En ny fjende? - Angelie

T: Omkring aftentide.
S: Abbadon - I en af mødelokalerne.
O: Bogreoler, stearinlys, og planer.
V: Indenfor er luften en anelse indelukket, udenfor: Regn, gråt, koldt.
D: omkring oktober.

Lyden af urolige stemmer emmede fra de embedsmænd der endnu forblev på deres post inden for abbadons mure, efter herskeren Zane var forsvundet. Luften i det mødelokale de sad i, var støvet, og indelukket, da lige netop disse sale ikke var blevet brugt meget under Zane, da han sjældent spurgte andre end sig selv til råds. Mødelokalerne var for det meste kun beboet af møl, og andre skadedyr, der i årenes løb havde fået frit løb i blandt andet møbler, gardiner, og gulvtæpper.
"Jeg forstår ikke hvordan vi kan have overset dette tidligere!" den vrede stemme kom fra en af de højere placerede ambasadører. Hans fine tøj, og det sirlige overskæg fik ham til at fremstå som noget nær en konge, dog var det ligeså tydeligt at han var grisk, og kun tænkte på sit eget tilgodeblivende.
En af de andre krympede sig let under hans stemme. Dette var en spion, der under en recognisastions mission havde opsnappet nyheder om en ny verden, der var begyndt at infiltrere jorden. Der var blevet observeret portaler overalt i Di Morga, og ligeså i England og i store dele af Canada.
Som værende et lille, og ret ubetydeligt land for de fleste nationer, fik Di Morga ikke hjælp fra de andre lande, og de var endnu ikke blevet kontaktet fra andre lande. Alle der havde forsøgt at gå igennem en af disse portaler, var ikke kommet tilbage i live, ikke engang den vampyr der på et tidspunkt havde vovet sig derind, var kommet tilbage. Man havde ikke turdet fortsætte disse forsøg, men overvågede dem nu.
Den højeste af embedsmændene, en general med halvlangt grånende hår, og med svage rynker omkring mund og øjne. Han havde hørt spionens rapport, og sammenlignede det i sit hoved med hvad man ellers havde fundet ud af. Deres talende stemmer ville kunne høres helt ude på gangen udenfor, men de var ikke særligt påpasselige med at blive aflyttet, da disse gange ikke særlig tit blev brugt.

Angelie havde siddet i dette støvede lokale igennem fire stive timer nu. Det irriterede hende, at de altid bare snakkede og snakkede uden at gøre noget.. Hvor var handlingen i den her situation! Hendes dybe og irriterede suk gav højt genlyd, mens hun sad henslængt i en stol, med benene udover det ene armlæn, albuen hvilende på det andet, og med hovedet hvilende i hånden. Jo selv et spøgelse kunne blive træt af alt den her snakken.
Nu hvor herskeren var væk, var der ingen til at tage hånd om problemerne.. Ikke engang hun kunne stille sig op og sige.. Sådan skal det være.. Det gjorde man bare ikke, og da embedsmanden med fedtskægget, begyndte at hidse sig op, vendte hun et dovent og koldt blik mod ham. "Sådan går det, når i tåber har så travlt med at sidde gemt væk i jeres perfekte små huse, med jeres rige familie, og drikke champagne" svarede hun vredt, men i et roligt og sigende tonefald. Hun vidste dog ikke om dette med portalerne var sandt eller ej.. End ikke var hun stødt på en af dem, men hun skrev sig bag øret, at hun ville rejse igennem en, hvis hun stødte på den.
"I har så travlt med al mulig andet, at ingen af jer ville se noget nyt, om så et rumskib landede ovenpå jeres tag!" Fortsatte hun irriteret, mens hun langsomt rettede hovedet en anelse op, og kiggede fra den ene gamle mand til den næste. Hun var overbevist om at hver og en ville prøve at overtage tronen en dag.. "Det eneste I ville have i tankerne var hvor dyrt det ville blive at reparere jeres hus!"

