A new friend or not?

O: Stor Centeret
T: 20.00
V: Sommertid, solen er næsten væk
P: En rødlig kjole
S: Restaurant

Foxina havde besluttet sig for, at tage ind til Stor Centeret på denne pragtfulde aften. Hun havde passet sin mor i 4 dage nu, og hun tog afsted i dag. Moderen havde gjort sig klar til, at hun skulle gå på arbejde her til aften. Ikke fordi Foxina ligefrem var vild med, at hun skulle være væk igen, men hun havde accepteret det efterhånden, som tiden gik. Hendes bror var lige flyttet hen til sine kammerater for at bo der i stedet. Nu hærgede hun selv over huset sammen med Kanza. På en måde var det faktisk meget rart at være alene. Nu havde hun da et hus for sig selv, tænkte hun og smilede lidt, da hun sad i sofaen og nussede Kanza på hovedet. "Skal jeg gå over til Stor Centeret i aften, Kanza?" spurgte hun og kiggede smilende ned på Kanza og afventede dens reaktion. Den kiggede op på hende og gøede en enkelt gang. Det måtte betyde et ja, mente hun og rejste sig op. Skulle hun vælge, at tage den smukke røde kjole på, eller ganske normalt tøj? Hun gik op på værelset for at vælge tøj. Til sidst, efter mange overvejelser, valgte hun den smukke, røde kjole. Lidt efter stod hun og betragtede sig selv. Kjolen, havde hun købt inden sommerferien, og den havde kun kostet 200 kr. Det var ikke engang dyrt, tænkte hun. Den så meget dyr ud, syntes hun og tog sine højhælede sko på.

"Kan du blive her og passe på huset, min egen?
Min bror skulle nødig komme og æde alt, hvad der, her i huset." fortalte hun og klappede hende på hovedet, og gik hen og tog nøglerne på bordet. Hun måtte også hellere finde sin fine trøje, som passede til kjolen. Selvom det var midt på sommeren, kunne det stadig være lidt køligt om aftenen. Kanza logrede med halen og gøede igen. Den skulle vel nok passe på huset, og hapse ud efter hendes bror, hvis han nu kunne komme ind, tænkte hun og gik ud af døren og låste den efter sig. Lidt efter indåndede hun den friske luft, her var næsten ikke køligt. Der var faktisk mange mennesker på de forskellige restauranter. Centeret var sikkert propfyldt med mennesker, som skulle i biffen eller lige shoppe lidt, selvom den var 20.00. Butikkerne lukkede også sent, men det var fair nok for hende. Så kunne hun også kigge lidt på det nye sommertøj, som var på udsalg for øjeblikket. Der var dog mange lækre fyre ved biffen. De stod dog allesammen med deres trunter og deres snobbede veninder. De stod rigtig og spillede smarte, sådan nogle idioter, tænkte hun vredt og satte sig ned på en restaurantstol og kedede sig lidt. Da menneskeflokken begyndte at bevæge sig ind i biografen gik det stærkt, og snart var hun alene. Bortset fra en fyr, som stod henne ved hjørnet og kiggede forvirret rundt. Måske var han brændt af, af sin kære kæreste, eller en god ven. Hun rejste sig og begyndte at gå mod ham, men stoppede op, da hun så, at en pige omfavnede ham og sammen gik de ind. Hendes mave knurrede som en sindssyg, så hun måtte hellere få lidt at spise. Hun valgte, at gå ind på en 4 stjernet restaurant. Den kendte hun rigtig godt, og hun satte sig ved hendes sædvanlige plads, nemlig henne ved hjørnet. Hun ville kunne spise en kæmpe engelsk bøf lige nu, tænkte hun og fortalte tjeneren, hvad hun ville have at spise og drikke. Da maden kom, kiggede hun stille rundt. Der var da lidt ro, mens nogle stille sad og snakkede i baggrunden. Lige nu, ville hun ønske, at hun havde nogle at snakke med. Det her plejede hun at gøre med sin mor, men nu var det bare hende selv.

