This is going to be fun [Mallorie]

Sneen lå som et tykt uld tæppe hen over Terre, hvilket ikke var specielt behageligt, men så igen, når denne årstid var oppe, så var det nemmere at finde føde, folk gik sent hjem, og oftest alene, hvilket var grunden til at vinteren var Gorans yndlings årstid, udelukkende fordi at solen var oppe på himlen i kortere tid end hvad den ville være om sommeren, og en vampyr på hans alder, ville ikke kunne klare ét minut ude i solen, han ville være blevet forvandlet til røg hurtigere end hvad de andre yngre vampyrer, dog så på trods af de mange år han havde på krop og sjæl, sad i hans styrke og hastighed.
Med et let smil plantet på læberne, og en hungrende sult efter noget frisk blod, kunne man ikke lade være med at stå op fra mørke dystre gravkammer, låget på kisten hvori at Goran lå, blev langsomt løftet op og skubbet til siden, låget var lavet af massivt egetræ, smukt dekoreret af en forglemt tids kunstnere til Gorans gamle skaber, dog så blev kisten ikke brugt til dets oprindelige formål længere, Goran havde stjålet den kort efter sin herres død, og bragt den med sig, lidt som et transportabelt hjem.
Med et enkelt blik var det som om tiden stod stille, dog så gjorde den det absolut ikke, det hele gik bare så stærkt, på få sekunder, var låget allerede lukket, og døren til sovegemakkeret fastlåst, han skulle trods alt sikre sig at ingen brød ind i hans mansion, og siden hans lærling ikke var tilstede eller til at finde i huset, så måtte hun jo være draget vider ind i byen, måske ville han møde hende, måske ikke, alt hvad han vidste var at hun var til at stole på, og hvis hun skulle komme i problemer så ville han kunne mærke det med det samme. Efter hoveddøren var låst af åbenlyse årsager, stod han nu blot med tanken om hvor aften skulle tilbringes og hvor det ville være nemt at skaffe mad, ikke det at han havde i sinde at dræbe nogle uskyldige mennesker, ak nej, han ville blot have en tår blod.
Der gik ikke andet end minutter før at han allerede var havnet i Terre, det perfekte sted at bruge sin tid på nytteløse formål og stadig få en bid mad indenbords inden han skulle tilbage i gravkammeret for solens stråler. Dog så fangede Gorans påklædning en del opmærksomhed, men hvem ville ikke kigge på ham, han stod ikke i andet end en tynd grå trøje, og et par sorte jeans, hvilket at Goran ikke havde taget helt højde for, trods alt, så havde han et meget bedre immun forsvare og kunne ikke blive sy g som menneskerne kunne. Med et hastigt blik rundt omkring for at finde ud af hvor han befandt sig opdagede han at han kun var få meter væk fra Baren hvor han havde i tankerne om at spilde sin aften. Med den bidende kulde blæsende omkring ham, og folks blikke gjorde ham intet, trods alt, så måtte folk i Terre snart havde opdaget at der var sindssyge folk og overnaturlige væsner såsom ham selv.
Med hastige skridt nærmede han sig døren ind til baren, dog så føltest det lidt forkert, hurtigt drejede han hovedet og opdagede en jakke, smidt på en stol udenfor baren, om det var et tilfælde, eller om der var en som havde glemt den der, anede han ikke, dog så gik der ikke mange sekunder før at han havde besluttet sig for at tage jakken. Jakken var en anelse for stor til ham, men den dækkede hans overkrop, og så, ville folk måske lade være med at sende ham blikke, trods alt, så gik andre folk rundt i byen iført noget ála det han havde på, dog så var der lige den detalje at de også havde en jakke eller frakke over sig.
Døren svang ind og atmosfæren som baren besad, var ikke ligefrem unik for ham, men for menneskerne ville dette nok være specielt, men når man havde prøvet at være i en bar i middelalderen, eller været sammen med pirater, så var dette her ingenting, men dog så besad stedet sin egen unikke charme, familier og venner var samlet, øllet flød og der var lutter glade dage, mange mennesker var samlet på dette sted, hvilket blot gjorde det nemmere for Goran at udvælge sit mål, men trods alt, så var natten ung, og der var massere af timer tilbage før solen ville stå op igen.
