A eve for the joyfull [Scarlett/Euuzia]

”Klang klang klang” Lød den fra vejen der førte op til Universitetet parken, gang stien var af grus så de ellers larmende, metal aktie lyde forsvandt som kvinde bevægelse sig derover på. Kvinden gik hen til skilte der vidste ruten rundt om søerne, så kort hen over det og som hun gjorde dette blev hun belyst af en svingene lampe. Det smilløse blege ansigt, livløse blik der sad på den fejl fri blege hud på denne unge kvinde, stirrede lige ud ind på skiltet. Hendes tøj passede ikke til den kolde vind, en kort kjole der sluttede lige over hende knæ, dog i det mindste havde den lange ærmer, eller den så ud til at have lange ærmer, det var svært at vurdere da den blev mødt at hendes handsker, dog var handsker lavet af jern, hvilket gjorde de umuligt at vurdere hvor langt op kjolen gik under dem. Hendes handsker var ikke det eneste der var mærkeligt, hendes støvler, de gik til lige under hendes knæ, de var igen af jern, her ville man normalt forvente det sluttede her, men nej ikke ved denne kvinde, hun havde et pandebånd der gik hen til hende tændinger samt hendes pande, dette var også af jern.

Hendes hånd gik op af skiltet og en dunk lød som hende finger hammere ind på skiltet, fingren ramte på den ene af søerne den mod øst. Lige efter vente hun sig i den retning og de tunge skidt begyndte igen som hun gik i gang med at bevæge sig. Vinden tog fat i den lange sølvfarvet hår som kvinden havde, hvis det ikke blæste ville det slutte næsten hele vejen forbi hendes ryg, på bunden af hendes læn.

Her fra bevægede hun sig ned mod den klare sø, nej, det var ikke klar, vinden var for kraftigt til at kunne vurdere den klar hed. Et skuffet suk forlod hende, sidst hun var her var det den pæneste sø hun nogen sinde havde set men ikke nu, vinden bevægede den så man knap kunne se månen fra som var så tydelig på den klare himmel. Alligevel valgte hun at sætte sig på bænken ved siden af søen.

Hun lukkede kort de lysblå øjne og lyttede omkring sig, her var lydende ikke påvirket da der ikke var nogen træer eller noget omkring ud over nogen få plante samlinger. Der var ikke andre der endnu var opdaget, jo, hun var gået forbi et par der gik rundt i området på vejen ud til søen, men ikke et sind ud over det par. Her var rart, selv om vinder var kraftigt så var her stille. Første gang i længere tid hun havde fået lov til at slappe af. Et lille lyd forlod hende, ikke engang et rigtigt ord, men bare nogen bugstaver der var sat sammen for at gøre udtryk for at slappe af for første gang i flere uger, nej måneder. Lyden efterlod en kulde i luften, en vind af ren kulde forlod hende. Vandet der blev skubbet rundt i luften på grund af vinden frøs omkring hende og ramte jorden som is. Hovedet blev kastet tilbage og et lille smil dukkede op på hendes læber.

Der var ikke mange mennesker til stede. Den kolde vind gjorde som regel at folk holdt sig indendøre. De få der endelig bevægede sig udenfor var godt klædt på. På nær den unge kvinde, der lige nu slentrede rundt langs den ene af søerne ved universitetet. Hun var iført en grå tanktop, der kun lige dækkede navlen, et par jeans med "kunsthuller" samt et par hvide kondisko. Det lyse, lettere krøllede hår hang løst og ville under normale omstændigheder række lige ned under skulderbladene. De isblå øjne næsten lyste i mørket. Det svage smil var køligt, som om hun gik i sine egne tanker.
Og det var netop, hvad Scarlett gjorde. Ikke at hun rigtigt tænkte på noget, men hun holdt samtidig heller ikke rigtigt øje med, hvor hun gik henne.
Hun stoppede op, da et par gik forbi hende, og derved rev hende ud af sine egne tanker. Hun brugte lidt tid på at finde ud af, hvor hun egentlig var henne, for hun havde gået et godt stykke tid, uden egentlig at tænke på hvorhen. Det var simpelthen utroligt, at hun kunne være så meget lukket inde i sig selv uden overhovedet at tænke på noget, at hun ikke altid vidste, hvor hun endte henne. Hun var dog ikke i tvivl. Hun var tæt på universitetet, for hun kunne se bygningen ikke så langt væk. Hun måtte være på udendørsområdet, for det var stort set det eneste sted, at der var så mange søer samlet på et sted. Hun rystede lidt på hovedet og fortsatte sin gang.

