Musikkens univers - Privat

Med et par sorte hørebøffer - af biblioteks eje - om halsen bevæggede Mia sig yndefuldt ned langs de lange rækker af musik i søgen efter noget nyt, der var værd at høre, eller kunne inspirere til en dansekoreografi. Hendes øjne var fulde af liv og glæde og hun følte sig, for første gang i meget lang tid, rigtig godt tilpas. Hun havde savnet at være i bibliotekets fredelige omgivelser, bare gå og lytte til den smukke musik der stod legnet op i alfabetisk orden på de fine hylder. Strålede i al deres glans og skabte et vidunderligt kunstværk med alle deres farver og motiver. Det var skønt at være tilbage, kunne gå rundt i en bygning med andre væsner uden at føle den brændende fornemmelse rive i halsen.
Hun havde jaget sent natten før, så hun var fri et par timer endnu inden tørsten igen ikke ville være til at modstå. Den var som en længe om foden. Men lige nu følte hun sig faktisk fri, hun kunne bevæge sig ubekymret omkring i musikkens skønne univers, uden at skulle skænke tørsten en tanke. Det var det tætteste hun kom på at blive menneske igen - det der engang havde være hverdag, var nu blevet til frihed.

Musik. Det havde altid været noget af det, som Mallorie holdt mest af. Det og bøger. Heldigvis havde skolen et glimrende bibliotek, hvor begge ting var til at finde på meget få meters afstand af hinanden. Hun stod lige nu og kiggede på en bog, der fra lang afstand havde fanget hendes opmærksomhed. Hendes lange, røde hår hang som altid omkring hendes skuldre og sat sammen med den himmelblå t-shirt og de slidte jeans, som havde været hende tro de sidste mange år, gjorde det hende til en god godte på skolen. Mange drenge havde blikke efter hende og hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke nød den opmærksomhed.
Lige nu lå den dog på noget andet. Hun gik rundt mellem de mange hylder med alverdens musik, da hendes blik pludselig fangede noget, som hun ikke havde ventet at se i Terre. "Se hvem vi har her" sagde hun i en spydig tone og lænede sig op af den nærmeste reol med et koldt blik mod den pige, som stod nogle meter væk fra hende. Hendes gamle rival fra den skole hun havde gået på før hun var flyttet. Hun havde godt nok ikke ventet at se hende der og da slet ikke som en elev. Mia. Det navn ville hun ikke bare sådan glemme, selvom der var gået hvad... et par år siden de så hinanden sidst.

Mia trak en sort CD med et fint grønt mønster ud fra reolen. Hun studerede den, vendte og drejede den i hånden. Bandets navn var ukendt men det sirlige grønne mønster, der i hendes øjne til forveksling nemt kunne ligne grene og blade fascinerede hende og gjorde hende nysgerrig.
Hun rev blikket væk fra CD'en og så op, en ligegyldig mine hvilede over hendes ansigt. Den stemme og det toneflad var ikke til at tage fejl af. Men hun havde nu troet at hun havde efterladt sig den tøjte da hun rejste fra sin hjemby, men der havde hun vidst taget fejl.
Hun satte CD'en på plads og så pigen an. Meget var sket siden de sidst så hinanden, specielt i hendes eget tilfælde, men Mallorie var ikke typen Mia bare glemte. Den tøs havde været et helvede og var det sikkert stadig - den slags mennesker ændrede sig aldrig!

En bitter latter undslap Mias læber, "Som jeg tænkte; lige så kedelig og mainstream som altid. Men man kan vel ikke forvente andet af dig Mallorie" svarede hun spydigt igen og rullede lettere hånene med øjnene.
Hun tog hørebøfferne af og lagde dem på reolen. Hendes blik begyndte igen at vandre over CD coverne, mere end almindeligt uinteresseret i Mallorie. Hun skulle ikke have lov til at ødelægge Mias to timer i frihed.

