Old friend...

Sted- Izobell og Zophias lejlighed
Omgivelser- Møbler, Izobell osv.
Vejr-Det er skyfrit, hvilket gør vejret meget koldt.
Tid- Det er midnat

Det var igen blevet aften. Uden Zophia, virkede lejligheden faktisk ret tom. Nu havde hun vænnet sig til, at Zophia stort set var der hele tiden, så der var altid underligt stille, når hun var alene. Tit lod hun fjernsynet stå tændt, bare for at have noget baggrundsstøj. Men det kunne blive ret dyrt i længden. Pokker tage de dyre regninger.
Izobell havde valgt at tage en pyjamas på. Den var dejlig behagelig imod huden. Rosa med sorte blomster på. Det blonde hår var sat op i en løs hestehale, på toppen af hendes hoved. Efter at have sikret sig, at døren var låst, begav hun sig ind imod soveværelset. Tænderne var børstet og det hele, og hun kunne mærke sengen kalde på hende.

Oliver stod nede på gaden og så på den bygning Izobell boede i, han havde ikke forstillede sig at hun boede sådan et sted, men det var jo nok det eneste hun kunne få.
Han gik ind af døren og op af trappen, han kiggen på de døre der var der, og fandt den hvor der, stod Izobell's navne.
Han bankede først blidt døren men da der ikke kom noget svar, prøvede han lidt håre.
Han vende noget tid ende han bankede ragtig håret på døren så han var sikker på at hun kunne høre det.
Mens han vende på at hun skulle komme ud tænkte han tilbage på de gode gamle dage i London.

En banken fik hende til at stoppe brat op. Først var det bare en blid banken, og hun overvejede lidt at ignorere den og bare gå i seng alligevel. Da personen på den anden side af døren begyndte at banke hårdere, sukkede hun lidt irriteret, og gik hen til døren. Hvem var det dog, som kom på denne tid? Izobell låste døren op, og åbnede den derefter. Det faldt hende overhovedet ikke ind, at det kunne være en røver, voldtægstmand, eller noget i den dur. Så langt tænkte hun bare ikke.
Hendes lyse øjenbryn fløj i vejret, da hun så hvem det var. Oliver? Det kunne da ikke passe. Kunne det? Hvad lavede han her? Han så overhovedet ikke ud til at have forandret sig. Det var over 2 år siden hun havde set ham, og han havde slet ikke ændret sig. Det virkede underligt.
Izobell lignede ét stort spørgsmålstegn, inden hun fattede sig. "Oliver?!", udbrød hun så. Et smil bredte sig hurtigt på hendes læber.

Oliver smilede da døren blev åbnede og Izobell stod der.
"Tja hvem skulle jeg ellers være?" sagde han og grinede lidt af hende, men på en sød måde, som han altid havde gjort det.
"Kan men måske lokke dig til at give mig et kram?" Spurgte han og slog sine arme ud så han kunne give hende at kram.
Han ville gerne snakke med Izobell om noget meget vigtigt, som han havde bestemt sig for at fortælle hende, for hun var jo hans bedste ven eller skulle han siger veninde, da hun jo var en pige.
Han lage mærke til at hun var i pyjamas og det fik han til at grine igen.
"Kan jeg få love til at komme inden for?" Spurgte han og så på hende med at smil

Izobell smilede skævt og lagde armene om ham i et kram. Det var så lang tid siden hun havde set Oliver. Han var bare forsvundet. Hun havde aldrig fundet ud af hvorfor. Hun slap ham igen efter et lille stykke tid. Han føltes ret kold. Måske frøs han lidt? "Ja, kom endelig indenfor", sagde hun og tog blidt fat i hans hånd. Hun trak ham med indenfor og lukkede og låste døren efter ham.
De blå øjne betragtede ham nysgerrigt, præcis som de havde gjort så mange gange før. Hvorfor var han mon her? Ikke at hun havde noget imod det. Slet ikke faktisk, men det gjorde hende bare utroligt nysgerrig. "Godt at se dig igen Ollie", sagde hun smilende. "Hvor har du dog været?", tilføjede hun så med en nysgerrig undertone.

Han smilede da hun nærmest hev ham med end i hendes lejlighed.
Izobell havde en meget varm hånd i forhold til hans ejegen hånd, det var der jo en grund til at den var.
"Det er skam også godt at se dig igen lille Izobell" Sagde han mens han så på hende med et smil. "Rundt omkring i England" sagde han og så på hende, " der var faktisk en grund til at jeg kom her i nat" sagde han lidt efter, og nu så han lidt mere alvorlig ud, da det var alvorlidt for ham, da det han ville fortælle hende, var nogen han ikke havde kunne før, da han var bange for at miste hende, og det ville knuse ham fuldstændigt, da han jo holdt så meget af hende.
Hun var jo en slags lillesøster for ham, så han elskede hende jo på en måde.

