Som I gamle dage. [Anton]

Der var endnu lyst udenfor. Eller solen var ikke gået ned endnu. Men sorte skyer havde ladet sig dække hele himlen og gav det hele en mindre trist fornemmelse. Dog var der endnu roligt og glædeligt inde på det store hotel der havde lagt sig i Di Morga. Og havde endda fået det finde navn Quatre. Men der inde var der dæmpede farver og lav stemning musik der kunne få enhver formel til at ville flytte sine fødder. Ja selv en lille og spinkel bygget pige lavede kort et eller to danstrin hen mod det bord der var blevet dækket til hende.
Det var selvfølgelig Macha. Ingen tvivl. Hendes hud var ufattelig bleg. Dog mere marmor. Smuk og glat samt blød hvis man strøg hen over den. Hendes store øjne der sad i hendes perfekte ansigt var rødglødende. Blodrøde. Og klare som rent vand. Hendes hår var lagt og slidt. Og havde farven blå. Kobolt blå. Ret prangende men Macha kunne godt lide opmærksomheden. Hendes krop var beklædt i en fin form for natkjole. Stramt foroven til under hendes barm eller løst. Nåede til midten af hendes skinneben. Havde blonde mønster få steder. Den var kridhvid. Uskyldig.
Macha gabte mens at hun slentrede dovent det sidste stykke og kørte en hånd gennem det i forvejen meget uglede hår. Hun satte sig tungt ned på stolen og inden længe blev en tallerken sat foran hende. Den bestilte morgenmad. Hun var først vågnet nu efter en form for døgner. Hun betragtede hvordan at de små pandekager var helt runde og hvordan at alt var lagt som efter en skitse. Hun havde altid fået små pandekager som disse. Nok i hele sit liv. Alle 225 år. Næsten. Hun smilede for sig selv så hendes velplejede tandsæt kom til syne og et sandt engleansigt fremvises. Hun klappede blidt sine hænder sammen og skilte sine læber atter for at sige noget. "Velbekomme, Prinsesse. Spis nu op." mumlede hun til sig selv.

Han havde siddet få borde væk og betragtet hende siden hun trådte ind i salen. Anton som han nu vidst hed, fulgte Macha med øjnene.. "Morgenmad" han smilede skævt, og fugtede sine læber. Han havde selv lige siddet og spist aftensmad, men det var jo trods alt vampyrer. De stod jeg sent op, og så skulle de jo ikke snydes for morgenmaden, vel? Macha's aura var rød, blodrød.. Men den ændrede sig hurtigt til hvid med en blanding af gul hist og her. Det fik ham til at rømme sig, da han hørte hendes ord.. Prinsesse - Hans prinsesse. Han rejste sig ubemærket op fra stolen, og stillede sig ved hendes side og sagde roligt "Ja, spis op... Prinsesse" han havde et smøret smil malet over sine rosarøde læber. Han elskede at drille hende, hvilket han havde gjort for længe længe siden - En del år faktisk..

Det gav et set i hende og hun sprang næsten op fra stolen. Hun havde hørt at der kom nogle mod hende men havde virkelig ikke troet det var den dreng hun faktisk kendte bedst her i Di Morga. Hun tabte gaflen og så overrasket mod Anton. Hendes øjne var spærret ganske lidt op ved synet af hans smilende ansigt. Om det så var smørrende eller ej fik det hendes mundviger til at vokse mere så engle ansigt blev mere tydeligt. Helt uskyldsrent. Det var som om at det skær der normalt lå omkring en engel også kom frem. Lige så tydeligt ved hende. Hun kunne ikke rigtigt skjule hvor meget hun egentligt havde håbet at møde ham endnu engang. Hun vidste han boede her i byen men at han også kom her på hotellet. Måske boede han også her?
"Du må altså ikke snige dig ind på mig på den måde. Og du skal ikke sige hvad jeg skal gøre. Spiser ikke så godt på kommandoer fra andre" sagde hun lettere grinende. Hun prøvede at holde det inde og så på ham med et løftet øjenbryn. Det begyndte at gøre svagt ondt i ryggen af indbilding fra deres seneste møde. Han var virkelig blevet stærk.

Anton grinte let, sin melodiske latter der lød som en engel - Underligt ikke? . "Undskyld søde, jeg ville ikke forskrække dig.." sagde han stadig med det smørede men charmerende smil. "Må jeg sætte mig hos dig?" spurgte han men ventede ikke svar, så han satte sig egentlig bare, ligeglad med om han måtte eller ej. For sådan havde han altid været. Han satte sig tilrette og lagde en albue mod bordet for at støtte sit hoved til det. "Er det morgenmad du får dig der? Lige stået op gætter jeg på, og sov man så godt?" spørgsmålene røg nærmest ud af ham, hvilket fik ham til at grine igen - Dog lidt nervøst. Folk kiggede mod dem.. Måske var det fordi at de ikke var vant til at se en engel og en vampyr sammen - Men det var jo heller ikke hverdag man så sådan et syn.

