You should be mine, but I'll lie.

________________________

Bal. Alexei ville aldrig have befundet sig der, var det ikke fordi hans manager havde insisteret. Ganske vidst var han ofte til events som dette. Hvilket nok også var den egentlig grund til, at han ikke ligefrem havde jublet, da han blev pålagt at møde op her "Du bliver nødt til at møde op Alexei. Folk kender dig. De ville elske at se din menneskelige side". Det var hvad manageren sagde. Hvad der lå bag, var "Du skal gøre det her, for ellers siger jeg op". Egentlig var det ikke nogen specielt stor trussel. Alexei ville ikke have store problemer med, at finde en anden manager. Men Georgio havde været hans manager, lige siden han kom til Terre. Han kendte Alexei, hvilket var en stor fordel. Desuden stolede Alexei på ham. Og egentlig havde han jo ret. Det var ikke en dårlig idé, at møde op til dette bal.
De mørkebrune lædersko havde knapt rørt asfalten udenfor limousinen, før blitzen begyndte at spille for de grå øjne og skabe lysende pletter for hans blik. Men som altid, lod han blot som ingenting og vendte sig blot mod døren, hvor en ung kvinde, klædt i en bagpå gulvlang midnatsblå kjole der dog gik en smule op foran, så et par pumps, i samme farve var synlige. Selv var Alexei klædt i en simpel sort habit, med en hvid skjorte indenunder og et slips, der igen bar den midnatsblå farve, som kvinden var klædt i. Han tilbød sin hånd til kvinden, som brugte den til at komme op og stå med, inden de, stadig med hænderne liggende i hinanden, gik op over den røde løber, der var tilegnet festens gæster.
Så snart de trådte ind af hotellets døre, blev de mødt af en mur af stemmer, samt de tjenere der kom nærmest løbende, for at give dem hver især et glas champagne. Alexei tog imod glasset og spejdede lidt omkring sig, indtil han fik øje på sin Georgio, der stod i dyb samtale med en mand Alexei ikke umiddelbart syntes at kende. Han førte kvinden med sig hen over gulvet og stoppede op ved mændenes sider ”Alexei! Det her er Hénri Briand.” navnet fik straks det professionelle smil til at pryde Alexeis læber og han slap kvindens hånd, for at række den frem mod mandens, som han straks trykkede ”Det er mig en ære Mr. Briand” mandens lette nik, smil og gengældelse af ordene med et ”Æren er på min side Mr. Carter”, var et klart plus. Hénri var hjernen bag et af de største modekataloger i Frankrig og derfor en person man ønskede at være i god jord hos, hvis man bevægede sig indenfor modelfaget.
Efter godt ti minutters samtale med Hénri og Georgio, havde Alexei igen trukket kvinden med sig over gulvet og hen til baren, hvor han stillede sit nu tomme champagneglas. Hans blik mødte kvindens og et smil spillede om de rødlige læber. Hun så næsten uskyldig ud, som hun stod der i sin lange kjole og med det tykke lysebrune hår i sat i en knold. Sandheden var at Amira nok var alt andet end uskyldig. I hvert fald, når hun skulle være det. De havde medvirket i en film, med nogle ganske intime sener mellem netop de to. Hvilket nok også var en af grundende, til at Alexei havde bragt hende med. Han ville absolut intet have imod at udforske hendes krop, uden et konstant overvågende kamera og crew.

”Sådan et bal er en stor ting. Det er det perfekte sted at skabe kontakter og øge vores omdømme, og det er der, du kommer du ind i spillet, hr. hvis-ikke-jeg-har-noget-at-lave-tager-jeg-da-bare-hjem. Men gæt hvad? Man bliver ikke betalt for at sidde derhjemme og kukkelure, og du er allerede millimeter fra at miste dit job, så jeg foreslår, at du letter din bagdel og tager med journalisterne til det bal og får smalltalket så meget som muligt!”

