Heart of Darkness

Hjertet bankede hårdt mod brystkassen. Det drev blodet rundt i årene og fik musklerne til at spændes yderligere. Endnu en gang lod han den sammenkrøllede pengeseddel glide over bordpladen, mens han - med en vis urolighed - fik sniffet godt ind med næsen. I de første sekunder sveg det som bare fanden, men derefter var der en form for tilfredshed der gled over det ungdommelige ansigt. Den franske pengeseddel lagde han fra sig på bordet, før han lænede ryggen tilbage mod stolen, mens et nærmest lettet suk fandt vej over de halvtørre læber. Hovedet lænede han en anelse tilbage og tvang de mørke øjne op mod det høje loft. Dog lukkede han snart disse og forsøgte sig med et par dybe vejrtrækninger: Noget som var forhindret af virkningen fra den sidste bane han havde taget for blot et kvarters tid siden.
Åndedrættet og pulsen var blevet markant hurtigere. Kropstemperaturen var også stigende... Noget der for én som Derek kunne give katastrofale følger, hvis ikke han håndterede den allerede forhøjede varme i sin krop, godt nok. Huden virkede blegere end normalt, og skyggerne under øjnene var langt mere markante end de plejede. Søvn var ikke noget han havde fået meget af på det sidste. For i søvnen blev han konfronteret med dé ting, han ellers - ved hjælp fra stoffer og alkohol - kunne slukke for...- Samvittighedsnagene. Dém, og den lille bid af medmenneskelighed, som han inderligt forsøgte at slå fra. Især nu, hvor han var blevet en del af en organisation som Iscariot... Kokain var en de foretrukne hjælpemidler for ham, når det gjalt om at holde sig vågen. Materialet fyldte ham med en selvsikkerhed, men også en rastløshed som var langt mere dominerende end den han normalt døjede med. Det gjorde det svært for tankerne og bekymringerne at stadfæste sig, og derfor blev det meget lettere at få opgaverne udført uden at tøve, eller stille spørgsmålstegn ved dem. Ganske vist, var det måske ikke just klogt, at tage stofferne før et møde som dét han skulle have denne sene aften; men han vidste, at han knapt nok ville kunne holde sig vågen, hvis han ikke gjorde. Hvor lang tid var det siden han havde sovet? Derek huskede det ikke. På det sidste havde meget været uklart. Sommetider glemte han helt hvilken måned det var, eller hvor længe det var siden han kom til Di Morga. Det eneste han syntes at huske soleklart, var hvor mange han havde dræbt. Men det var også én af de ting han helst ville glemme.

Han åbnede øjnene og rettede sig lidt op i stolen. I et sekund førte han to af de slanke fingre op mod sin næse, blot for at mærke om den mindste smule blod havde forladt denne. Dog var området tørt, og det eneste der mødte fingerspidserne var et par skægstubbe ved overlæben, samt et par rester fra det hvide pulver, som han skyndte sig at gnide væk. Øjnene faldt dernæst på bordpladen, og med halvrystende hænder fik han fjernet 'beviserne'. Det var svært for ham at sidde helt stille, og derfor lod han gentagende gange hænderne glide over bordpladen, trods ikke én rest stadig lå mod den rene overflade. Det var velnok det eneste 'rene' sted i lagerbygningen.
Stedet var halvmørkt og kun oplyst af et par lysstofrør tæt ved skrivebordet dæmonen sad ved. Netop détte lokale var engang blevet brugt til optælling af varer; men blev nu brugt af blandt andet Iscariot til at holde møder i diskretion. Det var tydeligt at se at bygningen havde flere år bag sig, og trægulvet i netop dette lille rum, var dækket af et lag støv. Et par reoler var placeret bag stolen, som dæmonen sad på - og her var en del gamle foldere placeret, samt papkasser, som sikkert var fyldt med dokumenter i massevis.

Dæmonen fik snart taget sin mobil op ad lommen. Der var nu kun få minutter til klokken var 23. Han tog endnu et flygtigt blik på detaljerne i notesblokken på mobilen: Malcovich, 23.00 - ja, der var sgu ikke meget at gå efter, men det ville nok også være for risikabelt. Dæmonen var dog ikke uforberedt, hvis dette skulle vise sig at være en fælde. Som altid, siden han blev 'forfremmet' i Iscariot, var der en pistol i inderlommen på den sorte læderjakke.
Nu handlede det bare om at vente.