P:


Det var aften. Solen var gået ned bag bjergende, og Sophia var næsten lige vågnet op fra sin meget døde tilstand. Hun satte sig op, og strakte sig dovent inden hun rejste sig helt op. det var meget tidligt, men hun kunne ikke sove mere. Sophia gik ind i stuen, og satte sig ned på sin bløde hvide sofa. Hun så sig rundt i den store stue. Der var et stort 50 tommers fladskærms tv på vægen, og mange flotte billeder. Hun var ved at blive beget tørstig, for hun havde ikke fået noget at spise i et par dage snart. Der ville ikke gå så længe inden den overtog hendes krop, og dræbte en. Hun ønskede dog ikke at nogle døde, så hun blev nød til at finde en som var villig til at give hende noget blod før hun tog noget med tvang, men hvor var der mon den bedste mulighed for at finde et offer? Når jo, storcenteret.

Sophia fandt en let hvid kjole frem, og tog den hurtigt på. Hvis hun så nogle lunde ok ud, var der måske en chance for at der var en som ville komme hen til hende af egen fri vilje. Hun lod sit hår hænge løst ned foran det ene øje. Hun tog sine nøgler, og gik ud af døren, som hun låste efter sig. Hun gik hurtigt hen ad vejen, og man kunne tydeligt høre hendes højhælede sko mod asfalten. Hun var heldig at solen var langt nok nede til, at den ikke kunne ramme hende. Det var ca. en timetime siden at den forsvandt bag bjergende, men der var stadig lyst. Hun gik med hastige skridt gennem gaden, og stod snart uden foran storcenteret. Hun gik langsomt ind af de store døre, og så sig rundt.

Der var rimelig mange mennesker her, og hvis hun var heldig, kunne hun måske finde en person her inde inden det var forsendt. Hun ville helst havde at personen selv var villig til at give hende blodet af egen fri vilje, men kunne hun ikke finde nogle som ville give hende det af fri vilje, måtte hun tage det med magt, og det ønskede hun ikke. Hun begyndte at gå længere ind i centeret, og alle hendes sanser var fuldt skærpede. Hendes sind var helt åbent, så hun kunne læse folks tanker, og måske finde en som hun kunne bruge.

Hun gik i mellem alle menneskerne, men der var faktisk ingen som virkede serlig intrasante. Sophia sukkedehøjt i sig selv, men fortsatte med at lede. Hun kom forbi en rasturant hvor der ikke var så mange. Noget fik Sophia til at standse op. Hun så sig rundt, men vidste ikke hvad hun ledte efter. Hendes blik standsede dog automatisk på en ung kvinde som sad helt alene over i hjørnet. Sophia gik med langsome skridt over til hende, og smilede venligt. ”Konbanwa, Mit navn er Akeyla Sophia Connor, men bare kald mig Sophia. Hvad er Deres navn, om man må spørge?” Sophia satte sig ned på en tom stol ved bordet, og betragtede Foxina. Hun behøvede ingen gang at fortælle sit navn, for Sophia vidste det allerrede. Hun kunne nemlig læse tanker, og det var til tider en meget nyttig evne at havde, hvis man skulle opsnappe infomation, men hun kunne sagtens lukke af fra folks tanker så hun ikke hørte dem. Hun smilede venligt til Foxina.

Foxina havde næsten spist op. Der løb lidt blod fra bøffen af på hendes tallerken, men det gad hun ikke slikke op. Hun var propmæt nu, og satte sig tilbage i den bløde stol. Foxina kiggede dog en smule overrasket på den unge Sophia, som havde sat sig hen ved siden af hende. Hun sad og betragtede hende lidt. Hendes sjette sans, fortalte hende, at Sophia ikke var helt normal. Det kunne være en vampyr eller lignende, som hun sad sammen med. Dog besluttede hun sig for, at sige pænt goddag. Selvom Sophia havde sagt konbanwa, forstod hun hende godt. Hun havde da læst lidt manga bøger, så hun havde lært lidt japansk.