Manden med overskægget sendte et hurtigt blik mod spøgelset. Nu hvor Zane var væk, ville det jo egentlig være nemt nok at få det spøgelse sat på plads... nej, han måtte ikke tænke sådan noget, han selv var jo blot et menneske, og han kendte ganske vidst til de andre væsener i dette underlige lille land! Han rettede let på kraven, og så på hende, hvorefter han kort rømmede sig.
"Jeg tro-"
"Lad hende være, Fabricius" lød en dyb stemme, der emmede af autoritet. Manden med det grånende hår så på den såkaldte 'Fabricius' og rystede sigende på hovedet. Hans øjne strålede af visdom, og selvom han så skrøbelig ud, var det tydeligt at se at han havde magt, ikke alene over sin egen krop, men tydeligvis også over andre.
Han så på Angelie med et let nik.
"Hvad ville De foretrække vi gjorde?" spurgte han. "Disse portaler fører ud i et vildnis hver gang, hvordan vil du have at vi skal eftersøge portaler? Ikke alene er selve det at skære gennem tiden, at lave en portal, nærmest umuligt i sig selv, derfor vil jeg æde min gamle hat, hvis ikke der er en invasion i gang" sagde han, og rystede let på hovedet. Han talte rent ud af posen, og tydeligvis sandt. Hans atitude kunne minde om værdighed, og dog ydmyghed, han så på Angelie med et let spørgende blik, i de vise øjne.

Hun hævede ligegyldigt det ene øjenbryn i vejret, da denne.. Fabricous skulle til at åbne munden. Et frydefuldt smil trådte dog hurtigt over hendes læber, da han også fik den lukket ligeså hurtigt igen. Utroligt hvad den gamle krøkke kunne gøre, bare ved hjælp af stemmen. Jo hun var en af væsnerne, og hun ville så let som ingenting kunne knække nakken på hvert eneste menneske i lokalet. Dog holdte hun sig alligevel i skindet, mens hun vendte blikket mod den ældre mand, med det grå hår, som om samtalen nu kun foregik imellem dem.. De andre var kun skakbrikker, som kunne flyttes rundt efter for godt befindende.
Hvorfor sad hun i det hele taget stadig i det her lokale? Hun ville hellere være ude og tjekke op på det hele.. Hun duede ikke til at skulle sidde stille i længere tid af gangen, og det var jo det eneste de foretog sig her. "Jeg foreslår" svarede hun så langsomt og tydeligt, imens hun langsomt fik svunget benene ned fra armlænene, så de bare fødder ramte gulvet med et blødt bump. Hun skubbede stolen tilbage fra bordet, og rejste sig op, inden hun lænede sig en anelse ind over det, og støttede hænderne mod kanten. "Jeg er ligeglad med hvad I har tænkt jer at gøre ved det" svarede hun så istedet, mens hun rynkede let på næsen og rettede sig op.
"Det jeg har tænkt mig at gøre, er at gå igennem en af de portaler og finde ud af hvad det er" Hun nikkede let, inden hun rejste sig op, og greb sin jakke, som hang over stolens ryglæn.
Hun bevægede sig hen mod døren, mens hun svang jakken over den ene skulder. "Jeg er næsten sikker på du kommer til at æde din gamle hat" tilføjede hun i en kort bemærkning inden hun stoppede op ved siden af den gamle mand. "i lærer intet om dem ved at sidde her.. Nu skal jeg nok gå.. Så kan I hyggesludre lidt videre"

