It Feels Good - Itarian

S: Ved skovbrynet, tæt ved søen.
T: 15:16
D: 6. august.
V: Solen skinner fra en skyfri himmel, en kold brise blæser 8D
O: Ikke én sjæl.

Lennea gik med forsigtige skridt over sandet, der sank sammen om hendes fødder under hendes vægt. En let vind fik hendes hår til at svæve et kort sekund, inden det lagde sig om hendes smilende ansigt. Hun rettede blikket ud over søen, hvor solen glimtede som tusind diamanter i vandents overflade. Hun sukkede lyksaligt, inden hun rettede blikket over mod skovbrynet, som begyndte noget længere henne, og errestede sandet, med den hårde jord. Hun gik beslutsomt der over, mens hun hev sin gule top længere ned over sine korte shorts.
Hun udvalgte sig hurtigt et stort kastanje træ, og kærtegnede det let med sine bløde hænder. Hun sukkede atter, inden hun vendte ryggen mod det, og satte sig ved dens store rødder, stadig smilende.

Et skygge stod bag et træ, ikke langt fra den store knejsende kastanje. En rød lok stak ud fra stammen, og de isblå øjne der så kiggede i retning af en pige, lyste nærmest som stjerner. Han stod lænet op af stammen på en ældgammel eg, hvis lavthængende grene, let kærtegnede hans arme, da han lod en hånd køre op, og gnide sig svagt i tindingen. Han lod øjnene køre videre, væk fra pigen der nu havde sat sig, han kunne ikke lade være med at bemærke hendes store smil, og lod derefter blikket hvile, på den glimtende genspejling af solen i søens vand.
Hans mundvige var trukket op, i et skævt smil, der næsten kunne tages for galant, hvis det ikke havde været for hans lettere barnlige, og dog en anelse dragende udstråling. Han havde den vel fra sin mor, der næsten havde den samme, underlige glans, der hang over enhver i hendes fammilie.
Hans hænder søgte ned mod hans lommer, og begravede sig dybt i dem. Hans lange hvide bukser, hang løst omkring hans ben som altid, og hans hår var ligeså pjusket som det altid havde været.
Han lukkede svagt det ene isblå, men ikke det mindste kølige øje, da at blad veg til side, og lod en solstråle glide ned over ham.

Hun lukkede de lilla øjne, lænede hovedet tilbage, så det blidt ramte træet, og hun mærkede hurtigt hvordan skoven 'flød' igennem hende, med alle dets føelser. Hun åbnede dog pludselig sine øjne igen, næsten inden hun havde nået at lukke dem. Hun kunne først nú mærke at hun ikke var alene. Hun indåndede skovens mange dufte, og skilte dem fra hinanden. Jo, hun kunne godt fornemme nogen. Gad vide om 'den' havde opdaget hende? Og endnu vigtiger; var det noget ondt? Hm, nej. 'De onde' plejede for det meste kun at genere en når mørket var faldet på. Hun lagde hurtigt sine hænder på træets stamme bag hende, og skubbede sig op og stå. Hun vendte sig med front mod træet, lænede sig op af det, inden hun forsigtigt kiggede frem fra sit 'skjul'.
Det var en dreng. Og han så ikke farlig ud?.. Hun betragtede ham afvendtende, for at se, hvordan han ville reagere, hvis han så hende. Hendes 'kiggen' blev mere til en stirrend, da hun langsomt faldt i staver..

Hans ansigt virkede på en måde følelsesløst, på trods af det skæve smil, og de lettere betænkelige øjne. Stjernerne i dem virkede tydeligere, når han ikke kiggede direkte på den der prøvede at se dem, og de skinnede nu meget kraftigt, nærmest som var de lavet af ren energi.
Hans lange ildrøde lokker faldt omkring hans ansigt, og gav ham et lettere mystisk udseende, på trods af den meget gennemborende farve.
Egentlig kunne han sagtens have lignet en ildkugle, med en krop under sig, hvis ikke de isblå øjne havde været der.
Hans smil blev en anele bredere. Han følte pigens nærvær, hendes aura, vel at mærke. Han kunne ved hjælp af denne anderledes sjette sans, føle hendes identitet, hele hendes eksistens lå som en åben bog i hans sind. En blanding. Ligesom ham selv egentlig, halvt menneske, halvt overnaturlig skabning, i dette tilfælde... En jord dæmon? Det var en underlig, men dog... fascinerende sammenblanding. Han følte på en måde at han gerne ville vide mere om denne pige, der virkede så dragende i hans sind, som en mulighed der skulle udnyttes.
Han vendte hovedet langsomt, men dog sikkert, og så lige på hende, med muntre øjne. Hans ene hånd gled op af lommen, og vinkede let til hende, hvorefter den indtog sin plads i den trygge hule igen.
Endnu vidste han ikke præcis hvad hun mon ville ham.. hvis hun altså overhovedet ville ham noget, og ikke bare var nysgerrig efter at se hvem der ellers var ved søen lige netop når hun også var der.
Han blinkede en anelse muntert til hende med højre øje, og ventede så blot på at hun enten ville komme over til ham, eller tage flugten.