Det kom lidt overraskende for Macha over alle de spørgsmål der pludselig røg ud af hans mund. Nu var det nærmest ham der var ufattelig nysgerrig omkring hende. Og han virkede nervøs. Kunne hun mærke på hans stemme. Den rystede ikke ligefrem men der lå noget under den. Og han snakkede meget hurtigt. Hvis hun stadig havde været menneske ville hun ikke have forstået det helt store. "Ehm.. Ja det er min morgenmad siden jeg lige er stået op. Jeg trængte virkelig til det." Et mindre gab kom fra hende og gav hende dette lille pige ansigt. Nuttet. Lige som altid. Hendes normale træk havde ikke ændret sig det mindste. Og det med at hun sov længe var endnu en vane hun havde bragt med sig i graven og videre i sit næste liv. "Og ja endnu engang til dit sidste spørgsmål. Jeg har sovet fortræffeligt. Som en lille mis. Og jeg har vist også sovet lidt længe." Hun lo svagt og kort for sig selv over sin tilføjelse.
Hun tog så fat om sin gaffel og kniv. Fik skåret et stykke af en af pandekagerne, dyppede den forsigtigt ned i noget sukker og førte maden ind i sin mund. Gumlede tilfreds på det. Hun elskede virkelig pandekager som dem her. Og det vidste alle der kendte hende godt nok. "Men..Er du okay?? Du virker sådan lidt anspændt?? Noget der gør dig på??" spurgte hun ham så da hun havde tygget af munden. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og løftede sit ene øjenbryn. Ventede på svar.

Anton betragtede hendes nuttede ansigt der mindede ham meget om en engels. Men det havde hendes ansigt altid gjort.. Helt tilbage til dengang 200 år siden. Han huskede stadig hendes røde øjne og hendes lyse hår hun havde dengang.. Men ligenu havde hun hårfarven turkis, som passede hende utrolig godt.. Ikke mindst fordi at hun var lækker og smuk, men fordi at den passede hendes yderst flotte kjole godt. Han var nærmest som fordybet i hendes skønhed så han nærmest ikke hørte halvdelen af hvad hun sagde.. Typisk Anton..... "Øøh hvad?!" vågnede han fra tankerne, hvorefter han rømmede sig og smilede skævt til hende, "Altså øh ja.. Jeg har det fint" fumlede han, og sukkede lydløst over hans klassiske dumhed. *Forfanden da* bandede han indeni. "Men ja, i vampyrer i sover godt nok længe.. Men.. Bor du også her?" han lagde hovedet på skrå og så hende i øjnene. Hun så, så fortryllende ud.. Han kunne slet ikke have det.

Han virkede som om han var et helt andet sted. Sit eget lille drømmeland. Eller noget. Bare ikke her. Hos hende. Foran hende. Det var lidt underligt. Men han så bare på hende med et blik der fik hende til at tro han tilbad hende i hovedet. Lidt ikke normalt for hende. Ikke ham. Det havde måske sket før men hun havde troet han havde vokset sig fra det med at faithe. Alligevel morede det hende lidt. Hun kunne ikke lade være med at le lidt af det. Hjerte blidt og svagt. Ville ikke såre ham som sådan med det. Og det ville hun nok heller ikke når hun lige tænkte over det.
Hun lyttede så igen til hans stemme. Hvor hun dog egentligt elskede den stemme. Den beroligede hende mere end i for vejen. I hvert fald her nu og for de få dage siden de igen mødtes. Den dag glemte hun ikke. "Ehm ja. Jeg bor her. Har jeg gjort i et godt stykke tid nu." fortalte hun med et sødt smil på hendes bløde læber der nu i lyset havde fået en svagt fersken orange skær. "Og jeg kan gætte mig frem til at du også bor her?? Eller venter du på en eller anden du har inviteret ud her i hotellets restaurant?" I skjul krydsede hun mest af alt bare fingre for at han bare boede her. Og der ikke var mere i det. Hun så ind i hans øjne mens at han så ind i hende. Det var kort som tiden stod stille. Og hun mærkede en varme stige op gennem hendes lille krop. En dejlig følelse. Selv hendes kinder fik en mere rødlig glød. Ikke som andre levende væsner siden hun stadig havde denne vampyr i sig. Så det var endnu bare en form for kulør der blev kraftigere.
Macha fik rystet dig fri og så bare ned på sin tallerken. Fik hurtigt gjort samme proces med et stykke pandekage i noget sukker. Men i stedet for ikke at spise det selv rejste hun sig lidt op fra stolen for at læne sig ind over bordet og rakte den ene ende af gaflen med mad hen mod Anton's mund. "Kom så, lille prins. Sig 'aaaah'" Hun havde ikke kunne lade være.

