Farlig Viden [Noah]

Sted: På det forladte bibliotek.
Tid: Det var lige efter lukketid, men tilfældigvis var døren ikke låst.
Dato: Den tredje januar, de fleste har fortrængt julens glæde.
Vejr: Sneen dalede ned.
Omgivelser: Bøger, bøger, bøger. Og mørke. Biblioteket er kun oplyst af et par stearinlys.


Antionette var omgivet af bøger, smukke bøger, der ikke sagde hende det mindste. Men de fleste kendte følelsen af den fred, der hjemmesøgte et bibliotek, den var beroligende. Men ikke i dag.
Antionette havde endelig taget sig sammen til at tage de nye jeans på, hun havde fået af sin gamle ven. Bukserne sad stramt på hendes ben, og de fik hendes ben til at se slanke ud, sugede alt fedtet til sig, ikke at Antionette er tyk, nej. Hun havde aldrig haft et problem med fedme, tværtimod. Udover de nye jeans, bar hun også en gammel hootie. Det følte hun sig godt tilpas i, for hun kunne begrave hænderne i de dybe lomme.
Hun kørte en hånd hen over de mange romaner, biografier og noveller. Sidst hun havde læst en af de bøger, var dengang, da hun skulle finde informationer om byen. Men det var nok mere et kort med tegninger. Hun tog en bog ud af en høj reol og åbnede den på en tilfældig side. Øjnene løb hurtigt ned ad siden.

Man kunne kende lugten af bibliotek på lang afstand. Den tunge lugt af støv og gamle, mørnede bøger var ikke til at tage fejl af. Det var vinter og mørket sænkede sig tidligt over byen. Noah burde være gået hjem, men han døjede med søvnproblemer og kunne ikke holde ud, at være i sin lejlighed om natten.
Han gik langs reolerne, der så ud til at strække sig i evigheder. Hans blik gled årvågent over bogryggene, hvor titler og forfatter var indgraveret i læderomslaget på bogen. Det var i afdelingen med det tunge, tørre læsestof han befandt sig. Ikke just noget, man ville have tænkt på, første gang man så ham. Han var høj, lettere muskuløs og hans blik var utrolig direkte. Ikke koldt, nærmere noget slående ærligt. Rimelig ironisk når man tog i betragtning, hvor ofte han løj. Og så havde han stort set altid en cigaret i kæften. Han lignede ikke en forbryder, men så heller ikke specielt belært ud. Hvilket ikke rigtig passede
For anden af den sidste reol, standsede han op. Fodtrin kunne høres ikke langt væk. Han tog hurtigt en bog ud af reolen, uden egentlig at kigge på titlen. Det plejede ikke at genere ham ret meget, hvad han læste. Han fandt de fleste bøger interessante. Han gik ud fra, at fodtrinene tilhørte en bibliotekar, der ville låse stedet af. Han måtte vel hellere komme ud, inden han var tvunget til at være der resten af natten. Med lange, hurtigt skridt drejede han om hjørnet på reolen og stødte direkte ind i et fremmed ønske. Han spærrede øjnene op med et svagt, næsten uhørligt gisp. ”Beklager..”

Antionette nåede næsten ikke at opfange situationen. Hun havde ikke hørt den fremmedes fodskridt, så det kom helt bag på hende. Den fremmede havde gået direkte ind i hende, og hun havde slået panden ret hårdt, så det svimlede på den der berussende måde. Hun tog sig til panden og så så op ved stemmen, der beklagede. "Kan du ikke se, her er lukket?" Mumlede hun og bed sig forsigtigt i læben, for at bide smerten i sig. Et blåt mærke var sikret, det var klart. Hun tabte bogen, da hun blev 'pågået,' så hun samlede den langsomt op. Hun var ikke meget for at slippe blikket fra den fremmede, men hun vidste også godt, at det var et offentligt bibliotek, så der var ikke langt til andre mennesker eller væsner, det beroligede hende lidt, men ikke nok. Hun fumlede efter bogen som selvforsvar. Magi var ikke den rette løsning indtil videre, havde hun på forhånd besluttet.
"Kan du ikke se, her er lukket?" Gentog hun ubevidst, irriteret over at blive forstyrret her i mørket. Der var småkoldt på biblioteket.

