Et Møde Med Døden?

Sted: Sombre Park ved god aftens tid, solen lader kun mørkerøde striber male himmelen som dens sidste farvel inden den lader natten og dens væsner overtage byen. Ved en istykker lygtepæl der blinker hvert femte sekund over en bænk der bliver halvt oplyst af dem.
Tid: 21:55pm.
Dato: 4.June.

_

På en bænk hvis belysning skifter efter hvert femte sekund sidde en skikkelse. Mørk, og skjult af kraven på hans jakke der ligner noget man havde taget ud fra en Dracula film. Hans ene arm hviler tungt på kanten af bænkens ryg imens små mørke røg skyer bliver indviet med luften i et ritual der bliver gentaget gang på gang. En glød lyser mere end andre og falder ned fra smøgen. Personen sidder med lukkede øjne og lytter, på fodtrin, vejrtrækning, hvad der nu kunne afsløre at et andet væsen havde kommet frem til dette mødested. Aftalen var klar og kontant; Stemmen ville at der skulle indgås en aftale med vampyrerne og dæmonerne, men om den ville tiltale denne person som han ventede var ikke til at sige.

Og døden var der der mødte frem, med et smil på læberne, der kunne skære enhver citros frugt i tusinde stykker. "Goddag den herre" Lød ordene, formet af kødfulde læber. Ingen varsel havde der været, ordene var blot blevet udtalt, få meter overfor manden stod han. Lucas Raguel Kain Conely. Det rafinerede vampyr samfunds leder. Han smilte ad manden. Lucas elskede at være uforudsigelig, og havde derfor via vampyriske evner og store mængder blod, valgt at nærme sig lydløst, og først dukke op i sekundet han mente det var passende. "Lucas Raguel Kain Conely" Præssenterede han sig, rækkende hånden frem mens han tog et skridt frem imod manden. Han var iklædt sort jakkesæt, sort slips, sort jakke, sorte bukser, og en enkelt hvid skjorte. Hans nazi blonde hår var redt tilside i en upåklagelig sideskilning. Som altid. "Men enhver form for kortere version er velkommen"

Ma'lakel åbnede øjne idet han kunne lugte stanken fra en af de udøde. Den var velkendt men denne her var på en måde mere sød end alle de andre. Hans grønne bæst øjne hvilede over på en herre der var personen han havde ventet på. Men selvom han havde lugtet ham, gik der alligevel et lille sæt igennem halv-dæmonen da han så på den fejlfrie vampyr. Han havde set mange vampyrer men ingen havde vist lige så megen perfektion og anstændighed som denne. Dette måtte være den rigtige vampyr at snakke med hvis man altså ville indgå aftaler.
Med et anerkendende nik rejste han sig op fra bænken og tog vampyrens hånd. Han lod en en sidste røg sky forlade ham inden han sende smøgen på en lettere elegant flyvetur igennem luften og ned på den kolde jord.

,, Ma'lakel Lemoris... Hr.Conely."

I modsætning til Lucas var Ma'lakel sjusket og lignede mere en fodsoldat end en aristokrat. Hans strittende hår havde dets eget liv og spredte sig i vidt forskellige retninger. Ved hans side hang en pistol i et sort læderbælte der holdt nogle slidte cowboy bukser oppe som blev samlet i enden af nogle sorte militær støvler. Som det eneste halvt anstændige på ham havde en en sort skjorte på der trods alt så mere ren ud en resten af ham.

Han tørrede diskret hånden af i sin jakke. "Malakel" gentog han. "Glimrende... Men, Malakel, det er kommet mig for øre at du ønsker at indgå en form for midlertidig alliance mellem vores to grupper af uvæsner" Han lagde hovedet lidt på skrå da han ytrede dette. "Er det korrekt?" Han lagde hovedet tilbage, smillende til denne dreng. Han var jo ikke andet end en knægt, et barn der skulle disiplineres. Han bed sig i tungen, havde han stadig haft sin dødelighed og sine lyster indtagt, havde barnet indgydet ham en instinktiv beskytter trang. Men denne blev presset i baggrunden af fornuften.

Han drejede lidt på foden, og begyndte at spadsere hen af vejen, han mente ikke det var klogt at blive stående for længe, og på denne måde, løsnede det også lidt op i de sociale bånd, som Malakel med hans dødelighed stadig var bundet af. Man læst ikke til sociolog for ingenting! Han kiggede på sit ur, der var massere af tid. Han rullede forsigtigt med skuldrene, og begyndte stille at regne på det. I de sidste år, var der skudt op med dæmoner som skidt, måske kunne denne dreng give ham forklaringen, og på den tredje side, så ville deres størrelse alene være et vigtigt redskab, om ikke andet, så bare som chok tropper, der skulle ofres alligevel. Noget han helst ikke ville spilde vampyr blod på!