"Konbanwa, hyggeligt at møde dig. Mit navn er Foxina Amina Skov. Kald mig bare Fox, hvis du syntes. Er faktisk lidt ligeglad." sagde hun lidt uengageret og kiggede rundt i restauranten. Hendes sans blev ved med at sige til hende, at der var helt forkerte her. Rævens sans var begyndt at tage over, og mest af alt, havde hun lyst til at flygte.

Sophia smilede høfligt til Foxina, og nikkede kort. ”Jamen så siger vi da det Fox min ven” Hun kiggede kort mod Foxina’s tallerken hvor der var blod på. Skulle hun gøre det, og håbe at Foxina ikke kunne nå at se det? Jo, det kunne hun god.

I løbet af et split sekund, havde hun slikket blodet op, og det var en alt for hurtig bevægelse til at andre end varulve og vampyrer kunne se det. Hun slikkede sig hurtigt om uden så der ikke var noget blod i hendes ansigt, men hun var stadig sulten. Det havde langt fra været nok blod på tallerkenen. Sophia sukkede frustreret. Hun måtte snart få noget at spise, ellers vidste hun ikke hvad der kunne ske. Hun så over på Foxina som hun kunne mærke helst bare ville flygte.” Bare rolig, gør dig ingen ting, vil bare snakke lidt.” Sophia kunne mærke at hendes hugtænder kom frem, så hun prøvede at skjule dem ved at lukke munden helt til, men om det virkede, vidste hun ikke med sikkerhed. Hvis Foxina begyndte at løbe, ville Sophia uden tvivl optage jagten, og kunne ikke love at hun ikke kom til at dræbe Foxina. Sophia håbede faktisk på, at Fox selv gav hende noget blod frivilligt, så der ikke blev nogle tvang i dag også.

Foxina havde kigget væk et øjeblik, og pludselig var alt blodet væk og borte. underligt, tænkte Foxina lidt mistænktsomt og skævede op på Akeyla. Selvom Akeyla havde prøvet at berolige hende, vidste hun, at der var noget på færde. og da hun så hendes hugtænder svageligt, vidste hun nu med sikkerhed, at hun sad med en vampyr. Derfor var blodet væk, hun havde sikkert slikket op så hurtigt, at hun intet havde set. "Vil du have noget at spise?" spurgte hun nervøst. Hun skulle ikke nyde noget af at få taget sit eget blod.

Foxina vidste med sikkerhed, at hun ikke skulle løbe, ellers ville hun blive dræbt hurtigt. Vampyrer var hurtige og stædige, havde hun læst i en bog.

Sophia smilede svagt. *Så Fox har fundet ud af hvad jeg er. Hun er faktisk rimlig skarp, men kedelig. Hun vil ikke havde at jeg tager hendes blod, øv.* tænkte hun, men i det mindste tilbød hun da noget mad. Sophia var spændt på hvad hun ville give, om det var lækkert blod, eller om det var ulækkert menneskeføde.

"Jo tak, vil gerne havde noget mad hvis det er ordentligt, nu når du spørger så pænt" *og hvis det ikke er det, så æder jeg bare hende.* tænkte Sophia, men ville helst ikke dræbe folk hvis det kunne undgås.

Foxina vidste, at hendes evne talte sandt. Akeyla var simpelthen ikke til at stole på. Hun ville ikke tænke mere, fandt hun ud af, for Akeyla iagttog hende meget nøje. Hun kunne sikkert læse tanker eller sådan noget. Det havde hun i hvert fald set i Twillight filmene. Da tjeneren kom over til deres bord tænkte hun på, om det var blod, Akeyla ville have.

"En bøf til den unge kvinde her." sagde hun ligeud og kiggede ned på hendes hænder. Hun overvejede blot at sige: "Jeg vil godt bestille en masse blod, tak!" Men det sagde hun ikke.

