Kamp til Døden... (Angelie)

Råbene, lugtene, følelserne og synet vare frygteligt... Alle de mænd som ikke kunne komme ud med deres frustrationer stod fint og roligt og væddede om udfaldet af næste kamp. Det var nu lidt underligt at være her. En slave imod, ja en eller anden der har lyst. Ingen havde forstået hvad der var sket, men hvem som helst den lille menneskeslave havde været oppe imod, havde han overlevet og i et øjebliks vildskab havde han slået modstanderen ihjel... Og nu havde de før så vilde og højtråbende mænd fattede sig og stirrede på den unge mand.
Dækket af lidt blod på gulvet, stod den unge slave, uden halsbånd, inde i buret. Brystkassen hævede sig konstant i et hivende åndedræt, kampen var sluttet brat, da han havde stukkede sin modstander mellem ribenene med et stykke af en tynd gren...
Slee havde det som om han skulle kaste op. Igen og igen, havde han slået ihjel hele aftnen, ene og alene for sin herskerinde der sad her et sted og kiggede på ham. Hans øjne kørte rundt i hovedet på ham under øjenlågene, han kunne ikke få sig selv til at slappe af. Sårene havde han selv forbundet og de var væk efter et par timer, men smerten ved at slå ihjel, ville sidde i ham for evigt...
Han ville ikke kæmpe, men noget i ham, ville slå dem ihjel og det var i det sådan et sekund, hvor han hoppede frem og dræbte dem... Han anede ikke hvorfor... Han ville bare ikke mere.

De råbende toner kunne høres i den østlige del af Di Morga. Slavekampe.. Eller bare kampe i arenaen var begyndt at blive populært blandt væsner.. også blandt mennesker for den sags skyld. Et land, som elskede at se andre lide, og endda med døden til følge. Hvor mange nationer kunne prale af sådan et brutalt sind?
I netop dette øjeblik stod en kvindelig person med armene over kors, og et dybblåt blik rettet mod slaven i buret. Hun havde aldrig brudt sig om tanken om slaver.. Eller rettere.. Malakels måde at perspektivere en slave. Ifølge hierakiet tilhørte hun selv den del, men Angelie nægtede at underlægge sig nogen.. Og slet ikke en eller anden idiot, som regnede med at hun var en genstand.
Et lettere sarkastisk smil krusede over hendes læber, da duften af frisk blod bredte sig i arenaen, og hun genkendte den metalliske lugt, der kradsede let i næsen. Kampen var slut.. Afgjort, ved at den anden var blevet slået ihjel med en gren. Hvor var mennesker egentlige svage.
Angelie trådte nu ud fra sin afkrog i hjørnet, og vandrede op igennem mængderne, ved at skubbe til de folk der nu stod i vejen for hende. Ingen af dem reagerede synderligt, eftersom de fleste var igang med at indsamle deres gevinster, eller klage over andre ting. Hun stoppede først op da hun stod helt oppe ved tremmerne, ikke langt fra den levende person, satte hun automatisk armene op på højde med sit hoved, og greb fast i to af tremmerne, mens hun kiggede intenst ind på denne slave.
"Sikke et råddent liv at have" sagde hun med en kølig og hvislende stemme, og lod langsomt hovedet falde på skrå. "At tjene en anden, og dræbe for deres underholdnings skyld"

Slee rettede sig op ved lyden af stemmen... Den var ikke som andre stemmer... Alle de andre grovkornet og ondskabsfulde, men den her var der en... En undertone af nysgerrighed. Han kiggede hurtigt rundt, mens han stadig trak vejret ind og ud i et sindssygt tempo. Hvor kom den stemme fra... Der var så mange steder i det her bur, måske havde han endda bare bildt sig selv det ind... Det kunne jo godt være...
Men nej... Der stod hun og kiggede på ham.
Han gik tættere på med den støreste undren lyse ud af de 2 store kugler i det blodige hoved.
"Det er frygteligt" Hviskede han hæst, han vidste ikke hvorfor men han følte det som om hans hals snørede sig sammen bare han tænkte på at slå ihjel igen..
"Men hvorfor vil du vide det... Du er en Elver og du burde jo nærmest blive fanget i det sekund du gik herind... Hvis du ikke allerede har en Mester som mig" sagde han eftertænksomt og en smule nysgerrighed sneg sig ind i den hæse stemme af frygt og gråd. "Så hvad vil du?" spurgte han hurtigt, bange for at hun ville stikke ham i øjet... Det gjorde ondt at blive stukket i øjet og det var smertefuldt at vokse sammen igen. Han trådte hurtigt et skridt væk fra hende, hvis nu hun sulle finde på noget

