Everything changed. [Valentin & Zhadalina]

Timer var gået hurtigt denne dag, nu hvor solen var væk var hendes 'dag' kun lige gået i gang. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle denne nat så planen var endelig bare at lade se hvor hun ville ende henne.
En ting hun vidste var ligemeget hvad hun ville ende henne så ville hun stå der med et smil på læberne.
Hendes jakke blev kastet over hendes skuldre som hun træk sig ud af sin dør, det var så om det slog hende igen som de lange støvler ramte sneet og nærmest forsvandt under det hvide lag.
Den nemmeste måde at komme omkring på var ikke at gå, tagende var stadig et godt valg.

Et lille latter forlod hende som hun gik i gang med bevæge sig op på taget af et af de nærmeste huse, blikket faldt rundt. Der var kun en ting der faldt ind i hendes blik. Et tårn der rækkede op over hus tagende, det var noget tid siden hun havde været tæt på nogen af de hellige ting som var der over.
Turen ville ikke tage lang tid, ti tyve minutter og hun ville være der over.

Som hun træk sin ind på det oplyste plads gik hun lige mod statuen i midten, standsede op nogen få meter foran den. Hun kendte historien omkring statuen ind og ud dog var et eller andet ved den, der tvang hende til at holde blikket på den lige nu.
Hun kunne have det forbandet sjovt nu her, lave lidt om her og der, det var en kedelig historie alligevel og det ville ikke blive der, det ville forsvinde når men mente at det skulle.
Men hun gjorde intet, hun stod blot og kikkede op på statuen, med sine tre skygger der træk sig op af den. Sneet gik til midten af hendes støvler.

Af en eller anden grund fik den statue hendes tanker til at hoppe rundt, prikkede til nogen af de gamle minder, de røde tåre pressede på. Dog nægtede hun at lade dem falde ud. Nok var hendes fortid ikke lys men fortiden var stadig fortiden det handlede om at lære af det ikke?

Natten var trængt på for længst. Det gjorde det muligt for Valentin at gå udenfor og besøge de offentlige steder. Han glædet sig for hver gang når solen var ved at gå ned. Det kunne han ikke ligge skjul på. Nogle gange savnede han bare at kunne gå hvor som helst når som helst når det passede ham.. Men sådan kunne han ikke tænke på at leve ellers ville han dræbe sig selv, lade sig selv rådne op af solen.

Han var iført en hvid blodplettet skjorte, med sort slips der sad lidt skævt som skulle rettes på, men Valentin gjorde ikke noget ved det. Hans sorte stramme jeans havde han på med et bælte for at holde dem oppe. Han kiggede lidt ned af sig selv inden at han gik yderligere ind på dom kirkens grund.

En kirke var ikke rigtig noget for ham, det havde det aldrig været, og sådan havde det været lige siden fra hvor hans forældre blev dræbt. Det længste han turde gå var kun ind på grunden. Han anede ikke hvorfor han egentlig gik ind af indgangen..

Han knyttede sin ene hånd og stoppede op et stykke væk fra dom kirken, og han lukkede langsomt sine øjne mens at han tænkte tilbage på fortiden.

Selvom det blot var fortid, gik det ham stadigvæk på. Han havde også haft lavet en had til kvinder. Hvor han ville gøre dem fortræd, hver og en... Lige meget hvilket navn... Personlighed og race. Han ville bare udnytte dem som han var blevet udnyttet. Så simpelt var det.. Tanken om st han skulle møde sin skaber en dag, gjorde ham en smule rædseslagen.

Billedrende var lige så ubehagelige som de altid var, hun havde stadig svært ved at forstå at hun engang havde været sådan. For ikke så længe siden havde hun skældt en elven ud på grund af en af de 'små' ting hun engang gjorde dagligt.
Et suk udkom fra hende som hun tog et skidt tilbage, det var endelig ikke det hun havde gjort det fik hende til at få dårlige tanker omkring det hun havde gjort. Det var det med at hun ikke ville gøre de om hvis hun fik chancen, dengang nydt hun det.
Respekt var den primær forskels på alt der var sket dengang og hvad der foregik nu, alt var leg den gang. Nu ville hun blot ønske det kunne ses sådan igen uden alt det forbandet skuespil.

Hun vendte om på sin hæl, den tunge jakke følte med rundt og bredte sig lidt ud, så den mærke mørke lilla T-shirt, med halvt stort udsnit, der var inden under blev synlig. De poset sorte bukser med deres lilla stribe på siden kom også frem i et kort øje blik.