Kun nogle få skridt var han nået ind i rummet, da han spottede en ensom bås, hvor der ikke sad nogle i, hverken mennesker såvel som andre væsner, dog så gik det ikke så nemt for sig, en noget fuld mand havde taget fat om armen på Goran, alkohollen var ikke til at tage fejl af, denne mand var virkelig fuld. Man kunne lugte manden fra udenfor med den ånde han havde, og det snavsede tøj afslørede ham som uhygiejnisk og måske endda som en anelse fattig, ikke ét ord var at tyde i mandens sprog, det lød mere som en gladelig utydelig mumlen af ord, som måske skulle forestille en sang, dog så var det umuligt at høre fra manden, som blot endte med at give slip på Goran og beruset endte manden henne hos sine venner. Goran smilede over manden og den mærkelig form for venlighed han havde uddelt, dog så varede det ikke længe, hans blege hud afslørede ham som hvad han var, og folk begyndte at tage afstand til ham, den hyggelige stemning havde ændret sig gevaldigt, men sådan var det for Goran, sådan havde det været i mange tusinde år, og sådan ville det fortsætte, menneskerne skulle bare lære at stole på at ikke alle var onde, dog så ville Goran ikke beskrive sig selv som en af de gode fyre, nok mere i et hjørne af neutralitet. Stadig med et venligt smil plantet på læberne, satte han kursen imod den tomme bås.
Sæderne var ikke ligefrem behagelige, men de var vel okay, ligesom resten af baren, en anelse beskidt, men ikke noget man normalt ville lægge mærke til, og det muntre selvskab var stille og roligt ved at blusse op igen, der sad en lille klump af mennesker og sang sammen, luften var tydeligvis præget af alkohol og fulde folk, hvilket ikke ligefrem fik smilet på Gorans læber til at blegne, tværtimod, han fortsatte blot med at smile over glæden som disse mennesker havde.

Mallorie udstødte et suk, da hun endnu engang kiggede ud af vinduet og så sneen dale ned fra den mørke himmel udenfor. Det havde sneet hele ugen og hun havde ikke været udenfor længe på grund af en slem forkølelse, som hun havde fået for nogle uger siden. Det var forfærdeligt, at hun ikke kunne komme ud og hun var ved at dø af kedsomhed. Hun ville ud og opleve noget! Hun kunne ikke engang få lov til at se sin kæreste. Det var forfærdeligt. Heldigvis så hun et smuthul til at komme ud, da hendes forældre skulle til noget fest på hendes fars arbejde og derved ikke ville være hjemme før dagen efter. Det var det perfekte tidspunkt at snige sig ud på. Da de endelig var smuttet ud af døren, ventede hun nogle minutter, før hun sneg sig ud fra dynen. Efter kort tid, var hun klar til at smutte ud af døren. Hun tjekkede kort sit tøj og snuppede sin jakke, imens hun lod døren smække bag sig.
Faktisk var hun endnu ikke rask, men den kølige luft kunne da ikke dræbe nogen og desuden havde hun det meget bedre, end hun havde for blot nogle få dage siden. Luften var kold og gik direkte op i hendes noget så sarte næsebor, så hun måtte trække jakken ekstra godt op omkring sig, for at kunne holde ud at være udendørs. Dog var der også et eller andet over det, som gjorde at hun fik det en smule bedre. Frisk luft. Det var der endnu ikke nogen, der var døde af. Hun tjekkede kort sin mobil. Nathan havde endnu ikke svaret hende. Det var vidst et eller andet med et møde, som han skulle til med sit arbejde, så hun slukkede den blot igen og lod den falde tilbage i sin lomme.
Efter nogle minutter nåede hun til en bar, som hun besluttede sig for at træde ind på. Det var ikke fordi, at hun havde den vildeste lyst til at indånde lugten af alkohol og røg, som der altid var på sådan en bar, men det var så længe siden, at hun sidst havde været på en, at hun ikke kunne lade være. Det var som om, at en eller anden ro skyllede ind over hende, da hun trådte ind. Med det samme vendte blikkene sig mod hende. Midaldrende mænd, som havde fået alt for meget at drikke, unge fyre, som troede de ville være heldige med hende og andre mystiske væsener, som bare ville prøve at se, om de kunne få hendes opmærksomhed. Så var det hele, som det plejede at være. Der var intet nyt over det.