Hendes kæbe begyndte let at hænge ned af, så hendes mund åbnede sig i et meget.. uintiligent udtryk. Hun rystede let på hovedet, glippede let med øjnene for at komme ud af den trance hun tilsyneladende var faldet i. Hun følte det dog svært at la' vær med at stirre på ham. Hun holdte det tilbage, og lagde i stedet hovedet på skrå, med et nysgerrigt smil. Hun fandt ham meget.. Pæn? Køn? Speciel? .. Hm, alle de ord der løb igennem hovedet på hende, lød - ærlig talt - dumme. Hun blev taget ud af sine tanker, da han vinkede til hende, og hun løftede automatisk hånden og vinkede tilbage. Hun glippede let med øjnene igen, mens hun igen tog hånden hen på træets bark. Hun rømmede sig svagt, og skubbede sig forsigtigt ud fra træet, fandet et venligt smil frem, og fik hen mod ham.

Han så smilende på hende, det uinteligente udtryk hun fr havde lavet, morede ham på en måde. Også selvom det ikke var første gang han havde fået folk i trance på grund af hans ydre skønhed. Hans hår blev let fejet hen over hans øjne et øjeblik af dn kølige brise der omgav dem, og så snart hans øjne var væk, forsvandt enhver form for varme fra hans udstråling. Han lignede ærlig talt en der hadede alt levende omkring sig. Dog varede dette kun i få sekunder.
Hans øjne kom endnu en gang frem, strålende ligeså stærkt som før, og hans mundvige krænget op i et lidt bredere, og mere muntert smil.
Det hvide pandebånd der sad i hans pande, og egentlig skulle holde håret væk fra øjnene, var gledet en anelse ned over hans ene øjenbryn, hvilket gjorde at han blev nødt til at skubbe det op igen. Han klukkede svagt for sig selv, over en tanke der havde strejfet ham.
Hvad mon denne blandings skabning ville ham? Bare sige hej? Han vidste det jo ikke rigtigt, men det var ikke mange der bare gik hen til fremmede mennesker og sagde hej, fordi de ved en tilfældighed havde set på hinanden i det samme øjeblik - Selv hørte han til slagsen de gjorde.
Han nikkede til hende, da hun var tæt nok på til at kunne høre ham
"Hejsa" sagde han, med en stemme der virkede en anelse umoden, og dog, den var ikke ligefrem barnlig. Den lød præcis som en teenage drengs stemme, der lige er færdig med at gå i overgang. Den havde også en underlige galant undertone, som var han en gentleman, ligesom dem man så i film, eller læste om i bøger - samt kunne han jo også godt ligne en af disse.

//hehe, back^^ //

Hun betragtede hans ildrøde hår, mens hun med lette skridt nærmede sig ham. Hun fulgte dets bevægelser med et skævt smil, da det mindende hende om skoven og den ro det indeholdte. Hun stivnede helt op, med vidt åbne øjne, da håret skjulte hans lysende isblå øjne, og fik ham til at se.. Ond ud? Ligesom om, det var hans anden side, der lå gemt under den muntre overflade. Hun bed sig usikkert i læben, men rystede let på hovedet, da det nok bare havde været en indbilning. "Æh.. Hej" sagde hun en smule usikkert, da hun, delvist var betaget af hans 'skønhed' og chokket over det hans øjne skjulte. Hun skyndte sig at smøre et bredt smil på, og rakte lidt for enegisk sin hånd frem. "Lennea.." sagde hun, og betragtede ham nysgerrigt.