Mallorie havde virkelig ikke troet, at hun ville stå overfor den tøs igen, men det her skulle nok blive morsomt. Hun kunne tydeligt huske, hvor meget de havde været efter hinanden på hendes gamle skole og det var faktisk meget komisk det meste af tiden. Det rørte hende ikke, at hun blev kaldt alt mulig møg, da det egentlig bare prallede af hende igen efter så mange års øvelse i det. Mange ville nok tro, at det var en af de to piger, som var den værste, men med hensyn til at snakke pænt, så var de vidst lige gode om at være ondskabsfulde overfor den anden. Det kom vidst aldrig til at ændre sig. Ikke for hendes side af i hvert fald. De havde aldrig kunne fordrage hinanden. Lige fra første dag de lærte hinanden at kende havde det været sådan her. Om det ville ændre sig med tiden, det vidste hun ikke, men det ville det nok ikke, hvis hun kendte sig selv ret.

Hendes læber formede sig i et ondt smil, da Mia kom med sin latter. Den samme som altid. Det undrede hende ikke. "Kedelig? Nå ja så må jeg være det, men i det mindste får jeg stadig drengene til at kigge langt efter mig, så større problem er det vidst ikke" sagde hun i en kold tone og gav et lille fnis fra sig.
Hun fulgte hendes blikretning, da Mia gav sig til at kigge på CD'er igen og ignorerede hende fuldkommen. Det morede hende endda en smule, at hun skulle spille så kostbar. Mallorie havde selv tid nok, da hun lige havde været til prøve og faktisk havde fri, hvis det skulle være rigtigt.

Bare lyden af Mallories stemme bragte minderne frem. Hun huskede tydeligt deres strider på skolens gange. De rygter de plejede at starte om hinanden. Den måde de begge plot rystede fornærmelserne af sig og smilende svarede spydigt igen. Deres uformelle kampe om byens nye dreng. Begge havde de haft deres slæng og begge havde de haft deres uheldige og lettere pinlige øjeblikke og ingen af dem havde nogen sinde tøvet et sekund før hun havde udnyttet den andens elendighed.

Mia vendte blikket mod hende, opgav at få sin frihed for som altid lod Mallorie ikke slippe så let. Hun trak på smilebåndet og nikkede forstående. "Åh, det jo også rigtigt, drengene.." svarede hun med tryg på drengene. Mallorie var trods alt et par år yngre end Mia, så det var vel meget naturligt at hun automatisk sagde drenge. Det kaldte man fyre under 18 - right? "Du er stadig under 18, er du ik'?" spurgte hun som om det var en dårlig ting. Som om hun endnu kun var "en lille pige".

Mia plejede at elske de er lege, men af en eller anden grund nød hun det ikke lige så meget nu, som hun plejede. Alt det her var fortid, det døde alt sammen med Lukas, eller det havde i hvert fald været meningen. Mia burde være kommet videre, men Mallorie gjorde hende opmærksom på at fortiden stadig lå i hende...

Synet af Mia fik minderne til at spinde igennem hovedet på hende og det var ikke alle nogle gode minder. Det ville vidst være synd at sige. De havde begge haft hver deres lille bande og havde raseret skolen, for at sige det mildt. De var aldrig bange for at tage en verbal kamp op imod den anden person og det endte som regel ud i, at de måtte blive skilt ad. Det var i hvert fald sket nogle gange, så vidt hun kunne huske. Det var noget tid siden, men nogle bestemte minder kom da frem på hendes nethinde, som hun stod der foran hende igen. Det virkede ikke som flere år siden, de sidst var stødt på hinanden.

Da Mia vendte blikket mod hende igen, stod hun stadig i samme stilling. Med armene over kors og den ene skulder lænet op af en reol, der pudsigt nok stod lige ved siden af hende. Mallorie var godt klar over, at hun alligevel var 2 år yngre end hende, men det rørte hende ikke synderlig. Hun sendte hende et himlende blik, da hun spurgte om hendes alder. "Jeg er lige fyldt 18" sagde hun blot stille og blottede sine hvide tænder i et smil. Hun havde et våben i baghånden, hvis nu hun blev alt for smart på den konto. Det havde alligevel sine fordele at have været sammen med Nathan. Om de stadig var sammen.. Ja det måtte guderne vide.