Noah lod som om han kløede sig på kinden, da han skjulte et svagt smil bag sin brede håndflade. Der var noget underholdende over hende, som fik ham til at smile. Noget han ikke havde gjort i lang tid, i hvert fald ikke ægte. Han trådte et skridt tilbage og lod hende febrilsk samle bogen op. Enten havde hun et meget tæt forhold til bøger, eller også betød bogen meget for hende. Hun virkede under alle omstændigheder meget opsat på, at samle den op hurtigst muligt.
”Jo,” svarede han kort og fjernede hånden fra sin mund og kind igen, så ansigtet med de markerede, en smule hårde træk. ”Men dørene er under alle omstændigheder åbne,” påpegede han til sit forsvar. Hans tone var helt rolig, og han tog sin egen bog under armen. Han kunne ikke rigtig se hende ordentligt i mørket, bortset fra at hendes meget lyse hud, næsten lyste op. Han kiggede sig lidt omkring. ”Arbejder du her?”

Antionette bemærkede godt det smil, han prøvede at skjule. Et elendigt forsøg, men det fortalte hun ham ikke.
Hun samlede bogen op og strøg hånden over den en enkelt gang. En af bogens sider var blevet foldet. Hun foldede det langsomt ud, imens hun lod sig betragte den fremmede. Hendes øjne var knebet sammen og for ikke at virke nervøs, sendte hun hamme et forfriskende smil. "Ja, jeg arbejder her. Det må have været en fejl, at døren er åben. Vi har lukket." Antionette var godt klar over, at det hele var en løgn. Næsten. Biblioteket havde faktisk lukket, men det faktum, at hun havde brudt ind på et bibliotek for at se på bøgerne, ikke læse dem, men bare se på dem, ville ikke pynt på sandheden, konkluderede hun. Det var et stykke tid siden, hun havde ført en samtale med en fremmed. Ja faktisk havde hun undgået at tale længe. Hun satte bogen ind i bogreolen og kiggede stadigt på ham. Ja, hun stirrede, men lagde ikke mærke til, hvor uhøflig hun var. "Hvem er du?" Det lød en smule stift, men det var på ingen måde såden hun mente det. Hun kørte en hårtot væk fra sit ansigt.

Noah betragtede pigens hænder, der strøg næsten kærtegnende over bogen. Tja, nogle havde jo et næsten romantisk forhold til bøger. Egentlig ret interessant, hvordan mennesker kunne elske døde ting på den måde.
Selve hendes svar lød myndigt, men de sammenknebne øjne og det friske smil hang ikke rigtigt sammen. Hun led vel af ansigtstics? Ligesom hans små trækninger ved mundvigen. Eller også var hun nervøs, ja måske endda bange for ham. På trods af, at han selv mente han havde været ret flink indtil nu. Det med at behandle fremmede venligt uden bagtanker, lignede ham meget lidt. ”Okay,” svarede han blot uden egentlig en egentlig tone. Hvis hun virkelig arbejdede der, kunne hun vel bare smide ham ud.
Hendes stirren generede ham ikke det mindste. I stedet kiggede han igen på bøgerne i reolerne. Han kunne dog ikke se titlerne ordentligt i mørket. Han hørte hende, næsten mekanisk, spørge hvem han var. Først reagerede han ikke på hendes spørgsmål. I stedet gik han hen til den nærmeste reol, hvor hans lange, smalle fingre løb over bøgernes rygge, for at finde den han ledte efter. Stilheden på det mørke bibliotek var knugende og gav ham en indre sindsro. Han lod sig dvæle ved det et stykke tid, inden han kort kiggede sig over ryggen, for at se om hun stadig stirrede på ham. ”Mit navn er Noah… Sauveterre. Men det siger dig nok ikke noget.”

