Something big is going to happen - Scars

Hun kiggede lidt rundt som de rullede ind på havnen, lussingen hun havde fået syngede stadig i hendes hoved, hun måtte indrømme at hun havde været lettere forbavset over at han havde gjort det, men hun havde ikke sagt i et ord, bare gjort som der var blevet sagt, men en dag, en dag ville hun ikke bare være en undersåt, han skulle bare værdsætte hendes loyalitet så længe den varede, for den ville bestemt ikke vare for evigt. Men selv bare ved tanken kunne hun mærke stikket i maven, hun kunne godt mærke at selvom hun ikke ville være det, så var hun dybt afhængig af ham, og hvad han gjorde - det værste ved det hele var, at hun allerede var sulten igen, som om at hun ikke havde fået noget at spise i dage, forfærdeligt, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv.

Hun mumlede noget uforståeligt til sig selv, noget med at det var da lige fedt at skulle møde nogle meget vigtige folk, også se ud som hun gjorde. Men hun gjorde ikke noget stort nummer ud af det, fordi hun var jo bare en undersåt. Hun hadet det ord, det gav hende dårlig smag i munden, hun var ikke en kvinde som der bøjede sig i støvet for andre, men denne gang havde hun trukket det længste strå, og hun kunne ikke gøre andet end at bøje sig i støvet for det.

hun svingede sig elegant ned fra motorcyklen og ventede egentlig bare på hans signal til at fortsætte.

Hun stivnede da hun kunne høre de hurtige og høje slag, og sulten bredte sig i maven, men ikke så meget at hun ikke lige med nød og næppe kunne kontrollere sig, men nok mest fordi at hendes skabere stod lige ved siden af hende, men hun havde sådanne en lyst til bare at skabe ødelæggelse over alt omkring hende - hun havde lært sin lektie, og da han sagde at han nok skulle føre ordet nikkede hun bare forstående, hun skulle ikke nyde flere af de slag han kunne tilføje hende.

Med hurtige og yndefulde skridt fulgte hun efter Alexander, og trods hendes meget lasede tøj, som tydelige brag præg af hun havde været op i en meget heftig kamp, hendes blod fra da hun havde været et menneske var at spore flere steder, samt var trøjen flået i stykker på sådanne en måde, at man kunne skimte hendes bh inden under, men hvis det var sådan han ville have hun skulle så ud, så kunne det vel være godt det samme. Hun slikkede sig om munden, og et lille smil bredte sig hen over de fyldige læber, hun kunne næsten ikke vente til at finde ud af, hvad han havde haft i gære, og var det var hun skulle være en del af.

Tanjas udseende var præcis som Alexander ville have det, hun skulle med for at jage en skræk i livet på de ellers ikke alt for venlige typer som skulle arbejde for ham, om de så havde lyst, eller om han var nød til at slå dem ihjel og overtage kommandoen på mere hårdhændet vis, en ting var dog sikkert han ville have sin hær og sine våben igen inden denne aften var slut og pakhuset ville igen komme til at summe af liv fra teknikere og verdens mest trænede og specialiserede private hær. Han kiggede ned på sit armbåndsur, de var et kvarter forsinket, så den hasarderede kørertur der ville have fået nakkehårene til at rejse sig på en racerkører, havde ikke været forgæves.
Alexander rettede lidt på sit tøj og tog et sidste kig på Tanja og gav hende et sigende, men stadig opmuntrende blik, han var ikke totalt ond, men forventede helt bestemte ting af dem der 'arbejdede' for ham og han regnede med at han havde fået det til at sive ind hos Tanja. Det to polerede krom pistoler stak op fra hans bukser der hvor hans bælte med krydslåsen sad, så de var hurtige at trække og ikke til at se så længe han stod med fronten til folk. Han standsede sig selv lige inden han nåede ind, "Jeg havde nær glemt denher", han kastede Tanjas pistol til hendes, sammen med skulderstroppen den havde siddet i, "Du kommer måske til at bruge denher", og gik derefter ind gennem det smalle hul der var i dørene så man ikke kunne se alt for meget udefra.

Inde i Pakhuset var der fyldt med gamle kasser og støvet hang tykt fra væggene og vidnede om at det var længe siden der var nogen der havde været derinde, på en væg helt bagerst i bygningen kunne man skimte Alexanders varemærke som dog også var støvet og snavset, men trods det havde den store ørn i rustfrit stål stadig en intimiderende presens når man kiggede på den. Højt oppe under loftet på en af de mange cat-walks kunne Alexander se bevæbnede vagter, som stod med en finger til øret, det var Khans mænd det var helt sikker og nede på gulvet lidt længere væk kunne han se en lille gruppe på tre mænd. Han gik derover med rolige og fattede skridt mens han talte lavt til Tanja, "Manden til højre med det røde slips er Clerance Sumptner, han er våbenhandler og en tidligere... ven, han bliver ikke et problem så længe han ved jeg har penge nok. Manden til venstre for ham med den prangende røde hud og hornene, er Sphinxen, ham og jeg har en lang historie og han operere som et mellemled mellem os og en lille gruppe som jeg prøver at samle.
Alexander holdt en pause og stoppede mens han rakte ned efter en ny cigaret, "Den sidste er Khan, han har som du nok ved overtaget meget af mit gamle marked, han bliver en rigtig skiderik at skulle snakke med og hvis det kommer til kamp, skal du tage dig af mændene på cat-walken... Han er ikke dum og de vil være bevæbnede med sølvkugler og pæle, så hvis det kommer til det, skal du være forsigtig".