Den sorte Audi r8 trillede næsten lydløst, igennem Di Morga’s gader. Med den matte sorte farve faldt den meget godt ind i dens omgivelserne og var derfor ikke en bil, man ville huske senere hen, hvis der skulle være blevet stille spørgsmål omkring, hvis der havde været nogle bemærkelsesværdige begivenheder der havde fundet sted, denne sene aften på en søndag. Ikke fordi man umildbart ville finde nogen vidner, der ville begive sig ud så sent, på en nat til en arbejdsdag og da slet ikke på sådan en regnfuld aften. Måske ville man finde den typiske junkie eller hjemløs der gemte sig i gyderne som bilen drønede forbi. Et rødt lys oplyste gade, hvor på at bilen måtte holde stille, så kun den lille summende lyd fra motoren der holde i tomgang prøvede at overdøve lyden af regnen der trommede imod forrude, hvor at vinduesviskerne med en hvis kamp prøvede at holde ruden fri fra så mange regndråber som muligt. Så den kvindelig føre bag rette havde en mulighed for at se noget som helst. Dog hvis man kiggede lidt bedre efter, kunne man se hvordan at hugtænderne bag hendes læber, pressede overlæben en smule frem og derfor ville afsløre, at dette ikke var en helt almindelig kvinde. Vampyr kvinden, som tydeligt kunne placeres omkring mit trediverne, med langt brunt hår der slyngede sig ned af de smalle skuldre, iført en pæn cremefarvet cottoncoat jakke, som i åbnet tilstand afslørede, en stram sort kjole. Hun lod de brune øjne, der skimmede en let rød farve, vandre over på hendes partner. En lille petit kvinde, nærmere pige, med sit lange lyse hår og næsten ikke eksisterende former, derfor ville mange nok nærmere sætte hende i syttenårs alderen, frem for den høje alder som kvinden i virkeligheden havde. Mange ville nok ikke gætte, at dæmonen der sad ved siden af vampyren var den ældre skabning.
’’So what’s the plan Evie?’’ en hæs stemme, kom fra vampyren inden hun trådte foden ned på speederen, hvor efter at automatgearet gjorde sit arbejde for at motoren kørte uden problemer videre ned mod deres destination, mødet ved havnen. Den blonde dæmon, lod de krystal blå øjne glide væk fra de papirer der lå i skødet på hende. For at betragte kvinden der havde talt til hende. ’’We go in, give the names the money and then back to the headquaters’’ irritationen over, at hun skulle svare på noget så basalt som, hvad planen var, var tydeligt tegnet hen over det unge ansigt, inden at øjnene igen fæstnede sig ned på papirende. Der var en del på listen af mennesker som var en trussel for deres organisation. Men mange af de medlemmer som var oppe i den højre rang afdeling i Proteus Paradox, havde været imod idéen om at hive lejemordere ind i deres affære, især fordi at reglen var meget tydelig omkring det at begå drab. Om det så var dem selv der gjorde det, eller nogen der gjorde det for dem i deres navn. Det var meget tydeligt at folk var begyndt at tvivle den nye lederes motivation for at holde organisationen i den rette ånd, trods at det ikke havde været en hemmelighed at den nu afdøde Gregory ikke var kendt for at holde sig inde for de rette rammer, men mange var sikker på at der aldrig ville have været tale om at trække i de tråde som Evelyn var i gang med. Desværre var de ikke særlig mange tilbage i Organisationen som ture stille sig op imod dæmonen længere, ikke mange havde forventet at den uskyldige kvinde, som gik under navnet Evelyn Swift kunne være mere hårdfør end manden hun havde overtaget pladsen for. Hun havde været meget overbevisende da hun pludselig dukkede op, efter at have været væk i flere måneder, omkring at hun ville finde vejen tilbage til succes og rigdom, føre dem tilbage i lyset af den mest frygtede klan af tyve der var i verden. Mange var faldet for tale omkring guld og grønne skove. Derfor var hun blevet valgt uden at der var blevet stille spørgsmåls tegn.

