No... No... no I did not! (Mallorie)

Tid: 17:00
Sted: legepladsens sandkasse
Omgivelser: Få børn der leger
Påklædning: En vinterjakke og jeans.

Josh lagde i sandet og kiggede op i den mørke himmel. Han havde lige være på legepladsen sammen med et barn han passede og barnets forældre havde næsten lige været der og hentet barnet så nu lagde Josh bare og slappede af, han orkede ikke at gå hjem, han kunne sikkert falde i søvn på stedet grundet han ikke sov for godt for tiden.

Han lagde og kiggede op i himlen mens han lyttede til de børn der stadig var på legepladsen, det var ikke mange da de fleste var på vej hjem. Han havde nydt dagen sammen med barnet, så uskyldig og nem, ikke noget problembarn eller noget der var besudlet af hvad andre gjorde omkring dem som sådan... Det kom desværre senere... Det vidste han...

Han rejste sig langsomt op og børstede sandet af sig selv.

Mallorie havde været på nogle mindre ærinder for sine forældre, da hun gik forbi legepladsen. Hun havde været ude med de ting hun skulle og ville ikke hjem, så besluttede sig for at gå en tur gennem byen. Hendes blik faldt på en person, der lå i en sandkasse. Han så så underligt velkendt ud, at hun ikke kunne lade være med at træde ind på legepladsen. Det kunne vel ikke være??? Nej det kunne det ikke, det var ikke muligt, at hun ville kunne huske det, men et eller andet i hende, prøvede at forsikre hende om, at hendes tanker var rigtige.

Da han rejste sig op, kunne hun tydeligt se det. Det måtte da være ham. "Josh???" sagde hun stille og gik helt over til kanten af sandkassen. Hun håbede inderligt på, at det var ham, da det ellers ville blive en meget pinlig situation de stod i. Udseendet passede i hvert fald. De træk, som han havde haft i de små klasser var der stadigvæk. Det måtte vel have været... 5. klasse? Det var i hvert fald godt nok længe siden og hun kunne mindes, at han havde gået et par klasser over hende.

Han lagde mærke til at der kom nogen derind, men han regnede bare med at der ville komme børn med ind på pladsen også. Han kiggede stille på hende kort og lagde sig så ned igen inden han rejste sig helt og så blev han åbenbart antastes af personen der var kommet derind...

''Jaaa, det er da hvad jeg hedder? Og hvem er du? og hvad vil du?''

Han havde haft nogle uheldige møder med nogle folk på det sidste og var egentligt gået hen og var blevet en smule paranoid, men under overfladen var han stadig lige så naiv som han altid havde været. Han grinede lidt ved sig selv så det lød nok nærmere som en fnisen.

Han gik en smule tættere på hende, og han havde en meget underlig fornemmelse af at det her ville blive et meget dårligt møde. Han kiggede rundt og sendte hende endelig så et smil

Crap. Hun havde ikke regnet med, at han ikke ville kunne huske hende. Men igen, man kunne ikke rigtig bebrejde ham det. Det var også ved at være over 6 år siden, så det ville være de færreste, der kunne huske hende fra første øjekast. Hun havde ændret sig en hel del på de 6 år, både personligheds og udseende mæssigt. Hun havde for at sige noget fået langt længere hår og hun havde også ændret sig en del i sine ansigtstræk. Hun var blevet meget mere kvindelig. Flere former og mere voksne træk. Det kunne hun også se, at han havde.

"Ja ... Det her virker nok lidt underligt. Jeg er Mallorie, hvis du kan huske mig? Vi har gået i skole sammen på et tidspunkt"

Hun slog blikket ned mod jorden, da hun regnede ud, hvor idiotisk hendes sætning lige var. Hun kiggede kort op på ham med et undrende blik, da der kom et fnis fra ham. Var det af hende? Det ville ikke undre hende, da hun godt selv kunne se, at det nok var en smule underligt at sige til en person, som ikke engang kunne huske hende. Hun prøvede på at komme på noget, som ville kunne få ham til at huske hende. Hun var sikker på at det var ham. Hun kunne se det på ham.

