I'll take what I want, and I want your heart.

Tid ¤ 15.00
Vejret ¤ Solen er allerede på sin vej ned og det fucking sner stadig. Koldt, som bare pokker! "But I don't feel it."
Påklædningen ¤ Almindelige jeans, den sædvændlige hvide T-shirt og ødelagte converse.

~Dette emne er privat.~
Megan Rae.

Han døde blik vandrede ud over horisonten. Solen var endnu ikke gået helt ned. Han havde endnu nogle timer tilbage. Han kunne stadig få lov til at slentre rundt i gaderne som det menneske, han engang var. Han nød disse timer, hvor han ikke blev angrebet af den gennemsigtige skikkelse. Det var de eneste tidspunkter han ikke følte sig fuldstændig død. Men selvom at han lignede den almene person, rådnede hans indre langsomt, hvor hver dag der gik, og han var blot taknemmelig for ikke at forfærdelige lugte ikke var begyndt at stige fra ham. Han håbede inderligt at det ikke ville ske. Han var jo ingen zombie. Han var blot en levende død. En fortabt sjæl. Han var fuldkommen malplaceret i denne verden. Han følte sig slet ikke hjemme mere. Var det sådan det gik for alle sjæle? Blev de bundet fast til de levendes verden til nogen gad tage sig af dem? Det var begyndt og blive så ensomt. Han tog jo aldrig tid til at tale med andre. Han gad ikke. Hvorfor skulle han? Han blev bare missundelig. Det havde han gjort alle de andre gange. Han knugede sine hænder. Hårdt. Så hårdt, hvis han havde haft længde på sine negle, ville de have spiddet sig ind i hans håndflade. Næsten i hvert fald. Det føltes sådan. Hvorfor var han hele tiden så vred?
Norman kastede med hovedet og fik det kommunefarvede hår kastet væk fra hans ligblege ansigt. Han lignede en, der var blevet ramt af høj feber af en slags. Med lilla poser under øjnene og tørre læber. Hans tøj lignede så mange andres. Det var almindeligt. Nok lidt underligt, når man tænkte på at temperaturen lå under nulpunktet og det sneede, som ville det aldrig stoppe igen. Hans sko var så slidte, at de ville kunne falde fra hinanden hver øjeblik, det skulle være. Hans hår var uredt. Han havde nok kun lige sendt sine hænder gennem det. Synlige blodårer kunne findes både op omkring hans hals og ned af hans arme og hænder. Han var ikke lige det kønneste syn, trods hans brygning og hans træk var nogenlunde tiltrækkende. Selvfølgelig forskelligt fra person til person. Han sparkede til en sten, der kom i vejen for hans gang hen ad fortovet. Han fulgte stenen, som den trillede hen af vejen, med de brune øjne. Det var som om denne lille sten, pludselig blev det mest fascinerende i hele universet. Hvilke underlige interesser han havde sig. Hvilket spændende liv han havde sig. Virkelig! Han strammede sine læber sammen til en lille streng inden han så tog et par luntende skridt og sparkede endnu hårdere til stenen. Han missede dog og endte med at ligne en komplet idiot. Det var han vel også, når det kom til stykket. Vreden boblede hurtigt i ham, og han gjorde alt for at falde ned igen. Frustrerende!
Det lignede at han bare slæbte sig af sted. Som om han slet ikke gad løfte sine fødder, fordi det ville være noget af det mest besværlige, han kunne gøre. Hænderne han bare ned langs siden, og hovedet hang, som havde han ikke sovet i flere dage. Og det eneste lyde der syntes at komme fra ham, var en smule brummende udbrud en gang imellem. Hvorfor gøre mere ud af det?

Snevejret var frygteligt. Et par blege hænder blev ført op til vejrbidte, røde læber og den varme ånde dannede tåge i den iskolde luft. Hun havde aldrig været meget glad for kulde. Hun var mere sommer-typen. Efterår kunne også gå … Men sne … Hvorfor sne? Når man ikke havde tid til sneboldskampe og snemænd og alt det andet sne-sjov, så var det forbandet irriterende. Fingrespidser og øreflipper var ved at blive røde. Næsetippen med. Men det var desværre nødvendigt for hende, at gå ud i dette frygtelige vejr, fordi hun var begyndt på sin uddannelse. Tre-et-halvt år mere, og så ville hun ikke længere være en studerende, men endeligt være en fuldt uddannet frisør.
Megans røde krøller gang omkring hendes ansigt, tungt, men de hoppede ved hvert et skridt, hun tog. Hun var iført en sort jakke, et par jeans og et halstørklæde, men det var ikke underligt, at hun frøs, når man tænkte på, at hun hverken havde hat eller handsker.

Der var sket så meget de sidste par dage, at hendes hoved snart ville eksplodere, hvis hun ikke fik noget af trykket lettet. Hun var slet ikke til stede i virkeligheden, da hun gik ned af gaden, mod sit lille, kære hjem. En meget drastisk bevægelse fik hende dog til at se op og hendes blik faldt på en ung mand, der helt bestemt ikke var klædt på til det kolde vejr. Hun måbede lidt. Var fyren idiot? Han ville fryse ihjel! Men han så ikke ud til at fryse …
Han virkede … underligt bekendt. Hun stoppede op meget pludseligt.
Norman? Nej. Nej, Norman var død. Hun vidste, han var død. Nyheden havde bredt sig som en løbeild. Nogen minder flashede igennem hendes hoved. Selvom hun var tilbage i virkeligheden var hun ikke ligefrem nærværende. Hun gik imod den unge herre, uden at se andet end ham. Det kunne ikke være Norman, hun måtte have set forkert.
Men hvorfor bankede hendes hjerte så så hurtigt? Hvorfor var det ikke længere kulden, der fik hendes hænder til at ryste?
"Norman!" Hendes skridt steg i tempo og hun lagde slet ikke mærke til, hvor fortovet stoppede. Hun så ikke gadekrydset eller de hvide striber på jorden.
Og hun hørte ikke bilen, hvis hjul skred på isen…