Ma'lakel lagde ikke mærke til da Lucas diskret tørte sin hånd af i jakken, og hvis han havde var det utænkeligt at han ville have reageret på det. Halv-dæmonen lyttede til vampyrens ord og nikkede imens han lagde mærke til den sære gestus han havde set så mange vampyrer gøre før. ligge hovedet på skrå? Hvorfor gjorde de det? Var det en hån? Et slags tegn på at de følte sig over nogen. Han vidste det ikke, men det irriterede ham noget så grusomt at han ikke kunne "vampyrsk".
Idet den udøde gik fulgte Ma'lakel efter, hans hænder skubbede den lange beskidte og halvt ødelagte læder jakke tilsiden så de kunne glide ned i hans lommer. Imens vampyren så på sit ur begyndte Ma'lakel at snakke:

,, Stemmen vil at vi slår os sammen for fælles kaos, destruktion og magt. Der er link som mangler og for at de kan findes bør vi væsener der tilhører den rene side udslette det der er kommet i vejen. Nogle mider, ubetydelige små kravl har taget det der tilhøre os".

De grønne ulve øjne faldt ned på vampyren; afspejlede den naturlige fjendtlighed som altid gemte sig i dem. Dette væsen, der var noget over ham som Ma'lakel hadet med det samme. Måske en form for arrogance? Eller også var det lugten, den forfærdelige søde duft der var kvalmende men tiltrækkende.

"Du skal vide, at masse destruktion kun hører til i tegnefilm" Forklarede han med et smil på læberne. "Vi ønsker en bedre og renere verden, ikke ødelæggelse og magt!" De blå øjne gled over drengen, hele hans attitude skreg på hvordan, han håndhævede disse stereotyper omkring dæmoner og vampyrer, men Lucas nægtede at lade sig stille om side med Dracula og andre forfærdelige tegnefilms vampyrer uden hjerne han var civiliseret, han var organiseret, han var alt der der skulle til for at kunne lede et land. Et kontinent, eller måske en hel verden, kun befolket af de rene vampyre, der var brug en revolution og sådan en ville han stå i spidsen for.

"Men vi er villige til at stå ved jeres side, og når vi tager magten, deler vi naturligvis magten, noget i retning af apartheid styret" forklarede han, håbende at brugen af de finere ord ville gøre at drengen ikke vidste hvad han sagde ja til, hvilket ville gøre det så meget nemmere, og endda give ham en fin undskyldning for også at udrydde dem bagefter. Holde dem som kvæg i anstalter, hvor man tappede blod fra dem, dette ville gøre en vampyrs eksistens meget nemmere, hvis de ikke skulle tænke på manuelt arbejde, blod eller andre basale goder. Naturligvis kunne folk flytte på landet, hvis de mente at de hellere ville leve af dyreblod, og bryde deres hjerne med disse nedværdigende problem stillinger.

,, Du tager fejl", kom det fra Ma'lakel efter en kort pause med stilhed.
Udøde, vampyrer, disse små kravl der svarede til gripe der spiste af dæmoners rester eller dem som dæmonerne fandt for frastødende til at røre. Det var hans opfattelse af disse. Men dette væsen slog piskeslag med tungen, brugte ord som gift, og sine egne visioner som fakta. Ma'lakel kunne lide det, men han var ikke dum, ikke dum nok i hvert fald. De lange ord, den snedige tunge, alt det som vampyren brugte for at mislede ham var et trick han selv havde brugt en gang for mange.

