Don't go breaking my heart.

Det matte snart være morgen. Det føltes som om han havde gået I en evighed, da han endelig spottede det velkendte billede af månen, som spejlede sig i havets overflade. Wow, han ville ikke engang orke at tælle hvor mange billeder han allerede havde af det syn, nogen bedre end andre selvfølgelig. Et til kunne vel ikke skade? Ruby tog fat om det store kamera som hang omkring hans hals. Satte det op for øjet, tog lige et skridt tilbage og begyndte ellers at zoome frem og tilbage, til det så ud sådan som han gerne ville have det.

Og så var det at han ’trykkede på aftrækkeren,’ og den velkendte klik-lyd fyldte hans ører i det korte sekund det varede.  Han elskede lyd. Det var et tegn på at øjeblikket var blevet fanget og gemt, også selvom det nu var gemt for 147. gang!
Det var jo egentligt ikke det han var kommet for, desværre. Nej, han var i den grad ikke gået hele vejen fra den ene ende af byen til den anden, bare for at få et billede af månen. Nej, denne mission var af yderste vigtighed!  I nat ville han nemlig udødeliggøre det, ifølge ham, smukkeste i verden:

Solopgangen.
Han ville se det mørke forsvinde og blive erstattet af det smukke orange, lyserøde og gule… Og han ville opleve det helt tæt på!
Da han havde ladet sit kamera falde på plads omkring sin hals begyndte han endnu en gang at gå fremad. Da han havde krydset vejen stod han nu i et mindre dilemma, for han vidste at hvis han ikke tog skoene af, ville de på ingen tid være fyldt med sand, men han ville komme til at fryse hvis han tog dem af … Havde han husket at tage sokker på? Et hurtigt vrikken med tæerne fortalte ham at det havde han, så så meget ville han ikke komme til at fryse.
Da Ruby havde løst sit dilemma gik han, på strømpesokker, gennem sandet indtil han havde fundet det helt perfekte sted at sidde idet han skulle til at opleve sin smukke solopgang. Alene.

Det måtte snart være tid. I mellemtiden lagde han sig ned med armene bag hovedet, så der ikke ville komme alt for meget sand i hans mørke, uglede hår. Han bar en tyk, langærmet trøje og lange bukser, så han var ikke så bekymret over at få and i underbukserne.

Nu skulle han bare vente.

Okay så godt gik det heller ikke. Det var halvanden uge siden at Dean kom hjem fra London og selvom han nu havde været ædru i 6 uger og havde lovet sig selv ikke at drikke sig fuld i lang tid, så var det ikke blevet helt overholdt denne aften. Dean havde igen drukket som et hul i jorden, alt for meget. Dean kunne klare det, han var jo engel, en det betød ikke at hans verden gyngede mindre af den grund. Dean havde været ædru længe fordi han ønskede at være et godt menneske, han ønskede ikke at alle så ham som et røvhul.

Dean gik ned i mod stranden, indtil videre havde han fået alt han pegede på, men han manglede liiige dén ene ting der altid sluttede en god aften af i byen, han havde bare ikke fundet den rette person. Derfor havde Dean besluttet sig for at tage lidt stof på stranden for så at lade sig falde i søvn, stranden mindede ham altid om Kajika og det var derfor et ganske dejligt sted bare at give sig i kast med en lur og en omgang tømmermænd.

Der var ikke mange folk på stranden, men Dean fik hurtigt øje på en ung fyr, menneske, han kunne se det på lang afstand. Hvad fanden lavede han på stranden ved denne tid? Tøvende gik Dean frem i mod ham, han havde sorte cowboy bukser på, en sort t-shirt med print og en læderjakke hængende over skuldrene, åben foran. Han sukkede kort for sig selv og gik så hen i mod den unge fyr og smed sig i sandet under en meter fra ham: "Helloooow" sagde Dean lidt for glad, tydeligt ikke helt ædru.

Bare få timer til. Nej, Ruby hold dig vågen!
Han kunne mærke hvordan hans øjenlåg var begyndt at blive tunge, hvilket var rimelig irriterende, da han var gået tidligt i seng, bare for at være vågen til solopgangen.
Måske skulle han ikke have været begyndt at tælle småstenene som hans fingre lige kunne få fat på, det gjorde ham vidst kun mere træt. Han fortrød næsten at han var kommet så tidligt derned, men han var usikker på hvor lang tid det ville tage ham at gå og han kunne heller ikke helt finde ud af hvornår solen stod op, så han ville hellere være på den sikre side.