Anton rødmede svagt.. Hun havde godt fundet ud af at han havde tænkt på hende... Fuck, tænkte han egentlig bare.. Han havde mest af alt bare lyst til at banke hovedet ned i bordet.. typisk mig, tænkte han med smilede så et stort tandsmil til Macha. "Aaah.. Dog ikke. Jeg bor her skam" sagde han han, med hovedet let på skrå mens han betragtede hende, atter i stilhed.. Forfanden mand, hvorfor kunne han ikke bare tage øjnene fra hende? Bare ét sekund, kom nu forfanden da Anton! Hans tanker tog livet af ham, og det viste egentlig bare hvor levende han var blevet på det sidste.. I flere år, havde han ikke følt sig levende, nææh.. Overhovedet ikke menneskelig, intet. Han følte sig så tom.. Specielt efter, hendes død... Det gav et stik i ham, ved tanken om hende.. Hvorfor skulle hun nu også lige komme op i hovedet på ham? Nu kunne han seriøst ha' skudt sig selv, eller bare begået selvmord - Endnu engang. Macha havde nu rejst sig op fra stolen, og havde nu stukket en gaffel med pandekage på op i hovedet på ham, hvilket fik ham til at le højt over hendes ord. "Jamen fint så, så spiser prins da lidt!" sagde han, og tog en bid. "Muuums" grinte han med røde kinder, mens hans øjne var fæsnet til hendes..

Man kunne se hvordan hendes skuldre faldt lettet ned da han fortalte om at han blot boede her. Hvilket sammentraf. Tænk at de skulle mådes her i byen og så bo så forbandet tæt på hinanden. Hun ville gerne vise hvor glad hun var over det. Men hun holdt det inde for sig selv. Ligesom alle de andre følelser der lå gemt bag hendes kønne ansigt. Hun kunne heller ikke lade være med at le lidt med da hun faktisk fik lov til at made ham med pandekage. Hun ville hellere gøre det end at skulle spise det selv. Men hun var også selv lidt sulten. Og ville ikke gå på jagt. Endnu. Det gjorde hun først når mørket havde været over Di Morga i længere tid. Og solen havde ikke engang gået helt til ro. Samt at den hun nok ville gå efter ville være den nærmeste engel. Hun holdt dog sin rus inde. Styrken bag hendes blå hår var kontrol og rolighed. Nok derfor hun havde det her om morgenen. Ville bare slappe af og ville ikke blive pissed på alt og alle. Hun fik hurtigt mere pandekage på gaflen og blev ved med at made ham et par gange. Og hendes grin blev tydeligere og den hjerteblide udtoning blev kraftigere.
Men så lagde hun gaflen og satte sig ned med en doven bevægelse og et lille suk. Hun følte lidt det var akavet. Hun sad stadig i sit nattøj. Som var en mere fin udgave af hvad hun før sov i da de kendte hinanden. Men at han havde hverdags tøj på fik hende til at føle sig lidt meget langsom. Fordi hun var nød til at sove om dagen. Eller var ikke nød til det men gjorde det på grund af at hun var ude hele natten sædvanligt. "Så.. Hvordan kan det være jeg først opdager dig nu? Kan forstå du har været på hotellet i et godt stykke tid..?" Hun smilede men prøvede at undgå hans blik. Hun ville ikke helt bare falde hen i hans enormt dejlige øjne. Og de var så smukke og uskyldsrene som kun en engel kunne have. Og alt det andet. Hun følte en tættere stemning omkring dem når hun så ind i hans vinduer til sjælen. Som blev hun skubbet hen mod ham. Hun bed sig lidt hård i sin underlæbe og så nu ud af vinduet. Til de grå vejr. Var bedre end at blive fanget. Eller måske ikke.

