I'm okay.. I guess.. ~Daelyn~

Der var som altid helt roligt nede ved havnen. Lige udover når at der skete slagsmål her nede. Hvilket ikke skete helt så tit som man skulle tro. Men nu var der ingen. på denne tid var fiskere oppe i pubben for at fejre dagens fangst med hinanden som de nu engang plejede. Og hvis man var en kender vidste man også at det først kom tilbage med en 12 tiden er i nat. Men der var ikke helt tomt nede ved Porten. En enkel lille og spinkel bygget pige havde placeret sig på sin sædvanlige plads helt ude for enden af en af beton molerne. Den var tom for både da den var ustabil. Men den havde da hårdt godt i de 2 år hvor at den havde været blevet tømt.
Amelia's store smukke og krystalklare hasselnøddebrune øjne var som altid rettet ud mod horisonten. Der hvor at hav og himmel stødte på hinanden. Synet havde denne fantastisk beroligende virkning på hende. Og det var en god ting for hende at gøre efter en lang dag. Som dog ikke var slut endnu. Hendes ben dinglede bare roligt ned langs kanten på molen og hendes sorte klipklappere lå bare fint ved siden af hende. Hun var ikke ligefrem iført noget varmt tøj. Tynde sorte leggens og en mørkeblå sweatshirt som man sagten kunne se var alt for stor til hende. Hvis hun stod op ville den snilt gå som en kjole der nåede til midten af hendes lår. Men hun kunne lide den som den var. Dejlig behagelig. Et smil havde lagt sig på hendes bløde let lyserøde læber og det voksede blot mere da en brise af havluft blev blæst mod hendes kønne ansigt og fik hendes lange hår til at flagre bag hende. Hun tog en dyb indånding og lagde sig på ryggen så hun så mod himlen. Hvis altså hendes øjne havde været åbne. Hvilket de ikke var. Men hun sov ikke. Hun slappede helt af og var inde i sin egen lille verden. Uforstyrret af alt omkring hende..

Den nedadgående sol trak lange røde, gyldne og orange striber hen over horisonten. Skyerne stod nærmest i kontras til de klare farver med deres mørke, grå facon og lignede mest af alt store monstre, der kastede dystre skygger op på himlen.
Daelyn gik og betragtede hele sceneriet inde fra havnen af med et helt neutralt ansigtsudtryk. Monstrene skræmte ham ikke spor; der skulle mere til for at få ham til at ryste efter alle de år, han havde tilbragt på gaden. Man fik set ting, der var langt værre end tanken om, at der fandtes kæmpestore uhyrer oppe i himlen.
Den spinkle dæmon var klædt i et par skinny jeans og en stribet trøje, der skulle udgøre en varm beklædning. Hans hale svingede muntert bag ham, idet han drejede af og satte kursen mod beton molen. Han var så optaget af at kigge på himlens mange farver, at han slet ikke lagde mærke til, at molen bare endte. Hvis ikke det havde været for pigen, der sad på den og som hans knæ ramlede ind i, ville han være faldet i vandet.
”Det må du undskylde!” udbrød han og sprang at godt stykke tilbage, da det gik op for ham, at han var gået ind i hende. Heldigvis havde han ikke haft så meget fart på, at han ramte hende så hårdt, at hun faldt i vandet.

Amelia stivnede blot da hun blev revet ud af sin drømmeverden og ud i virkeligheden igen. Hun kunne mærke hvordan hendes overkrop blev lænet mere forover og det var først da hun fik øje på vandet under sig at hun reagerede ordentligt. Hun fik med paniske bevægelse sat sine hænder ned i den ujævne beton og fik nemt stoppet sig selv med at falde i vandet. Nok havde skubbet ikke været særlig hårdt men hun var helt forsvarsløs når hun var et ander sted. Hun stirrede et øjeblik bare ned i havets blå vand med et skimt af frygt. Hun kunne godt lide at være her men hun hade stadig denne store skræk for vand of havde endnu ikke lært at svømme. 
Så så hun sig hen over skulderen efter at have hørt en stemme. Hun antog at stemmen kom fra denne person bag hende. Studerede ham kort. Scanede ham med øjnene før at hendes søde og varme smil atter var fremme. "Det går nok skal du se.. Der skete jo ikke noget, vel..?" lod hendes blide og uskyldige stemme mens at hun stadig havde denne helt rolige aura om sig. Men det undrede hende stadig hvor han var kommet fra. Hun havde ikke hørt ham komme overhoved. Hun måtte vel bare lærer at være mere opmærksom. Hun lod igen sine dådyr øjne se på ham. Hans ydre. De skinny jeans han havde på mindede hende om en af hendes venner og hans skjorte gav hende bare et indtryk af at forholdt sig til hvem han var. Så så hun igen mod hans ansigt. Han tørnede sig bare over hende. "Betragtede du himlen??" spurgte hun muntert og hendes smil voksede..

Daelyn rystede let på hovedet. Det lod ikke som om pigen tog det så tungt.
”Næh… det ser i hvert fald ikke sådan ud,” sagde han efter hurtigt at havde scannet hende med blikket. Hun så ikke ud til at være kommet til skade eller faldet i vandet, heldigvis. Han havde ikke meget lyst til at springe ned i det iskolde vand efter hende, for hvis hun var faldet, var han blevet nødt til det – han kunne jo trods alt ikke bare lade hende drukne.
Da hun igen talte til ham, vendte han sine kulsorte øjne mod hende.
”Jaøh, eller… ja. Den er ret flot,” lød det hnekastet fra ham, og han gjorde et neutralt kast med hovedet. Himlen var virkelig smuk i aften, men det havde han ikke lyst til at indrømme. Det var da kun små piger, gamle mennesker og nyforelskede par, der kunne nyde solnedgangen på den måde – ikke? Pigen her var jo et godt eksempel på det.

Han lod sig dumpe ned på broen ved siden af den fremmede. Han havde alligevel tænkt sig at sidde her og betragte himlen, så det havde han ikke tænkt sig at droppe bare fordi det viste sig, at der var andre her.
Hans bare fødder svingede frem og tilbage ude over broens kant. Han strakte det ene ben ganske let, men kunne stadig ikke nå vandet. Der var for langt ned.