I Danmark //lukket emne//

O: Boligkvarteret foran en kæmpe græsmark bagi med skov.
S: Hus.
T: Morgen 7.00.
V: Sommer.
L: Danmark

Foxina lå inde på sit værelse og sov i sin seng. Hun drømte som sædvanlig, at hun løb over markerne om sommeren, mens solen skinnede. Hun var igen forvandlet som ræv, som hun elskede, og hun fangede altid de samme mus på det samme sted, på samme tidspunkt. Denne drøm var efterhånden blevet en vane for hende. Det var ellers sjældent hun var hjemme, men når hendes mor var hjemme, vil hun helst være der med hende. Diana, hendes mor, nynnede en sød lille melodi, mens hun trak gardinerne fra på Foxinas værelse. Solen skinnede hende lige ind i hendes lukkede øjne, og hun vendte sig hurtigt om og sov videre. "Op med sig. Solen skinner, og du har sommerferie. Dagen venter på dig, Fox." sagde Diana roligt og lagde en hånd på hendes skulder. "Ja ja, jeg kommer nu." sagde Foxina træt og rejste sig i sengen.

"Jeg har ikke fået ferie til gengæld, min skat." fortalte Diana sørgmodigt og rejste sig og kiggede ned på hendes forvirrende datter. "Hvad?! Hvorfor ikke det!?" spurgte Foxina og sprang op af sengen og kiggede trist på hendes mor. "Sådan er mit arbejde. Jeg har kun ferie i 3 uger i alt om året." fortsatte Diana roligt.

Foxina ville ikke sige mere. Hun ønskede bare, at hun og hendes mor kunne plukke æbler fra træerne, og lave det til æbletærter. Hun havde lige sådan glædet sig. Hendes mave knurrede derimod som en sindssyg, så hende og hendes mor gik nedenunder i stuen for at lave morgenmad. Foxina sad lidt efter og spiste Dianas hjemmelavede boller, med havre og rosiner i. Diana skulle snart afsted, så det nyttede ikke noget, at protestere eller holde på hende. Efter 10 min tid, havde Diana sagt farvel og der blev stille i huset. Meget stille. Hendes hund, Kanza, kom luntende hen til hende for at sige godmorgen til hende. Hun gav det sidste stykke bolle til Kanza som hurtigt havde slugt den. Hendes storebror, Buller, lå sikkert og snorksov som altid. Ham var hun ligeglad med.

Hun besluttede sig for selv at plukke æbler fra de grønne træer, så hun gik op og skiftede til nogle shorts og en lyseblå top. Hun tog sin mors kurv med ud i skoven. Hun var god til at klatre, så det havde hun ingen problemer med. Det hele gik som smurt og snart var kurven fyldt med de lækreste røde æbler, man kunne få. Hun nød varmen fra solen, og glædede sig til at lave æbletærte. Kanza havde fulgt hende hele tiden, og det havde hun ikke lagt mærke til, så hun kom til at le, da hun opdagede Kanza bagved hende. "Din lille fjollernik! Kom med ind, så laver jeg tærter. Så må du også smage." fortalte Foxina og nussede den på hovedet. Det her havde hun glædet sig til. At lave æbletærter. Hun begyndte at skære æblerne ud, og derefter ligge dem op i en stor gammel skål, de havde, fra hendes bedstemors tid. Hun måtte hellere huske at følge hendes mors kogebog, så der ikke gik noget galt. Der stod følgende:

"Pisk æg og sukker sammen. Tilsæt smeltet smør og mel, rør dejen sammen og bred den ud i en smurt, raspdrysset tærteform.
Skræl æblerne, skær dem i tynde både og sæt dem tæt i dejen.
Drys med hakkede mandler og sukker og sæt formen i ovnen på nederste rille ved 200 grader C. alm. ovn i ca. 30 minutter."