For Tanja var det dog tydeligt, måske gik hun, snakkede hun som og så ud som hende, men dette var ikke længere Evenlyn Swift. Som en god del af hendes job var hun god til at opstøve informationer, og ifølge hendes kilder, skulle denne kvinde der sad ved siden af hende slet ikke være i live. Opslugt af hendes tanker omkring hvordan denne aften ville udfolde sig, var det mere af instinkt og indre reflekser at bilen kørte den rette retning uden at vige fra vejen. Det var stadig med en foruroligende tanke gang at Malcovich drejede nøglen rundt i tændingen og bilens motor stoppede brat. Evie gjorde tegn til at hun ville stige ud af bilen, men inden hun nåede at åbne døren, lukkede vampyrens fingre rundt omkring hendes spinkle overarm. ’’I thought I might do this, you stay here, and if I’m not out in twenty minutes, you get the hell out.’’ Evie løftede et velplejet øjenbryn, mens at de krystal blå øjne kiggede skeptisk på hende. Men med et opgivende suk trak hun på skuldrene, og gjorde sig til rette i lædersædet mens at hun bladrede igennem nogle andre papire. ’’Fine’’ igen bekræftede skyggedæmonen Tanjas anelser omkring at dette ikke var kvinden som havde fået hende ind i gruppen, trods for at det kun havde været få måneder at hun havde haft bekendt skabet, til den rette Evelyn.

Tanja steg ud af bilen, og de høje hæle støttede sig imod den våde asfalt. Jakken blev trukket en del tættere rundt omkring hendes næsten bare krop, mens hun hastede imod lagerbrygningen. Ikke den mest stille entre, men hun forventede ikke nogen modstand fra kontakt personen der ville side og vente på hende. Og med lidt held i aften ville det være den mand som hun havde ledt efter, en som der muligvis kunne hjælpe med denne, uheldige situation.

Med fugtigt hår og en let våd jakke trådte den høje kvinde ind i bygningen og lod øjnene glide rundt, manden fandt hun hurtigt siddende ved et bord med ryggen vendt imod hende, hans ansigt var tydeligt at tyde da mobilens skærm lyste ham op i hoved. Da hun var kommet en del tættere på, brød hendes hæse stemme endelig stilheden, hvor ellers kun den svage klak af de sorte stiletter havde været at høre ’’Right on time, I sense that I’m already going to like you.’’ med et blottet smil af de snehvide hugtænder, bevægede hun sig hurtigt det sidste stykke imod ham. Hun satte sig hurtigt på bordet lige foran ham, hvor hun per automatik lagde det ene snehvide ben over det andet. ’’Let me get right to it.’’ en alvorlig mine havde lagt sig hen over hendes ansigt ’’I’m Tanja Malcovich, and Im hoping to the gods that you are the right man, you see mister Holland, you are not a very easy guy to get in contact with. I need your help, in the matter of a certain person’’ et blidt, nærmest charmerende smil bredte sig hen over de fyldige læber. ’’My contacts tell me, that you had a very close ’relationship’’ with one Evelyn Swift? Also known as Evie Day Hooper. Does that ring any bell?[/b]’’ med det ene øjenbryn skudt i vejret, veg hendes brune øjne ikke fra hans ansigt, eller hans øjne hvis han ville tillade at de mødtes.

Han lagde mobilen på bordet. Den var forældet, slidt i hjørnerne og en lang flænge var over skærmen. Det var faktisk et under at den bare var lettere funktionel, men trods dæmonen sagtens kunne købe sig en ny og var blevet tilbudt én af Iscariot, var det som om han - som så meget andet i sit liv - forsøgte at holde fast på brudstykkerne af sin fortid. Selvfølgelig var det lettere at give slip, men visse ting ønskede han ikke at udskifte, og visse aspekter af 'den moderne verden' tog det ham lige en del mængde år at acceptere. Det virkede så pointesløs hele tiden at udskifte sine ejendele og for at være helt sandfærdig, var en stor årsag til, at dæmonen ikke købte sig en ny telefon, at det var en af de eneste ting han havde taget med fra USA til Frankrig. Han havde aldrig været material eller særlig nostalgisk. Men guitaren, nodepapirerne og de gamle SMS'er og billeder på telefonen betød egentlig et-eller-andet for ham.
Der var vel ikke gået mere end et minuts tid efter han lagde mobilen på bordet, at han registrerede lyden af døren der åbnede sig til lagerbygningen. Lyden blev snart efterfulgt af den hule klikken fra hvad der vel måtte være stiletter mod det hårde, halvstøvede gulv. En kvinde... Ja, why not? Dæmonen lod lettere ligegyldigt blikket vandre op, til de mørke øjne mødte skabningen der nærmede sig. Der var ikke den største interesse eller følelse i hans udtryk. Det her skulle sgu bare overstås som hver anden mission. Blikket rykkede sig ikke det mindste, da han fulgte skabningens bevægelse. Lysstofrørende fik hende skiftesvis til at henligge i mørke og kunstigt lys, og først da hun stod foran skrivebordet kunne han fokusere helt klart på hende. Vampyr... Det var tydeligt, fra første gang han mødte hendes øjne tæt på. Blodet syntes at have efterladt røde nuancer i de mørke øjne, og det var nemt at genkende den lette måde overlæben bulede lidt ud på, når man havde mødt så mange vampyrer som dæmonen havde. Ja, og hvor mange 'reder' han var blevet sendt ud til gennem Iscariot.