Den gamle mand sukkede svagt, og sendte denne kvinde et lettere irriteret blik, og skulle til at åbne munden for at sige noget mere. Han nåede ikke så meget som at udstøde et svagt kvæk, før et skarpt lysglimt stoppede ham. Lysglimtet blændede alle i rummet, efterladende de fleste af personerne ude af stand til at se den portal der, efter lysglimtet, var opstået midt i rummet, lige over bordets midte. Ud af den trådte en lille pige, ikke meget højere end en stor hund, og med enorme øjne. Øjnene var omkring fem centimeter i diameter når hun åbnede dem helt, og virkede næsten skræmmende i det udtærede ansigt. Hendes sølle, magre krop var indsmurt i hvad der kunne ligne blod, og den lange hvide kjortel der hang løst over hendes skuldre, gav hende udstråling som en slave, eller en undertrykt tjener, der ikke var i stand til at klage til sine overordnede.
Pigen så rundt på menneskerne, med de enorme tomme øjne, der intet liv viste, og med en så grøn farve, at dem der endnu ikke var blændet af lysglimtet, eller dem der hurtigt havde tilbagevundet synets brug, ville blive blændet af den blotte farve sammensætning i selve pupillen.
Hendes ansig virkede trist i skæret fra et enkelt stearinlys, der stadig usikkert blafrede for at komme til live, og hendes krop syntes at synke mere sammen for hvert øjeblik.
"Jeg bringer en meddelelse fra hans højhed Itarinanukus af den femte verden, general for hæren af Jung'ailai, rådfører for hendes højhed Miriannirenia den lysende, og fremtidig arving af samtlige af de sydlige del-stater, og desuden den dikterede verden af Kensou." hendes stemme var dyb, alt for dyb til at kunne være en kvindestemme, og samtidig virkede den feminin på en lettere dyster måde. Hendes kortklippede brune hår, havde små tjavser med indflettede kviste og blomster der for længst var visne. Hun så rundt og forsøgte at sikre sig at hun havde alles opmærksomhed, og fortsatte ikke et lille stykke tid.

Et blændende lys stoppede Angelies gang, da hun var få skridt for døren, og tvang hendes ene hånd til at glide over øjnene, for at beskytte dem mod den skarpe gnist af lys, som prydede det ellers støvede lokale. Langsomt og med sammenknebne øjne, vendte hun hele vejen rundt, ind til hun stod med fronten mod bordet, hvor en af de lysende portaler var trådt frem.
Den spinkle pige sendte kuldegysninger ned af Angelies ryg, mens hun blinkede voldsomt med øjnene for at få de dansende sorte pletter til at forsvinde. Stilheden var intens.. trykkende i rummet, som om alle holdt vejret i dette øjeblik, bange for at blive suget ind i intetheden, som portalen måske ville føre til. Fantastisk.. Hun behøvede ikke engang gå på jagt efter en af disse portaler.. Den var kommet direkte til hendes som på et klokkeslag.
Angelie trådte helt frem til bordkanten, mens hun hørte pigens ord. Navnet.. Dette navn. Det virkede så bekendt.. Alt for bekendt. Itarinanukus.. Itarian.. Dette var blandingen hun var stødt på i det forladte tivoli for noget tid siden efterhånden. automatisk lænede Angelie sig frem over bordet, med blikket stift rettet mod denne pige. "Og hvad er det lige for en besked du skal viderebringe?" spurgte hun taktsomt og køligt, mens hun nærsturderede denne lille pige. Hun så ynkelig ud i det slidte tøj, og de døde øjne gjorde det langt fra bedre i dette tilfælde. Alligevel var Angelies nysgerrighed draget. Denne dreng var..
Hun stoppede sig selv, og rettede sig øjeblikkeligt op. Han var.. Royal!? Det lignede at Angelie have fået kørt en pisk over ansigtet gentagne gange, da sandheden begyndte at gå op for hende. Hun havde faktisk stået og fornærmet en royal, og alligevel havde ingen prøvet at komme efter hende.. Gad vide.. Det hele kunne også være en stor joke, som var blevet sat op for at narre hende, selvom pigen lød dødsens alvorlig.

