Something from Nothing (Noah Wilson)

T: Lige omkring. !5:30.
O: Ingen andre end havet.
S: Stranden La Plage.
v: Nogenlunde lunt.


Da mørket efterhånden begyndte at tvinge den varme sol i sænk, sad hun stadig i strandkanten og betragtede bølgerne slå ind imod sig. Hun nød at tilbringe tiden på stranden, og vandet fik hende altid til at slappe af. Men det fik hende også til at tænke.. lade sindet flyve vidt omkring, og ramme alle mulige mærkelige ting, som hun normalt undgik at tænke på.
Det lange blonde hår lå blidt ned af hendes ryg, og stoppede lige over lænden. Naturligt fin hud.. havblå øjne.. jovist hun vidste vel godt at hun så okay ud, men når folk sagde hun var smuk undrede hun sig. I en verden af så mange andre racer, kunne hun umuligt være speciel nok til at blive kaldt smuk. Et kort øjeblik havde et minde om en vampyr strejfet hende.. en gang i sommers.. han havde set hende komme op af vandet, og kaldte hende havets smukkeste skabning.. umuligt i hendes hoved.
Idag havde hun ikke badet.. hun havde ikke en gang gået i vandkanten med bare tær.. Fordi at hun var en vand aspara, var vandet ikke koldt for hende. det var koldt at komme op igen fordi vinden var kold, men ellers ikke.
Hun havde en sort lun jakke på, lyse jeans og et par halvstøvler uden hæl også i sort. Et lille tynd sølvarmbånd prydede hendes spinkle håndled. Men ellers havde hun ingen smykker på. Tænkende rejste hun sig og så sig kort omkring. Hele stranden var badet i et orange lys fordi solen var ved at gå ned og den blide vind fik hendes hår til at flyve en smule om hende.

Noah var netop vendt hjem efter sin sidste rejste inden has sabat år, han var træt, han var ødelagt og han orkede ikke mere. Fly ulykke i Tyskland, 181 døde, han skulle have fat i alle han kunne før at satan nåede at overtale dem alle til at sælge deres sjæle til ham, heldigvis havde Noah fået de fleste op i lyst, primært børn som faktisk altid var hans første priotet. Han var bare en hjertevarm person og når børn var ulykkelige eller kom til skade, så pinte det ham og gjorde ham trist, og derfor blev det heller aldrig nemt for ham at tage ud til ting hvor der var børn i nærheden.

Noah havde bevæget sig ned i mod stranden, præcist som han så ofte gjorde. Det sted gav ham bare ro, det gav ham fred og det gjorde hans sind helt stille. Nu skulle han de næste par år intet lave for Gud, efter at han i nu 9 år ikke havde lavet andet end at løbe fra den ene ende af verden til den anden, han anede ikke hvad han skulle stille op, han hadede altid de små sabat år, der skete jo intet spændende og aldrig noget action.

Da han kom ned til stranden lagde han blikket på en ung pige der sad dernede og han mærkede en stille vind imens han blot stoppede op og bemærkede at hun rejste sig, han fandt det en smule akavet at han havde stået og kigget på hende og han nikkede derfor blot venligt: "Hey" sagde han bare med et lille halvkvalt smil som anede han ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv.

Hazelin havde som så mange andre gange før, siddet i sine egne tanker alt for længe. Hun havde tit tænkt hvordan det hele ville være, hvis hun aldrig var stukket af den gang.. hvis hun havde givet efter og var blevet gift med den mand hendes far ville have at hun giftede sig med.. ville hun så nogensinde have oplevet at være fri? Friheden for hende var det vigtigste hun længe havde oplevet.. Efter alle de år i tyranni, var friheden noget hun satte højt.

En person sagde noget, hvilket omsider fik revet hende helt ud af sine tanker, og kort virkede hun lidt undrende inden hun vendte sig om mod ham og smilte venligt. "Hei.." svarede hun med et tænkende blik i de blå øjne. Hun strøg et tot af det lyse hår væk fra øjnene og om bag øret. Det var efterhånden sjældent at hun mødte andre, også selvom hun denne dag havde siddet der i mange timer, havde han været den første der var kommet derned.