Mmmm, hvor det begyndte at dufte efter lidt tid. Hun glædede sig til at smage den første tærte. Gad vide, om hun skulle byde nogen indenfor? Det kunne i så fald være meget hyggeligt og sjovt.

_________________________________________________
Skyd ikke, før du har set, hvor smuk jeg i virkeligheden er!

Det var morgen. Næsten alt åndede fred og ro. Joongkyu var lige vågnet, og så på sit vækkeur. Den viste 07:00 præcis. Han smed dynen ned i fodenden af sengen, og satte sig hurtigt op. han strakte sig dovent, og svang sine ben ud over kanten af sengen. Han gik over til stolen, hvor hans tøj lå, og tog det hurtigt på. Han skulle nå et bestemt ritual som han lavede hver morgen, men først skulle han lige havde noget at spise.

Da han havde spidst morgenmad, gik han ud i skoven. Hans træning var en slags styrketræning, og det bedste sted for ham at træne var i skoven. Han ville starte med en god lang løbetur som opvarmning, og bagefter ville den rigtige træning begynde. Han forvandlede sig til en tiger, og begyndte at løbe. Det var god opvarmning. Han luntede lige så stille til at starte med, men satte så gradvist tempoet op.

Han havde ikke løbet særlig længe før, han så en pige med sin hun. Hey, hende kendte han da, gjorde han ikke? Han var faktisk ikke helt sikker når det kom til stykket. Eller jo, det var sku da hende. Foxina, hvis han ikke tog helt fejl, men hvad lavede hun her? Når, det var jo også lige meget hvad hun lavede her, men en ting var han dog sikker på. Han havde ikke set hende i 100 år, eller nok ikke lige frem 100 år, men det var en talemåde.

Mens Joongkyu stod i sine egne tanker, gik Foxina videre uden at han lagde mærke til det. Da han kiggede op igen, var hun forsvundet. Joongkyu var glad for, at han havde en så god lugtesans, som han nu en gang havde, for så havde han ikke svært ved at spore hende. Han fulgte hendes spor tilbage til et hus, som han regnede med at hun måtte være inde i. han vidste ikk helt om han skulle banke på, eller lade være, så derfor stod han der bare i rimelig lang tid uden at gøre noget. Da en vidunderlig duft af nybagt tærte nåde ud til ham, tog han fluks en beslutning. Han skiftede fra tiger til menneske, og gik over og bankede på døren. Hvis han var heldig, fik han måske et lille stykke eller to. Han stod pænt og ventede til døren blev åbnet.

Foxina skulle netop til at tage en bid af sin nybagte æbletærte, da det pludselig ringede på døren. Hvem mon det kan være på denne tid, tænkte hun forbavset og gik hen for at åbne døren. I starten troede hun bare det var naboen, men så så hun bedre efter. Det lignede lidt en, hun engang kendte. Det var lidt akavet ikke at sige noget. Lige pludselig fandt hun frem til resultatet. Joong Kyu! Det var da længe siden, at hun havde set ham. Hvad lavede han her så tidligt? Og hvorfor havde hun egentlig bagt tærter kl 7 om morgnen?

Anyway, hun inviterede ham indenfor og smilede over hele hovedet. Det her var den eneste ven hun havde på denne planet, undtagen hendes mor, som nok var den bedste. "Hvad i himlens navn laver du så her?" spurgte hun, mens satte kaffe og the over. Hun bad ham sætte sig ned i deres kridhvide sofa, mens hun serverede to stykker tærte til ham. Hun var overrasket og forvirret over ham. Hvad ville han mon her?"

Joongkyu smilede stort til Foxina da hun åbnede. ”Hej” sagde han, og trådte ind da hun inviterede ham inden for. Han gav hende et venligt knus, og smilede selv stort til hende. det var længe siden at de sidst så hinanden, og hun havde forandret sig en del siden da, men han kunne stadig genkende hende. ”Hvad jeg laver her? Øm, jeg var ude i skoven for at træne da jeg så dig. Jeg fulgte efter dig, men vidste ikke om jeg skulle banke på eller lade være. Da jeg kunne dufte din tærte, besluttede jeg mig.” han smilede en smule undskyldende til hende. Han vidste ikke om hun ville blive sur over at han havde fuldt efter hende, men håbede det ikke. Han satte sig ned i hendes hvide sofa, og så rundt.

