Can I trust U? ~ Nightrage

S: Skolen
T: 13:30
V: lunt
O: Mange unge mennesker og lære.

Det var et lille stykke op af formiddagen. Amalie var i skole, som hun plejede at være. På trods af at hun blev mobbet til hverdag var hun meget sjældent væk fra skolen. Hun ville ikke gå glip af noget i skole. Hun elskede at lære nye ting. Hun sad for sig selv i oppe foran i klassen, og prøvede at læse i en bog som hun fandt meget interessant. En af hendes klassekammerater kom hen til hende, og så ned på hende og den bog som Amalie læste i. Pigen tog hurtigt bogen, og kiggede kort i den inden hun gik over til vinduet, og smed bogen ned i en stor busk lig nede under vinduet. Amalie så på pigen, og kunne godt mærke at det var irriterende, men turde ikke at sige noget til hende. Klokken Ringede i samme nu, og Amalie skyndte sig at pakke sine ting sammen, og komme ud af klassen, så hun ikke var den sidste som kom ud af klassen. Hun hastede ud til busken som var under vinduet, men kunne ikke finde sin bog. Hun sukkede meget dybt, og gik så stille væk der fra. Hun kunne godt opgive at finde den mere. Hun satte kursen over mod idrætshallen. Det var det sidste fag hun skulle ha idag, og så vil hun ha fri derefter. Hun stillede sin taske fra sig da hun kom ind i omklædningsrummet, og klædte hurtigt om til idrætstøj.

Da timen var færdig gik hun i bad, og da hun igen kom ud, tog hun hurtigt sit tøj på, og gik så ud til cyklerne, men en eller anden idiot havde piftet hendes dæk på cyklen. Hun sukkede tungt, men måtte jo så bare gå hjem i stedet for at cykle. Hun begyndte stille at gå hjemad, i pisse dårligt humør, men alligevel virkede hun glad nok ude på. Hun smilede glad til alle som gik forbi hende, men det var bare en maske som hun havde bygget godt op. Hun vil nemlig ikke fremstå svag ved at lade folk se hende ked af det.

Charlie havde skaffet sig et midlertidigt arbejde som pedel på byens skole, og dette var en dag som alle andre lige nu i hvertfald. Han var en kæmpe af en mand og han så sjældent særligt glad ud. Så de vanvittigt store muskler kunne godt få ham til at se faretruende ud. Det eneste der brød det billede var den indianerhalskæde han altid havde så den kunne ses. Lige nu gik han bare og fejede ude foran skolen i stilhed. Nogen gange var der en elev der skulle spille smart og hoppe op for at klappe Charlie på skulderen og råbe: 'Halvblod!' Så løb de hurtigt videre grinende højlydt. Ingen af dem vidste overhovedet hvad han hed. Det gjorde ham vred, men han havde ikke råd til at gøre noget igen. Ikke fordi han ikke kunne. Men fordi han i forvejen var så stærk. Og han havde jo en hemmelighed i form af hvad han virkelig var. 

Han så den unge pige lede efter sin bog inde i busken men tilsyneladende uden held. Kort efter gik Charlie hen og hans lugtesans gjorde det nemt nok at finde bogen da den bar hendes duft. Men da han igen rejste sig for at give bogen til hende var hun allerede smuttet videre. Senere på dagen var Charlie på vej videre, men vidste ikke endnu hvor hen. Han havde ikke nogen fast bolig endnu. På vej væk fra skolen så han et par piftede cykler og sukkede så dybt. Han fandt den der bar hendes duft mest og gik efter hvor hendes duft kom fra. Der var ikke nogen grund til at der skete yderligere med cyklen.

Hun fortsatte langsomt med at gå. Hun var ikke kommet helt ud af skolens gund endnu. Hun anede ikke rigtig hvorfor hun pludselig standsede op, men hun syntes at hun hørte nogle som kom løbene mod hende. Hun så sig over skulderen, og fik øje på en dreng ved navn Stefan som gik i hendes klasse. Hun viste med det samme at han var kommet for at mobbe hende, men han plejede ikke at være alene? Hvor var hans venner mon henne af? Hun bed sig i læben, og vendte hurtigt om, og begyndte at gå væk fra ham, men den vej hun gik, der gemte en af de andre drenge sig. Amalie blev nødt til at skifte retning, men også i denne retning var der nogle som blokerede vejen. De kom tættere op tættere på hende, og havde nu omringet hende helt. De lo smører af hende. "Hva så luder." Lo Stefan af hende. De kom stadig tættere på, og stod nu helt om hende. Amalie skælvede en smule. Hun var bange for hvad de kunne finde på at gøre mod hende. Drengene så på hinanden, og grinede stort. De havde helt sikkert noget i tankerne som de ville udsætte hende for. Hun så ned i jorden, og lukkede øjnene hård i, så hun ikke behøvede at se hvad de havde i sinde, men hun var stadig radselsslagen. Hun mærkede en hånde mod sin skulder, som tvang hende ned på knæ. Hun havde en svag anelse om hvad de ville, men det her gik længere end det plejede at gøre. Hun sank en klump, og tog en dyb indånding, dog var det helt lydløst.