Alexander bredte armene ud mens han pustede røgen fra cigaretten ud i en tung råge foran sig, "De herre, jeg er ked af jeg blev forsinket, men andre forretninger skulle lige klares først", han lavede en gestus mod Tanja. Sphinxen nikkede bare, han var en mand af få ord og han var som sådan kun inviteret for at bevidne at Alexander var tilbage i endnu mere frygtelig form en nogensinde før. Khan og Clerance derimod så begge ud til ikke at være særligt velkommende overfor Alexander, hvilket også var forståeligt nok når man tænkte på at de havde fået deres plads i solen efter han havde været væk, men Clerance så bare altid sur ud, også selvom han med høj sandsynlighed var lykkelig over endelig at kunne få lov til at tjene en formue på at give Alexander den hær han skulle bruge.
Khan trådte frem som den eneste og talte på flydende russisk, "Du er en alt for besværlig mand at komme af med Hr Lazarow, og så har du enda den frækhed at slæbe en af dine lig med dig herhen, jeg troede vi havde en aftale om at du skulle komme alene?", Sphinxen sukkede opgivende og fortsatte "Khan du er en idiot hvis du tror du kan true Alexander", Clerance nikkede sammentyggende og et svag antydning af et smil kom frem på hans læber. Khan så ud som et vredt barn, men holdt munden lukket mens Alexander smilede overbærende til ham og begyndte at snakke forretninger, "De herre... og Djævel, Jeg tror i har fået fat på de store træk i min plan ved vores sidste møde.." Khan kom med en irriteret lyd og Alexanders øjne lynede mod ham, "Men Hr Khan har endnu ikke fattet hvor alvorligt jeg mener det... Måske Hr. Khan vil uddybe hvorfor mine våben ikke ligger klar her i bygningen endnu?", Khan gik et skridt tilbage og holdt hænderne forsvarende oppe, "Du skal ikke klage sådan til mig Lazarow! Jeg overtog dine stumper og lavede det om til en velsmurt maskine, men jeg kan sgu ikke bare hive hele din bestilling ud af røven på en eftermiddag, det tager tid at få sendt våben... og så mange af dem afsted uden at blive opdaget, desuden... hvilken grund har jeg til at komme med dem? Jeg har ikke set en rød reje fra dig endnu... Blodsuger".
Alexander vendte sin opmærksomhed mod de to andre og ignorerede det sidste Khan sagde, "Hr. Clerance, mine midler er blevet overført til deres konto på Kaymanøerne, jeg forventer ikke der var nogen problemer med transaktionen?", Clerance nikkede og sendte Sphinxen 'lets get out of here blik', "Jeg tror jeg er færdig her, mine mænd vil være her i løbet af ugen... Jeg og Sphinxen har nogen ting at se til, for at få det hele til at glide som det skal. De to mænd drejede rundt på hælen samtidig og nærmest flygtede ud af bygningen, så det kun var Alexander, Tanja, Khan og hans 3 folk der var tilbage.

Alexander smed smøgen på gulvet og trådte på den, "Jeg kan mærke på det hele at du ikke har i sinde at fatte mit budskab", Han kiggede op på Khan og Tanja ville uden tvivl kunne se at Alexanders krop gik mere og mere i kampposition, selvom det ikke rigtigt var til at opfatte for mennesker. Khan trak en pistol frem, den havde snogede markeringer og var fyldt med sølvpatroner, "Jeg vil ikke opgive alt hvad jeg har bygget for så at give det tilbage til dig når du vil have det!". Han trykkede på aftrækkeren og der kom et brag, Alexander gav Tanja et hårdt skub så hun ville komme ud af kuglens bane og dykkede ned på gulvet bag en kasse, mens kuglerne fra mændene over dem begyndte at lade kugler regne ned over dem, "Tanja slå mændene ihjel, lad mig om Khan!" Brølede Alexander mens han trak den ene pistol og skød to gange efter Khan som også selv var dykket ned bag en kasse.

Hun nikkede og tog imod sin pistol, og fastgjorde den, først blev den ført hen over skulderen, og til sidst klikket sammen lige ved brystbenet. Hun iførte pistolen i sit hyldser, og gik så efter ham ind i pakhuset. Hendes øjne gled automatisk rundt på havnen, for at sikre sig at der ikke skulle være uvedkommende gæster, der skulle gemme sig der ude i mørket, men efter hendes bedste overbevisning, så kunne alt være der, og der var altid nogen der holde øje, nogen ville kalde hende paranoid, hun mente bare det var med forsigtighed og snilde at man gemte sine bedste hemmeligheder til sig selv, det var da logik, at man skulle være forsigtig, dem som bare troede at de kunne rende rundt, lave højt teknologiske ting, var intet mindre idioter for at tro at ingen ville finde ud af det. Havde man ikke flere gange bevidst hvor dårlig CIA eller for den sags skyld FBI var til at dække, der var altid en måde at finde det frem på, hvis man havde de rigtige midler. Selvfølgelig havde hun altid haft problemer med at gemme sine hemmeligheder, når det kom til Alexander, man kunne næsten sige at de havde haft et partnerskab lige fra starten af, bare et af de lidt sjovere.

Hun kunne ikke lade være med at smile en smugle fornøjet, da hun tænkte tilbage på alle de gange de havde kæmpet om de samme forhandlere, hun bøjede hoved, og hvis hun havde været en helt almindelig kvinde, havde man nok også kunne se farven stige op i kinderne, over de tanker der formede billeder inde i hendes hoved - det havde været en god tid, også havde det været som om, at han fuldstændig var forsvundet fra jordens overfalde, ind til hun fandt ud af, at hans våben blev sendt ud fra Frankrig, men det havde taget længere tid at finde ham, end hun lige havde regnet med, kun for at komme her ned og finde ud af, at han ikke en gang var menneske længere. Det havde godt nok været nogle vilde år, bare disse dage havde været mere end dramatiske nok - og det virkede ikke rigtig som om at festlighederne ville stoppe lige med det samme.

Hun ytrede ikke et eneste ord, stod kun i skyggende af Alexander, dog kunne hun ikke lade være med at give et hvæs fra sig, da der var en der kaldte hende lig, hvor vovede han.
Men hun lod det ligge, hun havde ikke brug for at komme i kamp med nogen, der rendte rundt med ting der kunne dræbe hende på stedet, især når hun stadig kun var så ulært omkring hendes kræfter, så et forkert move, og så var Alexander der måske ikke til at redde hende, nej hun gjorde intet med mindre hun var nød til det.

Hun lyttede intenst med i samtalen, hun skulle opsnappe alt det kunne, hun var nød til at være så opdaterede så meget som muligt, og dette vidste jo sig så som en af de bedste mulighed.

De lilla øjne fulgte langsomt de to mænd der forsvandt ud af pakhuset, inden de igen lagde sig på denne mand, som man kaldte Khan, dette skulle ikke ende ud i noget godt, hun kunne allerede mærke hvordan at alle knogler i hende værkede efter at dræbe nogle af disse mænd, og så sulten hun var. Hun kunne høre hvordan deres hjerter var begyndt at banke hurtigere, trods at dette var højt trænede soldater, eller hvad de nu kaldte sig selv, så kunne de aldrig helt gemme den adrenalin der bankede igennem deres blodåre, om det var af frygt, eller fordi at de havde lidt for meget kløen i den fingere som lå uhyggelige tæt på pistolens aftrækkere kunne hun ikke sige, men hun var klar, og da Alexander skubbede til hende, var hun oppe på fødderne igen efter få minutter.