Hun kiggede op på ham igen, da han gik tættere på hende og sendte ham et tilsvarende smil, da han endelig smilede til hende. Det lettede lidt på hendes skuldre. Det skulle nok gå. Håbede hun.

Han kiggede stille på hende og han huskede egentligt ikke ligfrem at han havde gået i klasse med hende, fordi han kunne ikke rigtigt huske nogen fra dengang han havde hans forældre, da han siden deres død havde fået glemt alt om dem. Han smilede stille og roligt til hende og trak på skuldrende. Han slappede langosmt af.

''Jeg husker ikke rigtigt nogen fra min skolegang og slet ikke fra de mindre klasser... Så nej jeg kan ikke huske dig''

Han kiggede på hende og håbede egentligt ikke at hun havde noget at fortælle ham som kunne overbevise ham om at han havde gået på skole med hende. Han kiggede lidt rundt og forsøgte næsten at undgå at se på hende da det egentligt var en smule akavet.

''Hvorfor valgte du at konfrontere mig?''

Hun blev en smule mere rolig af, at han trak på skulderne. Det virkede ikke som om, at han var hverken sur eller havde et problem med, at denne mærkelige pige havde valgt at snakke til ham. Hun var normalt ikke den type, der blev flov tit, men det var sku ved at ske alligevel, selvom hun ikke ville være ved det. Hun prøvede på at finde sin lidt mere flabede side frem og ville derved lette stemningen med det. Om det ville virke eller ej, det ville komme an på hans egen humor. Hun tænkte kort over formuleringen på sin sætning og kiggede derved op på ham igen.

"Det var da ellers kedeligt. Jeg kan huske noget om, at du var heeeeeeeelt vild med mig"

Hun blinkede en enkelt gang til ham og sendte ham et kækt smil. Det var nu ikke engang løgn. Den akavede stemning var nu lettet fra hendes eget bryst, om det var lettet fra hans, det vidste hun ikke. Det måtte tiden vise. Det kunne godt gå begge veje.

"Tja... Tænkte på at det ville være sjovt, hvis du kunne huske mig"

Han trak bare på skuldrende af det hun sagde, fordi han ville ikke tro på det så det gjorde han heller ikke, selvom der var noget i ham der fortalte ham at hun måske havde ret i det hun fortalte om ham, men det skulle hun da godt nok ikke vide noget om.

''Ha den er god med dig!''

Han grinede lidt og rystede opgivende på hovedet af hende. Han kunne ikke lige se hvorfor det var vigtigt for hende at han kunne huske hende, han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende, inden han smilede kækt selv.

''Er du ude på at flirte med mig eller hvad? Så du kommer med en tosset historie for at gøre det nemmere?''

han grinede lidt og skubbede til hende.

Hun vidste næsten godt, at han ikke ville tro på hende. Hun havde nu ikke regnet med andet, men det var alligevel meget komisk, hvis han kunne. Det skulle nok komme på et tidspunkt. Det håbede hun i hvert fald, at han ville. Det ville være sjovt at kunne udveksle gamle minder fra folkeskolen.

"Det er nu rigtig nok!"

Hun grinede kort, da han rystede på hovedet. Hun ville virkelig gerne sige, at hun ikke længere havde den seddel, hvor beviset var, men det havde hun. Hun havde sat den ind i en af sine tidligere dagbøger og kunne på ingen tid hente den, hvis det nu blev nødvendigt.

"Flirte med dig? Næh nej du. I hvert fald ikke lige nu, og desuden ville jeg ikke behøve sådan en historie, for at gøre det nemmere for mig"

Hun blinkede en gang til ham og skubbede tilbage, da hun havde trådt et skridt til siden. Hun syntes da selv, at hun var charmerende nok til, at sådanne virkemidler ikke var nyttige.

''JA ja, du vil nok ikke lige med det samme erkende at du ikke havde ret i hvad du sagde, men helt ærligt er du sikker på det ikke var en anden fyr der var heeeeelt vild med dig?''

Han grinede lidt, han håbede virkeligt at hun ikke ville presse på med at overbevise ham, for han ville helt sikkert komme til at blive så flov og uduelig virkelig hade sig selv for det. han grinede stille til hende, og skubbede tilbage.