Ordene fra Lukes chef genlød i hans hoved. Uff, hvor han dog hadede den mand! Hvis ikke det var, fordi han fik lov til at fotografere, nemlig den beskæftigelse, han elskede allerhøjst i hele verden, havde han da også for længst sagt op. Men fotografer var ikke spor eftertragtet; selvom magasinet havde få fotografer, var det endda ikke altid, at Luke havde noget at lave. Derfor greb hans chef hver eneste chance, han fik, for at bruge Luke som hans altmuligmand og satte ham derfor på åndssvage opgaver som denne.
Luke hadede fine fester, hvor man skulle være klædt i jakkesæt. Lige siden han var helt lille, havde hans far og mor slæbt ham med til den slags sammenkomster fra folk fra familiens firma. Den eneste fordel ved ballet var, at det var lykkes ham at få lokket en køn pige med sig.

Han stod ved et hjørne med sin ledsager og betragtede de folk, der ankom. Det var meningen, at han skulle finde celebrities og så få snakket dem lidt varme, ikke? Som om det nogensinde ville lykkes…
Pigen ved hans side hev i hans arm. Annabelle var hendes navn, og hun var klædt i en stramtsiddende hvid kjole, der bestemt ikke lagde skjul på noget, men samtidig var classy og egnet til begivenheden. Den lyse farve stod i tydelig kontrast til hendes solbrune hud og bølgede, sorte hår, der var sat op i en løs opsætning.
Luke selv var klædt i et typisk sort jakkesæt med et matchende sort slips og en hvid skjorte indenunder. Godt så han ud, men det var tydeligt at se, at det var lang tid siden, han sidst havde haft så fint tøj på. Han måtte konstant hive ud i kraven på skjorten og slipset, fordi det føltes, som om han var ved at blive kvalt.

”Luke, jeg er tørstig,” beklagede hun sig. Luke sendte hende et indsmigrende blik og bad hende vente, mens han gik op i baren for at hente noget at drikke.
På sin vej derop, passerede han forbi et hav af mennesker – og ingen af dem sagde ham noget. Jo, nogle kvinder fangede hans blik, endda også enkelte mænd, men alligevel gik han ikke hen til dem. For det første ville det være aldeles upassende, og for det andet var de sikkert bare overfladiske folk, der kun var her for at få omtale i medierne.

På sin vej mod baren blev hans blik pludselig fanget af en velkendt skikkelse akkompagneret af en brunhåret kvinde i en midnatsblå kjole. Alexei! Hvorfor var han her? Lukes hjerte sprang et slag over. Det kom som et rent chok for ham at se den mand, som han de sidste par uger havde tilbragt mange venskabelige dage med, stå lige der.
Det burde dog ikke komme som en overraskelse, langt fra. Alexei var en kendt herre, så det var kun naturligt, at han kom til denne slags sammenkomster, var det ikke? Det var nok ikke så meget hans tilstedeværelse, der overraskede Luke. Nej, det var hans ledsager. Den kønne kvinde fik Luke til at føle sig helt tom inden i, og så, i løbet af få sekunder, bredte en anden ukendt følelse sig inden i ham; hans mave trak sig sammen og han følte vreden brede sig inden i hans hoved. Hvad lavede hun med Alexei?! Hvad bildte hun sig ind og stå der og hænge op af ham, når Luke-…
Hans tanker gik i stå. Når han hvad? Ham og Alexei var jo ikke andet end venner, måske endda kun bekendte, så hvad i al verden havde han at være misundelig over? Denne kvinde var hans ledsager, en kvindelig elsker, og der var stor forskel imellem det, og så at være venner.

Luke overvejede, om han skulle hilse, men han besluttede sig for at lade være. Alexei havde sikkert travlt; lige så snart paparazzierne så ham, ville han være omringet og alt for beskæftiget til at snakke med en så ligegyldig som den lille blandingsrace. Derfor var det med sænket blik, at Luke gik op til baren, hvor Alexei uheldigvis stod med sin ledsager. Han forsøgte at gøre sig så usynlig som muligt, og det lykkedes ham uset at få fat i to glas champagne, før han blev afsløret, for ud af det blå dukkede Annabelle pludselig op, og hun var bestemt ikke en stille frøken. Hun smilede til ham, og gik hen for at tage fat om hans arm.