"Lyder da dejligt og afslappende. Jeg skal selv ud senere for at løbe en tur med Kanza." svarede hun roligt og fortsatte "Du er da altid velkommen til at følge efter mig hvis det er, du føler dig alene eller mangler selskab."

Hun smilede venligt til ham og satte tallerkenen med de 2 stykker tærter foran ham på bordet. "Håber du nyder tærten, selvom det er ret tidligt på dagen, men lad os kalde det en slags morgenmad i stedet. Tag for dig. The eller kaffe?" spurgte hun venligt og satte sig tungt ned i den hvide stol. Kanza kom luntende hen til hende, og gjorde krav på at smage tærten, eftersom hun havde lovet hende det. Dette gjorde hun ved at tigge og lave hundeøjne til hende, som hun til sidst ikke kunne modstå. Hun lagde nogle stykker tærte i hendes hånd, og rakte hånden frem og lidt efter var stikkerne af tærten væk. Kanza lagde sig tilfredst hen i hjørnet og havde tungen ude. Den smilte nok af glæde.

Joongkyu smilede. ”Jo jeg kunne da godt gå med dig og Kanza. Men hvor skal vi så gå hen?” Han tog et af de 2 tærtestykker, og tog en bid. De smagte himmelsk. Joongkyu slikkede sig om munden, og tog en bid mere. ”De smager jo himmelsk. Hvor har du lært at lave så lækker en tærte?” smålo han. Selvfølelig nød han den, for man kunne jo næsten ikke andet, vel? ”Jeg tror bare at jeg helst vil havde the tak.” han smilede til hende, og satte sig en smule bedre til rette i sofaen.

Foxina smilede roligt til ham. "Jeg kender et godt sted, og nej det er ikke ved vandfaldet, bare rolig. Et andet sted som er smukkere end vandfaldet. Kanza og jeg har været der mange gange før." fortalte hun og skænkede the i hans kop, hvor der stod "Verdens bedste mor". En kop, som hun havde købt for et par år siden. Da hendes mor så aldrig brugte den, så måtte hun selv bruge den.
Hun smilede, da hun fik ros for hendes arbejde, eller rettere sagt bageri. Det var godt han kunne lide dem, det var hun kun glad for.

"Ser du, min bedstemor elskede at bage kager og tærter. Derfor lavede hun en bog fyldt med opskrifter. De er alle sammen gode, men æbletærten er nu den bedste, hun hidtil har lavet. Min mor overtog den så, da hun døde. Jeg var vild med bedstemors hus. Stort og rummeligt, og der duftede altid af en eller anden form for tærte eller kage. Jeg fik altid 10 stykker med tilbage til huset. Da min mor overtog bogen, viste hun mig, hvordan de skulle laves, selvom det stod i opskrifterne. Da hun begyndte på sit nye, dumme arbejde, som næsten tager alt tiden fra hende og jeg, stoppede hun med at bage. Så jeg vil gerne overtage den, den dag hun dør." fortalte hun alvorligt og skænkede kaffe op til sig selv og tog 3 tsk sukker i.

Joongkyu smilede til Foxina, og tog en tår af sin the. Han rynkede en smule på næsen, og rakte ud efter sukkeret. Han var ikke vant til at drikke the uden sukker. Han proppede hele 3 tsk fulde sukker i koppen, som Foxina også havde puttet i sin kaffe. Joongkyu fattede ikke at hun kunne drikke det stads, for det var jo alt for bidder, selv med sukker i. han ville aldrig kunne få det ned, eller måske en gang imellem, men det betød ikke at han kunne lide det. Han tog en bid mere af tærten, og smilede til Foxina. ”Jeg vil gerne med jer, men hvad er det for et sted du har i tankerne?” han hvilede sine hænder mod kruset, for at få en smule varme.