Hun nærmest blev op slugt af skyggerne, ikke fordi hun havde nogle specielle evner som vampyr endnu, men hun havde altid været god til at forsvinde på de tidspunkter der var det rette, hun var stille og snedig, den eneste hun aldrig nogen sinde havde kunne overrumle var manden som var gået i kødet på Khan. Der gik ikke mange minutter før at hun stod bag en af de første mænd, der havde hun allerede trukket pistolen, og to skud blev plantet lige i baghoved - inden de to andre mænd kunne registrer noget, var hun allerede forsvundet ind i skyggerne igen, men det vigtigste var nu opnået, de skød ikke længere efter Alexander, deres opmærksomhed var nu halvt på deres døde kollega, og hende.

Hun grinede, og fløj så på den anden mand, hendes ben blev slyngede rundt omkring halsen på ham, og et uhyggeligt knæk kunne høres, mens at hun fyrede to kugler afsted mod den tredje og sidste mand, som selv lige nåede at fyre et enkelt afsted, hun skreg irriteret, da hun mærkede hvordan den snittede hendes højre arm, og sølvet kunne allerede mærke hvordan det ætsede sårede mere, men begge mænd lå nu med en kæmpe blodpøl rundt omkring sig.

Uden at give sin hersker videre tanke, satte hun tænderne direkte i kødet på den mand som hun havde brækket halsen på, og sugede grodigt til sig, hun var bare så sulten og måtte have mere.. bare mere!

Han kiggede frem fra sin kasse og blev resolut tvunget ned igen med en salve fra Khan, hvis skaldede hoved var højrødt og vidnede om at han syntes han fandt sig selv i en presset situation. Alexander kunne ikke holde et smil tilbage, han havde vidst fra starten at det ville ende på denher måde, men han havde ikke regnet med at Khan havde tænkt sig at gøre det så nemt for ham. Alexander brølede med en en spottende stemme, "Mr. Khan dog, hvis de bliver ved med at skyde på mig kunne jeg jo tage det som en fornærmelse", Khan brølede tilbage mens han skød to gange mere, "Fuck dig! Fuck dig dit elendige lig og fuck det monster af en kvinde som du har slæbt med dig!", det var først her at Alexander løftede hoved og så Tanja mæske sig i sine ofre. Alexander var dybt imponeret, han havde ikke selv kunne gøre det så hurtigt, men det ville Tanja aldrig få at vide, det var bedere hun blev ved med at kæmpe for at forbedre sig.
Alexander tømte sit magasin mod kassen hvor Khan gemte sig bag ved og den faldt sammen og afslørede manden, som sprang videre mod den næste. I mangel på patroner kylede Alexander pistolen afsted mens Khan fløj gennem luften og ramte ham i maven med et rungende stød. Khan mistede pusten og blev kylet hen ad gulvet mens han tabte sin egen pistol, når Alexander nu havde alle sine kræfter, kunne han lige så godt bruge dem på at få gjort en ende på hele denne farse i en fart.
Han gik over mod den hostende og klynkende mand som lå og krummede sig sammen på gulvet, "Mr Khan de ser ikke så godt ud, måske jeg kan hjælpe dem en smule, jeg..." Alexander stoppede bræt, da Khan gik fra en klynkende lyd til at begynde at grine, i samme øjeblik som Alexander trak sin anden pistol og skød, gjorde Khan det samme, Alexanders ramte ham midt i brystet og Khan døde på stedet, hvor Alexander blev ramt en smule over navlen, den brændende smerte fortalte ham at han var blevet ramt med sølv.

Alexander tumlede baglæns og satte en arm op mod en af kasserne for at holde sig selv oppe, smerten bredte sig i hans mave som ringe i vandet, han var ikke sikker på om kuglen var begravet dybt nok til at han kunne dø af det, men nu var det også første gang han havde ladet sig blive ramt siden han var blevet forvandlet, så han havde ikke rigtigt noget at referere til. Med et højlydt bump satte han sig ned og råbte kommanderende, "Tanja! få din røv herned og hjælp mig med at få pillet det lort ud af mig", han blødte noget mere end han havde regnet med et dødt væsen kunne gøre, så han trykkede brutalt en hånd mod såret og himlede irriteret med øjnene, han var bedere trænet end dether, det var en rookie fejl at begynde på at hovere og ikke mindst give sin modstander et nyt våben.
Der lå en tang ved side af ham, den var rusten og ikke særlig lækker at se på, men han mente ikke at det ville gøre den store forskel, han kunne vel ikke rigtigt få blodforgiftning mere. Han tog tangen op og kiggede lidt på den inden han jagede den ind i såret og rodede rundt efter kuglen, han kunne mærke den, men kunne ikke få fat på den selv, "TANJA! KOM SÅ HER! DU KAN ÆDE ALL DE IDIOTER DU VIL BAGEFTER!", han prustede da han trak tangen ud og kiggede på hvordan den var smurt ind i hans næsten sorte og nært ikke flydende blod, en sur lugt af brændt kød sprang samtidig fra såret og fik Alexander til at rynke på næsen, det hele var en anelse pinligt, men hellere det kun var Tanja der så ham sådanher end så mange andre mennesker og væsner han kendte.

Hun fulgte slet ikke med i kampen nede for hende, og var allerede i gang med andet offer, da det andet var fuldstændig drænet for blod. Det var først da hun mærkede smerten i maven, som var det hende selv der var blevet skudt, hun krympede sig lidt, og kiggede ned på Alexander der var krympet sammen for enden af en kasse, mens at Khan lå død på gulvet i en stor pøl af blod. I et øjeblik var hun fuldstændig lammet af smerten, og kiggede bare tomt på ham, mens at blodet både løb ned af hendes mundvige, og hænder.

Det var først anden gang at Alex brølede af hende, at hun lagde mærke til at han måske kunne dø, trods alle de gangen hun faktisk havde prøvede at gjort en ende på ham, gjorde det ondt at tænke på at se ham gå, og hun blev næsten bange ved ikke at skulle have ham ved hendes side, især nu hvor han havde forvandlet hende.