Det var utroligt hvor meget hans hoved var ude af kontrol. Han så hele tiden frem og tilbage mellem forskellige ting. Og det kunne være den mindste lille fidus der lå hundred meter fra ham. I øjeblikket var det hans hånd. Hans blik var stift rettet mod den blege hånd. Han knugede den hårdt og så knoerne blive helt hvide. Han slappede af igen. Han følte ikke den samme følelse som han gjorde før. Var han virkelig blevet så følelsesløs? Kunne han ikke mærke noget mere? Det kunne fandme ikke være rigtigt. Men kulden ramte ham ikke, så det kunne sagtens være sandt. Blot en ting han ikke ville acceptere.
Den blide stemme fik hurtigt Norman’s opmærksomhed. Eller det var nok mere hans navn, der gik ham til at se op. Bevægelsen var mindst lige så doven som hans skridt. Man skulle tro han lige var stået op, efter den værste drukaften. Han kunne faktisk godt ligne en fordrukken mus, der var på alt muligt shit på samme tid. De matte øjne søgte efter synderen, og lige idet han hørte en pivende lyd fra en bil, der bremse, så han den rødhårede pige. Med ét, var alle lyde blevet blokeret, og hans ben var blevet sat i gang. Hurtigere end han havde troet var muligt, løb han tværs hen over gaden. Forsvandt fra fortovet og søgte mod stødets mødepunkt. ”PAS PÅ!” råbte han. Hans stemme var endnu hæs og da han kom op i et højere støjniveau, lød den igen rungende, som når solen var væk. Han så, for første gang, for sig den dag han mistede livet. Det var ikke ligesom her, men det var noget af det samme. Det involverede stadig en bil og et offer. Det var ikke så meget et minde men mere som en film der blev spillet i hovedet på ham, og han begyndte at koncentrere sig mindre om at nå mod pigen i tide. Troede han da.

Hans arme blev med det samme slynget omkring mennesket og pressede sig fremad. Stadig i løb, så det endte med et ordentligt skub, nærmere sagt. Han kunne mærke hvordan han selv satte af, stadig med hende klynget tæt indtil sig, som ville han aldrig slippe igen. Han kunne mærke hvordan de, næsten i slowmotion, fløj et lille stykke inden de ramte hårdt ned på asfalten. Han havde ikke nået og fået gjort noget ved landingen, så det så ud til at hun endte med at tage det meste af stødet. Selvom at hans hænder var der til at bløde det lidt. Hans hænder blev i hvert fald slebet hen af vejen. Ikke at han følte smerte eller noget, men han kunne mærke det alligevel. ”JESUS CHRIST!” svovlede han imens han satte sig en smule op. Med en hånd på hver sin side af hendes hoved og et knæ på hver sin side af hendes hofte. Mørkerødt blod havde fundet sted omkring hans håndrygge. Det var en del tykkere end alment blod, men det fandt alligevel sin vej frem. ”Har ingen sagt at du skal fucking se dig..” Han stoppede brat, idet han endelig så mod pigens ansigt. De brune øjne var spærret op, som tekopper. Han stirrede bare på hende i en evighed, føltes det som, selvom det tydeligvis kun var et par sekunder. ”Fuck!” mumlede han, og i samme øjeblik var han ellers på vej op på benene igen. Det var bare løgn. Ikke den tomboy! Han stavlede på benene og vaklede hurtigt nogle skridt tilbage. Han var ligeglad med om en bil ville komme drønende og ramle ind i ham. Dog så det igen ikke ud til at der var nogen biler på denne gade. Selv idioten fra den første bil var allerede væk. Forbandede bilist! Han lænede hovedet forover og lod det lange pandehår falde ned og dække hans ansigt. Han ønskede ikke at hun skulle se ham sådan. Han ønskede faktisk slet ikke hun skulle have set ham.

Alting gik for hurtigt til, at hun kunne nå at registrere det. Det kom i små klip - som en video, klippet sammen af små billeder. Norman, der satte i løb imod hende, bilen, der pludselig var et par meter væk, lygtepælens lys, der skiftede, lige før hendes hoved ramte asfalten. Først, da hun mærkede stødet, registrerede hun Normans arme om hende. De brune øjne var store af chok og det røde hår var spredt ud over sneen under dem - eller, den smule sne, der var. Hun satte sig op på albuerne, da han fjernede sig fra hende. Hendes hoved dunkede - men det gjorde hendes hjerte også. Hårdt, smertefuldt.
"Norman … Jeg … " Hun vidste ikke om hun skulle takke ham for at have redet hende, eller om hun skulle smide armene om halsen på ham af glæde over, at han var i live …

Men før hun tænkte mere over, hvad hun skulle sige, skulle hun nok tænke på sine handlinger. Hun skulle væk fra vejen. I hvert fald hvis hun havde været lidt mere fornuftig. Hun førte hånden op til sit ansigt. Hun mærkede noget varmt på sine fingrespidser og de var røde, da hun holdt dem ude for at kigge på dem. Hun blødte fra siden af hovedet. Men hun var ikke urolig. Chokket tog pludselig noget af smerten - adrenalinen, der snurrede rundt i hende, forhindrede hende i at føle det. Og hun vidste, at sår i ansigtet altid blødte meget - det var nok ikke særligt alvorligt, selvom der var meget blod.
Hun så op på ham igen. Hendes hånd rystede, men hun satte den ned på den kolde jord igen og brugte den til at skubbe hende op fra asfalten.
"Er du kommet noget til?" Hun greb blidt fat om hans håndled og et jag af dårlig samvittighed fór igennem hende. Han var kommet til skade på grund af hende. Hvorfor havde hun dog også været så uopmærksom? Hvorfor havde hun ikke bare … Hun sukkede dybt.
"Undskyld … Jeg troede, du var død, og da jeg så dig … jeg … " Hun så ham i øjnene. Alt, der var sket imellem dem virkede så fjernt nu. Hun havde været så vred på ham - svigtet og såret over, at han blot havde valgt hende fra. Men hun var blevet knust, da hun havde hørt, at han var død og nu …
Kunne det have været en ond løgn, at han var død? Kunne det være, at de blot havde ønsket at pine Megan? Hvor mange havde været inde på den grusomme spøg?
Hun så sig omkring. Der var ingen biler. Heldigvis. Måske var det derfor, hun ikke havde været opmærksom - fordi der næsten ikke var nogen i nærheden, så hvordan skulle hun have set den éne bil, der sikkert var langt væk på det tidspunkt, hun havde fået øje på Norman.