Hendes beklædning var heller ikke lige sådan til at tage fejl af. Hun var iført et par tykke strømpebukser med en sort, flosset nederdel, der til trods for, at den var en anelse for stor til hende, så sad den virkelig godt på hende. Derudover havde hun et par store støvler, en t-shirt med hendes yndlingsband, en hættetrøje og en jakke. Det var ikke noget, som alle piger ville tage på i byen, men nu var hun jo heller ikke ude på noget specielt. Måske lidt sjov? Det var der ikke noget, som tog skade af.
Med et fnys over, at en eller anden random fyr prøvede på at snakke til hende, bestilte hun en øl og kiggede derefter rundt i rummet oppe fra baren af. Det var ikke noget ud over det sædvanelige. Der var fuldt og mennesker over det hele, med undtagelse af en fyr, som sad alene i en af båsene. Han så ganske interessant ud, så hun besluttede sig for at sætte kursen mod ham, bare for at se, om han kunne være snaksagelig. Hun sendte ham et charmerende smil, for at få hans opmærksomhed. Dog nåede hun ikke ret langt, før en hev fat i hendes arm. Hun blev derefter vendt rundt og en tog fat om livet på hende. Hendes reflekser var ikke helt gode, nu hvor hun faktisk var lidt syg stadigvæk, men alligevel kunne hun da godt lidt.
"Slip. Mig" sagde hun i en kommanderende tone vred sig fri at hans greb med det samme. Han fattede det ikke, men tog derimod hårdere fat omkring hende. hun fik med det samme nok og smækkede ham med det samme en syngende lussing, så det kunne høres i hele lokalet. De fleste vendte sig mod hende, men det var hun ret ligeglad med. "Rør mig igen og det bliver meget værre" sagde hun og kiggede kort rundt på alle de mænd, som havde "givet" hende opmærksomhed, blot for en trussel og vendte sig derefter mod drengen i den næsten tomme bås igen.
"Jeg håber ikke på, at du er sådan" sagde hun med et lille smil, da hun kom helt over til ham.

En ukendt person havde netop slæbt sig selv ind i barens lumre hule, med stanken af alkohol og den forurenede luft af tobak herskede, fulde folk og glade dage, ville andre påstå at det var det som herskede der inde, men det passede dog ikke. Pigen eller kvinden hvordan man nu skulle omtale hende så ung ud, og hun så også ud til at havde valgt et forkert sted at besøge, eller sådan var det efter Gorans mening, en pryd for øjet var hun, også selvom hun ikke havde fået hans fulde opmærksomhed så krævede det dog ikke megen koncentration for ham at opdage at hun var flot, med et hastigt blik, kiggede han blot rundt, og folks opmærksomhed var ikke længere rettet mod deres øl og andre drikkevarer, men snare imod kvinden, spørgsmålet var nu bare, hvem var hun? Og hvem ville være den første som ville lægge an’ på hende.
Dog gik der ikke særligt længe før kvinden havde opdaget at Goran sad alene, og i et kort øjeblik satte hun også sin retning imod ham, stadig med et venligt smil plantet på læberne og som en høflig gestus fik hun da også hans opmærksomhed og smilet indikerede at hun bare kunne komme og slå sig ned. Dog så gik det hele ikke som han havde regnet med, en fyr havde netop hevet fat i hendes arm, hvilket slet ikke var okay for Goran, en mand skulle ikke tvinge en kvinde, eller det ville sige, at en mand som var meget ældre end hende, og noget stærkere end kvinden burde ikke have nogle problemer med at holde hende fast, og hvis der skulle ske noget, så ville Goran glædeligt hjælpe kvinden, i det seneste år tusinde havde han ændret sin personlighed gevaldigt, mere af alt fordi han havde indset at meningsløs mord, vold og mange års krig, kun havde forladt ham som en tom skal med følelserne flydende rundt i sig, og selv nu havde han svært ved at se forskel på godt og ondt, men det var simpelthen på grund af hans tidligere historie som masse morder, overfor mennesker og endda også havde haft problemer med vampyr samfundet, men den historie lå lagt bag ham, en historie han stadig havde svært ved at tale om med andre end hans progeny.
