You wanna try experiments on me? Fun .. I guess?(Hachett Coffeinfold)

Skyerne snoede sig dybt i hjertet på den blå bue der omringede verden, og var bedre kendt som himlen. Perfekte vanddråber klistrede sig fast til overfladen, og på trods af at de hver især klamrede sig til deres objekt så overvandt tyngdekraften til sidst, og tillod dem at styrte imod jorden hvor de klaskede ud og bristede til tusinde mindre dråber. Det var ikke mange minutter siden regnen var tyndet ud og havde efterladt verden gennemblødt og søbet i disse stædige dråber. Selvom skyerne nu havde tømt deres ladning var luften endnu tung af fugt og den tykke duft af vand hang endnu i gaderne. Skyerne var på vej væk, og afdækkede lidt efter lidt månen der kastede sit blege skær nedover gadernes mørke. Den fortrængte ikke skyggerne helt fra diverse afkroge og gemmer, men den forsøgte uden tvivl sit bedste. Lidt efter lidt fik den dog også vist sit genskin.
Derfor blev Delilah også oplyst da hun trådte ud på gaden. Vinden der føg igennem gaden uden rigtigt at være tilstede, legede diskret med hendes mørke krøller. Som de bevægede sig omkring hendes ansigt, lignede de næsten mørke slanger der dannede en maltrakteret glorie omkring hendes lyse hud. Hendes bevægelser var elegante, og smidige som en kats. Læderbukserne klæbede sig til hendes ben, og fulgte hendes mindste bevægelse tæt. Om hendes liv var et våbenbælte spændt, og deri var forskellige våben fastspændt. Delilah forlod ikke sin lejlighed uden dette våbenbælte, da hun havde det med at tiltrække problemer som en magnet tiltrækker jern. Om hendes overkrop var en sort skjorte knappet, og selvom de øverste knapper var åbne farvede denne kombination hende næsten sort. Dette tillod hende også at smelte ind i skyggerne på bedste vis, så godt som et andet væsen end en skyggedæmon nu kunne.
Men Delilah havde også øvet sig på denne kunst længe. Skridtene fra hendes højhælede støvler var tyste, og endnu engang kunne tankerne falde på en kat der smidigt bevægede sig lydløst på poterne. Hun havde for længst lært at hvis man kunne blive ét med omverdenen var det nemmest at slippe væk fra en farlig modstander - desværre var det ikke noget Delilah gjorde sig i. Hun nægtede at give op, også selvom hun vidste at det uden tvivl ville slå hende ihjel. Selvom Delilahs ydre var utroligt smukt grundet hendes gener fra Belial, så var hendes sind blevet fuldstændigt smadret igennem årenes løb.
Den mørke side som alle flygtede fra i deres sind, og som kunne splitte venskaber og forelskelser af når den tittede frem med et skrig? Den side havde for længst opslugt Delilah, og havde nu tvunget hende til at være som hun var nu. Stædig. Uhøflig. Irriterende. Flabet. Arrogant. Hun brugte seksualitet til at få hvad hun ville have, og selvom hun ikke kunne drømme om at skade en uskyldig person havde hun ingen problemer med at torturere de skyldige væsner. Og elskede hun måden det syntes umuligt for hende at være venlig og høflig? Selvfølgelig.
Hun forgudede det.
Omkring hende flakkede ånderne, der fulgte hende som et tæt slør. Selvom det ikke kunne ses fra et normalt øje, så var de næsten altid omkring hende. De kommenterede hende når hun var på randen til at bryde sammen i vrede, og prøvede forgæves at lade hende spilde en tåre. Delilah havde ikke grædt siden hun var ti. Hun havde været udsat for tortur for mange gange til at kunne tillade sig at vise den slags svaghed overfor sig selv. Og et eller andet dybt i hende var sikker på at hvis først hun lod én tåre fugte hendes kind, så ville alle de tårer hun havde holdt inde i flere hundrede år smadres imod hendes hud derefter. Og hun ville aldrig kunne stoppe.
Ånderne var det eneste der var omkring hende. De levende individer der passerede hende syntes at tynde ud, og selvom der endnu var et par stykker der hastede forbi hende så var det ikke længere et befærdet sted på nogen måde. I de levendes verden, selvfølgelig.

"Gør lige dit. Gør lige dat. Argh! Hvorfor gør jeg overhovedet som det hæslige kvindemenneske vil have? Hvis ikke hun havde været professorens kone, havde jeg for længst skilt det tåbelige hoved væk fra den frastødende krop af hendes!"
Den skingre lyd af papirtyndt metal der blev sparket hen af en asfalteret vej lød i nattemørket. Det skar i den ret så vrede piges ører, hvilket ikke ligefrem gjorde hendes humør bedre, og det endte da også i endnu et vredesudbrud. Denne gang var det bare en råben, istedet for hvisken, der lød fra de sprukne, jordfarvede læber af Hachetts.
"Nu er det simpelthen nok! Næste gang den sæk prøver at spille overlegen, så flår jeg tungen direkte ud af munden på hende! Nemlig! Hun vil skrige om nåde, og som den nådesfulde person jeg er, giver jeg hende fred ved at.." Pigen løftede sin højre hånd, og lavede en fakt, der indikerede halshugning. Hvis man tog sig tid til at kigge, ville man nok bemærke noget underligt.
For det første, så brugte hun den hånd, der allerede bar på en overfyldt hvid plastikpose. Det anden mærkværdige var pigens øjne. Selvom det var mørkt og skyggerne dansede tæt om hendes spinkle teenagekrop, var det ikke svært at se de to sjælespejle af hendes lyse stærkt. Som to små, mørkegule sole.
Der var en simpel forklaring på det første fænomen. Amputation. En uheldig operation kostede hende den ene arm. Heldigvis var det ikke den stærke af dem. Men udover den manglende arm og de lyse øjne, var der i mørket ikke andet at se, end en mørkhåret ung teenagepige, med de typisk kendetegnene kalveknæ, iført en lang sort og lettere gammeldags kjole. Deraf ville fremmede regne sig frem til, at hun sikkert kom fra en velhavende familie. Lige indtil blikket ville ryge nedaf, bemærke de noget specielle sko, der var mere moderne i stilen. Højhælede, laksorte, men dog stadig specielle. Tåen var bred, gav dem et monstrøst look, sammen med de skarpe nåle, der dækkede den 10 cm høje hæl. Hun var gammeldags, og alligevel punket at se på. Men de gule øjne, der mindede om et rovdyrs, lagde ligesom en rå facade op. Håret hang slapt ned, var kedeligt at se på, med flere stadigt våde spalter og spidser, der daskede imod de kolde skuldre af Hachetts.
Således hun fortsatte hen af vejen, dybt irriteret over professorens kones konstante kommandorer, uopmærksom på de omgivelser der var omkring hende. Og det var helt sikkert grunden til, at hun stødte ind i en tilfældig dame, og faldt ned på jorden. Hvilket fik Hachett til at hvine en smule, da en forfrossen mås imod en kold og fugtig asfalt, ikke ligefrem var smertefrit.