Deres små lege havde altid moret hende noget så grusomt og denne gang var ingen undtagelse, men der var dog et eller andet i hende.. Noget som var anderledes. En form for medfølelse, som ikke havde været der før. Hun rystede det af sig, men kunne ikke lade være med at tænke en smule videre over det. Var det faktisk muligt for dem at være venner? Nej vel?

Mia smilte så ægte hun kunne - men det blev alligevel ret falsk og knap så venligt som det var tænkt. Mia havde virkelig ikke overskud til det her nu, hun havde brug for ro, brug for ikke at tænke. Hun brugte alt for meget tid på at tænke over tingene for tiden. Så endnu mere drama var ikke det hun havde brug for.

"Hør Mallorie.. Du ved hvor meget jeg holder af at ødelægge dit forvoksede ego. Lige nu er bare ikke tidspunktet" hun forsøgte ikke at lyde ondskabsfuld, blot venlig - en sjælden ting når hun var i selvskab med Mall.
Hun kunne mærke hvordan blodtørsten langsomt sneg sig op gennem hendes hals. Så tæt kontakt med et menneske havde ikke været planen.

Hvor meget hun så end foragtede Mall, så ønskede hun ikke at slå hende ihjel. Det kunne hun ikke gå rundt og have på sig. Og da slet ikke fordi alle ville tro det var med vilje. Mia var ikke morder. Hun ønskede ikke at være et blodsugende monster, men det kunne hun jo ikke sige til Mallorie. Så ville hun jo bare lyde som om hun var sindsyg.

Mallorie holdt ellers så meget af at irritere hende i fortiden, men nu virkede det bare som om, at det ikke havde den samme effekt på hende. Hun blev ikke glad af det, faktisk næsten det modsatte. Hun rynkede en smule på næsen og blødede på samme tid en smule mere op i sin holdning. Hendes hænder faldt ned af siden, som hun kiggede på den jævnaldrende pige og sukkede. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ikke lyst til at svare igen på hendes sætning.

Hun tog en beslutning. Noget hun ikke troede, hun nogensinde ville komme til at sige og da slet ikke til hende. "Hør... Det her er ved at blive gammelt og jeg kan slet ikke se, hvorfor vi bliver ved på denne måde. eller er det bare mig?" spurgte hun og sendte hende et reelt smil. På nuværende tidspunkt kunne hun slet ikke huske, hvorfor de havde været så meget uvenner i de tidligere år. Det var faktisk en smule tåbeligt, nu hun tænkte over det.

Hun vidste, hun blev nødt til at fortsætte sin sætning, da det ellers ikke ville give ret meget mening i længden. "Min pointe er. Skulle vi ikke prøve fra starten af? Uden alt dette drama og ondskabsfulde bemærkninger. Det er ærlig talt en smule barnligt" sagde hun stille og trak derefter på skulderne. Hun var selv ligeså meget skyld i det og det vidste hun også godt, men hun ville nu gerne starte igen. De kendte jo næsten ikke hinanden alligevel.

Mia sank da Mallorie begyndte at tale. Hun havde hurtigt hendes fulde opmærksomhed. Kunne det virkelig passe? Kom de ord ud af Mallories mund? Nej, det måtte være selvbedrag!
Desværre blev Mallorie ved - det var sandt, det skete faktisk. Mia gengældte hende smil, det var knap så reelt som Mallories eget, men hun smilte og hun mente det faktisk, det var ikke bare en facade. Mia havde aldrig turde håbe på at dette ville ske. Hun havde længe syntes deres indbyrdes kamp var latterlig, men havde på en måde været bange for at sige noget. Hun var bange for at hun skulle blive "taberen". Nu var det egentlig ligegyldigt, hun snakkede ikke med nogle af sine gamle venner, hun snakkede ikke med sin familie - der var praktisk talt ikke nogle tilbage der kunne dømme hende, og det sidste hun havde brug for var mere drama i sit liv.

Mia nikkede, "det lyder faktisk godt" svarede hun og fortsatte "Jeg har ikke brug for mere drama i mit liv, så det ville være super rart at kunne ligge stridsøksen på hyllen". Hun sendte et smil i Mallories retning, stadig ikke sikker på om det her faktisk skete. Mon hun kunne finde på at joke med det?