Tankerne om hans fortid flød blot rundt i hovedet på ham og inden længe, opfangede han noget, en reaktion som han havde håbet på at se, dog så kom det lidt bag på ham, hvor ’voldsomt’ hun havde besluttet sig for at give manden en syngende flad, hvilket blot fik hans smil til at blive bredere end hvad han selv mente han kunne være bekendt. Dog så fjernede han det brede smil og erstattede det blot af et venligt og Godt-gået smil og nikkede til hende som et tegn på at han mente det godt.
På trods af hændelsen som knap og nap var to minutter henne så havde hun ikke trukket sig tilbage og forladt baren, tværtimod, hun besad en stålfast vilje, noget som mange mennesker ikke besad nu om dage, men så igen, det var vist ganske normalt at kvinder gik rundt og uddelte lussinger til folk som fortjente det, hvilket blot gjorde ham i bedre humor.
”Ah tro mig, sådan er jeg ikke” kom det venligt fra Goran til hende, også selvom han ej kendte hendes navn, så var der noget specielt over hende, som om han havde mødt hende før, men hvad kunne man regne med, når man havde levet i mere end 2000 år, så begyndte folk at minde om hinanden, deres være måde, og så igen, der havde altid været noget specielt over mennesker, deres glød til at leve kunne ikke slukkes, før deres livs energi løb ud, noget som virkelig fascinerede Goran, måske lidt for meget fra tid til anden.
”Men sig mig, hvad hedder du?” Tonen som Goran opretholdte var stadig i den venlige tone, og smilet var stadig fastplantet på hans læber, og stort set urokkelige, dog så var det absolut ikke umuligt at fjerne det, trods alt, så var det jo meningen at han her til aften skulle skaffe noget mad, spørgsmålet var blot hvem det skulle være. ”Hvor uhøfligt af mig, tag endelig plads” fik Goran sagt og løftede sin hånd og pegede på den modsatte side af hvor han sad som et tegn på at hun bare kunne slå sig ned som det passede hende, men så igen, hun kunne også bare sætte sig ved siden af ham, selvom det ville være upassende da de trods alt blot lige havde mødt hinanden, samt at Goran også lige ville kende hende før han begyndte at planlægge hvem der skulle blive frokost. ”og Jeg er Goran.. Goran Reinhard” fik han udtrykt og rakte sin hånd ind over bordet som en venlig og høflig gestus, trods alt, så plejede manden altid at præsentere sig selv inden kvinden.

Det med at få opmærksomhed fra det modsatte køn, det var ikke ligefrem noget, som kom som en overraskelse for hende. Også selvom hun på ingen måde prøvede på at være charmerende, så var der bare et eller andet over hende, som gjorde, at mange i hvert fald kunne se noget kønt i hende. Lige meget hvad tøj hun så var i klædt. Det var måske ikke det bedste sted at være, for en pige som hende, men det var hun temmelig ligeglad med. At gå ind på en bar var skam ikke noget, der skræmte hende synderlig og desuden var hun også i perfekt stand til at forsvare sig selv, så det var intet problem på nogen måde. Opmærksomheden lå nu på hende, fra de fleste mennesker i lokalet. Så var alt, som det plejede at være. Dog var der nogle folk derinde, som hun godt kunne leve uden opmærksomhed fra. De der halvgamle mænd med ølmave og en attitude, der stank langt væk af "jeg har boet i min mors kælder de sidste 4 år" var virkelig ikke tiltalende på nogen måde. Ældre fyre var fint, men der var en grænse for galskaben og de personer overtrådte den med flere meter.