Hun slikkede hurtigt hendes fingre, og tørrede det meste af blodet væk fra hendes ansigt, men det der var løbet ned af halsen og hendes bryst var hun sådan set ret ligeglad med, mens hun hoppede ned fra catwalken. Sikkert landede hun på hendes ben, som en kat der var blevet smidt ned fra et bord, hun rejste sig selv sikkert op, hun kunne godt mærke at jo mere blod hun drak jo stærkere blev hun.

Med fem hurtige skridt var hun over ved hendes skaber, og kiggede bekymret på ham.
,,Uheldigt'' mumlede hun, og kiggede på såret.
,,Men jeg kan ikke hjælpe dig hvis du sidder sådan der, du bliver nød til at ligge dig ned'' hun lød hverken hånende eller på anden måde overlegen over at han var blevet skudt, hendes stemme var faktisk utrolig rolig når man tænkte på at han var tæt på at dø.

Hun skubbede ham ned og ligge, tog fat i tangen og udforskede hullet, med et hurtigt tag tvang hun tangen ned i hullet, rodet hurtigt rundt og fik så et ordenligt greb omkring sølv kuglen som var ved at æde godt op af hans krop. Da hun trak den ud, måtte hun rynke en smugle på næsen over den fæle lugt den bragte, brændt blod og kød sad stadig på, hun smed den væk fra sig og kiggede lidt på ham, han var jo næsten kær at kigge på når han lå der og var ved at dø, hun smilede lidt til ham med et blink i øjet.

Af instinkt satte hun sig bag ham, lagde hans hoved i sit skød, bed hårdt i hendes håndled så hun fik ordenligt fat i pulsåren, og førte det ned til hans mund, hun havde lige drukket, og der var endnu et lig hvis hun havde brug for mere når Alexander var færdig så han kunne heale ordenligt op igen.

Alexander kiggede på hende med et løftet øjenbryn og et blik der fortalte at han havde lyst til at råbe af hende, men han lod være og bed tænderne sammen i smerte i stedet. Hvad var det for noget at sige? Uheldigt? Ja for pokker det var uheldigt, det var ikke fordi han gjorde det i at lade sig blive skudt ofte, det var faktisk første gang han nogensind var blevet ramt og ikke bare havde kunne smide en forbinding på med det samme. Han forbandede Khan og hans stædige sind, det kunne endnu være lykkes for mennesket at slå ham ihjel også selvom det var fra den anden side af graven... dumme nar. Kort svimlede det for Alexanders øjne, men da han opdagede det tog han sig sammen, han skulle ikke sidde der og blive gråggy på grund af at han var blevet skudt, han var stærkere end dether og han skulle helt sikkert ikke gå den sande død i møde.
Da Tanja begyndte at sidde og vifte med tangen lukkede han bare øjnene og ventede på at hun skulle få hevet kuglen ud af ham. Smerten der fulgte var dog større end han lige havde regnet med og han kom med et brøl der mindede om en løves, mens han greb Tanja om halsen og klemte til et øjeblik, inden han anede hvad han gjorde og faldt tilbage ned på sin ryg igen. Den lille ting på størrelse med en sølvknap var smurt ind i blod og brændt kød, det virkede som om den lå og spottede ham, der hvor den lå på jorden, et vidne om at han ikke havde tænkt sig om som han ellers burde gøre, som en erfaren herre i denne branche.

Da Tanja satte sig bag ham og tilbød ham hendes blod, havde han til at starte med ikke lyst til at drikke og afviste hende, men smerten i hans mave fik ham til, modvilligt, at drikke blodet fra hendes håndled. Han var glad for det var Tanja der så ham på denne måde, selvom de ikke var venner, var hun det nærmeste han havde på det og han regnede ikke med at hun kendte nok i byen til at nogen ville tro på hende hvis hun begyndte at gå rundt og fortælle om hvor skrøbelig han i virkeligheden var. Han kunne mærke den varme fornemmelse brede sig i hans mave og såret begyndte at snurre sig sammen og forsvandt helt til sidst, havde han kunne, havde han svedt som en hest, men i stedet var han lidt mindre kold end han plejede at være, Tanja ville måske opdage det og gjorde hun ville det ikke være en skam.
Alexander tog en hånd ned på stedet hvor såret før havde været og fik hånden fuld af blod, "Så sgu da fanden" han mumlede lavt, mens han opgivende viftede med armene. Han drejede hovedet og kiggede op på Tanja og gav hende et anerkendende smil, "Du har gjort det godt, jeg er stolt af dig, men en anden gang bliver man helt færdig inden man begynder at æde modstanderen", han kom med det tætteste han kunne på et grin uden helt at grine "Jeg er sikker på du nok skal blive en fantastisk vampyr". Alexander kiggede hende i øjnene og smilede et øjeblik inden han lænede sig op på albuerne og gav hende et kys på læberne, "Jeg har savnet dig... mere end du tror".

Hun løftede udfordrende det ene øjenbryn, da han roste hende for at havde klaret det godt.
,,Bliver jeg nød til, ellers kommer du jo efter mig'' drillede hun, og kiggede lidt rundt, det havde ikke været det største problem at lade ham drikke fra sig, hun sukkede kort, og kiggede ned på det mishandlede håndled der have fire huller, men et efter et lukkede de sig langsomt i igen, som havde de aldrig været der. Denne kræft, hun følte sig næsten uddødelig. Et kort suk gled ud fra hendes læber, mens hun bare sad i sin egen verden, og gudhjælpe hende om hun ikke allerede var sulten igen, hun havde lidt på fornemmelsen at sådan ville det være i en del tid endnu, hvor lang tid kunne hun ikke svare på, faktisk vidste hun jo slet ikke særlig meget omkring at være en vampyr, og hvordan hun skulle træne sine kræfter.

Men hvis Alexander havde haft en plan omkring at forvandle hende, havde han vel også planer om at træne hende, så hun kunne være en større trussel for de mennesker der ville gå imod ham. Det undrede hende ikke at han var sådan, at han tog en af sine tidligere ærkefjender og gjorde personen en allierede mod sin egen vilje, band personen sådan til ham, at der ville gå rigtig mange år før at hun kunne sige ham imod igen. Hvad hun forventede af ham, ville han gøre hende om til en dræber maskine, om han havde brug for hende til at producere våben og bruge hendes indtilligens det måtte tiden vide, han havde aldrig rigtig virkede som typen, der var særlig god til at indrømme at nogen kunne komme med bedre idéer end ham selv.