Hun ville gerne slynge armene om halsen på ham, men hun kunne ikke. Det gjorde ondt - både i hendes hoved og hendes bryst. Hun slap hans håndled og knyttede næverne hårdt, for at stoppe dem fra at ryste, og gentog.
"Jeg troede, du var død … "

Norman følte intet mens hun stod og talte. Selvfølgelig var det Megan. Det kunne han jo både se og høre. Der var ikke mange der havde den kombination som hende. Hun duftede stadig dejligt af shampoo. Det gjorde hun altid. Nyvasket, hver eneste dag. Hun havde altid set godt ud. Det måtte han indrømme. Men mere havde der nok aldrig lagt i det. Han havde været en idiot. Det var nok en ting de begge kunne blive enige om. Han var meget muligt stadig en idiot. Den største idiot på hele planeten. Hvorfor i helvedet befandt han sig overhoved stadig her i Di Morga? Her var de største chancer for at han stødte ind i bekendt skaber. En ting han tydeligvis ikke ønskede. Folk skulle ikke se ham. Han var nok blevet et af de mest ulækre væsner, efter hans mening. Også selvom at han ikke så halvt så klam ud som han selv følte sig. Åh! Kunne hun ikke holde sin kæft? Jeg troede.. Ja selvfølgelig troede hun det! Det var jo sandt. Kunne hun ikke selv finde ud af den lille ligning? ”Så hold dog mund!” sagde han hårdt og sammenbidt, samtidig med at han endelig svang det brune pandehår væk fra sit ansigt, og afslørede det sygelige udseende, der befandt sig der. Han rev sine hænder til sig, som hun igen slap dem. Han var endda selv rasende i hendes selskab. Han burde bare vende om og spænde hen af gaden, med halen godt mellem benene, som en eller anden forskrækket hundehvalp. Men i stedet blev han bare stående. Midt ude på vejen. Og stirrede på hende.
Han havde godt set blødningen. Det ville være svært ikke at lægge mærke til den, også selvom at blodet blandede sig godt ind i hendes smukke røde hår. Damnit! ”Stå stille.” kommanderede han. Han undgik bevist at besvare hendes spørgende ord. Han ville ikke tale om det. Også selvom at han stod, nogenlunde i live, foran hende, havde han svært ved at tale til hende om det. Han huskede stadig da han begyndte og hænge ud med de sejere typer på skolen. Dengang han gik fra briller til kontaktlinser, bare for ikke at blive kaldt en nørd. Og det værste var da han bare havde smidt hende i skraldepanden og skredet med et smil. Han troede aldrig han faktisk ville lære af den fejl. Med tænderne godt nede i den tørre underlæbe, tog han et godt tag i den hvide T-shirt og trak ellers bare op, til den var helt age, og hans spinkle, nærmest udsultede overkrop kom til syne. Han havde aldrig haft den trænede mave. Han brød sig virkelig ikke om at stå der uden overtøj på. Det ville have været bedre hvis denne mennesketøs havde været blind. Han krøllede sjusket trøjen sammen og trådte så ellers hen til hende. Lagde en hånd mod endes skulder, og holdt blidt fast, inden han pressede stoffet mod såret, der havde fundet sig en god plads på siden af hendes hoved. Han ville bare have stoppet den blødning. Hun virkede alt for rolig omkring det, og det gik ham på nerverne. Ingen skulle være rolige omkring sådan en form for skade. Han havde han grund til ikke at tage sig af de små hudafskrabninger. De ville jo være væk igen i morgen.
”For helvede, Rae! This sucks, okay..” mumlede han, stadig mere eller mindre sammenbidt. Han undgik diskret hendes blik. Ønskede ikke øjenkontakt lige nu. Hvordan skulle han forklare hende det? Hej. Jeg er død, men jeg er så blevet en zombie, wraah.. Det lød alt for åndssvagt i hans hoved. ”Det her gør nok lidt ondt.” Han pressede en smule hårdere, da blodet ikke så ud til at ville stoppe. ”Jeg ER død, got it! Dette er en drøm.” Hvad fanden var det nu han stod og sagde! En drøm? Han måtte fucking finde ud af at udtale sig ordentligt. Hvis han ikke havde været optaget med noget lagt vigtigere, havde han helt sikkert slået sig selv. ”Nej. Fuck… ” Hvordan skulle han forklare det? Igen slappede han helt af i nakken, og hovedet blev igen lænet helt forover, som stod han og hvilede sig op ad hende. Han var en skændsel, i hans nuværende tilstand.

Hun stivnede fuldstændig, da han sagde, hun skulle holde kæft. Hun så på ham med store øjne. Der forstod hun pludseligt, at han stadig var den samme klovn, der havde forladt hende alene i den store verden - sådan føltes det i hvert fald, fordi hun ikke havde haft mange venner …
Hun ville slå ham. Hun ville plante sin knytnæve midt i hans ansigt, men hun kunne ikke - men kun fordi han lige havde redet hende fra at blive kørt ned. Hvis situationen var lidt anderledes, havde hun sikkert hamret et par af hans tænder ud. Men det var ikke det værd. Hun skulle have gjort det for mange år siden nu.
Hun så måbende på ham, da han trak trøjen af midt i snevejret. Den idiot! Den store klovn! Hun måtte få ham væk derfra! Han ville jo fryse ihjel, han ville jo … Hun blev stående helt stille og så på ham med store øjne et øjeblik, før hun skubbede hans hånd væk. Han skulle ikke få lov at pusle om hende.
"Du har ikke ændret dig," mumlede hun trist og greb hans arm. Hun greb hårdt fat om hans håndled og begyndte straks at gå mens hun trak ham med sig. Hun boede ikke langt derfra … og hun kunne ikke bare lade ham være. Han så syg ud. Han …
En drøm. Brikkerne begyndte at falde på plads.
"Du skal ikke lyve for mig," hvæste hun, mens hun trak ham med sig. "Kom med." Det var en ordre, ikke en anmodning. Megan kendte til det overnaturlige. Hendes mor havde været en af dem. Men det vidste Norman selvfølgelig ikke … Hun rystede på hovedet af ham, mens hun trak ham med sig igennem sneen. Ligeglad med, at hun blødte - mere bekymret for, at hendes engang gode ven så så afkræftet ud.

De kom til den lille ungdomslejlighed, havde hendes hårde greb lavet røde mærker på hans arm. Hun låste døren op og åbnede døren for ham.
"Jeg vil ikke have, du dør af kulde … Dør igen." Det sidste mumlede hun hen for sig selv uden at se på ham. De brune øjne flakkede fra ham og så ind i lejligheden. Den var sparsomt møbleret, men det var alligevel tydeligt, at det var en teenagers hjem. Plakater dækkede stuevæggene, bøger og stykker af tøj lå spredt ud over gulvet og alting lå mere eller mindre tilfældigt og hun havde et par sækkestole smidt på gulvet, hvor der normalt ville stå en sofa.
Hun smuttede ind igennem den eneste lukkede dør i huset - og lukkede den også grundigt efter sig. Da hun kom tilbage havde hun en trøje med sig, som hun rakte ham. En herretrøje. Selvom det ikke så ud til, at der boede nogen i lejligheden sammen med hende. Hun ville ikke lade ham vide noget om hendes Robert-hemmelighed. Hun fik ikke mange besøg, men hun havde taget sine forholdsregler. Alt, der kunne afsløre hendes hemmelighed var blevet gemt væk i soveværelset, hvor hun ikke lod nogen komme ind.
Hun stillede ingen spørgsmål. Hun sagde ikke et ord til ham, da hun smed den i armene på ham og begyndte at fjerne sine støvler og jakke, før hun smed sig i den ene sækkestol. Hun sad blot og så på ham et stykke tid, mens hun forsøgte at finde ud af, hvad fanden han var, uden at spørge …
Engel? Spøgelse? Zombie? Eller måske endda en falden engel, ligesom hendes gudfar Ramiel …
"Norman … Du er en idiot at blive her i byen, hvor du kan blive genkendt." Hendes stemme var kold. Hun flyttede blikket ned imod gulvet og skubbede en xbox-controller væk med foden. Den burde ikke ligge der, men hun orkede pludselig ikke at samle den op.
Mon han forstod, at hun kendte til det hele ... At hun vidste, hvad der foregik, selvom hun ikke havde alle brikkerne endnu.