Langsomt lod hun tungespidsen glide ud imellem læberne, for derefter at fugte dem begge, inden den gemte sig ind bag hendes let farvede læber endnu engang, stadig uden at hun fjernede blikket fra denne slave. Hun kunne med lethed høre hans frustration over sin stilling, og egentlig forstod hun det godt. Hun havde ikke ondt af ham på nogen måde.. Han havde selv valgt at ende i den situation, og løsningen var enkel. Der skulle ikke meget til for at komme ud af slavestillingen, men han havde åbenbart ikke mod nok til at tage denne udvej.
Hun lyttede til hans ord. Knægten havde egentlig en god pointe der, hvorfor var hun ikke blevet fanget. Hun kendte grunden, men gjorde han nu også det? Ikke alle havde glemt de gamle dage, hvor slavehierarkiet ikke var opfundet. De dage hvor Angelie havde siddet ved siden af Di Morgas forhenværende hersker, og til sidst.. Hendes voldsomme og brutale opførsel. Ingen ville kunne tvinge hende i sænk, og skulle det alligevel ske, ville hun gøre oprør hvert øjeblik det skulle være.
"Det behøver du slet ikke pryde dit lille hoved med" hvislede hun køligt, og kneb øjnene en anelse sammen. Henges greb om tremmerne strammedes voldsomt, imens hun stirrede denne slave direkte ind i øjnene, og så hvordan han bakkede væk fra buret. Fandens..
"Hvem er din Herre?" Spurgte hun direkte, uden omsvøb og hævede let det ene øjenbryn i en spørgende mine.

Han stirrede bare på hende med en let undren over hvad hun ville sige til ham... Hvis hun ville slås kunne hun slås, men han havde en idé om at hun ikke mente at han var værdig nok til at blive dræbt af hende.
Han hev kort efte vejret og så begyndte han at slappe. Det så ud til at kampene var kort stoppede da ingen ville op imod ham.
"Damia... Hun er her et sted" Hviskede han til hende, og selv om han hviskede, kunne det tydeligt høres. Hans indvolde var i kog over alt det her, han havde altid slået så lidt ihjel som muligt... Specielt når der ingen grund var til det, men det skete altså og det var frygteligt... Ingen burde have lov til at bestemme om en persons liv... Det var præcis de samme ord han havde sagt som havde bragt ham i den her situation... Ikke at være slave, ikke at være til de her kampe, men at være forbandet til evigt liv...
"Du er ikke kommet her for at kæmpe, vel?" spurgte han med rystende stemme og skælvende krop, indtil nu havde han kun skulle kæmpe mod mennesker og en enkelt udsultet vampyr, som herren havde propfyldt med kviksølv til bristepunktet. men hvis han skulle kæmpe mod et velnæret væsen, en elver endda, ville han få ondt i kroppen.
Selvom han ikke kunne dø, gjorde det ondt i hans krop hver eneste gang han kom tilbage i livet og han kunne altid huske hvordan dødens kolde omfavnelse havde været... Frygteligt at skulle leve med sådan en følelse og så ikke kunne ændre det....

Hun slap grebet om en af stængerne, og stak armen ind igennem buret. Ved at vende håndfladen opad, hvorefter hun knyttede hånden og lavede en kom'så'her bevægelse med pegefingeren, for at få ham til at komme helt tæt på tremmerne igen. Hun satsede på at han ville lystre ordrer, eftersom det var hvad han gjorde dag ud og dag ind.
Navnet kom nu fra ham, og Angelie frøs i et halvt sekund i sine bevægelser. Mon det var den Damia? Under alle omstændigheder trak hun hånden tilbage, inden hun kort lod tankerne flyve. Måske dette kunne omvendes så hun rent faktisk ville nyde det her. Smilet blev dog stadig stående på hendes ansigt, og det lovede hverken guld eller grønne skove. Om det havde noget med ham eller Damia at gøre var ikke til at vide.
"Jeg er her af personlige årsager" svarede hun i et lettere fjernt tonefald, inden hun kort blinkede til ham med det ene øje, og trådte væk fra tremmerne. Hun koncentrerede sine tanker om det bånd hun havde med Damia, og slaven havde ret. Kvinden var i lokalet et sted, og det frydede hende. Hun ville give Damia det, som hun aldrig nåede i helvede, eller i hendes tidligere liv.
Uden et ord mere, trådte Angelie langsomt hen til åbningen ind til buret, for at stille sig klar til når den næste kamp skulle udråbes.

Slee kiggede bare på hende... Han var jo ikke ligesom alle andre slaver... Han var en håndfuld af de menneskelige slaver som faktisk gjorde noget imod deres Herskere... Han havde udtrykt sin harme imod Damia som herskerinde i det sekund hun greb fat i hans halsbånd. Han tog et skridt imod hendes hånd, mens hans hånd gled ned imod tasken hvor i han havde små skarpe knive og forbindinger, og medicin plus nogle farlige stoffer...
Men så stoppede han og hoppede selv et skridt tilbage igen, da hun trak hånden til sig igen... Hvorfor ville hun dog have ham hen til sig?
Men det der stoppede ham mest, var smilet på hendes læber, nu havde Slee levet længe nok til at vide hvornår smil på folks ansigt indbød til både at komme nærmere, men også når det var den onde slags af smil som sagde "Jeg vil se hvordan du ser ud indeni"... For de smil havde han fået mange gange...

