Ven eller fjende? - Scars

S: Abbadon’s gange
V: Udenfor er det torden
T: 23:46
O: Gange (mere i indlæget)

Lyden af sko der smælde mod de tomme gange larmede utrolig meget. Det var overraskende at der kunne være så forland et sted, hvor ondskaben normalt havde ligget som et tykt tæppe omkring gangende, slottet og alt omkring, men nu? Stilhed var larmende og uhyggelig, det var klart et tegn på at der snart ville ske noget, det ene eller det andet var ingen sikre på, ej heller ikke manden der kom ned af gangen, med flagrende hår eller frakke som afslørede den hurtige gang ned af de øde gange, hvor de før så livlige lys var slukket, og alt var dødt, ingen dæmon til at holde det oppe. Intet ud over gangende der lå øde hen, meter for meter med intet ud over det hårde sten gulv der mere eller mindre rungede ved lyden af sko der slog hårdt imod fladerne.
Demetric lignede ikke en der forventede at Malakel pludselig var vent tilbage, han var jo skredet fra det hele, så han kunne vel ligeså godt tage sig en tur i gangene og se om han skulle støde på noget der kunne virke interessandt. Dog havde han ikke fundet noget endnu, så han overvejede at tage hjem og bare slappe af. Hans jævnlige ture havde stadig ikke fået rystet de sidste dagens hændelser af ham. Der var sket så meget når man tænkte på hvad han normalt lavede. Ordet far rumlede stadig rundt i hoved på ham, og så var han blevet livvagt for en eller anden fjollet engel … Dean, fordi Kajika havde forelsket sig i ham, eller det var det kun havde givet udtryk for.
Han lage nakken tilbage og lyttede til sine sko mens han tunge, unødvendigt gled over læberne i et forgæves forsøg på at fugte dem, men havde ikke haft andet i kroppen end blod de sidste mange tusinde år, så ikke overraskende hjalp det ham intet, at hans læber forblev kolde og fugtige som før.
Han stoppede op, og kiggede ned af en ny gang. Han stod kort og overvejede om dette skulle være den nye gang han vil betræde. Vægten på venstre tå, og højre hæl, højre om, og ned af den nye gang der åbnede sig foran ham. Et svagt smil spillede over hans læber, uden nogle virkelig grund, det var vel bare noget der lå der på grund af noget der lå længere ned eller hvad? Det var jo ikke handlinger der kunne forklares. Farten blev sat drastisk ned da han kom frem til et vindue, og kunne nu endelig, efter lang tid i gangene høre de høje brag fra lyne der flængede himlen over dem, og fik Abbadon til at se endnu mere efterladt ud og … ond?
De mørke øjne skred hurtigt over landskabet under vinduet som var blevet gennemblødt og glat. Græsset var mørkt og slidt, efter de mange vagter der i de sidste år havde betrådt græsset, slaver, fanger og andre folk der måtte lide døden dette sted og oprør mod den gamle herre, og nu en ny? Navnet kunne ikke huskes, men gjorde det så meget? Havde Demetric håbet at møde ham den nye fyr der skulle sidde på tronen, som var kløvet i to af en økse fyldt med magi i? Det blev yderst interessant at se hvordan den nye herre ville forme landet, om det blev som Malakels, som Demetric halvt og halvt håbede, eller om det blev en engel? Han havde hørt noget om en vampyr, så helt dårligt kunne det da ikke blive. Ellers måtte englen ned med nakken, engle ville aldrig få magt, ikke med deres gulds fyldte liv. Gud … en person der skulle sidde i himlen og titte ned til folket under ham, og beordre diverse natur katastrofer over hans skabte værk. Det var vel som at kaste maling over et vådt maleri?

Lyden af maskiner der langsomt begyndte at snurre fik endelig et smil frem på Alexanders læber, det havde taget en krig at få hans isenkram fra hulerne i bjergene til Abbadon og endnu længere at få det elendige el-system som var blevet misligeholdt under Malakel til at virke, men nu langt om længe virkede det hele og samtlige telefon sammentaler, emails, ja stort set alle former for Kommunikation kunne tjekkes og derfor ville balledemagere og oprøre blive luget ud langt hurtigere end de havde under Malakels styre.
Han huskede selv hvor nemt det havde været at gøre oprør, folket havde hadet Malakel og han havde ikke styret medierne på nogen måde, nej Alexander havde den rette plan for hvordan landet skulle styre, for det første skulle folket elske ham og respektere ham og for det andet skulle han kunne styre alt hvad der blev sagt om ham så det blev positivt, kun gennem folket havde man reel magt med mindre man valgte Malakels mord og plyndre metode som ikke var andet end problemfyldt for en mand som Alexander.
Med et tilfreds blik drejede han rundt på hælen, men standsede inden han satte sig på tronen og snusede luften ind gennem næsen og kunne lugte at der var andre end hans soldater og hamselv på slottet, enten var det en der ville udforske og finde rigdomme uden at ane Alexander var der ellers var det en der allerede ville forsøge at gøre en ende på hans korte regeringstid.
Fra en skuffe i det enorme skrivebord han havde fået placeret ved siden af tronen trak han en pistol og lod et magasin med selvlysende patroner glide op i den inden han trak den tilbage som der kom et højt klik og pistolen var ladt, hvemend det var skulle han nok vise dem at det ikke var med milde øjne man blev set på når man brød ind i hans nye hjem. Med lyden af tunge militærstøvler brusende fra sig gik ha ud af en dør og ned af en af de mange gange der prægede slottet, fra hans hals kom der en klirren fra de hundetegn han altid bar som bevægede sig på samme måde som lyden fra støvlerne og ville advare hvem end det var der var i hans hjem om at han var på vej, men Alexander var ligeglad, man skulle møde fjenden med åben pande med mindre denne var stærkere end en selv for så skulle de mødes med terro og gurrila metoder.
lyden fra en anden persons skridt mødte ham og hans standsede bræt, havde det været en morder ville de vel ikke han eller hun vel ikke være dumme nok til at lave for meget larm når de infiltrerede hans nye hjem, ellers ville de da ikke leve længe i denne branche, han fortsatte indtil han kom til et hjørne, personen ville komme den vej så vidt han kunne høre, langsomt blev Alexander usynlig så han kunne se sin gæst inden han ville kunne se ham, overraskelse var et vigtigt våben i Alexanders arsenal.