Den fremmede havde ret i, at det sagde hende ikke det mindste, selvom hun inderligt ønskede, det gjorde. "Noah Sauveterre, ligesom Naohs Ark." gentog hun lidt spørgende. Den tossede 'børnehistorie,' havde hun altid lidt et had til. Hun havde allerede svært ved at gentage det lange navn, men hun gjorde et forsøg. "Nej, det siger mig ikke noget, men.." Antionette havde ingen anelse om, hvad hun skulle sige til den fremmede. Hendes blik flakkede til bogreolen, han var gået hen til. Ud af øjenkrogen kunne hun stadig se hans elegante bevægelser. Hende selv var langt mindre elegant, især når hun havde fået rodet sig ud i en løgn, hvilket var tilfældet i dag.. Nat. Klokken var over midnat, hun var træt, det generede hende også svagt, men hun prøvede at ignorere den bidende træthed. Hun ønskede brændende at finde en stor drømmeseng, hun kunne tilbringe den lange nat i og sove tungt, men det var længe siden, hun havde haft chancen for at sove rigtigt. Når man var på flugt, var livet ikke altid nemt. Flugt var måske også så meget sagt, hun havde bare aldrig rigtigt kunne bosætte sig. Hendes plan om at sove på biblioteket og stikke af ved daggry var så godt som spuleret på grund af den fremmede, Noah.
"Noah.. Noah," hun havde allerede glemt hans efternavn. "Skulle jeg kende dig?" Hun blev pludselig i tvivl.

Noah havde netop grebet fat i en bog om astronomi, da han hørte hende gentage hendes navn. Og det første hun sagde bagefter. Hvor ville han ønske han kunne styre sig, men der var et-eller-andet over hele denne situation, der fik ham til at smile eller le hvert andet minut. En mild latter spillede mod bibliotekets hårde stenvægge. ”Ja, det har du ret i. Bortset fra, at der er et ’h’ til forskel,” svarede han kækt med et mystisk smil. Det sagde ikke så lidt, at det første hun tænkte på, var en figur fra kristendommen. Han hadede selv religion, selvom han syntes, at det var fascinerende, hvordan folk ville gå i døden for nogle ammestuehistorie om jomfrufødsler og dommedag.
Han begyndte at bladre de gulnede sider i gennem på må og få. Bogstaverne var små og stod så tæt, at det ene ord flød sammen med det andet. Alligevel løb hans øjne hurtigt ned over det, mens han sugede alle nøgleordene til sig. ”Nunsense,” mumlede han for sig selv og klappede bogen i med et smæld. Han vendte igen ryggen mod den fremmede pige og satte bogen på plads, nøjagtig hvor han havde taget den. Nu var han allerede inde i en næsten venskabelig behandling af et andet menneske, og det gad han ikke ødelægge, ved at blive ondskabsfuld, hvis hun brokkede sig over, hvordan han rodede i biblioteket.
”Sauveterre,” rettede han hende, da hun sagde Noah to gange. Han vidste udmærket, at hun bare havde glemt navnet. Det havde han næsten også. det var kun få dage siden, han igen havde taget navneforandring. Nu hvor han alligevel boede i Frankrig, kunne det lige så godt være noget fransk. Noah kunne ikke komme i tanke om nogen nulevende, der kendte hans egentlig efternavn. Men af hvilken betydning havde det? Det var bare et navn. ”Nej. Det ville være meget usandsynligt, hvis du vidste hvem jeg var. Jeg er lige flyttet hertil,” svarede han kort, inden han greb en bog fra øverste hylde.