Han smilte bredt, da hun stivnede, dog gik det igen over til at blive skævt, da hun gengældte hans hilsen. Han tog hendes hånd, hans hænder var varme, og tydeligvis stærke, men den ru overflade var ikke til at tage fejl af, han sad ikke hele dagen og læste, nej, man kunne tydeligt mærke på hans hænder at han enten arbejdede hårdt, eller ihvertfald lavede en hel masse med hænderne.
Han så nærmest ligeså nysgerrigt tilbage, og slap hendes hånd, på en underlig elegant måde. Han lod hænderne hvile på sine hofter, og lod kort de perlehvide tænder vise sig i et bredt smil
"Itarian" sagde han og blinkede endnu en gang til hende. Han var ikke helt sikker, men han troede det var begyndt at blive en vane, altså at blinke på den måde. Det så på en måde forførende, og dog dybt venskabeligt ud, og kunne nemt forveksles med en flirten, hvilket det jo egentlig ikke var. Men det måtte han lade andre rode med, han selv, kunne egentlig ikke være mere ubekymret over det.
Han lagde hovedet let på skrå, og så på hende med de opmærksomme, nærmest skinnende isblå øjne, nærmest som stillede han et spørgsmål.

Hun mærkede tydeligt varmen der kravlede fra hans hånd, over til hendes, da de gav hånd. Hans ru hænder minde hende om sin far, og hun sukkede let, da hun tænkte tilbage på den store bamsebjørn, som havde passet på hende som lille. Hendes hænder var bløde, og meget finere end hans, ogs' selvom hun befandt sig i skoven det meste af døgnet. Hun betragtede hans øjne idet han blinkede, hvilket hun fandt meget.. Charmerende. Hun havde ligeledes taget hånden til sig, bare meget langsommer, da hun gerne ville holde om dem, og tænke tilbage til dengang man ikke skulle passe på sig selv; der var altid nogen der passede på én. Hun rystede let på hovedet, og noterede til sig selv, at hun måtte altså la' være med at stå og falde i staver, mens hun tænkte på alt mulig andet..

Hans ene ildrøde øjenbryn, der sad over et af de isblå øjne, som et bremsespor af ild, skød i vejret, og han undersøgte hende med sit meget muntre blik.
"Undskyld mig, men ville du noget?" spurgte han, med et svagt skævt smil, der gik over til at være en klukken.
Hun var vel kommet derover af en grund, var hun ikke? I så fald, hvorfor overhovedet se over mod ham? Nysgerrighed, det kunne jo være derfor.
Hans smil blev en anelse mindre, mere overvågende end før, selvom hans ansigt stadig udstrålede varme, munterhed, og den svage barnagtighed der næsten altid hang omkring ham. Hans hænder søgte igen ned mod lommerne, og klemte sig ned i de trygge små hulrum, mellem hans hud, og det hvide klæde han bare omkring sine ret lange ben.
Selve hans krop så egentlig en anelse spinkel ud, dog var det ret tydeligt at se at han var stærk, og ikke havde ligeså tynde knogler, som det måske kunne se ud som om. Pandebåndet var endnu en gang gledet en meget lille smule ned, og en lille lok af hans pandehår var faldet ned i hans pande.
Det fik ham til lidt at ligne en der lige havde bevæget sig så hurtigt, at det umuligt ville kunne være blevet på plads. Dog så han ikke ud til at have rykket sig det mindste.

"Øh, ja. Eller jeg mener nej, Eller nej, Jo.." Hun sukkede opgivende, da hun havde forvirret sig selv, og nok ogs' ham. Hun tog en dyb indåndning og pustede lydløst ud. Hun smilede skævt, og fangede hans blik. "Vil du ha' det lange, eller korte svar?" sprugte hun med lydløs muntrehed.
En søgende sommerfulg fløj pludselig forbi dem, men vendte hurtigt om, og kredsede et par omgange rundt om Lenneas hovede, med sine mange farver. Hun smilede let af den, og forstod godt hvorfor den forsøgte at få hendes opmærksomhed. Hun pustede forsigtigt til den, og fik den tilsyneladende til at ændre menning og flyve sin vej igen. Hun blinkede let med de lange øjnvipper, inden hun igen fangede hans blik, og smilede skævt.

Han smilede svagt, en anelse skævt "Kan du bestemme dig?" sagde han, nærmest bare til sig selv. Han grinede en anelse, og så lige ind i hendes lilla øjne, som han selv ville betegne som smukke, eller yndefulde? Han kunne ikke helt præcist afgøre det.
"Jeg tror den lange ville få mig til at forstå det bedre, men den korte ville vel være nemmere at fortælle?" sagde han. Han var godt klar over at det ikke rigtigt var et orentlig svar, men ikke desto mindre, var det det han svarede, og nu hvor ordene havde forladt hans mund, var det ret usandsynligt at han ville kunne gøre det om.
Hans smil blev en anelse skævt da han så sommerfuglen. Den var smuk, så mange farver... På så lille et dyr. Han kunne føle dets aura, der sværmede omkring, let som en fjer, og dog ikke så let at den ikke kunne lande. I sig selv var den jo virkelig smuk, men også dens indre nærmest strålede af skønhed.
Han kunne føle dens mentalitet, hvad den ville, og hvordan den ændrede mening ved det pludselig pust, der kom fra Lenneas læber. Han så lidt efter den da den fløj væk, men hans blik blev så endnu en gang indfanget af de smukke lilla øjne, der så på ham.