Ind gennem den lille låge i metalburet trådte en mindre mand ind i buret. Han havde en fuldautomatisk pistol rettet direkte imod Slee, selvom han godt vidste det ikke ville stoppe ham... Han havde set hvordan den unge mand havde rejst sig gang på gang efter hans kranie var blevet slået ind, hans arme og ben brækket, sammen med nakken endda... Det var ikke normalt...
Hans sorte og tynde hår sad klistret fast til hans isse af sved. "Jeg gir jer!... Vinderen!!!" sagde han og lavede en armbevægelse imod Slee så han så ud som om han var den eneste der havde opdaget det. "Hvem vil nu kæmpe imod denne dødens overmand? Hvem vil vende kampens rytme imod denne Drabenes Dæmon? Hvem vil sejre over denne Snydagtige Satan?!" råbte han ud over hele forsamlingen... Det var tydeligt at han havde gjort det før.
"Vinderen vil få sig en ordentlig penge sum og berømthedelsens følgesvende..." Sagde han og rystede med en ordentlig sæk med mønter og sedler..." så træd op og gør jer klar!" Sagde han og nikkede til Angelie som var den eneste der var trådt frem. "Og du er?..." spurgte han og lod Sætningen hænge i luften så hun selv kunne afslutte den.

End ikke en tanke strejfede denne slave længere, og Angelie hørte knap nok hvad denne opråber sagde eller fortalte. Hendes tanker var et helt andet sted, og samtidig skulle hun kæmpe imod båndets magt i hendes indre. Båndet med Damia, som fortalte hende retningen hen til denne person med det flammende hår, og kølige blik. En dæmon uden lige, og en Angelie virkelig havde respekteret, hvis ikke det havde været for dennes troskab overfor herskeren.
Hun hørte lågen blive åbnet med en knirkende lyd, og Angelie trådte ind igennem den, mens hun fnøs hånligt. Hvorfor skulle der et bur til at styre stedet her. De fleste kæmpende var slaver, som alligevel adlød deres herres mindste vink, så hvorfor..
Manden havde åbenbart henvendt sig til hende, og Angelie var i samme øjeblik igang med at trække hendes sorte handske af venstre hånd, mens den på højre ville blive siddende. "Jeg bliver ikke længe nok til at I vil kunne huske det" svarede hun foragteligt opråberen, inden hun sendte ham et nedværdigende blik, og lod derefter i blå øjne glide over mod slaven. Hvis ikke hun vidste bedre, kunne hun have svoret at have set ham virke en anelse.. skræmt.. Men hun havde endnu ikke rørt ham endnu.
Omkring hendes hofter, hang hendes bælte som sædvanlig. Træfløjten, som lå i sit hylster, og flere forskellige slags knive. Angelie var ikke typen der brød sig om skydevåben, nej hun foretrak den gammeldags facon at klare tingene på.
"Skal vi starte?"

Slee skælvede vildt, mest af frygt, men ikke at den slags frygt der ramte normalt dem der var svagere end modstanderen... Nej, dette var en frygt for at slå ihjel, men alligevel... Dybt inde i ham, kunne han ikke lade være med at føle triumf...
Den form for Triumf og sejrsfølelse som kun krigsherrere følte, når de vidste at de ville vinde. Følelsen af at kunne knuse modstanderens kranium, mens de tiggede om nåde... Den varme følelse af blod fra modstanderen der sprøjtede ud over en når man stak til modstanderen så blodet var alle steder.
Men frygten stak dybere... Han var også bange for at Damia skulle træde frem... Selvom han ikke ville adlyde hende, vil han stadig føle frygt over de ting hun kunne gøre.

Opråberen trak ligeglad på skuldrene, pakkede pistolen væk og råbte ud til alle. "Vi har en mdstander!" og så begyndte han hurtigt at gå ud af buret inden de gik igang.
"Sæt igang" skreg han og slog på en klokke som om det var en boksekamp.

"Jeg vil ikke slå dig ihjel" hviskede Slee Frustreret til pigen som bare havde snakkede til ham før hun gik herop... Han ville ikke slå hende ihjel, men han vidste han blev nød til det...

Hun himlede lettere opgivende med øjnene, inden hun lod handsken falde ned på det beskidte betongulv bag hende, stadig med blikket vendt mod Slee. De blå øjne var udtryksløse, og viste hverken tanker eller følelser. Hun vidste at Damia overværede dette, og det var alt hun havde for tankerne. Denne knægt var intet.. Hans værd ville vise sig før eller senere, ved sin herskerindes troskab til ham. Han var blevet intet mindre end et objekt i hendes fremskyndede planer, og det skurrende smil faldt langsomt fra hinanden, og anlagde sig i et neutralt udseende.
End ikke klokkens bimlen fik hende til at reagere. Hun havde fået sig en anden måde at kæmpe på, end dengang Damia havde stået overfor hende, og nu skulle den opleves i aktion.. Fra første række. "Frygt ej" svarede hun slaven, inden hun lod hovedet falde på skrå. Angelie var ikke en der startede med at slå, og hun havde ikke tænkt sig at anlægge den vane nu.
Istedet trak hun den lille træfløjte frem fra sit hylster, og satte mundstykket for læberne, mens et drillende glimt gled igennem hendes øjne.
Langsomt og søvndyssende begyndte tonerne at glide fra det magiske instrument, og mod hendes offer, som hun ville ligge i en magisk søvn ved hjælp af dette. Det ville også ske, hvis ikke han fik stoppet fløjtespillet, og derefter ville hun sætte sine planer til livs.