”Nå, der var du! Du var væk så længe, at jeg blev helt bekymret for, hvor du var blevet af,” lo hun. Luke smilede nervøst tilbage og trak på skuldrene. Alexei stod intet mindre end to meter væk, og han var stadig fast besluttet på ikke at forstyrre ham…

Alexei vidste udmærket hvordan et bal som dette skulle drejes. Han behøvede blot blive der i nogle timer, tale med nogle vigtige folk og så kunne han forsvinde, forhåbentlig med Amira ved sin side. Det var i hvert fald hans plan. Og indtil videre virkede det som om den gik frem af. Langsomt, men sikkert. Amira stillede i hvert fald sit glas på bordet og straks efter mærkede han hendes fingre ved sine, mens et tydeligt flirtende smil spillede på den unge kvindes læber ”Dans med mig” lød ordene fra hendes læber og smilet på Alexeis læber voksede en smule. Ren facade. Han måtte få kvinden på andre tanker. Alexei var ofte til events som dette, men det var en sjældenhed at han slæbte sig selv ud på et dansegulv. Dette skete kun, hvis han skulle smigre sig ind på en kvinde af, enten forretningsmæssige årsager, eller blot fordi han senere ønskede at finde hende dansende i sin seng. Han var dog overbevist om at dans ikke var nødvendigt, for at få Amira til dette. Derfor lod han blot hænderne finde hendes talje og et smil spille om læberne, mens han trak hendes krop tættere på sin. Midt i handlingen, trængte en ny stemmen gennem til hans øre. En stemme der ikke var der før. Hans blik skød op og mødte en skikkelse, han efterhånden havde lært at kende, eftersom de havde tilbragt lidt mere end et par timer sammen på det sidste. Luke. De grå øjne betragtede ham lidt og derefter kvinden ved hans side. Gled ned over hendes krop og derefter op på Luke igen. Hvad lavede han dog der? Til bal? Ganske vidst kendte han på ingen måde alle fyrens sider endnu. Men bal, på Quatre? Med pænt tøj, klassisk og generelt meget roligt musik og champagne? Det havde han ikke troet han skulle se. Ikke Luke. Det virkede. Ikke rigtigt. Men omvendt. Han var fotograf. Så hvorfor ikke? Men han så ikke noget kamera. Han så ikke noget som helst, der indikerede, at han var på arbejde. Og så igen. Det var jo ikke ligefrem fordi Alexei var ved at skyde en film lige nu.

”Alexei?” Amiras stemme fik ham til at skyde blikket tilbage i de lysebrune øjne, hun var ejer af. Han rystede en smule på hovedet, blot for at indikerer, at hans tanker var et andet sted et øjeblik ”Undskyld” sagde han og tog hendes hånd ”Det var den der dans, ikke?” af en eller anden grund, følte han et behov for at komme væk derfra. Væk fra Luke og hans date. Om det så betød, at han skulle danse.

//Spole, spole, spole

Undgå Luke, drikke, holde Amira ved selvskab, tale med vigtige folk, undgå Luke, undgå Luke og undgå Luke. Sådan var aftenen gået. Hvorfor vidste han ikke. Det havde bare føltes rigtigt. At undgå ham.
Alexei skoddede sin cigarret i askebæreret i hotellets gård, inden han rettede blikket mod Amira, der sad på en trappe lidt fra ham og talte med en kvinde. Han betragtede hende. Det brune hår, der var blevet slået ned fra knolden og nu hang i bløde krøller ned over hendes ryg. Kjolen der smøg sig tæt om hendes overkrop og blev en smule løsere ved benene. De brune øjne, der gemte en lang historie bag sig. En historie Alexei ikke kendte og egentlig heller ikke var desperat for at høre. Amira var sex. Det var grunden til han havde bragt hende der. Ikke fordi der var noget galt med hende. Hun var en sød pige, uden tvivl. Men Alexei gjorde sig ikke i sådan noget. Han havde venner, men ingen tætte. Specielt ikke kvinder. For når han tog kontakt til en kvinde, var det oftest af én grund. Fordi han fandt dem tiltrækkende.