Hun spisede læberne i en tænkende grimasse, mens hun hurtigt, tænkte over hvorfor hun egentlig var gået her over. Hun kunne selvfølgelig ikke sige, hun følte sig en smule draget af ham. Hun smilede skævt ved tænken. "Hvis nu du var en.. Farlig en, kunne jeg jo ikke bare side og lade som ingen ting. Og du så mig jo da jeg kiggede efter, også ville det virke en smule.. uhøfligt bare at ignorere dig.. Også kan jeg godt li' at være sammen med andre" Det sidste kom bare som en tilfældig tilføjelse, eller det skulle lyde sådan. Det var pludselig let at fange hans blik, da han også fangede hendes, og hun blev pludselig en smule genert, og vendte blikket bort, mens hun lod som om hun havde set noget uderst intrasant.

Han smilede og blinkede til hende, på samme lettere charmerende måde.
"Nå, sådan" sagde han med et bredt smil og så på hende gennem de isblå øjne, med et mere eller mindre forundret blik, der dog ikke genspejledes i hans ansigt, hvor han så absolut så munter ud.
Han viftede svagt med hånden for at få en anelse vind i ansigtet - Han havde lige fundet ud af at den kølige brise ikke var nok, efter at have stået der i lidt over en time, hvilket han egentlig selv fandt en anelse komisk.
Hans hår bølgede let i brisen, lignede nærmest en levende flamme, der snoede sig, og bredte sig ud når der kom et vindstød. Hans øjne gled lidt efter hen over hendes skulder, på et eller andet bag hende.
Hans ene øjenbryn, det der ikke var dækket f pandebåndet, skød en centimeter i vejret, og dog forblev hans øjne ved med at have de forundrede udtryk, der stod i så stor kontrast til resten af hans nu kun svagt smilende ansigt.

Hun nikkede let, og en let latter undslap hendes læber. Okay, det var en smule dumt at være så genert. Hun tog en dyb indånding, og mærkede langsomt at den lette varme der var skudt op i hendes kinder, langsomt fortog sig. Hun fandt et bredt smil frem, og håbede han ikke havde opdaget det med de halv røde kinder - hvilket han jo nok havde, da det var rimlig tydeligt. Hun vendte igen sit blik mod hans ansigt, og det ildrøde hår, som vinden havde givet sig til at lege med, og så straks forandringen i hans ansigt. Hun løftede spørgerne øjnbrynene, da hun først troede han kiggede på hende? Hvad havde hun nu gjort? Han måtte jo ikke tage det som noget 'dårligt' at hun havde vendt blikket væk før, det var bare fordi.. Bare fordi at.. Det gik pludseligt op for hende, at han stirrede på noget bag hende. Hun stivnede kort, og klappede tænderne sammen - en meget uønsket reaktion - inden hun langsomt fulgte hans blik, ved at vende hovedet.

Bag hende, eller rettere, bag det kastanje træ hun før havde stået ved, stod en hund. Eller rettere, den lå ned, med halen mellem benene, og med store forskræmte øjne.
Noget skræmte den? Eller var det nogen?
Hunden, der var en stor schæfer, klynkede svagt, og lagde ørerne fladt ned mod nakken, som om den prøvede at advare dem om at komme for tæt på sig.
Han lagde hovedet på skrå, og hans blik blev et øjeblik køligt, som om han på en måde var irriteret over hunden, dog smilede han stadig svagt.
Han skubbede sig ud af træet, i processen kom hans ansigt ret tæt på Lennea´s, og gik udenom hende, for at komme hen til hunden, der stadig så på ham som om han var giftig, eller måske var det hans fært hunden ikke kunne lide?
Den gemte ihvertfald snuden i poterne.

