Øjne af tomhed - Privat

Mia stod helt stille og stirrede ind i de blå øjne foran hende. Hendes læber var let adskilte og hendes krop var anspændt. Hendes skuldre hævede og senkede sig hidsigt, hver gang hun lod den søde duft af blod passere gennem hendes luftkanaler. Hendes blodrøde øjne så tomt på den unge mand, som kiggede hun på en blank mur. Hun så intet anden end en irriterende forhindring foran hende.

En svag lyd af sålen på en sko der langsomt bevægede sig hen over den stenbelagte havn skar i øret på Mia og hendes blik faldt med det samme på den ældre udseende mand, der stang så voldsomt af alkohol at selv Mia kunne lugte det, på trods af den søde duft af blod, der fik hendes hals til at bande. Et irriteret og ondskabsfuldt hvæs rullede over hendes læber og hendes øjne sendte lyn i retning af manden.

Med en styrke, hun ikke selv var klar over at hun havde, lagde hun en hånd på den unge mands skulder og borede fingerne ind i huden på ham. Hendes blik slap ikke den ældre mand, da hun i et forsøg på at komme af med den mindre forhindring, lagde alt sin styrke fra sit grab over i et skub der skulle slynge forhindringen langt nok væk til at hun kunne komme hen til sit offer.

Han løftede hænderne op foran sig. Som et tegn til, at hun skulle stå stille og slappe mere af. Alligevel var det nu håbløst. Han kunne nærmest se hvordan hele den unge kvindes krop var spændt til bristepunktet. Hun mindede ham mest af alt om en person der var høj på adrenalin. Én der lod alle fristelser blusse op, og hæmninger falde ned. Men det var vel også tilfældet. Gideon havde mødt flere blodsugere gennem sin livstid, og efterhånden var det let at se trækkene. Især fordi han selv kunne lugte blodet. Nok ikke i samme afskygning, eller med samme trang til at sætte tænderne i et offer. Hvis dæmoner overhovedet sugede blod fra ofre, så måtte det igen være et træk som Gideon havde undertrykket i sit indre. Han stirrede derfor stædigt tilbage i den unge vampyrs øjne. De røde øjne, som bestemt var fyldt med en fjendtlighed, som man kun måtte forvente, når man greb ind i en sådan situation.

Da vampyrens blik flyttede sig, gjorde hans instinktivt det samme. Han sænkede hænderne, og betragtede den blødende mand, som havde efterladt sig en mindre pøl af det røde materiale mod stenbelægningen. Han bevægede sig stadig. "Læg stille!" beordrede Gideon ham med en høj og klar stemme, da vampyren gav sig til at hvæse.

Gideon havde knap nok vendt blikket mod blodsugeren endnu, før hun havde grebet fat i ham. Smerten dundrede gennem hans skulder, hvorefter han blev smidt et godt stykke gennem luften. Ihvertfald få meter. Luften blev slået ud af lungerne, da han landede mod molen - ganske tæt på, at være slynger ud i vandet. Der gik ikke mere end et splitsekund, før det havde lykkedes ham at komme på benene igen. Kroppen gjorde ondt, men smerten ville nok kun være kortvarig, hvis han kendte sin helende evne godt nok. Måske var han allerede for sent på det. Han spænede hen mod vampyren igen, og greb armene fat om hende, for at holde hende tilbage. Hun var sikkert stærkere end ham... Uanset hvad, forsøgte han at holde hende fast i et jerngreb, mens han med en hård tone i stemmen sagde: "Stop. Stop. Før du fortryder det."

Ingenting gik gennem Mias hoved, i de få sekunder det tog Gideon at komme på benene igen. Hun lagde ikke en eneste tanke i dette, ikke en eneste følelse. I stedet havde hendes instinkter for længest taget al kontrol over hende. Hun var styret af tørste efter blod og følelsen af den varme væske, der langsomt fjernede den stikkende og brandende fornemmelse, hun havde i halsen.

Hendes blik var fast låst på den ældre mands strube. Det prikkede og sitrede i hendes tænder ved tanken om at pore tænderne ind under huden på ham. Al lyd var lukket ude, kun den svage banken fra manden hjerte nåede Mias øre. Hendes øjne var endnu fyldt med tomhed og hendes læber var let presset mod hinanden.
Hun grab fat i mandens krave og løftede ham op. Hun kunne se hvordan blodet pulserede på den anden side af det tynde lag hud på mandens hals. Det fik mundvandet til at løbe og øjnene til at lyse endnu mere rødt.