,, Mennesket er indbegrebet af masse destruktion, du og jeg er indbegrebet af masse destruktion. Vi er hverken civiliserede eller kloge, vi vil gerne være det og derfor lever vi i endnu en sød illusion om at vi er det. Men det ændre ikke på vores destruktive natur, vi er bomber Hr. Conely, det er bare et spørgsmål om hvornår vi klikker."
Han så ned på vampyren:
,, Deres pæne tøj, deres velredte hår, jeg gad vide hvilket bæst der er under det, huh? Men det var ikke derfor vi skulle snakke nej, at stå ved vores side er ikke nok. Tro ikke jeg er naiv, nok er jeg dødelig og mere i live end du nogensinde vil være, men jeg har trods alt levet i mange nok år til at vide at de ikke giver deres hjælp ud af venlighed, derfor vil jeg foreslå dette... for det første kunne vi tømme denne verden for alt skidtet, og for det andet ville i stå stærkere i forhold til andre domainer. Du har dine visioner og Stemmene har sin, men i sidste ende har vi samme trussel lige nu. Vi skal have dræbt sort elverne. Taeso's og Taneri's vil leve i The Abyss hvilket din rase skal hjælpe os med at få, tilgengæld vil vi give jer The Heaven's smukkeste skabninger, kvinder, børn.." kort pause. ,, Mænd? De smager trods alt bedre end hvad man kan finde heroppe..Og vi lader jer få denne by samt alt andet som jeres lille lejeplads uden at vores raser behøver gå i en unødvendig krig."

"Og hvilken forsikring kan jeg tage for at i ikke dolker os i rykken, som du selv påstulere er i kun dyr, lavere på fødekæden så at sige, og i vil derfor forsøge at klamre jer højt op.... Vi kan altid tage diskutionen om hvorvidt vi er dyr på et andet tidspunkt! Men altså, hvis DIN race ihvertfald er dyr, hvordan kan du så garantere at i ikke dolker os i rykken, og for det andet, så ønsker vi ikke at dele, vi ønsker ikke at dele verden med jer, tilbuddet lyder om at i slutter jer under vores banner, og lever med os. UNDER os nærmere betegnet, hvis i nægter, er i blot skidt som alle andre" Lucas smilte drillende, nærmest som et skolebarn der havde sagt noget alt for idealistisk, hvilket dette da også kunne klasificeres som. "De sorte elvere er et andet problem, og vi agter at indgå en alliance med dem, hvis i Dyr som du kalder jer, nægter."

Han standsede, og lagde en hånd på Malakels skulder. "Tag det ikke personligt, jeg gammel soldat, jeg kan ikke gøre for det" Klukkede han og blinkede drillende til Malakel, eller det var ihvertfald hvad han håbede blinket kommukerede, og ikke noget i retning af "jeg har lyst til at flå tøjet af dig og gøre slemme ting ved dig" For dette ville ikke være passende, eller ville det? Han slap ham. Hvorefter han kiggede på sit ur, smillende til ham, afventende hvad end han ville sige, han havde trodsalt lige fornærmet hans race. Så derfor vendte han siden til, klar til forsvar eller angreb, hvis Malakel tog det som en fornærmelse, hvilket det da langt fra var. Han rullede med skulderne, løsnende ledene i armene, klar til hvad end denne yngling smed i hovedet på ham, så længe han ikke kunne vende nat til dag, kunne han klare det meste! Solen, var den største fjende.

Kors? Ikke til andet end pynt
Hvidløg? Kun hvis de dødelige åd dem i store mængder, føj hvor kunne de være ubehagelige!
Løbende vand? Aldrig i livet, Lucas badede hver dag!

Men solen, en forfærdelig død over dem alle!

Ma'lakel var tavs, tavs som døden når han listigt gik tur imellem træerne i skoven om natten. Der var ingen tvivl om hvilken følelse som sitrede op i kroppen på ham ved vampyrens ord. En maske af venlighed og inden under et jeg af ondskab. Han trak sig ikke væk da vampyren satte en hånd på hans skulder, tog ikke det blink der blev givet ham som hverken drillende eller forførende. Han vidste ikke hvordan han håndterede dette væsen, vidste ikke den korrekte måde at reagere på hans tilnærmelser på, men hans ord. Der var ikke grænser for hvilken dobbelt moralsk satan den lille blod junkie var. Han snakkede om urenhed, men de havde et meget forskelligt syn på hvad der var urent og ikke. For det første var det mest beskidte væsen der fandtes i Malakel's øjne dem vis illusion var blevet så stor en del af dem at de aldrig ville kunne leve videre uden den, folk som Dådyret, Zann, og Velarian.
I al den tid var Malakel's ansigt udtryksløst og man kunne sagtens være fristet til at tro han ville hoppe på vampyren for at have talt grimt om hans rase, men Malakel's reaktion var fuldkommen anderledes end forventet. Stille og roligt, som en forældre ville se på sit uvidende lille barn trak han blidt på smile båndet i en næsten hånlig men også ufattelig medfølende manér, som syntes han at det var direkte synd for den udøde.

