snebold kamp! med Radioaktivt sne?! [Sam & Euuzia]

De sidste dage havde børnene holdt sig mere ude på legepladsen end der hjemme, utroligt at de gad da sneet havde faldet uden stod i fem dage. Men børnene forsatte med at smutte der ud, hver dag med lige store smil. Skolerne var blevet lukket, politiet fra rådet det meste køreles som man kunne lade være med at køre. Om det var selve sneet eller de fridage der holdt børnenes smil fremme var svært at sige, men der støre antal af børn der var ude på legepladsen fik selv deres forældre til at få et smil på læben.

Forældre havde aftalt hvem der gik med dem ud på pladsen, sne blev kastet frem og tilbage både efter børn eller vokse, selv om der kun var to voksne så var der ikke meget der holdt dem adskilt fra børnene ud over deres krop var større. De smilede alle sammen, sneet var deres legetøj og det var alle mod alle. Latter, råb og skrig hang hen overpladsen, de havde alle sammen en ting til fælles. Glæde, en stort del af glæde hang i alle de forskellige lyd former. De fleste der kom tæt på pladsen ville blive påvirket af denne 'aura' pladsen havde fået og selv ende med et smil på deres læber. Sådan ville det være i de fleste byer, dog ikke denne. Her kunne de lige så godt være en blod trøstig dæmon der ville komme løbende efter det ene af børnene, det var grunden til at hun opholdt sig på pladsen. Normalt lå børnene slet ikke mærke til hende, men denne ene after middag faldt det hele anderledes.

”Psst! Kim.” Udkom det fra en af de unge drenge, hans ansigt var vendt mod hende.
”Hvad er der Emil?”
”Hende der, hende på bænken, kom!"
”Okay!”

De to drenge sneg sig rundt langt om træerne for at komme udset hen til pigen der havde sat sig ved bænken, hun havde en avis i hånden, Endnu ikke åben. Der var ikke længe siden hun havde sat sig der, end ikke hende selv havde kikket på avisen i nu. Hun havde sat sig på ryglænet med sin front rettet mod legepladsen, blikket sad over selve pladsen. Stadig uset sneg de to unge drenge sig tættere på hendes ryg. Deres fodtrin blev overdøvet af latterne der bredte sig fra pladsen, som de kom tættere og tættere på kviden. Først nu hvor de var fem meter væk fra bænken lå de mærke til noget mærkeligt, hendes tøj! Det passede jo slet ikke til alt dette sne!

”Psst! Hvad er det for nogen vanter hun har på?” Lød det lavt fra Kim.
”Kom nu bare.” Lød det fra Emil lige så lavt.

Kim valgte at over se det fra nu, men Emil havde set det. Den pige brude fryse! Og fryse meget, hun havde næsten ingen tøj på, en hvis kjole der sluttet på hendes skinde ben, dog med lange ærmer.
En meget mærkelig hue, vanter samt støvler. De så vildt tunge ud, næsten så om de var af metal, det samme med hende hue! Og nej hvor var hendes hår langt! Samt en mærkelig farve, lys sølv farve.
Da de kom tættere på, nu hele to meter fra bænken, kunne han se hende jakke..Den så ud ligesom hende vanter, og støvler! Jern farvet!

Kvinden tog stille avisen frem foran sig og vendte dem og lod blikket falde på bagsiden. Som det skete sænkede begge drenge hurtigt deres ansigt ned så der var svære at se, men kvinden så ikke ud til at se dem. Emil gjorde et tegn og de samlede begge to alt det sne der kunne holde og have mulighed til at kaste.
Emil gav tre lille nik før han råbte op.
”ANGRIB!!” Udkom han med, og med det samme satte de begge i løb mod kvinden, Emil ind under ryglænet og hen over bordet, kim løb uden om. De løb alt hvad de kunne mod kviden. Hun gjorde intet før sneet var faldet over hende hoved. Drenge udkom med en latter og begge løb væk med blikket rettet mod hende. Så snart de var nogen meter væk ramte avisen bordet og hun hoppede ned fra ryglænet og havde en sne bold i hver hånd. De blev ført til hende mund hvor hun kyssede dem med hendes lyserøde øjne. De blå klare øjne fra denne unge ansigt var rettet mod de to drenge.

