I've been here before //Mallorie//

Klokken lød ved en elleve tiden, han havde hørt den før. Det var den samme klokke han havde hørt for et par dage siden, var han nu fløjet i ring? Det var da utroligt, men nå ja. Sådan går det når man er et nyt sted og man lige skal lære omgivelserne at kende. Han landede på et hus der lå lidt væk fra skolen og kiggede ned i gården. Mange af de mennesker dernede havde han set før. Dog undrede det ham lidt at han ikke kunne få øje på nogen af hans egen slags. Han havde været her et par dage og stadig havde han ikke fundet nogle andre engle og det kunne da ikke passe at han var den eneste omkring af hans slags. Caelren rystede let på hovedet og fokuserede igen ned på skolegården, han kunne se at der var en gruppe ældre børn der have omringet en anden dreng, det lignede mobning. Caelren fnys let for sig selv og fløj derned.

Han landede med et bump lige foran den stakkels dreng der blev mobbet. Han rejste sig langsomt op, hans vinger hang slapt bag ham, hans røde hætte på jakken dækkede øjnene, hans hænder knyttede imens han bare stirrede på de ældre drenge der tabte ansigt foran ham. "Hvis i har et problem med ham, så skal i forbi mig først. Så må vi se hvor sjovt -det- bliver." Sagde han med en høj stemme. De ældre drenge rystede bare på hovedet og stak af. Han vendte sig om imod den dreng der var blevet mobbet og hjalp ham op, nikkede en enkelt gang til ham og smilede idet han satte af og landede på skolens tag for at kigge sig omkring.

Mallorie havde lige haft en, hvad der virkede som uendelig lang matematik time og ville ud for at få noget frisk luft. Det virkede som en evighed siden, at hun sidst havde været udenfor til trods for at klokken ikke var mere end 11 om formiddagen. Hun kiggede rundt i skolegården og fik ikke øje på noget ud over det sædvanelige. Nogle der spillede fodbold, et par tøser, som stod og snakkede ovre ved væggen og så nogle drenge, som stod omkring en anden dreng. Hun gav et suk fra sig. Det var de samme drenge, som altid raserede skolen. Med et let hovedryst rejste hun sig op for at komme over til drengen. Dog blev hun mødt af noget nyt. En der landede foran drengen, som lå krøllet sammen på jorden. En engel? Det var ikke noget, som hun havde set mange gange før. Hun gik en smule tættere på drengeflokken, men dog ikke mere end hun stadig havde en sikkerhedsafstand. Omkring 10 meter, da englen så ud til at have styr på, hvad han lavede. Drengene fandt hurtigt ud af, at det ikke længere var sjovt at drille knægten og satte i stedet kurs mod hende. Hun stod i midten af skolegården med armene over kors og gloede ondt imod dem.

Hun koncentrerede sig om englen, som var fløjet op på skolens tag og opdagede ikke, hvor tæt drengene var på hende, før den ene af dem sagde: "Hey Mall. Skal du noget efter skole? Skulle vi to ikke have noget sjov sammen?" Mallorie kiggede på ham med et fnys, dog uden at svare ham. Han vidste allerede svaret. Aldrig i livet om hun ville lave noget som helst med ham. Desuden var hun heller ikke single. Drengen godtog dog ikke svaret og lagde flabet en hånd omkring livet på hende. Hånden kom dog hurtigt mod hendes bagdel og så fik hun nok. Med en flydende bevægelse snoede hun sig ud af hans greb og stak ham en syngende lussing. "Jeg har advaret dig omkring det her mere end en gang Teis. Hvis du rør mig igen, så er det ikke DET hoved jeg sigter efter"

Han observerede pigen som drengene var gået efter, han himlede med øjnene og så godt at hun havde styr på det, men en advarsel burde være nok, to?! Nej så var det for meget. Han fløj endnu engang ned til dem og landede bagved Mall, hans vinger nærmest foldede sig om hende på en beskyttende måde imens han stirrede på drengen. Det lød nærmest som om at han.. Knurrede af dem? Han gik så hen imod drengen der blev kaldt Teis, greb fat i kraven af hans trøje og løftede ham et par centimeter over jorden og stirrede på ham. Caelrens øjne lyste med en gul farve. "Jeg går meget ind for en ekstra chance.. Men at du så går direkte hen til hende?..." Han rystede på hovedet og satte derefter drengen ned igen. "Sidste chance.. Smut" Sagde han derefter. Nu troede Teis sikkert nok at han var lidt sej, han smuttede nemlig ikke, men stillede sig bare op foran Caelren. "Og hvis jeg nægter?" Blev der bare sagt. Caelren rullede bare med øjnene. Var den knægt virkelig så dumdristig at han ville lægge sig ud med en engel? Caelren sukkede bare og vendte om og gik hen imod pigen. "Så er jeg sikker på at hun nok gerne vil ramme et....Hoved." Sagde han og smilede fjoget af Teis.