,, Du burde holde styr på dine tunger udøde, dyr, der klamre os til fødekæden for at komme op?",
Han gik et skridt frem imod vampyren.
,, Sig mig hvad er det du er i færd med, åh du som føler dig hævet over dyrene, du som bliver fodret ved at lade bæstet få magt og suge blodet fra de levende?... Og som ikke vil indse at du selv er et af disse dyr.. "
Som Ma'lakel kom helt hen til vampyren begynde han en langsom cirkel der ville starte fra hans næste ords begyndelse og slutte ved deres slutning:

,, Du vil slutte dig til dem, for at gå i blandt dem, hold fjender tættere end dine allierede, du vil op i deres rank stige. Komme tæt nok på, og langt nok ind i deres lille samfund for at finde den lille ting der vil få det hele til at ramle, og give dig en usynlig magt som elverne vil være for blinde til at opdage, og før de ved af det vil du have opslugt dem og gjort dem til en del af din legeplads. Jeg bad jer ikke om at dele, jeg bad jer ikke om at give noget af det I gerne vil have... du burde tænke lidt længere kære Vampyr. Tænk over dine egne ord, du taler som var du bedre men sandheden er om du ikke er lavere, lavere en skidt, lavere end møg? Siden det er jeres rase der er så afhængig af de levende, at i ikke selv kan fører et liv uden dem...".

Med det standsede Malakel foran vampyren, med øjne der lyste af en sadistisk nydelse og et nedladende smil. Han stod tæt på den udøde, måske for tæt til at være sikker hvis vampyren sprang på ham men dæmonen virkede selvsikker, og lyste nærmest: omsværmet af et ego der ikke var til at beskrive!

,, Og sikkerhed? I har lige så megen sikkerhed for at vi ikke falder jer i ryggen som vi har sikkerhed for at i ikke gør, med andre ord... ",
Han lænde sig over den pæne lille vampyr:
,,.. holder i jeres del... gengælder vi tjenesten.."
Hans grønne øjne gled op og ned af vampyren:
,, Det skulle jo nødigt ende i et blodbad.."

Med det trak Malakel sig væk igen, og så ned på vampyren afventende på hans svar og reaktion.

// Sorry for den sindssygt lange post.. jeg lod mig rive lidt med xD

Blodet pumpede i hans øre, han havde sådan en umådelig lyst til at springe på ham, tvinge ham ned, torturere og pine ham indtil han fattede, at man talte pænt i samvær med Lucas Raguel Kain Conely. Men han besindede sig i sidste sekund, hans temperement fik ikke lov at tage overhånd denne gang, og den eneste reaktion der kom, var iskold ligegyldighed. Smillende som om Malakel lige havde påstået at verden var flad som en pandekage, og månen var lavet af ost. Han stod passivt og lyttede til Malakels lange tale, smillende under den hele, og gjorde ikke mine til at reagere, det eneste man kunne se på ham, var en let stramning i skulder musklerne, et forsøg på at holde ham selv i check.
Hvorfor i al verden var denne dreng så gal på den, han lyttede overhovedet ikke til hvad Lucas sagde, han snakkede blot, ville blot høre sin egen stemme, og enhver anden var ikke tollereret, han mindede ham om nogen, men Lucas ville ikke se hvem det var.

"Har du nogensinde prøvet at lytte?" Spurgte han interesseret. "Eller finder du blot din egen stemme så utrolig smuk?" Hans læber gled til side, blot for at afsløre rækken af tænder, og de spidse hjørne nogen af slagsen, disse var lange, og gled endda en lille bitte smule ned over den nederste tand række.

Fordi han kunne, det var grunden til at han stod her, og fornærmede en dæmon, stod og legede en krig på ord, fordi han kunne, det var grunden til de fleste af hans magtdemonstrationer, og dette var blot endnu en. Han tog et skridt frem imod ham. Han kunne røre ham hvis han ville nu, men hvorfor ville han dog det? "Du siger vi er skidt? Men hvem er det der LIGNER skidt, hvem er det der lader sig regere af blodlyst, og lader menneskets latterlige foreskillinger om en, bestemme hvordan man skal være, du lever op til enhver fordom om dæmoner. Hans tunge gled ned omkring tandens spidse, kærtegnede den, som en slange der legede med sine hugtænder, og dette var ikke meget anderledes. "Hvad vil du gøre når de laver en ny stereotyp? Vil du så følge den? Mit bud er ja, det er vel fordi du ikke magter at danne dit eget standpunkt, overbevisning eller ideologi. Du klynger dig til destruktion, som en anden junkie, fordi de giver dig det kick, du ikke for andre steder.... Du er mere død end mig!" forklarede han, han slog arrogant med sit hoved, grunde at hans hår ikke sad helt perfekt mere, det faldt op bag de andre lokker, og den perfekte side skilning var intakt.

hvad vil du gøre når virkeligheden rammer dig?" spurgte han, hviskende, som om det var en elsker i nattemørket han talte til, som om han var slagen i paradisets have. Han smilte til ham. "Jeg kan give dig meningen!" hviskede han, som om det var den dybeste hemmelighed. Han stirrede ham ind i øjnene, de isblå øjne, var fyldt med omsorg. Eller noget der illuderede omsorg perfekt.