Han lænede sig lidt længere tilbage i stolen, og fiksede roligt en smøg op af lommen, samt en gammel lighter. Han tillod sig ikke at spørge om kvinden ville have én - for han var vel oprigtigt talt ligeglad. I et kort sekund tog han sig den frihed lige at sende et elevatorblik over hende, før hun havde sat sig på bordet. Han nikkede blot til de første ting hun sagde, mens han lod fingeren glide over hjulet på lighteren til han kunne få tændt smøgen der balanceres lidt vakkelvorent i mundvigen.
"I'm listening." Lød det lidt hæst for ham. I et sekund fangede han sig selv i at overveje om dette egentlig var første gang i dette døgn at han havde fået et ord til at glide over læberne. Wauw, han var virkelig blevet en loner. Han stak lighteren ned i lommen igen, og gav sig til at patte lidt på cigaretten til gløderne tog ordentlig fat. Hvad kunne missionen være nu? En rigmand med for meget magt? En dæmon med en for stor smag for menneskekød? Han tog et par sug af cigaretten med et ligegyldigt udtryk formet over ansigtet. Ja, indtil navnet Evelyn Swift ramte luften og nærmest fik hans hjerte til at stoppe i et sekund. Han havde netop inhaleret en god mængde røg, og havde nær hostet det ud, hvis han ikke havde formået at genvinde kontrollen i sidste øjeblik og holde det inde.
"And who might your contact be Miss Malcovich?" Et lettere mistænksomt udtryk gled over det ungdommelige ansigt, netop som han lod mængden af røg glide over læberne. Han forsøgte ikke at være for sigende, men der havde helt klart været en reaktion fra ham. Hvis ikke det havde været at se i hans ansigt, var det vel tydeligt når det galt den alt-for-pludselige interesse.
Snart trak han på skulderne, og smækkede benene op på bordet ved siden af hende: "My past 'relationsships' don't concern nobody." Der var en afvigende klang over hans stemme. Past Evie var vel i fortiden. Deres sidste møde havde ganske vist ikke været for længe siden, men var det en vigtig detalje? Han forventede trods alt ikke at se hende igen... Nogensinde... I don't wanna see you again - det havde trods alt været noget af det sidste han havde sagt til hende.
Han betragtede denne Malchovich, og forsøgte at hitte ud hvem hun arbejdede for. Men hvem anden end ham ville kende til hans forhold til Evie? Han huskede dog sig selv på, at den selv samme der havde fået ham ind i Iscariot havde haft temmelig sensitive detaljer om hans liv. Hvorfor skulle andre end ham og Greg så ikke også have det? Derek havde trods alt aldrig været god til at dække over sine spor. Ikke før han med Iscariot havde andre end sig selv at tænke på når han trådte i spinaten.
"You want me to 'help' you with said person?" Spurgte han efter lidt tid, mens han fortsat røg lidt heftigt at cigaretten. Han håbede det for Guds skyld ikke. Måske havde deres sidste møde efterladt meget... strid og konflikt. Men hun betød stadig noget for ham. Hun var nok den vigtigste brik i hans barndom... Selvom han tvivlede på at de ville ses igen, ønskede han ikke nogensinde at.... at....

’’I have the entire Ravenwood headquarters behinde my back, also the paradox has a very talented hacker in our mists’’ den høje vampyr kvinde, placeret hendes it taske og en håndholdt kuffert på bordet og begyndte at fiske dokumenter ud af it tasken. Hun havde ikke i sinde at gemme hendes kontakter, hun havde ingen grund til at frygte for sit liv, når der ikke var noget af hendes liv hun var bange for at miste. længere. Desuden havde hun hellere ikke nogen grund til at beskytte medlemmerne i denne tyve gruppe som hun var medlem af, den eneste hun havde haft en tilknytning til, var kvinden ude i bilen, som langsomt visnede bort fra dem. Det var ikke længere kvinden som der havde kommet til hende, med en plan om hvordan at de skulle vænne det hele til deres fordel, at guide den tidligere leder væk fra stien der bragte uskyldige personer i skydeskiven. Man kunne sige at kvinden havde haft mulighed for, at tvinge sig vej ind til det menneske som Tanja havde været før, at hele verden havde blevet vent på hoved for hende.