Anton grinte stortset alle de gange hun madede ham på, han følte at han var tilbage i de gode gamle dage han havde med hende. Det var underligt for ham at tænke på det. At det virkelig var så langtid siden at han havde siddet med hende i sin arme, og tegnet, léet, smilet, drillet og leget med hende.. Det hele var som et flashback lige i hovedet på ham! BANG! Og det var som i går at han havde været dér.. Lige inden hun forsvandt.. Forevigt, og han begav sig derefter ud i druk, og fortvivelse.. Rygterne der havde svirret om at hun var flyttet, død, eller at hun var blevet lukket inde på en gale anstalt.. Han huskede den vrede han havde følt når folk kommenterede hende å den måde med at de sagde at; Jamen hun er vel bare blevet låst inde på en gale anstalt, for hun var da rimelig underlig. Fra dén dag var hans sol væk, Macha var væk.. Og nu sad hun her foran ham. Og han virkelig'virkelig svært ved at tro det. At hende han havde bejlet til, hans bedsteveninde nogensinde sad her! Og madede ham med pandekager som havde det været dengang!
Anton lagde hovedet på skrå, "Ja, det er underligt ikke sandt?" han smilede let et smil, som kun en engel kunne fuldføre perfekt. Han havde ikke røget i dag, overhovedet.. Og han var faktisk ret stolt, da han ikke havde haft brug for en smøg overhovedet. Han rømmede sig let, og betragtede hende atter mens hendes lille smukke hoved og ansigt var vendt mod vinduet.. "Hvad siger du til at hænge ud med mig i aften/nat?" spurgte han så med det sødeste smil han kunne præstere, som lyste hans nøddebrune dådyr øjne op.

Macha kunne skimme hans fortryllende smil ud af øjenkrogen og hun fik virkelig lyst til at se det ordentligt. Det havde været så længe siden. Dog hun ville jo heller ikke bare sidde stille og gøre ingenting. Men så var det at hun virkelig vågnede op ved hans næste ord. Hænge ud? Med ham? Hun så hurtigt hen mod ham med let meget åbne øjne som var hun helt overrasket over at han spurgte hende. Hendes mundviger bevægede sig svagt men kom så op i et stort glædes smil. Hvis det ikke var fordi at de sad overfor hinanden med et bord mellem dem ville hun havde givet ham et kram. Et stort og dejligt et. Men hun nøjes med at sende ham et smil. Et smil der kun var til ham. "Selvfølgelig vil jeg det." fik hun så sagt som et svar. Det var ligesom før i tiden hvor de var sammen hele tiden og hang ud. Ved den tanke følte hun dog et stik i brystet. Det førte også tilbage til dengang hun forsvandt. Uden at få lov til at sige farvel eller noget. Hun var blot blevet ført væk en nat det hele var blevet værre. Hun havde haft spurgt efter Anton og de havde sagt de nok skulle finde ham. Men det havde de ikke gjort. Hun havde bare ligget for sig selv i en seng. Og en dag var det hele væk. En højlys dag da hun betragtede den klare sol på den perfekte himmel. En varm forårs dag.
Hun fik igen rystet sig tilbage til virkeligheden. Der var ikke noget i at skulle vende tilbage i minderne. Han var jo her. Og det samme var hun. "Noget du har i tænkerne??" Hun prøvede igen at tænke på hans spørgsmål. Glemte dog helt at spise sin mad igen.

Anton betragtede hendes øjne der endelig var vendt mod ham igen.. Han så dybt ind i dem, og kunne svagt spejle sig selv i dem. Han havde altid holdt af hendes røde øjne, altid. Dengang for længe siden, havde han mange gange faktisk lavet sjov med at hun var en vammpyr. Og se så nu? En spøg blev til virkelighed.. Det havde han ikke troet, og egentlig havde han ikke troet at sådanne væsner fandtes, ikke før han selv blev til én.. Han huskede dagen, hvor han havde røget cigarene, drukket det værste spiritus og han kunne svagt på sin tunge smage den rædselsfulde smag - Bitter, surt men lindrende.. Det havde lindret hans smerte.. Det store hul han havde haft indeni. Han huskede også at han også var stoppet med at tegne efter hendes død. Og det var kun et par årtier siden at han begyndte igen..
Anton vågnede atter op fra minderne, og fandt nu hurtigt ud af at han havde siddet og gloet på hende som en stor idiot.. Forfanden da! Han sukkede lydløst, og sendte derefter hende et stort hvidt tandsmil. "Jeg tænkte på... Ja.. Hvor vil du gerne hen, prinsesse?" spurgte han, og rømmede sig kort på stolen.