Skulle hun fortælle deres hemmelige sted? Han var jo hendes eneste, bedste ven. "Bag vandfaldet ligger der en grotte. Den skal vi igennem, og derefter kommer der en skjult landskab, hvor ingen jægere findes. Dog findes der rovdyr derude, men skidt med det. Jeg har masser af huler omkring i den store skov i landskabet. Okay, så skulle vi dog til et vandfald, men vi går da igennem det. " fortalte hun grinede og drak sin lune kaffe op. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han kunne lide the. Det smagte rædselsfuldt. Lidt efter de havde drukket færdigt, tog hun kopperne og tallerkenen hen til opvasken og begyndte at vaske og tørre tingene af. Hun kunne mærke, at trangen til at løbe var stor nu, hun så på uret. 7.30. Det var perfekt tidspunkt.

Joongkyu grinede let. ”Dig og dit vandfald. Du elskede også det sted da vi var børn. Jeg kan virkelig ikke se hvad der er så specielt ved det sted” han rystede opgivende på hovedet, og drak ud, inden han gav hende koppen. Han rejste sig op, og så rundt. ”Når, tager vi af sted nu, eller først i morgen?” sagde han drillende, og gik efter hende. Han stod og så på hende vaske op. Han kunne da godt give en hånd med. Joongkyu tog det som Foxina lige havde stået og vasket op, og satte det på plads for hende.

"Hihi, jeg ved det godt. Vandfaldet var noget meget specielt. Selv om natten, var det smukt og dejligt at sidde og kigge hvordan vandet brusede ned. Vandet smagte himmelsk, da jeg drak af det. Og tak fordi du gider at sætte tingene på plads. Ja du kender jo også vores hus, selvom det er længe siden. Du ved jo hvor tingene ligger efterhånden. Og vi tager derud i dag, ja!" sagde hun leende og blev færdig med opvasken. "Skal vi smutte?" spurgte hun.

Joongkyu satte resten af opvasken på plads, inden han vendte sig om mod Foxina. ”det var da så lidt, skulle det være en anden gang, men ja, det kan vi da godt, og mange tak for lækker tærte, hvis jeg ikke fik sagt det.” han gik ud af køkkenet, og vendte sig om mod Foxina. ”og du har alt hvad du skal bruge eller hvad?” han lænede sig op af dørkarmen.

"Jamen selv tak da. Ja, der er ikke rigtig noget, som jeg skal bruge. Det eneste er nok en lille forvandling, for at vi kan løbe hurtigt." svarede hun og smilede venligt til ham. Hun låste efter sig, da de var kommet ud, og hun forvandlede sig endelig til en ræv. Det her havde hun glædet sig til i lang tid nu. Kanza løb ivrigt hen til hende, og slikkede hende i ansigtet. Hun skubbede den væk med sine sorte poter og knurrede lidt fornærmet. Hun ville løbe nu, hvis Joogkyu var klar, altså. Hun mærkede trangen til at løbe igen, og den var stærkere denne gang.

Joongkyu gik ud af huset, så Foxina kunne komme til at låse døren efter dem. Næsten lige efter, forvandlede hun sig til en rev. Joongkyu havde næsten glem hvad hendes forvandling var, men da han så hende som ræv, vældede det hele frem. Han kunne sagtens huske det hele nu. Joongkyu smilede ad Foxina, da hun skubbede Kanza fra sig, og da hun knurrede fornærmet, blev Joongkyu’s smil støre. Han forvandlede sig selv til en tiger, og strakte sin dovne krop. Han havde næsten lige været i den for, men det var alligevel en behagelig følelse. Han begyndte at løbe, men ikke hurtigere end at Foxina kunne følge med.

