Entertaining Kings and Peasants ~ Walton

Entertaining Kings and Peasants

- emne forbeholdt Walton, spørg hvis man vil joine.

Tid: 21:43
Dato: 08-02-13.
Udenfor: Koldt, gråt, småregn.
Indendørs omgivelser: Festlige?


Lige siden det første menneske besluttede at udleje sit hjem og prostituere sin gæstfrihed, lige siden har samme mentalitet været avlet skinsygt på af ligesindede individer. Dødelige som udødelige. I en dans med sjælens forfald og dens griske, liderlige, begær efter penge. Og senere i den civiliserede tid, magt. ’Magt er penge og penge er magt’ – sætningen syntes næsten helt poetisk, men mangler den fængslende lyric som forhåbentligt ville lade den genlyde i offerets hoved, igen og igen. I netop sådan en ’nymoderne’ bule fortsætter livet også, dog ikke med hjemlige snakke eller romantiske fabrikationer – med livet når det er bedst, utæmmet af moral og etik.


Iblandt det almene folk - den uhæmmede skarer af opløftede sjæle - sad en ung skikkelse i en af de mere afdæmpede kroge af Den Glade Sigøjner’s kro. Alene ved sit bord, men tilsyneladende rigeligt underholdt af nabo bordets sammenkomst af middel aldrende mænd og en enkelt fløjs tynd kvinde.
Hendes mørke øjne gled over de tynde brillers stel idet hun 'tilfældigt' spejdede over imod dem, når en af dem tabte i gruppens kortspil og derfor teede sig morsommeligt bagefter. De mørkerøde læber formede et næsten satanisk smil når gruppen skabte en brølende bølge af støj: de grinte tydeligvis på taberens bekostning. Smilet ville på trods af morskaben falme hurtigt, og den enlige kvinde ville med al kunstfærdighed søge at falde i et med skyggerne omkring hende igen. Et lille skuespil blev skabt; hendes øjne fæstnede sig på den bog hun havde i hænderne og hun sænkede den en kærlighedsløs interesse. Den ene hånd lå som en solid støtte under den, imens de lange fingre spredte sig over bogens omslag. Hun greb om hjørnet på den side hun for længst havde læst færdig og bladrede. Bogen var sort, men på forsiden bar den et omslag af en mand og en kvinde der omfavnede hinanden; et hint til bogens genre. Men indehaveren lignede ikke just en kvinde med den smag i bøger – i sandhed havde den også været et fejl køb i et impulsivt øjeblik, men nu hvor den havde kostet penge følte hun alligevel at den havde erhvervet sig en ret til at blive læst. Hun rettede på sine briller, inden hun igen forsøgte at fordybe sig i bogens indhold.

Folk der kom udefra og havde nogen form for interesse i at få et overblik over kroens gæster, af den ene eller anden mærkværdige årsag, ville derfor finde hvad der ville ligne en mørk kvinde sidde med benende over kors, let foroverbøjet, med opmærksomheden rettet på den bog hun skabte en illusion om at være betaget af. En sort smoking hat ville dække for hvad der på afstand ville ligne platin blondt hår, men kom man tættere på ville farven afsløre sig som langt mere hvid end først antaget. Ørerne var så vidt dækket af både hatten og håret. Den ’hvide’ hårpragt var dog ikke lang og dragende smuk, derimod var det kort bagtil, og gik som en bue ned til et langt pandehår, som stoppede ti centimeter fra hagens slut. Netop pandehåret var det eneste som kunne gemme ørerne bort, og derfor var det selvfølgelig det der var skubbet tilbage for at dække over dem. Det resulterede i at hendes ansigt blev blottet og afslørede glatte, klassiske og feminine træk: en smal, lige næse, ifølge af lettere tynde læber og klare mandelformede øjne, under de spinkle briller. Hun var iklædt en sort top, en lilla stribet sort vest, lange mørke jeans og et par simple højhælede sko. Alt i alt, intet prangende eller synderligt iøjefaldende. Et enkelt sølvarmbånd prægede hendes håndled dog, samt nogle få ringe på fingrende, af samme ædelmetal.