Macha grinte svagt og kort igen. De opførte sig næsten ens. Men ikke altid på samme tid. Hun var væk og han kunne se det og omvendt. Det var lidt sjovt at se på. Fik hende til at ønske at vide hvad han tænkte på. Og hvad der lå under hans hud. Han havde jo været en del igennem siden de var blevet skilt. Og det samme havde hun. Men hun havde ikke fundet en ven som ham. Han havde siddet fast i hendes bevisthed. Som en skygge der nu blev til et menneske.
Hun skubbede sig ud fra bordet og rejste sig så op i sin fulde højde. Hvilket ikke var meget. Hun havde jo altid været så dejlig lille. Folk der ville kysse hende kunne jo nemt få ryg problemer. Eller så ikke igen. Men hun elskede tanken om det. Hun elskede virkelig sin højde. Og sin bygning. Nok havde hun ikke de mest tydelige former men hun kunne presse sig gennem stort set alle stede. Og det at hun var 'død' gjorde hende også lettere end et menneske foreksempel. "Ved du hvad? Mød mig ude foran hotellet klokken 8. Det er om cirka en time. Så har jeg en idé om hvad vi kan lave." fortalte hun ham med et stort smil. Men hun havde stadig denne mystiske charme i sin stemme som ikke afslørede hendes tanker om deres aften.
Hun gik så væk fra bordet efter at have vinket farvel til Anton. Hun ville op og have gjort sig klar. Nok syntes hun selv hun så godt ud med morgen hår men den gik ikke mere. Hun luntede baglæns så hun stadig kunne se denne engel. Men da hun nåede til trappen vendte hun ryggen til.

Anton nikkede let til hendes ord, og så skønheden forsvinde op af trappen.. Hun var så smuk, yndefuld og lille - Hvilket han altid havde kunnet lide..

En time senere stod Anton ude foran hotellet, med en smøg godt plantet i munden på ham, som altid. Han havde et par cowboy jeans på, som sad stramt men alligevel lidt løst om hans ben. Og på hans overkrop en sort cardigan og indenunder en hvid t-shirt. Klokken var lidt over otte, kunne han se på uret længere nede af gaden, på den anden side.. Han tog et hiv af sin smøg og lod røgen hvirvlede ud af hans rosarøde læber. Han lignede nu ikke et rigtigt menneske, da hans ansigt mindede om en superstjernes. Perfektheden var nærmest ikke til at stå for. Om han nød at være perfekt? Ikke specielt. Nogengange ville han bare ønske at han var en smule varm igen.. At han var et menneske. som han var dengang for 225 år siden.. Det var helt underligt for ham at tænke på det.. Så langtid var det at han havde begået selvmord. at han lå dødrukken på gulvet, hvorefter han senere vågnede op for at kunne se sig selv blive begravet, se sine søskende græde, og hans forældre med tomme ansigter - Men det havde de allerede i forvejen inden, så der var ikke så meget forandret dér. Han så sine venner stå og rystede på hovedet, og derefter da låget var lagt på. Da han var begravet ned i jorden.. Så vågnede han.. Inde i kisten. Følelsen af klaustrofobi indhentede Anton, mens han stod der i sin egen verden.. Han drømte fandme for meget!

Hurtig løbende skridt kunne nu endelig høres. De lod ikke som stilletter eller lignende men blot almindelige flade sko. Og rigtigt nok var det det som denne pige havde sat på sine små fødder denne aften. Macha veg nemt uden om tjenere og nye som gamle gæster her på hotellet i det hun kom løbende hen mod Anton der sikkert havde stået og ventet på hende i et stykke tid nu. Det var så typisk piger at komme forsent. Og selvfølgelig var hun ikke en undtagelse denne gang. Men heldigvis var det ikke mere end et bar få minutter. Som dog kunne føles som en evig hvis man ventede på en vigtigt.
Hun stoppede op lidt før hun nåede til ham og gik bare stille og roligt det sidste stykke. Hendes lange hår var som forventet ikke blåt mere men hvidt. Silke hvidt. Den farve hun var født med. Men håret var ikke uglet mere men havde slangekrøller i den nederste part. Hendes lille krop var iført et par normalt stramme jeans i noget mørkeblåt cowboy mens at overkroppen havde en normal gul top med en alt for stor sort lynløs trøje ud over. Ærmerne gemte hendes hænder hvis de bare hang ned langs siden. "Undskyld jeg er lidt forsinket. Kunne ikke lige finde min trøje" fortalte hun lidt forpustet. Hun fik så endelig et ordentligt syn på Anton. Gud! Hvor så han godt ud. Og det var blot en time siden hun sidst havde set ham. Hun stivnede næsten og betragtede ham med hendes stadig røde øjne der nu havde fået sort rundt om sig. "Wow!" mumlede hun lidt for sig selv men gjorde også så han ville kunne høre det.