Hun rynkede brynene og kiggede på ham, da han faktisk sagde noget direkte sødt til hende, sagde at hun ville blive en fantastisk vampyr, hvad havde han lige indtaget? Hun løftede det egne øjenbryn, og mærkede så hans læber imod hendes egne, forbløffet trak hun sig tilbage. Dette var ikke nogen god idé, det måtte han da vide! Men ikke fordi hun ikke havde lyst, hun kunne mærke hvordan hele kroppen sitrede efter ham, men måske bare lige denne ene gang?

Hun lænede sig imod ham og lukkede øjnene mens hun pressede hendes læber en anelse hårdt imod hans. Dette var virkelig en forfærdelig idé, men måske bare en lille smugle, hendes hånd greb fat omkring hans baghoved, og fingrende gled langsomt ind i håret, mens hun pressede ham tættere på sig.

Pludselig slap hun så sit tag.
,,Nej..." mumlede hun så og rejste sig op og kiggede væk, og trods for at hun havde fået at vide hun ikke skulle svare igen, lod hun alligevel de næste ord slippe ud af hendes mund.
,,Det er ikke nogen god idé, det ved du udenmærket godt: tænk på hvor vi ende sidst'' sagde hun stille, og lagde armene over kors, og kiggede alle andre steder end på ham.

Han nød hendes læber og kunne mærke hvordan hun hungrede efter smagen af ham lige så meget som han havde hungret efter hende, det kunne godt være der havde været andre forhold imellem, men hans og Tanjas forhold havde nu altid været noget specielt der for det meste havde resulteret i at en af dem var blevet såret og havde svoret hævn, men igen når de havde mødt hinanden alligevel ikke havde kunne holde nallerne fra hinanden. Vold og ødelæggelse var de ting som altid fulgte i kølvandet på hvor ham og Tanja befandt sig, så hvem ville ikke være bedere til at være med til at tvinge Di Morga i knæ på en helt ny måde der ikke bare placerede en monark på tronen i Abbadon. Den trone havde ikke været behagelig at sidde i, folk ville en til livs uden grund og alle havde af uforklarlige grunde lyst til at tage det fra en, som man havde brugt evigheder på at opbygge.
Lysten til at gøre store ting havde været der, evnen havde også været der, men opbakningen fra befolkningen som han havde regnet med var ude blevet og en borgerkrig af dimensioner som ingen havde kunne forudse havde rystet hele landet i dets grundvold. Der var så meget godt han kunne have gjort, der var så mange ting som han aldrig fik lavet til fordel for alle og altsammen kun på grund af de elendige mennesker, der sammen med deres engle og andre 'gode' skabninger ville spænde ben for alt hvad de ikke anså for perfekt, men sandheden var at der altid var nogen der kom til skade, der altid var nogen der måtte tabe for at andre kunne vinde.

Da Tanja trak sig væk fra ham kunne han ikke andet end at smile lumsk, de havde nu begge smagt den forbudte frugt og han kunne se i hendes øjne at hun var lige så draget af ham som han var draget af hende. Han løftede sig den smule han kunne på den måde de sad, han kiggede på hende med de gennemborende grønne øjne og det lumske smil forblev på hans læber. Samtidig med at hun begyndte at sige det sidste, løftede han sig det sidste stykke og kyssede hende på munden igen, "Du snakker for meget Tanja, du snakker alt for meget og denne gang er vi ikke fjender, men spiller på det samme hold", Han blinkede til hende og vente rundt så de sad og kiggede på hinanden, han kunne mærke at han var tiltrukket af hende på præcis den samme måde som første gang han havde set hende. Roligt lod han en hånd kører op til hendes hoved og igennem hendes hår, han trak hende tættere på og søgte hendes øjne i et forsøg på at finde ud af hvad der hun mente om dether, eller om han gjorde bedst i at stoppe hans forehavende.

Hun dumpede dog ned på jorden igen, og kiggede lidt ned på hendes militær støvler, han fik hende altid til at føle sig som en lille pige, hvorfor? Han skulle tag og holde op med at have den virkning på hende, og det gjorde det bestemt ikke bedre at han havde forbedret sig udseene betydeligt siden sidst, ikke fordi at hun ikke havde fundet ham tiltrækkende før, hun havde et eller andet med mænd og ar.

Hun havde lyst til at stikke ham en flad da han kyssede hende igen, hørte han da overhoved ikke efter? Hvad var der med ham, var han blevet en eller anden mærkelig lille skolebarn, som så gerne ville have det, som han lige havde fået afslag på, og så gik hen og gjorde det alligevel, trods for de skader og mén det kunne skabe senere hen i livet.
,,bare fordi vi spiller på samme hold, gør det os ikke til venner'' skulede hun til ham, og havde stadig armene over kors, var han virkelig så naiv, hun kunne ikke tillade sig at få følelser for ham, det havde været tæt på sidste gang, og se hvordan det havde bragt hende, nu en af nattensbørn, og blevet trukket med i et spil som hun aldrig havde haft lyst til at være en del af, hun kunne ikke se logikken i det!

Hvis det ikke havde været fordi at hun altid ville være så bleg som sneen selv, så havde den røde farve hurtigt bredt sig hendes kinder, hun var så vred, og hun vidste ikke en gang rigtig hvorfor, måske over at hun ikke vidste hun var vred? Hvor var det alt sammen så forvirrende, hvorfor kunne han ikke bare lade være, hvorfor skulle han gøre dette.
Fuck.

Hun kunne mærke kuldegysningerne glide igennem hendes ryg, læberne skilte sig langsomt fra hinanden.
,,Du er ikke rigtig klog..'' sagde hun med en silkeblød stemme, og lænede sig så langt frem, at hendes ord nåede lige ind i hans øre gang, hvor efter hun nappede lidt i hans øreflip, hvor efter hun skubbede ham så væk, måske lidt hårde end hun havde tænkt sig, men nok til at skabe en form for afstand i mellem dem.
,,Du har ydmyget mig nok for denne gang, kom igen en anden dag og prøv igen'' brummede hun irriteret, og mente hendes ord meget alvorligt, måske, helt sikkert en dag, men ikke i dag, og ikke her, også kunne det også være lige meget hvem der var den stærkeste af de to, hvem der var skaberen, og hvem der skulle følge efter hvem.