De grå øjne fulgte Amiras bevægelser, som hun rejste sig op og med graciøse skridt bevægede sig mod ham. Deres blikke konstant linkede. Hun stoppede ikke, før deres læber mødtes. Det gav et kort gib i Alexei. Det var ikke lige hvad han havde regnet med. Alligevel lod han armene finde om hendes talje og lod sig selv gengælde kysset. Ikke på en inderlig, forsigtig måde. Men intenst og hungrende. Indtil han igen skilte deres læber og nikkede anerkendende, med et grin ”Vi er ikke på arbejde, smukke” han lod hænderne glide fra hendes ryg og om til hendes talje, mens et legende blik blev sendt fra hans grå, til hendes brune øjne "Det ved jeg." han nåede ikke at svare, før hans læber igen blev mødt af hendes, men så snart han registrerede et stærk hvidt lysblink, trak han sig igen væk fra hende og forlod hende udenfor, for at gå ind på hotellet og op i baren "Whisky" mumlede han til en bartender og rettede de grå øjne mod sine hænder.

Et gys gik igennem Luke. Han var blevet set. Til hans held trak Alexeis date væk med sin ledsager, hvilket betød, at Luke ikke behøvede at stå og vride sin hjerne for at finde ud af, hvad han skulle sige for ikke at virke alt for akavet.

Han vendte sig om imod Annabelle.
”Lad os finde et sted, hvor vi kan sidde ned i fred, skal vi ikke?” spurgte han og førte hende væk fra baren med de to champagneglas i den modsatte retning af Alexei. Heldigvis for ham lå dansegulvet og de behagelige sofaer, der var stillet op i dagens anledning, i hver sin ende af bygningen.

------------------------------------------------------------------

Kedeligt. Dødkedeligt, det var, hvad dette bal var. Bedre ord for det fandtes ikke.
Luke havde forladt sin partner, der nu sad og snakkede med en mindre flok kvinder, angiveligt nogle af hendes veninder, for en stund, mens han selv var i gang med at gennemføre den opgave, han chef havde stillet ham: At opsnuse nogle kendte og få deres øjne op for magasinet.
Blandingsracen sukkede dybt. Han ville miste sit job i morgen, det var helt sikkert, for det var ikke lykkedes for ham at spotte en eneste celebrity hvilket måske skyldtes hans totale mangel på interesse for mediernes verden.

Presset fik ham til at føle sig mere og mere frustreret. Aftenen lakkede mod enden, og det var ikke lykkedes for ham at gennemføre sin opgave.
Nå. Fuck det. Han besluttede sig for at gå udenfor for at ryge en smøg og se i øjnene, at hans chef alligevel var en nar, der ikke fortjente at have en så dygtig fotograf arbejdende under sig. Eftersom han havde travlt med at fumle med inderlommen på jakken til sit jakkesæt, da han var på vej ud af døren, opdagede han slet ikke, at han var på fjendtligt territorium.
Da han kiggede op, så han i gårdens fjerneste ende Alexei. Det var da utroligt, som han skulle forfølges af ham hele aftenen. Det værste var dog, at han rettede blikket op lige tidsnok til at se, at kvinden fra før kyssede Alexei. Igen mærkede Luke hvordan hans mave knugede sig sammen, og sådan som han måbede, var det lige før, at cigaretten var faldet ud af hans mundvig. Den… forbistrede trunte! Hvad bildte hun sig dog ind!

Han skoddede sin cigaret med heftige bevægelser, idet han mærkede vreden brede sig i hele kroppen. Hvis han skulle se sandheden i øjnene, kunne han ikke tillade sig at være vred – faktisk, hvis nu indså, at han og Alexei ikke var andet end venner, havde han slet ikke grund til at være vred. Men Luke tænkte langt fra logisk lige nu, og da cigaretten var skoddet, skyndte han sig ind af døren, lige i hælene på Alexei.

I baren greb han fat om Alexeis arm, måske en anelse hårdere end det var meningen. Men hans hånd rystede af vrede, og det var svært at styre sig.
”Hvad har du gang i?” spurgte han dæmpet men med rystende stemme. ”Hvorfor kyssede du hende dér?"