//Sorry, ikke så meget krea ^^' //

Hun stirrede på den klynkende hund, og hun slappede straks af igen, som om nogen havde sprunget hul på hende og al' hendes nervøsitet sivet ud. Hun betragtede dens brun'sorte farve, og hun så hurtigt det var en schæfer.. Som så meget bange ud? Hun lagde hovedet let på skrå, og hendes nervøsitet kom langsomt snigende. Hendes øjne blev en smule bedrøvede, mens hun følte med hunden, hvad end den så var bange for?.. Hun vendte hovedet mod Itarian igen, og et lille gisp undslap hende, da han ikke stod der hvor han stod før; han gik lige forbi hende, tæt nok til hun kunne se alle detajlerne i hans ansigt. Hans isblå øjne syntes at skinne endnu mere, jo tætter man kom på dem; De var både kolde, og en smule skræmmende, men alligvel elskede hun dem :D
Han ildrøde hår var ikke kun rødt; det havde alle skærne fra ild; som når man ser ind i et flammehav. Det tog hende et kort sekund at betragte ham, og tilføje alle de ''nye'' smukke og skræmmende ting ved hans ansigt. Hun fulgte ham langsomt med øjnene, inden hun igen så på hunden.

// Det kommer nok 8D .. Æder lige noget is.. Er tilbage om lidt //

Han følte tydeligt hendes blik på sig da hun betragtede ham tæt på, og et lille smil undslap ham.
Da han gik videre hen mod hunden, blev dennes klynken til en snerren, og den rejste sig op, klar til spring, dog sprang den ikke. Den stod nærmest som stivnet.
Itarians ansigt var blevet stenhårdt da han havde vendte ryggen til hende, men bagfra, kunne det stadig ligne at han var den smilende dreng fra før.
Hans hænder raktes frem mod hunden, og et ord kom fra ham, er underligt ord, der ikke gav nogen mening overhovedet.
"Bulj" lød det, hundens øjne opspæredes et øjeblik, hvorefter den vendte så hurtigt rundt, at den nærmest bare lignede en sort-brun tågesky, hvorefter den begyndte at piske fremad, og hen af søens bred.
Han vendte sig om igen, og smiles var igen indfundet på hans ansigt.
"Undskyld, dyr bliver altid så nervøse omkring mig, tilsynesladende uden grund" sagde han, og en svagr klukken bredte sig fra hans strube.

Da hunden gjorde sig klar til modangreb, gik Lennea hurtigt et skridt bagud, og hendes før bekymrede udtryk, blev hurtigt ændret til et overrasket grimasse - nærmest vred. Hun elskede dyr, men når de gjorde sig 'farlige' gjorde det hende både vred og bange.. Hun holdte en let hvæsen tilbage, og sank i stedet for klumpen i hendes hals. Hun så kort for sig hvordan hun sprang frem med åbne kæber, og smækkede dem sammen om Itarians arm, i det han tog dem frem med det skramte kræ.
Men det var heldigvis kun et syn, en tanke måske. Hun hørte ham ''kun'' udtale en underlig lyd. Hvorfor skulle han dog sige ''Bu ja'' til en hund? .. Hun måtte have hørt forkert, eller ogs forstod hun ikke det sprog? Hun forsøgte at holde trit med hunden, da hun fulgte den med sine lilla øjne. Hendes mund åbnede sig i et ''dvaah'' udtryk, og hun så måtte.. Overrasket ud - og dum xD.
Da han igen vendte sig mod hende, rettede hun det meget kønne fjæs hen mod ham, og lignede et stort spørgsmålstegn..?

// Rettelse:' Hun så kort for sig hvordan hunden sprang frem med åbne kæber' .. xD //

Han så lidt efter hunden, så den sprinte langs søen, og hans smil vendte tilbage til hans før så kolde ansigt.
Han vendte sig om mod hende med et svagt undskyldende smil, og klukkede svagt af hendes grimasse.
"Jeg undskylder allernådigst forskrækkelsen" sagde han med et svagt smil, og fugtede sinene læbe, hvorefter han begyndte at gå hen imod hende. Hans øjne glitrede muntert, og hans smil blev lidt bredere.
"Hunde plejer ellers ikke at adlyde når jeg ber dem om noget..." mumlede han, og så lidt ned i jorden, nærmest som var det blot noget han havde tænkt.
Han så på hende igen, stadig med det samme undskyldende smil.