Hun kiggede kort mod manden, som nu sad oppe på skolens tag. Det var fascinerende. At have vinger. Det ville hun sku gerne prøve, bare for en dag eller sådan noget. Hun kiggede mod drengene igen med et suk. Han forstod det tydeligvis ikke. Hun kiggede opad, da englen landede bag hende og kunne ikke lade være med både at føle sig en smule fornærmet og speciel på samme tid. Hun kiggede mod ham, da han gik over til Teis og tog fat i kraven på ham. "Bare lad være. Han fatter det ikke alligevel" sagde hun henvendt til englen og kiggede derefter på Teis, da han tydeligvis ikke forstod den trussel, som han lige havde fået. Hun gik hen mellem de to drenge, med front mod Teis og ryggen mod englen. "Teis. Seriøst. Smut" sagde hun i en truende tone og kiggede på ham med et blik i samme type. Hun gad ham virkelig ikke mere. Dog fattede han det stadig ikke og prøvede endnu engang at rage på hende. "Okay. Nu er det nok" sagde hun med et suk og lod sin fod svinge op direkte mellem benene på ham. Han gav et skrig fra sig og landte på jorden, hvor efter hans venner trak ham væk. Hun vendte sig mod englen og sendte ham et smil. "Tak for hjælpen, men jeg er nu i stand til at klare mig selv"

Caelren kneb det ene øje sammen og førte sin ene hånd ned mellem hans egne ben. "Ufff... Av.." Sagde han og fjernede hånden igen og kiggede på hende da hun vendte sig om. Hans øjne ville stadig være dækkede da han trak på skuldrene. "Jeg ved det, men når han ikke lytter første gang så må jeg jo gøre det klart anden gang." Sagde han med et let smil. Han vendte hovedet idet han gabte. "Undskyld.. Jeg blev vækket brat i morges af et tog og fald pladask ned på jorden i chok." Sagde han og grinede lidt ved tanken om det. Han rystede let på hovedet og kiggede på hende. Det var ikke rigtig som om at der var noget magisk ved hende, var hun mon et normalt menneske? Caelren vidste godt at mennesker af og til faktisk godt kunne være farlige. De var stærke og i den grad stædige af og til. Han kløede sig på hagen idet at stille tog hætten ned, det brune hår hang ned til skuldrene. Han kiggede sig omkring. "Øhm.. Hvad eh... Er det her for et sted?" Spurgte han og kunne egentlig godt mærke at det nok var et lidt dumt spørgsmål, men det var altså ikke meget han kunne huske fra dengang han levede. Det sidste han kunne huske var... Ja han ville egentlig helst ikke tænke på det.

Mallorie kunne ikke lade være med at grine over hans reaktion. Det var vidst en drengeting. Okay, det måtte heller ikke været ret behageligt, men han fortjente det altså. Hun var en smule irriteret over ikke at kunne se hans ansigt og overvejede at være flabet og tage den af ham, men lod være for nu. Hun ville ikke gøre noget som gjorde ham sur, da han virkede som en person, som hun kunne få det sjovt med. "Han vil uden tvivl gøre det igen inden længe. Det er en af de drenge, som bare ikke fatter pointen" sagde hun med et suk og kiggede kort rundt i skolegården. Der var ikke ligefrem noget spændende at se. Nogle spillede stadig fodbold, men ellers var der ved at blive tyndet ud i eleverne. Hun havde dog selv fritime indtil kl 14, så der var massere af tid til at lære sin nye bekendte bedre at kende. Personer som ham var lige det, som kunne sætte hendes nysgerrighed i gang. Hun kiggede kort underligt på ham over hans udtale omkring toget, men gjorde ikke mere end det ved det. Hun manglede stadig så meget info omkring magiske væsener i det hele taget, at man næsten kunne bilde hende alt ind. Hun så første gang på hans ansigt, da han tog hætten ned og kunne ikke lade være med at smile. "Hvad det her er for et sted?" spurgte hun med et lille fnis og kiggede rundt. "Det er en skole?" svarede hun med et spørgende blik og sendte ham et lille smil. Hvem kunne ikke ikke genkende en skole? Det var da en smule dumt. "Jeg hedder forresten Mallorie og hvad med min redningsmand?" spurgte hun med et lille grin og rakte hånden frem imod ham.