Efter nogen tid forsvandt hendes sidebords gæster i en torden af høje stemmer og erklæringer om at tage festen til et andet sted. Endnu engang fulgte de mørke øjne den festlige skare, denne gang forlade etablissementet og derved efterlade hende til hendes uinteressante bog.
Da de var væk faldt hendes interesse til det halvtomme øl-glas på hendes bord, hun greb det og tog et par slurke før det blev sat ned og hun skulede til bogen med et betænksomt blik. Kedsomhed.

Aftenen havde ikke haft sine festlige stunder, som der ellers stort set var blevet lovet, og i sådanne situationer måtte man tage sagen i egne hænder. Walton var ikke en festabe som sådan, hvilket kunne være grunden til, at aftenen havde endt så katastrofalt, som den nu havde. Med tunge skridt travede han igennem Terres gader i en bydel, han ikke havde betrådt før. Det så lidt snuset ud, og nu og da kunne man se en stakkels mand vakle desorienteret rundt, trods det tidlige klokkeslæt. Regnen slog til og det blev næsten nødvendigt at søge ly, så Walton øgede den i forvejen forholdsvise hurtige fart og trådte indenfor i den første kro, han så.

Det var som dejavu. De festlige omgivelser var præcist som dem, han lige havde forladt, og han måtte kvæle et suk, da han alligevel tog sin jakke af og hængte den på den gamle træknage. Rundt omkring ham sad nu småberusede folk – mennesker, så vidt han kunne lugte – han besluttede sig for at bestille en øl for at fejre, at aftenen i det mindste ikke kunne være værre. Bartenderen var en gammel, rynket mand, hvis blottede isse skinnede i det dæmpede lys. Da Walton havde færdiggjort sin bestilling, mumlede den gamle noget, og forsvandt fra hans synsfelt. Noget, der passede albaen godt.

Efter et par minutters ventetid kom bartenderen tilbage med øllen, som han gav Walton med et håndligt blik, hvorefter han forsvandt igen. Walton så sig omkring endnu en gang og undrede sig over, hvordan manden havde så mange besøgende, når han var så bitter og fraværende. Albaen skulle i hvert fald ikke nyde noget af at sidde ved baren, så han greb sin øl og satte sig ved et ledigt bord. Til højre for ham sad et par mænd sidst i 30erne, og det lød til, at de var i gang med at forhandle. Til venstre sad en kvinde, som havde platinhvidt hår, men ellers var der ikke meget at få øje på, og læste. Hun så meget optaget ud, og Walton ærgrede sig over, at han ikke selv havde taget noget materialistisk underholdning med. Med et lille suk tog han kruset med øl op til læberne og drak grådigt. Tanken om at drikke sig fra det hele strejfede ham, og han blev en smule chokeret over sig selv. Normalt drak han ikke alkoholiserede drikke, og det var i hvert fald heller ikke det, han havde planer om at fortælle sin familie, når han engang vendte hjem i skoven.

Han havde kun lige sat kruset på det gamle træbord, før endnu et suk undslap hans strube, og han drak igen. En form af ligegyldighed dominerede hans sind, og lige nu kunne han ikke tænke på andet, end alkoholens virkning, som forhåbentligt hurtigt ville vise sine spor. Walton var ikke noget tålmodigt mennesker, når han først havde sat sig op efter noget. Et kort overvejede han at gå tilbage til universitetsfesten, hvor han i det mindst kunne blive distraheret af dumme mennesker, der skulle vise sig for hinanden. Det var altid et underholdende syn, når det gik galt.

Hendes øjne gled ned af bogen, der lå placeret på hovedet. Åben på den side hun var kommet til. Kapitel fire, der sikkert blev en gengivelse af kapitel to, nu med mere drama og tårevæddet indblik i hovedpersonens længsel efter den førende birolle; hovedpersonens bortrejste elsker. Hvad kunne være mere naturligt end den lange filosofiske forklaring på hovedpersonens mentale tilstand? De mørke øjne søgte hurtigt væk, næsten i protest over den selvopfundne opfølger på tredje kapitel. Hun havde lyst til at rulle øjne af bogen, som om den var et levende individ, der kunne blive påvirket af hendes kolde attitude mod den.