//hehe xD Men underskylder det meeeeget korte svar O___O xD//

Hunden forsvandt hurtigt, men hun kiggede dog lige en sidste gang efter den, inden hun kiggede på ham, med et 'normalt' udtryk. Hun rynkede let brynene, gad vide hvad hunden fandt så skræmende ved ham? Hun undersøgte ham hurtigt, og kiggede væk engang imellem, så det ikke lignede hun stirrede på ham - al' for meget. Hun ville forstå hundens frygt, hvis han havde været en vampyr, eller noget ligne, men det var han jo ikke.. Eller? Nej, han lignede ikke en.. Og hvad skulle han ogs' lave her midt på dagen? Han kiggede igen på ham, i det han smilte, og hun smilede automatisk tilbage, inden hun rystede på hovedet, for at komme tilbage til sit alvorlige ansigtsudtryk. Hun fangede hans blik, og de isblå øjne var helt igennem muntre igen - som intet var sket?
Hun spisede læberne i en undrene grimasse, inden hun stirrede alvorligt på ham. "Hvad betyder ''Bu ja'' da? .. Betyder det skrid, eller noget?.." Hendes udtryk blev hurtigt undrene, mens hun satte hænderne i siden, i en stædig stilling..

// Haha, jeg kender det godt 8D .. Så jeg må bare forsøge at.. Gi dig noget inspiration =D //

Han så lidt på hende, den måde hun vendte øjnene mod ham, og så væk igen. Betragtede hun ham? Scannede ham måske?
Hun fandt det vel, ligesom alle andre, underligt hvordan dyr reagerede på ham, og tjaa.. Han måtte give hende ret, det var ret underligt, og hans selv vidste heller ikke engang selv hvorfor dyr var sådan, sådan havde de altid været, og der var ikke noget at gøre ved det.
Han så smilende på hende, dog kom der et lettere undrende glimt i hans isblå øjne, der virkede en anelse spørgende, som om han ville spørge om der var noget galt. Men selvfølgelig var der noget galt.
Det var ikke normal dyreadfærd at blive skræmt af en halv engel, egentlig burde den være kommet lovrende, da engle skulle forestille at være det reneste på jorden.
Han sukkede svagt da han hørte hendes spørgsmål, dog med et bredt smil. Han fandt det ret morsomt at hun havde hørt det som 'Bu-ja'.
"Ikke 'Bu ja', Bulj" han sagde det højt og tydeligt "Man skal rulle lidt med tungen for at få den rigtige lyd frem" han grinte svagt.
"Og nej det betyder ikke skrid" tilføjede han lidt efter med en ligeså munter stemme "Det betyder 'På plads', et udtryk den sikkert forstår sig på" sagde han med et bredt smil.

Måske overdrev hun en smule, der var jo bare nogen personer dyr ikke kunne li' - Desværre for dem. En af hendes 'ex' veninder havde været ræd for dyr, og dyrene var ræd for hende.. Lennea havde altid undret sig over det, da hun var blevet ældre.. Hun kunne ikke spørger veninden, da hun ikke længere vidste hvor hun befandt sig i verden.. Og dyrene, ja. De sagde jo ikke ligefrem så meget.
Men Itarian havde ikke virket bange for hunden, det så kun ud som om det var hunden der havde de føelser for ham? Hun begyndte langsomt at falde i staver, mens hun forsøgte at løse 'mysteriet'. Hun blev dog vækket af hans stemme.
Hun kunne godt høre han fandt hende 'bu-ja' sjovt, og hun kunne heller ikke la' vær med at smile, da det lød lidt dumt 8D .. Hun nikkede let som tegn på at hun forstod, og hun forsøgte da ogs' at udtale det - sådan nogenlunde.
Hun løftede let det ene øjnbryn i en spørgerne grimasse. "jamen hvis det betyder 'på plads', hvorfor løb den så?"

Han smilede til hende, betragtede stille den måde hendes ansigt ændrede sig lidt da hun åbenbart tænkte tilbage på et eller andet, eller tænkte på mødet med hunden?
Var hun bange for dyr? I så fald havde det jo ikke været en god idé at tage ned i parken, hvor der mange steder levede herreløse hunde.
Han smilede svagt ved hendes prøven på at udtale ordet, hun klarede det vel ret godt, i forhold til at det var det første ord hun nok nogensinde havde sagt på Kensousiansk.
Et svagt grin undslap ham, og han rettede øjnene od hende "På plads, er en komando der fortæller dyret, at det skal sætte sig hvor den hører hjemme, for denne hund, var lige foran mig, ikke det rigtige sted at sætte sig, den er enten rendt hjem til sin ejer, eller taget afsted til den baggyde hvor det også er muligt at den kan bo" sagde han, og blinkede til hende, på den samme lettere charmerende måde, dog uden helt at tænke over det.