Spreder mine vinger ud for dig-Allen

T:Aften
O:Træer, et springvand i midten af parken, blade
V:Koldt, blæsende, med lidt overskyet
S:Parken
______________________________________________

Namine sad på kanten af springvandet mens hendes vinger var spredt ud fra ryggen
og hendes hår hang løst på nær pandehåret der flagrede kort. Hendes blå øjne var rettet ned på hendes fødder
hun havde ingen sko på og nød jorden røre ved hendes tæer og fod flade det føltes så dejligt og lidt koldt.Hun havde´
ikke set nogen i skyggen og var ved at falde i søvn siden luften var så ren og der var så fredfyldt ved stedet.

Allen kom gående han var faretvild og var end i Sombre han kiggede rundt og til hans overraskelse så han en pige men hun var ikke en normal pige hun havde vinger, engle vinger, Det var første gang han havde set en engel dog havde han hørt om dem men aldrig set dem. "hej" sagde han til pigen med et smil

Namine kiggede på ham hun var glad for at der var kommet nogen hen til hende, men de tlignede også at han var faret vild. Hendes hår elskede bare at flagre så det gjorde det bare lidt mere strittende"hej du ligner en der er faret vild"sagde hun med et venligt smil

Al smilte igen. Han var en dæmon men han var ike ond og morderisk han var en mere rolig type der ikk dræbte for sjov. "ja kan man godt sige" sagde han

Namine kiggede på ham med et kort smil hun rækte en stille hånd ud mod ham mens hendes hår lod falde ned over skulderne mens hun lod en finger glide igennem håret. hendes vinger var spredt ud til hver side og hun kiggede nøje på ham"du er et magisk væsen som mig er du ikk, og hyggeligt at møde dig mit navn er Namine er en engel en freds engel"sagde hun venligt

"Namine " gentog han for at kunne huske det "hyggligt at møde dig jeg er Allen en ild dæmon " sagde al og smilte

Namine kiggede på ham og klappede på pladsen ved sidne af sig selv
for måske havde han lyst til at sætte sig ned ved siden af hende"det er måske ikke lige det mest smukketse navn men hyggeligt at møde dig"sagde hun med et smil

"Namine?? jeg syndes da det er kønt " sagde han ærligt og kiggede undrende på hende han satte sig ned ved siden af kende "hvad laver du her`? spurte han undrende og satte hovedet på skrå "og skal du enlig ikke skjule dine vinger? tænk vis mennersker ser dem "

Namine kiggede på ham og tænkte lidt over hans spørgsmål så smillede hun lidt og mærkede efter på hendes ryg så gjorde hun så de ikke kunne ses hendes vinger."jo du ahr ret det går ikke hvis menneskene kan se dem, og jeg laver ikke meget her gik mig en lille tur for at slappe lidt af i naturen og mange tak fordi du syntes det, dit er da også meget smukt"sagde hun venligt og ærligt

"du er heldig, du kan flyve mine vinger har jeg ikke fået endnu" sagde han og tænkte på hans dæmon vinger havde han ikke fået endnu "og tak syndes jeg dog ikke det er et mærkeligt navn Allen vis man fjerner n'et er det Alle " sagde han og grinte

Namine grinte lidt og tog hans hånd og røkte den mod himlen"føler du ikke at du kan nå månen hvis du kigger op"sagde hun og kiggede på begge deres hænder mens huns millede"allen er et virkelig smukt navn det passer til dig virkelig godt"sagde hun smillende

"tak i lige måde dit navn passer godt til dig " sagde han ærligt og kiggede op på månen han lukkede hånden som om han tog fat om månen han ønskede virkelig at flyve at komme væk han havde det ikke godt med hans familie de hadet ham og bebrejdede ham for hans forældres død derfor ville han væk

Namine kiggede stille hen på ham mens han havde lukket øjne og hun fik et trist udtryk på sig mens hun kiggede ned hun holdte hendes hånd over hans da de jo rammede lidt hinanden"du føler sorg gør du ikke, og mange tak igen"sagde hun smillende og glad

Al kiggede på Namine og tænkte sig om det var jo rigtig nok. "mine forældre døde i en brand jeg var kommet til at forusage da jeg lærte mine krafter at kende jeg er jo en ilddæmon dog ende det ikke godt og mine forældrende døde efter det har min storebror ikke snakket til mig, han vil ikke engang kigge på mig og det samme gælder min onkel" sagde han med et trist blik

Namine lagde en forsigtig hånd på hans ene skulder mens hendes blik gled ned over ham og hun håbede på at sige noget opmuntrene hvis bare det ikke var noget dårligt hun kom til at sige"det gør mig meget ondt men du kunne jo ikke styre dine kræfter eller du havde lige lært dem at kende"sagde hun stille

"jeg kunne ikke styre mine kræfter , " sagde Al men smilte så "men nok om det emne jeg er van til deres opførsel såååå tænk positivt og tænk på de lyse ting i livet" sagde Al og smilte han var en stærk perosn i sjælen kunne man mærke siden han stadig kunne smile efter alt det der var sket

Namine s blå øjne rettede sig mod ham mens hun smillede tilbage til ham bare han ikke lod sig gå for meget på det det ville ikke være så rart"helt sikker jeg vil nødig ha at du er ked af det eller noget, for så undskylde rjeg meget"sagde hun stille med et kort buk og smil

"Eh ? det er ikke din skyld du skal ikke sige undsktld" sagde Al med et smil og kiggede på Namine "Du er en god person derfor skal du ikke sige undskyld men tak fordi du bekymrede dig om mig det sætter jeg pris på" sagde Al

Namine bukkede kort med et lille smil mens hun lagde en hånd
på hans skulder"åh det skal du da ikke tænke på det var det mindste jeg kunne gøre
når du ville ha' brug for mig vil jeg være der"sagde hun smillende og rørte lidt ved vandet
nede i springvandet de sad ved

"hm hvor gammel er du?" spurte Al undrende og smilte "hvad med familie? har du nogle søskende? forældre? spurte han og kiggede ned i springvaandets vand han så ringende der ødelagde hans spejlbilled

"mig jeg er 17 ligner bare sådan set en der er mindre men det må jge leve med, jeg har ingen søskende og forældrene ved jeg faktisk slet ikke hvor er henne, min plejemor som jeg bor ved siger at det var en af helveds unger der tog dem med sig men jeg ved det ikke...Hvad med dig"sagde hun stille og lidt vneligt ved det andet spørgsmål

"jeg er 16 år tja jeg ligner en på 16 år" sagde Al og grinte lidt men stoppede så med at grine "jeg har ikke nogle forældre mere kun en storebror og en onkel" forklarede Al han stemme var tynd da jeg nævnte hans onkel han virkede.. bange for ham af en eller anden grund

Namine kiggede på ham da han fortalte det som han gjorde var de rnoge than ikke kunne lig eller noget han var bamnge hun hun vidste ikke om det var hende eler om hun spurgte for meget"er du ok allen"spurgte hun med hovedet på skrå

"og self. har jeg også min lillesøster hun går bare så tit siden hun er en berømt pianist " sagde han og smilte "min familie elsker musik vi kan vær et instrument, mit er violin" forklarede han og viste hans violin taske han havde i hånden

Namine kiggede nysgerigt på violinen mens hun smillede kort
den så megte indviklet ud til at spille på, hun ville aldrig kunne spille på sådan en
hun havde aldrig spillet på sådan en før"wow den ser meget smuk ud vil du ikke spille noget for mig jeg vil gerne høre hvordan du spiller"sagde hun smillende