Ikke længe efter stoppede Scarlett igen op, men denne gang af en anden grund. Var temperaturen faldet? Det føltes ikke sådan, men en unaturlig kulde var kort skyllet ind over hende. Hun granskede området med øjnene, men umiddelbart var der ingen at se. Det var mærkeligt. Hun var sikker på, at hun ikke var alene, for det temperaturskifte, der ganske kort havde været, var bestemt ikke naturligt. Scarlett var næsten sikker på, at der var tale om magi. Hun drejede en halv omgang og fik øje på... en pige? Hvordan i al verden kunne Scarlett have overset hende? Var det fordi hun bare sad der på bænken, eller var det fordi hun havde gået så meget i sine egne tanker? Igen måtte hun give sig selv en mental dumflad. Det var hverken tid eller sted til at lukke sig ind i sine egne tanker. Hun var instinktivt klar over, at pigen der sad på bænken var overnaturlig. Hvorfor vidste Scarlett ikke, men det var så stærk en følelse, at hun umuligt kunne ignorere den. Mens hun blot betragtede pigen, lagde hun mærke til noget andet. Var det... is der lå omkring bænken? Havde hun virkelig frosset så meget vand? Hvorfor? Og havde det noget at gøre med den kulde hun havde følt tidligere?
Nu var Scarlett sikker på, hvad hun havde med at gøre. Det var is. Men var det en dæmon eller djævel og var vedkomne venlig eller fjendtlig? Det måtte hun vel finde ud af på den hårde måde. Hun traskede stille over mod pigen, næsten helt lydløst, igen med det kolde smil på læben.
"Excuse me, but are you a demon or a devil? Soryy if I'm too straightforward, but I noticed the ice around you."
Venligheden i den britiske accent var tydelig, men det harmonerede ikke helt med det kølige, overvejende ansigtsudtryk.
Scarlett havde valgt at stille sig et par meter fra pigen i tilfælde af, at hun skulle vise sig at være offensiv.
Pigens rustning var særdeles iøjenfaldende, men var den mindste bekymring, der kørte igennem hendes hoved. Hun var langt mere årvågen overfor pigens aggression fremfor hendes forsvar.

Som kulden lagde sig omkring sig, lod hun igen blikket flade ud over søen endnu engang, dog kunne kun lige nå at falde til ro får ord kom fra hendes bagside, en kvinde.

HVAD?! tænke det unge kvinde for sig selv, var det for et spørgsmål som blev kastet i hendes retning, hvordan kunne noget stille det spørgsmål så roligt i hendes retning? Var det roligt? Måske, dette vidste Euuzia ikke, men noget var galt. Normale kvinder spørger ikke sådan ud, ud fra dette må hun konkludere at det ikke var et menneske der var bag hende. Euuzia rejste sig stille op, som handlingen skete faldt hendes hænde nærmest livløst ned langs hendes sider. Blikket sad på jorden og blev meget langsomt kort op og kikkede mod kvinden som stod foran hende, det glædesløse, livsløse, blik kikke nu mod kvindens blik.

Euuzia bevæge hånden ned bagved bænken ryg og holdt den gemt fra kvinden. Der var to muligheder hun kunne vælge, men som kvinden valgte at spørge så burde det vel også blive bevist til hende.
”Klang” lød det som hun som hun stod en skidt længere frem, hånden gled hen over ryglænet på bænken. Good evening. Udkom det fra hende, uden følelse i stemmen. Yes, i arm a demon of the fronzen element. May i ask to be as cuel as to ask who they might be my dear? som de følelses kolde ord forlod, følte der den ene kolde vind efter den anden, den kom en ny ved hvert ord som forlod hendes mund og bevægede sig i retningen af kvinden. Dog bevægede sig ikke som vind, men som om temperaturen bevægede sig med ordene, hånden bevægede sig frem mod kvinden som en hilsen. Dog ikke til at give hånd men med håndfladen op af. Det følelses kolde blik og smil var stadig rettet mod kvinden og ventede på hendes reaktion.