Anton løftede blikket da han hørte nogle små klik mod fortovets fliser. Det var Macha der kom til syne i det lyse mørke der havde lagt sig over Terre. Han fugtede sine læber, og lod dem spille op i et kæmpe smil, "Det helt okay prinsesse" sagde han og skodede smøgen - også selvom den ikke var færdig endnu - hvorefter han stortset grinte af hendes kommentar over hans udseende.. Han havde blot skiftet til sin sorte cardigan og så havde han da også lidt hurtigt sat håret, men ikke sådan rigtig gjort speciel meget ud af ham selv. Han lagde armene om den tynde pige, hans bedsteveninde nogensinde! Hvorefter han løftede hende op i et let grin, med et kæmpe hvidt tandsmil skinnende i det lyse mørke..
Anton gav atter slip på hende, men holdt dog en arm om livet på hende, mens han tjekkede hende ud. Hun var smuk, og hendes tynde engle ansigt var så perfekt som hendes røde øjne, hendes lyse silkebløde hår som han før i tiden faktisk havde siddet og redt med en børste.. Macha var en perfekt, spinkel lille vampyr - alt i alt.... "Nåh, hvad var det så at vi skulle lave?" spurgte han og plantede et lille kys i hendes pande.

"Woah.!" udbrød hun da hun ikke mere kunne mærke jorden under hendes fødder. Hun følte sig virkelg som en form for lille søster eller yngre pige når han gjorde det der. Men hun havde intet imod det. Hun kunne selv ikke holde sit eget grin inde med dette. Hendes arme var blevet lagt omkring hans nakke før at hun igen blev sat ned og han slap hende. Men ikke helt. Hun kunne stadig mærke hans ene arm omkring livet på hende. Hun førte sine hænder ned på hans brystkasse og så mod hans ansigt med et ufattelig glad smil. Man kunne næsten se glæden stige ud af hende. Hun havde ikke haft det sådan i lang tid. Hun havde jo også ikke rigtigt haft mulighed for at få nogle venner med alt det blod drikkeri. Det var hendes alkohol. Som hun ikke kunne dø af. Hun kunne ikke dø igen af det. Der skulle mere til.
Hun gik så væk fra ham med små lallende skridt og drejede en gang om sig selv før hun igen stod med fronten mod denne smukke engel. "Det er en hemmelighed.." sagde hun og tog så med det samme hans hånd i hendes. Og trak ham så med dig. Videre ned af gaden. Hun så sig lidt over skulderen hen på ham men så så frem ad igen. Hun var ikke sikker på om han ville syntes om hvad hun havde i hovedet men hun ville prøve sig frem. "Og bare rolig. Det er ikke noget super underligt....."

Antons smil voksede sig større og større jo mere hun smilede, grinte. Hun lyste nærmest natten op med sin glæde, med sit smil.. Et kort sekund var han væk i hende, og det næste stod hun lidt væk fra ham, parat til at føre ham hen til det de skulle. Han glædede sig lidt til at se hvad hun nu havde fundet på.. Man kunne jo aldrig vide med hende. Eller kunne man? Han tænkte lidt over det, men blev atter distraheret da hun tog hans kolde hånd i sin og begyndte at føre ham videre ned af gaden.. "Ej øv!" sagde han med et smøret grin, dog for sjov. Han var spændt, hvad ville hun dog? Anton fugtede sine læber og fulgte egentlig bar efter hende, nysgerrig, glade og smilende.. Macha... Macha.. Åh, forfanden han havde savnet den pige! Den fortryllende pige, der havde gjort hans hverdag dengang han var menneske, til det rene eventyr. Alt det de havde lavet. Skovture, været ude og bade, tegne, lege og pranks på andre elever fra kostskolen. Det var tider .. Tider han håbede at få igen sammen med hende.. Og nu havde han chancen... Og han var skam ikke tilbageholdene.

Macha sagde ikke mere i et stykke tid gik bare videre med friske skridt. Og lidt efter lidt kom de ud af selve byen og man kunne svagt begynde og høre en form for cirkus musik i det fjerne. Og lys kunne ses på himlen. I forskellige farver. Og jo tættere på de kom på dette lysshow kunne latter og skrig også høres. Der var alle mulige former for lyde lige nu. Hun stoppede kort op da de nåede til en bakke der lå på noget stort græsareal."Kom så!" Hun slap hans hånd og begyndte at løbe op af bakken med hoppende skridt. Hendes lange hvid hår flagrede lystigt efter hende som var det lige så spændt som hende selv.
Hun stoppede igen og ventede på Anton oppe på toppen. Herfra kom hendes plan til syne. Hun havde set få plakater rundt omkring i byen om at et tivoli ville komme til. Og hun havde ville tage afsted men ikke alene. Og hvad bedre end at tage sin bedsteven med sig. Hun vendte sig om mod Anton og hendes læber havde virkelig formet et smil som en 4 årig lige havde fået sit største ønske opfyldt. Eller lignende. "Dovne!!!!!" råbte hun efter ham. Om han så var tæt på eller ej. Hun kunne bare ikke lade være.
Da hun så stod der ved siden af hende slog hun en arm ud og vidste ham hendes fund med et mine grin. Det var bare et omvandrende tivoli og det der plejede at være her i Di Morga var nærmest helt nedlagt.