Hvad fanden lavede han nu her? Hjemme hos Megan. Her duftede af hende, sjovt nok. Ingen tvivl om at dette var hendes hjem. Hun rodede stadigvæk. Stedet mindede ham lidt som da de sad hjemme hos hende og trykkede taster til lort om natten. Han så sig omkring. Det lignede ikke hendes gamle værelse. Hvornår mon hun havde flyttet? Selv han havde ikke taget sig tid til at skride fra forældrene. Han havde haft planer, men de var underligt nok blevet kvast. Nu havde han ikke brug for et sted at være. Han havde ikke brug for tøj og han havde ikke brug for mad eller drikke. Dog betød det ikke at han stadig nød det. Hans blik vandrede ned på sit håndled, hvor der stadig befandt sig et mærke af hendes hånd. Havde hun haft sådan et hårdt greb? Han blev forundret over hvor stærk hun var blevet, og at han ikke havde lagt mærke til det. Hun havde nu altid været stærk. Altid en af drengene. Det var meget muligt grunden til at han havde været så gode venner med hende. Dog forklarede det ikke hvorfor han bare var skredet fra hende. Fordi de andre havde sagt at hun ikke var det værd? Helt sikkert. Han huskede det ikke så godt.
Norman kunne ikke lade være med at smile lidt af hendes kommentar. Dø igen. Hun forstod tydeligvis at han ikke mere var af de levendes verden. Lidt forvirrende, når man tog af hvad hun havde stået og plapret løs om, hvor ikke længe siden, efter han lige havde fået skubbet hende væk fra den faretruende bil. Han havde helt sikkert fejlet, efter som hun jo i princippet var kommet til skade. Han lænede sig op ad en blank væg og gled derefter helt ned, til hans røv ramte gulvet. Hans ben var bøjet og hans arme hvilede på knæene. Den stilling man som regel fandt ham i, ude på skolens gang. Den cool guy pose. Men mest af alt var det bare en meget afslappende stilling for ham. Lige meget hvad. Han greb hurtigt trøjen der blev kastet mod ham. Hun virkede sur. Selvfølgelig var hun sur. Men nok noget anderledes end ham. ”Du har heller ikke ændret dig.” kom det så fra ham. Han undgik hendes udtalelser. Han gad ikke give hende ret i at han var en idiot. I hvert fald ikke via ord hun forstod. Han trak smidigt i trøjen og fik igen dækket sin overkrop. Det var dejligt at have stof hen over sin hud igen. Hvorfor havde hun herretøj liggende? Havde hun en fyr?
Var det nu han skulle sige undskyld? Komme ned på knæ og bede om tilgivelse? Det var ikke lige det rette tidspunkt. Han lænede hovedet ind mod muren og pustede en tot hår væk fra sit ansigt. ”Hvorfor fanden har du bragt mig her til, ma’lady?” spurgte han med en kongelig accent. Mest for ikke at lyde for hård. Hans ordforråd var blevet forværret, ved at være omkring gutterne. I det mindste prøvede han. Igen tvang han sit blik hen mod den rødhårede pige. Det tog lidt kræfter. Han kunne bare ikke se hende i øjnene. Det havde han ikke i over 5 år. Faktisk var dette den længste samtale de havde haft i de lange år. Lidt akavet. ”Oh, and btw. Jeg har prøvet og skride fra denne by. Ved du hvor svært det er?” Der kom den sammenbidte stemme igen. ”Jeg føler mig endnu ikke..” Han snublede over ordet ’dør’. Han kunne bare ikke bruge det i en almindelig sætning mere. ”Ved ikke om du har opdaget det endnu, har jeg stadig fastform. Nogle timer om dagen, så det der med at føle sig …død, er ikke ligefrem nemt.” Han så hurtigt ud mod vinduet. Solen var der stadig, men det ville ikke være mere end en time før den var væk, og han ville gå tilbage til den åndelige del. Han så næsten bange ud som han stirrede mod solnedgangen. Genskæret gav ham lidt mere farve i det blege ansigt, men ikke meget. Han så stadig syg ud.

Havde hun ikke ændret sig? Hun så ned på sine negle, mens hun tænkte så det knagede. Hun syntes, hun havde ændret sig utroligt meget … Men så igen, det var ændringer, hun holdt skjult. Ændringer, der var gemt i hende - dybt inde. Hvordan ville han reagere, hvis han kendte hende ud og ind? Hvad hvis hun havde været Robert, da hun så ham? Hun vidste ikke, om hun ville have reageret anderledes … Men så havde Norman nok ikke reddet hende.
Det var som om det langt om længe slog hende, hvor heroisk hans handling var. Hun kunne i værste fald være død nu. Hun smilede lidt. Nej … han havde virkelig ikke ændret sig. Og på sin vis måtte hun være glad for det. Der var stadig lidt af hendes gode ven inde i ham.
Hvorfor sad han dog på gulvet … Han burde sidde i den anden sækkestol … sidde ved siden af hende. Hun var stadig lettere i chok og ville ønske, hun rent faktisk havde slynget armene om ham. Lidt fysisk kontakt ville være betryggende lige der. Hun sukkede svagt og rejste sig, da hun gik imod køkkenet for at finde en klud til at vaske blodet væk fra hendes hoved. Abira, hendes 'tante', som tilfældigvis også var djævel, ville blive tosset når hun så det sår.
Hvorfor blev hun så irriteret over, at blive kaldt 'milady'? Det var jo sødt … Men alligevel nagede det i hendes mave.
"Jeg tog dig med hertil, fordi du var dum nok til at smide trøjen midt på gaden … Av … " Det sidste var blot et lille piv, da kluden blev presset imod hendes sår. Det brændte bag hendes øjne. Adrenalinen var ved at ebbe ud og smerten tog til.
Hun tog nogen lange, dybe indåndinger for at få sig selv til at slappe af, og for ikke at græde overfor Norman. Det nægtede hun. Fyre græd ikke overfor hinanden, gjorde de vel?