''Det er da godt du har selvtillid?''

Han gik stille og roligt hen mod ne bænk hvor han satte sig ned, og kiggede på hende. Han regnede med at hun ville sætte sig hos ham og snakke men hvis hun ikke gjorde var det da også okay.

"Jeg er helt sikker på det var dig Josh. Helt ærligt. Du tror stadig ikke på mig vel? Hvad hvis jeg så siger det her? Hvad var det nu vi kaldte dig? Hmmm.... JO! Joshie, Josh-Josh og det, jeg var den eneste, der måtte kalde dig "den søde Josh basse" "

Hun kunne ikke lade være med at grine, uden overhovedet at have set hans reaktion på den sætning, som hun lige havde sagt. Det kom til at blive super komisk at se det. Minderne om de små klasser kom op i hende igen. Det havde været nogle virkelige sjove minder, som hun havde fundet frem igen.

"Lidt selvtillid er altid godt!"

Hun smilede til ham og gik med ham over til bænken. Dog satte hun sig ikke ned endnu. Hun ville se hans reaktion på det først. Hun vidste ikke rigtig, hvordan han ville reagere og ville gerne være klar til at smutte væk, hvis det blev for meget for ham.

''Det passer ikke! Det er jeg aldrig blevet kaldt!''

Han vendte ryggen mod hende og hans kinder lignede et flammehav. Han havde det virkeligt pinligt som de snakkede der. han var nød til at komme på et eller andet at sige overfor hende, noget der kunne gøre at hun også havde det pinligt, fordi han havde det ikke så godt med det her lige nu.

''Ja det har du altid haft som dengang du rendte nøgen rundt, fordi du mente du var lækker!''

Han vidste ikke om hun nogensinde havde gjort det, men han ville ikke være den eneste der var flov over det her, så hvis hun ikke blev flov ville han vælge at gå eller ihvertfald bede hende snakkede om noget andet, medmindre han skulle dø...

*Ooohhhh Gud... Fuck mit liv...*

"Jo du er! og du kan ikke benægte det!"

Hun kunne ikke lade være med at begynde at grine, da han vendte sig om. hun kunne tydeligt se farven i hans kinder blusse op og det morede hende kongeligt. hun ville ikke have, at han havde det dårligt med det eller bare i det hele taget var pinligt berørt. Hun håbede på den sidste ting og lagde derved ikke ret meget i det.

"DET! Er til gengæld ALDRIG sket! Jeg har beviser på det andet min skat!"

Hun smilede stort til ham og kunne ikke lade være med at puffe til ham igen. Hun vidste med det samme, at det var noget, som ikke var sket. Hun ville kunne huske det, hvis det var sket. Hun var på ingen måde flov over det og havde det virkelig sjovt med at se ham være det.

"Ej okay, jeg skal nok prøve på at være lidt mere sød, men er der noget af det, som ringer en klokke?"

''Det kan jeg da!''

Han sagde det måske lidt hårdere og mere irriteret end han egentligt ville have sagt det, fordi han ikke kunne lide det og han egentligt var begyndt at få det rigtigt skidt, hans mave begyndte at snørre sig sammen, og han havde det direkte elendigt nu... Han vendte sig langsomt om mod hende.

''Gider du snakke om noget andet!?''

Igen talte han en smule hårdere end han havde ment det. Minder om hans fortid var af to grunde ikke så gode, og det var det da slet ikke når det så var noget der var meget meget pinligt... han kiggede væk fra hende stadig til han havde sig selv under kontrol...

''Og nej intet ringer en klokke...''

Okay... Hun kunne godt se på ham, at det ikke var sjovt længere og lagde sit ansigt i lidt mere rolige folder. Det var jo ikke sjovt at grine, hvis personen ikke selv var med på den. At være flabet og være ond var en hårfin grænse, som man virkelig skulle passe på med at overskride. Hun ville være sød, men alligevel ikke så sød igen. Hun ville stadig være en smule flabet, men alligevel sød på samme tid. Det tog en mester til at kunne gøre det.

"Okay okay, jeg skal nok være sød."