’’No’’ var hendes simple svar på hans spørgsmål da han spurgte om Evelyn var jobbet, hvilket hun kunne mærke på ham, virkelig ikke ville falde i god jord hvis det havde været. ’’These are your targets’’ hun smed nogle detaljeret filer foran manden, der ville forklare hvilke mennesker det var som de havde i tankerne han skulle tage sig af. Hun skar en grimasse, hun havde selv tjekket op på menneskerne, mange af dem var gode mennesker, som der blot stod i vejen for at organisationen kunne gøre deres job uden større problemer. Det var som om at dæmon kvinden havde bagtanker bag disse assinationer. ’’The reason I’m asking about Evie, is because, she’s the one ordering these hits.’’ hendes marhoni farvede øjne rettede et intenst blik imod ham, mens hun betragtede røgen forlade hendes læber, inden hun tog mod til sig og begyndte at forklare. ’’You knew her, before she went into buisness with Greg correct?’’ uden at vente på at han ville anerkende dette, fortsatte hun, da hun allerede vidste at dette var korrekt. ’’After Greg tried to kill Evelyn, because he found out she was betraying him. She came back changed’’

Hendes øjne blev smalle, mens hun tog en dyb indånding. Hun stod lidt og betragtede ham og lagde hoved lidt på skrå, det gik pludselig op for hende. Fuck, his fucking...
Hun hvæsede kort og gik hen og greb hans hag og trak den op før at han kunne nå at protestere, rigtig nok, der var stadig hvidt pulver inde i næsebordene, hun slap hurtigt hans kæbe igen fra hendes jern greb. ’’You got to be fucking kidding me, you're shit faced right know!?’’ hendes stemme var en lav hvæsen, hvordan fanden skulle nogen kunne hjælpe hende, når manden foran hende tydeligvis var et kæmpe vrag. Hendes hjerne arbejde på højtryk mens hun tænkte igennem hendes muligheder. Men manden der sad foran hende var hendes bedste mulighed. Nu irriteret fiskede hun sin egen pakke cigarretter op af jakkens lommer, hurtigt var en smøg fisket ud af pakken, sat i mundvigen og tændt. Hun tog en dyb indåndingen igennem filteret og mærkede hvordan at røgen gled ned i hendes døde lunger og pustede derefter ud. Hun begyndte lige så stille at massere næseryggen mens hun lukkede øjnene i. ’’Greg is dead mumlede hun stille, for derefter at kigge tilbage på ham, med et ansigts træk der ikke sporede andet end hendes hårde linjer på det marmorhvide hud. Som var hun en statue uden følelser.
’’Paradox in ruins, Evie is.. Not acting like Evie’’ fortsatte hun i samme toneleje, tog endnu et hvæs fra cigarretten inden hun fortsatte ‘’And I need your help to determent if Evie, is in fact still Evie or if someone is imposing as her.. Since you are the only one alive who actually knew her from before all this, is why I’m asking you.. Money will not be an issue, 1 million will put into an account after your choice tonight, 5 million after the assignment is completed. These assignments’’ hun kastede hånden imod filerne som der lå foran ham ’’Will only be a cover, but you will still be pay for them.. So what do you say?’’ hendes kølige blik betragtede Derek,  hun vidste ikke hvor meget hun overhoved kunne stole på en dæmon som der lod noget som stoffer dulme, hvad end af andre dæmoner som han måtte kæmpe med. Og især når han tog dem inden et møde, men lige nu havde hun ikke noget valg.

Han fulgte hende opmærksomt med øjnene. De var mørkere end nogensinde, og det var velnok ganske umuligt at se hvad der var pupil og hvad der normalt set ville have været en mørkebrun hinde. At pupillerne, grundet stofferne, havde forstørret sig var derfor også svært at bedømme. Alligevel var der visse ting over hans bevægelser og udtrykket i ansigtet der bestemt tydede på at noget ikke var helt som det skulle være. Der var en fjernhed i øjnene, og et overskud af energi især i fingerspidserne som dirrede en smule. Sveden hang let mod panden, netop ved hårgrænsen. Kropsvarmen var normalt højere end et menneskes, men med stofferne var det som om den kom mere frem til overfladen og hang mere truende i hans hud. Den gav ham en energi og en støtte som han ikke kunne finde i andre aspekter i sit liv. I hvert fald ikke siden han begyndte at dræbe til hverdag.
Endnu en mængde røg forlod hans læber, gennem den lille sprække i den ene mundvige som han formede så den kunne passere. Han lænede sig en anelse frem i stolen, og lænede sine arme mod bordet, netop da vampyren smed nogle person-filer hen foran ham. Han berørte dokumenterne løst med sin ene hånd, før han stak smøgen ind i mundvigen og lod den balancere mellem læberne, så han frit kunne rode gennem filerne. En rynke samledes i panden mens han kiggede på dem - vurderede omfanget af dem og bedømte dem som om de var køer der skulle udvælges til de bedste bøffer.