Sophia rystede på hovedet af Foxines tanker. Hun forbandt åbenbart alt med film eller bøger, men hun havde åbenbart gættet hendes evne. Sophia var ved at flække af grin inden i dag Fox bedte om en bøf, men gerne ville bestille blod i stedet for, og hvis Sophia ikke snart fik blod, vidste hun ikke hvad hun ville gøre. Hun så helt rolig og afslappet ud udenpå, men inden i, kæmpede hun som en gal for ikke at fare op og drikke fra tjeneren.

Foxina følte en ubehag ved at sidde ved siden af en vampyr, som nærmest var så blodtørstig, at hun kunne dø når som helst. Bare hun dog kunne flygte fra hende, uden at Akeyla opdagede det. Hun kunne jo også donere lidt blod til hende, og så kunne hun måske smutte hjemad igen. Hun skulle aldrig have gået ud i dag. Hun skulle i stedet have været blevet hjemme for at se fjernsyn.

Sophia var efterhånden ved at miste tålmodigheden så småt, og det gjorde det ikke ligefrem bedre at hun kunne lugte blod, snare tværtimod. Det gjorde hende bare mere sulten og blodtørstig. Hun ville lige vente fem minutter mere, og så gik hun amok hvis hun ikke havde fået noget at spise. Sophia så over på Fox, og kom til at smile en smule. Hun havde læst hendes tanker før hun vendte hovedet. Fox var bange for Sophia, men Sophiakunne heller ikke bebrejde hende det, ikke i den tilstand Sophia var i lige nu. Helt blodtørstig.

"Slap af og så sker der ikke noget." Sophia så rundt mens hun talte for at finde et muligt offer, for hun kunne tydeligt mærke at Fox ikke var så glad for at give blod væk. "Helt ærligt" mumlede Sophia surt. Der var gået de fem minutter som hun havde givet tjeneren nu. Skulle hun bare gå ud og dræbe tjeneren? Der var jo ingen som ville savne ham. Eller var der? Nej det var der nok ikke.

Sophia så på Fox med et strengt blik. "Du bliver her, og hvis du prøver at gå, så kommer jeg efter dig." Hun strøg sin ene hånd blidt mod Foxina's kind, og rejste sig op. "Jeg mener skam det hele" smilede hun onskabsfuldt, og løb så hurtigt væk, at Fox umuligt ville kunne følge hende med øjnene.

Hun fandt tjeneren på ingen tid, og fik ham hevet med ind i et mørkt hjørne. "Der er gået for lang tid, og jeg er sulten. Vil du give mig dit blod friveligt, eller skal jeg tage det med magt?" Spurgte hun med en spindene stemme. Hun elskede denne her leg, og gjorde det næsten hver gang hun spiste. De fleste sagde som regel intet på grund af de var så skrækslagende, men få gav friveligt deres blod, mens andre kæmpede som en gal for at slippe væk, men som regel uden held. Ham her var som de fleste, skræmt fra liv og sans. Okey, det blev så med magt denne gang. Sophia kørte langsomt sin tunge over sin tænder. Hendes hugtænder var fuldt ud syndelige, og Sophia bøjede sig ned over manden, og lød sine syle spidse tænder prikke hul i hans meget tynde hud. Hun begyndte grådigt at drikke hans blod, men var samtidig meget på vagt over for den mindste forstyrelse, men holdt samtidig øje med mandens hjerteslag. Da hjerterytmen var faldende, tvang hun sig selv til at stoppe med at drikke selvom det var svært. Hun ville helst ikke dræbe folk uden grund, og at hun var tørstig, var ikke en god nok grund.

Hun rejste sig op, og tørrede blodet væk fra munden, og så ned på manden. Han havde ikke været den bedste, men det var i det mindste bedre end ingenting. Hun stod lidt og lyttede. Mon Foxina stadig stad der hun havde fået besked på, eller var hun prøvet at flygte? I så fald ville Sophia hurtigt finde hende igen, ingen tvivl om det.

Foxina vidste, at hun ikke kunne flygte sådan fra Akeyla, uden hun vil blive opdaget. Hun nikkede lidt efter, da hun fik besked på at blive der. Det gjorde hun i et stykke tid. Skulle hun smutte nu? Hun kunne forsøge at stikke af, men vampyrer var hurtige, vidste hun. Hun blev meget bekymret for tjeneren. Hvor blev han af? Var han blevet taget af Akeyla? Det var han vist nok, for Akeyla havde kigget desperat på tjeneren.

