Gamle gamle hjem... Åbent

Sted: Kirkegården
Tid: Aften
Omgivelser: Sne og murbrokkerne af den gamle kirke.
Vejr: Skyet.


Dunk. Dunk. Dunk sagde det da den høje skikkelse trådte igennem snedriverne. Ruinerne af hans gamle hjem låg tilbage efter Arthur havde forladt det. Hans puder låg der stadig selvom de var pakket ind i en sne dyne. Arthur sukkede sørgmodig og kiggede op på de blege skyer. Lige ude for der der engang skulle havde været indgangen låg en bule i sneen. Hans lig. Arthur trådte forsigtigt dere over og børstede sneen væk som afslørrede et varulve skelet. Over på indersiden af røgsøljen låg en sølv kugle. Den som havde slået ham i hjel. Arthur veg tilbage da han mærkede den velkendte stikken i huden da han kom for tæt på. Han sukkede let. Hans skelet skulle skaffes af vejen, derfor gik Arthur op til liget og løftede det op i ribbenene. Løse knogler faldt ned i sneen men det tog Arthur sig ikke af. Han gik to meter fra stedet liget låg og lagde liget. Så fejede han med en let bevægelse de løse knogle stumper ned til resten af liget. Så trådte han ind i ruinerne af sit hjem og hentede en rusten spade han skovlede sne væk med, der hvor han ville have sin grav. Efter som hans ulveform havde været tre meter lang var det et hårdt arbejde. Herefter begravede han spaden i den kolde jord og gravede. De stærke, muskuløse arme skovlede ved hjælp af den gamle spade det værste jord væk og fik hul på den bløde jord. Eller bløde og bløde. Den knap så hårde jord. Ja efter nogle timer havde han gravet sin egen grav... Det var knap så glædeligt men man måtte jo leve med det. Graven var vel godt en meter dyb så Arthur måtte mørve sig op på kanten af graven og rulle op og her rejse sig og feje knoglerne ned i graven. Arthur sankt en klump efter hver en knogle som af gav et uhyggeligt dump på bunden af graven. Klokken var mange og han var træt så han skyndte sig at dække graven til af jord og hentede en af de løse sten fra ruinen og markerede sin gør-det-selv grav. Herefter lagde han sin hånd på stenen og forenede stenen med sin egen magi. Herefter sprang en sten trold ud af stenen. "Find materialer til at kunne hugge mit navn ud i stenen." beordrede Arthur skabningen som begyndte at fare rundt efter noget skarpt nok som kunne hjælp ham. Så smilede Arthur for sig selv og vendte sig om og forsvandt i de dystre skygger da en lyd lød i det fjerne. Selv med Arthurs ulve øre var det svært at høre hvor lyden stammede fra men vist nok fra et skridt. Han gjorde hurtigt Donec Arm klar til at forsyne ham med kamp styrke. "Hvem der?" hvæssede Arthur.