Scarlett havde en form for naturlig respekt for pigen, for hun vidste instinktivt at denne pige - omend noget lavere end Scarlett - var meget ældre end hun selv var og derfor meget mere erfaren. Respekten var rent faktisk tydelig i hendes øjne et kort øjeblik.

Scarlett fulgte pigen med blikket, da hun rejste sig op. Selvom hun så yngre ud og var noget lavere, var Scarlett slet ikke i tvivl om, at hun var væsentligt ældre end hende selv. Det emmede jo næsten ud af hende. Det følelseskolde ansigt. Armenes ligegyldige svingen. Hun kunne dog ikke helt greje, men der var noget andet som var mere frygtindgydende end pigens alder. Scarlett var ikke decideret bange, men respekten for isdæmonen var der bestemt. Hun var endnu ikke noget dertil, hvor hun var blevet helt og holdent kynisk. Hun havde stadig sine følelser, selvom hun ikke helt kunne sige om pigen stadig havde sine følelser intakt eller ej. I så fald var det en fantastisk facade, hun holdt sig.

Scarlett betragtede fortsat kvinden, mens hun bevægede sig. Det var alligevel sjældent at se en i rustning. Hun vidste stadig ikke, hvor venlig pigen var, så da hånden forsvandt om bag ryggen, var alt forsvar instinktivt slået til, omend hun ikke rørte en muskel. Opmærksomheden var dog fulgt rettet mod pigen. Heldigvis fyldte hun ikke så meget, så Scarlett havde det meste af kroppen i sit synsfelt. Hun lyttede interesseret til pigens svar.
"I do apologise for the rude intrution, my couriosity got carried away. My name is Scarlett Jackson, and I am an ice demon too, although I am quite younger than you are."
Høfligheden var bestemt at spore i den britiske accent. Hun kiggede lidt på hånden, pigen havde strakt ud og undrede sig kort over, hvad hun skulle gøre. Instinktivt lagde hun dog sin venstre hånd på den højre skulder, så armen lavede en skarp vinkel foran kroppen, hvorefter hun nejede. Hun vidste at det var almen respekt at bukke eller neje for dem, der var ældre end en selv, og Scarlett havde på ingen måde et ønske om at fornærme pigen. Hun håbede bare på, at hendes gestus blev taget som noget positivt frem for negativt.
Scarlett bemærkede tydeligt temperaturskiftet i kølvandet på pigens ord, men valgte ikke at kommentere det. Det virkede ikke just som tiden til at påpege temperaturen, og hun var trods alt isdæmon, så Scarlett gik ud fra, at det havde noget med det at gøre.

Blikkket sad på kvinden som svaret kom, et dejligt svar, dejlig høfligt. Den eneste fejl var at neje for hende. Dog fik det alligevel et tilfreds smil til at dukke op i Euuzia's indre, dog var det nok muligt at se i hendes øjne, det lille lys der nu var i dem. Kvinden havde bevist ved hjælp af hendes høflighed at hun intet ondsindet ønskede med mindre det var gemt godt under høfligheden. Dog var det altid en mulighed at gennem sine ting bag enten et smil eller pæne ord.

Euuzia lod stille blikket flade ned på kvinden skuldre og ikke på kvindes ansigt. Euuzia's skuldre fladt et par centimeter og en mere afslappet form af det livløse kropssprog dukkede op.
Good, good, so they know how to response, im gald to hear that. My name is Euuzia Det gentog sig, som, sidst en bølge af kulde forlod hende ved hvert ord, dog ved hendes navn, var kulden mere intenst og mere koncentreret end ved de andre ord. End del mere.

