Never give in. //Noah=privat//

Sted: Maison De Fous :: Også kaldt den nedlagte galeanstalt.
Tid: Klokken 22:00.
Dato: 18. marts.
Omgivelser: Ivory, blod på næsten alle væggene inde på galeanstalten og hvad der ellers befinder sig sådan et sted.
Vejr: Stille regnvejr, hård blæst, mørk himmel med få stjerner fremme på himlen.
__________________________________________________________________________

Denne mystiske kvinde befandt sig inde på en af de forladte lolaker, i bygningen, som også blev betragtet som den gamle nedlagte galeanstalt. Hun stod henne ved et vindue i lokalet, hvor der ellers kun var en seng og et bord samt en lampe som hang oppe i loftet, der sad letter skævt og var smaddert i stykker. Lampen virkede ikke og derfor var der ikke ret meget lys, men kvinden havde ikke noget imod det, hun nød det rent faktisk, eftersom lys af og til godt kunne irritere en.. Hun vidste ikke hvad hun lavede her, på væggene var der størknet blod fra andre uskyldige ofrer som havde lidt en stor smerte. Et kønt syn. Kvinden hed Ivory og havde en meget fin bleg hud, så folk altid ville tro at hun var en vampyr, men hun var opstået af Luficer's flammer hvor hun bare have fået en skønhed med sig; og hendes lange hvide hår som gik ned til omkring hendes røv sad lyst, med pandehåret sat væk fra øjnene og ansigtet. Hun havde make-up på som ikke var for overdrevet og en halskæde omkring halsen, som faktisk var et halsbånd, hvor hun bare havde tilføjet flere vedhæng så det lignede et normalt smykke. Hun havde et korsset på som passede til hendes figur og havde derudover en sort cardigan, samt en sort nederdel som var smuk deltaljeret, og ikke for meget puffet frem. Nu var hun kommet... og stod ellers og tænkte over om hun skulle gå sin vej igen, der var ingen til stede udover hende selv og hun regnede heller ikke med at der ville komme andre... ellers ville hun blive en del overrasket, fordi der var mange folk som mente at stedet var hjemsøgt og derfor var det sjældent at galeanstalten her fik besøg af levende lige så vel som døde skabninger.

Hegnet gik hele vejen rundt om galeanstalten. Det var prydet med pigtråd, der vidnede om, hvad denne bygning engang havde rummet. Gale, sindssyge mennesker. Mennesker der så store edderkopper overalt, mennesker der hørte stemmer, der fortalte dem at de skulle slå folk ihjel og efterfølgende partere dem. Ikke ligefrem et sted de fleste ville ønske at sætte deres ben en aften. Men nu var Noah heller ikke helt som alle andre. Han blev draget af mystiske ting, væsener, myter. Dét, og så når der var optræk til ballade. Tyve år gammel havde han allerede pådraget sig flere skader, end en gammel krigsveteran.

Hans sorte jakke hang fang i noget pigtråd, da han adræt trådte ind gennem et hul i hegnet – tydeligvis klippet op. Udefra. Han havde før set flere af byens yngre drenge, vædde om, hvem der turde gå indpå galeanstalten, ind i den berygtede, elvte celle, der havde lidt af et ry. Hvad der helt præcist var hændt der, havde Noah endnu ikke fundet ud af endnu. Så længe havde han alligevel ikke været i byen. Ifølge rygterne, kunne man høre klageskrig fra de gamle indsatte om natten. Noah kunne intet høre, men så længe han var i sin form som menneske, havde han heller ikke nogen ret god hørelse…

Gangene var lagt øde hen og de fleste celledøre var brudt op. Lysstofrørene i loftet oplyste gangen med et svagt, blåligt skær. Noah holdt øje med tallene på dørene. 7… 8…9… frem af jakkelomme drog han en cigaret, som han elegant tændte, mens han fortsatte ned ad gangen. Nu hvor han alligevel var her, måtte han alligevel se celle elleve.
Han tog et hvæs af cigaretten, inden han nåede til cellen. Døren var åben, og han var på vej ind, men bremsede brat op. Der stod allerede en. Ikke en ung knægt, der gyste over blodet på væggene, men en smukt udseende kvinde, med kridhvidt hår, der nærmest lyste op i mørket.
Røgen fra hans cigaret smøg sig i luften, da tog den fra sine læber mellem to fingre og holdt armen ned langs siden. Han sagde ikke noget. Han havde på ingen måde regnet med, at støde på andre levende herinde. Men måske var hun ikke engang levende? Spøgelser på en nedlagt galeanstalt var jo ikke en helt tosset antagelse. En lille, ufrivillig trækning ved hans mundvig viste sig. Han havde ikke regnet med at spøgelser ville være så tiltrækkende…

Ivory lod sin ene hånd falde ned på vindueskammen, mens at hun ikke havde lagt mærke til at der skulle være nogen til stede, det var ikke fordi hun var en kvinde som bare levede i sin egen verden, men lige nu der lod hun som om at hun fløj på vingerne, hun nød stilheden og havde ikke i sinde at ødelægge den, medmindre at det var nødvendigt.. langsomt førte hun den hånd som ikke lå på vindueskammen op til hendes bryster og lod sine fingre glide lidt ned ved korsettet hvor hun fiskede en mindre kniv op, som ikke kunne gøre så meget skade igen. Djævlen havde for det meste et våben på sig, enten i sit hylster eller andre steder, det var sjældent at hun havde flere våben med. Det kom an på hvordan hun så dagen an og med hvem hun mødte på sin vej.. man kunne ikke altid vide hvornår hun ville ende i en kamp hvor hun netop havde brug for alle de våben som hun havde.