Alexander elskede at hun blev så sur på ham, det eneste det beviste overfor ham var at han havde helt ret når han antog at Tanja havde et eller andet overfor ham, om det var gengældt var han ikke sikker på, men det var som altid sjovt at lege med Tanja på denne måde, for hendes enormt skarpe sind og absurde IQ ville begynde at analysere alt hvad han gjorde fra nu af, for at tolke om det var en eller anden for for tilnærmelse. Han måtte være ærlig overfor sig selv, hun var det tætteste han nogensinde havde været på rigtigt at elske nogen, selvfølgelig var der andre der igennem tiden havde haft en placebo plads i hans liv, fordi hun ikke var der, men de havde ikke haft nær nok indflydelse på ham til at han ikke bare ville slå dem ihjel hvis de blev for besværlige, det var noget andet med Tanja, selv da han gerne ville havde han ikke kunne få sig selv til at slå hende ihjel.
Han smilede til hende da hun fyrede den spydige kommentar af og rejste sig, "Nej nej nej, så lad være med at kalde det venner... vi er et hold, hvor jeg bestemmer og du udfører præcis som jeg beordre dig til, fordi at jeg kan ende dit liv med et ryk fra lillefingeren", Alexander smøgede ærmerne op på skjorten og begyndte stille og roligt at gå over mod den fjerne væg, hvor et stort relæ sad på væggen. Med en næsten hånlig stemme talte Alexander til Tanja over skulderen, "Jeg har aldrig nogensinde givet dig anledning til at tro jeg var normal har jeg? for i så fald har jeg fejlet grumt i noget af det jeg syntes jeg er bedst til". Han nåede frem til relæet og tog fat om et håndtag, "Jeg er slet ikke færdig med at ydmyge dig for idag!", han hev i håndtaget og al strømmen i hallen forsvandt, så der blev mørkt som i den dybeste hule.

Efter at mørket havde lagt sig smalede Alexander et jernrør op fra gulvet og begyndte at slå det stille roligt mod gulvet så der kom en rungende lyd, "Lad os lade som om at du befinder dig i et mørkt pakhus, med en af de stærkeste vampyrer i verden og førnævnte vampyr har en voldsom lyst til at slå dig med førnævnte jernstang, det eneste problem er at vampyren med jernstangen er meget, meget god til at forsvinde og du ikke aner hvor han er henne om to sekunder". Alexander gjorde sig usynlig og bevægede sig lydløst og hurtigt tæt på Tanja og svingede jernstangen mod hendes mave mens han råbte "Brug dine instinkter og undvig når jeg slå ud efter dig". Efter han havde slået efter hende med fuld kraft fra sine evner løb han væk igen og gemte sig, så han var klar til at kaste sig over hende når hun kom på benene igen.

Hun stirrede koldt på ham, hvad han havde han gang i? Hvad var det lige han prøvede at fortælle hende uden at fortælle noget overhoved, hun brummede lidt, og kom op på begge ben, mens hun fulgte ham med øjnene som han gik hen mod relæet, hvad fanden havde han gang?

Hun sukkede, da den sidste sætning undslap hans læber, var han seriøs? Hvad fanden havde han også gang i, den opblæste nar, man vidste aldrig hvor man havde ham, aldrig! Så hvorfor var hun så i det hele taget så overrasket når det kom til stykket? - Hun vidste, hun kende ham jo forhelvede, men alligevel, holde han aldrig op? For mindre end tyve minutter siden havde han været meget tæt på at dø, for mindre end fem minutter siden havde han prøvet at komme i bukserne på hende og nu? Nu ville han have hende til at træne, og ydmyge hende mere. Thats it, han var virkelig rablende gal mere end han havde været før i tiden, det der vampyrnisme, eller hvad man nu kalde det, havde helt klart steget ham til hjerne, for det der her han foretog sig lige nu, var bestemt ikke normalt, i nogen form for væsens hoved.

Hun kunne se ham for en kort stund, hun var faktisk overrasket over hvor godt hun kunne se når det var fuldstændig ravne sort i rummet, men da han pludselig forsvandt måtte hun dog hævet øjenbrynet, han havde jo stået lige der? Mere nåede hun ikke at tænke før at jern stangen slå hende, det var ikke logisk, hvis han var usynlig, hvordan kunne hun så ikke se jernstangen? Den kunne han vel da hellere ikke gøre usynlig, eller, kunne han virkelig det?

Hun greb sig om maven, og sank ned på det ene knæ mens hun ømmede sig en smugle, han havde ret han ville ydmyge hende mere end han allerede havde gjort, og hun havde også på fornemmelsen, at for resten af hendes liv ville hun aldrig nogen sinde slippe fra den ydmygelse at hun faktisk både burde tage hævn for han havde dræbt hende, men lige så være taknemmelig for at han havde givet hende et nyt liv igen.

Hun rejste sig op, men samlede denne gang selv noget der kunne minde om en jernstang op, denne gang var hun klar, han skulle ikke have lov til at slå hendes så fratalt i maven igen, hvis hun havde været et menneske, havde hun jo fløjet en halv meter tilbage i lokalet, og havde været udsat for store indre blødninger, samt flere brud på hendes ribben.

Han kunne vente sig.

Alexander sad og trak vejret langsomt bag en kasse, mens han af og til betragtede Tanja, ved at stikke hovedet frem fra sit skjul. Det var egentlig ærgerligt at de aldrig rigtigt havde kunne finde ud af det med hinanden på et andet plan end at snyde hinanden og knalde som kaniner når ellers chancen eller nødvendigheden var der, der havde været 'sjovt', på en lidt sørgelig og trist måde der vidnede om at ingen af dem havde det godt med hverken sig selv eller de mennesker de normalt havde været i nærheden af. De var i bund og grund begge to nogen triste sjæle, der havde fundet en måde at tørre deres vrede og irritationer af i hinanden, så det kun var gået ud over omverdenen i et mere moderat omfang. Sandheden der gik op for ham der bag kassen var nedslående, det 'forhold' de havde haft dengang var endnu mere sølle end det som Alexander havde haft med Kajika. Han tog sig til tindingerne og klemte øjnene sammen, *47 år gammel og 2 som vampyr og det eneste damerne skal gøre er at blafre lidt med øjenvipperne i min retning og så er jeg solgt*. Han kiggede ned på jernstangen i hans hånd og smilede svagt, *jeg tror sgu jeg er ved at blive helt rablende... meh, might as well enjoy it*.