De skulle først over til vandfaldet, som havde været foxina’s yndlingssted dengang de var børn, men helt om det stadig var, var han ikke helt sikker på. Han kendte vejen godt, for selv da de ikke sås, gik han skam stadig af og til der hen. Han var ikke sikker på hvorfor, måske for at huske hende eller noget, men han var der aldrig på de tidspunkter som hende. Så vidt han vidste, var det det eneste vandfald i miles omkreds.

Han satte farten en smule op, og kiggede efter om Foxina kunne følge med endnu. Da han kom til vandfaldet, standsede han op, skiftede form tilbage til sig selv. Han smilede drenget til hende, og lagde hovedet en smule på skrå.

Han så på, da hun hoppede fra sten til sten, og forsvandt om bag vandfaldet. Han kunne tydelig høre hende råbe på ham. Joongkyu rystede stille på hovedet af hende, men hoppede så selv fra sten til sten, og da han kom til det sted hun var forsvundet gennem vandfaldet, gik han selv igennem det.

Det var overraskende så tyndt et lag vand det var. Han strøg let en hånd gennem sit våde hår, og så sig en smule overrasket rundt i grotten. Den var støre end han havde forvendte. Han så på Fønix med et lille smil. ”Hvis jeg er en gammel fis, er du sku også en gammel fis. Vi er jo lige gamle, hvis du nok husker” han skubbede en smule drillende til hende med sin albue, og gik et lille stykke længere ind i grotten. ”men, wao.” han var en smule målløs. Hvordan havde hun båret sig ad med at finde stedet her? ”øh. Hvordan i alverden fandt du stedet her?” han vendte sig om mod hende, og hans våde T-shirt klistrede en smule til hans krop, men den tørrede forhåbentlig hurtigt, så det gjorde ingen ting.

Hun smilte og grinede sammen med ham. "Ja, det har du nok ret i, min ven! Jeg er jo efterhånden blevet lidt gammel og glemsom." sagde hun og lo. Det var dejligt at være tilbage til vandfaldet med ham. Hun havde følt det, som var det for 100 år siden sidst så var sammen. "Altså jeg gik lige på opdagelse i skoven og mit smukke vandfald. Jeg fandt så en grotte her og gik ind i den, for at se om der var noget spændende. Et hemmeligt "land" af en art." fortalte hun spændt. Det var hende der havde fundet det, så det var hendes sted, og kun hendes, medmindre hun valgte, at tage nogle med, hun kunne stole på. Hun betragtede lidt sin ven med sin meget våde t-shirt. Men hun havde jo også selv fået vådt tøj, på trods af, hvor varmt det egentlig var. Det tørrede nok hurtigt, da hun og Joongkyu gik ud i det hemmelige landskab. Lidt efter de var kommet derud, åbnede sig der et enormt landskab fyldt træer og bakker og søer. Mens fuglene kvidrede, indåndede hun den friske nye luft helt ind i lungerne og pustede så derefter ud igen. Vidunderlig følelse. Lidt efter, sad hun igen der, som ræv.

Joongkyu grinede stille af hendes historie. ”Det lyder da på sin vis sjovt og spændene.” han fulgte med hende ind i den lidt mørke grotte, men han var jo både los og ugle, og de så jo godt i mørke, så der var intet problem der. Han fulgte hurtigt lige i hælende på hende, og efter et lille stykke tid i den lidt mørke hule/grotte, så han et lys, et lille stykke længere frem. Det måtte jo nærmest være udgangen?

Da de var kommet ud af grotten, så Joongkyu sig lidt rundt. Der var ret smukt her, og det var helt fantastisk at hun havde fundet stedet her. Han så over på hende, og opdagede at hun havde forvandlet sig til en ræv. ”Når, hva så nu? vil du vise mig lidt rundt her?” han forvandlede sig selv til en tiger, og så med forventningsfulde øjne på hende.