Hun gik ind i stuen igen med den kolde klud presset imod sin tinding. Ikke føle sig død … det kunne hun på en eller anden måde godt forstå. Det måtte være svært at vende sig til. Men da han snakkede om fast form blev hun hægtet af. Nogen timer om dagen. Det betød at han ikke havde fast form resten af tiden - spøgelse. Brikkerne faldt på plads. Hun sukkede svagt igen og lukkede øjnene et kort sekund. Hun var træt. Mon hun havde fået en hjernerystelse? Det kunne være farligt at ligge sig til at sove med sådan en …
"Mener du, at du ikke KAN forlade byen, eller at du føler dig for knyttet til den?" Hun sad med spredte ben, som en dreng ville have gjort. Det med at sidde med benene pænt samlet eller over kors havde aldrig rigtig faldet hende naturligt. Men hun havde aldrig selv lagt mærke til det.
Chokket aftog … Og hun blev hidsig på sig selv, da hun mærkede en enkelt tåre glide over sin kind. Hun følte sig ikke trist eller bange. Hvorfor græd hun? Havde chokket virkelig været så slemt? Hun tørrede den væk med et hjørne af kulden - forhåbentligt nåede han ikke at se den.

//Jesus!!! Undskyld! Jeg ved det er et virkelig skod svar men det er vel bedre end ingenting. Jeg lover det nok skal blive bedre!//

Det gav et sét i Norman, da det lille piv kom fra Megan. Det lød meget højere i hans øre end det burde have gjort. Som fokuserede han kun på det. Fuck! Det var underligt. Den lille ting, med at hun altid blev fokuseret mere på end andre, var ikke væk. Også selvom han i øjeblikket ikke engang havde et bankende hjerte mere. Hvor savnede han at have et hjerte, der nok ville galoppere af sted lige nu. Han tvang sig til at blive siddende. Hun ønskede ikke hans hjælp. Det var tydeligt. Hun havde aldrig ladet ham hjælpe med ting hun selv ville ordne. Han knugede sine hænder hårdt, og han så først ud til at slappe af igen, da han fik øje på hende.

”Jeg ved det ikke engang. Jeg har altid følt mig knyttet til Di Morga.” Han holdt en kort pause for at få hostet en smule. Til hans held endte det ikke med at være indvolde der fandt sin vej ud af hans mund. Kun luft. Han burde ikke trække vejret, som et menneske. Det gjorde ham ikke godt. ”Jeg har aldrig prøvet og komme væk fra byen. Det virker bare umuligt. Og nu sidder jeg og plaprer løs om mine følelser.” Han forbandede sig selv. Han havde aldrig haft nemt ved at tale om hvordan han havde det. Selv omkring Megan, følte han, at han bare skulle holde sin kæft. Han hamrede hårdt sit hoved mod muren bag sig. Han følte stadig ingen smerte. Han hamrede igen. Denne gang hårdere. Ingenting. Hvor var det frustrerende! For tredje gang smadrede han sit hoved mod muren inden han bare lænede sig helt forover. Vendte sit ansigt ned ad. ”Hvor ynkelig…” Han kørte sine hænder gennem sit hår og greb ordentligt i store totter. ”..kan jeg være.”
Stille og roligt faldt han til ro igen. Han slap sit greb i sit hår, inden han gjorde sig selv helt skaldet, og lod sine hænder falde ned igen. Hvad fanden var der med ham? Han havde ikke styr på en skid. Og hvorfor i helvedet skulle han også altid støde ind i Megan? Den person han ikke ønskede at se. Nej. Det var løgn. Han begyndte at rejse sig. Ret klodset og rimelig hurtigt. Han kunne knap holde balancen, så hurtigt det gik for ham. Han støttede sig med det samme til væggen. ”Jeg kan fucking ikke fatte jeg lader dig se mig sådan her.” For første gang i lang tid så han direkte mod hende. Denne gang prøvede han at fange hendes blik. Han ville sige undskyld, men det var som om at der ikke rigtig lå rigtigt at sige det lige nu. ”Du har ret. Jeg burde ikke være her i byen. Folk genkender mig bare.” Hans blik var hårdt. Lige som hans stemme. Han havde stadig muren omkring sig. Han var stadig følelsesløs. Mere eller mindre. Han prøvede. Han slog blikket væk fra hende igen. ”And now don’t cry, babygirl.” mumlede han. Han havde skam set den lille tåre der havde fundet sin vej ned over hendes ene kind. Han lagde mærke til alle de små ting. Også selvom at han ikke så ud til det. ”Jeg burde gå nu. Jeg lover at få afleveret din trøje på et tidspunkt.”

Hun gispede, første gang han slog hovedet ind i muren. Den idiot ville skaffe hende klager på halsen, hvis han blev ved med at forstyrre hendes naboer på den måde. Hun rystede på hovedet af ham med et suk og valgte, ikke at afbryde ham. Han havde vist lidt damp, han skulle af med, og hun forstod fuldstændig.
Hun var nu egentlig meget glad for, at han ikke havde forladt Di Morga. Hun var glad for at vide, at han var i live. At hendes engang-bedste-ven ikke for alvor var forsvundet, også selvom han var blevet jordet ned af en bil og … En bil … Det var først der, det slog hende, at hun havde tvunget ham til at se den situation i øjnene igen og hun blev grebet af en så omfattende dårlig samvittighed at hun måtte tage sig til maven med den hånd, hun ikke havde kluden i. Hun måtte lære at være mere opmærksom.

"Du er ikke ynkelig," mumlede hun for sig selv. Hvor var han irriterende at se sådan på det at have følelser og udtrykke dem. Og tænk engang, hun engang havde ønsket at være som Norman! Ha! Men hun havde jo lært at tænke sig lidt om. Og hun havde erfaret af Norman ikke var den store helt, hun havde troet, han var, dengang de var så tætte som to børn kunne være. Hun sukkede tungt og trak benene op til sig, så hendes knæ var under hagen.
Pis, han havde set hende græde. Hun følte sig pludselig meget lille og sårbar og måtte knytte næverne for ikke at flyve op og råbe af ham - blot ud af raseri over at være blevet set i sådan en situation. Hun kunne ikke bære det. Det var den slags små ting, der skubbede hende væk fra at kunne være 'en af gutterne,' hvilket var alt, hun nogensinde havde ønsket sig.
Babygirl, hmpf! Han skulle få!
Men så hørte hun ham sige, at han ville gå, og hendes øjne rettede sig op på ham, store og glasagtige, den brune farve fik dem til at minde om et dådyrs øjne midt i en bils forlygter.
"Hvis … hvis det er det, du vil," mumlede hun trist og så ned på sine hænder. Hun strakte benene ud. Hvorfor skulle hun være trist over, at han gik? Han havde alligevel såret hende så meget og hun burde være fuldstændig ligeglad med ham. Han havde bevist, at han var en nar og hun var sikker på, hun ikke betød noget for ham … Han kunne bare gå! Hun … var da ligeglad … ja.