Et sted der så ud som atb være et sted hvor mere betydningsfulde folk satte sig - for ikke at mænge sig med den mindreværdige pøbel - sad en slank ung kvinde som virkede omkring de 19-21 år. Hun var iført en sort kjole som sad tæt ind til hendes krop. Ærmerne gik til albuerne hvor noget gennemsigtigt - også sort - stof var syet fast for at pynte yderligere. Kjolen dækkede hendes kavalér gang, men startede dog kun lige over den. Den smøg sig om hendes velformede krop og fortsatte til det nederste af lårene hvor stoffet pludselig blev en del løsere. Faktisk virkede det som om hun var blevet klædt på med forskellige sorte stoffer som blot var blevet snoet rundt om hendes krop så det passede kun til hende. Om halsen par hun en halskæde hvor vedhænget var et A, med et S som snoede sig rundt om det. Som sko havde hun et par højhælede sorte sko på. Det dybrøde hår som omrammede hendes kønne ansigt bølgede smukt ned over hendes skuldre. De to 'måner' som skulle forestille hendes øjne var rettet mod buret hvor hun havde set sin slave gøre en fortræffelig indsats. En slave der ikke kunne dø. Ligegyldigt hvor mange gange man slig ham 'ihjel'. Sikke en fangst hun havde gjort sig.
Damias hovede gled let på skrå da en kvinde trådte ind i buret. En kvinde som hun havde lagt mærke til for længe siden. Via bånden kunne hun mærke mede end Angelie kunne mærke. Kun fordi hun vidste at den unge kvinde endnu ikke havde accepteret at være forbundet med Damia fuldt ud.

De skulle kæmpe. Til døde. Et lille mørkt smil gled hen over Damias læber. Hun vidste at Angelie var stærk. Hun vidste også at ingen af dem ville dø her idag. Men først ville hun se hvordan de klarede sig. Damia løftede roligt end hånd og strøg den gennem det røde hår som af en eller anden grund altid sad som det skulle. Jo. Nu ville tiden vise sig. Angelie var tilbage. I live. Og Damia ville denne gang ikke være skyld i tøsens død. Hun ville se Angelies nye evner..

Slee stod bare stille og kiggede længe på hende med et underligt udtryk i øjne... Som om hun ikke kunne gøre noget imod ham... Hvilket hun jo heller ikke kunne... Selv uden hovedet, havde han stadig et bånd til sin krop og han kunne styre det minimalt, selv efter flere år uden at være forbundet til hinanden...
"Meget fin musik" sagde han og kiggede bare på hende mens hun spillede.
Han begyndte langsomt at kunne mærke hvordan en underlig søvn lagde sig over hans hjerne... Som et tæppe der lagde sig over ham og omlagde ham med et svagt mørke. Han blinkede allerførst hurtigt med øjne, men så langsomt, blinkede han igen, denne gang endnu mere langsomt.
*Fuck... Der er noget over den musik* sagde en sløv tanke til ham i hovedet og der gik få sekunder før det faktisk gik op for ham hvad han tænkte. Som en slange der huggede, stak han hånden ned i tasken, førte armen om bag hovedet og kastede så hele armen fremad med sin kropsvægt bag sig... Og som om han ikke kunne holde balancen og han vaklede forvirret imod højre side.
Bevægelsen havde været hurtig, efter et menneskeligt øje, men for en elver vidste han ikke hvor hurtigt det var. Skalpelen hvirlede igennem luften imellem dem og var direkte imod Brystet.

Det var rigtig. Angelie ville aldrig acceptere bånden mellem hende og Damia fuldt ud, men tanken om at det var der, var nok til at hun vidste hvor hendes anden halvdel befandt sig. Gad vide hvad der ville ske, hvis hun en dag ville acceptere det fuldt? Mon hun ville kunne føle de samme ting, tænke det samme, eller endda være den samme.
Hun fortsatte samtidig musikken, og troede et øjeblik at det ikke ville virke, selvom hun endnu ikke havde oplevet det før, men så dog hvordan søvnen trængte sig ind på hendes offer. Præcis som en slange.. ventende og hurtigt huggende på det rigtige tidspunkt.
Hun så også hans bevægelse, eftersom hendes race gav hendes stærkede sanser, og trådte derfor et skridt til siden. Skalpellen hvirvlede forbi, men snittede dog hendes arm, og trak en halvdyb flænge over overarmsmusklen. Hun var vant til smerte som dette, og fortrak ikke en mine, da den ramte, med smilede istedet grusomt da han faldt sovende til jorden, og hun trak langsomt fløjten væk fra hendes læber.
Det ville være nemt bare at skære ham op nu, imens han lå der.. Forsvarsløs i en anden verden. Hun pakkede fløjten væk, og erstattede den med sin kniv, som ejede et blad på ni centimeter, inden hun bevægede sig over mod ham, med blodet langsomt flydende ned langs hendes arm.
Ved hans krop satte hun sig på hug, og lod knivspidsen hvile mod hans kraveben et kort sekund. *Dette er for dig.. Damia Ambrosia* tænkte hun kort og tydeligt, med den tanke om at den rødhårede kvinde ville være i stand til at høre hendes tanker, og føle hendes plan.
Hun lod knivspidsen bore sig ned igennem hans hud, velvidende at den magiske søvn ville ophøre om nogle ganske få minutter (I min næste post), hvorefter hun trak kniven skråt bagud, så en blodig og dyb linje trådte frem, og bevægede sig ned over midten på hans bryst, og til sidst ville ende ved de nederste modsatte ribben.
Et normalt menneske vil muligvis dø af dette, men da hun ikke kendte noget til hans evner eller race, var hun langt fra sikker.