"Det forklare det vel," sagde hun stille. Hun kunne egentlig ikke koncentrere sig om noget andet end ham, når Noah fimsede rundt blandt bogreolerne. Hans selvskab irriterede hende ikke, nej det var faktisk rart ikke at være alene. Især nu hvor det var mørkt, hvilket det havde været hele tiden, men det var en ubetydelig detalje. Hun lyttede opmærksomt til hans historie. Det var rart at høre, at man ikke var den eneste nye i byen. Men hun havde ikke planer om at blive. Hendes blik faldt på astronomi bogen. Hun brød sig ikke om astronomi, og hun var total ligeglad med, om han satte bogen på plads. Hun betragtede ham stadig, slugte ham nærmest med øjnene. "Jeg er også.. Lige flyttet hertil." Ordene lød mærkelige i hendes mund, og hun kunne ikke helt beslutte sig, om det var sandheden. Hun boede jo teknisk set ikke i byen. Hun satte sig op på et bord og tog det eneste lys, nemlig en lyssestage, hen til sig. Hun var mørkeræd, så det var dejligt at have lyset tæt på sig.
"Hvad foretager du dig så her i byen? Hvad fik dig til at flyt.." Hun ændrede spørgsmålet. "Hvad laver du overhovedet her på biblioteket?" Hendes stemme lød ikke længere stift, men der var et skær af nysgerrighed, som hun ikke kunne skjule. Det var ikke tit, hun følte sådan en interesse for en fremmed, Noah. Hun fnisede over tanken, der vendte tilbage om Noahs ark. I sin fortid fik hun tit fortalt, hvad der var rigtigt og forkert. Ligesom med Noahs ark. Desværre havde det aldrig ændret hendes holdning. Noah skulle ikke have taget giftslanger eller andre farlige dyr med, han kunne have ladet dem drukne, men absolut ikke. De skulle nemlig reddes, for det var retfærdighed.

På trods af, at hun stirrede uophørligt på ham, så følte han sig ikke overvåget. Og det var – i betragtning af, at han led af mild paranoia – en utrolig speciel oplevelse for ham. Hun var bare som en blid stemme i mørket, som han kunne konversere med. Hvis han gad. ”Interessant,” svarede han med en ironisk, ligegyldigheds tone. ”Hvad synes du så om byen?” spurgte han, mest bare for at høre hende snakke, mens han ledte videre efter interessant læsestof.
Han havde netop fundet ’Arternes Oprindelse’ af gode, gamle Darwin, da hun igen besluttede sig for at føre samtalen videre med flere personlige spørgsmål. Dog blev de ændret undervejs, hvilket lettede ham lidt. ”Tja. Hvad laver folk normalt på et bibliotek?” Han elskede at besvare spørgsmål med et nyt. Det tvang folk til at tænke en ekstra gang over deres spørgsmål, for muligvis at få dem til at opdage, at de egentlig selv havde svaret. Han vendte sig mod hende, efter at have sat sidste bog på plads. ”Men det ser ikke ud til, at der er noget videre spændende læsestof her på stedet…”

"Jeg mente, hvad laver du her på biblioteket, imens det er lukket. Det er just ikke normalt at vandre rundt på et bibliotek på denne tid af natten?" Det irriterede faktisk Antionette, når folk stillede spørgsmål, som de altid troede, ville få den spørgende til at tænke over spørgsmålet en ekstra gang. Det var altid sjældent, det virkede mod hende. Hun havde altid et modsvar parat. Hendes greb om lyssestagen blev igen strammere af ingen grund.
I sit sind havde hun dannet et blik af den fremmede: Han var en typisk mand i midten af 20'erne, måske yngre. Han var ret høj, hvilket signalerede, at han var meget selvstændig. Måske havde han flyttet fra familie og kone, måske var han en evig ungkarl. Hans hud var let brunlig, så han havde ingen chance for at være vampyr. Det var godt. Antionette foragtede vampyrer. Måske var han flyttet pga. en familiekrise, hvor han ikke kunne få den han elskede, og hans fætter var død, og han tog gift sammen med damen, og de døde. Hun prøvede at skjule et smil, garanteret lige så dårligt som ham, da han prøvede at skjule sit smil. Hans baggrundshistorie, som hun lige havde skabt, virkede ret bekendt.