Det var egentlig helt rart at ligge i stilheden for sig selv… og det var jo dejlig køl-… ”For satan da i Helvede!” Han satte sig op, næsten med lynets hast, da et eller andet lige pludselig afbrød hans tanker. Han havde ikke engang opfattet at der var kommet nogen hen imod ham. Hans første handling var at dække sit ansigt, hvis nu det var en eller andet overfaldsmand, eller det der var værre, men der skete ikke mere.  Ruby hørte noget som lød som et ”hej,” lidt for glad, lidt for lallet. Oh gud, tænk hvis det var en han kendte, det ville være pinligt hvis personen så troede at Ruby troede at han var en overfaldsmand… Oh, men det gjorde han jo…

Han tog chancen og kiggede, kun for at finde ud af at han slet ikke kunne genkende personen overhovedet. Det var bare én eller anden, at dømme på lugten og hans tone lige før, fulderik som sikkert havde troet at de kendte hinanden.  Han rømmede sig en enkelt gang, før han åbnede munden:

”Undskyld mig,”
Han talte lidt højere end han burde. Manden kunne sikkert sagtens høre ham, men Ruby havde aldrig rigtigt konverseret med en fuld person før. Ikke en fremmed, fuld, flot person før, i hvert fald.  Kunne han overhoved tillade sig selv at tænke den sidste del?

”Jeg kender dig ikke, hvis det er det du-… Røvhul, altså! Se hvad du har gjort!!” Han fik kigget ned på sit kamera idet han talte og opdagede at det var helt fyldt med sand. Sikkert fra da manden satte sig ned. Flot eller ej, hvis det var ødelagt fik han lov til at betale for reparationerne!
”Idiot,” mumlede han, idet han begyndte at børste sandet væk med sit ærme.

Dean var nok en lille smule for fuld i forhold til hvad han burde være, en sådan var det jo ofte med ham og især når han som denne gang var faldet i det dybe hul som på en eller anden måde altid blev dybere og dybere. Dean lod en hånd glide igennem sit sorte hår der let bevægede sig i takt med vinden. Den unge fyr, han så en smule kedelig ud for at være ærlig, men på den anden side så havde Dean efterhånden erfaret at kedelig var en god ting når det kom til fyre i disse sene aften timer.

Dean kiggede i mod den unge fyr da han sagde mange underlige ord ud i luften, enten var han da skingrende skør eller også så var han måske også fuld? Dean anede ikke hvilken af tingene han troede mest på, men et eller andet i den dur måtte der være galt. Han sukkede let for sig selv og glædede sig lige nu bare til at slappe af på stranden og mærke sin brandert: "Nej vi kender ikke hinanden, jeg kom bare forbi" sagde Dean i et roligt smil og betragtede let den unge fyr, ingen tvivl om at han var menneske.

Dean sukkede kort for sig selv: "Må jeg sidde?" spurgte han og satte sig i sandet uden at spørge nærmere ind, Dean var med årene blevet mere og mere nysgerrig på nye mennesker, normalt ville han være ligeglad, normalt så ragede folk ham ikke, men efter at han havde besøgt Nicole var han efterhånden blevet nysgerrig på livet igen, måske fordi hun var så udadvent og livsglad og måske fordi hun mindede så meget om sin mor.

”Nej, det synes jeg faktisk ik-… Eller du kunne selvfølgelig også bare sætte dig, det er fint med mig!”
Den sidste del kom ud sarkastisk, da manden havde sat sig før Ruby overhoved havde svaret på spørgsmålet. Han så ikke engang ud til at have hørt hvad han sagde omkring kameraet, måske var han bare fuldstændig idiot? Han så i hvert fald sådan ud, på dette tidspunk havde Ruby glemt alt om hvad han tænkte før med at manden var pæn. Lige nu var han bare irriterende.