Dumt. Dumt var hvad det var. Det var i hvert fald ikke sådan her, han skabte sig god omtale. Specielt ikke hos Hénri. Han kunne se overskriften for sig ”Alexei Carter og endnu en trunte”. Nej. Åndssvagt. Dumt. Tanken om, at det måske ikke var det der gik ham mest på, slog ham ikke. Ligeså vel, som grunden til at han havde prøvet at undgå Luke hele aften, slet ikke blev overvejet. Han havde bare ikke ville forstyrre. Han havde en date. De havde begge dates, som de skulle holde ved selvskab. Så kunne venskabet altid vente. Men faktisk strejfede tanken om Luke ham slet ikke. Det eneste der kørte gennem hans hoved, var tanker om paparazzier, journalister, aviser og åndssvage billeder, hvor han kyssede endnu en kvinde. Ikke fordi han skammede sig over det. Han var bare træt af at skulle udstilles som en idiot, der ikke kunne holde sig til en kvinde. De vidste præcis hvad de gik ind til. Aldrig havde han så meget som hentydet til at det var andet end fysisk. Ej heller havde han i sinde at gøre det.

Han lod straks, da glasset ramte bordet, hånden lukke sig om det. Han løftede det til sine læber og lod den gyldne væske fylde sin mund og derefter hals, inden glasset igen ramte bordet. Et suk løb over hans læber og han drejede glasset i små cirkler, så det dannede en krassende, lidt krystalagtig lyd. Han havde forladt Amira derude. Selvfølgelig havde han det. Ikke et sekund tænkte han på, at trække hende med sig væk. Det var alligevel bedst, at han lod vær. Ellers ville journalisterne straks kunne dreje det hele til andet og mere end et kys, hvilket han ikke ligefrem ville være fan af. Og Amira kunne klare sig. Hun var en stærk kvinde. Desuden var hun nok skredet lige efter ham alligevel. Hun havde ikke så meget at lave derude. Desuden var det ikke just hans problem, hvis hun var blevet. Eller hvordan det så ud, at han skred fra hende.

Endnu en gang løb et gib gennem hans krop. Normalt var Alexei ikke typen der fik chok, men når et person kom op og uden videre tog et hårdt greb om hans arm, mens han var midt i en tankestrøm, blev han underligt nok, ret overrasket. De grå øjne blev rettet mod Luke og som han talte, rynkede Alexei brynene en smule ”Hvad taler du om?” spurgte han og hev armen en smule til sig, dog ikke hårdt nok til at få Lukes fingre til at give slip ”Og hvad fanden kommer det dig ved?” spurgte han, en smule irriteret. Hvad bildte han sig ind at komme op og konfronterer ham på dén måde, med noget han i grunden kunne være komplet ligeglad med. Det kom ikke en skid vennen ved, hvem Alexei valgte og ikke valgte at kysse.

Ja, hvad fanden kom det egentligt Luke ved? Ingenting. Han havde absolut intet at gøre med Alexeis privatliv, hvis han endelig havde, så var det kun ting, som manden selv indviede ham i, som han havde tilladelse til at blande sig i. Det kom på ingen måde ham ved, hvad Alexei havde gang i på privatfronton og det kom ham da endnu mindre ved, at han kyssede med en eller anden dulle.
Hvis Luke nu havde tænkt lidt mere i de baner, så havde han undskyldt for sit pludselig udbrud og gået sin vej. Men han var vred – meget vred. Eller… Det var i hvert fald sådan, han selv ville beskrive følelse. Meget lidt anelse havde han om, at den følelse, der opfyldte hans krop lige nu, blev kaldt for jalousi. Det lille, grønne bæst, der lever i os alle sammen, var netop blevet vækket fra sin hundredeårssøvn – det var i hvert fald længe siden, gadekrydset sidst havde følt sig så forarget over at nogen nærmede sig én, som han havde kært.