// Det er fint, du! Undskyld, mit også er lidt kort. //

”Så du mener jeg ikke er ynkelig?” Norman stoppede lidt op. Mumlede for sig selv. Hun forstod tydeligvis ikke. Hun havde ikke været ved hans side så hun vidste selvfølgelig ingenting. Hun var sådan et uvidende lille barn. Hun prøvede at være hård. Hun var skam også hård udenpå. Men indeni var hun stadig som den candyfloss de altid delte når tivoliet kom til byen. Ja minsandten at han kunne huske det. Han sank en klump og begyndte ellers bare at marchere hen mod hende. Hun sad bare der, i sin sækkestol. Helt rolig og uberørt af omverden. Den hemmelighedsfulde lille Megan. Han vidste godt han virkede truende, men hun kunne vel klare det. Hun havde klaret sig gennem så mange ting. Var hun ikke stadig en af gutterne? En af drengene. Hun vidste hvordan man skulle svare igen og forsvare sig selv uden at ligne en idiot.
Han satte sig hurtigt ned på hug, ikke lagt fra hende. Igen så han direkte mod hende. Intet smil var at finde. Kun frustration. Han ignorerede følelsen af skam. ”Jeg kan love dig, at jeg er ynkelig. Det er ikke en heltegerning at smide sine bedste væk, bare for at være blandt de seje. Det er ikke spor modigt at drikke sig i hegnet, hver eneste weekend, bare fordi de seje vil have dig med til det.” forklarede han hende sammenbidt. Han holdt virkelig inde. ”Så selvfølgelig er jeg ynkelig. Jeg er ved at rådne op indeni, bogstaveligtalt, og jeg går stadig rundt som en eller anden fucking gammel mand, der ikke har haft nogen form for kærlighed i sit liv. SÅ JO JEG ER YNKELIG!” Der var den igen. Han kunne ikke styre sig. Det var vreden for alt der hele tiden steg op i ham. Og nu gik det bare ud over Megan. Hvilket ikke var meningen. ”Shit..” mumlede han og så igen væk fra hende. ”Se. Jeg kan ikke engang føre en ordentlig samtale. Ikke engang med dig.” Han holdt sin stemme lav. Mest fordi han ikke ville risikere at råbe mere ad hende. En hånd blev kørt gennem hans pjuskede hår alt imens han sukkede af sig selv. Opgivende. Han så ned mod sine hænder. Stadig åbne sår. Hvor var han klam. ”Jeg er nu glad for at jeg ikke bare forsvandt, efter jeg var så dum at køre ind i det træ. Hvis jeg bare var forsvundet ville jeg ikke kunne nå og gøre bare lidt om på tingene.” Hvad fanden skulle han sige? Det her var akavet i forvejen. Hans hoved var et stort rod, og Megan skulle være en ekspert hvis hun skulle inde hoved og hale i hvad fanden han sagde.

Norman skulle lige til at rejse sig op igen, men han ændrede åbenbart sin handling og blev siddende på hug. Han tvang sig selv til at se mod hende. Hun var egentlig blevet køn. Det var ikke første gang han havde opdaget det. Selvfølgelig ar hun køn. Hun var Rae. Hans Rae. Før i tiden. Han tog sig selv i at få lyst til at stryge hende over de bløde hår, men han holdt tilbage. Han havde ingen ret til at røre hende. ”Gør det stadig ondt?” spurgte han så pludselig og pegede mod hendes sår. Hans redning havde ikke endt som planlagt. Men i det mindste var hun stadig i live. Planen om at skride var blevet svedt ud. Han ville ikke have gået i første omgang. Han havde bare tænkt det var for det bedste. Lige i øjeblikket var denne tidligere ven en del mere vigtig end ham selv.

Dådyrøjnene løftede sig og hun mærkede sit hjerte slå hurtigere, da han kom tættere på. Havde hun mon prikket lidt for hårdt til bjørnen? Hun knyttede hænderne hårdt, for at stoppe dem fra at ryste.
Det udtryk i hans øjne. Det udtryk kendte hun og det gjorde hende bange. Hun havde kun set ham være sådan ganske få gange, men det var nok til at vide, at det ikke førte noget godt med sig. Alligevel flyttede hun ikke blikket fra ham. Hendes hjerte slog hårdt og adrenalinen skreg af hende, at hun skulle stikke halen mellem benene og forsvinde så hurtigt som muligt, men i stedet for rettede hun sig op og krøb tættere på ham, så de blot var en halv meter fra hinanden.
"Jeg ville slå dig midt i fjæset lige nu, men du ville ikke kunne føle det, så der er ingen mening i at prøve," begyndte hun irriteret og mærkede hendes stemme ryste af raseri. Det havde altid været så svært for hende, ikke at græde, når hun blev vred, men hendes øjne var helt tørre denne gang. Hun havde ventet så længe på at kunne give ham en røvfuld, hun havde indøvet hver en ting, hun ville sige til ham, hvis hun fik chancen, men hun kunne ikke lukke ordene ud af munden.
Hun knyttede næverne endnu hårdere, for at stoppe sig selv fra at røre ham. Han frastødte hende en smule i øjeblikket - og ikke på grund af hans udseende. Den del kunne ikke betyde mindre. Hun var mere frastødt fordi det først var nu, han tog sig sammen til at undskylde overfor hende - hvis man overhoved kunne sige, at det var det, han havde gang i.
"Du kunne have haft kærlighed i dit forbandede liv, hvis du blot opførte dig ordentligt overfor folk." Roen i hendes stemme kom bag på hende. Det var lidt som at få stød igennem rygraden. Hun kunne ikke få skrigene over sine læber, og de endte blot med at være lavmælte ord. Men på den måde fik hun forhåbentligt også mere sagt, end hvis hun skreg og råbte af ham.
Hun sukkede tungt og stenmasken faldt. Hun kunne ikke se ham i øjnene mere. Så stærk var hun ikke. Hendes øjne faldt til jorden og hun følte et stik i brystet, der gav hende lyst til at begrave ansigtet i hænderne og hulke.

"Det gør ikke ondt mere," løj hun med blikket imod jorden. Det dunkede stadig kraftigt, men hun følte ikke rigtig smerten. Hun følte ikke rigtig noget, ud over en klam kulde, der sivede igennem hendes tøj og hud. Hun var så skuffet over ham, men nu … det var vel på tide at hun tilgav ham.
Hun så op på ham igen. Kneb øjnene sammen og slyngede armene om nakken på ham - tilbageholdende, men ikke tøvende. Hun kunne ikke være sur på ham i den tilstand, han var i.
"Din store idiot," mumlede hun imod hans skulder og mærkede hendes hænder ryste endnu kraftigere. "Store nar … jeg hader dig … " ordene forsvandt ned i stoffet på hans trøje, og det var nok også det bedste, for hun mente ikke ordene. Det var bare lettere at skælde ham ud og fysisk vise ham, at hun ikke mente det, end at forklare ham, hvad hun virkelig mente, og så holde sig helt væk fra ham.