Han stoppede op lidt, han havde kunne høre et eller andet, men han var ikke sikker på hvad det var. Han stod lidt, og vidste ikke helt hvad han skulle, men beredte sig på en kamp, eller hvad der nu ellers skulle ske, og fortsatte efter få sekunders pause sin rute uden at bemærke der stod nogle tæt på ham. Dog var han på vagt, da han havde hørt nogle støvler, og mærket duften af et andet væsen, en vampyr, men hvem var han ikke sikker på. Var der flere på aftentur som ham selv? Han trak let på smilebåndet før han ufortrøden fortsatte frem, med øjne rettet frem, men sanserne klar til alt – håbede han da. Han fortsatte videre, hvor tempoet blev sat betydeligt op efter hans lille pause ved vinduerne. Han skred ind mellem gangene og kom til sidst til tronsalen. Han åbnede døren med en hurtig let bevægelse og gik ind i rummet, som delvist til hans overraskelse var tomt! Han lage let hoved på skrå. Han skred op til tronen, og kiggede lidt på skrivebordet der fik rummet til at ligne mere et kontor end en tron sal. Det var ikke svært at se at der var sket masser af nye ting. Computer og andet moderne udstyr pryde rummet med deres snurrende og tikkende lyde over alt. Tydeligvis en ny hersker der havde andre planer end den gamle havde. Duften af herren, en vampyr lå stadig i tronen, hvilke jo ville sige at han var hjemme? Det ville da blive yderst interessant at se hvem den nye fyr var. Han stod lidt og vippede frem og tilbage, uden at være sikker på hvad han skulle gøre, før han vendte sig om, og lænede sig op af skrivebordet og lod blikket hvile på døren, som var den eneste mulighed for at komme ind i rummet, med mindre der var ekstra døre eller han vil komme hoppende ind af vinduet.
Mens han stod der og ventede på, hvad der nu var at vente på, stod han lidt og tænkte over hvilke slags fyr han nu var. Om han var god, og ville rede folk, eller om han ville gøre Malakel efter, hvilke ikke så ud til at være sådan. Han havde hørt noget om at han havde lavet et tv udsendelse hvor han snakkede til folket om hvad han ville gøre, og det lød da fredeligt, kvalmende fredeligt. Men systemer var godt, ligesom Hitler og alle de andre, men det var også system der førte til fald … så hvad mon der ville ske? Spændene tider man gik i møde plus alt det andet der skete for ham. Han skulle ikke klage, der skete masser i hans liv, han fik jo knap nok tid til at passe sig selv! Han sukkede lavt, og lukkede øjne, så hans andre sanser blev skarpere så han ville være klar til at reagere så snart der kom noget ind, hvor det så ville komme fra. Det var det mest træls ved dette her. Man vidste ikke hvor man ville møde sin herre? Henne, han kom måske bare ud af den blå luft? Men det ville da også være sjovt at se hvad der så kunne blive ud af det.

Ventetiden var meget kort, inden der var gået fem minutter kom en høj mand gående forbi ham med håret flagrende, et smil gled over Alexanders læber da han så ham, i det mindste var det ikke et hvilket som helst menneske der havde forvildet sig ind på slottet, men en vampyr som hamselv, men derfor skulle han ikke sænke parraderne endnu, han vidste fra hamselv at man ikke skule stole på folk der var af samme race fordi de var blodsbrødre, meget stak ofte dybere end blodet i folk og deres personlige lyster og vilje skinnede næsten altid igennem på et tidspunkt.
Lydløst fulgte Alexander efter manden mens han sørgede for stadig at forholde sig usynlig og til hans store glæde bevægede de sig tilbage mod tronsalen, hans mænd ville inden længe være tilbage med det sidste isenkram og så ville hele slottet være bevogtet døgnet rundt af vagter og de folk fra byen som han havde værget under de sidste par ugers rekrutterings campanger.
Alexander fulgte efter ham og stillede sig lidt så han kunne betragte den indtrængende vampyr som var en smule højere end hamselv, men ikke havde den samme muskuløse og arrede krop som hamselv, han snusede enda ind så han kunne fange sin gæsts lugt endnu bedere og kom med et smil da han med det samme kunne kende en lugt der sad på ham, *så han kender Kajika... staklen er vel blevet forført af hende, men det må så betyde at han ved jeg ikke kan fordrage hende*.
Alexander gled stadig usynlig afsted og stillede sig bag vampyren som havde sat sig på hans skrivebord, han gjorde sig synlig igen mens han rettede pistolen mod hans nakke og med en stemme der var uvandt blød for ham begyndte at snakke, "Sig mig hvad du laver her og om du er Kajikas lejemorder, for i så fald kan du fortælle hende at hun virkelig selv burde komme hvis hun vil have en røvfuld", der kom et klik fra pistolen som han trak hanen tilbage så den var klar til at skyde hurtigere end noget væsen kunne flytte sig.
Det var utroligt hvis Kajika allerede var igang med at prøve at vælte ham af pinden selvom det ikke ville komme bag på ham, hun var ikke en der tog det pænt når man tog ting fra næsen af hende og hun ikke kunne få sin vilje, men tiden var ikke til at tænke på Kajika, han måtte fokusere på Vampyren der nu sad foran ham og skulle det komme til det være klar på kamp.