Eller kært og kært. Han kendte jo knap nok Alexei. Men hvorfor var det så, at han var blevet så vred, da han så kvinden kysse Alexei? Han anede ikke, hvordan han skulle forklare sig. Hans underlæbe bævede en anelse, mens han ledte efter ord, men de kom bare ikke til ham. Han var ude af stand til at tænke bare den mindste smule logisk lige nu.

”Det… jeg…”
Jeg hvad? Han slap sit greb om den andens hånd og tog sig frustreret til hovedet. Kunne Alexei da ikke se, at det, han havde gjort, var forkert…?
Nej. Nej, det kunne han nok ikke. Det var jo ikke forkert for ham, for han anede jo ikke, hvad der foregik i Lukes hoved lige nu.

Luke tog en hastig beslutning; han greb fat om Alexei håndled igen, denne gang noget mere følsomt men dog bestemt, hvorefter han prøvede at hive ham med sig.
”Kom med,” lød det fra ham. Han ville have Alexei med udenfor, eller i hvert fald med hen i en fjern afkrog, hvor de var fri for paparazzier og mediefolk, der skulle overvære skænderiet. Hvis det kom ud, ville både Alexei og Luke få problemer, for Luke ville højst sandsynligt miste sit job.

Alexei havde ikke oplevet Luke vred. Og han havde absolut ikke regnet med at første gang han skulle opleve fyrens vrede, var i aften. Faktisk havde han ikke regnet med, at han nogensinde skulle opleve den. Hvorfor skulle han dog? Det var begrænset hvor godt han kendte Luke. Ganske vidst havde han fundet en hvis interesse i ham, lige siden han så ham hoppe rundt med kameraet i en af sofaerne i selv samme rum, hvor de nu befandt sig. Men at han skulle opleve Luke vred på ham.. Og så blot nogle uger siden de først mødte hinanden. Det havde han ikke regnet med, til trods for at de havde brugt en del tid sammen, gennem de uger. Noget han ikke tænkte på, var hvorfor han havde prøvet at undgå Luke hele aftenen. Men grunden var jo også så åbenlys. Han havde ikke ville forstyrre den anden og hans ledsager. Ligeså vel, som de ikke forstyrrede ham og Amira.

Nu var der tydeligvis ikke nogen af dem, der var i nærheden af deres ledsagere. I stedet sad Alexei der, med de grå øjne rettet mod Luke og irritationen strålende fra dem. Lukes tydelige usikkerhed på hvad han skulle sige, fik blot Alexei til at fnyse. Han kunne vel for fanden ikke komme hen og gribe fat i ham, kogende af raseri, uden at vide hvorfor? Så snart Lukes greb om hans håndled løsnede sig, trak han også blikket væk fra ham. Hånden fandt glasset foran ham, som hurtigt blev løftet til hans læber og tømt i et par tåre, der gav ham noget tid til at vinde selvbeherskelsen tilbage. Samtidig med at glasset mødte bordpladen, hørtes et irriteret, brummende suk fra Alexei og de grå øjne mødte igen Luke. Egentlig var han ikke vred. Alt han var, var irriteret over, at fyren pludselig kom springende og var direkte vred, fordi han havde kysset Amira. For derefter ikke at kunne forklare hvad hans problem var.

Trods Alexeis irritation, over at den unge fyr skulle komme og belære ham med hvem han måtte og hvem han ikke måtte kysse, var alt der kom fra ham et utilfreds suk, da Luke insisterede på at trække ham med sig til, guderne måtte vide, hvor. Han fulgte blot efter den lavere fyr, med et ligeglad udtryk i ansigtet. Han fattede ikke hvad der skete oppe i hovedet på fyren, men han havde en idé om at, hvis han fulgte med, ville han finde ud af det. Før eller siden.

Da de stoppede op, trækkede Alexei straks sin arm til sig og kiggede på Luke med et mistroisk, lettere forvirret og uforstående blik ”Hvad er dit problem?” han kunne ikke holde sin kæft. Fyren, som ellers havde formået at gøre et godt indtryk på Alexei, gennem de sidste uger, havde virkelig formået at gå ham på nerverne. Normalt var det ikke let, at gøre Alexei vred. Og det var han nok heller ikke nu. Men han var irriteret, han var træt og han gad ikke bruge tid på at vente på Luke ville komme til sagen. Derfor spurgte han, direkte. Så han kunne få det her overstået og derefter komme hjem. Væk fra Luke.