Hvis døren til cellen havde været lukket havde hun nok bemærket at hun ikke længere var alene, men hun følte stadig en vis tryghed. Ivory stod med kniven i sin ene hånd og lukkede sine øjne; hun koncentrerede sig om at sætte sin ild evne til værks, at gøre kniven brændende varm, så hun umiddelbart var den eneste som måske kunne tåle at holde den. Hendes krop begyndte at blive mere varm end sædvanlig og det lignede at hendes øjne var flammer når man så ind i dem; der gik ikke lang tid før at hun mærkede kniven blive varm.. et forsøg som hun øvede sig på, et trick som hun ville bruge i kamp; at gøre sine våben brænd varme, så offeret kunne mærke en større smerte end blot smerten fra selve våbnet. Hvis nogen rørte ved hende.. ville de nok kunne mærke denne varme og få et lille brandsår..

Der var helt stille. Og ikke engang nu kunne han høre nogle klageskrig, hvilket ville have ærgret ham, hvis ikke han havde brugt sin tid på at studere kvinden i stilhed. Han kunne se hendes hånd bevæge sig foran sig, men hun havde endnu ikke reageret på hans tilstedeværelse. Måske var hun virkelig undead.
Roligt trådte han et skridt til siden, og så nu kvinden delvist i profil. Hun holdt noget i sin hånd… En kniv. Noahs blik gled hurtigt over på væggen, der var smurt ind i blod. *En selvmorder,* tænkte han, inden han tog endnu et skridt fremad. Han var uopmærksom, og det kom til at koste ham, da han trådte på en delvist smadret elpære, der knustes under hans sål. Han forbandede indvendigt det (bogstaveligt talte) fejltrin han netop havde begået. Hans rankede dog ryggen en smule, inden hun kunne nå at reagere ved at kigge op. Blikket i hans øjne var vendt direkte mod hendes ansigt, lettere frygtløst, på trods af det faktum, at hun besad et våben i modsætning til ham.

Ivory knep øjnene sammen og undslap et mindre skrig, da hun hørte at noget gik i stykker.. at nogen havde træmpet på den ting som gik i stykker, som muligvis var en elpære, eller noget lignende, hun gættede sig blot frem til hvad det var for noget der havde ødelagt hendes koncentration, da hun ikke længere kunne kontrollere det, blev hun så varm at der gik flammer i hendes våben til en kniv som ikke var særlig skarp. Hun stod atter med kniven i hånden og vendte sig om for at se hvem eller hvad der havde lavet denne form for larm, der havde forstyrret hende.

Med det samme fik hun øje på en ukendt mand, som hun ikke før havde mødt, og det gav et lille sæt i hende at hun ikke længere var alene og dermed fik hun hurtigt løst den larm som var blevet opstødt. "Hvem er du?.. Og hvad laver du her?.." spurgte hun med en bestemt tone i stemmen, hun var ikke glad for at nogen så hende øve sig på den måde, men det kunne hun vel ikke længere undgå, manden kunne tydeligvis ikke bare glemme sådan noget..? Hun lagde sit hoved en smule på skrå mens at hun ventede på at få et svar, inden at hun førte kniven hen til sine læber, dog ikke for tæt, men sådan at der var få cm mellemrum og hun pustede blot flammerne ud på kniven, så den ikke længere var så varm.

Skriget kom en smule bag på Noah, og han var ved at tage et skridt baglæns. Han konstaterede hurtigt, at hun måtte være helt menneskelig… Dén konstatering blev dog hurtigt fortrudt, da han så hvordan kniven i hendes hånd nu stod i flammer. Han følte en kort fascination, inden hun vendte sig mod ham. Han følte sig faktisk utrolig blottet, i forhold til omstændighederne.

Han vidste ikke han havde forestillet sig. Men reaktionen han fik på sin pludselig tilstedeværelse, var ikke ligefrem hvad han havde ventet. ”Mit navn vil nok ikke sige dig noget…” svarede han efter en kort pause, mens hans hænder gled ned i sine jakkelommer. Han betragtede kort hendes påklædning, der så utrolig gotisk ud. Han holdt en pause med sidste del af svaret, da hun pustede på flammerne, der svagt blafrede, inden de langsomt slukkedes. *Utroligt*. En ilddæmon, gættede han på, på trods af hendes lyse hår og næsten porcelænshvide hud, ville han forbinde med en vampyrs. ”Godt spørgsmål… Jeg hørte skrig,” løj han med sådan en overbevisning, at han selv troede på det.