En duft, nej ikke engang en duft. Intet mere end en fornemmelse. Hun var ikke længer alene i dette område, en kort latter udkom fra hende som hendes blik gik en smule rundt. Der var ikke nogen, en forkert fornemmelse? Et mildt lettet suk udkom som hun tog det et sted tætter på statuen engang til, drejede om på sin hæl en gang til og lagde rygge op af den. Blikket gled op smat et smil kom til syne på hendes læber.

//Skuffet over mig selv, håber det bliver bedre ved næste indlæg fra min side af, that was poor..I apologize.//

Valentin havde en mærkværdig fornemmelse i maven, som om at han kunne mærke at der var en bekendt til stede. Han kiggede kort ned af sig selv mens at han sank en klump. Hvorfor havde han det sådan? Han hævede det ene bryn så man tydeligt kunne se på ham at han var forvirret. Valentin lukkede kort sine øjne, mens at han prøvede at tænke klart over hvordan han måske ville reagere hvis han tilfældigt ville støde ind i sin skaber; som han ikke havde set i flere dage.. år?

Han kunne ikke længere huske hvor lang tid siden de sidst havde set hinanden. Valentin vidste bare at deres sidste møde var der hvor han blev forladt efter transformationen. Hvis han huskede rigtigt. Han bed sig lidt i underlæben, da en bekendt lugt af slags strejfede hans næsebor, han kunne uden at tage fejl gætte sig frem til at det var en arts fælle der var til stede. Han var ikke længere alene.

En bestemt lugt der havde en forrådnelse i sig kunne han nemt genkende, lige meget hvor stor mellem rum der var. Et skævt smil dukkede langsomt frem på hans læber, det gjorde ham faktisk i bedre humør, efter at han fandt ud af at han ikke længere behøvede at være alene denne aften, han kunne deltage i et selskab, hvis det lystede.

Med det samme fik han også øje på en ukendt person, hvis navn han ikke kendte, af hvad han vidste, men som alligevel virkede bekendt. Selvom Valentin ikke anede hvordan det kunne lade sig gøre. Det var en kvinde der stod henne ved en statue. Han lagde sit hoved en smule på skrå mens at han lod sit blik hvile på hende. En tanke strejfede ham, hvor havde han set hende henne? Han mente at have set hende et sted.. men hvor kunne han ikke sætte et ord på.. Kendte han, hende? En masse spørgsmål strejfede forbi hans hoved så han næsten kunne ende med at få hovedpine, mens at han tog sig sammen til at gå hen til hende med raske skridt. Normalt ville han kunne finde på at sige noget med det samme.. Men denne gang sagde han ikke noget som et enkelt hej.

'dunk, dunk, dunk' lod der fra den ene side, blikket blev drejet til siden. En ung herre kom gående mod hende.
Der var svært at vunder hans kropspog så hun valgte ikke at bruge tid på det. Hun vendte sig mod ham, med et smil på sine læber.

De første par sekunder var det ikke nogen hun kendte, men som sekunderende gik, dukkede et billede op i hendes sind, det var mange år siden de havde set hinanden. Ikke et positivt minde bankede på, var for mange år siden til at det kunne være positivt.

Billeder blev dannet inde for hendes indre blik, selv om billeder blev kastet efter hende var hun ikke væk i mere end et sekund.

Natten var for nyligt faldet hen over byen, en hvid klædt person med en længere brun jakke sad på kanten af et hus tag. To andre mørk klædt uden jakker sad lidt bagved, hende selv sad og lænede sig op af den hvid klædte, smilet var stort på dem alle.

Ud af ingen ting faldt den hvid klædtes blik på en person der gik på gader lidt derfra, intet ud over et lille ord forlod ham. 'Den'.

Som ordet forlod ham, blev alles smil et tak større end før. Og jagten gik i gang.

Billedet af drengen den gang fik tankerne til at bevæge sig rundt, dog kastede dig sig hurtigere rundt end hun gerne ville have. Dette fik en gruppe ord til at forlade hendes mund. "Ham, kender jeg gør jeg ikke, jo..det var ham." mumlede hun lav, dog kunne man sagtens høre det.
Hvad skulle hun sige til ham, undskyld ville ikke give meget mening. Men noget blev hun vel nød til at sige, blikket faldt en smule ned, hænderne i lommerende på hendes jakke. ”Hey.” Forlod hendes mund, smilet forsvandt som ordet forlod hende.