Endnu et spejdende blik blev givet døren den muntrer skare var gået ud af. De lange, blege, negle slog deres spids imod ølglasset’s overflade, og med et fraværende blik ud i menneske mængden opførte hun kort en mindre symfoni med fingerspidserne. Det ende sin skarpe trommen med endnu et mindre suk fra maestroen, der greb bogen igen og begyndte at læse.
Hun skulle ikke vente længe dog, før at en ny bejler satte sig ved det forladte bord. En bejler i den symbolske forstand, at han med lethed kunne frarøve hende hendes kedsomhed, og udgøre et drama der let kunne måle sig med bogens vage indhold.

De lyse vipper hævede sig i takt med at øjnene blev let opspilede som hun diskret fulgte den fremmedes groteske indtag af sin øl, hun ellers mente, burde nydes som en kvinde. Hun rettede sig en smule op og lændte sig tilbage for bedre at kunne se den fremmede an i det skjulte; han virkede frustreret, måske lettere neurotisk? Efter nogen tid hvor hun erklærede at hendes stigende interesse for ham, og den manglede interesse i bogen kulminerede, og bød hende at give efter for hendes svigende nysgerrighed, kunne man høre en lettere mørk kvinde stemme, med en svag antydning af en fremmedartet accent der fik hende til at rulle med tungen ved ordrendes endelser:

,, ’Adopt the pace of nature, her secret is patience’ ”.

Citerede hun så han kunne høre det, og undertonen antydet at det tydeligt var rettet imod ham og den måde han indtog sin gift. Hendes øjne var på trods af at hun talte til ham, stadig rettet imod bogen da ordrende blev sagt. Langsomt så hun hen imod ham, over brillestellet, men vendte endnu ikke hovedet før hendes blik allerede kunne mærkes. En tålmodig iagttagelse, som en løve der udmærket godt vidste at lammet halter. Hvis det skaffede hende hans opmærksomhed, ville hun lukke bogen uden at skænke den endnu en spildt tanke, eller et blik for den sags skyld. De røde læber strak sig i et katte smil.

,, Ralph Waldo Emerson – 1803/82. Kær amerikansk forfatter.”, sagde hun uddybende.
Bogen blev lagt tilbage på bordet i en langsom bevægelse, næsten mekanisk. Hun gav hans ølglas et sigende blik.

,, Og du ligner også en skribent i et forsøg på at uddrive sine sidste dæmoner?”

Efter have indtaget et par mundfulde af det vidunderlige gift, dannedes der en uforklarlig klarhed i det ellers kaotiske tankespind. Hvad var det egentligt, han tænkte på ved sådan at vandre rundt i byen? Og så endda på universitetet, som han langt fra havde hovedet til at gå og spille smart på. Med en ærgrelig bevægelse satte han det halvfyldte glas tilbage på det beskidte bord, og stirrede derefter tomt ud for sig, mens han prøvede at lukke den evindelige summen af stemmer, grin og spydige bemærkninger ude.
Det lykkedes også til sidst for ham, men højst et par minutter passerede før en regelmæssig lyd afbrud den fredelige stilhed. Lyden af skarpe negle mod glas gjorde ham småirriteret, men huskede så på at bare fordi hans aften var en fiasko, behøvede andre ikke lide den samme skæbne. Men hvis de tilbragte deres fyraften her, sagde noget ham, at den tydeligvis alligevel var blevet ødelagt. Lyden holdt brat, og i stedet lød en melodisk lyd, som lød noget så fremmedartet, trods at det var blevet talt på et sprog, han forstod; engelsk. Han havde ikke kigget på damen ved siden af sig, siden han havde sat sig, men alligevel var han ikke et sekund i tvivl om, hvem kommentaren var ment til. Eller hvad det omhandlede.