Sne boldende blev kastet i deres retning, lige efter satte hun sig op på ryglænet igen. Øjne gik i og en ung piges latter udkom fra hende. Som den glade latter forlod hende, så ved hvert 'grin' udkom der en bølge af kulde fra hende. Sneet der faldt og blev ramt af bølgerne blev til is og faldt hårdt mod jorden, sneet der lå dannede et is lang trygt nok til at man kunne gå på det.

De blev begge ramt på ryggen, og udkom med en latter som de løb tilbage til de andre børn.

Et virvar af børn og sne var alt Sam kunne se da han gik ind på legepladsen, han havde ellers regnet med at eftersom det var ved at blive mørkt så var folk taget hjem, for at varme sig, lave mad, eller bare af ganske simpel træthed over den al den leg børnene brugte deres tid på nu hvor skolen var lukket. Men det var åbenbart ikke tilfældet, underligt nok. Det havde sneet i 5 dage, og alligevel var børnene lige så glade for sneen nu, som de havde været den første dag det sneede. At de ikke snart blev trætte af de samme snelege og løjer undrede Sam en smugle. Men det måtte de jo selv om, små hjerner, små fornøjelser.
Det morede åbenbart både voksne og børn kosteligt at lege med denne sne, mon de også vidste at der var noget magisk ved denne sne? De havde trods alt ikke adgang til samme aviser som Sam havde, men de vidste nu nok godt at der var radioaktivitet i den sne som de befandt sig i, blot i meget små mængder. Mærkeligt at de ikke var gået i panik, det havde han sådan set forventet, at folk ville overreagere, og undgå alt kontakt med det hvide vidunder der faldt omkring dem.
Sam var ikke just i det samme legende humør som de andre, og han var egentlig kommet herhen fordi der plejede at være ro nu, og det var et ganske hyggeligt sted.
En snebold ramte ham på skulderen, og et flabet udtryk kom frem i hans ansigt da han så over på personen der havde kastet den, en tøs på ca. de 15 år. Han stak avisen i inderlommen på sin frakke, lukkede frakken, bukkede sig ned og formede en snebold hvorefter han tyrede den det bedste han havde lært lige i smasken på den 15’årige tøs. Det flabede udtryk blev skubbet en smugle til side af hans skades fryd, men det var dog stadig at se.
Sam satte sig over på en bænk, i hjørnet af legepladsen, og uddelte nogle flabede og komiske udtryk som fik de børn der så på ham til at smile og le af ham. Man skulle vel underholde dem lidt? Han ville egentlig til at læse sin avis, det som FUN havde skrevet i avisen var yderst spændende, mest af alt fordi han selv havde været hos den omtalte dæmongruppe i 2 år, hvor de havde trænet hans evner på grusomste vis. Han rystede minderne af sig, ikke i skræk over dem, men vel fordi han savnede dette lidt? Han så sig omkring, og blev distraheret af to små drenge der tydeligvis var ude efter at få ram på en yngre dæmon der sad på bænken. Han lod den hånd der netop var gået ind under jakken, falde igen for at betragte dette syn. Det skulle nu nok blive sjovt, de anede jo ikke hvad de gjorde.
Sam grinede over deres forsøg på at snige sig mod hende, og regnede egentlig med at hun havde set dem, men så igen det var ikke til at høre dem for al den larm der var. Under alle omstændigheder ville det de havde gang i ende galt! Han måtte igen grine da de to drenge angreb hende. Det var tydelit at se at denne dæmon havde noget med kulden at gøre, for hendes påklædning fortalte ham at hun ville fryse hvis hendes ’element’ ikke havde noget med is eller sne at gøre.
Igen måtte Sam trække på smilebåndet da drengende små triumferende løb lidt væk fra hende, som havde de vundet den korte krig… den var først lige startet. Og han lænede sig tilbage i sædet for at nyde showet. Børnene blev ramt og Sam smilede kort. Han lagde dog også mærke til at hun fik forvandlet sneen der faldt og den der lå til is med hendes latter. Altså havde han haft ret. Interessant… en is-dæmon, netop i denne tid. Det kunne være sjovt at snakke med hende om de ting der stod i avisen, men så vidt han kunne se havde hun ikke læst den. Han greb selv sin avis, traskede over til hende, satte sig uden et ord ved siden af hende og foldede sin avis ud for at læse den. Han slog med det samme op på de sider hvor der stod ting om sneen. Og lod hende vide at han vidste hun var dæmon, ved at nikke til hendes avis. Hun kunne ellers ikke ha fået en avis som denne hvis hun ikke var et magisk væsen. Han ville give hende tid til at læse avisen, eller det stykke af den ”interessant at en is-dæmon dukker op, specielt nu hvor der er så meget omtale omkring dem.. nyder du vejret?” kom det let flabet dog også ind charmerende fra ham.