Charlie hørte drengens ord og det kom meget tæt på hendes duft så han satte farten op men stadig så han ikke blev opdaget. Han så hvordan de var ved at omringe hende og garanteret tvinge hende til sex. Det var sådan de duftede. Charlies sanser var meget stærke og han kunne dufte at de var seksuelt opstemte. Dette gjorde ham virkelig vred. Med en meget lav knurren listede han sig tættere op. Han så hvordan de tvang hende i knæ og den ene rodede med sine bukser. Charlie sprang frem, smed den ene flere meter væk og slog den anden hårdt på næsen, hvilket ville brække den. Det var på ingen måde nødvendigt for ham at være i varulveform da han i forvejen var lidt over 2 meter høj og voldsomt muskuløs. Den ene lå og skreg efter at have fået et slag og Stefan nåede ikke at gøre noget før Charlie havde fået fat i hans nakke og klemte til. Stefan begyndte at skrige af smerte, men stoppede da Charlie talte vredt til ham: "Nu smutter du her fra... Og ser jeg dig nær hende igen..... Så slipper du ikke igen...."

Han slap Stefan og Stefan løb alt hvad han kunne og det lugtede langt væk af han tissede i bukserne. Charlie satte sig på knæ ved hende uden at røre hende. Han ville ikke forskrække hende yderlige og sagde: "Du er sikker nu...."

Den dreng som blev smidt flere meter væk, blev meget overraske over det meget pludselige angreb, og det gjorde de andre også. Han lå lidt og ømmede sig efter flyveturen. De gjorde virkelig ondt på ham, men han sagde do ikke noget. Den dreng som Charlie brækkede næsen på tog med det samme sine hænder op for næsen. "Av for helved. Hvorfor nu det?" spurgte han, men stak halen mellem benene da Stefan også stak af.

Amailie hørte alt hvad der skete, men turde ikke at kigge op. Hun hørte at en af dem skreg op. *Hvad mon der sker?* tænkte hun, og så forsigtigt op, og så en ret stor mand som nok havde stoppet dem. Hun var glad for, at han havde stoppet dem, men hun var langt fra sikker på, at de havde tænkt sig at stoppe med at mobbe hende, bare fordi denne mand havde sagt de skulle. Hun bed sig i læben ved tanken om hvad de kunne finde på, når de fik muligheden for det. Hun betragtede ham da han satte sig ved siden af hende. Hun var en smule bange for ham, for hun var ikke vant til at nogle hjalp hende, så hun var ikke sikker på om han gjorde de for selv at mobbe hende, men hvis han ville det, hvorfor rede han hende så? "Tak" sagde hun til sidst med en meget lille stemme, og bed sig nervøst i læben.

Han rakte sin hånd ud mod hende stille og roligt som tegn på han ville hjælpe hende op, men han sørgede også hele tiden for rolige bevægelser for ikke at forskrække hende. Når hun var kommet ordentligt på benene, kiggede han rundt en gang for at være sikker på de var smuttet. Ellers måtte han jo hjælpe dem på vej endnu en gang. Han var ikke sikker på hvorfor han egentlig hjalp hende, men hun virkede venlig og ingen så uskyldig fortjente at blive mobbet eller chikaneret på den måde.

Han tog bogen ud fra sin jakke og rakte den til hende. det var jo derfor han var gået efter hende til at starte på. "Her.... Jeg fandt den i busken under din klasse... Jeg ville bare være flink og give dig den... Mit navn er Charlie"

Hun så på hans hånd da han rakte den frem mod hende. Skulle hun tage den og lade ham hjælpe hende op? Hun rakte langsomt ud efter hans hånd, og tog den så, så han kunne hjælpe hende op at stå. Hun betragtede ham stille, mest for at se efter om han virkede truende på nogle måde. Ud over hans størrelse kunne virke truende, så virkede han i sig selv ikke truende.
Hun så på bogen som han rakte frem mod hende, og blinkede lidt før hun rigtig opfattede at han rakte hendes bog mod hende. Hun tog imod den, og kiggede så op på ham. "Tak Charlie. Mit navn er Amalie" sagde hun og smilede et forsigtigt smil til ham.