Slee blinkede usammenhængende som man ville forvente hos en fuld og desorienteret mand. Han kunne mærke hvordan søvnen trængte sig ind i kroppen på ham og han vidste at han ikke kunne gøre noget endnu... Men hun ville få sig en overraskelse...
Han drattede omkuld, lige tidsnok til at se 2 ting.
For det første så han hvordan hans skalpel hvirvlede lige forbi hende, ramte ved siden af hans sigte, men stadig ramte målet.. Det var dog ikke en dyb nok flænge til at bryde koncentrationen hos hende og derved bryde søvnen.
og for det andet fik han ud ad øjenkrogen øje på noget, desværre, velkendt ansgt, som han ikke havde forventet at se på den her måde... Damia, hans Herskerinde, som sad og kiggede på ham... Nej... Hvis hun ville se ham slå ihjel og selv blive slået ihjel igen og igen, ville hun være kommet før... Hun var kommet for udfordreren... Hvem var den Elver? Som den sidste tanke gled han ind i den magiske søvn og fik et undreligt glimt af fortiden.

England, 1592.
Slee sad lænket fast til en platform af træ. mennesker var stimlet rundt om platformen med den tids tøj på. Kvinder stod ved siden af deres ægtemænd, mens de holdte deres små børn så de ikke kunne gå tættere på.
Slee kastede blikke ud over hele forsamlingen og tog et dybt og hvæssende åndedræt, mens han ventede på dommen. Det var ikke fair at han skulle dø sådan her, ikke her og ikke nu... Og endda for noget han ikke havde gjort...
En ældre mand gik op på platformen og stillede sig 2 skridt foran Slee og kiggede kort på ham med et lettere ondskabsfuldt blik. Slee genkendte manden som Dr. John Dee... Dronningens magiker og hofmand... En værre satan når det ikke gik efter hans hoved.
"Denne forræder har fortalt hemmelige oplysninger til Franskmændene. Hemmeligheder som aldrig skulle være kendt af andre end Dronningens mest betroede!" startede han sin tale. Han var den fødte taler. Han vidste hvordan han skulle holde stemmen fri for følelser medmindre det var nødvendigt... Ligesom den ulmende vrede der lå i stemmen nu... Han gik videre med at smøre tykkere og tykkere på så alle ville tro ham. Indtil han nåede til slutningen.
"Når det er sagt, er denne mand, intet værd, end at kunne fortælle franskmændene at vi intet vil have med dem at gøre... Og hvordan skal vi gøre det spørg i?!" Spurgte han ud til dem alle. "Ganske simpelt! Vi viser, at vi Englændere ikke vil have noget med sådan nogle at gøre, så derfor... Vil du blive dømt til halshuggning og dit hoved vil blive sat på stage og pind..." sagde han og alle jublede med til det... Alle undtagen meget få som godt kunne tænke selv.
Et brød af en mand gik op med en stor dobbelt økse og grinede ondt til Slee. Slee svælgede en enkelt gang og smilte så tilbage. Manden stivnede i et skridt, men gik så videretættere på mens han rystede det af sig.
Folkemængden stod åndeløst og kiggede bare på.
Manden løftede begge arme og øksen over hans hoved. Slee sad og rystede svagt over det. Øksen faldt og...

Slee slog øjne op og skreg. Skriget var langt, dybt og fyldt med den dybeste rædsel. Han ænsede slet ikke såret i brystet som boblede op med blodet. Hans øjne kørte kort rundt i hele øjenhulen og stillede så skarpt på Angelie. Dette var ikke normale menneskeøjne, i stedet var der noget urgammelt og skræmmende over det, som om han havde stirret ned i den dybeste afgrund og stadig hoppede i.

Det lettere grumme smil var stadig over hendes læber, selvom irritationen bankede i hendes indre. Hvorfor var Damia ikke kommet frem endnu? Hun kunne sgu da ikke lade sin slave lide en død, medmindre.. Nej.. Damia var kold og kynisk, men hun havde en sans for perfektion. Hun havde ikke udvalgt denne slave uden at han havde nogle skjulte evner, som Angelie ikke kendte til. Det ville være mere logisk. Og den slags slaver hang ikke på træerne.. Damia ville ikke lade ham dø, eller forsvinde.
Hendes kølige blå øjne hvilede endnu en anelse på skikkelsen, inden hun stak kniven tilbage i skeden, efter at have skåret at A over hans venstre bryst, for at markere hendes personlige præg på hans krop. Tiden var velsagtens også ved at være overstået, og Angelie rejste sig op fra den hugsiddende stilling, og gav sig til at.. vente.. Vente på at han ville vågne.
Hun opfangede hurtigt bevægelsen i hans blik, da øjnene blev slået helt op, mens skriget langsomt fulgte efter, som en bekræftelse på at denne måtte have haft en uhyggelig drøm.
Hun lod sig ikke mærke med skriget, men kiggede koldt og kynisk ned på ham, inden hun bankede den højre fod mod hans bryst, og på den måde tvang hans krop mod jorden, for at han ikke ville rende nogle steder.
Men vægten halvt hvilende på det højre ben, lænede hun sig en anelse forover, så hun kunne kigge direkte ned i hans skræmte blik. Der var noget anderledes over dem, som om de havde mistet ethvert form for håb, og det frydede hende at se dette, selvom skræmtheden fra skriget var væk, og blevet erstattet med et mere sultent blik.
"Hvorfor kalder du ikke lige din herskerinde herned" sagde hun i et hvislende og næsten lydløst tonefald, som var hendes stemme is, der snoede sig omkring hendes offer, med den ene tanke om at få sin hævn. En skam at denne dreng skulle være hendes offer. Han kunne velsagtens gå hen og blive til nytte. "Jeg beklager min måde at hilse på dig, men jeg skal bruge hende, og du er min bedste trumf" tilføjede hun i det stadig lave tonefald, mens hun sendte ham et afventende blik, for at se om han havde tænkt sig at kalde efter hende. "Hvis du ønsker det tilstrækkeligt kan du forresten altid komme fri af slavetjenesten"