Noah opgav til sidst jagten på en god bog. Han havde alligevel ikke tid til at læse – der ventede en lang nat forude, hvor nattelivet skulle opleves. Han tog hjemmevant sin jakke af, der afslørede en mørkeblå skjorte med opsmøgede ærmer og ikke knappet helt op i halsen. Det var egentlig utrolig koldt på biblioteket, men han havde svært ved at have jakke på indenfor. Og da han ikke havde planer om at forlade biblioteket lige foreløbig – trods den lille bibliotekars nu tvære spørgsmål. ”Hm. Måske er jeg ’ikke just’ normal,” svarede han med en speciel undertone, som om han ikke engang selv kendte svaret.
Han tog plads overfor hende ved bordet. Stearinlysene kastede en svagt skær over hendes ansigt, hvilket egentlig fik hende til at se ret uhyggelig ud. Et genfærd på biblioteket. Han regnede dog ikke med, at hun var et genfærd, da deres tilholdssted var på kirkegården. Men man kunne aldrig vide.

Antionette kiggede kort på Noah, da han sluttede sig til hende ved bordet. Hans ord skræmte hende ikke. I hvert fald ikke helt. Hun havde ikke valgt flugten ud af døren og videre ud på gaden. Der var noget over Noah. Den irriterende mystik, der knagede i brystet på hende. Han tog sin overtrøje/jakke af. Hun fortrød bitterligt, at hun blev ved med at kigge. Anionette havde altid haft en hvis respekt overfor sin egen krop, så hun brød sig ikke om, at folk kiggede på hende. Men hun vidste også godt, at hun bestemt ikke havde været noget godt eksembel i nat. Hun trak lidt i ærmet på sin hættetrøje. "Fornuftigt svar," sagde hun, da hun godt havde regnet ud, han ikke var normal. Det sagde lidt sig selv, da han bare vadede ind på biblioteket. "Jeg hedder Antionette. Bare Antionette." Hun overvejede ikke dæknavn, som hun plejede. Men efternavnet beholdte hun for sig selv, man kunne aldrig stole på fremmede, det havde hun lært i sin dystre fortid. Hun havde helt skudt spørgsmålet om, hvad hun syntes om byen, ud af hovedet.

Han lænede sig tilbage på den hårde træstol. Omstændighederne taget i betragtning, følte han sig egentlig meget fint tilpas. Bortset fra, at hendes evige stirren var begyndt at gå ham på nerverne. Han lænede sig frem mod bordet og satte albuerne i pladen. ”Uanset hvor misdannet eller underlige du synes jeg ser ud, ville jeg sætte pris på, hvis du lod vær med at stirre,” sagde han lavmælt og trommede kort sine fingerspidser mod bordets træflade, inden han satte sig tilbage på plads igen. Et lille, skævt smil spillede på hans læber. ”Eller i det mindste være lidt diskret.”
Han nikkede kort, da hun præsenterede sig selv. Antionette eller Antoinette? Hm, same shit. ”Hyggeligt at møde dig… Eller hvad man nu plejer at sige,” svarede han, inden han kiggede sig omkring. Reolerne i det mørke træ tårnede sig op omkring det. Hvis de væltede, tænkte han, blev de begge levende begravet under bøger.

Hun smilede stort, da han erkendte, at det ikke var behageligt. "Undskyld," hun mente det ikke rigtigt. Det var rart at kigge på folk, så blev man ikke lige pludselig overrasket over deres udseende en anden gang, eller man kunne nemt kende dem igen, men Antionette respekterede det. Hun brød sig jo heller ikke om stirren.
"Du undgik mit spørgsmål angående, hvad du lavede her?" Det var nok mere ment som en konstatering, og hun kunne også godt høre, at det lød som et spørgsmål, måske var det også det. Hun rettede igen på en hårtot. En tanke strejfede hende, den samme tanke som før: Hvorfor går han ikke?
Hun undrede sig, da hun selv nok bare ville have taget den bog, hun skulle bruge og så gå igen. Måske var det hendes løgn om at hun var bibliotekar? Hendes blik kørte over mod vinduet, bare for at have noget at kigge på. Det var stadig kulsort udenfor, men en fin sne kunne man langsomt se dale ned, hvis man havde skarpe øjne, hvilket var tilfældet hos Antionette.