Et stort møde i skoven// lukket emne//

O: Skoven
S: udkanten af skoven
T: Middag 12.00
V: Efterår



Foxina lå i sin varme, dejlige hule. Trygt lå hun nærmest foldet helt sammen og sov roligt. De mange efterårsblade havde lukket hulen til, så der var lidt mørkt, men selvom bladene havde lukket hullet til, kom der dog en lille solstråle ind i hulen. Foxina mærkede strålen på hendes fine, lille sorte øre. Hun lå og vågnede lige så stille og snart var hun på benene. Hun gik og snusede rundt, for hun kunne mærke, at sulten begyndte at trænge sig på. Der måtte være mus i nærheden, for hun kunne høre nogle små pivelyde et stykke fra hendes hule.

Hun gravede bladene væk fra hullet, og kravlede forsigtigt ud, for hun vidste at hendes fjender var i denne store skov. Selvom hun var lynhurtig og kunne løbe fra dem, skulle hun alligevel tilbringe et stykke tid i hulen, før fjenden gav op. Solen blændede hende lidt, så hun løb op på en lille bakketop og satte sig stolt der og fik et lille overblik over skoven. Hun sprang pludselig ned mellem bladene og kradsede i jorden. Hun havde fundet musenes hule, og hun hapsede dem en efter en. Det smagte godt, og snart sad hun igen på den lille bakketop og vågede over skoven. Hun tænkte på at gå hen til hendes yndlingssted, nemlig det store brusende vandfald. Idet hun satte i spurt, følte hun en frihed. Hendes mor havde jo alligevel ikke tid til hende eller hendes bror, eller hendes hund, Kanza. Den lå sikkert trygt foran pejsen med det største kødben på jorden. Hun nåede omsider hen til vandfaldet og satte sig på en sten og lukkede øjnene og nød lyden.

Keela gik igennem skoven i sin ulveform, den ræveagtige facon og de interessante kombinationer af farver gjorde det svært at bedømme om hun enten var ulv eller egentlig var en sjælden ræv med andre farver. Efteråret var endelig kommet til Di Morga, og der var kommet utrolig mange forskellige blade frem i skoven. Man kunne tydeligt regne ud at vinteren var på vej. Selv varmen var snart ved at forsvinde hen, men den gode pels ved hende gjorde det sikkert at hun kunne holde varmen endnu. Det værste blev når vinteren kom og hun skulle til at have "ny" pels, som var tykkere og varmere til den kolde vinter.

Hun begyndte så småt at løbe igennem skoven, trængte lige til at mærke vinden igennem sig og få noget nyt ilt til hjernen. Man kunne mærke stigningen i blodet og det gjorde hende endnu mere frisk for at løbe hurtigere. Det var fantastisk at føle sig så fri! Der gik ikk længe før hun var kommet et godt stykke ind i skoven, og der var det så, vandfaldet. Hun logrede med halen og hylede en enkelt gang. Hun kiggede sig omkring, der lå en ræv på en sten og nød lydene. Hun smilede drillende og legelystig og begyndte at liste sig mod ræven bagfra. Hun kom tættere og tættere på, og der gik ikk længe før hun var få cm fra at kunne springe på den stille ræv. Hun sprang hurtigt op på den og bed den legesygt i øret mens hun logrede med halen. Hun lavede en pludrene lyd og rykkede blidt i øret på hende.

Hun blev overrasket over noget overfaldt hende bagfra, og hun mærkede, at der blev taget fat i hendes fine, sorte øre. Hun vendte sig forskrækket om og "gøede" mod væsnet. Hun fik øje på en race ligesom hende. Eller var det en ulv? Nej det lignede en kombination af både ulv og ræv. Denne her måtte være mere sjældnere og udryddede, men det var hun i tvivl om. Skulle hun lege med? Den så i hvert fald meget legesyg ud, og den virkede til kun at ville lege, og ikke angribe den. Det var jo trods alt længe siden, hun havde været legesyg og hyper. Tja, det kunne vel odt gå an den ene gang.

Hun logrede derefter med halen, og prøvede at overflade den, trods den stadig havde fat i hendes øre. Hun bed den legesygt ved nakkeskindet og prøvede at være ligeså hyper, som den. Det kunne være, hun havde fundet en ven, eller rettere sagt at den havde fundet en god ven, som hende. Hun var i hvert fald smuk, det kunne hun ikke nægte at tænke på.

Da hun kunne se at ræven valgte at gø af hende, gøede hun kun tilbage på en glad måde og kunne mærke sig selv grine indvendig. Den var virkelig nuttet af en ræv, det forskrækkede ansigt over den pludselige ulv der var kommet over hende, og så bare for at lege? Hun bed blidt fat i den øre igen efter at have gøet, der skulle da ikk være nogen anderledes fordel ved ikk at være forberedt? Hun slap dog efter noget tid og kiggede fortsat afventende på ræven som så ud til at tænke over hvad den skulle gøre. Hun nappede endnu engang i dens øre, hun ville gerne pjatte.