Ivory kunne med det samme regne ud at det var løgn det som manden sagde hvis navn hun ikke kendte endnu, medmindre at han måske mente en af de spøgelser som stadig holdte til på stedet, der gjorde at man sagde at den nedlagte galeanstalt var hjemsøgt, ”Kommer an på om du mener mit skrig.. eller en andens.. fordi hvis du mener at du hørte mig.. så ved jeg at du lyver.. herre” sagde hun og fugtede let sine mørke røde læber, imens at hun så på ham med hovedet lagt en smule på skrå, faktisk kunne hun ikke lide den måde som folk kunne lyve på, det var utroligt at man kunne gøre det. Men det kunne ikke undgås.. og hun vidst godt selv at sandheden ikke altid var den bedste beslutning, det kom an på hvilken situation man stod i, selvom folk sagde at det var det klogeste at gøre. – Det at sige sandheden. Hun trådte et skridt frem mod ham, men så heller ikke længere og gemte kniven væk da hun lod den glide ned mellem hendes bryster igen, selvfølgelig var hun ligeglad med når mænd kiggede inden at hun rømmede sig en smule, ”Nå.. hvad vil du så?” lød det fra hende, med en lidt hård tone i stemmen.. han virkede ikke rigtig til at være en rigtig mand.. det så nærmest ud til at han var bange for hende? Af hvad hun tolkede ud fra det hele, som hun fandt lidt morsomt, selvom at hun hurtigt kunne have taget fejl af det.

Der var en kort glød af vrede i hans mørke, grå øjne da, hun kaldte han herre. Hvorfor netop dét ord altid havde en negativ klang for ham, var et mysterium. Selv hvis han blev udspurgt om det, ville man ikke få andet end spydige svar, der intet havde med emnet havde at gøre.
Han lod den lille stump der var tilbage af hans cigaret falde til jorden, men han gad ikke besvære sig med at træde det ud. Gulvet var alligevel linoleum, så anstalten ville højst sandsynligt ikke stå i flammer. ”Jeg hentydede nu til.. spøgelserne, ånderne, sjælene, hvad du nu vil kalde dem,” svarede han, inden hans blik igen gled hen på blodet. Ud af sin øjenkrog kunne han se, hvordan hun trådte tættere på. Hun havde krop som en kvinde, men han havde på fornemmelsen, at hun så meget ældre ud, end hun i realiteten var. Det var måske også en fordel. En smuk kvinde kunne få stort set alt. Mænd var så lette at manipulere. Og så kaldte man kvinderne for det svage køn…
Noah ignorerede hendes spørgsmål, inden han trådte tættere på muren. Blodet var tydeligvis ikke frisk, hvilket kunne ses på den mørke, lettere sorte farve det havde. Og tæt på, kunne man også lugte det. Menneskeblod. ”Hvor længe har anstalten været nedlagt?” spurgte han, inden han vendte sig om mod hende igen. Ganske vist tvivlede han på, at hun var særlig gammel. Og selvom hun kniv, tvivlede han på, at hun var endnu en af de små piger, der bar kniv fordi de frygtede overfaldsmænd. Han havde en skræmmende mistanke om, at hun vidste præcis hvordan en kniv skulle bruges. Men så længe han ikke udgjorde en trussel, ville kniven kunne få lov at ligge fredeligt nede i hendes kavalergang.

Det undrede hende gevaldigt at han trådte tættere på muren, hun fulgte bare hans blik imens at hun blev stående der hvor hun stod i forvejen. "..Det ved jeg ikke.. og hvorfor vil du præcist vide det?" lød det fra hende imens at hun så på ham, djævlen havde aldrig oplevet hvor en mand som denne ville give sig ud for at være så bange for hende, som han udgav sig for, måske var det blot skuespil, det vidste hun ikke noget om. "Mhm.." brummede hun lavt, og begyndte at gå hen i retningen mod ham, tanken strejfede hende om han var så bange at han måske ville flygte? Et lille grin undslap fra hendes læber da hun tænkte på det, dog rystede hun kort på hovedet og lod sine øjne hvile mod ham igen, "Er du bange for mig.. eller noget?.." spurgte hun lige ud med en ligeglad tone i stemmen, hun fandt dette møde morsomt. Men selvfølgelig hun kunne hurtigt tage fejl af ham, måske havde han allerede en plan inde i hovedet.. eller noget lignende som ville gå hen og skræmme hende, selvom der skulle meget til.
Hun gik så tæt på som hun kunne, så der ikke rigtigt var noget mellemrum imellem dem, normalt var hun ikke meget for det, hun var for det meste enspænder og ignorerede dem som var omkring hende, selv hvis det kun var en person til stede, kom an på så meget.. men lige netop ham her fandt hende noget interessant, fordi hun tolkede det som om at han virkelig var bange for hende.. at han ville undgå hvert et øjenkontakt og undlade at gøre noget forkert som måske ville ende med at hun ville gå hen og slå ham ned.. "Nå..?" kom det hurtigt efter fra hende, stilheden havde kun været indtraffes i få minutter måske kun få sekunder. Hun afventede et svar fra ham.