Ever wondered what love feels like, Walton?

Alexia bar to store, tunge poser i hver hånd, imens hun slæbte sig op mod femte sal. Hun prustede og stønnede, da hun trådte op af de to sidste trin. Hurtigt stilte hun poserne fra sig ved siden af døren, og straks lænede hun sig op af væggen for at få vejret. Det føltes som om hendes hals brændte og som om begge hendes lunger var på bristepunktet, fordi hun trak så meget luft ned hver gang. Da hun endelig havde fået sådan forholdsvis kontakt over sin vejtrækning fandt hun nøglerne i jakkelommen og låste sig ind. Hun trak den sorte frakke af og hang den op på knagen ved siden af døren. De røde militærstøvler smed hun, så de røg halvt ind i stuen og så rystede hun kort hele kroppen for ligesom at skubbe alle dagens frustrationer af sig, så hun kunne tage sig sammen til at hente de to indkøbsposer. Hun trådte ud på gangen, greb fat i dem og skyndte sig ind i køkkenet med dem.

"Walton?" kaldte hun. Hun forsvandt igen ud i gangen og smækkede døren i. Derefter bevægede hun sig tilbage til køkkenet for at pakke de to poser ud. Hun stillede den ene på køkkenbordet og begyndte at pakke den ud. Brød, pålæg, ketchup, kakao, mælk, rød sodavand, popcorn, slik, et kilo kød, en pakke frikadeller og en flot, indpakket gave blev hevet op af den første pose. Så hev hun den anden frem og begyndte at hive flere ting ud. Da alting til sidst lå på køkkenbordet, begyndte hun at stille på plads. Det der skulle i køleskabet, røg i køleskabet. Det der skulle i fryseren, røg i fryseren. Det der skulle i skuffer og skabe, røg i skuffer og skabe. Sammenlagt tog det hende 10 minutter at ordne sit indkøb.

Hun gik ind i stuen og lod sin hænder glide igennem det korte, sorte hår. Hun åndede lettet op. Endelig hjemme, fri for skole og arbejde i hele 2½ dag. Hun var iklædt en alt for stor AC/DC t-shirt og et par stramme, skotskternede bukser. Naturlig som altid. Hun lod sine fødder glide hen af trægulvet og så gik hun hen og smed sig i sin lænestol og åndede lettet ud.

"Endelig hjemme.."

Det var svært at undertrygge følelsen af påtrængenhed, da han sad, halvt liggende, på Alexias sofa i hendes lejlighed. Hun var endnu ikke kommet hjem endnu, da hun havde haft flere timer end ham. Psykologi lød bestemt ikke som noget alle og enhver kunne gennemføre. Han så på sit ur; hun burde have været hjemme nu. Et suk gled over hans læber, og han indså, at han kedede sig uden hendes fornøjelige selskab. Så lod han blikket glide omkring i den nu bekendte bolig. Lejligheden var flot, syntes han. Den var rodet, men kun så meget, at det blot gjorde den hyggelig og ikke uudholdelig at befinde sig i.

Han havde lige netop tændt for hendes fjernsyn, da han hørte hende ase og mase på trapperne udenfor. Det var underholdende, især fordi han ikke vidste, om hun kendte til hans overnaturlige hørelse, hvilket resulterede i at hans læber skiltes i et lille smil. Han skulle i hvert fald ikke have glæden af at komme ind på dét emne, efter hvad der skete sidste gang.

Døren gik op, og han hørte hende råbe hans navn.
”Herinde,” råbte han og kiggede dovent på fjernsynet. Ude i køkkenet var hun åbenbart i gang med at sætte de nyindkøbte varer på plads, og hvis han gik ud til hende, var han jo næsten nødt til at hjælpe til. Han grinte over hans egen dovenhed og vendte igen sin opmærksomhed mod fjernsynet.

Ti minutter senere kom hun ind i stuen, hvor han sad, og smed sig i en af lænestolene. Hun så træt ud. Det var også forståeligt, tænkte han, efter al den anstrengelse i opgangen. Han kvalte et smil. ”Jamen hej til dig også,” sagde han og slukkede for fjernsynet, som viste en eller anden dårlig, fransk krimiserie, som aldrig var blevet til noget stort. ”Hvordan var din dag?” Forsatte han og satte sig ordentligt op i sofaen.