Caelren kiggede sig omkring da hun sagde at det var en skole. Det var som om at han aldrig havde set sådan et sted før, som om at det var helt nyt for ham. Han kiggede derefter på hende igen da hun præsenterede sig og rakte sin egen hånd ud for at trykke hendes. "Caelren." Sagde han kort, dog med et smil. "Muligvis... Muligvis.. Hvis han gør det igen så... Ja jeg kan jo ikke ligefrem kalde mig selv en engel hvis jeg bare gjorde en ende på det hele.. Hrm..." Han fnøs lidt til sidst. Ja han var en engel og så skulle han da ikke tænke på den måde, han skal da ikke rende rundt og fortælle at han burde slå folk ihjel bare fordi at de ikke vidste hvordan man skulle opføre sig. Han kastede et hurtigt blik på den højre vinge der havde et ar oppe i toppen, han satte en hånd derpå og det så faktisk ud ti lat gøre ondt. "Det var da utroligt... " Sagde han stille til sig selv, men hun skulle gerne kunne have hørt det. Han sukkede. "Et øjeblik." Sagde han og tog et skridt tilbage hvorefter han klappede hænderne stille sammen og dannede en lille orb imellem dem. Orben sendte så små lys stråler imod det sårede område. Jo området var helet, men det sveg stadig ind imellem, det var tydeligt at det ikke var et normalt ar. Lystrållerne cirkulerede omkring såret indtil orben forsvandt. Han rystede vingen lidt frem og tilbage og så tilfreds ud bagefter.

Mallorie kunne ikke lade være med at smile til ham, da han kiggede sig omkring. Det var som om han aldrig havde set en skole før. Var det ikke noget normalt lige meget hvor i verden man var? Det måtte det da være. Det kunne ikke være muligt, at der var nogen voksne mennesker, der ikke vidste hvad en skole var. Det var ikke muligt i hendes hoved i hvert fald. Hun smilede da han tog hendes hånd og rystede den et par gange, inden hun gav slip igen. "Hyggeligt at møde dig" sagde hun derefter og lagde hovedet en smule på skrå, da han snakkede igen. Hun kunne ikke lade være med at grine af ham. "Hov hov, så tror jeg lige vi holder kammertonen" sagde hun med et grin og puffede kort til ham. "Jeg skal nok sætte ham på plads. Det ville ikke være første gang det skete" tilføjede hun og kiggede op på ham. Hun mente ikke, at en person, der skulle forestille at være en engel, skulle snakke sådan, men hun fandt det alligevel sjovt på en eller anden måde. Hun kiggede op på hans vinge og kunne også godt se et lille ar, men det var alligevel ikke det hun kiggede på. Det var vingerne i det hele taget. Det var smukt. Virkelig. Hun havde ingen anelse om, hvad han havde gang i, men det så spændende ud og hun ville gerne vide mere om det. Hun kiggede mod ham, da han trådte tilbage og fulgte hans bevægelser, som han begyndte på sin magi. Det var noget af det mest utrolige, hun længe havde set. "Wow" sagde hun, da han så ud til at være færdig med sin healing. "Hvordan.... Hvad... Altså...." hun prøvede på at få ordende til at passe til meningen med det hun ville sige, men det gik ikke ligefrem godt.

Han grinede af hende da hun puffede til ham og nikkede et par gange. Efter healingen kiggede han på hende med at hævet øjenbryn. "Hvordan, hvad og altså? Øhh... Det.. Ved jeg ikke?" Sagde han for at have lidt sjov. Han kunne tydeligt se at hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige og han havde nok lagt mærke til at hun var rimelig interesseret i vingerne, han foldede dem om sig selv. "Det er mine!" Sagde han med en drilsk tone. "Du må ikke få dem!" Tilføjede han så med et smil, det var klart at han bare lavede lidt sjov. Han blev også ved med at kigge på hende som at hun prøvede at samle en ordentlig sætning sammen, hvilket ikke så ud til at gå helt efter planen. Han foldede langsomt vingerne ud og vidste udmærket godt hvad det egentlig var hun ville spørge om, eller det gik han da i hvert fald ud fra at han vidste. "Du vil gerne vide hvordan jeg gjorde? Simpelt, jeg er jo en engel, så det følger vel egentlig bare med.. Det er ikke rigtig til at forklare." Sagde han og smilede til hende. Han tog et hurtigt blik op på klokken og derefter på hende, men han havde faktisk allerede glemt hvad klokken var det sekund han tog blikket fra uret. Pokker tage den korttidshukommelse, den var altid i vejen. Tanken om skolen fløj stadig inde i hans hoved, han havde hørt det da han levede, men.. Kunne ikke helt sætte prikken på hvor pokker det var. Han rystede let på hovedet og kiggede stadig på hende med et smil.