Det var lige før Demetric var sprunget op af bare overraskelse, men han mærkede tydeligt pistolen mod sin nakke og havde ikke planer om at begynde at kæmpe da han jo slet ikke vidste hver der havde så holdt pistolen. Hans blik var stadig rettet mod døren, da manden talte, som ikke gav nogle tvivl om at han var herren i huset. Han sad lidt og vidste ikke helt hvad han først skulle sige eller gøre. ”Gider du fjerne dit våben tak.” Han sad et sekund mere med øjne rettet mod døren, før han vente sit hoved om mod manden, og kiggede på ham. Kriger … af den ene eller anden form. ”Hvad jeg laver her? Jeg skulle se hvordan stedet så ud efter den gamle herre havde været her, og så var jeg jo så heldig at støde ind i den nye. En kort trækning over hans mund kom, men forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. ”Nej, er ikke Kajikas … lejemorder?” Han fnyste lavt. Hun skulle nok komme hvis det var dét der skulle til, hun kunne jo slå fra sig. Han rejste sig op på bene og målte igen manden med øjne. ”Jeg tror selv hun ville kunne klare den tjans hvis det skulle være, og jeg er ikke hendes hund, eller sådan noget.” Tanken om at skulle være slave eller noget var bestemt ikke glad for, der var han for magtglad og for ego’et til at lade sig selv blive. Han kiggede på pistolen. ”Tak for velkomsten, og du må så være …” Han lage hoved på skrå, og rode navne kartoteket igennem ”Scars?” Han kiggede lidt på ham. Han var ikke sikkert, men rimelig sikker. ”Demetric.” Han lage vægten over på det ene ben, stadig med blikket rettet Scars. Det skulle ikke undre ham hvis han trykkede på aftrækkeren men han fortrak nu at holde sine evner for sig selv. Det med at gå og vifte rundt med dem var ikke ligefrem noget han fortrak, selvom han måtte indrømme det var sjovt at gøre foran mennesker, men de endte altid med døden bagefter.
Han gik ud på gulvet foran skrivebordet, og drejede om på hælen, så han kunne kiggede lidt på alt det morderne halløj der var blevet presset ind i rummet. ”Er det …” Han slog let ud med hånden mod alle hans instrumenter. ”Sikkerheds udstyr?” Han måtte enten forvente at få mange fjender eller så var han bange for der var nogle der skulle gøre oprør. Han var selv glad for han slap for alt dette, og kunne blive på sin flade hjemme i sin lejlighed, når han nu en gang fik tid til det.
Han var ikke sikker på om han skulle ævle videre eller hvad han skulle, så han holdt sin mund lukket, og kiggede blot på ham, mens han afventede den ene eller anden reaktion fra hans side, om det så var at skyde ham ned, som nok ikke ville lykkes for ham, med mindre de tvang ham, på den ene eller anden måde, til at ligge stille, så han kunne gennemhulle ham, men det var ikke lige det Demetric var kommet for. Hvad han var kommet for, var uvist, men det gjorde vel heller ikke noget i det hele billede, måske mere i detaljerne, men da Demetric ikke normalt var en der gik så langt ned med sådan emner, havde han heller ikke tænkt på at Scars måske ville gøre dette.

Der lød et højt fnys fra Alexander da Demetric drejede rundt, folk plejede ikke at have klodserne til at gøre sådanne ting foran ham og derfor fik han en smule mere respekt for Demetric, han sænkede pistolen en smule så den pegede på hans bryst i stedet for på hans hoved, hvis han ikke var Kajikas slave kunne han vel ikke være til megen mere fare end alle de røvere og banditter som kæmpede med hans soldater nede i byen.
Alexander satte sin pistol tilbage i hylsteret og fulgte Demetric, "Ja jeg er Scars, men mit navn er Alexander Lazarow, jeg forventer ikke at mit kodenavn kommer til at blive brugt meget længere siden jeg har mit eget land og ikke behøver at frygte andre alverdens sikkerhedstjenester mere". Alexander fulgte ham med øjnene og undrede sig over hans besynderlige opførsel og kunne kun smile da han pegede på de computere der snurrede i et hjørne af tronsalen, inden længe ville oplysninger om alle i hele hans rige være optaget på en af de mange maskiner og ingen ville kunne så meget som at nyse i hans land uden at han ville det et pas sekunder efter, "Ja man kan vel kalde det sikkerheds udstyr", han brummede som han plejede og lod sine syregrønne øjne kigge op og ned af den høje vampyr som var sluppet ind i hans nu elskede hjem.
Alexander stillede sig ind foran ham og kiggede ham op i ansigtet, mens han lod sine tanker samle sig til et egentligt spørgsmål, "Hvis du ikke kan lide Kajika, hvorfor er det så du lugter af hende? Og jeg håber du ved der er en dusør for at bringe hende til mig?", han satte sig på en af de kontorstole som sløset var blevet fyldt ind i rummet og smidt hid og did fordi det hele skulle gå lidt stærkt så hans mænd igen kunne komme afsted og hente det sidste udstyr.

//sorry, men min krea syntes at have undsluppet mig igen ^^//

Han kiggede lidt tilbage, og fik ikke tid til at svare, før Scars igen var forsvundet. Han kiggede lidt på ham, og overvejede hvilke ord han skulle bruge. ”Jeg har ikke sagt jeg ikke kan lide hende, men jeg ser bare intet i hende, som sådan, hun er fin nok, for mit vedkommende, jeg har intet imod hende.” Han stoppede, og tænkte sig om igen, så han ikke kom ud på et eller andet side spor som ikke ville have noget med sagen at gøre. ”Jeg …” Han kiggede kort ned af sig selv. ”Lugter af hende, vel fordi hun for leden syntes det var sjovt at følge mig hjem.” Han trak let på skuldrende. ”Og så har vi derefter mødtes.” Kom han frem til. Han havde selv, personligt godt kunne lide hendes duft, men han holdt sin mund med dette, da det ikke var relevant for deres samtale. ”Dusør eller ej.” Han trak på skuldrende, og bekæmpede det lille smil der skulle op på hans læber. Han vidste hvor hun var henne i verden, og han kunne selvfølgelig godt bare smide det ud, men nej, dette måtte vente, for nu ville han se, hvor meget hoved denne Scars havde med sig. Så kunne han jo afgøre om han skulle udlevere informationen. Han gik hen, og fandt sig selv en stol, som han satte sig ned i, da han ikke så ud til at blive indbudt til at sidde ned, måtte han vel selv bare gøre noget.
Han lænede sig tilbage, og kiggede tænksomt på ham. Han var mere spændt på denne fyr, og hvad han ville gøre ind han selv ville indrømme over for sig selv. Dette var jo noget nyt, en der så ud til at være kraftigt inspireret af menneskets diktatorer, og hvis det var dét det handlede om, så var det med at træde forsigtigt, for selvom man havde magt, var der mange fælder. Et svagt smil gled over hans læber. Åh ja, dette kun blive yderst sjovt, med en ung vampyr ved styringen. En der ikke havde meget erfaring som leder, men i kamp måtte han vel have noget, siden han tydeligvis kæmpede mere end Demetric selv gad at bruge tid på. Doven kunne man vel godt kalde ham lidt, eller så var det fordi han snød sig igennem det meste. Han kiggede hen på skrivebordet, og derefter tilbage på Scars. ”Hvad er din plan så? Vinde folks tillid – og så?” Han mente at have hørt at han ville vinde tillid, og så gøre rent, men det ville da være kedeligt, så kunne det lige så godt have været en engel der tog tronen, og Demetric ville blive skuffet, faktisk meget skuffet. Men men, nu måtte han jo se hvad herren havde at diske op med, så kunne han jo altid afgøre det andet tid sidst.
Han lænede sig frem, og placerede sine fingre mod hinanden, og sad kort i denne kunstige tænksomme mine, før han lod blikket rundt, før endnu et smil kom frem på hans læber, da han lænede sig tilbage, og strakte sine ben. Han kunne vel lige så godt komme på en lille prøve. Han slikkede sig igen, unødvendigt om læberne mens han lukkede øjne, og afventede det ene eller andet fra den andens mands side. Hvis han besvarede hans spørgsmål rigtigt, ville han sige at Demetric uden problemer kunne lade ham styre landet, men hvis han sagde det forkerte, ville han blive letter betænkelig ved at lade denne vampyr styre det hele, men han skulle selvfølgelig ikke være tabt fra en start. Alt skulle vel have en chance?