Hun satte sig ned på bænken ved siden af ham og smilede varmt til ham. Hun ville finde et andet emne at snakke om, da det ikke ligefrem virkede som om, at han ville snakke om sin fortid mere. Det var lidt trist, da hun gerne ville vide mere om, om han overhovedet kunne huske hende, men ville lade det ligge for nu.

"Trist... Men okay så. Jeg er Mallorie" sagde hun med et smil og håbede på, at det ville lette lidt på stemningen.

''Tak...''

Han blev stadig siddende med ryggen mod hende, i frygt for at bryde sammen hvis han kiggede på hende. Han havde en tendens til nogle gange at blive meget trist omkring hans fortid fordi han havde mistet sine forældre og han havde det ikke så rart med det.

''Jamen hyggeligt at møde dig Mallorie''

Han smilede stille og roligt til hende. Han kiggede på hende, og han regnede lidt med at hun ikke lod det være. Han havde nu endelig vendt sig rundt, og man kunne svagt ane at han havde svagt røde øjne. Han kiggede på hende.

''hvad laver du så her?''

Hun smilede blot af hans tak og kiggede på ham. Hun ville ikke tvinge ham til noget som helst, så ventede blot på, at han ville vende sig om mod hende igen. Hun lagde den ene arm på ryggen af bænken og vendte sig en halv omgang, så hun ville sidde med hovedet mod ham. Hun lod et forsigtigt smil hvile på sine læber med et roligt blik i øjnene.

"Også hyggeligt at møde dig"

Hun så godt det svage røde i hans øjne og overvejede et sekund at ligge en hånd på hans kind, men lod være, da det nok ville være lidt for meget nærkontakt, efter deres samtale. Han havde endelig vendt sig om mod hende og hun ville ikke risikere at gøre ham ked eller noget lignede igen.

"Har været på nogle ærinder for mine forældre og vil ikke rigtig hjem, hvad med dig?"

''Jeg har været her og passet et barn, og så orkede jeg ikke rigtigt at gå hjem igen... Men hvorfor gider du ikke at gå hjem?''

Han fattede det ikke rigtigt, det var da underligt at hun ikke havde lyst til at skulle hjem, hvem ville ikke gerne hjem og slappe af med sin familie? Han ville ønske han havde den mulighed men han havde jo ingen familie, ingenting overhovedet udover sig selv og så hans få venner. han smilede meget stille og roligt til Mallorie...

''Nå men lige meget egentligt, forstår bare ikke hvorfor man ikke gerne vil være sammen med sin familie?''

han kiggede roligt på hende.

"Lyder hyggeligt. Jeg ved ikke... Havde bare ikke lige lyst til det. Ville hellere ud på lidt eventyr"

Hun sendte ham et varmt smil. Hun elskede sin familie og ville hellere end gerne være sammen med dem, men eventyr var alligevel en smule sjovere. Hun kunne godt se på ham, at det ikke var noget, som han forstod, men sådan var hun nu engang.

"Rolig nu. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være sammen med dem, men at være med dem 24/7 det orker jeg ikke i længden. Jeg vil også ud og opleve noget"

Hun sendte ham et forsigtigt smil og håbede på, at han ville forstå hendes sætning.

''Så du gik på legepladsen? Altså måske der var eventyr her da du var mindre, men nu er det ikke meget mere end en beskyttet afdeling hvor børn kan få frisk luft uden den store risiko for at komme til skade på nogen måde...''

Han kiggede stille i hendes retning og smilede meget venligt til hende. Han kiggede på hende og han så hende kort i øjnene. Han vidste ikke hvad grunden var til at han gjorde sådan, men han havde altid gjort det...

''Ud og opleve noget? er du så en af de piger der er i byen hver weekend og derefter sammen med en ny fyr hver uge for at opleve det hele inden din teenage tid er forbi?''

Han kiggede på hende og vidste godt at han kunne lyde meget gammeldags.

''

"Nej. Jeg var egentlig på vej ned til parken eller noget i den stil, da jeg så dig ligge i sandkassen. Og ja, jeg er godt klar over, hvad en legeplads er til for" sagde hun en anelse irriteret til ham. Hun hadede at blive talt ned til og hans tone var heller ikke ligefrem pæn.