Mia åbnede munden og skulle netop til at sætte tænderne i sit offer, da et par arme pludselig lå om hende. Hun frøs, stod helt stille. Hendes vejrtrækning stoppede brat.
Langsomt løftede hun hovedet og lod den ældre mand falde til jorden. Hun hørte en fjern stemme, der langsomt blev mere og mere klar. "... u, fortryder det." var det eneste, hun sådan rigtig kunne få ud af det, der blev sagt.
Hendes muskler løsnenede langsomt op og hendes øje faldt på den ældre mand, der nu lå for hendes fødder. Tomheden i hendes øjne blev udskiftet med frygt - frygt for sig selv og det hun havde gjort ved denne uskyldige mand. Hendes vejrtrækning blev hurtig og tårene fandt langsomt vej til hendes øjne, men hun lod dem ikke falde. At græde var et tegn på svaghed og hun var ikke svag - hun ville ikke være svag.

Egentlig havde han forventet, at hun ville gøre modstand. Alligevel frøs hun nærmest, ved den blotte berøring. Hænderne havde han låst fast om hendes arme. Grebet var hårdt, og selvom han egentlig ville have forventet, at kunne mærke hendes muskler spændes og klar til kamp, var det det akkurat modsatte han mærkede fra hende.

Der gik ikke mange sekunder, før han hørte lyden af manden, der ramte jorden igen, med et støn af smerte. Dernæst gispede den ældre mand, og forsøgte at trække sig hen over jorden. Snart lykkedes det ham, at stable sig selv på benene, selvom han nu haltede over jorden og efterlod sig et spor af blod:
"Monstre! H-hold jer væk..!"
Mandens stemme var så vag, at Gideon umuligt ville have hørt ordene, uden sine skærpede sanser. Selvom han mærkede vampyrens muskler løsne, slap han ikke grebet om hende. Ihvertfald ikke før han mente, at han selv var i stand til at løsne sit greb lidt, uden at hun ville forsøge at stikke af. Dette gjorde han blot, for at kunne vende hende om mod sig. Forsigtigt forsøgte han at manøvrere hende rundt, så hun stod med front mod ham, og ikke længere kunne se på manden. Alligevel forventede han, at hun i hvert øjeblik kunne forsøge, at stritte imod, og kæmpe for at følge sporet som manden efterlod sig.

Han sank en klump i halsen, og forsøgte at se så rolig ud som overhovedet muligt. Derudover var han i en konstant søgen, på at fange hendes blik: "Lad ham bare stikke af." Stemmen var så kontrolleret, at man ikke skulle have troet, at han lige var blevet smidt på halen af den selv-samme blodsuger for mindre end få minutters tid siden: "Du bliver nødt til at tænke på noget andet, hører du mig?" Det var selvfølgelig let for ham at sige. Han havde aldrig mærket tørsten efter blod.

Mia havde ikke været så tæt på en anden person siden Lukas død. Den blotte berøring overraskede hende så meget at hun frøs på stedet. Den havde vækket hende fra sin næsten trance lignende opførsel.
Det var næsten som at blive vækket midt i et mareridt. Hun havde fået et voldsomt chok, så havde en følelse af lettelse skyllet over hende, og blev efterfuldt af en følelse af rædsel. Hun var lettet over ikke at have såret manden og bange for hvad der skulle ske nu. Hvad ville hun se når hun vendte sig om?

Hendes blik fulgte den skramte mand indtil han ikke længere var inden for synsvide. Hendes øjne faldt på det fine spor af blod han efterlod sig og ordene sank langsomt ind. "Monstre..." Han havde jo ret, hun var ikke andet end et monter der ikke kunne styre sig tørst efter blod.
Hun sukkede og vendte sig langsomt mod - hvem end det måtte være der var bag hende, men hun ville ikke se på ham. Hun turde ikke af frygt for at se noget andet end det der i virkeligheden var - hun var bange for at se Lukas.

Hans stemme lød kontrolleret, men der var ikke det mindste strejf af hån, ondskab eller frygt i stemmen. Den var ganske neutral, virkede næste - men kun næsten - venlig.
Hun sank en klump og rystede på hovedet som svar. Hun ville for alt i verden hellere tænke på blod end på Lukas. Desuden havde hun på ingen måde lyst til at følge efter den mand mere. Hun var blevet så skramt over at se frygten i hans øjne. En frygt bragt af hende. Hun var blevet bange for sig selv og ked af hvad hun gjorde ved folk.
Endelig vidste hun det godt, men aldrig var hun blevet tvunget til at se et af sine ofre i øjnene. Nu havde hun set det med og var kun endnu mere rasende over at hendes liv var blevet til det, det var.