Som en del af hendes latter lod hun blikket falde mod den duft der var på vej mod hende, en ung herre der nærmede sig de to meter. Smat en lille top hat på hovedet, venligt ansigt. Hans tøj passede ikke helt ind, men her skulle hun nok ikke snakke, lige meget hvad han gik i ville det kun være en skygge af noget der ikke passede ind i forhold til hendes. Selv om hendes hvide kjole var fra denne tid, så var resten ikke. Hvad ville han? Han larmede lige så meget som børnene. Lige meget, han ville nok bare gå forbi hende som så mange andre. Plus at hun fik chancen for at se en falde på det is hun havde lavet, kunne vel være sjovt?

'interessant at en Is dæmon dukker op, specielt nu hvor der er så meget omtale omkring dem.. Nyder du vejret?' Hendes latter holdt op som orden ramte hendes øre, blikket blev rettet mod ham.
Omtale? Hentyder han til omtalen omkring dæmon gruppen? Det var endelig også lige meget, han kom endelig over at snakke med hende og ikke bare gå vider som hun havde regnet med at han ville. Samt så lyder han endelig venlig, dog var det ikke svært at se det andet i den sætning han sendte efter hende.

Smilet træk hun væk fra sine læber og lod blikket pege på hans øjne.
”Hm!. Vejret er skønt, men omtalt? Hvad mener de med det?” Udkom fra hende, ikke nogen ord med mere tryk end de andre. Næsten ingen følelse i nogen af ordene. Ved hvert ord ud kom en bølge af kulde der bredte sig ud omkring hende, igen blev det faldene sne til is og faldt lige ned, temperaturen faldt nogen grader, dog slet ikke så meget som da hun grinede før.

Hun lænede sig lidt tilbage af og lod sine hænder falde ned på bordet bag ved hende, avisen blev fundet ved den ene og ført ind foran hende. Hun vidste sig selv bagsiden af avisen og lod blikket falde hen over den. Som blikket faldt ned over det kom et smil frem på hendes læber. Øjne sad på fem dags diagnosen, det skulle sne nogen flere dage.
Selv hendes øjne lyste op af glæde over det, var vidunderligt at sneet kom sådan. Fra intet til kraftig sne storm.

Hvem og hvad var det endelig der var gået her hen? Menneske, nej. Vampyr, nej han udgav en duft.
Animagus, engle, djævle, dæmon, alba, aspara, elver eller varulv. Var der flere der kunne fjernes her uden at vide mere om ham, ikke uden at over tænke alt for meget. Han har en mulighed for at være farlig, men det ville være dumt at overfalde hende her, de andre på pladsen ville nemt ligge mærke til det. Måske en som Millicent der endelig bare ville snakke? Det var vel muligt? Eller som englen der ville have hjælp. Nej, hjælp ville han have gjort det anderledes.

Som tankerne og ordne gik rundt, faldt larmen over pladsen en smule da børnene var på vej hjælp. Dog fik nogen lov til at blive ude til aftens madden var færdig, fire unge mennesker blev.