Getting lost // Noah Ambrose

Det var tidligt. Alt for tidligt. Alle andre vampyrer i byen lå sikkert trygt i deres senge og sov, eller holdt sig i det mindste inden døre, ikke Noah. Noah havde begået en stor fejltagelse den forrige nat og ”overnatte” hos en gammel vampyr ven, han havde, grundet solens stråler og en alt for lang samtale om alt for ligegyldige ting. Så nu skulle han bare hjem, han kunne jo for himlens skyld ikke rende rundt uvasket og med tøj på fra dagen før, tanken gav ham næsten kvalme, men hvad der endnu mere ville kunne få hans mave til at vende sig ville være tanken om at rende rundt i en anden persons tøj. Føj. Så han havde pænt takket nej, og så havde han ellers været ude af døren, før den anden vampyr kunne nå at protestere. Det var stadig alt for lyst, men han havde taget chancen, siden han havde lange, mørke bukser på og en trøje med hætte, som han taknemmeligt benyttede sig af.
Han boede kun et stykke derfra, men det var langt at gå, for ikke at sige risikabelt, når der ikke var skygge hele vejen. For lige nu var det skyggerne fra husene der var hans bedste ven, og hvis han ikke tog meget fejl, var der en togstation, eller noget i den stil tæt på der hvor han stod. Det var ikke tit han brugte tog, eller andre former for offentlig transport, han brød sig ikke om det, men i nogen tilfælde var man nødt til det, og uvasket hår var virkelig et nødstilfælde.

Drengen havde hænderne godt gemt i sin læderjakkes lommer, sådan som han snoede sig op af husenes mure, ansigtet mod jorden. Men dette forhindrede ham ikke i at spotte et skilt med ”Metro” lidt længere fremme, samt en trappe som gik ned. Han kunne ikke lade være med at sætte farten op, som han kom tættere på sin frihed, og sprang derfor ned af trapperne, til han endelig kunne slynge hætten bagover og afsløre at han i dagens uvaskede anledning havde håret sat i en lille knold.
Noah kunne ikke lade være med at smile over sit held-… Og dog. Smilet forsvandt igen, da han lod sine store hænder glide op af ned af bryst- for- og baglommer, og han til sin store skræk opdagede at han havde fået sine cigarretter med, men ikke sin lighter. Oh ve, oh smerte.
Han så rundt, og hans blik fangede tilfældigvis en ung fyr som sad på en bænk. Fyren lignede ikke just én som ventede på metroen, hvilket var underligt. Hvem gad gå ned et overfyldt sted, bare for at sidde og glo? Den unge vampyr gik alligevel, trods sine tanker om at fyren måtte være splitterravende sindssyg, hen imod ham med det mest charmerende smil han kunne frembringe, som næsten viste alle tænderne i hans overmund. ”Undskyld?” Han ventede på at drengen ville kigge op og derved nå at spotte Noah, før han placerede sin bag på drengens højre side.

”Har du tilfældigvis ild?”