Smilet blev blot større på hendes læber, da hun kunne se, at hans opmærksomhed nu lå på hende. Opmærksomhed fra de rigtige personer var altid meget dejligt. Selvom hun nu havde en fast kæreste, så afholdt det hende ikke fra at flirte en smule. Bare lidt uskyldigt. Ikke fordi hun ikke elskede Nathan, tvært imod, men der var noget ved hendes person, som ikke kunne afholde hende fra at flirte en smule. Hele lokalet blev stille med et, da lussingen gav genlyd og det havde tydeligvis virket, da manden sekundet efter satte i gang mod døren, der førte ud af baren. Hun kunne ikke lade være med at smile tilfreds. Hun havde fået sat en person ud af spil og samtidig tydeligvis fået sig en del respekt. Det var alt, som det skulle være. Det var langt fra første gang, at hun havde stukket en, en syngende flad, fordi de kom en smule for tæt på. Det var i grunden også respektløst at gøre. Især med personer, som de slet ikke kendte. Det var jo uhørt. Sådan var hun ikke blevet opdraget, hvilket nok også var grunden til, at hun reagerede sådan. Der var andre grunde, men det var ikke noget, som hun havde lyst til hverken at tænke på eller snakke om.
Hun rettede igen sin opmærksomhed mod manden, drengen, et eller andet, i den tomme bås og kunne ikke lade være med at sende ham et lille fnis, som hun gik ned mod ham. Hun modtog hans nik med et lille smil, der indikerede at hun sandelig også var stolt af det, som hun havde gjort. Det var ikke alle piger, som var i stand til at forsvare sig selv på den måde. De fleste ville for længe siden være løbet skrigende ud af baren med tårer løbende ned af begge kinder eller råbe op om det ene eller det andet, imens de desperat prøvede på at komme ud af mandens greb. Det var næsten helt komisk at tænke på. Sådan var hun ikke og ville heller aldrig blive. Svag. Det var ikke noget, man kunne kalde hende og bange af sig var hun heller ikke.
Smilet hang stadig på hendes læber, da hun kom helt hen til manden, som bestemt heller ikke var dårlig at se på. Hun ville endda sige, at han var virkelig charmerende, blot ved at fokusere på hans udseende. Ikke dårligt. Heller ikke, hvis det blot var for at snakke med ham. Han så også ud til at være en flink person, men skindet bedrager jo altid en smule, så hun holdt sine parader klar, hvis der nu skulle ske et eller andet. "Det var da beroligende" sagde hun med et lille fnis og kiggede mod ham. Det var da godt at høre, at han ikke var sådan, selvom det selvfølgelig kunne være løgn det hele, så valgte hun at stole en smule på ham. Om det så ville være en god eller en dårlig ide at gøre, det måtte tiden vise.
"Mallorie" sagde hun kort i den samme venlige tone, som han selv lige havde brugt. Hun smilede, da han sagde, at hun kunne sætte sig og overvejede et sekund bare at sætte sig ved siden af ham, men det ville måske være en smule for meget. hun kunne jo altid rykke sig senere. Derfor gik hun rundt om bordet, indtil hun kunne komme ind på den anden side af ham. hun satte sig med ca 1,5 meter imellem dem og tog høfligt hans hånd. Hun rystede den en enkelt gang, for så at give slip. Hun var nu lidt chokeret over hans høflige tone, men det var bestemt ikke noget dårligt tegn. Hun kunne godt lide folk, der kunne finde ud af at opføre sig respektabelt overfor andre mennesker og især piger. Det var vel bare en eller anden ting hun havde i tankerne, sådan skulle det bare være. "Hvad laver du så her på denne tid?" spurgte hun i en venlig tone, dog med en lidt drilsk undertone gemt i sætningen. Hun vendte sig en halv omgang, så hun kom til at sidde med front imod ham og afventede et svar, med et smil formet på sine læber.

Pigen eller kvinden som nu stod ved Gorans side, bord for at være præcis, virkede speciel, som en mystisk skygge der herskede og rungede i hende, stort potentiale havde hun, og en eller anden dag, før eller senere ville hun opnå noget stort, dog måske ikke lige denne aften.
På trods af de så ellers muntre ord samt den fine fnisen Mallorie udtrykte omkring at han ikke var som de andre, nok mest med henblik på manden som før havde taget fat i hende og andre luskede bagtanker, men sådan havde Goran ikke været i et lille årtusinde nu, dog så var han tvunget til stadig at drikke blod fra diverse mennesker, men sjældent var det fra folk som strittede imod, de fleste plejede blot at tilbyde dem selv til ham, og når de så ikke gjorde det, så havde han et trick eller to oppe i ærmet.