Der var ingen tvivl om at han var blevet overrasket over hende. Allerede idet hun nærmede sig ham, og hendes arme der senere hen fandt sin vej omkring hans nakke. Han fik et chok. Hans øjne var spærret så meget op, at de næsten ville falde ud. Hans læbe var adskilte som var han i gang med at sige noget. Og hans udtryk lagde ikke skjul på den følelse der pludselig overvældede ham. For første gang havde han følt noget andet end vrede og raseri. Og frustration. Selvom at det blot var en lille følelse, var den nu dejlig. Han var måske ikke helt død indeni som han havde troet. Han hørte hende godt. Han havde hørt hende sige det før. Det havde været længe siden han havde haft en længere samtale med hende. Selvfølgelig var han en idiot. Han havde altid været det. Også før han bare havde skredet, det havde gjort ham til en nar. Men en idiot havde altid været en ting der kunne beskrive ham. Både positivt og negativt. Og af en eller anden grund var det ikke som om at hun rigtig skældte ham ud. Hun rystede. Som var hun bange. Han kunne mærke det nu hvor hun var tættere på. Hvad skulle han gøre? Var hun bange for ham? Var hun så såret at hendes krop ikke kunne styre sig selv? Havde han virkelig været med til at gøre det ved hende? Det kunne ikke passe. Han ville aldrig have gjort det. Men han havde tilsyneladende haft gjort det alligevel. Som det røvhul han var.
Norman bed sig hårdt i sin læbe. Sank endnu en klump, inden han endelig sagde noget. ”Så så..” mumlede han lige før han løftede sine arme og placerede dem omkring denne menneskepige. Megan. En hånd blev lagt på hendes hoved. Trøstende. Han pressede hende tættere ind til sig, og det var som om, han aldrig ville give slip igen. ”Jeg ved det godt …” Han lagde forsigtigt sit hoved oven på hendes. Tillod sig endda at placeret et kort kys oven på det røde hår. Han faldt helt ned på knæ, så han ikke mere skulle holde balancen. Det gjorde det samtidigt nemmere for ham at holde om hende. Det var underligt. Han havde virkelig brugt kræfter for at få sig selv til det her. Men så snart det var gjort, virkede det så nemt. Verdenen var ikke fair. Hvorfor skulle han være død? Og hvorfor skulle Megan have det sådan? Han lukkede sine øjne lidt i, men åbnede dem igen kort efter, hvor efter han bare stirrede ind i muren, der var malet orange af solnedgangens lys. Ikke mere end en time endnu. Måske en smule længere.
Han strøg hende blidt hen over håret. Fulgte fylden og formen, indtil hans hånd endte mod hendes ryg. Forenede sig med den anden af hans hænder, som han trak sig tilbage igen. ”Undskyld.” Godt nok så han ikke på hende da han sagde det. Men blikket blev rettet mod hende efterfølgende. Stadig det neutrale ansigts udtryk, men man kunne skimme noget i de matte øjne. ”Men pas på med at tilgive mig så hurtigt. Det kan være den ting der sender mig til himlen.” Det var mest for at drille. Og det skæve smil kunne bekræfte det. Men nu hvor han havde sagt det, lød det som noget der kunne være sandt. Det var jo en grund til at han endnu var på jorden. En grund til han ikke brændte op i helvedet eller fløj rundt med et par vide fjerdækkede vinger. Var der ikke?

Hun skælvede let, da han lagde armene om hende og måtte faktisk tvinge sig selv til ikke at slippe ham. Hun havde næsten været bange for, at han ville skubbe hende væk eller måske endda grine af hende … Det ville næsten have været det værste … Næsten … Ømheden i hans berøring føltes næsten ligeså frygteligt, men hun kunne ikke forklare hvorfor. Måske fordi han var så kold at røre ved. Måske fordi det gjorde hende syg at tænke på, at han engang havde været hendes bedste ven og han havde vendt hende ryggen … Måske fordi hun havde en anelse om, at de ikke havde de samme ting i tankerne. Men hun trak sig ikke væk.
Da han så forsøgte at trøste hende, blev det næsten for meget. Nej … Hun kunne ikke … ikke være så svag at hun skulle trøstes. Hun kunne ikke …
Hendes øjne blev varme og et par skoldhede tårer gled ned over hendes kolde kinder. Nej. Hun måtte ikke græde! Ikke overfor Norman. Hun kunne ikke trække sig væk nu - han ville se det. Hvis hun var heldig var han ikke i stand til at føle de varme pletter på trøjen.
"Som om," startede hun, men måtte vente lidt, for at få stemmen helt under kontrol. Dette var dog også hurtigt gjort, og hun fortsatte uden nogen gråd i stemmen, selvom dråberne rendte ned af hendes kinder og gjorde de chokoladebrune øjne skinnende som kastanjer, der lige var sluppet ud af skallen. "Som om jeg overhoved kunne være vigtig nok til at holde dig her på jorden." Hun tvang et grin frem. Efter at have brugt så lang tid på at spille Robert var hun ret så god til den slags. Grinet var varmt, men hult. Der var ingen egentlig følelse, blot facade.
"Og det kan umuligt være rart for dig at være her … " hun tøvede og klemte ham kort hårdere ind til sig, løsnede så grebet igen men holdt sig stadig tæt ind til ham. "Du bør komme videre … "
Bag hans ryg løftede hun armen op for at tørre øjnene i sine lange ærmer. Hun blinkede et par gange og slap ham så helt. Hun rejste sig straks og tog en dyb indånding. Hun var ligeglad om hendes øjne var røde … Hvorfor ville hun overhoved prøve at imponere ham med, hvor hård hun var? I virkeligheden ville hun vise ham det, ved bare at være sig selv. Ved at hun rent faktisk turde at være sig selv tro i modsætning til ham.
"Du kan blive her i nat, hvis du vil … Der er TV … Jeg regner ikke med, at det er særligt sjovt at vandre rundt udenfor hele natten … " Hun gned sig lidt i nakken og mærkede hendes ansigt blive varmt igen. Nej, nu kunne det fandme være nok. Hun tog kluden fra gulvet og med et snøft gik hun ud i køkkenet igen. Lejligheden var så lille, at man kunne høre alt hvad der foregik i de andre rum, så det var ikke rigtig som om hun for alvor forlod ham. Hvis han blot snakkede i normalt toneleje ville hun kunne høre ham tydeligt.

