Come and I will show you something you have never seen before

Tid ~ 16.30
Sted ~ Forêt skoven.
Omgivelser ~ Der lang hoved sti som gå igennem skoven men der mange små stier som tag ind ud på andre veje, skoven som altid grøn og frodig. Det kan næsten være svært og se andet en grøn natur. Et par mennesker gå en tur mens at de lytter til naturen.
Påklædning ~ http://37.media.tumblr.com/tumblr_l4nq2dDKlI1qzdxgeo1_500.png
Stjerner ~ Walton og Lynx.
Vejr ~ Lunt og der en større solskind.

Skoven hytte som altid af stor idyl. Han var igen ude på en mindre tur, eftersom at han havde haft tidligt fri den dag. Derfor var han taget ud til skoven som havde vist sig være større end først forventet, det var første gang at han tog derud. Som dæmon var han ikke just et barn af naturen, men nu stod han der ved indgangen til skoven. Han trådt ind på den stor grus sti som han startet på gå ned af, landskabet omkring ham fortag ham at det ikke just var et sted der var rørt af hverken dæmoner eller djævle. Der var bare mennesker, dyr og andre god racer som han ikke just kom omkring. Åh det var jo ikke til hold ud, der manglet kaos, uro og en mindre begreb af panik. Han var næsten nød til gå et eller andet ved det, men lige her på stien hvor at alle kun se ham var ikke just en smart ide. Et offer måtte han find, men hvor? Der gik trods alt andre mennesker i skoven. Måske skulle han prøve en side sti. Det virket som det eneste rigtig og gør så han begav sig afsted.

Efter en længere tid kom han så ud mere ind i skoven, en mindre sti fik ført ham ind til en slags cirkle i skoven, sten stod lidt her og der. Et dødt træ lå på jorden og solen kun svagt lys ned til bunden af skoven. Perfekt. Nu skulle han blot finde den rette person og danse lidt omkring med, men hvem skulle han tag. Mennesket var så ofte dem han leget med, men han gad dem ikke idag. Kun han kig efter andet? Der var altid en mulighed, dog kravet det alle hans sanser hvis at han skulle have en finger ind i mellem de mere fine væsner. Han sukket mentalt før at han sat sig ned på græsset i stor cirkle, lige nu havde han ikke lyst til lege for meget omkring, men ensomhed var os en kedelig ting så han blev vel bare nød til bid det i sig.

For første gang i flere måneder følte Walton sig næsten hjemme. Hans timer på universitet var denne dag blevet aflyst, og Walton havde brugt muligheden til at komme tilbage til sine naturlige omgivelser.
   Skoven gav ham en bittersød følelse af længsel og hjemve, men glæde over at være i sit es. Han havde brugt hele eftermiddagen i træerne, og han havde endda mødt to elverpiger nede ved søen. De havde dog været for generte til at føre en samtale.
   Selvom han nu havde været i skoven i flere timer, var han langtfra klar til at tage hjem, og han vandrede stadig rundt på må og få. Han stoppede dog brat op, da en ukendt lugt nåede ham. Efter at have sniffet et par gange og stadig ikke været i stand til at identificere lugten, kickede hans instinkter ind, og han flygtede op i et træ, imens han smøg sig stille mod lugten som en tiger.

Walton åndede næsten lettet op, da han så skikkelsen på skovbundet. Det var bare et me- eller var det? Da det gik op for ham, hvad væsenet under ham var, stivnede han i nogle få sekunder, før han mærkede adrenalinen piske rundt i sin krop og fik ham til at løbe. Løbe for livet. Selvom han ikke havde megen kendskab til dæmonracen, lod han sig ikke narre af sin naivitet - væsenet var en trussel; det lyste ud af ham.