What brings you out here Jackson? Udkom fra hende før Kvinden fik chancen for at reagere. Og det gentog sig, kulden kom igen som bølger, dog var de alle svage her. Der var ingen følelse i nogen af ordene. Hænderne hang stadig livløse ned at hendes sider, det livløse blik sad fast på kvindens skuldre. Hendes egen grund gik nu igennem hendes tanker, det skete tit ting som hun ikke forstod, eller ting der ikke gav mening som hun selv gjorde. Var dette en af dem?

Scarlett havde ingen anelse om, at hendes gestus havde været andet end simpel høflighed, men hun var egentlig lidt ligeglad. Hun var udmærket klar over, at pigen overhalede hende selv på alle punkter, så om pigen tog det som høflighed eller underdanighed var egentlig ligemeget.
Hun var dog stadig på vagt over for pigen, for selvom hun endnu ikke havde været offensiv, kunne man aldrig vide. Isdæmoner var ikke ligefrem forudsigelige, så det var bedre at være på den sikre side.

Da pigen slappede en anelse af, stak Scarlett roligt sine hænder i lommerne. Hun blev dog lidt irriteret over at blikket ikke blev hævet igen, for hun kunne bedre lide at have øjenkontakt med dem hun snakkede med.
"Actually I just wanted to enjoy the evening. It's hard not to get overheated in this area because of it's location. So when it's dark and cool I usually prefer to enjoy it while it lasts.

Scarlett bed igen mærke i temperaturfaldet, men det generede hende ikke, så hun havde stadig ikke tænkt sig at påpege det. Hun overvejede dog, om det kunne have noget med kvindens mangel på følelser at gøre, eller om lige det simpelthen bare skyldtes hendes alder.
Hun gav dog ikke på nogen måde udtryk for sine analyseringerne. Nok var hun ikke følelseskold, men hun havde lært at holde en kølig facade, også selvom tankerne kørte på højtryk inde bagved.
"It's very nice to meet you Euuzia."

It’s very nice De ord forlod kvinde der stod foran hende, som ordene forlod hende hævede blikket sig en smule, op til hendes mund for være sikker på der ikke var ord der blev kastet hen over hende uden hendes øre opfangede det, der fyldte noget efter, altid noget, ordne der forlod kvinden fik yderligt mistanken om kvinden var ondsindet til at falde. Euuzia nikkede som kvindes sætning med det ord som fangede hende, endelig bare for at slippe for at sige at hun var delvist enig i at det var rart at møde hende, hvilket hun var.

Its lovely isn’t it, silent and calm, not a common soul in sight. As long as you dodge the so called parties in this area it will remain like this Et suk forlod hende som hun blev færdig med at tale. det gentog sig det hele engang til ved hvert ord, dog var der flere dominerne ord denne gang. ordne lovely, silent, soul samt sukket efterlod sig en del kraftigere bølger end de andre ord, flere grader mindre end de andre. Selv om orden ikke efterlod træk i hendes øjne, så havde de alligevel en tydelig betydning for hende. Blikket og ansigtet var livløst som før, selv kropssproget var livløst, nok ikke livløst, men ihvertfald følelsesløst.

Hovedet faldt til siden, og øjne gik i, et indre smil dukkede op, nej. Det var ikke indre, hun smilte. Dog følte hun ikke selv at hun gjorde det, så reaktionen kom ikke. Det unge smil var rettet mod kvinden og Euuzia selv, vidste det ikke. Hendes minder fulgte for meget her, til at hun fik lov at føle hun så sådan ud.

Scarlett betragtede pigen, mens hendes blik hævede sig. Selvom hendes irritation ikke var tydelig, gik det hende alligevel på, at pigen ikke ville se hende i øjnene. Det var næsten upersonligt. Havde det virkelig været på grund af Scarletts nejeri? I så fald virkede det i hendes øjne lidt småligt, men så igen... Pigen var stadig meget ældre, og hun havde sikkert andre skikke, så det var måske derfor?