Han tvang blikket op mod hende igen, da hun nævnte Evie's navn. Det var stadig så svært for ham at acceptere, at Evie var i Di Morga - og faktisk var langt mere tilgængelig end hun nogensinde havde været for ham. Hvad han dog ikke ville have givet gennem de sidste år for at se hende igen. For at finde hende: Finde sin ven og dén person der havde været der for ham - som en engel - da alt var mørkt og ensomt. Efter deres sidste møde, havde alt dog været forandret. Det var som om hans drøm om denne engel var blevet knust - og at han også selv var vokset op til at blive en skuffelse og træde på Evie's råd og forhåbninger til ham.
Han nikkede roligt ved hendes spørgsmål, trods han vidste at vampyren udmærket vidste, at han havde kendt Evie. Han hævede kort det ene øjenbryn ved Malcovich's kommentar: "What'd you mean changed?" Han skodede sin smøg i nærmeste askebæger og så opmærksomt på hende. Han bemærkede en pludselig forandring i hendes blik, og et sekund senere mærkede han et stædigt greb mod sin hage. Han nåede ikke at stå imod, før hans ansigt var blevet tvunget frem. Han hadede inderligt at blive konfronteret med sådanne bemærkninger, og derfor var der et klart vredt og forurettet udtryk i hans ansigt, da han vred sig fri og snerrede:
"That's none of your business bloodsucker!" Den vrissende tone var vel også belagt med en vis form for flovhed. Det virkede uproffesionelt af ham, men på samme tid var dette den eneste måde han kunne gøre sit arbejde for Iscariot på. Han blev nødt til at slukke for kontakten der hed medmenneskelighed - og stofferne hjalp ham med at gøre det.

Det anspændte udtryk i det ungdommelige ansigt forandredes hurtigt, da Tanja nævnte Greg og konstaterede at han var død. Derek syntes kortvarigt at misse lidt med øjnene. Der var stadig mange ambivalente følelser i ham når det gjalt Greg. Stadig megen forvirring og mistro overfor hvad han havde gjort og hvem han virkelig var. Det var svært at miste sine helte fra fortiden, og indsé at de var monstre. For det gjorde blot Derek mere og mere sikker på at der virkelig ikke var nogle af mørkets væsner der kunne lade lyset dominere i dem.
En hovedpine syntes pludselig at liste sig op, og han begyndte at massere sin ene tinding med sin pege-og langefinger. Han lyttede til hendes ord. Hvad mente hun med forandret? Og hvordan fanden skulle han hjælpe?

Der gik noget tid hvor han forholdt sig stille. Snart sænkede han sin hånd fra tindningen og så mod vampyren med et lidt mere fokuseret udtryk i øjnene. Selvfølgelig ville en del af ham hjælpe Evie - men det var dén del han prøvede at glemme og erstatte med den "nye Derek". Pengene var for ham ligegyldigt, men for Iscariot - ville han nok ende i store problemer hvis han ikke tog imod et tilbud som dette.
"Yeah, I knew Evie when I was a kid... A KID.... But as you might guess - that's a long time ago and I'm not sure I even knew the real Evie then." Hans toneleje var mere bestemt, og han snublede heldigvis ikke over ordene, men lød faktisk rimelig fattet.
"I'm not a fucking therapist Miss Malcovich." En hvis hårhed bredte sig i hans øjne, mens han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Han trak dernæst på skulderne: "I'm a killer. A muderer... That's what I do." Han lod en hånd stryge over filerne på bordet.
"I will gladly kill these people for that kind of... payment. Iscariot would be very pleased with that sum - but I'm not sure I can help you with Evie." Han lod kortvarig sin håndryg stryge forbi næsen, "I too, am changed. And therefore my judgement might be.... rather corrupted ..."