Et nyt møde med en fjende?

Valentin havde ikke et ur på sig? Hvem gik også det nu om dage? Han syntes ikke det var nødvendigt at holde øje med tiden og derfor vidste han ikke hvor lang tid han havde vandret rundt. Han vidste bare at han havde været et stykke tid; I skoven uden at have selskab med nogen. Han havde ikke rigtigt snakket med nogen i dag. Og han kunne ikke finde på andet end at gå en tur i skoven. Valentin kedet sig utroligt meget. Men han var iført en almindelig grå tynd trøje med hætte hvor han havde taget hætten over hovedet, så pandehåret kun var synligt af hans blonde, lyse hår som altid sad som det skulle. Perfekt og glat. Nogle gange uldet. Han havde også cowboy bukser på med et bælte rundt omkring hoften for at holde dem oppe også sort klædte sko. Han ville ikke komme til at fryse, selvom han havde så lidt tøj på, når der var sne i landskabet. Det gjorde ham ikke noget, bestemt ikke. Han var jo også en vampyr.

Han havde mest vandret rundt inde i midten af skoven hvor han betragtede omgivelserne og for en gang skyld drillede hans sult ikke lige på dette tidspunkt.
Han forholdt sig roligt mens at det kun var den sorte farve der kunne ses på hans øjne.
Øjnene skiftede kun farve, hvis at han blev fristet og fik øje på et offer, eller
hvis han blev irriteret på en fjende.

Selvom det var første gang han var i skoven, følte han sig allerede tryg. Han følte sig ikke truet af noget og samtidig slappede han meget af i kroppen så han til sidst besluttede sig for at gå hen til et træ i nærheden mens at han havde puttet sin ene hånd ned i en af bukselommerne.
Efter at han nåede hen til træet satte han sig med det samme ned på jorden med ryggen vendt mod træet så han kunne læne sig op af det. Måske lignede han et dovendyr, men han ville bare nyde naturen. "Sikke en dag.." mumlede han for sig selv, mens at han ellers også prøvede at finde på en ting at lave, end at sidde og ligne et doven dyr.

Temperaturen var på sit højeste, pulsen næsten ustoppelig. Hun mærkede sin krop arbejde på fuldtryk, alt imens adrenalin-kicket en sidste gang tog til; før det helt aftog. Hver fiber i hendes krop skreg, skreg for i en kort stund at blive sat fri. Fri fra det kropslige fængsel den alle dage undtagen én; så skødesløst var blevet sat bag. Men nu sluttede frihedens korte stund brat, i en rus af umenneskelig smerte.
Mischa, som var pigen der langsomt var ved, at vende tilbage til sit normale jeg; lod sine lunger flænse nattens stilhed med et gennemborende skrig.

Nu hvor adrenalinen var borte, kunne hun mærke det hele. De brækkede ribben, de afbøjede led, og ikke mindst - de mange indvendige sener, der så voldsomt var blevet revet fra hinanden. Da hun ikke havde mere luft i lungerne til, at skrige lod hun sig falde på sine knæ. Et smæld gik igennem hende i det hun huskede alle sine handlinger som ulv. En af de få uheldigheder ved at være fuldblods; hun havde ikke lykken af, at være uvidende omkring sine handlinger - i stedet huskede hun alt ned til hver detalje.. Og det hjælp ikke just på Mischa's skyldfølelse. Selv om hun intet menneske havde dræbt i aftenens anledning - vidste hun at der kun havde været en hårfin linje, der havde separeret hende fra, at rive ryggraden ud på nogen. Hun forstod ikke selv hvad det var, der holdte hende tilbage. Dog vidste hun at der var noget, og uanset hvad det noget måtte være: var hun taknemmelig.

De smaragdgrønne øjne blev tunge, i det smerten fik det til at sortende for hende. Det sidste hun mærkede før hun gik kold, var den metalliske smag af blod på sin tunge. Et kort glimt af en hjort forbigik hendes indre øje. I det hun med et svagt smil lod sit hoved falde imod den bløde skovbund

Valentin var næsten på vej til at falde i søvn, end til at en ukendt lugt strejfede hans næsebor. Engang havde han hørt om at vampyrer, hans egen race skulle have en optimal fjende, men han kendte ikke til dette væsen, det var svært for ham at finde ud af. Da han aldrig nogen sinde havde mødt en varulv så hvordan skulle han kende til deres lugt? Han rystede kort på hovedet.. Når han tænkte tilbage på de beskrivelser han havde fået om en lugt fra en varulv synes han at denne fremmed lugt der herskede i hans næse passede rimelig godt til beskrivelsen. Han hævede det ene øjenbryn *kan det være rigtigt?" Spurgte han lavt sig selv mens at han straks rejste sig op. Små brumme lyde undslap fra hans strube, han troede at han var alene, men han kunne stærkt fornemme at han ikke var alene længere. Der var et selskab ikke så langt væk fra ham.

Hvad skulle han gøre? Han tænkte lidt over situationen, da han heller ikke ville ende med at blive angrebet til døden. Det ville være for tidligt for ham at se skæbnen i øjnene og blive dræbt, også af et andet dyr end ham.

Valentin vrissede med sine tænder, så de skarpe kom til syne, og hans øjne blev røde som en flamme. Han ville være på vagt. Langsomt trådte han væk fra træet som han tidligere havde lænet sig op af. Ikke det blødestes som et ryglæn, men fint nok til hvis man bare ville holde en pause på vejen.

Han satte i løb, og havde besluttet sig for at løbe dyret i møde, selvom det nok ikke helt var gennem tænkt. Han kunne nemt ende i helvede, selvom han allerede var der. Men han ville ikke se døden i øjnene igen. Også dog, så voksede forsvars dyret inde i ham.