge på at ændre farve på sit hår. For det var jo som det var. Hun bevægede sig videre fremad, uden en idé om hvor hun var eller hvad hun lavede der. Yvaine havde det nemlig med at undersøge nye steder, og bare gå, rundt, som det passede hende. Hendes brune øjne hvilede kort, nede på den grålige vej, som hun nu gik på. Men hun fjernede dog blikket fra jorden da hun hørte en lyd. Hvad kunne det nu være? hun fugtede kort hendes læber mens hun prøvede at fokusere på det sted som lyden kom fra. Måske var det blot en kat?

en svagt vind fejede sørgmodig over det øde landskabt, der udgjorde banegården triste røde flade, hvor sorg, latter og glæde engang havde genlydt imellem murstensmurerne, blande med larmen fra togene.
men denne aften, der var hverken lyden af glæde, latter eller smil. hvor kun togenes klage sang kunne høres, og hvor alt med en fornuft have valgt at blive hjemme i deres egen trykke verden, lå det mest af banegården øde. men ikke alle var blevet hjemme. for inde i lange skygger, der hang som banner ned fra vinduerne. kunne man ane den svage gylden glød fra en cigaret, der genspejlede sig i et par ravgule øjne, som var det et rovdyr, der vendte i mørke. dette rovdyr var indklædt en lang mørk frakke, der gik ned til omkring lårene og som virkede alt for stort i forhold til den drengede krop, der bar den.
den ene hånd holdte om cigaretten, som udsendte en gråblå røg omkring personens stilhul.
øjnene iagttog kort omgivelserne med ansigt mørklagt i skyggerne fra væggen. så kun de rovdyrets øjne kunne ses, som et lys, der dansede inde fra mørke.
han forholdte sig ubevægelig. rolig. som slappede han helt af. men i virkeligheden var hvert en muskel i den halv rangle drengede krop spændt til det yderste.
af frygt? af spænding? eller begge dele?
det vidste kun romeo, som dette person, så smukt hed..

Den underlige lyd? Hvor kom den fra? og hvad havde skabt den? Det var de mange spørgsmål, som der fløj rundt inde i Yvaine's hoved. Men hvad der var mere mærkeligt var at man ikke kunne se noget. Ikke en eneste skikkelse burde være der i nærheden.
De svage nervøse vejrtrækninger kunne høres, da Yvaine var temlig skræmt eller ikke skræmt mere overrasket. Hun listede videre hen over den lange vej, somder lå placeret ved banegården. HUn sukkede svagt da hun let kiggede sig omkrig. Men der faldt hendes blik på nogle ravgule øjne. Et svagt gisp forlod hendes læber. Hvad var dette? En spøg? Nææh.. HUn kendete jo ikke nogle som der lige frem, ville spøge med noget. Rent faktisk kendte hun ikke nogle i denne by. Hendes brune øjne undersøgte de ravgule øjne. Måske stirrede hendes øjne lidt ind i hans. Hvem var denne person? Eller måske var det slet ikke en person, måske bare et rovdyr? Som der måske ville flænse hende op og æde det meste af hende, og så lade hendes sjæl vandre rundt for evigt? Ja, det måtte være en af de ideér som hun havde.
Hendes læber skilt ad, da den underlige lyd, lød igen. Hun kiggede hen mod den. Måske kunne det bare være en kat som hun før havde troet at det var? HUn fjernede blikket hen mod de ravgule øjne igen. Hvis denne ting, var et menneske eller et væsen, ville den tydeligt kunne mærke hendes stirrende blik som der bare ivrigt prøvede at gennemskue hvad det var. Hun vågede sig at tage et skridt nærmere skikkelsen, men vidste ikke om det var en god idé.
"Giv dig til kende" hviskede hun, men dog højt nok til at man ville kunne høre det

han forholdte sig stadig rolig, selvom det skæve smil trak sig længere op omkring hans læber.
så med samme nysgerrighed ind i den unge piges øjne. han vidste ikke om hun havde set ham, det gjorde egentlig også lige meget for ham. men pigen virkede underlig nervøs, som have hun set et monster, en djævel, en dæmon? smilet røg længere op, så det kort blottede tænderne, og romeo havde næsten lyst til at bryde ud i latter af sarkasme. pigen, kom langsom nærmere og nærmere, som mus, der ikke så slangen. han tog et sidste sug på smøgen, som han holdte imellem pegefingeren og langfingeren. før han med en håndbevægelse bagud, smed den fra sig. et øjeblik lyste gløden den bue op, som den faldt, før den helt forsvandt i mørke, ligesom skæret i de ravgule øjne. han så kort på hende indefra mørket, før han langsom begyndte at bevægede sig frem af, med et skridt af gang. romeo stoppede på grænsen til at mørke gik over i det mørkeblå. "hvad sagde du?" spurgte han med en slanges ydefulde stemmeføring.
han lagde hovedet lidt på skrå. en bevægelse, der ikke kunne ses for mørket, men som svagt kunne anes. så med en stille nysgerrighed på den unge pige, der stod et par meter fra ham, og som han uden at blinke kunne tag livet fra.