Hun lod sig falde ned fra stenen med vilje da ræven prøvede at overfalde hende. Hun logrede videre med halen og løftede sig op med forpoterne mod stenen. Hun slikkede sig tilfreds om munden ved at den bed hende ved nakkeskindet og hun fik den trukket med ned, hvorefter den lagde en pote på dens mave og nappede igen ræven ved øret.

Foxina havde ikke haft så sjovt i så lang tid. Hun var kun glad for, at der kom et eller andet slags dyr og "overfaldt" hende. Lidt efter kravlede hun hurtigt op i træet, efter hun kom fri fra Keelas poter/kløer. Hvis hun var et menneske nu, kunne man høre hende grine højt. Hun var nu en skæg en, syntes hun og prøvede at gemme sig mellem bladene på træet. Gad vide om hun kunne komme herop og lege med hende? Det kunne hun nok ikke, men man vidste aldrig med disse skabninger.

Hvorfor skulle hun bide i hendes lille, fine, fornemme og sorte øre, tænkte hun smilede indvendigt. Det var ikke et hårdt bid. Det kildede bare ret meget, derfor spjættede hun altid.

Hun nappede blidt videre i øret, indtil at ræven havde formået at komme fri og flygte op i et træ. Hun kiggede derop og løb mod stammen med forpoterne op af den. Hun gøede op mod ræven, måske skulle hun forvandle sig til en ørn? Men ville det ikk være snyd, altså det så ud til at de begge vidste at de var animagus begge to, så at bruge sine evner var vel ikk som sådan snyd? Dog valgte hun at forblive ulv og logre med halen, mens hun gøede videre. Der skulle da være noget mere pjat, hun var slet slet ikk færdig med at lege endnu.

Foxina "gøede" tilbage til Keela og fik lidt efter øje på en fugl, overfor hende i det andet træ. Hun gav tilløb til det store spring fra det ene træ, til det andet træ. springet var vellykket. Dog fik hun ikke fat i fuglen, som blev forskrækket, og fløj væk. Hun blev lidt mopset, men sprang så ned fra træet og overfaldt Keela bagfra, ved at springe op på ryggen af hende og bide hende drilsk i øret. Der kom nogle små sjove lyde fra hende. En slags knurrende lyd, men det var kun fordi hun nød at lege med en anden animagus, præcis som hende.

Hun knurrede for sjov da ræven gøede tilbage, det måtte hun da ikk bare. Kun Keela der måtte gøre sådan noget. Hun satte hovedet på skrå og fik det ene øre ned da hun så hvordan Foxina opførte sig, lagde an til at springe? Men det så ikk ud til at være for at overfalde hende. Hvilket det heller ikk var, fordi hun flygtede vist videre hen til et andet træ og hun fulgte efter langsomt. Gad vide hvad hun havde gang i deroppe, der gik dog ikk længe så havde hun opdaget fuglen som fløj i frygt og Foxina som var kommet op på hendes ryg. Hun rystede let på hovedet og begyndte så småt at løbe med Foxina på ryggen. Det var hårdere med noget ekstra vægt, men det var også sjovt at se hvor længe hun kunne og ville blive siddende på hendes ryg når hun løb rundt.

Foxina syntes det var skægt at ride på Keela. Det bumpede nu en del, men hun sørgede for at holde godt fast i hende. Hun var meget stærk, af en ulv/ræv at være. Foxina ville ikke have kunnet bære hende, ellers car hun bare faldet om af træthed. Til sidst gav hun dog slip, for hun havde simpelthen ikke flere kræfter tilbage. Lidt efter det, var hun forvandlet til menneske. Heldigvis havde hun da tøj på, så fik Keela ikke den forskrækkelse. Hendes hår var dog lidt uldet, men hun kunne bare rette det til senere. Det betød intet. Ulven/ræven var virkelig smuk, tænkte hun og betragtede den stille.

Hun kunne mærke hvor fast besluttet ræven var på at blive på hende, men det betød intet, det var nemmere at have hende på ryggen end Keela troede det ville være. Hun løb videre og skiftede retning nogle gange, pludseligt, så det blev sværere at holde fast. Da hun gav slip og kom ned, stoppede hun op og drejede sig. Hun satte hovedet på skrå, indtil hun så ræven skifte form. Tilbage til sit menneske. Aww... Hun ville ellers godt lege noget mere. Hun gik hen til hende og satte sig, mens hun kiggede op og satte hovedet på skrå. Hun orkede ikk rigtig at forvandle sig tilbage endnu, det var nogle gange bare lidt dejligere hvis man kunne "lufte" kroppen og bare nyde vinden.