Han svarede ikke – alt der kunne høres fra ham, var et grynt af en slags, men han kunne mærke hendes blik på sig. Så han vendte sit ansigt mod individet og lod sit blik vandre op af hende. Hun delte ikke hans synlige opmærksomhed, men hun var bevidst om ham og hans blikke. Kropssproget sagde det hele. Som havde hun mærket hans nysgerrighed vokse, vendte hun hovedet mod ham og tildelte ham hendes fulde opmærksomhed. Så lukkede hun bogen, som havde optaget hende før hans ankomst og smilede et katteagtigt smil, næsten lokkende, eller var det bare en indbildning?

Så snakkede hun direkte til ham, og han skævede mod bogen. Den så ikke specielt interessant, men han ville dog foretrække denne fremfor universitetets sørgelige udvalg af bøger, som skulle forestille at være et bibliotek. Det var næsten skamfuldt. Før han fik formuleret en form for kommentar på hendes uddybning af bogen, rettede hun sit blik mod hans ølglas. Han benyttede muligheden til at se over til hende, hvis bord var tomt, hvis man så bort fra den falmede bog. Tanken om at hun måske derfor følte sig stødt over hans drikkelse slog ham, men det var ikke noget, han tog til sig. Ellers var hun vel ikke kommet her, medmindre hun var religiøs og prøvede at få arme mennesker med over til den rigtige side. Hvis det var tilfældet, skulle han nok komme væk i en fart.

Hendes næste ord fortvivlede ham lidt i forhold til hans religiøse teori. Eller var det blot et tilfældigt ordvalg? Han besluttede sig for ikke at spørge og svarede i stedet roligt, før han kom til at sige noget forkert.

”Det kan man godt sige,” nikkede han og tog atter fat om glasset, som blev sat op til hans læber, hvorefter indholdet gled ned i spiserøret.

Rolige øjne så til imens den fremmede svarede, men greb fat om sit ølglas inden noget blev uddybet - som var det en livline i et socialt spil. Hendes undren var ingenlunde uprovokeret, og den unge mand syntes at være tynget af dæmoner som selv ikke guderne kunne hjælpe ham af med, måske kunne Dionysos? Han kunne i hvert fald lade ham glemme indtil morgendagen kom, hvor ekstasens gud måtte give slip på al sin magt over det dødelige legeme han havde undfanget og lade det glide tilbage til bevidstheden, og alle de triste minder der fulgte med.

Hendes fingerspidser slog nænsomt imod bogens overflade på bordet, fingerspidserne skabte igen en mindre symfoni: de lange hvide negle var middelet, bogen instrumentet og hun var maestroen. Hendes rolige øjne havde en mærkværdig evne til at iagttage, og man kunne let blive fristet til at tro dem vildledende og forræderisk hypnotiske, men det var ikke andet end en medfødt gave. Hun brugte tiden hvor han drak af sin gift, til at overveje og vurdere hendes næste træk. Var man den usikre type, kunne man let få det indtryk at hun vurderede ham frem for at vurdere situationen. Som var hun i tvivl om hvorledes hun skulle takle ham et øjeblik. Smilet falmede og munden blev en smule spids og trukket til side i en tænkende mine, før hun så hen på den tomme plads ved hans side.
Få sekunder efter greb hun om sit eget glas, tog bogen og satte sig hen ved siden af ham uden et ord. Hendes stilletters klikken blev med lethed overdøvet af kroens glædesfulde larm.

Et mindre 'klonk' kom; hun satte glasset og bogen på bordet ved siden af ham, og førte sin ene hånd op til midten af brillestellet for at fange det imellem to fingre, og fratage det sin ret til at hvile over hendes slanke næseryg. Hun lagde brillerne på bogen.

,, Hvilken dæmon er det så?", spurgte hun ganske uhæmmet.
Hendes nysgerrighed var åbenlys dog ikke overilet og ivrig som en ung piges. Men tålmodig, åben sindet og imødekommende som en middelaldrende kvindes.
De mørke øjne låste sig derefter fast på ham, roligt og afventende.