Luke kunne tydeligt fornemme Alexeis vrede, og han forstod ham godt. Det måtte da også være underligt, at en, men knap nok kendte, pludselig kom løbende og flippede ud på en over ingenting.
I det mindste fulgte manden dog frivilligt med uden nogen modsigelser, da Luke trak af sted med ham. Om det var hans nysgerrighed efter at vide, hvad der foregik i Lukes hoved, eller om det bare var for at få det overstået hurtigt uden for mange komplikationer, vidste blandingsracen ikke, men det gjorde ham glad, at Alexei gik med.

Luke trak af sted med den anden ud af hotellets fordør. Der stod mennesker over det hele; folk, der var ude for at trække lidt frisk luft, paparazzier og kendisser, der tiltrak sig opmærksomhed som et styk råddent kød omringet af fluer.
Luke gøs ved tanken om deres højrøvede opførsel, når de stod der og førte sig selv frem for alle tilskuerne, men alligevel måtte han være dem taknemmelig, for takket være dem, lykkedes det for ham og Alexei at nå helt uset over i en gyde bag hotellet.
Luke kastede et vagtsomt blik omkring sig. Okay, der var tomt. Der var ikke en sjæl at se lige bortset fra en sort kat, der smøg sig omkring i mørket, og havde det ikke været for de blinkende lys fra utallige kamerablitzer og de latterfyldte stemmer fra hotellet af, kunne man næsten få fornemmelsen af, at de var helt alene nu.

Alexei vred sin hånd fri af hans greb, og hybriden sendte ham et gnottent blik. Manden gjorde det ikke ligefrem nemmere for ham, men Luke havde taget sin beslutning, og han havde ikke tænkt sig at bakke ud nu.

”Hvad fanden er dit problem?” snappede han igen. Og så, med en stemme, der lød helt skrøbelig og opgivende, fortsatte han: ”Hvorfor… Hvorfor kan du ikke se det, Alexei…?”
Luke var ikke engang sikker på, at han selv kunne se det. Det var svært for ham at indrømme over for sig selv, at han faktisk var faldet for sin ven, selvom det var så tydeligt. Hvorfor skulle han ellers blive sygeligt jaloux, når han så den anden kysse en, der ikke var Luke selv.
Han knyttede sine hænder og vendte blikket mod jorden. Han lignede mest af alt et forvirret lille barn lige nu – og forvirret var han i hvert fald. Alle de følelser, der pludselig vældede ind over ham, var ham så fremmede, som noget kunne være.

Så, pludselig, trådte han frem imod Alexei. Han tog fat i kraven på ham og skubbede ham af al kræft ind imod væggen bag ham – og svag kunne man ikke ligefrem kalde Luke, ikke når dæmonen i ham tog over, som den så oftest gjorde, når han blev vred. Han måtte stille sig på tæer, fordi han var noget mindre, men da han gjorde det, kom hans øjne op i højde med Alexeis.

"Kan du ikke se, at jeg er helt væk i dig?"
Hans bryn var rynkede og hans øjne udtrykte bestemt ikke glæde. Snarere en form for forvirring over sine følelser og en frustration over, at de ikke var spor gengældt. Hans ansigt var kun få centimeter fra Alexei. Hvis bare han rykkede sig en smule, ville deres læber mødes... Og han gjorde det; så kunne Alexei gøre al den modstand han ville, skubbe ham væk og trampe på ham i vrede, men nu havde Luke fået, hvad han ville have. I hvert fald for nu. Sandheden var, at han ville have mere af Alexei end bare et kys og bare et venskab.

Da de gik ud af hotellets dør, vendte Alexei blikket mod væggen og dukkede sig en smule, i håb om at dette ville gøre, at han kunne komme uset gennem menneskemængden. Det sidste han ønskede lige nu, var at en eller anden skulle følge efter dem. Specielt hvis denne ”en eller anden” havde som profession at tage billeder eller skrive utrolig fordrejede historier om kendissers liv, der lige blev pyntet med ekstra action og tonsvis af løgne. Heldigvis formåede de, at komme uset forbi og Alexei vedblev blot med at følge Luke om bag hotellet.