Hun rejste sig hurtigt op fra stolen af. Hun var blevet bange for Akeyla. Hun var ond og brutal, og hun kunne ikke lide den slags mennesker. Hun gik ud af restauranten og helt udenfor, for at løbe hjemad. Meget hurtigt endda. Hun låste op til huset og gik ind og låste for døren. Kanza gøede højt, for hun vidste, at Foxina var i vanskeligheder.

Sophia hørte Foxina rejse sig op, og løbe. Det skulle da nok blive sjovt det her, tænkte Sophia, og optog glædeligt jagten, selvom hun var så godt som mæt. Sophia indhentede hurtigt Foxina, men gad ikke at springe på hende endnu, det var ikke sjovt, men hun havde skam heller ingen hensigter i at overfalde pigebarnet, så derfor lod hun Foxina løbe helt hjem. Da døren blev åbnet op, smuttede Sophia med ind, uden at nogle så det, og smed sig i Foxinas sofa.

Da Foxina havde lukket og låst døren sagde Sophia noget. "Når fedt hus du har her, og du ved godt at det er dumt at flygte fra en vampyr ikke?." og inden Foxina nåde at vende sig om mod hende, var hun et nyt sted. Hun var randt over i den modsatte side af stuen. "Hvordan er det så at bo her helt alene, for hverken din mor eller bror er jo hjemme lige nu." Sophia flyttede sig igen, for hurtigt til at Foxina kunne nå at reagere på det. Sophia stillede sig nu bag Foxina, og lænede sig en smule fremover, og hviskede i hendes øre. "Jeg kunne jo bare flå dig i stumper og stykker lige nu, har du tænkt over det?" Denne gang blev hun stående hvor hun var.

Foxina fik et chok over den måde Sophia bare var rent ind i hendes hus. Sophias stemme var overalt og hun kunne ikke følge med hende, så hurtigt som hun løb fra sted til sted. Hun svarede så godt hun nu kunne. "Her er skam meget roligt og fredeligt, men ikke når der pludselig kommer en vampyr ind i mit hus, på denne tid af aftenen. Og det er fedt nok at være alene, man kan i hvert gøre, hvad man vil uden nogen form for regler." svarede hun og stod stille og pivede at slappe af. Kanza gøede, for hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Angribe kunne den ikke, for Sophia var for hurtig for hende.

"Jeg ved næsten alt om vampyrer, min ven. Og hvorfor flår du mig så ikke i stykker nu? Jeg har jo ingenting i denne verden, undtagen Kanza og min mor. Selvom min mor aldrig er her." forklarede hun og stod det samme sted og var nu rolig. "Hvad vil du mig?" Spurgte hun stille og tyssede på Kanza som gøede højt.

Sophia smilede stort over Foxiana's reaktion, det var lige den hun ville havde. Det lød da til at være meget hyggeligt, det hun fortalte "Det Gør jeg måske også på et tidspunkt." sagde hun, og gik en gang langsomt rundt om Foxina, og strøg sin langefinger kælende hen over foxina's kind. *Jeg vil gerne lege, men ved ikk om hun ville. suk* tænkte hun. Skulle hun prøve at spørge? Jo man blev jo kun klogere af det. "Jeg vil gerne lege, men vil du også det? Du må bestemme hvad det skal være hvis du vil." Sophia's øjne lyste af gløde ved tanken om leg, så meget elskede hun det.

Foxina hævede øjenbrynene en smule. Lege? Det var sgu noget man gjorde, når man var 3 år! Hun måtte hellere svare hende nu. "Lad os lege gemmeleg så." svarede hun ligegyldigt og kiggede træt rundt omkring sit eget hus, sit kongerige. Sophia måtte vist være legesyg lige nu, tænkte hun og havde mest af alt lyst til at slå hende og banke hende til plukfisk, hvis det skulle være. Eller forvandle sig til sin los forvandling.