Ja. Han havde haft ret. Det var for sent. Intet kunne laves om. Den slags magi fandtes ikke. I hvert fald ikke af hvad han viste af. På den ene side ville han gerne ændre det hele men på den anden side ønskede han ikke. Han liv havde ikke været det bedste, men det havde skam heller ikke været det værste. Og selvom han havde stukket Megan dybt i ryggen havde han altid kunne få lov til at se til hende. Han havde skam holdt øje med den rødhårede pige. Og han havde, kunne se hvordan såret aldrig helede. Der blev måske dannet skorpe men et mærke var altid synligt. Og nu begyndte han at tænke i poetiske strømme igen. Det her var bare skønt.
Hvorfor fik han hele tiden lyst til at skade sig selv? Var det fordi han ikke kunne mærke smerte, og han hele tiden blev frustreret over det? Eller måske endda noget helt andet. Han prøvede ikke at se på hende som hun slap ham. Han kunne dog dufte det salte vand fra hendes tåre. Og han kunne se, hvad de havde efterlagt i hendes smukke øjne. Hun havde grædt. Han havde fået hende til at græde. Igen. Endnu et tegn på at han var sent på den. Hvis bare han kunne give en ordentlig forklaring på det hele. Men han ønskede ikke at lyve. Og det var så kliché at fortælle om hvor kompliceret hans liv var. Det burde ikke have gået ud over Megan at han havde mistet Ethel. Mon hun egentlig stadig ventede på ham? Han rystede tanken væk og gled ellers en af sine store hænder ned over sit ansigt. Han sukkede lydløst for sig selv, mens han hørte hendes skidt, som hun gik ud i køkkenet. Hvad fanden havde han gang i?
Norman rejse sig igen. Denne gang kun en lille smule. Få centimeter. Bare lige nok til at han kunne dreje sin krop og falde tilbage i den bløde sækkepude, hvor hun før havde siddet i. Han var træt. Ikke fordi han ville sove, eller havde brug for det. Han følte sig bare træt. For første gang. I lang tid. Hvor længe havde han været død? Det syntes at han havde vandret rundt i kun få dage men alt andet syntes så fjernt. ”Jeg har intet imod mine nattelige vandringer, men jeg vil ærlig sige at være her inde er bedre end der ude.” sagde han højt nok til at hun ville kunne høre det. Hvad skulle han ellers sige? Det hele virkede så akavet. Han følte sig i hvert fald lettere skidt tilpas. Eller det var nok mere en tanke, han havde.
Han sank en klump. Ikke fordi den generede, men den var der og han valgte at kæmpe med den, i stedet for at begynde og tale med det samme. Men da kampen var ovre kunne han ikke holde sin kæft; ”Jeg hører du er startet på en videregående uddannelse. Frisør, right?” Et lille bevis på at han ikke havde været helt ligeglad. Han kendte en ting eller to, omkring hvad hun lavede. Ikke fordi han havde stalket hende, på nogen måde. Han vidste virkelig ikke om det havde været et godt emne at komme ind på. Men han krydsede sine fingre for at det ikke ville bryde ud i katastrofe.
Han ville gerne snakke ud omkring deres stående forhold. Han følte sig bare ikke stærk nok til det. Så han prøvede vel bare at komme uden omkring det. Og han ville ikke udsættes for den stilhed der havde lagt sig omkring dem, idet hun var gået ud i køkkenet. Han ville gerne føle sig hjemme, så han gjorde hvad han kunne.

Megan var ikke helet, nej, men ene og alene af den grund, at hun aldrig havde kunnet sige de ting, til Norman, hun havde haft på hjerte. Hun havde ikke kunnet lukke det hele ud, og at have det hele undertrykt havde fået det til at udvide sig, så hun til tider havde følt, hun var ved at springes. Det havde frustreret hende. Men nu føltes alt bedre. Hun havde godt nok ikke givet ham den opsang, hun havde tænkt sig, men hun var godt tilfreds med at have renset luften. Hun havde det bedre nu … Hell yea, måske kunne hun endda tilgive ham. Måske kunne alt blive som før - bortset, selvfølgelig, fra at han var død … Alligevel gjorde tanken hende varm om hjertet. Hun kunne få sin bedste ven tilbage.
Hun smed kluden ved vasken og tændte vandhanen. At få lidt koldt vand i ansigtet ville være godt. Det ville få varmen i hendes ansigt til at ligge sig.

Hun tørrede ansigtet og gik tilbage til Norman i den lille, rodede stue. Hun smilede skævt til ham og satte sig ned på sækkestolen ved siden af, med fødderne trukket op til sig. Hun følte sig fristet til at række ud efter ham - både for at trøste ham og sig selv - men hun lod være. Der var ingen pointe i at røre ham lige nu. Især fordi hun vidste, han snart ville forsvinde … Hun ville helst ikke opleve chokket, hvis han pludselig gled ud mellem fingrende på hende - bogstaveligt denne gang. Det virkede ikke som en oplevelse hun kunne overkomme i øjeblikket.
"Jo," svarede hun med et pludseligt, men forsigtigt, bredt smil. Hun var glad for at samtalen havde taget en ny drejning. "Jo, frisør … Jeg er snart færdig med grundforløbet." Hun smilede skævt og skubbede en hårtot om bag øret, mens hun så ned. Hver gang hun fortalte folk om det, havde hun det lidt som om hun afslørede mere end hun havde lyst til, selvom hun godt vidste, at folk ikke kunne regne meget ud på den lille information. Hendes hemmelighed var stadig i sikkerhed, selvom folk vidste, hun kunne lide at lege med udseendet. Alligevel følte hun sig pludselig blottet.
Det var selvfølgelig noget vrøvl at tro, at bare fordi de engang havde været bedste venner, kunne han se igennem hende. Latterligt! Absurd! Hun var jo ikke noget forbandet vindue. Hun var et cirkusspejl. En mosaik-rude. Han ville have problemer med at se klart, ligesom alle andre havde - alle levende væsener var mosaik-ruder og cirkusspejle. De fordrejede folks syn. Det var en absolut sjælenhed, at nogen kunne se igennem andre. Især når det gjaldt en hemmelighed, der bestemt ikke lå til højrebenet.

Hun var et øjeblik fra at spørge ham, hvad han ville gøre fra nu af - med hensyn til uddannelse. Et sekund havde hun glemt det faktum at han ikke længere havde det slags valg. Han havde ikke nogen fremtid. Intet at vælge og vrage imellem. Hendes hjerte føltes tungt som en sten og hun rev benene tættere ind til sig, for ikke at føle den prikkende smerte i brystet over sin vens død.
"Hvor har du hørt det fra?" Spurgte hun i stedet, så henkastet som muligt. Hun var egentlig ligeglad hvor han vidste det fra. Hun ville bare føre samtalen videre.