Lukes snappen tilbage, fik Alexei til at rynke øjenbrynene yderligere. Hans problem? Det var ikke ham, der var kommet farende hen til Luke, oppe i det røde felt. Eller trukket ham med derud. Irritationen begyndte nu at udvikle sig til vrede. Hans blod begyndte at boble, sitre, ganske svagt. Indtil Lukes tonefald ændrede sig drastisk og blodet, hjertet, der var begyndt at banke en smule hårdere, en smule mere bestemt, samt stemmebåndet, der efterhånden var kommet tæt på, at lade ordene være mere af en brølen, end den væsen det før havde brugt, faldt til ro. Alt han stod tilbage med var undren. Forvirring. Alexei håndterede ikke følelser godt. Ikke sine egne og slet ikke andres. Så nej, han havde ikke set det. Han havde ikke set noget. Og han havde stadig ikke nogen anelse om hvad det var, han ikke kunne se. Mén fra mange år, med ren benægtelse. Han kunne håndtere en fangirl. Han havde svært ved at håndtere en kvinde, der havde bestemt sig for at lægge de helt forkerte følelser hos ham. En mand, der havde gjort det samme. Bare tanken om det, afskrækkede ham. Ikke fordi han havde noget som helst problem med hverken homo- eller biseksuelle. Tværtimod. Men det var en forsvarsmekanisme. Hans måde at holde sin egen seksualitet, på afstand.

Han stod bare. Betragtede Luke. Ventede på han ville fortælle ham, hvad det var han ikke kunne se. Men i stedet for at høre Lukes stemme igen, trådte fyren tættere på ham og Alexei måtte vakle baglæns, da Luke, med overraskende kræft, skubbede ham mod væggen. Af ren refleks fandt hans hænder op og greb fat om Lukes håndled.
Han skubbede ham ikke væk. Stirrede blot på ham. Nu vred. Og forbløffet. Det var sjældent Alexei kaldte en person for ”ven”. Men det havde han gjort med Luke, i den tro at han kunne stole på ham. I hvert fald til en vis grad. For Alexei var ikke typen der bare stolede på folk. Men det at han nu stod der, presset op mod murstenene og med Lukes hænder om sin krave, det viste ham lidt noget andet.

Lukes ord, gav et gib i Alexei. Han stirrede på Luke, med store øjne. Blikket var nærmest tomt. Eller følelserne i det, var ikke rigtig til at tyde. Væk i ham? Nej.. Han måtte have misforstået. Han kunne umuligt mene det, Alexei troede. Han hverken ville, eller kunne tro på det. Fyre havde før vist interesse i Alexei. Men direkte at have følelser for ham. Det kunne ikke være hvad han mente.
Alexeis mistro blev dog stillet, da Lukes læber mødte hans. Af ren refleks, trak han hovedet en smule til sig, men først da registrerede han rigtig Lukes læber. Bløde og dog en smule ru på overfladen, duften af ham. I et kort øjeblik. Et kort øjeblik, uden selvbeherskelse. Et kort øjeblik, hvor facaden faldt, gengældte han kysset. Men det gik ikke mere end et sekund, før han kom til sig selv, placerede hænderne på Lukes brystkasse og skubbede ham væk. Han kastede et lettere krakkeleret, irriteret blik mod ham. Trods han prøvede at holde facaden oppe, var fortvivlelsen alligevel at se, hvis man virkelig ledte i de grå øjne ”Gør aldrig det igen” snerrede han, mens bevægede sig en smule væk fra Luke ”Hold dig væk fra mig!” hans stemme var vred, men den rystede også en anelse. Han var chokeret over sig selv. Med et sidste blik, fyldt med afsky, vendte han ryggen til Luke og gik ned af gaden, væk derfra. Vreden i hans ansigt forsvandt, så snart Luke ikke længere kunne se hans træk. Hvad fanden var det den her fyr gjorde ved ham?