Sophia så på Fox med et vurderende blik. Sagde Fox det her for at slippe af med hende. ”Og du vil ikke kun lege gemme for at slippe af med mig?” hun hævede det ene øjenbryn, og så på Foxina med et strengt blik. ”Men jo kan vi god. Du gemmer dig, og så finder jeg dig.” hun satte sig ned i Foxina’s sofa igen, og lagde hovedet en smule bagover, og betragtede hende stille.

Foxina rystede på hovedet. "Nej, det er ikke for at slippe af med dig. Jeg gør jo normalt det her for sjov, ikke?" svarede hun og lyttede til Sophia. "Jeg gemmer mig altså nu." sagde hun og kiggede sig lidt omkring for at finde et gemmested. Hun kunne ikke lide, at fremmede mennesker bare uden videre satte sig i hendes sofa, uden hun havde givet dem lov, tænkte hun irriteret.

Sophia smilede skævt. Hun lod ikke til at lyve lige nu, eller måske. ”Du har nok ret.” nikkede hun. *Og hvis ikke er du så godt som færdig.* tænkte hun. Hun lukkede sine øjne i og begyndte stille at tælle til 50. Sophia gav hende lige lidt ekstra tid før hun begyndte at lede i det meste af huset.

Foxina valgte, at gemme sig udenfor. Hun sneg sig ud af bagdøren og løb ud mod skoven. Hun forvandlede sig til sin hvide ulv og styrtede ind i skoven. For helvede da også, mand, tænkte hun forfærdet og stoppede op nær en hule. Hun forvandlede sig i stedet til sin ræv og krøb ned i hulen. Hun kunne være blevet dræbt, tænkte hun forfærdet.

Sophia hørte udmærket godt bagdøren smække i, og smilede. Når, så hun ville alligevel prøve at stikke af, hva? Hvad troede hun seriøst om Sophia? At hun var en kæmpe nar, og at der stod idiot i panden på hende? Men det gjorde der altså slet ikke. Sophia gik ud af døren lidt tid efter Foxina, noget sjov skulle der jo være ved denne her leg ikk? Sophia begyndte så at følge efter Foxina som åbenbart havde forvandlet sig til en ulv. Sophia rystede på hovedet af hende, og fulgte så efter sporet. Ikke længe efter skiftede sporet duft. Foxina havde igen forvandlet sig, og denne gang stank det langt væk af rev. Sporet endte lige foran en lille hule som var for lille til at Sophia kunne komme der ned, og derfor satte hun sig bare ned foran indgangen og begyndte så roligt at tale. ”Du kan godt droppe at gemme dig mere, for jeg ved at du er der nede. Kom ud af dig selv, og der sker ikke noget.” lovede hun, og hun holdt altid hvad hun lovede, men det kunne Foxina jo ikk vide noget om, så spørgsmålet var nu, om Foxina stolede på hende overhovedet.

Foxina vidste, at Akeyla ville finde hende før eller siden, enten ved at kigge efter sporene eller ved lugten af hendes to forskellige slags dyr, som nok ikke lugtede af roser ligefrem. Hun kunne høre noget nærme sig hendes hule. Ganske rigtig tænkt, så var det Akeyla som var nået frem. Hun lyttede til det, hun sagde og trak sig længere ind mod jordstykket, som hun ikke havde gravet endnu. Hun begyndte at klynke lidt lavt. Hvordan kunne hun slippe af med Akeyla? Hun hang nok på hende for evigt nu, tænkte hun irriteret. Skulle hun gå udenfor og adlyde hende, eller skulle hun springe frem mod hende og bide hende i ansigtet og løbe sin vej? Hun måtte hellere snart tage en beslutning, tænkte hun spekulerende.

Fint, tænkte hun opgivende. Hun kravlede forsigtigt ud af hulen, og fik øje på det syn, hun ikke troede, hun vil se igen. Hun satte sig et stykke fra Akeyla.