Det var først da han hørte sukket fra hende, og da han indså, at hun muligvis blot ville lade manden vakle væk - at han slap grebet om hende. Ganske vist gjorde han dette tøvende, og nærmest parat til at hun ville slå fra sig i sidste øjeblik. Han ville sikkert ikke kunne hamle op med en vampyrs styrke. Ikke hvis de havde fået færten af blod. Alligevel syntes denne vampyr, denne unge kvinde - at virke langt mere afslappet nu, end for blot et øjebliks tid siden, hvor hendes hunger tydeligvis havde været ganske stor. Gideon lod hænderne falde fra hendes skuldre, og trak så vejret dyb ind. Som om han havde holdt sit åndedræt inde, siden han havde set reaktionen fra hende, da han gik sin sædvanlige tur hjem fra arbejdet i havnen. Han havde ikke set manden falde, men han havde hørt råbet. Han havde hørt mandens spørgende stemme, da han tilsyneladende havde fået øje på en skikkelser, der i det næste sikkert var faret hen mod ham. Gideon anede ikke hvorfor han var kommet til undsætning... Eller jo, det gjorde han måske. At være vidne til blodudgydelser på denne måde - det var noget han ikke var i stand til. Han var vist et sølle eksemplar af sin race, fordi han var så dybt empatisk trods de fleste han havde kendt, altid havde vendt ham ryggen.

Denne unge blodsuger - denne unge kvinde, betragtede han med et afventende blik. Hun lod ikke til at have lyst til at møde hans øjne. Eller til at ville tale med ham. Forståeligt... Det eneste Gideon gjorde var at træde et skridt tilbage og flytte blikket fra hende i en stund for at lade hende falde til ro, uden at han skulle presse hende til det.
Han spejdede hen mod manden, som efterhånden kun var en silhuet i det fjerne. Sporet af blod, var ikke en sjældenhed i havnen, som ofte var forladt og et perfekt sted for rovdyr, der ledte efter et drab, hvori det var let at dække sine spor. Det krævede bare at man smed liget ned i det dybe mørke vand.

Gideon trådte tættere på molen, og løftede hånden over den tomme luft, hvorunder havet roligt brusede ind mod stenbelægningen i havnen. Han havde stadig kvinden i sit synsfelt, hvis hun skulle forsøge at løbe efter den ældre mand. Gideon ville blot forsøge, at fjerne blodsporene. Ihvertfald bare de nærmeste, fordi lugten både generede hans forstærkede lugtesans, og fordi han også formodede at det måtte irritere blodsugeren.
Evnen var stadig svær at kontrollere, men det lykkedes ham at manipulere med vandet, nok til at få det op på molen, og dale over pølen af blod, der havde samlet sig dér hvor manden havde ligget før. Snart rislede det fortyndede blod lidt væk, og dæmpede det værste af blod-lugten. Man skulle vist næppe friste flere vampyrer.
"Så... Nu er det aldrig sket." sagde han nærmest upåvirket, og trådte væk fra molen. Hans rolige attitude viste tydeligt, at dette var noget han havde vænnet sig til.. at være i nærheden af væsner, som ikke havde nær så meget kontrol som han havde formået at få gennem årene.

Mia åndede lettet op da drengen slap hende, det var en befrielse at få plads igen. Han var kommet lige tæt nok på. Han havde fået noget til at klikke i hende, ved den blotte berøring. Måske var det blot overraskelsen, da hun ikke havde følt nogen så tæt på sig de sidste 3 år? Hun var ikke sikker på hvad det var, men ønskede inderligt at hun blot kunne glemme det. Hun havde ikke brug for flere mysterier!

Hun lod en let rystende hånd glide gennem håret. Tænkende så hun efter drengen mens han stod på kanten af molen, men hånden rakt ud over vandet. Hvem var han? Hvorfor havde han forsvaret den ældre mand? Hun var faktisk ret taknemlig, men kunne ikke få sig selv til at sige det højt. Et simpelt Tak, det var alt hun behøvede, men ordet ville ikke ud.

Hun så til mens han vandet rejste sig ind over molen og skyllede det meste af blodet væk. Men hvordan? Hun havde så mange spørgsmål, men var så ved siden af sig selv at hun ikke kunne frembringe en hel sætning. I stedet så hun blot ned i jorden, på blodet der langsomt blev til vand over skyllede væk. På betonen som skiftede farve fra rød til grå.

Hun vente sig mod drengen og så for første gang på ham. Det undrede hende at han - tilsyneladende - kunne manipulere med vandet, men på den anden side, så var det vel meget normalt i den her del af verden? Hun sukkede og rystede opgivende på hovedet. "Hvis bare det var så let.." mumlede hun uden at flytte blikket fra ham.