Åndredrættet var tungt og raspende, blodet piblede ganske langsomt ud af hans overkrop og næseborene blafrede usammenhængende mens han stedig hev efter vejret. Drømmen havde taget ham på sengen og det sidste han havde troet var at gennemleve sådan et minde igen.. Det havde været frygteligt at få hovedet sat på en pind og bare stire på hvordan mennesker kastede forfærdet blikke på en og ikke dø...
Han stirrede bare vredt og ondskabsfuldt på hende... Hendes ansigt var smukt, men lige nu kunne han ikke gøre andet stirre ondt på hende... Ja... Hun var ond, men Slee havde været ondere.
"Jeg behøver ikke min herskerinde til at slås for mig!" sagde han vredt og tog endnu en skalpel fra hoftetasken igen og huggede direkte efter hendes læg muskel. Lige netop det punkt var, på en menneskelig krop, et meget smertefuldt sted at blive stukket i.
"Og tro mig... Når jeg skal ud af det her... Så har jeg alt det jeg vil ha..." sagde han og smilte ondt til hende. Det lå normalt ikke til Slees natur at være ond, men den her kamp havde gjort ham godt og grundig vred, både på hende og på ham...
A'et der var skåret ind i hans brystkasse var allerede begyndt at falme, da underligt mørkt støv begyndte at falde ud af selve såret og falde mod gulvet og det sekund det ramte gulvet fordampede det væk. Støvet, eller smuldret, alt afhængig af hvordan man så på det, løb nu mere ud af hans krop end blodet havde gjort og nu var såret allerede væk og der var nu kun hans kolde smil på læberne.

Ligesom han kunne hun med lethed set at lige netop denne drøm ikke havde været det bedste minde at komme igenne. Kort fortrød hun, at hun ikke havde trængt ind i hans drøm ved hjælp af sin magi, og gennemlevet den sammen med ham. Skabt endnu mere frygt og usikkerhed på hvad hun kunne gøre mod ham, hvis hun lystede det. Finde hans svage punkter, og få ham til at knække sammen.
Hendes knurrende stemme rungede let i strubebåndet, da han nægtede at bringe den ene person frem, som kunne stoppe det hele, som kunne sørge for at han ikke ville lide under hendes mentale angreb, der ville blive udspillet for øjnene af så mange væsner. "Åh.. tro mig.. Hvis det ikke havde været for hende, fandt denne kamp slet ikke sted" svarede hun koldt, og bemærkede hans bevægelige hånd, der gled ned mod hoftetasken. Hun valgte ikke at gøre noget, men bed sig istedet hårdt i læben, for at gøre sig klar til at møde den smerte der ville komme. Samtidig faldt hendes hånd tilbage på fløjten i hylsteret, som endnu engang blev trukket frem.
Stikket i hendes lægmuskel var voldsomt, og fik hende til at gispe let, mens hendes ben begyndte at ryste voldsomt ovenpå hans bryst. Lysten til at trække det væk fra den skærende smerte var der, men alligevel fastholdt hun vægten på det, for ikke at lade ham slippe helt væk. Blodet i hendes krop begyndte automatisk at pumpe hurtigere, for at variere op for det blodtab hun allerede lad af, da det begyndte at løbe ned langs hendes ben, og videre ned ovenpå ham.
"Har du flere minder vi skal se på?" Spurgte hun hæst, mens hun klemte øjnene en anelse sammen, og lod den ustabile vejrtrækning være hørlig, imens hun viftede diskret med fløjten i hånden, dog ved at holde den uden for hans rækkevidde, i denne position.
Det var først nu hun bemærkede at hendes ellers så yndige kreation på hans krop var forsvundet. Let hævede hun det ene øjenbryn, og kiggede ganske kort på hans bryst, inden hun vendte blikket tilbage på ham. Menneskelig var han ikke.. Spøgelse heller ikke, da han kunne bløde. Han ejede ikke en vampyrs styrke, men hvad var han?
Smilet fandt dog langsomt vejen tilbage til hendes læber. Hvis han kunne heale sig selv på denne måde hele tiden, forstod hun nu hvorfor lige netop han var blevet udvalgt til Damias slave. Udødelig.. Usårlig, men tydeligvis stadig påvirket af sin fortid. Måske denne kamp ville trække længere ud end hun havde regnet med.
"Du kunne også tilslutte dig mig og blive herreløs" foreslog hun mest af alt for sig selv, eftersom det måske kunne være en tillokkende tanke for ham. Hun lod dit faste blik ramme hans, mens en skygge lagde sig halvt over hendes ansigt, eftersom det iltre rødlige hår, var faldet frem, da hun havde bøjet sig forover, og nu skærmede ansigtet fra det gustne lys i rummet.
Hun mærkede dog også at blodet fortsatte med at strømme ud af hendes læg, selvom det gik langsomt. En forbinding ville være bedst at ligge, men hun kunne heller ikke tillade sig at bruge tiden på at omsørge sig selv, når hun havde denne dreng i nærheden. Han var sikkert typen der faldt en i ryggen, hvis man kiggede væk. Hendes hud blev langsomt en anelse bleg. Ikke meget, men stadig noget der kunne ses, hvis man kiggede ordentligt efter. Bladet havde ikke være lang nok, til at punktere musklen, og skabe ubalance i hendes motorik, hvilket var et held for hende.