Der flød tanker igennem Alexanders hoved mens denne irelevante vampyr satte sig ned, han kunne uden problemer tænke på mange ting på en gang samtidig med han lyttede til hans efterhånden uønskede gæst, han begyndte at bryde sit hoved med hvad hans næste træk skulle være, han havde folk i hele byen der kæmpede med de åndsvage røvere og banditter som ikke havde overgivet sig endnu eller var blevet dræbt, men det var kun et spørgsmål om tid inden han personligt ville henrette de sidste af det Malakel havde skabt, få af de stakler nede i byen havde nogen ide om hvad der skulle ske, når han først havde dræbt de sidste af røverne ville der ikke være flere i Di Morga som åbenlyst kæmpede med ham, Terre by ville for en tid blive sikker og folket ville elske ham, derefter ville han kunne sætte den rigtige plan igang og med folket samtykke ville det ikke blive svært at ændre alt og alle til det han ønskede, dog ville han elske at få skaffet sine modstandere af veje først, men det ville vel også komme i løbet af de næste par måneder eller år.
Alt dette tænkte Alexander i løbet af ganske få sekunder mens han stadig lyttede til Demetric, hvis han intet havde imod Kajika kunne han ikke vide meget om hendes fortid, men det skulle hun vel næsten selv have lov til at sige, men det at han ikke havde et problem med hende frembragte et stort smil som ikke kunne tolkes som andet end ondt, "Du kan ikke kende meget til Kajika hvis du ikke har noget imod hende... men nok om det, du finder vel selv ud af det på et tidspunkt, men sig ikke jeg ikke har advaret dig om hende", han grinede højt inden han satte albuerne i bordet og lod hagen hvile på dem mens han indgående stirrede på Demetric, han måtte da have drukket forurenet blod hvis han troede at Alexander ville give ham bare en del af hans plan og da slet ikke nu hvor han vidste at han kunne lide Kajika, eller som han sagde ikke havde et problem med hende.
Alexander lod langsomt smile forvinde fra hans mund og forsvandt tilbage til den hårde mine der ikke ligefrem indgød til at tro han var gæstfri, "Mine planer er mine egne, men tro ikke jeg er ny i dether, jeg har styret ting der er meget mere komplicerede end dether lille land før og desuden så tro mig, jeg har flere trumfer oppe i ærmet end folk lader til at tro", han kunne ikke lade være med at have følelsen af at Demetric vejede hans evner ligenu, men han måtte veje hvad han havde lyst til for Alexanders skyld, han havde tiltro til sine egne evner som leder og vidste at han uden problemer ville kunne styre landet med den jernhånd som han var ved at lukke om stedet, når først folket var forblændet og roen var genoprettet kunne han jo gøre hvad han ville og folket ville stadig elske ham for at have skaffet Malakel af vejen (Selvom det var en løgn) og have genoprettet roen samt befriet slaverne.
Alt var i hans hule hånd om Demetric kunne se det var han ligeglad med for hans skyld kunne Demetric blive den første til at prøve nogen af de mange tortur maskiner som ville blive flyttet ind i slottets kælder, "Hvad er dine planer? Jeg...", Alexander blev afbrudt af en lille bipper i hans bælte og han smilede stort mens han læste teksten, den lille maskine havde taget et billede af Demetric og hørt hans navn og var automatisk gået igang med at lede efter oplysninger, "Jeg er da ked af at dit afkoms mor er død... for øvrigt hvordan har dine guldklumper det ligenu", Alexander elskede reaktioner til når han vidste mere om folk end de kunne lide og selvom bipperen havde brugt meget lang tid på det havde den alligevel fundet ham i flere steder, diskret lod Alexander en hånd glide ned på pistolen selvom der ikke var nogen grund til at bruge den.