Hun blev dog tøet en smule op, da han smilede venligt til hende. Han var vel bare skeptisk omkring hende, hvilket hun faktisk ikke kunne bebrejde ham. Hun lod sine øjne møde hans med et varmt smil og kunne ikke lade være med at blive en smule mere glad, end hun havde været for lidt siden. Det var et af de der specielle smil, som kunne tø hende op på ingen tid.

Hun måtte forsøge stærkt på ikke at flippe ud på ham. "Nej det er jeg ved gud ikke!" sagde hun i en smule hård tone og kiggede imod ham. Hun havde da haft nogle flirts, men det med at gå i seng med alle og enhver, det ville hun sandelig ikke, og så var der det faktum, at hun stadig var jomfru, der gjorde det en smule svært at leve op til den fordom.

"det jeg mente var at dengang vi var små var legepladser, ikke lige så kedelige, i dag pakkes alt jo ind i vat for at børn ikke komme til skade men hvordan skal de så lære hvad de skal gør hvis de kommer til skade en dag? Eller hvad de skal passe på?"

han smilede til hende, og havde ikke lige ment at virke sur eller ond overfor hende. Han havde ikke haft nogen mening at være dum.

"Det er jeg glad for at høre så er jeg ikke alene om at være mod det som du lyder til at være?"

han sendte hende er varmt smil, hun var da egentligt meget hyggeligt at snakke med.

"Argh ja, det kan jeg godt være enig med dig i. Det er rigtig nok, at mange børn bliver pakket ind i vat og ikke må noget som helst, det er faktisk lidt synd. Som du selv siger, hvordan skulle de så kunne lære at passe på sig selv? De skulle bare slippe deres børn løs og så guide dem, når de kommer til skade"

Hun smilede til ham og sendte ham et kærligt blik. Hun havde vidst overreageret en smule, det var desværre blevet en vane for hende, så det kunne man ikke rigtig gøre noget ved.

"Nej det er du ikke. Jeg kan virkelig ikke klare sådan nogle mennesker"

Hun smilede til ham og var nu glad for, at han var kølet en smule af efter den underlige samtale, som de havde haft først i deres møde.

"ja nemlig, og alligevel ender vi måske selv som den slags forældre eller sammen med en partner der er den type..."

han sukkede irriteret over at verden faktisk var gået hen og var blevet sådan det kunne da være meget irriterende at verden skulle være din og kedelig.

"Det jeg glad for... Så har du så en kæreste at ligge og kalde dagligt?"

han skubbede drilsk til hende, og grinede drillende til hende, mens han smilede stille og varmt til hende. Hun var nu ret sjov.

"Det håber jeg sandelig ikke, har ikke lyst til mine børn skal være pakket ind i plast, men alligevel må man vel indrømme, at de kun gør det for barnets bedste"

Hun havde nu ikke meget imod, at verden var blevet sådan, så længe hun ikke selv skulle udsættes for det. Overbeskyttende forældre. Det var ikke et ord, som hun kendte til. Selvfølgelig havde hendes forældre passet på hende, men ikke i sådan et omfang, at hun ikke måtte noget som helst.

"Nej det må jeg indrømme, at jeg ikke har og heller aldrig har haft, hvad med dig?"

Hun puffede ham tilbage på den ene skulder og lod hånden køre gennem sit hår. Det var et chok for mange, men hun havde aldrig haft en kæreste, selvom hun havde kunnet lide nogle stykker.

''Ja har det jo på samme måde, og jo det er da for børnenes bedste, men det betyder ikke at det faktisk er det, men ja de gør det jo i den tro at det de gør er det bedste for deres barn.''

Han sendte hende et stille og smil og grinede så over hendes svar, nok mest fordi det kom bag på ham, han havde ikke lige troet at hun ikke havde haft en kæreste nogensinde. Det lignede hun ikke en...

''Hvad virkelig? og nej kan sige det samme... men helt ærligt hvor mange fyre har ikke lige prøvet at komme i bukserne på dig?''

han så lidt forbavset og usikker på hende, Han grinede lidt og rystede på hovedet af sig selv over at være sådan.