Slee så glimtet i hendes øjne... Glimtet efter at vide hvad der havde skabthans skræmmende skrig... Nu havde han levet side om side med Machiavelli, så han havde lært hvordan man tolkede sprog og kropsbevægelser. En evne som havde hjulpet ham før.
Han tog fat i skalpellen igen og trak den ud for at bore den ind igen. Han vidste at Skalpeller ikke var til at dræbe med, medmindre man skar en hovedblodåre over. Men ellers var de skabt til at skære igennem hud og muskler, men til at skære igennem knogler og andre ting, kunne den ikke gøre.
"Måske, måske ikke, vi ved det ikke, fordi det sker lige nu" Sagde han vredt og stirrede hende lige ind i øjne... Det var da utroligt som hun kunne skyde sin egen skyld væk fra sig og hen på andre... Hvis hun ikke var kommet og hvis hun ikke var gået herop, var det her jo aldrig sket.
"Jeg skal nok blive Herre løs... Uden din Hjælp" Hvæssede han ad hende.
Han blinkede og det var som om han så det hele for sig igen... Hvordan John Dee havde peget på ham med en anklagende pegerfinger, hvordan alle gav ham sure blikke som deres dårlige ting, var hans skyld og mest af alt, at ingen bevægede en muskel for at hjælpe ham væk, eller bare kom tættere på med et ænsteligt udtryk i ansigtet.
"Jeg... Vil få dig til at fortryde at komme herinde" Sagde han med et sindssygt glimt i øjne også borede han hele skalpellen igennem.

//Skal logge... Kommer igen//

Damia havde lænet sig en lille smule frem. Som var også hun blevet fanget af den spænding der foregik i buret. Skriget fra hendes slave havde forårsaget ændringen på stillingen. Hvad foregik der inde i hans hovede? Selv var hun ikke trængt ind for at tjekke hans fortid. Hun havde set det som unødvendigt og ladet ham beholde det for sig selv. Nogen kaldte hende ond. Andre kaldte hende hjerteløs eller djævelens skabning. Hun modsagde ingen af dem. Lod dem tro hvad de ville. Angelies indre plan dukkede op i hendes hovede via båndet. Ikke med direkte detaljer - som hun desværre kun ville kunne få adgang til hvis Angelie ville acceptere det pokkers bånd. Hvilken hun sikkert aldrig ville gøre.
Et lille suk undslap hendes læber. hun kunne ikke vente meget længere kunne hun? Det ville sikkert ikke vare længe før den ene af dem kom grueligt tilskade. Udødelig eller ej.

Damia rejste sig i en enkelt elegant bevægelse. Dem der sad tættest på hende udstødte få gisp da de kunne mærke den enorme næsten synlige aura der slog om hende i nogle organiske bevægelser. Ingen havde tænkt sig at stille sig op mod hende. For det første fordi de vidste hvem hun var. Mange havde set hende i avisen og hørt rygter om hende. De rygter var især vokset siden hun var blevet kendt som en af herskerens senatorer.
Damia sagde ikke et ord da hun fortsatte til de nedre rækker og vadede om ved siden af indgangen til buren hvor 'dommeren' stod. Hendes elegante skridt førte hende hen til burets åbning. Hun kunne se hvordan hans mund åbnede sig som skulle han til at protestere "Undskyld mig Frøken. du kan ikke..." han mødte hendes blik og lukkede omgåene munden.
Damia trådte ind i buret med rank ryg og en kulde og autoritet strålene ud fra sig, som voksede i takt med den næsten synlige aura der roligt slog om hende. Bestemt. Uden et ord trådte hun frem ind mellem Angelie og Slee. Velvidene at enten den ene eller den anden højst sandsynligt ville protestere. Men nogengange var udvejen altså bare ikke at kæmpe til døden. Hun tog overraskene blidt fat i Slee og trak ham op i en rolig bevægelse. Et lille smil på hendes læber gav hende et kært look som normalt bare IKKE ville passe til manges mentale billede af Damia Ambrosia.