Anton hørte nu lydene rundt omkring sig, og da hun pludselig gav slip for at løbe op mod bakken.. Gik han bare, så doven som han nu faktisk var. Hans smilede voksede sig større, eller - Det voksede sig til det største smil han overhovedet kunne få da han så synet. Tivoli. Han grinte let, og så mod hende. Hun var som et lille barn igen, og han elskede det syn og den kommentar hun nu kom med - Dovne. Ja vidst nok var han doven!
Anton satte farten op for hendes skyld, og derefter stod han nu ved hendes side, da hun gjorde et kast med armen. "YAAAAY!!" råbte han med det største og mest smukke grin. Hans perfekte ansigt var nu smurt ind i glæde. Tivoli.. Det skulle nok blive godt. Forsigtigt prikkede han til hende, "HVEM KOMMER FØRST?!" råbte han, allerede efter han havde taget to løb, og han var skam hurtig nede af bakken, og stod nu og ventede ved indgangen, mens han forventede at hun kom om cirka et sekund. Den hurtige pige..

Og sandt nok. Efter lige at have grinet af og fået sig tilbage på jorden efter hans prik. Hun havde kunne mærke det. Men hun stod nu pludselig foran ham. Som havde hun gjort det hele tiden. Den korte afstand gjorde det muligt for hende at komme der hen så hurtigt og sådan at folk ikke helt vidste af det. Det var bare som at hun ikke var der også pludselig var der alligevel.
Hun drejede så om så de stod front mod front der i den kø der var ind til selve tivoliet. Smilede stolt og varmt til ham. "Så du kan altså stadig finde du af at løbe??" drillede hun ham med et løftet øjenbryn og daskede blidt til ham. Hun gik bare baglæns som køen nu rykkede sig og hun tog ikke sine blodrøde øjne væk fra ham. Han var et dejligt syn egentligt. Ville et kort øjeblik ikke dele ham med nogle. Overhoved! Men det vidste hun godt ville være dumt. Folk skulle også kende til ham. Kende ham som hun gjorde. Om der overhoved ville være nogle der ville gøre det.
Idet at det endelig var deres tur til at få adgang til alle de fantastiske forlystelser vendte Macha sig hurtigt om som var hun blevet forskrækket. Hendes hånd tog ned i sin ene lomme på sin trøje og fiskede sin pung op. "To entre." sagde hun kort og prøvede at lade være med at se for meget på den person der sad i det lille skur af en slags. Kunne allerede mærke hans undrende blik om hendes udseende. Hun fik hurtigt betalt og alt det inden der skete andet og trak ufattelig hurtigt Anton med sig ind i selve parken. Hun sukkede lettet og så så smilende op til ham. "Tak fordi du ville med. Selvom du ikke vidste hvad det var jeg ville."

Anton opdagede hurtigt at hun stod der, "Heeeeey! Det er bare fordi at du...." han sænkede stemmen og hviskede hende i øret "er vampyr, så du kan lidt mere end jeg kan" han smilede skævt til hende og plantede hurtigt et lille kys på hendes kind, selvom han egentlig ville have plantet det et andet sted.
Så var det deres tur til at komme ind i tivoliet, og Anton lagde skam mærke til at fyren i boksen kiggede underligt på dem, og det var da også klart.. Røde øjne, hvidt hår, porcelæn hvid hud.. Selv anton kiggede han underligt efter.. Han mærkede et ryk i armen, og det tydede på at Macha hurtigt ville ind.. Forståeligt.. Han skuede udover tivoliet, og mødte derefter hendes øjne "Så lidt.. Jeg vil altid gå med dig, hvor du end vil have mig hen" sagde han og sendte hende et sødt og charmerende smil, som han altid havde gjort. Han tog hendes iskolde hånd i sin, hvorefter han begyndte at løbe længere ind i tivoliet.. "Kom!!" grinte han, mens han stillede sig i kø til sådan en gynge der snurrede rundt oppe i luften. "Du må bare komme med mig op i den her!" sagde han med det største smil, som englen kunne komme med.