Smilet voksede en smule over pigens ord. Hun bemærkede stadig temperaturskiftet, men det føltes mere naturligt denne gang. Som om pigen var blevet noget mere afslappet end for få minutter siden, hvor de lige havde mødt hinanden.
"The silence is nice yes. And I have gotten quite good at dodging parties."
Selvom pigen stadig så noget... tom ud, havde Scarlett stadig en følelse af, at hun havde lagt noget mere betydning i sine ord denne gang end tidligere. Hun kunne ikke helt sige hvorfor, men det var som om, at pigen prøvede at holde sine følelser tilbage. Havde det noget med den kulde hendes stemme efterlod? Eller var det bare fordi, at det for hende var blevet nemmere at leve? Selvom Scarlett filosoferede en del over dette, var hendes opmærksomhed stadig rettet på pig... Euuzia.

Hun betragtede Euuzia, da hovedet blev lagt på skrå og hun lukkede øjnene. Scarlett hævede kort et bryn over smilet, der kom frem, men hun valgte ikke at kommentere det. Det så næsten ud som om, at hun ikke længere var til stede psykisk, men nærmest var gået i minderne.

Alt var mørkt og kun ord ramte hende, blikke bevægede sig men der var intet at finde. Hun kiggede hurtigt og hurtigere rundt og kunne mærke panikken vokse i hende, men der var intet bare hende i dette mørke rum. Et lys glimt! et kort et, men det var der. Hurtigt løb hun i retningen af retninger hvor glimtet var sket, igen! samme sted, dog kortere afstand. Det tog ikke lang tid før at afstanden var nået, en dør, hvad var dette? Der var jo ingen væg? Hvorfor var her en dør? Døren gik op uden hun rørte den og derinde var der en grøn slette så langt øjet rækker nogle få træer samt buske her og der, men intet andet. Nej, et tæppe, en kande samt tre kopper var placeret der på. Dufte af det friskbrygget te fyldte luften op og hun trak sig derhen uden at tænke over det, bøjede sig ned. vent? Dette var sket før, hvorfor var det her nu? Hun forsøgte ikke at huske dette behagelige minde? The silence is nice yes De ord, hvor kom de fra? de var ikke en del af mindet? Nej, det var mindet betydning men hvem sagde det? her var jo ingen! Vind? Hvorfor kunne hun mærke vinden på sin hud? Ej, Her var ikke! Hun var tæt ved søen! den pæne klare sø! Den hun blev skuffet over at se igen, nu hvor vinden ødelagde de fine billeder der normalt blev kastet i søen.

Stille åbnede hun sine øjne igen, hovedet faldt tilbage på sin plads i samme bevægelse faldt læberne tilbage i til deres livløse pladser. Glæden i hendes øjne forsvandt sammen med. Det var begyndt at ske oftere og oftere. Et suk forlod hende, blikket faldt igen mod Jacksons skuldre. ”Parties was one so peaceful, but now, all people keep in their minds is abusing the alcoholic liquids. All of them share the same topic as well...Lyst. is the main topic for the modern parties."
Endnu et suk forlod hende. Kulde blev kastet ud, igen som sidst var der ord hvis kulde var stærkere end før, peaceful, abusin samt det mest dominerende ord af dem alle..Lyst, kulde her efterlod sne, hvis ikke is i munden på Euuzia, de første ti centimeter fra hendes mund blev vandet i luften til sne som langsomt faldt mod jorden. hænderne hang stadig livløse ned langs hende, dog var hendes venste knæ bøjet sig en lille smule og lavede en feminin stilling.

Scarlett betragtede pigen, mens hun stod med lukkede øjne. Hun overvejede kort om hun rent faktisk var faldet i søvn, for hun havde ikke set nogen stå så længe med lukkede øjne. Smilet var dog ikke til at tage fejl af, så hun gik ud fra, at Euuzia måtte have et flashback af en eller anden art, men på det her tidspunkt? Og så midt i en samtale. Scarlett mærkede igen irritationen brede sig, men hendes høflighed afholdt hende fra at sige noget. Eller var det frygt? Nej Scarlett var udmærket klar over, at hvis det kom til kamp, ville de nok være nogenlunde ligeværdige, eftersom at de begge ville kunne afværge alle angreb. Hun blev enig med sig selv om, at det nok var høfligheden, der gjorde, at hun ikke sagde noget. Lange minutter gik, og Scarlett lod vægten falde over på det ene ben. Endelig så det ud til, at Euuzia reagerede.