Hun nikkede kort til ham, som tegn for, at nu skulle vise ham sit hemmelige sted, og hvor smuk den virkelig var. Idet hun løb med skoven, som de i øvrigt var omringet af, følte hun en stor frihed i hendes rød-brune pels. Nu skulle hun rigtig vise ham, hvor smuk skoven egentlig var nu. Skoven var stor og rummelig og fuglene sang så smukt i dag. Hun håbede på, at Joongkyo kunne lide synet af hendes "kongerige". De grønne træer sluttede aldrig, men der kom til tider nogle søer, og så en stor mark fyldt med hjorte og rådyr, det var jo nærmest som et tage-selv-bord for hende. De flygtede dog et stykke fra dem, da de kom løbende forbi dem. Der var jo også fuglereder og musenes bo. Dem kendte hun alt til.

Hun kendte hvert et bo, som de havde lavet. I næsten hvert et træ, var der fuglereder, men de fleste var blevet udryddet, fordi hun lige var "kommet på besøg". Hun stoppede så på et tidspunkt op ved et stort landskab, for skoven sluttede pludseligt. Overraskende nok, var der en lille by med huse. Der gik høns i de store hønsegårde. Indimellem, havde hun kabret et par høns og ejerne var blevet sure, så nu havde de lagt fælder ud for hende. Siden havde hun holdt afstand fra byen.

Joongkyu smilede, og skiftede skikkelse for at følge med hende. Han havde nemt ved at følge med, og overhalede hende snart. Han lo indvendigt. Det var rat at løbe såhurtigt. Han så sig rundt mens han løb. Der var meget smugt her i skoven. Fuglenes sang var smuk, og der var folte søer i skoven. Da de kom til en stor eng med hjorte og rådyr, var det en smule svært ikke at lade sit instinkt overtage, og jage dem, men han fik dog holdt sig tilbage. Han fuldte efter hende til de kunne se en lille by. Han standsede op, og så spørgende på Foxina.

Foxina vidste, at hun hellere måtte fortælle ham, hvorfor hun var standset sådan op. Hun ville fortælle ham om den frygtelige hændelse, der var sket for nylig. Alle nede i byen hadede hende. Undtagen en ung dreng, der havde reddet hende fra en af fælderne. Derefter standsede hun op, og havde kigget et øjeblik på ham som tak. Hun satte sig ned i græsset og måtte fortælle Joongkyu det hele og hvorfor hun nægtede, at sætte sine poter i den by. Hun kiggede lidt efter på ham, og forvandlede sig til sig selv igen, og satte sig i skrædderstilling.

"Den by, jeg frygter nu, har jeg engang bevæget mig i. Jeg trådte derned som ræv. Jeg luskede lidt rundt om natten, for at se den nye by, som var blevet dannet. Og jeg skulle jo selvfølgelig også lige tjekke det sidste hus, før jeg gik, men jeg opdagede, at der var en hønsegård. Endelig, havde jeg tænkt. Et nyt spisested, så behøvede jeg da ikke at jage hele tiden. Det var nemmere sagt end gjort. En morgen, så bondemandens søn mig, og skød efter mig. Han ramte mig i skulderen. Jeg blev dog hjulpet af en dæmon, som var venlig. Og jeg blev helbredt, men siden satte jeg ikke mine poter i den by. Overhovedet! Nå, men skal vi komme videre? Altså vi skal jo alligevel igennem den by, så jeg har forvandlet mig til menneskeform i stedet." fortalte hun og sukkede opgivende.

Hun rejste sig op og børstede græsset af sine bukser. Hun smilede venligt til Joongkyu. Hun håbede lidt, at han havde fået et indblik i det hun havde oplevet i sit liv, eller i hvert noget af det.