Izobell nikkede langsomt, da han fortalte hvor han havde været. England. Tja, hvorfor ikke? Da hans tonefald blev en hel del mere alvorlig, rynkede hun lidt undrende panden. Hvorfor lød han pludselig så alvorlig? De værste anelser strejfede hende. "Hvem er død?", spurgte hun hurtigt. Det måtte være noget i den stil. Var det hendes mor? Max? Jess? Hun sank en klump, der havde sat sig fast i halsen. Det her var ikke godt. Slet ikke godt.
Hendes blå øjne så bange ud. Hvilket hun egentlig også var. Men det var vel bare typisk hende at overreagere i situationer som denne. Måske var det ikke så slemt igen? Men hvad nu hvis det var? *Åh Gud...*, tænkte hun uroligt.

"Ingen er død.... Eller jo jeg er, men det har jeg jo også være i de sidste 180 år....." sagde han og så på hende og så at hun var bange, måske var hun alligevel ikke parat til at få det af vide, men nu var han begyndt så kunne han jo lige så godt gøre det færdigt.
"Nu skal du tage det helt roligt nå jeg siger det her. Okay?" Sagde han og så på hende med roligt blik.
"Jeg har være død i 180 år..... fordi jeg blev forvanlet til en vampyr" sagde han roligt mens han så på hende, da det her var vigtig for ham at hun viste det. "Det var grunden til at jeg rejste uden at sige noget til dig den gang for 2 år siden, da jeg ikke ældes, så jeg vil line en på 20 rasten af mit liv." Sagde han lidt efter meget alvorlidt. Han havde lagt en hånd på vær af Izobell's skulder for at holde fast i hende.

Izobells mund gled op til en måbende grimasse. Hvad var det han sagde? Havde han været død i 180 år? Var han død? Da han bad hende om at tage det roligt, gjorde hun nærmest det modsatte. Når folk sagde noget i den retning, fulgte der altid en helt forfærdelig nyhed eller oplysning med.
Hun mærkede hvordan hendes vejrtrækning langsomt blev hurtigere. Var hun ved at hyperventilere? Så det var altså sådan her det føltes. Hun havde aldrig prøvet det før. Hold da kæft den følelse var ubehagelig.
Da hans smed bomben, havde hun det som om hun skulle besvime. Det var da løgn.. Var Ollie en vampyr? Havde han været en vampyr hele tiden? Hvorfor havde hun ikke opdaget det? Gættet det? Der måtte have været tegn. Masser af dem.
Hvorfor reagerede hun så stærkt på det? Hun havde mødt andre vampyrer før. Hun havde bare kendt ham så længe. Og så var han vampyr?

"IZOBELL jeg sagde at du skulle tage det roligt!"Råbte han nærmest af hende, da hun ikke tog det roligt, det var det her han havde forvendt der ville ske når han fortalte hende det, og det var der for at han havde vendt så længe med at fortælle hende det.
"Izobell jeg ville gerne havde fortalt dig, det noget før, men du var ikke klag til at få det at vide, du var for ung" fortalte Olive hende. "Du betyder så meget for mig, og jeg var bange for at du ville forlade mig, Izobell du får mig til at føle mig som om jeg var et menneske igen. Du ved jo at du er som en lillesøster for mig, og du er min bedste ven." Forsatte han mens han stadig holdt fat i hende.
Han ville ikke give slip på hende.

Izobell trak sit ansigt lidt tilbage, da han råbte af hende. Eller, talte meget højt. Hun løftede hovedet igen og kiggede op på hans ansigt. Imens han snakkede, fik hun tårer i øjnene. Hun vidste godt, at han var meget romantisk anlagt, men hun blev alligevel altid så rørt af hans ord.
Igen kiggede hun ned i gulvet. Hvorfor flippede hun sådan ud? Det gjorde ingen forskel, at han var en vampyr. Gjorde det? Han ville ikke gøre hende noget, det vidste hun, men ville alting være som det plejede?
Inden hun nåede at tænke yderligere over det, krammede hun sig ind til ham. En anelse hårdt måske. "Undskyld", mumlede hun utydeligt. Om det var hendes reaktion hun undskyldte for, var hun ikke helt klar over.

Han så at hun begyndt at græde blev han lidt urolig "hey du må ikke græde" sagde han roligt og sødt til hende da han ikke ville havde at hun grad.
Og da hun krammede ham rimlige håret og sagde undskyld, lagde han sine arme om hende og sagde: "Du skal ikke sige undskyld Izobell:" Han viste ikke helt hvad han ellers skulle sige til hende, da hun sikkert ikke kunne holde til mere efter det han lige havde fortalt hende.
"Izobell der er intet der vil forander sig mellem os for du vil altid, være min bedste ven og min lille søster, okay?" sagde han for at prøve på at berolige hende en smule for han holdt jo så meget af hende.