Disse ord som vampyren sagde, disse smukke smukke ord. Som prøvede dette væsen at finde et punkt i Ma'lakel der ville kunne få ham til at tikke på samme måde som han havde fået vampyren til at spænde i musklerne. Han kunne mærke det, en irritation i både stemmen og krops sproget, som han opsnappede med det samme. Han spiste af det, sultent som et væsen der ikke havde ædt i flere dage. Hans øjne lyste med noget andet end bare det overvældene ego, en uovervindelighed, som havde han vundet alt og intet ved at have gjort dette væsen vredt. Det var en triumf, for at forårsage vrede os den udøde var lige præcis det han ville opnå, og som altid fik han det han ville have. Han ville se om vampyren virkelig bare var en porcelæns dukke, hvilket det viste sig han ikke var.
Som for at gengælde Lucas smil blottede dæmonen tænderne: i modsætningen til vampyrens flotte glatte tænder var Ma'lakel's gullige og alle sammen skarpe, et tandsæt der passede til et uhygiejnisk bæst! Hans øjne glimtede og hans selvsikre, nedladende smil blev på læberne imens han svarede:

,, Jeg tror nogen gange De glemmer hvad De er min Herre? Deres forbandelse, deres bæst, deres synd, er at De bliver reageret af Deres blodlyst, Deres begær for dette og hvis De ikke for det går De fra forstanden. Jeg besidder ikke sådanne lyster, tilgengæld besidder jeg så mange andre.."

Ma'lakel knep øjne sammen et kort øjeblik imens han så ind i de isblå øjne som vampyren besad. En farve som han havde stødt på i mange væsener, den samme farve der plagede så mange individer. Han så på vampyren som overvejede han noget, tænkte over et eller andet, indtil hans ene hånd stille guidede dens vej op til det sted på vampyren hvor kæbe og hals mødte hinanden. Der lagde han hånden i næsten et fast greb. Han lænede sig forover, modig nok til at blotte det meste af den venstre side af hans hals, hvor tatoveringens snoninger sluttede ved kæbens start, for den irritable vampyr. Så modig og skødesløs. En fugtig varm ånde ville slå imod vampyrens øre da dæmonens læber nåede det: hviskende og med en stemme skrøbelig som et lille barn der fortalte dets bedste ven sit livs hemmelighed, begyndte Ma'lakel:

,, Du har ret.", hviskede han næsten kælent.
,, Jeg er bevis på menneskeenes for domme. Jeg er deres mareridt, jeg er genstand for frygt og pinsel, had og uigengældt længsel, lyst... jeg er alle de ting som mennesket ikke selv tør være. Jeg er... født af deres egen råddenskab! Mennesket ændre sig aldrig, deres frygt er altid den samme.. derfor er det lige meget, lige meget med om der kommer en ny sterotyp som du så pænt kalder mig.. men er alle disse fornærmelser ikke bare for at dække over noget andet, hm, Lucas?".

Med disse ord, talt i et tonelege der forrådte deres betydning lod halv-dæmonen sin glohede tunge glide langs vampyrens kind, som udviste han sin egen overlegenhed. Hvor lidt han fandt dette væsen skræmmende selvom han havde vækket en angst i ham ved første øjekast. Han trak sig lige så stille tilbage derefter, hvis vampyren ellers ikke angreb eller lignende. Med nogle sidste ord der blev talt med sin værdige mørke dybe stemme: ,, Deres eksistens kan ikke give mig andet end kvalme..".

//Sorry det tog hundrede år, jeg kom til at slette det hele ... -.-.. og måtte starte forfra.

Han nikkede tålmodigt.

Det var tid til at trække sig tilbage, han kunne mærke dyret i hans indre, på randen til at han sprang på ham, flænsede ham, ødelagde ham, skadede ham.

"Vi har intet mere at tale om" Snærrede han....

Og med et var han væk

//out//