Joongkyu betragtede stille Foxina, og lyttede nøje til det hun fortalte. Han forvandlede sig selv til et menneske og smilede trist til hende efter hendes beretning. ”Det lyder da ikke særlig hyggeligt, men jeg kan sagtens forstå både dig og bondemandens søn. Det var forkert af dig at stjæle høns, men jeg ved jo at du er mere ræv end menneske, og ræve stjæler høns.” han sukkede højlydt. Godt det ikke var ham. han nikkede til hendes spørgsmål, og fulgte efter hende da hun gik ned i byen. ”Er der noget specielt på den anden side af byen da, siden du gerne ville der over?” spurgte han nysgerrigt.

Foxina smilede roligt igen. Godt, han havde forstået hende. Hun ville gerne over på den anden side af byen, for det var der, hun ville vise Joongkyu det specielle sted. "Tja, jeg forstår også bondenmandens søn. Det må ikke have været rart, at få taget noget, der betyder meget for en. Men jeg har knyttet mig en del til at være ræv i stedet for menneske." sagde hun og gik ned mod byen, men hun var pisse nervøs, selvom de selvfølgelig ikke ville kunne se, at hun var den ræv, der havde taget deres høns. Hun vinkede ham hen til sig, for han skulle jo med hende.

Hun frygtede, at hun ville støde ind i Carsten eller for den sags skyld, hans far. Hendes hjerte dunkede som en sindssyg, da hun gik ned af Bakken mod byen.

Joongkyu fulgte hurtigt efter Foxina, og kunne tydeligt mærke på hende at hun var bange, og han regnede med at det var for at bondens søn kom efter hende. ”Slap af tøs. Han kommer ikke, men hvis han gør så beskytter jeg dig gerne.” han fulgte tæt efter hende, og alle hans sanser var skærpet til det yderste. Hvis der fare på færre, kunne han nemt opfatte det.

Da de var kommet gennem byen, var der ingen som var kommet efter dem. De havde dog kikket en smule på dem, fordi de var nye, men gjorde intet ved dem. Han smilede til Foxina da de var kommet gennem byen. ”Det var da ikke så slemt, vel?” han så sig rundt, og kiggede så tilbage igen. ”Når skal vi komme videre?” han forvandlede sig til sin tigerform, og så på hende.

Hun nikkede blidt til ham og forvandlede sig til sin rævelige skikkelse. Det var bedre, tænkte hun og løb frem, og væk fra den grusomme by, og ind mod skoven. Bare Joongkyu kunne følge med, for hun var bange for at blive opdaget, eller at sønnen og faderen var på jagt efter hende. "Det var også kun heldigt, ellers havde de sikkert spurgt mig, om jeg havde set ræven, som så er mig! Ja lad os komme videre. Vi er der snart, bare rolig." sagde hun og løb videre. Skoven var en smule dyster, men snart lyste det op i skoven.

Det her var stedet, hun havde været for 3 år siden. Det var dengang da hendes mor havde tid til hende, og var gået lange ture med hende. Der var en gammel gynge, som hang på et æbletræ, og den havde hun siddet på, da hendes mor havde gynget hende højt op. "Ja, her er så stedet. Der er en smuk sø, og en gynge og et stort æbletræ. Det er et meget særligt sted." fortalte hun og smilede. Hun gik over til gyngen og rørte kort ved den, før hun fik et flashback.

"Gyng mig højere, mor!" råbte Foxina og grinede højt. Hendes mor lo, og gyngede hende så højere op. "Er det nok nu?" spurgte moderen og grinede ligeså. "Nu går vi altså hjem og spiser aftensmad, skat." sagde moderen og standsede gyngen stille og roligt. De forvandlede sig begge til deres dyr. Moderen var en slank og smidig kat, mens Foxina var en hurtig ræv. De løb altid om kap hjem, oftest var det moderen der vandt, men Foxina havde dog snydt nogle gange for at komme hurtigere hjem."

Lidt efter, var flashbacket væk og Foxina kom tilbage til nutiden igen. Hun så mod Joongkyu. "Undskyld, jeg fik lige et flashback om mig og min mor, der løb om kap på vej hjem." sagde hun og smilede igen.