Macha følte kort at hun slappede mere af da et kys blev placeret på hendes kind inden at de så var kommet ind i selve tivoliet. Faktisk før alt det andet. Hun følte en varme stige gennem sin krop men den ville ikke rigtigt kunne mærkes af andre. Den var ikke kraftig nok. Eller jo hvis man valgte at ligge sin hånd på hendes kinder i laaang tid. Og hun blev mere glad da han igen snakkede da hun havde takket ham. Det gjorde hende nærmest lykkelig over at vide det. At han ville være overalt med hende. Eller i hvert fald hænge ud med hende overalt. Det var sådan hun forstod det og hun var ligeglad med om det var anderledes. Hun ville i hvert fald ikke kende til det.
Hun blev igen bare revet ud af sine dejlige drømmende tanker da det nu var hendes tur til at blive trukket med rundt. Hun var nød til at lunte for ikke at skulle falde. Han havde en del længere ben end hende og havde derfor en hurtigere gang end hende. Hun kunne dog ikke lade være med selv at grine lidt for sig selv over hendes klodsede skridt som han nok ikke kunne se da hun var bag ham. Hun stoppede op igen. Så på den forlystelse han ville have hende op i. Hun lyste lidt op og hun så hurtigt mod Anton som havde næsten samme form for smil som hende. Som et lille barn igen. "Ja ja ja ja.!" Hun nikkede hastigt og løb hurtigt hen i køen inden den blev for lang.

De stod der ikke længe før de ende fik lov til at komme op i den. Macha havde fået sniget sin hånd ned omkring hans og havde holdt om den lige siden de havde stået i køen. Og hun slap den ikke da de gik hen mod nogle af de ledige gynger. En to mands og en masse til en person. Hun satte tempoet op og fik med nød og næppe sat sig inden en anden gjorde. Men hun havde været nød til at slippe hans hånd. Hun så mod ham og klappede ivrigt på pladsen ved siden af sig. "Here!"

Anton mærkede hendes hånd i sin, og han havde intet i mod. Overhovedet! Han fulgte efter hende over mod gyngerne, men hun slap hans hånd, hvilket gik ham lidt på.. Han ville gerne holde hende i hånden, for evigt. Han så op, og fik øje på at hun havde fundet en gynge til dem. Det fik ham til at smile igen, hvorefter han løb hen til hende og satte sig ved hendes side, "Godt at du er hurtig prinsesse.. Ellers tror jeg ikke at vi havde fået en tomands gynge" sagde han, og lagde den der bøjle ting nedover den, som man jo skulle pga. sikkerhed pfffh... Som om at de ville falde af, og dø.. For det kunne de jo ikke..

Forlystelsen gik langsomt igang, og efter lidt tid susede de igennem luften på gyngen. Anton så på hende med et stort smil, "Tak fordi du gad at komme med mig op i den her lidt kedelige forlystelse men altså.. jeg har altid haft lyst til at prøve sådan en her" han lagde hovedet på skrå, mens han fangede hendes øjne. Hans nøddebrune dådyr øjne strålede lysende, med det største smil, om hans rosa røde læber. Han var virkelig glad for at være her med Macha.. Han nød det virkelig.. Forsigtigt tog han hendes hånd i sin, og prikkede hende på næsen med den anden med et let melodisk grin.

Macha prøvede diskret at holde meget kraftigt omkring jernbøjlen der var foran hende. Men hun virkede mere og mere anspændt. Hendes øjne var lukket hårdt i. Men kun lige i starten inde til den gik i gang. Det kilede ufattelig meget for hende når den startede. Men hun begyndte at vende sig til det og slappede mere af. Slap bøjlen og så mod Anton hvor hun med det samme blev mødt af hans smukke øjne. De øjne der ikke havde ændret sig det mindste. Glimtet var der stadig og de gav hende stadig den følelse af at hun ikke ville kigge væk. Hun kunne ikke lade være med at le meget svagt og kort over hans kommentar. "Kedelig? Det har er da ikke en kedelig forlystelse. Jeg har aldrig været i et tivoli før så det hele er nyt og spændende for lille mig." fortalte hun ham så. Der var for mange folk omkring hende og hun havde ikke haft nogle at gå med.
Hun så ned mod deres nu igen samlede hænder. Men nåede først lige at se op igen da han prikkede hende på næsen. Hun trak sig lidt væk af en refleks men han rørte hele tiden hendes næse. Som var det blot noget hun forestille sig. Hun viftede så hans hånd blidt væk med hendes frie hånd. "Hey! Det er altså min næse.. Og ikke en knap hvor der står 'Pres on me'.." Hun havde altid kunne blive drillet med at blive prikket. OG hun følte sig bare så lille når det var på næsen. Og når han gjorde det. Men stadig kom hendes smil frem endnu engang efter dette. Og det var lige så stort som før.