Scarlett hævede et bryn over at samtalen blot blev fortsat fra, hvor den slap sidst. Som om de sidste minutter slet ikke var sket. Hendes ord fik dog Scarlett til at smile svagt.
"Well teenagers - in my lifetime - have always had a couriosity for the new and unexplored. I guess this is how they do it these days. I agree with you, it's agitating, but it seems like it's part of the human evolution or what you wanna call it. If you ask me, they haven't evolved much since I was 'born'."
Hendes smil voksede en smule, selvom det endnu var køligt. Hun betragtede sneen, der faldt omkring dem, men sagde stadig intet til det. Det rørte stadig ikke Scarlett, at temperaturen var faldet ned omkring frysepunktet. Hun nød godt af kulden, men når temperaturen toppede de 15 grader, kunne hun næsten ikke holde ud at være udenfor. Hun havde altid hadet varmen, men hun havde til en vis grad vænnet sig til at udholde den i kortere tid ad gangen.
Scarlett blev revet ud af sin tankegang, da Euuzia ændrede positur til en mere feminin stilling fremfor den følelseskolde. Smilet voksede igen en smule. Det så ud som om, hun var ved at løsne lidt op, hvilket Scarlett egentlig var taknemmelig for. Det var svært at holde en samtale kørende, hvis modparten virkede ligeglad.

Blikket gled op mod Scarletts ansigt, søgte hendes øjne og studerede hendes mimic.
Smil, hvordan kunne kvinden smile når de stod sådan? Var det noget hun sagde som der blev fundet glæde i? Var en mulighed, men det var endelig også ligemeget, der var noget vigtigere der skulle findes ud af først, hvad var det for en følelse der bankede i hende, det eneste hun gjorde var at tale. Den følelse der voksede i hende var som den i mindet, dog ikke så dominerende men den var i mindet. Det var vel nok den bedste beslutning i hendes liv at rejse her til, dog havde hun været her noget tid men det var først nu det var begyndt at gå op for hende hvor godt det havde gjort hende, fra mødet til Millicent til bare hendes ture rundt i byen hvor hun mødte folk i ny og næ.

Hun havde intet imod samtalen med Scarlett, hun nærmest nydt det, selv om kvinden og hende selv ikke virkede enige om ungdommen og deres holdninger.
“The young one who has gained the title of teenagers indeed is Agitating. Now they speak of evolution, i wouldn’t call it that, yes the modern age brigns along some helpful equipment. But the humanity has lacked behind, manners did nealy go away aswel. I guess this leads me to say, the renaissance and the reformation was the two greatest times in the humanic history.”

Som orden forlod hende indså hun hvorfor kvinden smilet og om ikke et lille smil dukkede op omkring hendes læber. Glæde, over at tale med en anden, sidste gang denne varme følelse var dukket op i hende var ved mødet med Millicent, samme indre varme dukkede op, det var behagelig, men samme tid var varmen fra den ubehagelig, det var næsten umuligt at sige hvilken af dem der var stærkest, men det var en mærkelig følelse, ubehag og behag på samme tid. hvis ikke det var fordi sneen faldt og afkølede hendes krop ville det nok være varmen der ville vinde den indre debat i hende. Men is’et i hendes mund samt sneen der faldt imellem dem holdt kroppen behagelig kold, følelsen var begyndt at nå hendes ord, selv den indre debat havde fået sit greb over hendes ord. Hvert ord sendte kulde ud der efterlod is i hendes mund, samt lige omkring hende, sne i luften til nogle meters afstand. Scarlett burde ikke have noget imod dette hvis deres blod var så nært som det lød på hende, men det var rart endelig at kunne bruge sin stemme uden at forholde skade på dem omkring en. Den tanke fik det lille smil på hendes løber til at dukke mere afslappet op, dog var smilehullerne ikke synlige i nu, men glæden voksede i hende.