Han smilede halvt om halvt, mens han overvejede hans svar, for det var godt han ikke smed med sig om sine planer, hvilke også kunne være svagheden, men igen ventede han, og kiggede med et hævet øjenbryn, da bæltet begyndte at larme, eller hvad pokker det nu var. Han stivnede kort da han hørte spørgsmålet, men sukkede så, mens han lænede sig tilbage i stolen, og skulede lidt til Scars, før han sukkede. ”Fint.” Det var ikke noget han skulle blande sig i, efter hans mening. Han lænede dig lidt efter frem igen, og kiggede på ham. ”Og du behøver ikke kalde dem ’guldklumper’” Ordet blev sagt i en letter forvrænget stemme. Han kunne ikke se hvad information han skulle bruge ham til, og da slet ikke se hvorfor han skulle kalde dem det. Ud af øjenkrogen så han hans berøring af våbnet. Han fik med vold og magt nedkæmpet det hånlige smil der ellers ville glide over hans læber. Han lænede sig igen tilbage, med en rolig afslappet mine, der tydeligt sagde at han ikke havde hverken tænkt sig at smutte, eller bange for vampyren der sad over for ham. Selvom han tydeligvis ikke havde hoved under armen, og så ud til at kæmpe, var han til dels hjælpeløs, som alle andre væsner. Han var udmærket klar over at han slet ikke var på hjemmebane, men at herren som han sad og kiggede på var på hjemmebane, men det havde som ikke nogle rigtig indflydelse på ham. Han trak blikket til sig, og lod kort en hånd glide igennem håret.
Han forstod stadig ikke hvordan pokker han havde fået fat i den information om Sonja, men kunne han rode rundt i hoved på ham. Hvis det var sådan var der i det mindste en grund til det, eller var det mon et af alle hans – dippedutter der fik hele rummet til af emme af el i alle former og afskygninger. Det ville næsten blive sjovt at se hvordan det ville se ud, hvis det hele gik i sort, alt strøm forsvandt, men så havde han vel et ekstra batteri. En skam, han ville ellers ligge flad af grin hvis dette skete.
Han sad lidt, og overvejede hvad han nu skulle åbne gabet om, men der kom ikke rigtig noget ud af hans hjerne eller mund, så han blev blot ved med at kigge på ham, mens han overvejede hvordan han vidste det andet, for der var jo kun Kajika der vidste det, og hun vidste kun det halve af det, og havde stædig sagt hun ikke ønskede børn. Han rettede sig let op, og vidste stadig ikke helt hvad han skulle sige.

Et anerkendene blik blev til alt hvad Demetric fik af Alexander, han lod sige ikke kue fordi Alexander begyndte at være truende, det var en god kvalitet som han ikke altid selv kunne beherske da han foretrak den direkte og ofte meget blodige vej hvis det endelig skulle være og når han ikke skulle slås havde han det med altid at optræde truende for at få tingene som han ville have det, men Demetric var anderledes, han var bedøvende ligeglad med Alexanders våben og den truende adfærd... Måske var der en fremtid for vampyren, men det var noget der skulle tænkes igennem først og desuden skulle Demetric skygges og forfølges til han var sikker på at der ikke var noget ved ham han ikke kunne stole på.
"Så lader jeg være med at kalde dem guldklumper", Alexander var uanfægtet i hans stemme og rejste sig mens han begyndte at vandre rundt i det stort set tomme lokale hvor tronen efterhånende var omdannet til en central stol alla den den en kaptajn i en ubåd sad i, han kunne ikke være mere glad for indretningen og når først han havde fået ordnet det hele ville Abbadon ikke ligne sig selv mere, men i stedet en moderne og meget mere kold version af en den uigennemtrængelig fæstning Abbadon var.
Han lod en finger glide henover den bordplade som udgjorde det skrivebord han havde haft siden han havde haft sin base i et pakhus ved havnen, det var det eneste han havde kunne redde fra den ellers nedbrændte bygning, et nyt smil dannede sig på hans læber da han vendte sig rundt og kiggede på Demetric igen, "Må jeg spørge dem hvordan de lykkedes dem at komme ind? det er ikke alle og enhver der kan komme ind i mit nye hjem uden at sætte et sikkerhedssytem igang eller advare en af mine vagter", det var på sin vis et vigtigt spørgsmål da han ikke kunne have flere der sneg sig ind på samme måde for at overraske ham og hans soldater.

Han fulgte ham med blikket, da han efter noget tid rejste sig op. Han drejede stolen om, og blev ved med at kigge på ham, selvom det ikke ville gøre den store forskel hvis han blev angrebet. Han lage hoved let på skrå, og var ikke sikker på om han skulle vise ham det. Han lod blikket hvile på ham. ”Hvordan jeg kom ind?” Han lod blikket glide rundt. Han satte sig lidt frem på stolen, mens han stadig overvejede det. ”Hvad vil du tro?” Han lage hoved let på skrå, med de mørke øjne hvilende på ham, med et et lille smil om munden. Hvis han gættede det ville han svare, hvis ikke, så var der ingen grund til at forklare ham det, med mindre det blev nødvendigt at bruge evnen. Han lod en hånd glide igennem håret, mens han lænede sig tilbage. ”Der er jo mange måder at komme ind på, selv når man som mig, ikke har været her før.” Han strakte sine ben. Han kunne bedømme ud fra hvad han havde set, at hvis stedet fik mere og mere morderne udseende, burde det passe ind i hans smag, men det kom jo også an på hvad det endte med at blive til.
Han satte sig bedre til rette, og rettede lidt på skjorteskraven, mens blikket stadig var rettet mod Scars. Han var stadig ikke sikker på manden, men han virkede til at være fin nok, bortset fra hans plan om at alle skal blive så guldglade, og have stor tiltro til ham, men det virkede jo lidt som det Hitler havde gjort. Først tiltro, og derefter verdens herredømme, som i en rigtig fantasy, hvor den onde vampyr vil tage tronen. Han smilede for sig selv ved tanken, mens han folde hænderne i skødet. Han ville ikke forære det hele væk, han skulle ikke tro at bare fordi han havde snuppet tronen, så fik han ikke serveret alt på et guld fad.
//krea svigt//