Hun så hans hævede øjenbryn og kunne ikke lade være med at tænke, at det var et åndsvagt spørgsmål. Hun kunne ikke lade være med at grine over hans reaktion på hendes spørgsmål. Han lød ligeså forvirret som hun selv var og det beroligede hende på en eller anden underlig måde. Så var hun ikke den eneste, som så idiotisk ud i den situation. Et fnis røg over hendes læber, da han begyndte at lede opmærksomheden hen på sine vinger. De var virkelig smukke. "Øv hvorfor ikke?!" sagde hun med et fornærmet blik og satte hænderne i siden. Hun kunne virkelig godt tænke sig sådan et par vinger, selvom det måtte være virkelig irriterende. Bare at skulle fungere med dem. Det ville hun nok ikke kunne i længden, nu hun tænkte over det. Hun elskede dog det faktum, at han kunne lave sjov med hende, det var der ikke mange, der kunne. I hvert fald ikke i det omfang, det ville tage at kunne holde hende ud. Hendes flabethed overgik de fleste. Hun kiggede på vingerne, da han foldede dem ud og endnu et "wow" skød over hendes læber. "Fed forklaring..." sagde hun mere eller mindre sarkastisk og kiggede på ham med et lille grin. Det blev hun ikke ret meget klogere af, men noget ville hun gerne have et svar på. "Hva.... Giver du en tur?" spurgte hun og lavede de bedste hundehvalpeøjne hun kunne finde frem fra sin mere nuttede side af sin personlighed. Det skete ikke tit, men det kunne lade sig gøre.

Han rystede på hovedet med et lille grin. "Nej, det gør jeg ikke." Sagde han og vendte om som om at han skulle til at gå, men et par sekunder efter vendte han sig om, tog fat om livet på hende. "Hold godt fast." Sagde han og lettede. De hang et par meter over jorden. "Men... Hvor vil du hen?" Spurgte han lidt efter og kiggede sig omkring. Han kendte jo ikke byen så han anede ikke lige hvor de kunne flyve hen. Luften var lidt kold deroppe, så han besluttede sig for at lande på skolens tag hurtigt. Da han landede der tog han sin jakke af og lagde den over hende. Nu kunne man se hvad der var under jakken. Bag på hans ryg hang der et sværd, det var stort og man skulle sikkert bruge to hænder for at bruge det. Sværdet var sat fast så at det var indenom vingerne for at de ikke skulle støde imod når han fløj. Han kiggede ned på hende. "Jeg kom da lige i tanke om at når vi kommer op i luften så bliver det lidt koldere, så du kan tage min jakke indtil at vi lander igen." Sagde han og smilede til hende. "Nå.. Men.. Hvorhen?" Spurgte han lidt efter.

Hun kiggede lettere skuffet på ham, da han vendte sig om og skulle til at gå. Det måtte vel bare være det så. Hun havde ellers lige håbet på, at hun faktisk kunne få en tur på de smukke vinger. Hun blev derved også overrasket, da han tog fat om livet på hende. Hun låste armene omkring hans hals, så hun ikke kunne falde ned. Det ville ikke være specielt sjovt. Med det samme fik hun en kriller i maven, da hun ikke længere kunne føle fast grund under sine fødder. Hun nåede ikke rigtig at tænke over, hvor hun faktisk ville hen, inden han igen landede på taget. Et undrende blik kom frem i hendes ansigt og hun tænkte kort over, om han havde skiftet mening, da han lagde jakken omkring hende. Hun trak sine arme ind i de alt for store ærmer og lukkede den foran. Hun kunne se sværdet på hans ryg, men lagde ikke rigtig noget i det. Hun havde selv en del våben på sig. Det var ikke noget nyt for hende at møde en med våben. Det var en forsvarsmekanisme, som mange i byen var så kloge at have. "Jamen dog. En rigtig gentleman" sagde hun med et lille grin og kiggede på ham igen. "Ehm... en tur over byen?" spurgte hun derefter med et sødt smil og låste sig igen fast omkring hans hals. Højder var ikke noget problem for hende, men hun havde ikke en videre lyst til at falde ned derfra.

Han smilede da hun snakkede og trak lidt på skuldrene. "Mmh, jeg ved ikke. Jeg vil bare være sikker på at du ikke fryser eller bliver syg." Sagde han og lagde igen en arm omkring livet på hende og hev hende tæt til sig for at være sikker på at han havde ordentligt fat. Han satte derefter af igen og han lidt oppe i luften. "Nu kender jeg ikke byen så godt da jeg er ny, men det burde ikke være et problem at finde rundt heroppe fra." Sagde han og nikkede med et smil hvorefter han begyndte at flyve. Han fløj ikke for stærkt da han ville være sikker på at hun gik set det hele. Selv kiggede han rundt. De var et godt stykke oppe i luften, man kunne se skoven uden i horisonten samt bjergkæderne. Det var den udsigt Caelren var vant til, det var det han så hver evig eneste dag. Han lagde hovedet tæt på hende for at være sikker på at hun kunne høre hvad han sagde. "Jeg flyver tit bare rundt hvis jeg har et eller andet at tænke over. En udsigt som den her kan få dig til at slappe af og tænke over tingene efter min mening." Sagde han og fløj stadig rundt. Han kom til udkanten af byen og vendte derefter om for at flyve rundt i de andre dele af byen hvor de ikke havde været endnu. Vinden pustede og det var nok lidt koldt når man tænker på årstiden, men Caelren havde jo givet hende jakken og håbede lidt på at det ville være nok til at hun ikke ville fryse alt for meget. Jo han frøs måske en lille smule selv, men han sov jo udenfor og var vant til at det skulle være så koldt så han viste ikke overfor hende at han frøs.

Hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Det var nu lidt sødt, selvom han måske ikke syntes det. Jakken var alt for stor til hende. Den kunne næsten være en kjole, så langt som den gik ned over hendes ben. Hun smøg ærmerne op, så den passede til længden af hendes arme og kiggede derefter på ham. "Det gør jeg bestemt heller ikke. Din jakke skal nok holde mig varm" svarede hun med et lille smil og kiggede på ham. Hun sikrede sig, at hun havde ordentlig fat omkring hans nakke, inden han trak hende ind til sig og lettede derefter. "Jeg har selv heller ikke boet i byen længe, men det skulle ikke være så svært fra luften af, som du selv siger" sagde hun med et grin og kiggede ud over den smukke by. Den virkede til at være meget kønnere fra luften af. Vinden fløj gennem hendes røde hår og sendte det ud i en stille dans. Hun var målløs over, hvor smuk udsigten faktisk var. Fra jorden virkede byen som alle andre byer, men fra luften. Hun kiggede kort på ham, da han lagde hovedet tæt til hendes. Det var måske meget godt, da de ellers ikke ville kunne høre hinanden. "Hvor er her smukt" sagde hun og kiggede igen ud over landskabet. Hun frøs ikke med den store jakke på, så det var slet ikke noget problem.

Caelren landede på taget af et højhus. Det var den højeste bygning han nu lige kunne finde Han kiggede på hende og derefter udsigten. Han fjernede armen om livet på hende og smilede. "Jeg tænkte du måske ville være her lidt og få et ordentligt blik over byen på den måde som jeg ser den?" Spurgte han lidt efter. Det var ikke helt nemt at se byen ordentligt nå man bare fløj forbi de forskellige ting. Caelren foldede vingerne omkring sig selv for at få lidt varme. Han tog en dyb indånding og kiggede sig omkring, han kiggede lidt længere tid ud imod bjergkæden inden at han kiggede på hende igen. Gad vide om hun kunne lide turen? Jo hun nævnte da at det var smukt så det måtte hun jo have gjort. Han sukkede tilfreds og gik hen til kanten af taget og satte sig ned. Han klappede taget ved siden af ham. Heldigvis var det et fladt tag og ikke et skråtag så man kunne sagtens både gå, stå og sidde heroppe. Han kiggede tilbage på hende med det samme imødekommende smil, han kunne nu godt lide hendes selskab, men hun var jo også det første menneske som han havde haft e ordentlig samtale med og det første menneske der ikke bare gloede som en tåbe på ham, som om at hun aldrig havde set en som ham før. Det var stadig mærkeligt. Der fandtes vampyrer, dæmoner og varulve, men alligevel kiggede folk på Caelren som om at han ikke var af denne verden. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med at han ikke kunne skjule sine vinger.

Mallorie sendte ham et lille smil, da de landede på taget af højhuset. Det var noget så smukt at se byen fra en helt anden vinkel end hun lige var vandt til. Indtil videre havde hun kun set byen fra jorden af, og den var ærlig talt ikke ret køn dernede fra. I hvert fald ikke fra de steder, hvor hun havde været, men det var måske også lidt hendes egen skyld. Hun var for det meste steder, hvor hun ikke burde og så var gyder nok heller ikke det mest smukke sted at være. Da slet ikke midt om natten. Hun var faldet lidt væk og opfangede først, at han havde snakket til hende, nogle minutter efter. "Jo lad os det" sagde hun lettere forvirret og kiggede mod ham med et smil. Hendes blik kørte igen rundt i landskabet omkring hende. Det var længe siden, hun sidst havde oplevet noget i den stil. Det var helt fantastisk! Hun kiggede mod ham, da han klappede på taget og satte sig ned ved siden af ham. Hun foldede ærmerne på jakken ned, så de kom over hendes hænder, da hun var begyndt at fryse en smule. Ikke noget slemt, bare en smule om fingerne, da hun ikke havde nogle vanter på. Hun kunne nu godt lide at være i selskab med denne engel, til trods for, at det ikke var første gang hun mødte en. Lige meget hvad for et væsen det var, så formåede de altid at overraske hende på en eller anden måde. Det var virkelig sjovt at tænke på. Hun trak benene op under sig og lagde hagen på sine knæ, før hun igen kiggede op på ham. "Hvorfor er du kommet til byen?" spurgte hun så, bare for at finde ud af noget mere omkring ham.