Ruby satte sig i skrædderstilling og stirrede på manden med et hævet øjenbryn. Den første person han skulle møde i byen var altså én som sikkert ikke engang ville huske ham. Det var jo bare perfekt. Han ville i hvert fald ikke glemme det her.
Han hævede sit kamera, satte det for øjet og tog et hurtigt billede af manden. Med blitz på, selvfølgelig, så manden ville højst sandsynligt få et lille chok, med mindre han var fuldstændig væk. Hvis Ruby var heldig ville manden se forvirret ud på billedet… Eller sur, men det kom selvfølgelig an på hvordan han reagerede… hvis han reagerede.

Heldigt for manden at kameraet stadig virkede…

”Så, hr. ’kom-bare-forbi’, bare så du ved det så har jeg ikke tænkt mig at flytte mig herfra, så hvis du er her for at stjæle mine ting så kan du godt glemme det, okay?” Ruby trak benene op til brystet og lagde armene om dem. Det var ikke den mest komfortable måde at sidde på, men han ville ikke sætte sig alt for godt til rette i nærheden af en person han ikke engang kunne navnet på.

Dean kiggede en smule forundret på denne unge mand, ja dreng ville man vel nok nærmere kalde ham: "Undskyld med ligner jeg en der stjæler?" spurgte Dean roligt, mang ting kunne man beskylde Dean for, isæ i fortiden men at stjæle var faktisk ikke en af dem, og da slet ikke sådan en aften her hvor han havde drukket en smule for meget.

"Well jeg flytter mig heller ikke, så du kan jo selv vælge om du vil være godt selskab eller dødsygt selskab" sagde Dean bestemt og udslap et lille grin imens han kort lagde hovedet på skrå og betragtede denne fyr i mørket, han var da ganske køn, ingen tvivl om det. Han var menneske og det var jo måske derfor han va så nervøs, man vidste jo aldrig hvad andre racer skulle finde på, men Dean var engel og derfor ganske harmløs.

Endnu et suk brød han læber som han tog en lille pose frem fra sin jakkelomme: "Hedder du noge?" spurgte Dean roligt som han rodede lidt med posen og nogen nøgler der hang fast i den. Lige nu var han mest bare svimmel og havde en fest indeni sig selv, men han orkede ikke at tage hjem at sove selvom det måske var det mest fornnuftige at gøre, han havde bare brug for at slappe lidt af.

Tja.. manden havde jo egentlig ret. Det var jo egentlig ikke fordi der stod: ”Tyv” i panden på ham. Og hvis han var en tyv, ville han nok ikke sætte sig ned og begynde at snakke med Ruby. Men nu var det jo egentlig ikke den mest optimale måde at få en ny ven på… Klokken var bæ om natten og de sad på stranden. Det var ikke engang varmt.
Han stirrede i et kort øjeblik på manden. Hvor strengt, det var Ruby der var der først! Han behøvede da ikke at beslutte sig om han ville underholde manden, eller ej! ”Så vælger jeg at være midt i mellem! Bare selvskab! Så du skal ikke forvente at jeg gider snakke!”

Ruby var ikke rigtigt den selskabelige type. Han havde det bedst ved at være bag kameraet, ham som folk ikke kunne huske bagefter.
Han stirrede hurtigt mod mandens hånd, da den forsvandt ned i hans jakkelomme. Åh nej, han havde sikkert en pistol og ville dræbe ham! Og han fik ikke engang set solopgangen. Pis! Hans hjerte begyndte at hamre vildt og han skulle lige til at rejse sig, da det viste sig at det bare var en eller anden pose. Hans tanker blev afbrudt, og hans hjerte sprang et slag over da manden spurgte efter hans navn.

”Øh… Ruby.” Svarede han.
Han stirrede fortsat på posen. Åh nej, tænk hvis han ville sælge ham stoffer eller et eller andet. Pis, måske skulle han have løget og sagt at han hed noget andet.
”Erhm! Jeg mener… Ikke Ruby, jeg hedder faktisk…” Han kiggede rundt for at prøve at finde på et navn. Han fik øje på en bil, et hus… Han stirrede ned på posen igen og smilede da han endelig havde fundet på noget.

”Bilbo Baggins! Det er… faktisk mit navn…”
Det gik først op for ham at det var en figur fra en bog, da han allerede havde sagt det og han gav sig selv en indvendig facepalm. Han var virkelig en idiot.