Alexander rejste sig fra skjulet bag kassen og gjorde sig synlig, "Du får en lidt større chance denne gang!", han begyndte at løbe mod hende i så høj fart han kunne, mens han svingede jernstagen mod hendes venstre skulder, ramte han ville det gøre ondt som bare fanden og hun ville huske at hun ikke skulle lade nogen tage hende på sengen med et drøjt og skævt hug. Han anede ikke hvor hendes kræfter lå hende, eller hvor stærke de var endnu, det var det der var så spændende at finde ud af, om hun havde fået nogen af hans, hvis han selv skulle sige det, ret så perfekte nærkampsfærdigheder. Havde det været ham der blev mødt med en jernstang var han bare blevet stående, jernet ville krølle som en sløjfe rundt om ham og det ville gøre ondt, men han ville som sådan ikke blive såret af det og det ville have en fantastisk 'shock & awe' effekt på modstanderen.
Midt i springet frem mod hende, opdagede han våbnet hun havde i hænderne, men det var for sent, hvis hun var så smart som han vidst hun var, ville hun træde et skridt til siden og hakke ham så hårdt over nakken med våbnet som hun overhoved kunne, det var trist at han ikke kunne tænke længere end til bare blindt at angribe, men på den anden side, når han nu var vendt til at ingen rigtigt kunne skade ham, hvorfor skulle han så huske at forsvare sig, det kunne være at Tanjas IQ ville blive et større problem end hendes kræfter, da det ikke var utænkeligt at hun ville være flere skridt foran ham hele tiden mens de kæmpede.
Det som overraskede Alexander mest, var faktisk at han ønskede at hun skulle give ham en over nakken. Det ville være godt for hendes moral og det ville tjene ham som en reminder om at hun ikke var til at bide skeer med¨og at han skulle huske hvor pokkers dygtig hun var til at udtænke og udmanurere folk der ikke selv tænkte helt klart.

De lilla øjne betragtede lagerhuset, måske kunne hun bedømme det bedste scenario omkring hvilken form for strategi han ville køre på hende, ville han bare angribe fra alle sider så hurtigt som muligt, eller ville han vælge en lidt mere snu teknik, eller måske den mere frembrusende metode, hvor han bare ville løbe direkte imod hende, og slå i håb om at ramme, eller måske endda i håb om at hun kunne slå tilbage. Men hun var ikke helt sikker på om hun overhoved kendte ham nok til, at kunne bedømme hvor fanden han ville komme frem. Dette kedet hende, og hun forstod slet ikke hvorfor han fandt det en god idé at træne hende på denne måde, måske var det der gjorde at det irriterede hende, var at hun slet ikke havde lyst til dette. Hun forstod vel et eller andet sted godt, at det var smart at træne hende, mens hun stadig kunne indtage informationer hurtigt, hun kunne jo selv mærke hvordan at hendes hjerne havde arbejdet på højtryk efter at hun havde vågnet, som et helt menneske, eller bedre betegnet et nyt væsen.

Lort tankerne dannede sig allerede i hendes hoved, hun vidste godt hun tænkte for meget, og det nogen gange bragte hende i fedtefadet, hvor uopmærksomheden ville ramme hende i det sekund, hvor det var mest nødvendigt at være på vagt. Hun mumlede stille for sig selv, hvor efter at hun nu var blevet så træt af det hele og måtte derfor hæve sin stemme og råbe;
,,Forhelvede Alexander, jeg er træt af dine julelege!'' mere nåede hun ikke at sige før at hun hørte hans stemme; Du får en lidt større chance denne gange. Det var hendes keyword til at denne gange ville hun få mulighed for at slå tilbage, ikke kun for nu her, men lige så meget for deres slåskamp hvor hun havde været direkte hjælpeløs over for ham, det stak stadig i hende. Det havde ramt hende hårdt i hendes selvbevidsthed, at hun havde været så naiv at hun havde troet hun kunne tage ham ned, på den måde hun havde frembruset sin taktik, hun havde jo næsten bedt ham om at komme og dræbe hende, faktisk nærmere inviteret ham direkte ind i stuen og sagde, her er kniven og en pistol, du vælger selv hvordan du vil dræbe mig.

Hun nåede lige at se sit snit, da han sprang efter hende, for at slå hans jern stang imod hendes skuldre, hun trådte til side, men ikke helt tids nok, da hun stadig kunne mærke hvordan at jernrører ramte hendes skulder, og hvordan at noget af huden skrællede af, sammen med et god luns af hendes trøjes ærme. Hun svingede hendes eget våben imod hans nakke, hun smed derefter sit våben fra sig og sprang i stedet efter ham, i håb om at i hvert fald nå at fange hans ben og knalde ham imod gulvet. Dette var mere i form for at bevise at hun ikke var så nem at koste rundt med, og ville egentlig bare rejse sig fra den jord hun havde ville ramme lige så hårdt som Alexander, hvis hun faktisk havde formået at få fat i hans ben. Hun rejste sig op, og man kunne se hvordan at støvet havde lagt sig hen over hendes ansigt. Hendes brystkasse hævede sig stille og roligt, man skulle tro at nogen havde smidt hendes tøj igennem en træhakker og givet hende det tilbage igen bag efter, for at hun kunne tage det på. De havde revner over det hele, samt det ene arme sad så løst, at hun valgte at rive det helt af. Man kunne skimte den veltrænede mave inden under hendes sorte trøje, på grund af de store huller den havde fået. Dette var bullshit, og hun gad ikke mere, hun var udmattet, og ville bare slappe af!
,,har du ikke snart bevist nok i dag?'' sagde hun mest i håb om, at han faktisk ville sige det var nok for idag, og de bare kunne, tage et sted hen.. og sove.

Julelege!? JULELEGE!? Det var fandengalema ikke julelege det han lavede med hende. Givet tidspunktet måske var lidt uheldigt valgt til en omgang hurtig træning, men alligevel. Den træning han gav til hende kunne meget vel være forskellen mellem at hun døde helt eller overlevede, når hele lortet begyndte at vælte til den ene eller den anden side. Måske havde Tanja været en af de bedste soldater og spioner som Alexander overhoved havde kendt, men det var før han selv blev forvandlet og han opdagede, hvor håbløst bagefter man ville være som et menneske i Di Morga, hun kunne ikke bare tro at hendes fantastiske hjerne ville kunne redde hende hver eneste gang mere, der var en million andre ting som fra nu af kunne spille ind på hvordan hun kom til at opleve et slagsmål. Han måtte være forsigtig med hende i starten også selvom hun ville hade ham for at være beskyttende, men hun havde ingen anelse om hvad det ville sige at kæmpe mod andre med magiske kræfter, han kunne ikke engang være sikker på at hun anede at de andre racer der beboede landet fandtes.