Caelren sukkede let idet han kiggede på hende. "Hvorfor?" Gentog han og kiggede udover byen igen. Han kunne nok se at hun pakkede sig ind så hun måtte jo fryse lidt mere gik han ud fra. Han rykkede sig lidt tættere på og lagde den ene vinge omkring hende, hvis det da ellers ville hjælpe. Det holdt da ham lidt varmere om natten, så måske det hjalp hende. Fjer var egentlig gode til at holde kulden væk. "Jeg ved det faktisk ikke, det var den første by jeg kom til." Sagde han og trak let på skuldrene. Der var faktisk ikke nogen speciel grund til at han var kommet. Og dog.. Det passede faktisk ikke helt, men han ville ikke fortælle mere end det han havde gjort. Ikke endnu. Hun skulle helst ikke vide at han var på flugt.. Så vidt han kunne huske i hvert fald. Pokker tage det øjeblik han døde! Han kunne jo slet ikke huske noget som helst, jo lidt, men det var slet ikke nok til at give mening. Hvorfor her? Hvorfor døde han? Hvem dræbte ham? Han måtte da være blevet dræbt? Eller gjorde han? Det vigtigste for ham at vide var hvorfor pokker han var blevet til en engel. Han havde selv en masse spørgsmål, men der var jo ikke nogen der kunne svare på dem så der var ingen grund til at stille dem.

Mallorie kiggede blot på ham med et lille smil og afventede hans svar. Dette ville ikke være den by, hun helst ville til og hun havde på den anden side heller ikke noget valg, da de skulle flytte. Det var bare om at følge med og sådan var det. Hun var nu faldet meget godt til der, men det var alligevel ikke hendes første prioritet i starten. Hun havde den første uge hadet byen som pesten, men det var nok mere fordi, at hun skulle flytte så langt væk. Væk fra alle sine gamle venner. Det var ligefør at det var helt deprimerende at tænke på. Hun mærkede hans vinge omkring sig og kunne ikke lade være med at smile en smule. Hun lagde hovedet mod hans arm og kiggede op på ham. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle svare til hans kommentar. Det var vel logisk nok, nu hun tænkte over det og hun kunne ikke komme på noget andet at sige. Ikke lige nu i hvert fald. En masse spørgsmål poppede op i hovedet på hende, men det ville være lidt for tidligt at spørge om sådan noget. Det blev hun enig med sig selv om og prøvede derved at komme på noget andet. Bare et eller andet som de kunne snakke om. "Fortæl mig 3 ting omkring dig selv" sagde hun så med et smil og kiggede op på ham. Noget skulle hun sige og de kunne ligeså godt lære hinanden at kende, nu hvor de alligevel sad oppe på taget af et højhus sammen.

Han blinkede et par gange da hun spurgte. "Øhh.." Sagde han bare i starten og begyndte at tænke. Det var nok det sidste spørgsmål han ville have, han kunne jo ikke huske meget fra før han blev til engel, så han måtte jo komme på et eller andet. Hvad havde han helt præcist lavet de sidste par dage? "Hmm.. Jeg er loyal.. Eh.. Jeg er hjælpsom og... Jeg er.. Mærkelig?" Sagde han og smilede af den sidste. Han kiggede ned på hende og lo lidt. "Hvilket betyder at jeg oftest kommer med nogle mærkelige kommentarer." Sagde han og kiggede derefter ud over taget igen. Han kiggede i retningen af hvor skolen var. Man kunne kun lige se taget. Mon hun skulle tilbage dertil? Han undlod at spørge. Hendes spørgsmål havde fået ham til at tænke på alle mulige ting fra før han døde, men problemet var at der ikke var noget at huske. Hvorfor kunne han ikke huske det? Det plagede ham og det irriterede ham lidt, men han prøvede så vidt muligt ikke at vise det overfor hende. "Hvad med dig? 3 ting omkring dig selv." Sagde han og kiggede ned på hende igen med det samme venlige smil som han så tit gav folk. Eller i hvert fald dem han nu brød sig om. "Jeg ved godt at det ikke var de 3.. Mest interresante ting at få af vide, men.. Jeg kan bare ikke huske noget som helst fra før.. Det her skete." Sagde han lidt efter inden hun egentlig havde en chance for at svare. Han var overrasket over sig selv, det havde han ikke ligefrem regnet med at han ville sige til en person han ikke rigtig kendte, men nu var det gjort og han kiggede på hende. Overraskelsen i hans øjne var tydelig.