Den hvislede slage stemme, gav hende kulde gysninger. Denne person måtte vel, på en måde være ond? Eller måske som hende, ikke god og ikke helt ond. De brune øjne fangede kort denne 'slanges' blik. "Jeg bad dig blot om at give dig til kende" sagde hun lettere roligt, mens hun bare lod hendes øjne undersøge slangens. De var vel som slange og mus lige nu. Men måske var hun bare mere snug end en dum mus ik'? Måske mere en kvik lille mus, som der ikke lige frem var en som der tog imod ordre. Hendes brune øjne glimtrede let, da en af de svage månestråler ramte dem. intet smil var plantet hen over, de blege læber, som der kun var svagt rosa farvet. "Men hvis du helst vil holde dig hemmelig, kan jeg vil bare kande dig, for slange" hvislede hun blidt, og en smule for roligt. Hun bed sig svagt i underlæben, mens den puslende lyd lød igen. Hun vente kort blikket hen mod lyden? Den kom fra en skraldespand? Måske var det en rotte eller? en måge som der prøvede at æde de sidste raster af mad. Hun vente blikket mod ham igen. Suk? Folk var vel bae kedelige? Nej måske ikke? Denne person virkede da en smule mere spændede end andre, alt for sukkersøde personer. Sukkersøde mennesker var kedelige! Ja, meget kedelige endda. Hun bed sig svagt i underlæben, inden hun igen slap den. Hun kiggede kort og nysgerrigt ind i denne slanges øjne. Hun kunne sagtens få ham til at bøje sig grædede sammen foran hende. Hvis hun blot ønskede at han skulle føle smerte ville hun kunne få smerten til at brede sig i hele hans krop.

"slange?" gentog han med et fornøje udtryk i øjne, mens et halv hånlig, sarkastisk smil erstattede det ellers skæve smil. "jeg tror det kommer an på hvordan man ser på det, for din skyld, så er jeg ingen slange, men bare en ganske normalt ung mand, der er på gennemrejse" romeo skævede kort til noget inde i mørke. før han igen vendte sit gule blik imod den unge pige. "er du nervøs?" spurgte han pludselig med en nysgerrig mine, der ikke helt kunne skjule at han også more sig. men bag ordrerne lå også det svage undertone af alvor. han lagde stille hovedet på skrå, så det mørkerøde, brune hår rørte spidsen af skulderen. så med en nysgerrighed hen på den unge pige, han allerede i tankerne havde døbt souris. "eller kede du dig bare, lille souris? " romeo vidste ikke helt hvor han havde denne pige, for hvad han kunne mærke på hendes arua, at det her var ingen normal nattegænger, men der imod noget langt dyster, noget han ikke kunne sætte ord på, der romeo i sit korte liv aldrig havde mødte en med denne auraer. hvad kunne hun være? noget ligesom han selv, det virkede det ikke til.
men hvad var hun så?

Yvaine's øjne flakkede kort rundt, på alle de store lygtepæle som der skinnede ned mod dem. Gid de slukkede, alt den falske lys, var til at blive dårlig over. "Hvorfor skulle jeg være nervøs? Og ja, jeg keder mig, og har gjort det i lang tid" sagde hu med en lettere mystisk stemme. Men hendes stemme var også blid, på en måde, men sådan var hendes stemme bare. Hun kiggede kort på ham... Rødt hår og ravgule øjne? Det var ikke noget man så hver dag vel? Nææhh.... Et af hendes sjældne smil dukkede frem hen over hendes svagt rosa farvede læber. Men smilet var ikke kærligt, nej det var lettere hånligt.
"En svag gennem rejsede dreng burde ikke være sådan et sted på denne tid" sagde hun en smule hånligt. Hun vidste at han ikke var det. Han var noget andet... Måske pyskopat? Ja, det stemmede vel temlig meget ikk? Hun lagde også hende hoved en smule på skrå, men dog til den mod satte side. Han var vel egenligt temlig køn. Men han havde den lille smule ondskab over sig som der bare gjorde det endnu bedre. Sukkesøde personer, kedeligt! Hendes brune hår faldt let ned over hendes hals, fordi det efterhånden var blevet temlig langt. Hun bed sig svagt i underlæben... "souris? Hvad i alt verden er det for et navn?" spurgte hun med en lettere undrede stemme? Det navn var da sært? lidt for sært måske....

"lang tid, det lyder da ikke for godt" sagde romeo med et skævt ulvesmil, som var hans sædvanlige smil. han så kort igen ind i den lille souris's øjne. mens han kort igen undrede sig over, hvad denne pige var. han tog et skridt frem imod hende, så månens lys genspejlede sig i de ravgule øjne. men romeo vidste af fortiden, at det var bedste at holde afstand. især overfor denne pige, hvor lugten af død hang som parfume omkring hende. han stillede sig med hovedet lidt på skrå, på samme måde som kvinden overfor ham. og det nysgerrighed udtryk fyldte igen hans øjne. hvad var hun? en engel? en djævel? eller intet?
det vidste romeo ikke. men han skulle nok finde ud af det.
"din bekymring er smigrede, men denne 'svage' gennemrejsen er her kun et øjeblik" svarede romeo stille med stemmens dryppende af sarkasme. "men hvad laver en lille souris som dig her, alene?" han holdte en kort pause, mens øjnene flyttede sig fra pigen, og ud til den ene side, hvor mørkede herskede. undrede sig kort over, hvad denne nat ville fører til.
men mest af alt, hvor han skulle tilbringe morgen. et varm sted håbede han i sit inderste.
"det er jo det" svarede romeo med halv hånlig, og lod i det samme sine øjne vende tilbage til den lille souris..