"Jeg er stolt af dig Slee.." Damias hviskene blide stemme ramte hans øre.. Velvidene at kun han og Angelie ville kunne høre disse ord. Så rettede hun sig op og sendte et smil til Angelie. Ikke noget falskt eller nedladene smil. Et smil som sagde noget i retningen af Velkommen tilbage, det tog sin tid. Så hævede hun begge sine arme som en dronning der ville have sit folks opmærksomhed. "Kampen er slut! I vil ikke finde nogen vinder. Kun i jeres drømme kan i fortsætte kampen." Hendes stemme var rolig. Afslappet. Høj nok til at alle kunne høre det. med en leders klang. Hun vidste at ingen fra publikum umiddelbart turde modsige hende. Så, så hun endnu engang på Angelie og gjorde et næsten usynligt kast med hovedet som tegn på at hun skulle følge med. Slee ville nok følge med alligevel. Hun trådte ud af buret og placerede en pose med raslene penge, i 'dommerens' hånd. Damia mærkede hvordan publikums lettere utilfredse blikke fulgte hende. Smilet på hendes læbere voksede..

De harmløse forkampe var alle slutte. Men den rigtige kamp var langtfra begyndt.

//vi havner omme 'bagved' hvor der vil være nogle få slaver som vil være med i de næste kampe - på deres herrers ordre :b//

Hårdt satte hun foden mod hans brystkasse, i et let spark, for at tvinge ham mod gulvet endnu engang, inden hun trak benet til sig i en ren refleks, da skalpellen blev trukket ud. Dette resulterede også i et det andet stik automatisk ramte ved siden af, og Angelie humpede nogle få skridt bagud, mens hun stirrede på denne Slee som en rasende. Imens mærkede hun hvordan blodet fortsat trillede ned langs hendes skinneben. Hun løftede langsomt fløjten endnu engang, og gjorde klar til at sætte den for læberne, for at tvinge Slee ind i endnu en søvn, og denne gang ville hun følge med.
Da træet ramte hendes underlæbe, stoppede hun dog bevægelsen med det samme. Hun frøs kort, da hun nu mærkede bevægelserne i båndet, og Angelie vendte brat blikket mod indgangen, lige tids nok til at se Damia træde ind igennem gitteret. Hun kunne ikke lade være med at føle en ærgrelse komme op i hendes indre, da hun så hvordan hun handlede. Selvfølgelig havde Damia tænkt sig at stoppe kampen.
Irriteret puttede hun fløjten tilbage i hylstret, men var dog ikke så dum, at hun ville springe på hende med det samme. Istedet betragtede hun hvordan Damia tog fat i Slee, og hviskede til ham. Stolt. Pff.. Hun måtte da have tabt fornuften.
Uden at sige noget, kiggede hun afventende.. Som om hun ventede på det vink der manglede, og der.. Efter at Damia havde talt til folket, der allerede var utilfredse over kampens afslutning, kom nikket, som fortalte Angelie at det var på tide at smutte. Da Damia gik forbi hende, slog Angelie ind i bevægelserne lige efter, og lod slave være slave.. En ligegyldig genstand, som hun nu ikke havde brug for længere.
Diskret sendte hun ham et triumferende blik over skulderen, inden hun fortsatte med ud i baglokalet, og stoppede så op, hvorefter hun stillede sig med armene over kors, og kiggede afventende på Damia.

Slees ansigt var ikke andet end et stort tandsæt der var i et sindssygt smil rettede imod Angelie. Der var ingen humor i smilet, der var blot en vished om at han ville angribe hende så hurtigt som muligt.
Hans ellers så fredelige og videnshungrende tankegang, var ændret til en ganske lige række af måder hvorpå han kunne angribe hende på en hvilken som helst måde og derved gøre hende ude af stand til at kunne angribe igen og derefter bare trække hende med ned i dødens kolde omfavnelse.
Hendes fod generede ham ikke rigtig, men i stedet gjorde en pludselig kriblende fornemmelse over hans hoved... Det var den samme følelse som at få hældt isterninger ned ad ryggen, som edderkopper der kravler hen over ens hoved og at blive smidt i et hav af is... Koldt, ondskabsfuldt og helt igennem gennemsyret af andres frygt...
Damia var her... Ingen tvivl om det... Hun var her og hun kom tættere på og...
"Jeg er stolt af dig Slee.." hørte han hende hvisle i hans øre... Frygten efter bare at høre det og så selv mærke hendes pulsernede aura omfavne sig... Som dødens knus kunne han føle hvordan alt gåpåmoddet blev mast ud af ham og efterlod kun frygten for herskerinden. Men det var ikke alt der var tilbage... Der var også det lille glimt at viden som holdt hans forstand ved lige og gjorde at han stadig kunne tænke selv.
Han mødte kort Damias blik og så sukkede han lidt og rejste sig op og fulgte bare efter hende som en forsinket skygge.
Han stod som en saltstøtte ved siden af hende i bagområdet... Han havde trukket sig tilbage ind i sig selv og derfor hørte ikke rigtigt efter hvad der skete rundt om ham, men han sugede alle oplysningerne til sig så han ville kunne opfatte dem senere.

//eftersom slaven Slee er død, siger jeg OUT herfra ^^//