Hun børstede let sit tøj for sand, inden hun gik hen til ham og rakte ham blidt hånden. "Jeg hedder Hazelin Silver.. og dit navn er?.." hun så spørgende på ham og var egentlig glad for endelig at skulle have en smule selskab.. medmindre han self ikke gad at være sammen med hende.

Noah kunne hurtigt genkende at hun var aspara, de var fuld af så meget sjæl og karma at man næsten kunne se dem på flere hundrede meters afstand, også havde de en irriterende skønhed der overskyggede så mange andre, selv vampyre som nogen ellers mente var de smukkeste skabninger af alle. Men Noah havde nu alle dage haft det svært med de blodsugende væsner og holde sig helst til andre magiske væsner som ham selv, engle, aspara og den slags.

"Jeg hedder Noah" smilede han venligt til hende: "Noah Wilson" sagde han med et roligt smil: "Hvad laver du hernede på denne tid?" spurgte han en smule undrende og bekymrede sig som altid for folk der gik alene rundt, især kvinder og piger, der gik alene klokken lort om natten og var sårbare, fordi at han kendte til væsnerne der var ude i mørket. Men nu kendte han jo naturligvis ikke hendes magi, men vidste dog at hun jo ikke var nær så magisk som f.eks vampyre og derved ret så sårbar når det kom til stykket.

"Noget galt?" spurgte han med et lille bekymret smil.

Hazelin smilte venligt til ham og betragtede ham som de stod overfor hinanden nu. Han var med garanti engel.. der var bare noget over ham, noget fredfyldt.. Men han var vidst ikke en aspara, det ville hun ikke tro i hvert fald. Men selv hun kunne jo tage fejl. Han var i det mindste ikke vampyr, så hun skulle nok ikke være så bekymret for at han gjorde hende noget. Hvis han også var en engel, så ville han vel heller ikke gøre hende noget.. det var imod hans natur..

Da han fortalte sit navn smilte hun venligt og nikkede lidt. "Rart at møde dig Noah" svarede hun mildt, og slap tænkende hans hånd. "Jeg har siddet her siden en gang imorges.. Vand er mit element og jeg falder som oftest ind i mine tanker når jeg er hernede er jeg bange for..." Svarede hun met et opgivende smil og trak kort på skuldrene. "Hvad med dig selv? Det sjældent der kommer nogen her" spurgte hun mildt.

Da han spurgte om der var noget galt smilte hun blidt og rystede på hovedet "Neij.. Tænker bare for meget over det som var.." svarede hun stille.

Han smilede blot: "Well" sagde han med et lille suk og kiggede kort op i mod himlen hvor hans Herre sad: "Jeg er lige kommet hjem, fra Tyskland... Havde bare brug for at samle tankerne lidt" sagde han imens gnisten i hans øjne stille forsvandt i takt med at han kom i tanke om de ting han netop var vendt hjem fra og som han prøvede at flygte fra i øjeblikket og hans øjne faldt derfor hurtigt udover vandet imens han roligt sukkede: "Så jeg tror bare jeg ville have lidt ro fra byens varm" sagde han og smilede stille til hende som mundrede han sig selv op, mest fordi det at se svag ud ikke var hans fortrukkende.

"Som var?" spurgte han en smule nysgerrig da han ikke helt forstod hende sætning og han satte sig så stille ned i sandet og nikkede som en hentydning til at hun kunne sidde hvis hun ville: "Ja undskyld, jeg burd eikke blande mig" smilede han, han ville ikke snage i hendes personlige liv.

Hun var aspara, også når vand nu var hendes element. Noah's var jo mere luften, himlen og alle de ting der hørte med, lys, sol og alt det. Lige præcist det han elskede.