Gorans opmærksomhed blev atter rettet på Mallorie som havde taget plads overfor ham, og stadig med et venligt smil plantet på læberne, prøvede han at finde ud af hvem og hvad hun var, trods alt, så var det utroligt hvis blot et menneske sad overfor ham nu, og ej viste frygt, eller blot en anelse om hvem han var, men så igen det var fascinerende den mådeholdthed hun besad, det mod, det var ikke noget álle besad, dog så var det set før men det blev aldrig kedeligt.
Et kort øjeblik var ikke andet det tog for Goran at fange mandens opmærksomhed som stod oppe i baren, og med et nik til ham, var det som om han blev beordret ned til bordet hvor Goran og Mallorie nu sad og hygge snakkede, dog inden bartjeneren var nået derned, havde Mallorie allerede spurgt ham om noget, hvorpå at Gorans opmærksomhed straks blev flyttet fra bartjeneren til Mallorie, og det venlige smil var atter placeret på hans læber ”Først tænkte jeg på at få mig noget at spise, og dernæst, så ville jeg blot se hvad aften bragte med sig” Den drilske undertone fik et rigtigt smil plantet på hans læber, dog så gik der ikke særligt lang tid før at han lagde lettere hovedet på skrå og det før oprigtige venelige smil blev skiftet ud med et mere høfligt en af slagsen, som et tegn på en venlig gestus over at han godt upåvirket godt kunne være venlig og høflig.
Jakken som Goran havde glemt alt om at han stadig havde på, begyndte at blive træls, han var ikke selv den største fan af at have tøj på når der ikke ligefrem behøvede det, dog ikke ment i den forstand at han ville gå nøgen rundt til hverdagen, men i dette tilfælde når han sad inden i baren, så var der absolut ingen grund til at have en tyk jakke på, med en hastig og lidt besværlig bevægelse på grund af pladsmanglen i båsen fik han kejtet fægtet jakken af, og det oprigtige smil vendte atter tilbage på hans læber.
Efter at jakken var blevet fjernet lagde han den pænt sammen og smed den ved siden af sig, så den ikke lå i vejen, hvorpå han smurte ærmerne op på trøjen, så det føltest mere behageligt at have den på, dog så var der på trods af hans ’unge’ alder så ville det monstro ikke kræve en tydelig hjerne aktivitet før at man kunne regne ud at han ikke ligefrem var de 17 år som han lignede, alene på hans arme var der op til flere tatoveringer som havde en spirituel symbolsk egenskab, og som lignede forskellige ting, samt at han over brystkassen havde en tatovering som også var blevet blottet, også selvom at det ikke nagede ham når folk spurgte omkring dem, da han stadig mente at de var en del af hvem han var, men hvem ville ikke også det. Trods alt, så havde han levet i over 2000 år og de var blevet lavet dengang hvor man stadig dyrkede elementerne som shamaner som tidlig galler.
”Vil du have noget at spise Mallorie?” kom det i en venlig tone fra Goran, i det han håbede at deres samtale måske kunne fortsætte i lidt længere tid end hvad der var hændt dem nu, atter med blikket rettet imod bartjeneren som straks kom løbende ned til dem, forpustet og med en stærk stank af tobaks røg og alkohol
”Ellers tak.. Der er ikke noget som er fristende” kom det fra Goran og så afventede på Mallorie, stadig smilende, ”Jeg skal skam nok betale for maden” kom det fra ham, i håbet om at det ville friste hende til at blive der, og til at slappe en anelse af, hun virkede anspændt, men så igen, hvem ville ikke gøre det når de havde stået i hendes situation og der havde været en tyk gammelmand, tilmed lugtende af tobaks røg og alkohol, som havde lagt an’ på en.

Der var noget mystisk over den dreng/mand, som hun havde været så heldig at få opmærksomhed fra. Noget, som hun ikke kunne sætte sin finger på, men der var i hvert fald et eller andet. Om han var et menneske eller ej, det kunne hun stadig ikke helt sætte sin finger på. Det kunne han ikke være, det troede hun ikke på. Han så ud til at være omkring hendes alder, men der var noget ved hans attitude, som gjorde at hun ikke kunne tro, at han kun var 18 år gammel.