Mallorie kunne godt se, at spørgsmålet kom som lidt af et chok for ham. Det havde ikke været hendes mening at sige noget forkert, men hun kunne bare ikke komme på andet at sige. Hun havde været død for ideer lige på det tidspunkt og det var det bedste, hun lige kunne finde på. Hans svar var ikke just det hun havde troet det ville være, så hun kunne ikke lade være med at grin af det. Hun sendte ham et lille smil og kiggede op på ham igen. Det var nu meget hyggeligt at snakke med ham, selvom deres møde havde startet en anelse irriterende. "Mærkelige kommentarer? Det er nok lige til at overleve" sagde hun med et fnis og kiggede ud over byen. Der var et fly på vej mod landing. Det var underligt at se det så tæt på, nu hvor de var så højt oppe i luften. Hun kiggede kort ned på sit ur. Der var 2 timer, til hun skulle tilbage og have den sidste time, men hun orkede det virkelig ikke. Hun overvejede bare at pjække fra den, så hun kunne få weekend, men vidste det ikke helt. hun gav sig selv til at tænke over, hvilke 3 ting hun skulle sige til ham. Det svar han havde givet, havde ikke været det hun mente, så det var om at finde på 3 gode informationer, han faktisk kunne bruge til noget. Hun kunne ikke nå at svare, før han kom med sin næste sætning. Før det her skete. Døden. Det måtte være det han mente. Overraskelsen over at have sagt det kunne også ses i hans øjne. "Det må ikke være sjovt at tænke på" sagde hun derefter og kom hurtigt op med 3 ting hun kunne sige til ham, for at komme lidt væk fra det emne, han havde frembragt. "Jeg er næsten lige fyldt 18, har fra jeg var 4 lært alle former for våbenbrug og forsvars teknikker af mig far og så er jeg altid blevet kaldt flabet" sagde hun og kiggede på ham med et forsigtigt blik.

Nikkede da hun fortalte lidt om hende selv. "Hmm.. Jamen på den måde, så er jeg 22, jeg har trænet siden... Jeg kan ikke huske hvornår jeg startede med at træne med mit sværd." Han kiggede på hende og grinede lidt. "En fjerde ting om dig er vel at du tager muligheden for at få børn fra drenge der irritere dig?" Sagde han og lo lidt igen idet han vendte blikket imod byen endnu engang. Han kløede sig på hagen og rettede lidt på vingen der holdt om hende. "Sidder du ellers godt?" Spurgte han lidt efter uden at kigge på hende. Hans blik var optaget af byen, det var rigtig nok at den var meget anderledes heroppefra end den var når man stod nede på gaden. Det var også grunden til at han foretrak at flyve rundt, det var lidt pænere at se på og så kunne man også komme hurtigere rundt omkring. Det eneste der var træls var at han ikke rigtig var i stand til at blænde sig i pøblen, ligne et menneske. Det havde nu været rart en gang imellem, men det var der ikke så meget at gøre ved. Måske var det noget han kunne lære? Men hvordan og mon han skulle finde en der kunne lære ham det, eller skulle han læse om det, eller kom det mon bare helt af sig selv? Han ville ønske at han kunne besvare alle sine egne spørgsmål. Der var mange, der var rigtig mange.

Hun sendte ham et lille smil og nikkede til ham, da han begyndte at snakke omkring sig selv. Det var nu ganske spændende at høre omkring ham. Hun var blevet virkelig nysgerrig, men det var på den anden side ikke rigtig noget nyt. Det var en følelse som normalt var der, når hun mødte nye mennesker eller andre væsener for den sags skyld. "Hallo... Han bad selv om det... Jeg har advaret ham meget mere end en gang og blev bare træt af ham. Desuden sparkede jeg ikke ret hårdt" sagde hun til sit eget forsvar og kunne ikke lade være med at smile. Drengene på skolen havde efterhånden fundet ud af, at de ikke skulle tirre hende alt for meget, for det gad hun virkelig ikke. Sådan nogle umodne små knægte. Hun kunne ikke holde det ud! Hun så mod ham, da han kom med sit spørgsmål. Hun sad ganske glimrende og frøs heller ikke mere, nu da han havde sin vinge omkring hende. "Jeg sidder helt fint" sagde hun med et smil og lod blikket falde over byen igen. Det undrede hende faktisk, at den var så stor. Det havde hun ikke forventet, men nu havde hun jo heller ikke set ret meget af den endnu. Hun havde ikke været ret mange steder, den lille måned hun efterhånden havde boet der. Hun gav et lille suk fra sig, da hun kiggede rundt. Nogle gange ville hun ønske, at hun stadig var hjemme i sit gamle kvarter.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt. "Ja, ja. Han bad da selv om det. Selvom at han ikke gik hen og sagde; spark mig i løgene.. Eller det var i hvert fald ikke det jeg hørte." Sagde han med et smil og puffede drilsk til hende med albuen. Han ben hang og dinglede over kanten af taget, han kiggede hurtigt ned. Der var langt ned, hvor mange etager mon? Han kunne ikke lige tælle der heroppe fra, men det var vel også irrelevant. Han nikkede kort som svar på at det var godt at hun sad helt fint og han fik endelig sig selv til at spørge. "Den der skole der... Skal du tilbage dertil på et tidspunkt?" Han kiggede over i retning af skolen da han spurgte og derefter over på hende. Han savnede lidt at kunne skjule sit ansigt, men han ville jo ikke have at hun frøs, så det var nok bedst at hun beholdte jakken på. I lyset kunne man svagt se hans øjne lyse lidt gult, men ellers havde han grønne øjne. Han var egentlig ikke selv klar over hvorfor at de nogen gange lyste op på den måde, om det var et tegn på et eller andet eller om det var normalt. Det var endnu engang et spørgsmål, han forestillede inde i hovedet at han slog sin egen pande. Nu måtte de spørgsmål stoppe!