Hazelin så blidt på ham som han begyndte at snakke. Hun fulgte kort hans blik op mod himlen og smilte ganske svagt for sig selv. "Det kan jeg godt forstå.. det kan være meget rart at samle sine tanker, og ligesom.. trække vejret en gang.." svarede hun blidt og så ham i øjnene. Bemærkede at noget ændrede sig ved hans blik og lod derfor stille hovedet glide på skrå. "Jeg går ud fra.. at hvad end du vender tilbage fra, er det ikke ligefrem en lykkelig historie?" spurgte hun stille. Det næste han sagde fik hende til at nikke lidt eftertænksomt og kaste blikket udover havet. Hun kendte godt til det der med at ville væk fra byens larm. "Stranden er også et godt sted at være hvis man vil væk fra den slags" smilte hun venligt og bed sig kort i læben.

"Jooh.. Jeg har ikke haft den bedste familie.. eller den bedste opvækst.. nogle valg jeg tog den gang, gør at jeg sidder her nu, og har min frihed.. Nogle gange.. tænker jeg bare at hvis jeg ikke havde taget de valg, hvordan havde mit liv så været nu? Jeg ved godt at jeg ikke har nogen penge, og mit hus er mildest talt faldefærdigt, men jeg har det i det mindste godt.." smilte hun tænkende og betragtede ham. Det var jo her hun ønskede at være.. jovist manglede hun penge, og nok også et andet sted at bo, men det generede hende ikke.

Lidt sad hun og tyggede sig i læben, inden hun samlede lidt sand op i hånden og lod det glide ud mellem fingrene. Han virkede ganske rar at snakke med, så hun havde ikke travlt med at gå.

Noah nikkede, det kunne det nemligt. Bare få tankerne en smule på afstand, tænke lidt over livet og de ting han nu gerne ville opnå i livet. Han vidste snart ikke hvad det var mere, af og til var han træt af at være godheden selv. Engang imellem følte han det som en forbandelse at være engel, men på den anden side så var jo hans eget valg at arbejde som engel på jorden frem for at gå ind i lyset da han havde muligheden for det, men dengang var muligheden er bare ikke, det følte han ikke ihvertfald.

"Fly ulykke, 181 døde... Det lykkedes mig at sende 11 børn afsted og 29 voksne" sagde han med et kort skuldertræk og regnede med at det var nok til at regne ud at han var engel. Selvom han var tilfreds, så betød det også at der var mange sjæle han ikke havde fået fat i. Sjæle som enten ville gå rundt på jorden som spørgelser eller som djævlen havde fået sit tag i, og måske en enkelt vampyr eller to var der også kommet ud af det. Der var bare alt for mange væsner der gerne ville have fat i de døde og Noah's første priotering var derfor altid børnene og der havde han heldigvis fået dem alle.

Noah kiggede roligt over i mod hende og kørte stille en hånd i mod sit hår: "Oh.... Hvad er der med din familie?" spurgte han med en stille stemme som turde han ikke helt spørge hende, han ville helst ikke spørge om for personlige ting i frygt for at hun ville lukke ned og gå, for lige nu fandt han hendes selskab ganske behageligt.

Hazelin så smilende på ham og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun kunne godt li at sidde her.. og bare lade som om intet betød noget.. at der ikke var noget ondt, og at hendes fortid var ligegyldig. Det gjorde det hele meget nemmere. I hvert fald i hendes hoved. Mon han også havde det på samme måde, det ville ikke undre hende. Han virkede da til at slappe okay af her. Det var meget nemmere at slappe af sammen med andre.

"Det lyder.. frygteligt.. Men godt at du nåede at få så mange med.. Jeg er bare ked af det på dine vegne over resten af dem.. Bliver det aldrig for.. trist? Mener når du skal ud og hente sådan nogle folk.." Spurgte hun ganske stille og pillede lidt ved en tot af sit lyse hår. Hun så tænkende på ham. Det måtte da af og til være lidt trist, når det var det man skulle gøre ofte.. Og dog.. hun vidste det jo ikke, så hun kunne kun sige hvad hun tænkte. Det måtte også være okay rart, at vide man nåede at redde så mange mennesker, inden de blev fanget af djævlen eller bare ville vandre rundt på jorden uden noget formål.