Hun var ikke som alle de andre piger, slet ikke og det skulle hun nok hurtigt få bevist overfor enhver, som tvivlede på det. Hun var ikke en sød lille pige, som altid gjorde, som der blev sagt, selvom hun nok godt kunne ligne det nogle gange. Hendes udseende kunne være noget så sødt og fredeligt, men hvis man pissede hende bare en smule af, så faldt der brænde ned. Det var noget, som hun virkelig hadede. Manden, som før havde haft fat i hende fattede det tydeligvis også, sammen med alle de andre mænd, som nu gloede på hende. Det var da ufatteligt, at hun aldrig kunne gå ind på en bar, uden at tiltrække sig så meget opmærksomhed, at alle kiggede på hende. Med et lille suk og et fnys vendte hun igen sin opmærksomhed mod drengen, som hun nu sad ved siden af.
Mallorie sendte ham et smil og prøvede at finde ud af, hvad han var for et væsen. Menneske var han ikke, det kunne hun med det samme se. Det var ikke fordi, at det faktisk var tydeligt, men der var bare noget i hende, som sagde, at det kunne han ikke være. Mange ville nok kalde hende både dum, uforsigtig og idiotisk ved at gøre, som hun næsten altid gjorde. Hun havde det med altid at snakke med alle de mennesker og andre væsener, som alle andre frygtede og altid prøvede på at flygte fra. Det havde hun ikke. hun havde ikke den følelse og det havde også givet både dårlige og gode oplevelser, men jaja. Det var noget, som hun ikke ville kunne lægge fra sig igen og det ville hun sandelig heller ikke. Hun tog tingene som de kom og det passede hende fint.
Hun kom med et lille nys, og kiggede rundt i rummet. Der var kommet lidt mere fred over det nu, da der var gået lidt efter hendes lille stunt. Hun håbede på at kunne blive siddende og snakke med denne mand, som hun nu havde besluttet sig for han var. Det var ikke en dreng, det var en mand. Så var det bare at beslutte sig for, hvad for en form for væsen han var. Hendes tanker fløj en smule, men hun kiggede igen på ham, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun smilede med det samme over hans drilske undertone og tænkte med det samme, at det nok skulle blive en god aften. Hun havde heller ikke fået noget at spise endnu. Hun havde ikke spist noget hele dagen, hvis hun skulle være helt ærlig.
Mallorie kiggede mod ham, da han prøvede på at få jakken af og kunne ikke lade være med at fnise en smule over hans kejtede bevægelser. Det var en smule komisk at se på. Det var ikke på nogen måde for at være ond, men det så en smule sjovt ud. Det var heller ikke en ret stor bås, som de sad i. Der var lige plads til 3 mennesker, hvis man sad tæt på hinanden. Lige nu sad de ikke så tæt igen. Hun sad stadig med et pænt mellemrum mellem dem, som var høfligt, men stadig virkede som om, at hun var interesseret i ham.
I samme bevægelse som hans, tog hun også sin jakke af og t-shirten kom til syne. Det var ikke rigtig noget særligt. Bare en t-shirt med et gammelt band, som hun havde hørt længe. Det var bestemt ikke noget dårligt syn som mødte hende, da han tog jakken af. Nu var det endnu mere tydeligt, at han ikke var 17 år gammel. Tatoveringerne var en ting, men også i det hele taget hans kropsbygning. Hun sank en enkelt gang, imens hun bed sig i læben og rettede blikket mod hans ansigt igen, bare for at få det væk fra det faktum, at han så mere end godt ud.
"Ja det kunne da være meget dejligt" sagde hun med et smil og kiggede mod ham. Det var ganske høfligt og hun håbede derved også, at de kunne fortsætte deres samtale. Hun fandt også nu ud af, hvor sulten hun faktisk var. Hendes mave begyndte at knurre og hun håbede virkelig på, at han ikke kunne høre det. Hendes flabede side kom frem, da han kom med sin sidste kommentar. "Det havde jeg da sandelig også regnet med, nu hvor du spørger om det" sagde hun med et lille fnis og kiggede mod tjeneren. Hun var stadig en smule gal over det med den gamle, klamme mand og håbede på, at han kunne få hende til at køle en smule med.