Et svagt smil begyndte at danse på Alexanders læber, selv på trods af at Demetric kendte Kajika lod han sig ikke kue, det var en god kvalitet og det kunne da være der var en stor fremtid for Demetric hvis han ellers kunne klare skærene, men den snak til sin tid, lige nu skulle han åbenbart til at gætte hvordan Demetric var kommet ind i hans nye hjem, det var normalt ikke noget han gad at bryde sit hoved med og tortur plejede at få julelegene til at forsvinde hurtigt, mens siden han efterhånden var begyndt at synes om Demetric ville han ikke gå til yderligheder, med et smil der afslørede hans mere end normalt skarpe hjørnetænder forsøgte han at pejle sig ind på hvordan han var kommet ind, "Så du vil have en gætte leg? Fint nok, du er vampyr, du er kommer igennem efter mørkets frembrud så det betyder at du nok ikke har spildt tiden igennem kloakken og desuden ville jeg have kunne lugte det... jeg tro minsandten du har været fræk eller snu nok til at gå lige igennem hovedporten", om det var rigtigt var underordnet, alle indgange der blev fundet ville løbende blive forseglet som de blev fundet, ellers ville de blive rigget til med bomber eller andre fælder for at andre ikke skulle komme ind den samme vej, med mindre det var af hovedporten, hovedporten havde været nem at komme ind af ligenu, der var få soldater på stedet og dem der var var formentlig igang med at plyndre det de kunne snarre end at stå vagt som de havde fået besked på, men så længe kameraer og andet udstyr ikke var sat op kunne han jo ikke skyde dem.
Alexander lænede sig tilbage og betragtede Demetric, han virkede jo som en kompetent mand og frem for alt en vampyr der ikke ligefrem mindede om dem fra den dårlige film der havde givet alle et ry for at glimte i sollys og være uvenner med vareulve, enhver rigtigt vampyr vidste at de var så mange niveauer over denslags dyr at der ikke ville være tale om kamp men nedslagtning hvis det skulle komme til det mellem vampyr og vareulv, "må jeg spørge dem om noget andet Mr. Demetric, hvordan er deres syn på landet ligenu... hvad ville de mene er forkert og burde rettes?", han lød oprigtigt interesseret i hans svar og blev ved med at lade sine syregrønne øjne trænge ind i hans.

Han trak let på skuldrene. ”Nok noget der omkring.” At komme ind på grunden, til det kæmpe hus, ville, slot, borg, kald det hvad du vil, havde han bare brugt noget så menneskeligt som et træ, over hegnet, og så hen til et sted, som ikke var bevæbnet med vagter. Han havde ikke tænkt på kamera da dette ikke var noget Malakel havde haft, så selvfølgelig havde han ikke taget det med, faktisk havde han ikke regnet med at den nye herre var kommet, eller hans vagter, så det havde overrasket ham da han endelig var kommet ind i de mørke gange, og kunne lugte folk. Han kom frem til, efter hans nye viden; moderne sikkerhed, at han havde været heldig med at komme så langt. I hans lille mindre skov af tanker, hørte han Scars spørgsmål, og måtte rydde bordet så nye tanker kunne finde plads. ”Hvad mit syn på landet er?” Han kunne være så flabet at svare at hans syn var udmærket, og han ikke kunne se problemer, men Scars måtte da have en smugle hjerne, og han gad da bestemt ikke ende sit liv nede i en celle, så han holdt sin mund med dét og valgte at besvare med det svar som nu ville komme ud af hans tanker. Forkert, og, eller rettes? Han tyggede lidt på spørgsmålet, og var mere eller minder beæret over at han spurgte ham. Det måtte vel betyde at han ikke endte et eller andet sted, på en øde ø, for at dø. Det var da altid noget. ”Jeg kan ikke helt se deres plan med at få alle til at få tillid til sig, altså det kan enten være for at rette op på Malakels – uhm – hvad skal man kalde det? Verden?” hvad man ville kalde det betød jo ikke så meget, bare han forstod meningen i det, og det måtte han vel gøre. ”Eller det kan være for så at stikke din befolkning i ryggen …” Han kiggede tilbage i de grønne øjne. ”… hvilke jeg personlig bedst ville kunne lide, eller – det vil jeg selv have gjort.” Han måtte vel nok blive ond i den sammenhængen, men der var da mest sjov i dette, og folk sagde man skulle være glad for sit arbejde, og glæde kom med sjov, og sjov kom med ens interesser, og hvis død var interessen, hvilke det var i Demetrics hoved, dog tik en hvis grænse, var det vel det der skulle til?
”Men jeg tror ikke jeg kom med et rigtig svar.” Sagde han lidt efter, efter at have tænkt det han havde sagt igennem. ”Men mit syn på landet er at det godt kunne bruge en hånd til at komme op igen, og så en ordentlig hersker, der kan styre det hele.” Han krydsede bene, mens han trak sine fingre ud fra hinanden. ”Den gamle var jo ikke til meget hjælp, han lod jo blot folk gøre hvad de ønskede – den nemme måde, men hvis man vil have styr på det, så skal man ikke bare sidde på sin flade røv og glo.” Hvad Scars ville sige til dette var han ikke sikker på, men han krævede jo hans mening, og det lå ikke til Demetric at pakke tingende ind, men sige det som det var. Rent og kontant.
Det undrede ham stadig, hvorfor Scars skulle bruge hans mening om det, han så jo ud til selv at ville styre landet, og der ikke skulle hjælp til, men det kunne være der var ændringer i planen, ingen kunne styre et rige for sig selv, han havde aldrig set det, Malakel havde jo brugt masser af hjælp, og hvis det ikke var helt forkert, havde han haft en del hjælp fra Lucifer, vampyren. Nu han var ved det emne, hvad pokker var der så sket med den arme vampyr, hvis hersker pludselig var forsvundet, dræbt? Han var ikke sikker på at Scars havde dræbt den gamle hersker, da han ikke kunne havde kunne lugte blod, og selvom det havde været lidt tid siden, skulle de så ikke have set beviser? Lige meget, pointen var jo at han var død, og en ny hersker havde sat sin bagdel i tronen, bag et velholdt skrivebord, med snurrende dimser og dutter.