De blå øjne hvilede forsigtigt på ham da han spurgte ind til hendes familie. Hun bed sig kort i læben. "Jeg kommer fra en lille by langt herfra. og min far var overhovedet der, han bestemte alt.. også den mand jeg skulle giftes med.. Jeg nægtede og blev udsat for offentlig piskning, og efter et par dage låst inde, slap de mig fri.. jeg stak af samme aften og havnede her efter noget tid.. nogle gange spekulere jeg bare på, hvad der var sket hvis jeg havde giftet mig den gang" sagde hun tænkende.

Noah smilede blot roligt, man vendede sig aldrig til det, han gjorde ikke ihvertfald. Det virkede bar så underligt, så langt ude også uretfærdigt at så mange unge og gamle skulle dø. Men nu var han jo ikke helt ny engel, han havde været i gamet i mange år og selvom han havde det bedre og bedre, så blev det aldrig nogensinde helt nemt. Han elskede jo folk, alle folk. Præcist som Gud gjorde og han troede på at ingen folk fortjente at ondskab og djævelskab ville ske med dem. Han vidste godt at nogen djævle og dæmoner kunne modstå fristelsen og blive god væsner og mennesker, men han vidste også at andre blev forfærdelige.

Han kiggede chokeret på hende efter hun fortalt sin familie historie, Noah vidste godt mange familie var fucked up, men det chokrede ham altid: "Wow, det er jeg ked af at høre, ingen burde behandles sådan" sagde han og kiggede kort ned i jorden: "Hvem skulle du giftes med?" sagde han roligt og kiggede over i mod hende. Han var et varmt menneske, han var jo fortaler for kærlighed i Gud's ord og det rørte ham altid når familier vendte deres kære ryggen og mishandlede dem.

"Jeg har været gift" indrømmede Noah med et kort nik, han vidste hvordan ægteskab var, også selvom det måske var i en anden tidsperiode end den hun havde og havde levet i, selvom han naturligvis ikke kendte hendes alder. Han var også glad for sit ægteskab, også selvom det nu, mange år efter, stadig jagtede ham som en stor sorg.

Hazelin betragtede Noah med et stille smil. Han virkede glad for sit job som engel, og det var i bund og grund sikkert også ret vigtigt. Hvis man ikke kunne li det man lavede, var der jo ingen grund til at blive ved med at lave det. Og når nu hans arbejde, som hun forstod, bestod i at finde så mange sjæle som muligt, inden de enten kom ned til satan, eller bare vandrede omkring, så var det vidst meget vigtigt. "Bliver du aldrig træt af det? alt den død?" spurgte hun stille og lod hovedet glide lidt på skrå. Det kunne umuligt være rart at se på hele tiden. Men måske.. så han det på en lidt anden måde end hun gjorde, hun forstod det jo ikke rigtigt.

Da hans reaktion over hendes familie kom, trak hun stille på skuldrene. "I mange år var det hverdag for mig.. enten makkede man ret eller også blev man straffet.. Mine evner kom aldrig rigtigt frem i den tid, for det måtte man slet ikke.." svarede hun og smilte lidt for sig selv. Det havde været det bedste at stikke af dengang, det vidste hun godt. "Den min far og bror havde sagt god for.. I det her tilfælde den der var byens stærkeste og voldeligste mand.. Hans navn var Dalian.. Han var kendt for at slå på kvinder hvis han ikke fik det som han ville, og.. jeg tror bare jeg fik nok.. jeg vil ikke giftes med en der behandler mig som sit eget personlige sexobjekt. Og slave self.." fortsatte hun og så lidt på vandet.

Kort efter hvilede blikket dog på ham igen da han snakkede videre. Hun tøvede lidt.. for i hans øjne kunne hun godt se det var et emne der gjorde ondt. Og derfor var det måske en dårlig ide at spørge ind til det. "Hvad skete der?.." Hun spurgte forsigtigt, og holdt blikket på ham så han vidste at han bare kunne sige hvis han ikke ville snakke om det.