Alexander så stjerner da han mærkede en tung genstand ramme ham på siden af hoved, hans eget våben havde også truffet dets mål, men det lagde han ikke så meget vægt på. Han kunne mærke hvordan Tanjas våben bøjede sig rundt om hans hoved og fik en let buet facon, han takkede hvem end det var der havde sørget for at han havde fået sine kræfter, for at gøre ham i stand til at tage imod afstraffelse som normale væsner ikke ville have overlevet. Han kom lidt konfus på benene og tumlede rundt, inden han kunne finde ud af hvor henne Tanja stod, han hvæsede af hende og skubbede hende op af en væg, mens han klemte om hendes hals, ikke at det ville gøre noget, luft var ligegyldigt for hende nu, men det var mere signalet han ville sende, "Du skal ikke tro at jeg gør dether for sjov, jeg er røv ligeglad med om du er træt eller ved at dø af slut, du er nød til at fatte at jeg er din bedste chance for at overleve i dether land, du aner ikke en skid om hvad der kan slå dig ihjel og hvor mange der ønsker at gøre det, af den simple grund at jeg har noget med dig at gøre", han slap hende, men stirrede hende ind i øjnene, "Så spar mig for dit tuderi og begynd at opfører dig som noget andet end en forkælet møgunge".
Alexander kiggede på hende i nogen intense øjeblikke, hvor han overvejede om det virkelig havde været det rigtige at forvandle hende med henblik på at gøre hende til den ultimative håndlanger. Hendes måde at gøre det af med Khans soldater og faktummet at hun rent faktisk havde ramt ham, da han angreb, talte til hendes held så meget til hendes fordel at han valgte at se bort fra hendes frækheder.

Alexander kom med et sidste vredt hvæs mod hende, inden han drejede rundt på hælen og marcherede ud mod motorcyklen, "Vi Kører til Ravenwood bygningen... Jeg får nogen til at sætte et værelse op til dig", han standsede og lavede et elevatorblik henover skulderen mod hende, "Og jeg får nogen til at sørge for at du får noget andet tøj".
Han satte sig op på motorcyklen og tændte den og ventede egentlig bare på at Tanja satte sig op, så de kunne komme afsted, desuden var der ikke andet end en time til at solen stod op, så de skulle skynde sig, hvis de ikke ville fanges et eller andet dumt sted.

Hun blev lidt chokeret da hun mærkede hans hånd der lukkede rundt omkring hendes hals, men kunne ikke lade være med at lade et lille smil spille hen over hendes læber, det var mere som hun kende ham.

Hun stirrede direkte tilbage ind i hans øjne, han skulle ikke tro han skræmte hende, hell hun havde været gift med en Ild dæmon, eller, faktisk var hun jo stadig gift med den idiot. Det var lidt svært at blive skilt når man ikke kunne finde modparten, og man kunne ikke være sikker på om personen var død eller ej, men hun kunne mærke det, helt inde i hendes knogler at han bestemt ikke var død, og derfor kunne hun ikke vente med at finde ham. Det ville ikke blive et kønt syn, men et eller andet sted vidste hun jo godt hvordan det ville ende.

Hun rystede tankerne fra sig, og med et hævet bryn, og hånden rundt omkring halsen hvor han havde holdt hende fast, ytrede hun ikke et eneste ord, der var ingen grund til det. Desuden synets hun at kunne erindre at hun havde fået at vide, at hun ikke skulle snakke, og hun kunne godt mærke at hun bare ville gøre det værre for sig selv hvis hun skulle stå og spille flabet nu, noget havde været at gøre det over for ham, når han var fast spændt et eller andet sjovt sted, noget andet var når han var så meget stærkere end hun var, og fuldt ud bygget til at rive hoved af hende, hvis det nu var det han havde lyst til. Jo hun kunne vel sagtens se vigtigheden at træne, og hun kunne også forstå at det ikke bare var sådan lige at blive noget helt nyfødt, og man måtte ikke tage de gaver man havde fået forgivet, og derved tro at man var meget stærkere end alle andre - det kunne jo gå hen og gå grueligt galt.

Hun hvæsede kort af forkældet, hvis der var noget hun aldrig havde været var det forkældet! Alt hun havde, havde hun været nød til at kæmpe for, og med en far som hun havde haft, var det ikke nemt at hedde Malcovich, de kunne næsten havde kaldt deres baghave en kirkegård, med de mennesker han havde ryddet afvejen, hun huskede stadig tydeligt den første gang hun var blevet taget med, hun havde været intet mindre end sytten år gammel. En pistol var blevet lagt i hendes hånd, og derpå fået at vide at denne mand havde stjålet fra virksomheden, og han derfor skulle straffes. Da hun havde nægtet og sagt at det kunne hun ikke, havde hendes egen far puttet en pistol imod hendes tending, hvor efter han var begyndt at tælle ned fra ti af, til da faderen havde nået tallet to, havde Tanja i frygt for sit eget liv affyret skudet og dræbt manden.
En skuffelse, det havde været det eneste hendes far havde at givet af respons på at hun lige havde taget en anden mands liv - men det var der ingen andre end hende der nogen sinde ville komme til at vide, aldrig havde hun delt med nogen omkring de hemmeligheder, de ting hun hadet, hvem hun egentlig i virkeligheden var, var der ingen der havde fået lov til at se. Gemt bag en facade af hendes klogskab og kyniskhed, var blevet en virkeligelighed hun ikke længere kunne løbe fra, spørgsmålet var, om hun overhoved var i stand til at kunne genkende sig selv, hvis der var nogen som beskrev hende.

Med et tomt blik havde hun stået og stirret ud i luften, og det var først da hun hørte motoren fra motorcyklen brumme, at hun blev vækket op fra sin trance, hun løb hurtigt ud af lagret og hoppede elegant og hurtigt op bag Alexander.
,,Så lad os komme afsted'' hviskede hun hæst, og lagde armene omkring hans mave og trak sig tættere på ham, og lagde hoved på hans skulder og lukkede øjnene. Hun var træt, og synes hun havde skulle opleve rigeligt på en dag.