Pigens ansigt var noget nær hvad man så på billeder i kriken der formede skærsilden. Frastødt, og dog alvorligt, som var dette en test hun skulle igennem, og hvis hun lavede fejl, ville hun sandsynligvis aldrig se lyset igen. Da hun talte, lød det mest af alt som en oplæser, uden tone i stemmen, og uden at sige andet end ordene i sig selv. Ingen skjulte bemærkninger, ingen følelser. Ordene, og kun ordene.
"Hans højhed ønsker absolut sikkerhed omkring jeres valg. I Står mellem at vælge døden, eller absolut stilhed, ingen i dette lokale må vide noget om portalerne, eller den viden i indtil videre har opsnuset. Dit liv," hun nikkede til spionen der krympede sig som var han blevet slået "Vil ikke have indtil i morgen at leve i, du vil blive hentet.
Hvad dig angår " Hun nikkede til Angelie, hvis ansigt på nuværende tidspunkt så ud som havde hun fået en pisk i ansigtet adskillige gange, "ønsker Hans højhed en audiens, han opsøger dig selv uden følge. Jeg skulle hilse fra ham og fortælle at hans hensigter imod dig ikke involverer krænkelse, vold eller misbrug af viden." hun stoppede og lagde hovedet let på skrå. Portalen bag hende blev langsomt mindre og mindre, for til sidst at forsvinde med et svagt plop. Lyset forsvandt, og efterlod hele selskabet i mørke. Stearinlyset, der havde været den eneste lyskilde udover portalen, var gået ud.
"Hans højhed vedlægger til dem" hun nikkede mod den grånende mand der sad med vidt åbne øjne, han havde antageligt fået et hjerteanfald, "at Deres kone og børn vil få besked om deres død.
Hilsener fra Hans Kejserlige højhed, prins Itarinanukus." afsluttede hun, og bukkede. Hun så rundt på de omkringstående hvorefter hun, efter et kort blink, og endnu et hviskende 'Hilsener fra hans højhed', begyndte hendes hud at smuldre. Hun sank, og hår, og krop blev lidt efter lidt til støv. Alt hvad der var tilbage af hende efter et par sekunder, var en bunke blodrød aske, og en hvis kjortel, der summede svagt.

Angelie hvæsede lettere irriteret over at hun igen havde mistet kontrollen over situationen. Hver gang dette Itarian navn dukkede op, mistede hun alt.. selv hendes sunde fornuft forsvandt i hans selskab. Hun skar let tænder hver gang pigen åbnede munden og fortalte hvad hun havde at sige. Angelie havde fornemmet at dette desværre var en envejskommunikation, og pigen ville højst sandsynlig ikke skulle bringe noget svar tilbage..
*Til imorgen* tænkte hun langsomt, mens hun overvejede hvorfor denne person ikke ville have at andre kendte til eksistensen af portalerne. Var det et hemmeligt sted. Hendes blik var nu rettet mod portalen med en tænkende mine, mens hun overhørte bemærkningen om at denne Itarian ønskede at tale med hende. Ja.. Tale ville nok være så meget sagt, eftersom deres samtaler aldrig blev fuldendt, men hang som spørgsmål i luften.
En overilet handling, trådte i kraft, da Angelies blik opfangede at denne portal var ved at lukke sammen. Hun hverken tænkte eller noget, før hun i et enkelt spring stod oppe på bordet i en fremadbøjet katteagtig stilling.. Lige efter satte hun i et nyt spring mod portalen. Den skulle fandme ikke lukke for næsen af hende. Det var dog lige hvad portalen gjorde.. Et let plop lød, og Angelie kurrede hele vejen henover det blankpolerede bord, mens hun prøvede at stoppe farten, ved at sænke neglene ned i pladen. Lige inden enden, og et sammenstød med den gamle mand, fik hun dog stoppet sig selv, inden hun vredt vendte blikket mod pigen som stadig var til stede.
I endnu en bevægelse stod Angelie nu foran hende, imens hun fik et fast greb i pigens kjole, som mest af alt lignede en lærredssæk. "Hvor finder jeg Itarian" Hvislede hun vredt, men pigen nåede aldrig at svare, eftersom hun blev til støv sekundet efter, og Angelie stod nu ligeså uvidende som hun havde gjort før, uden at vide hvor hun skulle tage hen.
Vredt hoppede hun ned fra bordet, mens hun styrtede mod døren, flåede den op i en bevægelse, og ellers satte i løb udenfor og ned mod byen for at finde denne Itarian.. Konge af den 5. verden, eller hvad det nu var pigen havde sagt.

//over and out ;D

//Over and Out...
At glæde sig til at hovedemnet kan starte xD//