Hun rystede på hovedet af ham og himlede med øjnene. "Hvad skulle jeg ellers have gjort ved ham? Jeg advarede ham omkring det og hvis jeg ikke havde gjort det, havde han med det samme troet, at jeg bare er fuld af tomme ord og en svækling. Aldrig i livet om de skal tro det" sagde hun i en lidt mere alvorlig tone. Det var noget af det værste hun vidste. At blive kaldt svag eller at folk ikke troede på hun kunne klare sig selv. Det var helt forfærdeligt sådan noget. Hun sendte ham et smil, da han puffede til hende og puffede ham kort igen med den ene skulder, inden hendes blik faldt på landskabet igen. Hun havde ikke nogen intentioner om at kigge ned mod jorden. Højder var intet problem, men hun ville heller ikke udfordre skæbnen alt for meget. Skønheden i udsigten fik hende til at falde en smule væk, men hun kiggede op på ham igen, da ham igen snakkede til hende. Et suk røg over hendes læber. "I teorien ja. Jeg har en time mere klokken 14, men jeg har virkelig ikke lyst til at have den biologitime, så overvejer bare at pjække fra den" sagde hun med et smil og kiggede over mod skolen. Det var ikke jordens mest spændende time de skulle have og det var sandelig heller ikke noget vigtigt, som hun ville gå glip af ved at skippe den. Hun kiggede underligt på ham, da ham slog sig på panden og skød det ene øjenbryn i vejret. "Hvad fanden har du gang i?" spurgte hun med en helt reel tone og kiggede undrende på ham.

Han trak lidt på skuldrene. "Det ved jeg ikke, men jeg siger heller ikke at det var forkert det du gjorde." Han smilede til hende og nikkede en enkelt gang. "Men jeg håber bare at det ikke sker for mig.." Tilføjede han bagefter og rystede lidt ved tanken om det. "Av.." Sagde han stille og kiggede på hende igen. Han nikkede et par gange da hun sagde at hun skulle tilbage, men at hun overvejede at pjække. "Hmm.. Jamen det er op til dig, men unge dame. Kan du så passe din skole." Sagde han med en drilsk tone og lo lidt af hans egen måde at tale på. Om hun pjækkede eller ej det var op til hende, der var jo ikke så meget han kunne gøre ved det. "Hvis du vælger at blive væk så er jeg da sikker på at vi to kunne finde på et eller andet at lave? Måske jeg kunne vise dig flere steder heroppe fra?" Sagde han lidt efter. Han håbede at hun sagde han kunne godt lide hendes selskab.

Han kløede sig i nakken da hun spurgte hvad det var han havde gang i. "Øhm.. Jeg... Ehm.." Sagde han bare og kiggede den anden vej og sukkede let. "Det var bare... Ikke noget." Sagde han. Vinden tog lidt fat og han kunne mærke at han selv rystede lidt på grundt af kulden. Nej hvor ville han ønske at det bare kunne tage at blive sommer så det kunne blive lidt varmere istedet for den her kulde. Det var da til at blive tosset af og det var heller ikke sælrig skønt at sove under åben himmel når det var så pisse koldt. Selvfølgelig kunne han da bare finde en grotte eller noget lignende, men han havde da ikke taget skade af kulden så han kunne ikke se hvorfor han skulle. Han kiggede lidt ned på sin egen hånd og derefter på den vinge som ikke var omkring Mallorie. Han kiggede dog over på hende igen efter kort tid med et smil.