Alexander trak på skuldrene, det havde været et simpelt spørgsmål hvor alt han havde haft brug for at sige var at det hele var ved at blive bedere, men man kunne vel ikke bare forvente at alle ville indrette sig efter hvordan virkeligheden var, men i stedet fik han et svar som rent faktisk kunne bruges til andet end at fylde et tomrum af ord ud så der ikke kom en pinlig tavshed, Alexander smagte lidt på ordene, hvorfor i al verden ville han stikke en kniv i ryggen på det han var ved at bygge, det ville jo bare være dumt og ikke mindst ekstrems pinligt når han tænkte på hvor længe det allerede havde taget ham bare at vinde en smule af folkets ellers meget flygtige tillid med budskaber om at han ville gøre landet sikkert igen og give dem arbejde samt et liv der ikke var baseret på at den stærkeste overlevede... Selvom han nok var tilbøjelig til at mene at han var den stærkeste ligenu, men tiderne kunne vel ændre på samme måde som magten.
Alexander knækkede hans fingre mens han stadig så tænksom ud, denne Demetric kunne være mere værd for ham som ven end som fjende, men hans venskab med Kajika var et problem som han ikke kunne vende øjnene fra, han havde jo svoret at slå hende ihjel næste gang han så hende så det ville være yderst pinligt hvis hun skulle få immunitet som følge af at han ansatte en hun var venner med, nej, dette her måtte tænkes bedere igennem inden der skulle træffes en beslutning. Der kom et lille knæk mere som Alexander lænede sig tilbage og lod nakken glide til en unaturlig position i et øjeblik, "Dit syn på hvordan det hele er, er forstået...Og jeg kan sige dig, jeg har ikke tænkt mig at læne mig tilbage og lade det hele sejle, for meget af mit liv er nu blevet lagt i dether til at jeg ville kunne få migselv til at lade det gå til grunde fordi jeg stoppede med at arbejde for det".
Alexanders stirrende grønne øjne fandt igen Demetrics, "Hvad ville du sige til at hjælpe mig med at komme af med visse elementer der ikke passer ind i mit nye billede for Di Morga, der vil selvfølgelig være rig betaling i form af hvad du nu skulle ønske dig af mig".

Forstået, ja det var da altid noget. Letter hånlig eller syrlig tanke, han var ikke sikker, men det fik det hele til at fremstå som om han var en eller anden – soldat og Scars havde isat sig som kongen, eller bossen, hvilke han jo i teorien også var, men han var ved guds navn ikke nogle soldat! Han smed sine tanker væk, for at koncentrer sig som hans tilbud, der lå i rummet, og afventede et svar. ”Elementer?” Han lage hoved let på skrå, og overvejede hvilke ’elementer’ dette dog kunne blive. Det kunne jo være alt mellem himmel og jord, lige fra et land, til selv den mindste myre? Dog forvende han ikke at skulle udslette en myretue, da den jo ikke ville have nogle afgørende effekt på et helt land. Han kunne jo vælge at sige ja, og så blot håbe på det bedste, men ville det ikke blive en smule naivt, at bare tro det hele vil være en sukkersød lagkage?
”Hvad mener du når du siger elementer, er det som personer?” Hvis det var dette, ville han ikke have noget problem i det, for det gik han jo og dræbte mere end ofte, mennesker eller andre væsner, det gjorde ikke så fantastisk meget. ”Og –” Han tyggede lidt på ordrende før han lod dem slippe ud. ”Jeg har jo set din fine liste over hvilke folk der skal væk – og jeg har bemærket Kajika er på den, dog nederst, men alligevel på den, hvad skylde hende den ære?” Han ville da klart være betænkelig ved at skulle jagte hende, hvilke jo, som han selv kaldte det ’stikke en kniv i ryggen’ på hende, men deres kendskab havde jo ikke bragt noget med sig, ikke af hvad han vidste, så han ville ikke kunne se nogle grund til at det ville være et større problem. Men hans såkaldte elementer var meget muligt nok ikke dem der var på listen, eller det ville han ikke forvente.
Han kiggede op i de stirrende øjne. ”Så det kommer til dels an på hvilke elementer du snakker om.” Ikke meget, men det spillede en lille rolle, større end den løn han ville få udleveret, da han jo aldrig var i økonomiske problemer, så hvilke løn han så ville få betalt var selvfølgelig interessant, men underordnet.

Det samme svage grin der egentlig ikke mindede om et grin, men nærmere en svag brummen undslap Alexanders strube, han havde fanget Demetrics nysgerrighed og nu skulle han se om han ikke kunne pirre den yderligere og nok til at han ville gøre som Alexander ønskede, men det var et dobbelt ægget sværd at få folk man knapt kendte til at arbejde for sig, men på den anden side kunne man vaske sine hænder og nægte al viden om deres eksistens hvis det var det der skulle til efter en fejlslagen operation. Alexander lod de gennemtrængende grønne øjne hvile på Demetric i et langt ukomfortabelt minut inden han rettede sig op i stolen og fik et tænksomt blik, hvad havde han han kunne tilbyde Demetric, kvinder? Penge? Magt? Af det tre ting var det vel kun den sidste der rigtigt betød noget for vampyre da de fleste havde flere penge mellem hænderne end nogen andre og deres følelser lå på et meget tørt sted hvis de da overhoved var der.
Det tænksomme blik ændrede sig en smule til undrende, hvorfor ville han vide hvad hans problem med kajika var, på den anden side var det vel forståeligt hvis han kunne lide hende, men ærlige spørgsmål fortjente ærlige svar... for nu, "Jeg er ikke sikker på hvad jeg kan give dig du ikke har i forvejen, det eneste kunne vel være magt, men jeg fornemmer du bedere kan lide skyggerne så måske et våben eller en form for tilladelse til hvad du nu ønsker", han holdt en kort pause mere hvor han nedstirrede Demetric, "Mit forhold til kajika er vel min egen sag, men du fortjener vel et ærligt svar hvis jeg skal have dig til at jage hende for mig... Kajika og jeg har kendt hinanden i meget lang tid og vi er aldrig kommet godt ud af det med hinanden, for det ikke skal være løgn skabte hun mig", Alexander lagde armene over kors og himlede med øjnene, "Og nu har hun haft den frækhed at true mig i mit eget hjem... Hun skal bringes til mig så jeg kan lære hende manere og vise hende taknemlighed", han bed sig i læben på en måde der viste han blev gal bare over at snakke om hende.