Izobell lyttede til det han sagde, og nikkede så til allersidst. Det forandrede jo ingenting. Han havde ret. Nu havde han været vampyr i al den tid de havde kendt hinanden. Oliver var hendes bedste ven, og havde været det i lang tid. Nu hun tænkte over det, virkede hendes reaktion lidt overgearet.
Det gjorde hende en smule flov. Hvor var hun egentlig dum. Selvom han lige havde bedt hende om ikke at undskylde, afholdt det hende ikke fra at gøre det en gang til. "Du må undskylde min reaktion. Det kom bare lidt bag på mig", hun bed sig let i underlæben. "Tænk at jeg ikke havde gættet det", mumlede hun for sig selv. Det forklarede hans konstant kolde hud, hans hurtige reflekser, hans styrke. Izobell sukkede let for sig selv, og gav slip på ham igen. "Tak fordi du fortalte mig det", sagde hun så med et lille smil.
Det gjorde hende faktisk ret glad, at han havde fortalt hende det.

Oliver smilede til hende da hun nikkede, "det var godt" Sagde han til hende efter hun nikkede.
Han var glad for at hun forstod at det altid ville være det samme mellem dem, også selv om hun nu viste at han var vampyr, og ikke et menneske.
Han syntes det var rat ikke at skulle holde det hemmeligt over for hende mere, så der for kom der et stort smil på hans læber, og hans hugtænder kom til synene.
"Det viste jeg godt at det ville gøre, for du kan godt overrager nogle gange" sagde han mens han så på hende med at smil.
"Ja tænk at du ikke havde gættet det" sagde han og tog sine arme til sig, hvor efter han tog sin hånd op til hendes hoved og ødelagde hendes frisurer ved at ugle det.
"Jeg kunne jo ikke andet det var ved at øde lække mit liv, fordi jeg ikke kunne holde ud at vide at jeg løj over for dig Izobell" fortalte han mens han så på hende med et smil.

Izobell lod hovedet glide let på skrå, da hun så hans hugtænder. Det vækkede straks hendes nysgerrighed. Igen. Hun rakte langsomt hånden op, så han ikke ville blive overrasket. Oliver kendte hende. Han vidste hvor nysgerrighed hun kunne være. Hendes hånd stoppede lidt væk fra hans tænder. Det virkede nærmest underligt at røre ved dem, men hun havde virkelig en stor lyst til det.
Hun lod den derfor falde igen. Hun blottede sine lige hvide tænder i et smil. Ollie kendte hende virkelig godt.
"Hey!", udbrød hun og trak sig lidt væk fra ham. Hun førte begge hænder op til sit hår, blot for at finde det lignende en høstak. Izobell skulede til ham.
Da han snakkede videre, blødte hun dog lidt op igen. Havde det virkelig betydet så meget for ham? Var det ligefrem ved at ødelægge hans liv?

Han grinede af hvordan hendes hår så ud, han havde jo selv ugle det, men det så nu sjovt ud alligevel.
"Nu forstår du hvorfor jeg aldrig kom ud om dagen" sagde han mens han så på hende med et smil.
Han kunne ikke lade vær med at smile til hende da han var så glad for at se hende igen, og at se at hun havde det godt, dat var nok det der betød mest for ham lige nu, da han jo på en måde var hendes storebror.
Han viste jo næsten alt om hende, han viste ikke alt da han jo ikke havde været der for hende i de sidste 2 år.
"Syndes du ikke at du burde give mig en rundvisning i din lejlighed?" spurgte han mens han så på hende med et smil.

Et forstående udtryk bredte sig på Izobells ansigt. Hun havde aldrig rigtig tænkt over, hvorfor han ikke kom ud om dagen. Hvilket egentlig var lidt underligt, nu hun tænkte over det. Hvor underligt... Tænk at hun ikke havde opdaget det. Det var derfor, han aldrig havde lyst til noget af det mad, hun købte. Han drak sikkert kun blod.
Da hun så hans smil, var hun ikke længe om at gengælde det. "Jo, selvfølgelig", sagde hun med et smil og slog så kort ud med armene. "Det her er stuen". Izobell drejede rundt på hælen og vinkede ham med sig ud i køkkenet. "Det her er køkkenet", oplyste hun. "Og nu vi er her. Har du lyst til et eller andet?", spurgte hun forsigtigt. Hvad kunne man egentlig tilbyde en vampyr gæst?

Han grinede lidt enden han fuldt med hende ud i køkkenet.
"Det kender du vist godt svaret på Izobell" sagde han med et smil.
"For det er nemlige det samme som, det har været hver gang du har tilbudt mig mad, da vi var i London" sagde han lidt efter mens han stadig smilede.
Han så rundt i køkkenet, det var da et meget fint køkken.
Han så hen på Izobell igen mens han stadig smilede, "skal vi fortsætte?" Spurgte han mens han så på hende med et smil.

Izobell grinede blidt, da hun hørte hans svar. "Det er altså et nej", sagde hun. "Beklager jeg ikke kan tilbyde dig noget", sagde hun næsten undskyldende. Da han spurgte om de skulle fortsætte, nikkede Izobell. Hun forlod køkkenet og gik ud på badeværelset. "Det her er badeværelset", sagde hun og slog let ud med armene, som for at fremvise det rene badeværelse. Det var ikke lang tid siden det var gjort rent, og det var hun egentlig lidt glad for. På den her måde så det meget mere præsentabelt ud. "Jeg ved ikke om vampyrer skal...?", hun lod spørgsmålet svæve lidt i luften. Det var noget underligt noget at spørge om.