De gode gamle dage //louise_wolf//

S: tæt på skove
T: morgen
År: 1822
O: et lille hus og en skov lige i nærheden
V: beskrives i tekst

Den kølige morgenluft vækkede hende. Døren var blevet lukket op. allerede før Akeyla Slog øjnene op, vidste hun, at solen skinnede. Hun indåndede lugten af den nattevåde skov. Det var blevet efterår. Hun krøb længere ned under uldtæppet. De måtte snart til at bruge de tunge skindtæpper i stedet.

Langsomt åbnede hun øjnene. Rosalia stod som en silhuet i døråbningen. Hun børstede nynnende det smukke kastanjebrune hår, der var så langt, at hun kunne side på det. Akeyla trak en tot af sit eget rødbrune hår frem og undersøgte den misfornøjet. Hendes hår ville aldrig blive så langt. Det var alt for tyndt.

Da hendes mor havde sat sin tunge fletning op på hovedet, begyndte hun at synge morgenhymnen til månegudinden. Akeyla lukkede igen øjnene og lod, som om hun sov. Hun vidste, at Rosalia ikke ville havde, at hun lyttede. Hun var endnu for ung til at synge til gudinden. Først når hun begyndte at få sine blødninger, ville hendes mor indvie hende, men Akeyla elskede at høre Rosalias varme, bløde stemme. Hun snød sig tit til at se og høre de endnu forbudte ritualer, selv om hun ikke forstod de mærkelige ord.

Da sangen var afsluttet, kaldte Rosalia ”Akeyla, sover du?” Akeyla lod sig glide længere ned under tæppet.

Rosalia kaldte igen. Nu havde stemmen lige præcis den anelse af hårdhed, der gjorde, at Akeyla svingede benene ud over kanten. Hun trippede hurtigt hen over det kolde stengulv til stolen, hvor hendes tøj lå. Den dugkolde luft fik hendes krop til at sitre. Det var godt at mærke, hvordan søvnen sprang ud af den nøgne hud.

Akeyla skyndte sig at få tøjet på. Hun greb brændekurven og løb udenfor. Spindelvævene tråde glimtede i solen, og græsset var dyngvådt. Duggen sivede ind igennem hendes tynde lædersko, da hun fyldte kurven op med brænde.

Foxina lå i sin varme, dejlige hule. Trygt lå hun nærmest foldet helt sammen og sov roligt. De mange efterårsblade havde lukket hulen til, så der var lidt mørkt, men selvom bladene havde lukket hullet til, kom der dog en lille solstråle ind i hulen. Foxina mærkede strålen på hendes fine, lille sorte øre. Hun lå og vågnede lige så stille og snart var hun på benene. Hun gik og snusede rundt, for hun kunne mærke, at sulten begyndte at trænge sig på. Der måtte være mus i nærheden, for hun kunne høre nogle små pivelyde et stykke fra hendes hule.

Hun gravede bladene væk fra hullet, og kravlede forsigtigt ud, for hun vidste at hendes fjender var i denne store skov. Selvom hun var lynhurtig og kunne løbe fra dem, skulle hun alligevel tilbringe et stykke tid i hulen, før fjenden gav op. Solen blændede hende lidt, så hun løb op på en lille bakketop og satte sig stolt der og fik et lille overblik over skoven. Hun sprang pludselig ned mellem bladene og kradsede i jorden. Hun havde fundet musenes hule, og hun hapsede dem en efter en. Det smagte godt, og snart sad hun igen på den lille bakketop og vågede over skoven. Hun tænkte på at gå hen til hendes yndlingssted, nemlig det store brusende vandfald. Idet hun satte i spurt, følte hun en frihed. Hendes mor havde jo alligevel ikke tid til hende eller hendes bror, eller hendes hund, Kanza. Den lå sikkert trygt foran pejsen med det største kødben på jorden. Hun nåede omsider hen til vandfaldet og satte sig på en sten og lukkede øjnene og nød lyden.