Han lyttede tavst til hans snak, der viste sig ikke at give svar på det hele. Hans blik gled lidt på vandring, mens han lyttede til hans snak. Han havde ret med at penge ikke ville give ham noget, magt? De mørke øjne gled stadig rundt, men stoppede kort op, for så blot at sejle videre rundt i rummet. ”Jeg vil tro det er den eneste ’løn’ jeg vil modtage.” Egentligt, hvis han skulle være helt ærlig, var lønnen underordnet, eller ikke nødvendig, men letter magtglad som han jo var, fortalte han ikke dette, men valgte at sige: ”Skyggerne passer mig udmærket, men jeg har ikke brug for våben – men hvilke magt har du da i tankerne?” Våben havde han aldrig rigtigt berørt til sit eget forsvar, han fulgte blot reglerne, hans egen lille regel. Den stærkeste vinder regelen. Dog var våbnet selvfølgelig også i hans nysgerrighed, men det kunne vel komme derefter? De mørke øjne der havde fløjet rundt i lokalet, stoppede pludselig op med et sæt, og støj tilbage mod Scars, med overraskelsen lysende ud af dem. H-Havde Kajika v-virkelig lavet HAM!? Han tænkte det igennem et par gange og valgte ikke at kommentere det yderligere, da det ikke virkede til at han ligefrem var stolt af hende. Han var jo blevet hendes mester, hvis man sådan kunne sige det. Hun havde jo godt nok en ny, men …
Da han lidt efter lidt var kommet sig over sin overraskelse, eller chok, valgte han at gennemtænke hvilke krav han ville have til sin løn, som han måske letter skuffet, kom frem til, at der ikke rigtig var noget, så længe det kunne gavne ham selv, så betød resten vel ikke så meget. Han satte sig lidt frem og holdt blikket rettet mod Scars. ”Vi kan vel også sige, at min løn kan vi snakke om senere, det haster vel ikke.” han vidste det ville være en chance at tage, men det ville også blive spændene at se hvad der ville ske. Det var klart, og tydeligt en prøve fra hans side. Hvor meget skulle man stole på Scars. Da lønnen jo ingen rolle betød for ham, som sådan, kunne han vel godt kaste den over bord, for den lille prøve. Hvis han udbetalte, eller gav ham hans løn, kunne man stole på ham, hvis ikke? – det måtte komme til den tid, måske et angreb? Det måtte tiden jo vise.

Lyden af et stort tordenbrag fik hele tronsalen til at ryste og lysende blinkede faretruende for så at gå helt ud, der kom en lille ristende og irriterende lyd fra en af computerne som gik ud inden nødgenaratoren kunne nå at sætte ind, den ville uden tvivl ikke stå til at redde, men hva pokker han havde flere der kunne sættes ind i stedet for og det var ikke fordi han ville løbe tør for penge nogensinde, det havde 25 års arbejde i våbenindustrien og som smugler sørget for ikke ville ske. Alexander trommede irriteret i bordet da lyset først gik ud og de røde lamper fra nødsystemet blev sat ind så hele rummet blev indhyllet i et skær der var endnu mere skræmmende end mørket og som fik alt til at fremtræde mere truende og modbydeligt end det gjorde selv i totalt mørke, Alexanders ansigt blev derfor henlagt i en skummel skygge mens han tænkte sig om, hvordan skulle han give Demetric magt der samtidig ikke betød noget for han egen... han havde en idé "Jeg har ikke i øjeblikket noget jeg kan give dig skal jeg være helt ærlig...".
Efter hans ord fulgt en kort tavshed hvor han rejste sig for derefter at begynde at gå rundt som om han tænkte sig kraftigt om, men da han kastede et blik tilbage på Demetric og så hans forbløffelse over hans og Kajikas relation kunne han ikke lade være med at grine højt, "Ja det er ikke lige hvad man forventer, at jeg en stor og barsk fætter engang er blevet slået i gulvet af en spinkel hun-heks som Kajika for derefter at blive lavet til hvad jeg nu er... måske man burde takke hende, men jeg fortrækker at meget andet end venlig får jeg fat i hende".
Alexander lyttede til Demetric og smilede stort, "Ja det med din løn har jeg ikke helt styr på endnu, men tro mig du skal nok få en stor betaling for at bringe mig Kajika i live og ude af stand til at gøre kamp, hun kan rode så forfærdeligt når hun bliver sur eller bestemmer sig for at hun vil rive det hele fra hinanden, men hvis vi er færdige her ønsker jeg dig godt jagt", han holdt hånden ude mod Demetric mens han igen kiggede ham i øjnene.

Han kiggede lidt på ham, for et køligt smil flækkede hans læber, og han rejste sig op, som om han ville tage nærmere øjensyn af manden. "Du vil have jeg skal få fat i Kajika?" Hans mørke øjne gled kort over ham. "Jeg ved hvad lønnen er ..." Han blev ved med at stå og kiggede på ham. "Du vil have hende i live?" Han løftede et øjenbryn og lod det lidt efter falde ned igen. "Jeg skal da se hvad jeg kan gøre Scars." Dette ville blive en sjov leg. Han skulle lige til at vende om, for at forsvinde ud på gangen, da han stoppede op, og kiggede på ham. "Jeg vil komme her op, eller vi kan mødes et andet sted, hvis dit udstyr ..." Han pegede kort hen mod den døde computer. "Ikke går ned igen, men lad os da se hvad der sker." Endnu et smil krusede sig på hans læber, før han vendte helt om. "Vi ses ..." Han lod ordne hænge tomt i luften mens han gik hen mod døren med lange hurtige skridt, men så stadig ikke ud til at ville åbne døren, heller ikke da han kom helt tæt på. Nej, han ville kort vise ham hvordan han var kommet ind. Han fortsatte og inden han gik ind i døren forsvandt han ud i den blå luft, og efterlod Scars alene, mens han selv fortsatte uden på vejen uden for det store nu meget moderne slot, villa ... Han vidste hvor han skulle kunne finde Kajika, og at planen ikke ville gå efter ønsket, måske efter hans ønske, men ikke Scars.

//Out - skal have kontaktet den kære Kajika. Du vil høre fra Demetric når han/jeg selv ved mere.//

//ok det lyder godt ^^ så må vi jo se hvad der sker... ikke noget med at stikke mig i ryggen xD//

//Det kunne jeg da alldriig finde på xD//

//Det ved jeg da godt, jeg stoler på dem jeg handler med ^^//